Klienthistorie #7 Thomas om iskias-smerter gennem 2 år og ønsket om vandreture og OCR-løb Meget øvet

Klientepisoderne i Stærk & Smertefri viser et indblik i klienters forløb hos Maxer. Det er inspiration og det er vigtigt at forstå, at der ikke findes nogle magiske tricks eller quickfix, der hjælper alle. Uanset hvor meget man ved om smertevidenskab, smerteforståelse, smertehåndtering og behandlingsmuligheder, så er der ingen, der ved alt eller kan hjælpe alle.

Når vi præsenterer klienthistorier, så skal det ikke ses som en perfekt opskrift til succes. Det skal nærmere ses som inspiration og et indblik i, hvordan man kan arbejde med smerter og hvilke udfordringer og sejre, der kan opstå undervejs i processen.

I denne episode snakker jeg med Thomas om blandt andet:

• Hvordan Thomas’ smerter blev bedre gennem en tryghedsskabende forståelse for smerter.
• Hvordan behandleres frygt for skade og smerte kan smitte af på klienten.
• At teknik ikke er rigtig eller forkert.
• Hvor meget Thomas var påvirket af iskias-smerter og ondt i knæet.
• At smerter ikke handler om farlige øvelser, men om dosering af forskellige bevægelser.
• Hvordan tjekkeadfærd oftest ikke gavner. 

Mit navn er Thomas og jeg er 29 år. Jeg bor i København, men kommer oprindeligt fra Esbjerg (som dem af jer, der hører episoden som podcast, måske kan fornemme). Jeg er uddannet journalist, men har de seneste par år arbejdet indenfor rejsebranchen. Det gjorde jeg lige indtil corona slog benene væk under os alle, men har jeg brugt de sidste par år på at læse til friluftsvejleder.

Jeg har altid været fysisk aktiv. Jeg har spillet fodbold, basketball, tennis og badminton. Derudover har jeg altid været glad for at løbetræne. Jeg har aldrig været på et højt niveau, men fysisk aktivitet og bevægelse har altid fyldt meget i min hverdag.

Træning har på mange måder været et frirum for mig. Dét at kunne bevæge mig og bruge min krop har været en måde at stresse af på. I mit arbejde som guide i rejsebranchen har jeg været fysisk - der har været vandreture i fjeldene, kajakture på vandet og at transportere grej og udstyr fra ét sted til ét andet. At kunne bevæge mig smertefrit og ikke at skulle tænke over, hvordan jeg bruger min krop, var en selvfølge for mig.

Dér, hvor jeg for alvor løb ind i problemer med de kroniske smerter, jeg oplevede, var i 2020, da jeg var lige ved at hoppe fra friluftsvejleder-uddannelsen. Mine smerter og de dertilhørende problematikker fyldte så meget, så det på mange måder gjorde mig immobil og jeg begyndte at tvivle på, om jeg overhovedet ville kunne gennemføre uddannelsen.

Smerter uden en specifik grund

Men lad os starte ved starten. Jeg har faktisk ikke rigtig kunne finde ud af, hvorfor, hvornår eller hvordan mine smerte begyndte. Jeg var i Grønland i foråret 2019, hvor jeg havde et sygdomsforløb på et par uger. Jeg havde en del muskelsmerter igennem sygdommen, og de fleste af smerterne fortager sig langsomt i takt med at jeg fik det bedre.

Men smerterne i min højre balle blev ved. Faktisk forværredes de langsomt over det næste stykke tid.

Der er sikkert flere faktorer, der har påvirket mine smerter: I den periode var jeg steget i kropsvægt, jeg styrketrænede en del og nok også lidt for meget og for tungt, jeg havde et stillesiddende arbejde i form af lastbilchauffør. Og der kan jo meget vel være andre faktorer, der også har haft en finger med i spillet.

I starten tænkte jeg bare, at det måtte være en eller anden form for sygdom eller overbelastning. Jeg tænkte, at det nok ville gå i sig selv igen over tid. Men det går bare ikke i sig selv. Tværtimod.

Langsomt begyndte smerterne i ballen at udvikle sig. Jeg begyndte at få ondt, når jeg kørte bil. Jeg fik ondt, når jeg gik længere vandreture. Der opstod bare flere og flere situationer, hvor jeg oplevede smerte. Ikke nok med det, så begyndte smerten også at stråle ud i baglåret, bagsiden af knæet og helt ned til midten af lægmusklen.

Det var virkelig smertefuldt. Smerterne blev så intense at jeg ikke kunne have en normal dagligdag fx havde jeg store problemer med at komme op fra sengen.

Mange forskellige behandlere med forskellige forklaringer

Jeg fik løbende pillet flere og flere bevægelser og elementer ud af min hverdag fra behandlere, der havde sagt “dét må du ikke” eller “dét skal du ikke gøre”. Jeg fik mange forskellige forklaringer på mine smerter; først var det en forstrakt muskel, så var det piriformissyndrom, så var det en skæv ryg eller skæv hoftebøjer og til sidst landede de vist på en formodning om en diskusprolaps eller udposning af diskus.

På grund af de mange forskellige forklaringer på smerterne, så er jeg også blevet sat til mange forskellige behandlingsformer. Jeg fik af vide, at jeg skulle stoppe med alt form for træning og kaste mig over udstrækning i stedet for. Den næste behandler sagde, at det ikke duede at strække så meget ud. Jeg skulle i stedet for prøve akupunktur og andre former for manuel behandling.

Den manuelle behandling var i form af massage og kiropraktik. Min tillid til behandlere dalede stødt igennem behandlingerne, fordi jeg havde følelsen af, at samtlige behandlere kom med gæt, men på et uoplyst og usikkert grundlag. Og behandlingen havde ikke den ønskede effekt.

Smerter er en kompleks størrelse, som ved længerevarende smerter sjældent kan koges ned til én specifik årsag.

Thomas tog skeen i egen hånd

På et tidspunkt når jeg til et punkt, hvor det går op for mig, at alt det jeg gjorde for at få det bedre, faktisk ikke virkede. Det gjorde nærmest ingen forskel. Så jeg begyndte at læse op på smerte og bevægelse selv.

Man kan spørge sig selv om, hvorfor jeg ikke undersøgte tingene selv, men jeg stolede blindt på de forskellige behandlere, for jeg tænkte at de ved bedst.

Noget af det, som relativt hurtigt satte sig fast i min bevidsthed, var evidensen bag tung, langsom styrketræning i forhold til at blive smertefri. Jeg havde lavet mine udstræk. Jeg havde lavet mine gulvøvelser. Jeg havde lavet mine elastikøvelser. Jeg havde prøvet akupunktur.

Jeg havde holdt hvile. Så da det gik op for mig, at der måske var noget omkring den tunge styrketræning, så besluttede jeg mig for at prøve dén tilgang af. Jeg begynder så småt at squatte, dødløft og løbe igen. Og på relativt få uger (faktisk fra jeg booker den første session hos Jacob til at vi afholder den første session), sker der et kæmpe og markant skifte i mine smerter.

En af grundene til at jeg begynder at introducere forskellige former for træning igen er, at jeg lytter til en masse podcast omkring smerte. Blandt andet lytter jeg til Stærk & Smertefri, hvor jeg løbende får udfordret mine overbevisninger omkring smerte.

Jeg husker især en anden klienthistorie, hvor jeg kunne kende mig selv i den anden klients historie og jeg begyndte at se på mine egne problematikker i et nyt lys. Men jeg følte mig stadig udfordret og hæmmet på en måde, jeg ikke havde oplevet før, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme videre. Med det i baghovedet kontaktede jeg Jacob.

Du kan høre flere klienthistorier i podcasten Stærk & Smertefri - og du kan læse mere om individuelle smerteforløb her.

En ambivalent start

Jeg var faktisk en smule ambivalent, da jeg skulle starte hos Jacob. For på den ene side så oplevede jeg faktisk allerede bedring, men på den anden side så var jeg ikke sikker på, at jeg ville kunne fortsætte fremgangen på egen hånd. Det var som om, at min krop fortalte mig, at vi var på rette vej, mens mit hovedet fortalte mig, at det nærmest var for godt til at være sandt.

Jeg tænkte: “Det kan ikke passe at jeg, i store træk, ved at tænke anderledes om smerte, lige pludselig kan opleve mindre smerte”. Men det var lidt dét, der var sket.

At lære mere om smerte kan være med til at ændre måde vi tænker om smerte og vores overbevisninger om vores krop. Overbevisninger har det med at påvirke vores adfærd, så når man begynder at ændre overbevisninger, kan det have indflydelse på vores adfærd.

Jeg gik fra at tænke, at jeg skulle beskytte min krop og passe på. Men da mine tanker omkring smerte begyndte at ændre sig, ændrede min ubevidste opfattelse af truslen sig også. Jeg fandt ud af at der var mindre behov for beskyttelse, så jeg behøvede faktisk ikke passe så meget på og skåne min krop.

Starten på forløbet

Noget af det, der står klarest i min hukommelse fra starten af forløbet, var, hvor meget vi egentlig talte sammen. Vi brugte utroligt lang tid på at tale om smerte, kroppen og bevægelse. Vi talte om den overbeskyttende mor, og vi fik sat nogle ord på mine smerteoplevelser.

Derefter begyndte vi langsomt at udfordre mig i forskellige bevægelser. Vi udfordrede min evne til at komme ud i forskellige ydrepositioner. Hvor langt kunne jeg komme ned i et squat og en lunges?

Det viste sig hurtigt at jeg kunne komme markant længere ned i de forskellige positioner end først antaget. Det samme gjorde sig gældende med hensyn til vægten, jeg kunne løfte: jeg var markant stærkere end jeg havde forventet.

Vi talte meget om tolerancen af smerterne. I starten var jeg meget bekymret for at mærke smerterne, når vi udfordrede dem. Vi snakkede om at træningen ikke behøvede at gøre ondt - men gerne måtte. Det var ikke målet at det skulle gøre ondt, men genoptræning må og kan godt gøre ondt.

Jeg øvede mig i ikke at blive bange for smerterne, når jeg mærkede dem, men at øve mig i at tolerere dem, når de så dukkede op. Og tilpasse hvor meget jeg lavede.

Vi snakkede meget om dosering. Bare fordi at jeg lige pludselig kunne gå dybere ned i de forskellige bevægelser og at jeg lige pludselig kunne løfte flere kg, så behøvede jeg ikke at presse mig selv til grænsen hver gang.

Der var ingen bevægelser eller øvelser jeg ikke måtte lave, men jeg skulle tænke på dosering af de forskellige elementer. Jeg skulle øve mig på at overveje, hvilken mængde der gav mening, når jeg ikke havde lave en øvelse eller løftet så mange kg i lang tid.

Jeg husker det som noget af det sværeste! At finde ud af hvor meget jeg kunne tolerere uden at gå over grænsen, var virkelig udfordrende. Når man har et smerteforløb, der går op og ned over længere tid, bliver man hurtigt bange for at gå for hurtigt frem og få et tilbagefald.

Men Jacob fik mig til at overveje hvad var egentlig det værste, der kunne ske realistisk set?

Det værste, der sandsynligvis kunne ske var, at jeg ville opleve de smerter, som jeg allerede kendte så godt.

Det er klart, at hvis vi lavede et eller andet helt hul i hovedet og ekstremt, så kunne smerterne godt forværres - en flare-up. Men jeg bevægede mig jo langsomt, kontrolleret og med en gradvist øget belastning, så er risikoen for skade eller længerevarende forværring af smerterne minimal.

Ændringer i teknikken

Vi ændrede lidt i min teknik i de forskellige løft, så de i højere grad passede til min kropsbygning, bevægelighed og mål med øvelserne. At lege med teknikken på den måde fandt jeg ret sjovt og meningsfuldt.

Det handlede i bund og grund om at finde ud af, hvor meget min krop kunne. Det blev sjovt at træne, for lige pludselig handlede træning mindre om, hvor mange kg jeg kunne løfte, og mere om, hvordan øvelserne føltes og hvilke ændringer vi kunne lave, så bevægelserne føltes bedre og mere naturlige for mig.

Jeg blev bevidst om, at et squat ikke bare var et squat, men at den kunne laves på mange forskellige måder. En squat kunne sagtens føles enormt anspændt og anstrengt på én måde, men med små ændringer kunne den føles helt anderledes fri og afslappet.

Jeg kommer fra en verden, som opfattede teknik som værende rigtig eller forkert. Men det er jo en meget sort/hvid opfattelse. I stedet for at se det som rigtigt eller forkert, så giver det i virkeligheden langt bedre mening at se teknikken som værende hensigtsmæssig eller uhensigtsmæssige i forhold til kropsbygning, bevægelighed og målsætning.

I sidste ende, i hvert fald når det kommer til smerter, så handler det jo langt mere om, hvordan det føles, frem for hvordan det ser ud.

Jacobs tiltro til min krops robusthed smittede af på mig. Jeg gik fra at pakke min krop ind i vat til at bruge den, udfordre den og at have en grundlæggende tiltro til at den var stærk, modstandsdygtigt og at den kunne tilpasse sig til dét, jeg udsatte den for.

Mentale redskaber

Det var i høj grad i det mentale, der skete et stort skift. At få et nyt syn på smerte og få et andet syn på kroppen var skelsættende for mig i forløbet. Jeg nævnte tidligere “den overbeskyttende mor”, som er en metafor for din hjerne og nervesystem, som hele tiden vil beskytte dig.

Når “mor” er utryg, så vil hun forsøge at beskytte din krop. Måden, hvorpå hun beskytter din krop på, er ved at det strækker, niver, brænder, svier, hiver, nipper, jager, stikker, gør ondt, strammer osv. i din krop - altså mor forsøger at regulere din adfærd gennem hvad du mærker.

At begynde at tænke smerte på dén måde var ret befriende. Tidligere havde jeg tænkt, at når jeg oplever smerte, så er der noget der er i stykker eller i klemme. Jeg havde tænkt det altid var meget mekanisk og strukturelt. Men at få et bredere og mere nuanceret billede af, hvad smerte egentlig var, gav mig langt mere frihed, tillid og tryghed til min krop.

Et andet mentalt værktøj som virkelig gavnede mig, var vores måde at arbejde med katastrofetanker på. Jeg havde mange tanker, som tog afsæt i frygt og tanker om “Hvad nu hvis..” og jeg scannede hele tiden min krop for smerter. Hvis jeg gik en lille tur på 1 km, så rettede jeg hele tiden fokus på, hvordan min krop føltes.

Ubevidste spørgsmål som “Hvordan har min krop det nu?”, “hvordan føles det her?”, “kan jeg mærke det i min balle?” og “Uh, var det et lille niv?!” kørte rundt i hovedet på mig. Ofte var smerter det første jeg tænkte på om morgenen og det sidste jeg tænkte på om aftenen.

Det paradoksale er, at et overfokus på smerterne formentlig ikke har den ønskede effekt. Tværtimod. For mange mennesker udspringer den scannende adfærd af et behov for at føle sig tryg, men i virkeligheden kan det have præcis modsatte effekt, da vi konstant bliver opmærksom på og bekræftet i at der er noget galt når vi har ondt.

Derfor kan det give mening, at sætte spørgsmålstegn ved i hvor høj grad, det egentlig er min opgave at passe på? Er det ikke egentlig ikke “mors” opgave at fortælle og signalere, når der er noget i kroppen, der har behov for opmærksomhed?

En af de andre strategier, Jacob gav mig, var at øve mig på at distrahere mig selv, når jeg scannede min krop. Distraktionsøvelsen gik ud på, at jeg skulle forsøge at rette opmærksomheden over på noget andet, når jeg scannede. Jeg kunne fx stave ord, lave regnestykker, prøve at tælle eller prøve at rette opmærksomheden mod andre dele af min krop. Alle metoderne var en måde at distrahere mig selv på, så jeg fjernede fokus fra smerten i min balle.

Pointen med øvelsen er ikke, at der er noget magisk ved at fjerne opmærksomheden, men øvelsen fortæller en klar historie om, at hvis du kan ændre din smerteoplevelse ved hjælp af fx kognitive afledningsmanøvrer, så er det nok mindre sandsynligt at smerterne er pga. skadede strukturer, men derimod skyldes et overbeskyttende nervesystem.

At stå i Sverige og glemme alt om smerter

Jeg starter på mit studie - jeg mener faktisk, at jeg har første dag den samme dag, hvor vi har vores første session.

Jeg ser lidt studiet som testen på, hvor godt kan det blive med smerterne. I og med at det er et friluftstudie, så er der mange aktiviteter, som bliver beviset på hvordan det går med smerterne. Vi er blandt andet på en vandretur ret tidligt i Jacobs og mit forløb.

Vi er i Nordsverige og vandre med fuld oppakning i en lille uges tid. På et tidspunkt er vi langt ude i fjeldene, hvor en af mine studiekammerater spørger mig, hvordan det egentlig går med ryggen. Der går det op for mig, at jeg fuldstændig har glemt alt om ryggen og om smerterne.

Det var en kæmpe øjenåbner for mig, at jeg ikke skulle bekymre mig over det mere. Smerterne havde fyldt hele min hverdag og lige pludselig stod jeg i Sverige med en kæmpe oppakning på vandretur - og havde glemt alt om smerterne.

Jeg havde i den grad ændret mit forhold til smerterne. Jeg var langt mindre bekymret og bange for dem. Jeg følte mig derimod meget mere ubekymret og fri til at bevæge mig, fordi jeg havde en grundlæggende forståelse af, at min krop nok skulle klare belastningen.

Hvis du synes denne episode har været interessant, kan du høre andre klienthistorier:

• Jacob: Fra rygsmerter, frygt og undgåelse til frihed.
• Josephine: Om at tabe sig med bland-selv-slik, føle sig fremmed i egen krop og hvordan vægttab kan provokere andre.
• Morten Münster om rejsen fra smerter, begrænsning og konstante negative overvejelser til løb, frihed og leg med børnene.
• Lone om at skåne ryggen, være pligtopfyldende og gå ned med stress.
• Mathias om 5 år med knæsmerter, tjekkeadfærd, faglig overtænkning og drømmen om løb.
• Christian om smerter i underarm og albue, at lave 100 pullups og have fede træninger.
• Ninett om diskusprolaps, lændesmerter og at være “hende med ryggen”.
• Maiken om ondt i knæet, accept, Toblerone og at observere hvad du føler.
• Sandra om for evigt at være den tykke pige, små ændringer og at genfinde tilliden til kroppen.
• Mads om knæsmerter, at føle sig skæv, stram, aldrig god nok og de 100 forskellige forklaringer.

Lyt til klienthistorie 7

Du kan høre klienthistorie 7 i Apple Podcasts her.
Du kan høre klienthistorie 7 på Spotify her.
Du kan downloade klienthistorie 7 fra Libsyn her.

Se oversigten over alle episoder af podcasten her.

Du kan også streame episoden direkte her: