Klienthistorie #3: Morten Münster om rejsen fra smerter, begrænsning og konstante negative overvejelser til løb, frihed og leg med børnene Meget øvet

Jeg følte mig hæmmet i bevægelse, turde ikke lege vildt med mine børn og var generelt tilbageholdende omkring at dyrke de sportsgrene, som jeg tidligere havde fundet stor glæde ved.

Mine smerter og frygten for at gøre det værre holdt mig fra at løbe, spille beachvolley med vennerne og lege med mine piger.

Jeg hedder Morten Münster. Jeg er 40 år og har en hustru og 2 børn (snart 3). Jeg arbejder til dagligt med at skrive bøger, holde foredrag rundt om i Danmark og være tilknyttet større projekter i virksomheder, der arbejder med forandringer. Derudover har jeg podcasten “Adfærd”, og hele mit arbejdsliv er centreret omkring, at formidle forskningsbaseret viden ud til folk, der arbejder med at ændre adfærd eller skabe forandringer.

I denne episode snakker vi blandt andet om:

• At føle sig hæmmet og begrænset i sin egen krop.
• Hvordan undgåelsesadfærd ikke er en god strategi mod smerter.
• At smerte ikke nødvendigvis betyder at du skal stoppe.
• Hvad vi har lavet i vores samarbejde.
• Hvordan Mortens syn på hans krop har udviklet sig.
• Hvad han ville anbefale sig selv at have gjort for længe siden med den viden han har i dag.

Jeg har altid været glad for sport og bevægelse har fyldt meget gennem hele min opvækst. Jeg har været idrætsinstruktør, har arbejdet på sportshøjskoler og jeg har både spillet både fodbold, basket, løbet og styrketræning.

Nervøsitet og påpasselighed for bevægelse

Omkring i 25-års-alderen begynder jeg at få de første “skader”. Med den viden om smerter, jeg har i dag, vil jeg ikke længere betragte det som skader, men som smerter. Men det var mit syn på situationen dengang.

Jeg begyndte at få ondt i knæet, lidt ryggen, i anklerne og i akillessenen og over flere år kom smerterne i bølger. Pendulet svingede ofte mellem genoptræning og tvungne pauser. Efterhånden oplevede jeg, at der var færre og færre ting jeg kunne lave og det meste sport og bevægelse begyndte at blive forbundet med nervøsitet og påpasselighed.

Jeg løb rundt i haven som en gammel mand, når jeg legede med mine børn, for jeg var bange for at min krop ville falde fra hinanden, hvis jeg sprintede efter dem. Og når jeg spillede beachvolley med mine venner, blev alle mine bevægelser nøje overvejet og kalkuleret grundigt, så jeg kunne undgå at gøre noget uventet og pludseligt.

Jeg oplevede smerter i albuen, ryggen og lysken ved styrketræning, så jeg undlod at lave dips, bænkpres, squat og dødløft, for her skulle jeg sætte kroppen i positioner, som jeg ikke følte mig sikker i og jeg oplevede ofte smerte, når jeg kom ud i ydrestilinger.

For mig blev tungen på vægtskålen blev, da jeg, efter veltilrettelagt og veludført løbeprogram over flere måneder, vågnede op med en øm akillessene, efter jeg havde løbet én enkelt kilometer en smule hurtigere end normalt. Min far har selv kæmpet med smerter i akillessenen, så jeg tænkte helt naturligt, at jeg nok være biologisk betinget til at have smerter i akillessenen også.

På daværende tidspunkt følte jeg nærmest, at jeg ikke havde nogen form for bevægelsesfrihed tilbage og så kontaktede jeg efter anbefaling Jacob og Maxer.

Grundet coronasituationen kunne Jacob og jeg i starten ikke mødes i træningscenteret, da de var tvangslukkede på daværende tidspunkt. Forløbet startede således med et par gåture, træning hjemme i haven og da centrene åbnede op igen, rykkede vi indendørs i træningscenteret.

Jeg skrev i min ansøgning til Maxer inden forløbets start, at mit mål i fremtiden ville være, at kunne løbe frit igen og at have frihed til bevægelse generelt i fritiden.

Jacob var meget empatisk, lyttende og forstående. Men han udfordrede også mine overbevisninger omkring smerte, min egen krop og min forståelse af bevægelse. Relativt hurtigt begyndte mit blik på smerte at ændre sig og jeg fik mere og mere blod på tanden i forhold til at bruge min krop.

"Løb med en latterlig lav dose"

Efter min forståelse af smerte blev udfordret, gradvist ændret og nuanceret begyndte jeg langsomt at løbe igen. Mine første par løbeture var med en “latterlig lav dose”. Det var 2 gange 4 min løb/1 min pause. Jeg kan huske, at jeg oplevede lidt smerter efter de første par løbeture.

Tidligere ville jeg nok have været stoppet med at løbe eller holdt en længere pause. Men efter min forståelse for smerte var blevet udfordret, kunne jeg godt se, at jeg løb ekstremt langsomt i samlet 8 minutter. Og jeg fik mig selv overbevist om, at smerten ikke var farlig.

Derefter begyndte mængden af løb langsomt at blive skruet op. Da jeg startede hos Jacob, havde jeg et narrativ omkring min krop, at den var skrøbelig og havde nemt ved at gå i stykker. Skaderne lurede lige rundt om hjørnet.

Da jeg først fik skabt det narrativ omkring min krop, læste jeg mange af de ting, der skete, ind i det narrativ. Hvis min krop gjorde ondt, så var det altid et signal fra min krop om, at jeg skulle stoppe. Det er kroppen, der siger fra.

Jeg opfattede endda mig selv som et meget fornuftigt og modent menneske, der lyttede ekstra godt til sin krop og respekterede signalerne. Men sandheden var, at jeg formentlig var for påpasselig, så jeg slet ikke fik udfordret min krop eller givet den tid til at tilpasse sig over tid.

Lige så snart at jeg oplevede nogen former for smerter, så stoppede jeg og jeg nåede derfor aldrig rigtig at blive stærkere, udholden og mere robust.

Et begrænsende narrativ om min krop

Jeg havde ligeledes et narrativ om, at jeg havde en ekstremt stiv krop. Det fik jeg også forsikret Jacob om på den første gåtur i Frederiksberg Have i København. Men da vi begyndte at træne sammen og jeg udførte fx en squat, en foroverbøjning og nogle forskellige stræk, sagde Jacob, at jeg set udefra faktisk bevægede mig rigtig fint.

Vi snakkede meget om nervesystemet, som en overbeskyttende mor, der for alt i verden ikke ønskede at jeg skulle komme til skade. Den analogi hjalp mig rigtig meget. Jeg lærte, at mit nervesystems opfattelse er afgørende for min smerteoplevelse, for hvis visse bevægelser opfattes som trusler, usikre eller utrygge, så kan mor beskytte mig og så er jeg mere tilbøjelig til at opleve smerte.

Gennem gradvis eksponering for visse bevægelser og løb, har jeg langsom vist mit nervesystem, at en det er trygt at udfordre min krop - blandt andet dybe squats og dybe dips, som jeg ellers tidligere havde undgået.

Jeg havde tidligere en overbevisning om, at alle træningspas skulle køres til grænsen, så jeg skulle give mig selv fuldt ud hver gang. Den overbevisning gjorde ofte, at jeg følte mig demotiveret til træningspassene - for det første fordi, at jeg ikke kunne blive ved med at blive bedre for hver gang.

For det andet fordi, at jeg sjældent følte mig frisk og klar til at give den gas, fordi jeg sjældent havde restitueret ordentligt. Men jeg skulle jo presse mig selv hårdt.

Nu løber jeg 3 træningspas pr. uge; 1 interval tur, 1 tempo tur og 1 lang tur - det svarer i alt til omkring 25 km om ugen. Jeg gør meget ud af at løbe i forskellige tempi, således at jeg har overskuddet til at løbe hurtigt på mine kortere ture og langsommere på mine længere ture.

Jeg skal deltage i et halvmaraton og føler stor frihed til at løbe som jeg vil - og presse mig selv.

Før i tiden, da jeg løb den mængde kilometer pr. uge, havde jeg mange skavanker, negative tanker om egen formåen og mange dårlige løbeture. Men med gradvis eksponering og et mere nuanceret syn på smerte, løber jeg, på nuværende tidspunkt, langt flere kilometer pr. uge end forventet.

Tidligere var jeg hyperopmærksom på alle kroppens signaler. Hvis jeg gik hele dagen lang og tænkte over, hvordan min venstre lyske mon havde det, så kan jeg godt se nu, at min lyske på et tidspunkt sandsynligvis vil kunne mærkes. Jeg ville tidligere have fulgt mors råd og være stoppet med det samme, hvis jeg oplevede bare det mindste ubehag.

Det gjorde mig endnu mere sensitiv og endnu mere opmærksom på min krops signaler. I sidste ende blev mine bevægelsesmuligheder bare endnu mere indsnævrede og begrænsede - og det har medført en dekonditionering af visse kropsdele.

Jeg føler nu, at jeg er et andet sted nu. Der skal nok komme udfordringer og jeg skal nok opleve smerte igen, men jeg synes, at jeg har nogle andre redskaber til at håndtere smerterne, når de opstår.

At opleve smerte er en naturlig del af livet - du kan ikke undgå dem, men du kan lære at håndtere dem, når de opstår.

Styrketræning som del af strategien

Nogle af de tanker som jeg havde med lysken og akillessenen, havde jeg også med min ryg. Fx undgik jeg helt dødløft, fordi jeg var bange for at belaste min ryg. I starten af forløbet var der også noget ubehag forbundet med dødløft for mig, fordi jeg følte, at jeg løftede så meget med den nedre ryg (lænden) og jeg følte, at min ryg var i en meget udsat position under dødløftet.

Nu kan jeg for første gang i mit liv lave 10 chinups og over 100 kg dødløft. Jeg føler mig stærkere og mere fri i min krop.

Men hurtigt blev det virkelig fedt og sjovt at træne både ryg og ben. Det var virkelig motiverende, at se hurtige fremskridt i starten. Og det er automatisk gået hen og blevet et mere langsigtet projekt, fordi jeg gerne vil være stærk de næste 5, 10, 30 år. Jeg vil gerne være stærk - også jeg bliver ældre, så det har ændret den grundlæggende pointe med at træne.

Tidligere har styrketræning også haft et æstetisk formål - det kan også være motiverende. Men styrketræning har helt klart fået nye facetter fx at optimere løfteteknik, at forbedre mig, at øve og ikke nødvendigvis blot at blive mest muligt træt.

Jeg tidligere meget låst fast og næsten klar til at droppe løb og andet træning, men her en håndfuld måneder senere ser livet helt anderledes ud for mig, blandt andeft fordi jeg har nogle andre konkrete redskaber.

Hvis du synes denne episode har været interessant, kan du høre andre klienthistorier:

• Lone om at skåne ryggen, være pligtopfyldende og gå ned med stress.
• Mathias om 5 år med knæsmerter, tjekkeadfærd, faglig overtænkning og drømmen om løb.
• Jacob: Fra rygsmerter, frygt og undgåelse til frihed.
• Josephine: Om at tabe sig med bland-selv-slik, føle sig fremmed i egen krop og hvordan vægttab kan provokere andre.
• Christian om smerter i underarm og albue, at lave 100 pullups og have fede træninger.
• Thomas om iskias-smerter gennem 2 år og ønsket om vandreture og OCR-løb.
• Ninett om diskusprolaps, lændesmerter og at være “hende med ryggen”.
• Maiken om ondt i knæet, accept, Toblerone og at observere hvad du føler.
• Sandra om for evigt at være den tykke pige, små ændringer og at genfinde tilliden til kroppen.
• Mads om knæsmerter, at føle sig skæv, stram, aldrig god nok og de 100 forskellige forklaringer.
• Tine om madregler på McDonalds, at være tryg i det utrygge og at gerne måtte være til.
• Josephine om at holde den nye kropsvægt, lave kolbøtter på floor og at vægttab ikke løser alt.
• Nadja om at gøre det der ikke rart, vandretur i Dolomitterne og sove med isposer.

Lyt til klienthistorie 3

Du kan høre klienthistorie 3 i Apple Podcasts her.
Du kan høre klienthistorie 3 på Spotify her.
Du kan downloade klienthistorie 3 fra Libsyn her.

Se oversigten over alle episoder af podcasten her.

Du kan også streame episoden direkte her: