Klienthistorie #8 Ninett om diskusprolaps, lændesmerter og at være “hende med ryggen” Meget øvet

Formålet med klienterhistorierne er ikke at give en magisk opskrift på, hvordan smertebehandling bør se ud. Derimod er ønsket med klienthistorierne at give inspiration, håb og mulighed for at du kan spejle dig i andres fortællinger - og blive bevidst om, du ikke står alene med dine oplevelser.

I denne episode snakker vi blandt om:

• Hvordan Ninetts smerter blev bedre gennem en tryghedsskabende forståelse for smerter.
• Om diffuse smerter og en diskusprolaps, der nok var helet.
• Hvordan forskellige behandlere har forskellige forklaringer på smerterne - og hvad det betyder for personen med smerter.
• Om Ninetts overraskende hurtige vej væk fra smertestillende medicin.
• At smerter ikke handler om farlige øvelser, men om dosering af forskellige bevægelser.
• Hvordan det kan hjælpe at være med smerterne i stedet for at undgå dem.

Jeg hedder Ninett og er 39 år. Jeg startede med at have rygsmerter tilbage i mine teenage-år. Jeg har altid forsøgt at forebygge det og forsøgt at holde det i skak, men for et par år siden blev det værre og jeg fik svært ved at arbejde omkring det.

I forbindelse med en CrossFit-træning for 3 år siden, hvor jeg udførte et kettlebell swing kunne jeg godt mærke, at der skete noget, der ikke føltes så rart i ryggen. Det blev lidt værre hen ad vejen, selvom jeg holdte pause med ro og hvile. Smerterne i lænden blev egentlig bare værre - ligemeget hvad jeg prøvede.

Jeg kontaktede min læge, men jeg måtte kæmpe meget med min læge for at komme videre i systemet, da han mente, at jeg “bare” skulle fortsætte som jeg allerede gjorde. Jeg lavede allerede en del genoptræningsøvelser og han mente, at det ville være rigeligt.

Men da jeg var mødt op flere gange i hans klinik og fortalte om udstrålinger i benet og en følelsesløs fod, begyndte han at tage det mere alvorligt. Jeg fik en diagnose, der sagde diskusprolaps og jeg kom i et behandlingsforløb. Derudover fik jeg også en dato for en forestående operation.

Imens jeg går til genoptræningen, oplever jeg løbende en forbedring på rygsmerterne. Det føles som en kæmpe sejr! Jeg husker en bestemt episode, hvor jeg laver én bestemt øvelse og oplevede en akut positiv effekt, da følelserne i min fod kom tilbage med det samme. Jeg tænkte straks “Her er øvelsen! Øvelsen over dem alle”.

Læs mere om hvorfor der ikke findes magiske øvelser mod smerter og få samtidig inspiration til øvelser mod rygsmerter og ondt i lænden.

Operationsdatoen blev løbende rykket, da jeg fik mindre ondt. Men datoen lå hele tiden i baghovedet på mig som et sikkerhedsnet for hvis det nu begyndte at gå dårligere igen, så kunne jeg altid lade mig operere.

Det er en af de situationer, som mange med smerter formentlig kan genkende. Mange går rundt med tanken om, at jeg kan godt prøve noget af “det der genoptræning” eller “det der fysioterapi”, men det er operationen, der kommer til at fikse mig. Operationen er den “rigtige” løsning, for den kan jo gå ind og skære, løsne, rette, fjerne eller ordner dippedutten indeni mig, så alt kommer i orden igen. Men det er desværre bare langt fra så simpelt, når det kommer til længerevarende smerter.

Det betyder ikke, at du aldrig skal lade dig operere eller aldrig lade dig scanne - men operation og scanning er langt fra altid den rette løsning.

Da mit genoptræningsforløb gik så godt, blev min læge og jeg enige om at annullere min operation helt. Alt gik fint, jeg gjorde de rigtige ting og jeg skulle "bare" fortsætte. Det var rigtig nok, at jeg gradvist fik det bedre, men jeg var stadig dagligt i smerter. Selvom jeg gjorde alting efter punkt og prikke, så oplevede jeg stadig en frustration over, at jeg ikke kunne få smerter til at forsvinde helt.

Forklaringer på smerterne

Jeg fik løbende mange forskellige forklaringer på, hvorfor jeg havde ondt. Helt tilbage i teenagerårene var forklaringen at jeg var meget svajrygget, så jeg skulle sørge for at holde min ryg meget stærk. Det var faktisk grunden til at jeg begyndte at træne regelmæssigt.

Senere fik jeg at vide at min ryg var flad - ikke helt det omvendte af et stor svaj i lænden, men på vej i modsat retning hvad angår kropsholdning. Der var altså sket en forandring, men den forandring var åbenbart stadig et problem.

Jeg kan huske, at jeg kom til en fysioterapeut, der optog en video af mig, hvor jeg skulle bøje mig forover. Han fortalte mig at mine ryghvirvler slog lidt ud til den ene side - jeg kiggede på videoen og jeg kan huske, at jeg tænkte “Nå, det skal man nok være sundhedsfaglig for at kunne se”. Jeg så bare en ryg, der bøjede forover.

På det givne tidspunkt har jeg allerede ondt i ryggen. De fleste, der har haft ondt igennem længere tid, ved, at når man har ondt, så bevæger man sig ikke ligefrem mere frit og afslappet. Så ved at måle eller videofilme folk, der har ondt, for at bruge det til en forklaring på, hvorfor de har ondt, er ofte en unøjagtig vej at gå.

At du bevæger dig anderledes når du har ondt er næppe grunden til at du har ondt - men på grund af at du har ondt.

Hvis man kigger på forskningen på området, så ses der ikke en klar sammenhæng mellem et bestemt bevægelsesmønster og mindre smerte. Når man undersøger om det er muligt at ændre måden, man bevæger sig på, ser man at det er muligt at ændre. Men man ser samtidigt at man ikke behøver at ændre det for at få mindre ondt, da der observeres fire udfald af studierne [1-2]:

1. Der er nogen, der bevæger sig som de altid har gjort og oplever en reduktion af smerterne.
2. Der er nogen, der bevæger sig som de altid har gjort, men de har stadig ondt.
3. Der er nogen, der ændrer hvordan de bevæger sig og ikke har ondt længere.
4. Der er nogen, der ændrer hvordan de bevæger sig, men stadig har ondt.

Så den klare sammenhæng, vi nogle gange kan forestille os mellem bevægelsesmønstre og smerte, er ikke lige så klar, som vi måske tror.

En anden nuance, der er værd at overveje, er, hvad det gør ved dig at få de ting af vide. Giver det dig tryghed og lyst til at bevæge dig frit, hvis du tror at dine ryghvirvler slår ud til den ene side? Eller gør det dig egentlig bare mere bekymret og giver dig endnu mere frygt for at bruge kroppen?

Vi kan tænke vores hjerne og vores nervesystem som en beskyttende mor. En mor, der vil gøre alt i hendes magt for at beskytte os og sikre din overlevelse. Når mor tolker din adfærd og dine handlinger som en trussel, vil hun forsøge at stoppe dig eller justere din adfærd, så den opleves mindre truende.

Det kan fx komme til udtryk som smerte, stivhed, spændinger mm. Alle de ting du gør og al den information, du får, påvirker mor. Hvis en fysioterapeut eller en anden behandler fortæller dig, at der er noget galt med din krop eller at der er specifikke bevægelser eller øvelser, du ikke må lave, vil det formentlig gøre mor mindre tryg og du er mere tilbøjelighed til at opleve smerte, stivhed eller spændinger.

Hvis du er overbevist om, at bestemte øvelser er farligt eller at din krop er “forkert” eller svag, tror du så, at det er med til at gøre mor mere eller mindre tryg?

Forskellige behandlere uden effekt

Igennem mine år med smerter har jeg både opsøgt hjælp hos fysioterapeuter, osteopater og kiropraktorer. Behandlingerne har både bestået af manuel behandling og forskellige hjemmeøvelser. Til sidst blev det lidt af en udfordring for behandlerne at finde på nye, uafprøvede øvelser, der måske kunne have en positiv påvirkning på mig.

Jeg havde jo været det hele igennem flere gange hos mange forskellige behandlere uden effekt.

Hvis du finder denne episode interessant, så vil du også kunne lide Hvorfor du ikke behøver manuel behandling, holdningskorrigerende træning eller aktiveringsøvelser.

I en periode var jeg oppe og få to kiropraktikbehandlinger om ugen - og det var behandlinger, som jeg oplevede som ret voldsomme. Jeg var inde hos behandleren i 15 minutter og fik min krop “knækket godt igennem”. Det var fint under og lige efter handlingen, men jeg havde det virkelig svært med at føle det “afhængighedsforhold” til kiropraktoren.

Jeg er selvstændig og kan godt lide at gøre tingene selv, men jeg følte at min selvbestemmelse og handlekompetencer var taget fra mig, for der gik jo ikke mere end et par dage, så havde jeg allerede brug for behandling igen.

For mange vil manuel behandling give en kortvarig og forbigående effekt. Manuel behandling kan sagtens være en del af et behandlingsforløb, men det manuelle behandling må ikke stå alene. At involvere klienten i forløbet og lade dem spille en aktiv rolle i egen bedring og liv, er et centralt element i et vellykket forløb. Det er jo trods alt deres eget liv.

Hos osteopaten fik jeg behandling fokuseret på psoas (hoftebøjer), der virkelig var smertefulde og ubehagelige. Fordi det altid gjorde meget ondt, så havde jeg også følelsen af at det måtte virkelig effektivt. Med ondt skal ondt fordrives.

Helt generelt ser det ikke ud til at massage behøver at være smertefuldt for at gøre godt. Måske endda tværtimod. Det ser faktisk ud til at hvis massage skal have sin største berettigelse, så er det ved at være afslappende og beroligende. Men denne viden strider mod samfundets generelle tanke om at det skal gøre ondt før det gør godt.

At prøve forskellige behandlinger og stadig ikke få fremgang, gjorde mig frustreret. Jeg nægtede at acceptere, at jeg skulle leve med smerter. Det gjorde mig mere fortvivlet og en smule handlingslammet, for hvad skulle jeg nu stille op?

Foruden de forskellige behandlingsformer, så tog jeg også medicin. Jeg tog gabapentin (medicin typisk mod nervesmerter), som var virkelig kraftigt. Lægen nævnte en utrolig lang liste af bivirkninger og apoteksdamen kiggede også halv-spørgende på mig, da jeg hentede det.

Ved siden af det tog jeg også en kombination af Panodiler, Iprener og Pamoler. Heldigvis gik det fint med at tage medicinen og jeg oplevede ingen kraftige bivirkninger. Medicinen fik mig til at slappe af. Følelsen af at kunne slappe af gjorde det også utroligt svært at slippe pillerne igen, fordi de gav mig en tryghed og en lille indgangsbillet til at gøre flere at de ting i min hverdag, jeg gerne ville bruge mere tid på.

Smerternes betydning for mit liv

Smerterne fyldte rigtig meget i mine tanker og i mit liv generelt. Jeg var forud for coronatrenden med at arbejde hjemmefra, for jeg kunne ikke være på kontoret på grund af mine smerter.

At være nødsaget til at arbejde hjemmefra påvirkede mig både fysisk, men også mentalt. Jeg følte, at jeg gik glip af en masse socialt med mine kollegaer. Og det var jo kun på arbejdet - jeg måtte også skrue meget ned for mine private aftaler.

Jeg var ikke ude med veninder så ofte - og de gange hvor jeg gjorde det, krævede utrolig meget planlægning. Det skulle enten være i weekenden eller på en hverdag hvor jeg kunne holde fri fra arbejdet hele dagen.

Der var en konstant kalkule: hvis jeg skal på café med en veninde, så skal jeg sørge for at holde mig i ro før aftalen, overveje hvad vi skulle lave og sørge for at der var tid efterfølgende til at komme mig igen.

Mange kan også genkende til den nagende skyldfølelse, der kan opstå, hvis man så er ude med en veninde, er i biografen og ser, at man står og griner, for kan jeg tillade mig at have det sjovt, hvis jeg ikke engang kan passe mit arbejde fuld tid?

Den skyldfølelse kan både komme udelukkede fra én selv, men den kan også opstå på baggrund af kommentarer fra kollegaer eller fra samfundets normer. Den stigmatisering, man kan opleve omkring kroniske smerter (kroniske betyder længere end 3 måneder), kan ikke kun være enormt sårende, men også destruktiv i forhold til det videre arbejde med smertehåndtering og gunstige copingstrategier.

Smerterne kan hurtigt blive en del af ens selvforståelse og ens identitet. Jeg var “hende med ryggen”.

Folk er så søde og betænksomme, så de spørger jo ofte ind til, hvordan det går. Men i stedet for at spørge: “Hvordan går det med dig?”, så bliver spørgsmålet ofte formuleret: “Hvordan går det med ryggen?”. Og hvis man har en dårlig dag og ikke har så meget overskud tilbage på kontoen, så bliver man ofte mødt med meget bekymring og omsorg.

Det er i sig selv enormt sødt, for det kommer fra det bedste sted. Men det skaber også et stort og ensporet fokus på smerterne, som gør det svært at fokusere på særlig meget andet. Nogle gange kan man få følelsen af at være reduceret til en ryg og ikke en person med mange forskellige facetter.

Det er jo en svær balance, for det betyder ikke at man aldrig må spørge indtil, hvordan det går. Men at kunne gøre det på en mere åben måde, hvor folk selv kan vælge, om de gerne vil svare mere generelt eller specifikt på smerterne.

Første session hos Jacob

Jeg begyndte så småt at gå død i de forskellige behandlinger og begyndte langsomt at miste tiltroen til at det faktisk kunne blive bedre. Jeg begynder lige så stille at lege med tanken om, at jeg måske bare er én, der skal være kronisk syg resten af mit liv.

Denne tanke får mig til at undersøge, hvordan det er at være smertepatient, at være kronisk syg, at gå på smerteklinikker osv. Lidt inde i min Google-søgning falder jeg over Maxer og jeg går ind og læser om Jacobs tilgang til smerter og smertebehandling. Det skabte noget håb og jeg fik en akut lyst til at give det en chance.

En af de ting, jeg skrev i min formular til Jacob, var, et mål om at reducere mine smerter og måske på lang sigt være smertefri. Men jeg beskrev også min frygt for ikke at lykkes og frygten for at blive skuffet.

Det føltes som min sidste udvej og det gjorde det enormt sårbart at gå ind i. For hvad nu hvis det ikke virker for mig?

Vi gik i gang i april 2021, mens der stadig var coronanedlukning. Det første møde vi havde var en 2-timers session online via Google Meet. Det var et rum, hvor jeg kunne få lov til at fortælle hele min historie og hvor Jacob løbende udfordrede mig på nogle af mine overbevisninger, barrierer, tanker og følelser.

Det gav mig mulighed for at tænke på situationen og på smerterne på en anden måde. Det var en utrolig behagelig start at have god tid til den første session, fordi det gav en ro og tilstrækkelig tid til at fortælle hele min historik.

Allerede ved første session introducerede Jacob mig for “mor” og hvordan hjernen og nervesystemet passede på mig. Jeg fik en mindre åbenbaring om, at min smerte faktisk flyttede sig ret meget. Den var egentlig meget diffus for mig og det var egentlig aldrig noget, jeg havde tænkt over før.

At indse at mine smerter var ret diffuse, gav mig egentlig mulighed for at være lidt mere afslappet omkring det. Især fordi jeg på daværende tidspunkt var meget velundersøgt og fordi der var gået lang tid siden smerten begyndte at selv hvis der havde været en skade, så ville det med største sandsynlighed være helet.

Det mange ikke får af vide med diskusprolapser er, at diskusprolapser heler. Når det kommer til diskusprolapser i lænden, så er omkring 66% hele (reabsorberet) igen inden for et år - og det er vel at mærke uden behandling og uden operation [3]

Jo længere tid der går, jo større sandsynlighed er der for at diskusprolapsen er helet.

Derudover ved vi fra forskningen, at diskusprolapser også findes uden at det fører til smerter og at næsten hver 3. danske voksen (~33%) har en diskusprolaps uden smerter.

Jeg startede mit forløb hos Jacob 2,5 år efter jeg fik min diskusprolaps, så den var formentligt helet.

Under den første session spurgte Jacob ind til mit brug af smertestillende medicin. Da Jacob spurgte, hvorfor jeg tog smertestillende (på det tidspunkt kun håndkøbsmedicin), svarede jeg at det var blevet lidt en vane.

Jacob gik egentlig ikke mere ind i det i den session og foreslog jeg kunne snakke med min læge om det, men en nysgerrighed var vækket. Morgenen efter første session prøvede jeg at springe de smertestillende piller over, så jeg kunne se, hvor lang tid der gik før jeg fik brug for dem. Jeg venter stadig den dag i dag, for til min store overraskelse fik jeg ikke brug for pillerne igen.

Dagen efter første session lagde jeg pillerne på hylden og har ikke rørt dem siden.

Lektier mellem sessionerne

Vi startede med at få fyldt viden på mig, så den første lektie jeg fik, var at lytte til Stærk & Smertefri. Jeg lyttede både til de mere teoretiske episoder omkring smerte, men jeg lyttede også til de andre klienthistorier. Der var meget jeg kunne genkende mig selv i og en følelse af at være mindre alene med mine udfordringer og frustrationer.

De mere teoretiske smerteepisoder udfordrede mig en del på mine tanker omkring hvile, fear avoidance og frygt for at bruge min ryg. Igennem podcastene og med vejledning fra Jacob fik jeg langsomt fjernet fokus fra min trang til at konstant passe på min ryg. Jeg begyndte at finde ro i, at jeg måske ikke behøvede at skåne min ryg i samme grad, som jeg havde gjort tidligere.

Den anden lektie jeg fik var at lave en "tryghedsliste". Jeg skulle lokalisere de aspekter i mit liv, hvor jeg følte, jeg havde positive ressourcer og som kunne gøre “mor” mere tryg. Fx når smerten er diffus og flytter sig rundt, er det så noget der peger hen imod mors beskyttelsessystem eller mere over mod skade? "Tryghedlisten" er inspireret af Lorimer Moseley og David Butler, som kalder det for SIMs (Safety In Me). Listen består af ting hjernen ser som troværdige beviser på "Safety in Me".

Ved at blive bevidst om de ting, der gjorde mig tryg og de ressourcer jeg havde, vendte mit fokus væk fra det negative og hæmmende udgangspunkt - og over mod de positive og udviklende ressourcer.

Den tredje lektie var at arbejde med min tjekkeadfærd. Jeg scannede hele tiden min ryg for smerter, jeg planlagde min dag efter mine smerter og alt hvad jeg egentlig foretog mig, var holdt op imod om min ryg nu mon kunne klare det.

At scanne sin krop for smerter er meget naturligt for mange, hvis man har haft ondt længe, for vi ønsker alle at beskytte og passe på vores krop. Paradokset er at det konstante fokus på smerterne formentlig ikke får dem til at forsvinde. Tværtimod. Smerterne kommer faktisk ofte til at fylde endnu mere.

At scanne efter de mindste smerter kan være med til at forstærke smerteproblematikken og holde dig fast i en overbevisning om, at din krop er svag og at du skal passe på den. Men du har faktisk et stærkt system til at passe på din krop. Nemlig “mor”.

Det er din nervesystem og hjernes opgave at passe din krop og hvis der er noget, der skal tages hensyn til, så vil “mor” som udgangspunkt fortælle dig det.

Frihed til at være med smerterne

I dag har jeg det markant bedre - jeg er nok 85% smertefri. Det betyder ikke at jeg er fuldstændig smertefri hver dag, men jeg har troen på at jeg kan blive helt smertefri. Smerterne fylder ufatteligt lidt i min hverdag.

Selvfølgelig er der stadig dage, der er mindre gode end andre, men jeg er klædt på til at håndtere dagene. Jeg behøver ikke at aflyse min træning eller sociale aftaler, hvis smerterne opstår, da jeg kan i større grad justere og tilpasse mig til dagsformen. Jeg føler, at jeg i større grad har friheden til at være med smerterne frem for de desperate forsøg på at undgå dem.

Hvis du synes denne episode har været interessant, kan du høre andre klienthistorier:

• Jacob: Fra rygsmerter, frygt og undgåelse til frihed.
• Josephine: Om at tabe sig med bland-selv-slik, føle sig fremmed i egen krop og hvordan vægttab kan provokere andre.
• Morten Münster om rejsen fra smerter, begrænsning og konstante negative overvejelser til løb, frihed og leg med børnene.
• Lone om at skåne ryggen, være pligtopfyldende og gå ned med stress.
• Mathias om 5 år med knæsmerter, tjekkeadfærd, faglig overtænkning og drømmen om løb.
• Christian om smerter i underarm og albue, at lave 100 pullups og have fede træninger.
• Thomas om iskias-smerter gennem 2 år og ønsket om vandreture og OCR-løb.
• Maiken om ondt i knæet, accept, Toblerone og at observere hvad du føler.
• Sandra om for evigt at være den tykke pige, små ændringer og at genfinde tilliden til kroppen.
• Mads om knæsmerter, at føle sig skæv, stram, aldrig god nok og de 100 forskellige forklaringer.

Lyt til klienthistorie 8

Du kan høre klienthistorie 8 i Apple Podcasts her.
Du kan høre klienthistorie 8 på Spotify her.
Du kan downloade klienthistorie 8 fra Libsyn her.

Se oversigten over alle episoder af podcasten her.

Du kan også streame episoden direkte her: