Der har aldrig været mere information tilgængelig om træning, ernæring og sundhed, men der er også mere misinformation end nogensinde - og det kan føles næsten umuligt at sortere i.
Jacob Beermann fra Maxer.dk er din vært og guider dig igennem junglen af misinformation på en letforståelig måde, når han giver dig konkrete tips, overblik over videnskaben og overvejelser om hvorfor vi gør som vi gør.
Hvis du har forslag til podcasten - fx gæster eller emner - så er du altid velkommen til at skrive.
Du kan høre alle episoderne i din favorit podcast-app, i Apple Podcasts, på Spotify, Podimo eller se dem som video på YouTube.
Hør podcasten og bliv klogere på træning
Du kan streame podcasten direkte i playeren herunder:
Læs mere om hver episode - og se video
Herunder kan du læse mere om hver episode, hvor jeg har skrevet en uddybende artikel om det pågældende emne til dig, der foretrækker at læse. Og du kan også episoderne som video.
-
#1 Alt hvad din krop kan, må den Let øvet
Sætningen som jeg bruger som udgangspunkt i min undervisning lyder: Alt hvad din krop kan, må den. Mange opfanger hurtigt nuancerne i denne sætning, mens andre opfatter den provokerende eller møder den med undren. Derfor vil jeg gerne bruge denne episode på at uddybe hvad jeg mener med sætningen og hvorfor jeg mener det er vigtigt at adoptere tankegangen. I mit arbejde med klienter, trænere og behandlere møder jeg mange, der gerne selv vil være stærkere, bedre tekniske eller blive smertefri - eller hjælpe andre med at opnå det. En problematik, som er gennemgående for begge grupper er en opfattelse af at du bør beskytte kroppen ved at undgå bestemte bevægelser, øvelser og skåne bestemte kropsdele. Det repræsenterer et syn på kroppen, der begrænser dig og vil gøre de (over)beskyttede kropsdele svagere og mere udsatte over tid. Både litteraturen og min erfaring viser, at denne frygt skaber flere problemer end det løser. Formålet med sætningen er, at genfinde de tabte nuancer i synet på vores krop og fremhæve hvad litteraturen faktisk har vist os igennem mange år. Med en nuanceret tankegang og tilgang, er det ikke tilstrækkeligt at se på blot én faktor – det giver ikke det fulde billede. Det er vigtigt at undgå single factor thinking for at kunne opnå fleksibilitet og muligheder i løsningen af forskellige problematikker. Hvordan er vores syn på kroppen? I denne episode stiller jeg spørgsmål ved hvordan samfundets syn på kroppen er, at den er skrøbelig, men i virkeligheden er den både robust og tilpasningsdygtig. I stedet for at overbeskytte den og undgå bevægelser, bør vi udfordre og udforske den for at bygge den op. Det jeg mener med sætningen ”Alt hvad din krop kan, må den” er, at der ikke findes bevægelser, som isoleret set er forkerte, farlige eller skadelige – men vi kan selvfølgelig lave noget for meget, for tungt, for hurtigt, for ofte. Men der er ikke den lineære 1-til-1 sammenhæng som mange tror mellem hvordan vi bevæger os, står, sidder eller går og hvorvidt vi kommer til skade eller oplever smerte. Denne sort/hvide tankegang om rigtig vs. forkert møder du alligevel ofte i dagligdagen. Fx myten om god vs. dårlig kropsholdning og rigtig vs. forkert løfteteknik. Problemet med denne dualistiske opdeling er, at der mangler nuancer. Det betyder ikke, at du ikke kan komme til skade eller opleve smerter, men spørgsmålet er hvorfor det sker - hvis det var så simpelt som at undgå bestemte bevægelser, hvorfor skulle forekomsten af smerter så fortsat være stigende? Dosering og øvelse To væsentlige faktorer at se nærmere på er dosering og øvelse. Hvor meget laver du? Hvad er du vant til? Bygger du det gradvist op? I forhold til dosering kan det at sidde i én bestemt position (fx "god" kropsholdning) være et eksempel. Hvis du sætter dig med det som tilsvarer hvad du mener er den bedste kropsholdning, hvordan vil det så føles i et par minutter? Sandsynligvis helt fint. Hvad med efter 5 minutter? 15 minutter? 30 minutter? 1 time? Allerede der vil du sandsynligvis have skiftet position flere gange. Uanset hvordan du har valgt at sætte dig. Kropsholdning handler nemlig ikke om at finde én rigtig position, men om bevægelse på tværs af mange positioner. Mange får at vide, at de skal sidde helt oprejst og spændte i overkroppen for at have en såkaldt “god kropsholdning”. Men der er ikke én kropsholdning, der er så god at du kan eller bør fastholde den hele tiden. Grunden til at du du ofte sidder foroverbøjet med ryg og skuldre er, at det er afslappende og føles behageligt. Og videnskaben viser, at der ikke er en god sammenhæng mellem kropsholdning og smerter. Alligevel sælges der desværre "holdningskorrigerende t-shirts" og andre tv-shop-lignende produkter uden skyggen af evidens. Isoleret set kan ingen enkeltstående bevægelse være forkert, farlig eller skadelig. Men du kan lave den for meget, for ofte, for tungt og med for lidt hvile. I gamle dage sagde man fx at knæene ikke måtte komme foran tæerne i øvelser som squat og lunges. I dag er de allerfleste heldigvis gået væk den idé, men vi har lignende tanker om andre bevægelser og kropsdele uden at se på helheden fx mobilnakke, buttwink, krum ryg i dødløft, lænd og håndled i bænkpres osv. Det er ikke anderledes i min optik - der peges på en enkelt kropsdel/bevægelse uden at tage højde for vaner, dose, hvordan det føles osv. Hele tankegangen om “forbudte” bevægelser er mere gennemhullet end en Schweizerost. Et andet eksempel på en position der bliver unødvendig problematiseret er “W-stillingen”, hvor du sidder på knæ med benene ud til hver side og indersiden af fødderne i gulvet. Nogle fysioterapeuter og pædagoger prædiker at børn ikke må sidde i positionen uden egentligt grundlag for at fraråde det. Igen mangler der nuancer som fx hvad du er vant til, dose og hvor smidig du er. For dig, der har bevægelighed til det, er der intet i vejen med at sidde sådan - hverken som barn eller voksen. Læs og høre mere om styrketræning for børn eller om kroppens evne til at lære nye bevægelser her. Forskellen på performance og at undgå skader/smerte Hvis målet er performance, er svaret i højere grad givet end når målet er at undgå skade og smerte. Biomekanikken kan i stor grad sandsynliggøre hvordan du kan løfte mere vægt i eksempelvis squat eller dødløft. Men hvorvidt du kommer til at opleve skader og smerte er i højere grad op til eksempelvis doseringen (frekvens, volumen, intensitet), progressivt overload, tilfældigheder, uheld, andre faktorer som søvn, stress mv. I modsætning til hvad mange tror, så kan du ikke ved at se på hvordan folk bevæger sig, løfter, sidder, står eller går, forudse hvem der vil komme til skade eller opleve smerter på et senere tidspunkt. Mange systemer er udviklet gennem tiden i forsøget på at kunne screene og forudse skader - og alle har fejlet. Fra frygt og begrænsninger til frihed med din krop Der er ikke en 1-til-1 sammenhæng mellem måden du løfter og bevæger dig på - og om du oplever smerter og skade. Bagsiden ved den fejlagtige tro på denne lineære sammenhæng er, at det kan skabe frygt for bevægelse, skade og smerte - og dét er videnskaben ganske klar på har mange negative konsekvenser. Denne frygt holder mange fra at udfordre og bruge deres krop, hvilket i højere grad ville være beskyttelse end at undgå at udfordre bestemte kropsdele. Den eneste måden at blive bedre til noget på er at øve. Men hvis du er bange for en bevægelse eller tror du skal kunne det på forhånd - hvordan skal du så øve? Hvis du tror at en lille forandring i din teknik (fx knæene falder en lille smule indad i squat eller din øvre ryg runder lidt i dødløft) vil gøre at du kommer til skade, hvordan skal du så få friheden til at lege og udforske med din løfteteknik? For at få den frihed er dit syn på kroppen vigtigt. Ser du den som skrøbelig og at du skal beskytte den ved at passe på? Eller ser du på kroppen som robust og tilpasningsdygtig? Velvidende om at den tilpasser sig når den bliver udsat for belastning fx en bestemt bevægelse? Kroppen vil også tilpasse sig når du ikke laver noget. Det vil sige at du de (over)beskyttede kropsdele dekonditionerer, du mister muskelmasse og styrke - og bliver måske mere utryg ved bevægelser, du ikke bruger. Og det er vel næppe dit mål. Der er kun én måde at få en kropsdel til at blive stærkere på - ved at belaste den (gradvist). Dosering er vigtig uanset om du træner for at blive smertefri, stærkere eller mere muskuløs. Mange træningsentusiaster har udfordringer med at træne for meget, for ofte eller for tungt. Husk på - det handler ikke om at træne så hårdt du kan, men så hårdt du bør - i forhold til dit mål, dit niveau, din livsstil (og deraf restitution). Lyt til episode 3: “Hvorfor træner du så tungt?” her. Hvis du har læst min bog STÆRK, husker du måske Panodil-historien? For hvad sker der, hvis du tager to Panodiler? Hovedpinen forsvinder og du får det bedre. Tak, til Panodil. Men det betyder ikke at du skal tage flest mulige. For hvad sker hvis du tager 32? Hovedpinen forsvinder sandsynligvis også, men måske får du også nogle negative effekter. Den samme medicin kan give dig en god effekt, men også en dårlig effekt - det afhænger af doseringen. På den samme måde kan du se på bevægelse. Isoleret set er der ingen bevægelse som din krop kan lave, som er farlig for den. Men du kan lave den for meget, for ofte eller for tungt - i forhold til hvad du er vant til. Alt hvad din krop er i stand til at gøre er, rent biologisk set, helt ok for den. Hvis det er uvant for dig, kan og bør du gå gradvis frem og øve dig. En anden sammenligning er, at du har lyst til at lære spansk og møder op på en sprogskole. Underviserne siger så: “Før du kan starte her, skal du kunne flydende spansk”. Hvor stor succes vil den sprogskole have? Ingen, regner jeg med at vi er enige om. Men alligevel er det hvad træningsverden til tider antyder - at du fx ikke bør lave dødløft hvis du ikke kan holde ryggen perfekt ret fra start. Det ville være en bedre strategi at lære om bogstaverne, alfabetet og nogle få simple ord. Dem prøver du at at sætte sammen til sætninger - og så kan du øve dig. Sige hvad du hedder og hvor du bor - selvom du ikke lyder helt som de lokale i Spanien. Det vigtige er, at du er i gang og at du prøver så godt du kan - det er den eneste vej videre. Sådan kan du også tænke om bevægelse - i hvert fald hvis du gerne vil have større frihed med din krop. Du hverken behøver eller bør starte med tunge vægte, men øve med lette vægte (eller uden vægt) inden du går videre. Alle led og muskelgrupper skal opbygges gradvis. Derfor giver det mening at udfordre din krop på forskellige måder. Det er efter min mening i højere grad beskyttelse, at du faktisk bruger din krop - at du stimulerer, udfordrer og udforsker den, så den får en større kapacitet til at modstå mere og flere forskellige bevægelser. Beskyttelse er ikke at undgå at bruge en kropsdel. Vejen ud af smerter er ofte gennem blandt andet gradvis eksponering for forskellige bevægelser - også for det smertefulde område. På et eller andet tidspunkt er du nødt til at begynde at bruge området, så du kan opbygge det igen - både fysisk og psykologisk med tilliden til det. I træningsverden er det - med god grund - meget populært at træne fullbody - dvs. at du træner hele kroppen hver gang. Men hvor fullbody er det egentlig, hvis du ikke træner dine tæer, ankler, håndled, fingre osv.? Eller kun bestemte retninger for de store led som knæ, hofte, skulder osv. Det betyder ikke, at du nødvendigvis skal træne alle små kropsdele hver gang og bruge meget tid på det, men hen over en uge burde du måske i højere grad være på besøg i nogle af de mere uvante positioner? Det kan potentielt give dig mere frihed med din krop. Din krop er meget robust - og desto mere du udfordrer den, desto mere robust bliver den. Så hvilket syn på kroppen har du? Hvilke konsekvenser har det for hvordan du bevæger dig? Og hvordan du har det? Hvis du har ondt, hvad vil du gøre for at få det bedre? Hvad er du interesseret i at kunne med din krop? Mindre og mindre, det samme eller mere og mere? Hvad vil du kunne om 1 år, 10 år eller når du en dag er blevet gammel? Kroppen er bioplastisk, dvs. at den gennem hele livet tilpasser hvad den bliver udsat. Uanset hvad du har lavet tidligere og uanset dit nuværende niveau, vil kan den altid forbedres. Uanset om du mangler styrke, mobilitet, kondition eller noget fjerde, så kan du med gradvist og målrettet arbejde forbedre det. Det tager selvfølgelig tid og kræver en indsats, men du har muligheden. Især, hvis du får et mere positivt og realistisk syn på kroppen om hvad der er muligt og hvordan du kan forbedre dig. Alt hvad din krop kan, må den. Lyt til episode 1 Du kan høre episode 1 i Apple Podcasts her. Du kan høre episode 1 på Spotify her. Du kan downloade episode 1 fra Libsyn her. Du kan også streame episoden direkte her: Se oversigten over alle episoder af podcasten her.
-
#4 Hvor kommer dine tanker om smerte fra? Let øvet
Vi har mange tanker og overbevisninger om smerte i samfundet - mange af dem desværre forældede og nedarvet gennem generationer uden opdatering. Studiet er af Ben Darlow et al. 2013 og hedder “The Enduring Impact of What Clinicians Say to People With Low Back Pain” - altså den vedvarende påvirkning af hvad sundhedsprofesionelle siger til folk med ondt i lænden. I studiet har de interviewet 12 deltagere med akutte lændesmerter (mindre end 6 uger) og 11 deltagere med kroniske lændesmerter (mere end 3 måneder). Det viser sig, at den stærkeste kilde til patienternes tanker om smerte kommer fra de sundhedsprofessionelle, de har mødt, dvs. læge, kiropraktor, fysioterapeut, kirurg, forskellige behandlere og potentielt også personlig træner. Det væsentlige er sandsynligvis, at disse fagpersoner har autoritet på dét område og dermed vægtes deres ord højt. Men det kan have ekstreme konsekvenser, når en patient får et negativt billede af deres egen krop og situation. En patient i studiet siger blandt andet: Jeg er blevet testet af flere forskellige fysioterapeuter og jeg er åbenbart latterligt svag. Jeg fik en abort fordi jeg troede ikke jeg kunne få et barn. Jeg troede ikke at jeg kunne klare det, bære det og have den ekstra vægt på min mave. I episoden fortæller jeg om nogle centrale begreber i forståelsen af hvorfor vores egen forståelse af kroppen er så betydningsfuld. Et par af dem af: Nocebo og placebo, fear avoidance (undgåelsesadfærd), catastrophizing (katastrofetanker) og self-efficacy (tiltro til egne evner). Disse elementer er væsentlige, da de kan påvirke udfaldet af behandling både positivt og negativt. De er såkaldte gule flag, der kan fortælle om risikoen for at smerteproblematikker bliver langvarige. Professor i muskoloskeletal fysioterapi Peter O’Sullivan er citeret for at sige: “Hvis du burger undgåelse som strategi for at håndtere din smerter, så mister du livet”. Man vil med andre ord kunne mindre og mindre. For at undgå misforståelser fra behandlingen, foreslår fysioterapeut Kieran O'Sullivan at man før afslutningen på en behandling spørger patienten: “Hvordan vil du forklare det vi har snakket om i vores session til din familie?”. På den måde kan man afklare eventuelle misforståelser. I episoden taler jeg blandt andet om: Problemet på Instagram med at mange fremviser øvelser som rigtig (grønt √) og forkert (rødt kryds) Hvordan det kan hjælpe dig at overveje hvad dit syn på kroppen og smerte er At vores overbevisninger om smerte især kommer fra sundhedsprofesionelle Hvorfor det er vigtigt, at du tænker over hvad du siger som behandler Hvordan det vi får at vide om vores krop følger med os i mange år Lyt til episoden Du kan høre episode 4 i Apple Podcasts her. Du kan høre episode 4 på Spotify her. Du kan downloade episode 4 fra Libsyn her. Se oversigten over alle episoder af podcasten her. Du kan også streame episoden direkte her:
-
#5 Hvorfor det er så svært at behandle smerter Meget øvet
Behandling af smerter er en branche med stor forskellighed i udbuddet. Det kan gøre det svært at vide hvor du skal gå hen, hvis du har ondt og hvad du kan forvente. Som samfund er vores forståelse af smerte i høj grad forældet, vi sidder fast i en forståelse, der stammer tilbage fra midten af 1600-tallet, mens litteraturen igennem de sidste godt 30+ år har peget i en mere nuanceret retning. Vores forståelse af smerter resulterer ofte i at vi søger quickfixes, som vi håber hurtigt kan forandre vores tilstand, så vi kan leve livet videre som vi vil uden at ændre noget nævneværdigt. Spørgsmålet er om det er realistisk. Sandsynligvis er det netop en af de ting vi som samfund gør forkert, som resulterer i et stigende antal patienter med kroniske smerter. Morten har været igennem en del forskellig behandling især efter at have haft smerter i skuldrene, hvor han blev henvist til en kiropraktor, der manipulerede hans nakke. Dette hjalp på hans skuldersmerter, men resulterede til gengæld i stærke nakkesmerter som varede ved i lang tid. Morten fik for to år siden en hjernerystelse, hvilket afledte en lang række problemer, forfejlede behandlinger, uholdbare strategier og et forandret syn på ham selv baseret på frygt (som han i øvrigt har skrevet uddybende om her). I episoden taler vi blandt andet om: Mortens oplevelser fra hjernerystelsen minder meget om hvad mange smertepatienter gennemgår: Langt de fleste som får ondt får det bedre (også uden behandling), mens omkring 15-20% fortsat har ondt 3 måneder efter – hvorfor er endnu ikke fuldstændig klart i litteraturen. Der findes ikke én gylden standard af behandling, som virker for alle, hvilket kan resultere i modstridende råd, gøre det svært at vælge vejen videre og afmagt. Vi hører og lægger mest mærke til de meget negative eller positive historier – worst and best cases – om enkelte personers oplevelse, hvilket misrepræsenterer dine muligheder, når du har ondt. Dine forventninger påvirker effekten – placebo kender du måske som den positive påvirkning, mens nocebo er den negative. Derfor er dine overbevisninger essentielle. Frygt for skade og smerte kan gøre, at du bevæger dig markant mindre og det dekonditionerer dig – du kommer i dårligere form. At vejen til at få magten tilbage går gennem gradvis eksponering og dosering, så du kan forbedre din situation. Det problematiske i at blive afhængig af en behandler, hvor du skal komme til både tjek og gentagne unødvendige behandlinger. Hvorfor det er vigtigt at forstå mekanismerne bag en behandlingsmetode, så den positive effekt kan optimeres og den negative bivirkning minimeres. Lyt til episoden Du kan høre episode 5 i Apple Podcasts her. Du kan høre episode 5 på Spotify her. Du kan downloade episode 5 fra Libsyn her. Se oversigten over alle episoder af podcasten her. Du kan også streame episoden direkte her:
-
#6 7 udbredte misforståelser om smerte Meget øvet
De seneste mange års forskning understreger vigtigheden af at have en hensigtsmæssig forståelse af smerter og mekanismerne bag. Derfor anser jeg det som meget relevant at tage fat i nogle af de mest udbredte myter og misforståelser om smerter. Nicolaj, Ying og Anders fra Smertefribevægelse arbejder som personlige trænere og smertebehandlere i Aarhus PT Studie. De tilbyder smertebehandling med fokus på at skabe tryghed og tillid til kroppen og bruger en kombination af bevægelse, styrketræning og moderne smerteundervisning. I denne artikel, kan du læse mere om de 7 misforståelser, som jeg oftest møder hos klienter: 1. Smerte er altid lig med skade Som umiddelbar reaktion tænker de fleste at hvis det gør ondt et sted på kroppen, så må der være en skade. Sådan er det selvfølgelig også nogle gange - men ikke altid. Eksempler fra hverdagen kunne være hovedpine, ondt i maven, brainfreeze eller hvis du bøjer en finger tilbage og holder den lidt der. Det vil gøre ondt eller være ubehageligt, men ingen skade vil være sket. En skade indebærer strukturelle forandringer i kroppen, mens smerte en en følelse og oplevelse. Fantomsmerter er et andet godt eksempel på smerte uden at der er en skade. Personer, der mangler fx en arm eller et ben kan få fantomsmerter. Det vil sige at de oplever smerter i en arm, en finger eller et ben, som de de slet ikke har. Det er svært at forstå hvordan det kan lade sig gøre, men det viser at smerteoplevelsen ikke nødvendigvis er forbundet med en skade, men at det også handler om hjernens repræsentation af kroppen. Et vildt eksempel ses på billedet øverst i denne artikel, hvor du kan se en sko med et søm op igennem. Det er fra et casestudie beskrevet i British Medicine Journal i 1995 [1], hvor en bygningsarbejder er hoppet ned fra en ophøjning og lander ovenpå et søm. Han har stærke smerter til trods for at han har fået stærke smertestillende præparater (blandt andet Fentanyl), men på skadestuen viser det sig, at sømmet er gået mellem hans tæer - der er med andre ord ingen vævsskade. Men han har stærke smerter. Andre faktorer spiller altså ind. Fx at han sandsynligvis havde en stærk forventning om at sømmet var gået igennem hans fod og (ubevidst) at det burde gøre ondt eller at kollegerne håndterede det som en krisesituation. Det er naturligvis ubevidste fortolkninger af situationen og ikke noget man tænker sig til. Selvom der var ikke var en skade, var smerterne virkelige - det er de altid. Og det er vigtigt at se nærmere på hvordan vi forstår smerter - ellers risikerer vi at behandle dem på en uhensigtsmæssig måde, hvilket må siges at gøre sig gældende, når over 825.000 danskere har længerevarende smerter, mere end 300.000 danskere får det morfinlignende stof Tramadol (over 100.000 af dem i mere end 6 måneder) og 60.000 er afhængige af morfin. Danmark er et af de lande i verden (sammen med blandt andet USA), der bruger mest opioider per indbygger. En del af problemet er netop at man behandler smerter som synonyme med skader. 2. Skade er altid lig med smerte Hvis vi har en skade, tænker mange, at så må det også gøre ondt. Igen - ofte er det sådan, men ikke altid. Klassiske eksempler er at vi alle har fundet blå mærker og rifter uden at vide hvor de kommer fra på trods af vi er kommet til skade. Andre eksempler er historier fra soldater i krig, der først opdager de er såret, når de er kommet i sikkerhed eller atleter i sport, som kan drage fordel af ikke at ømme sig nu og som optræder på et fuldt stadion med 80.000 tilskuere. I store træk alle muskel- og skeletdiagnoser findes også hos folk uden smerter, fx har hver femte danske har en diskusprolaps uden at opleve smerter. Mange skader og forandringer på kroppen er helt normale at have uden smerte. På MR-scanninger ser man at 37 % af alle 20 årige har slidgigt uden at have smerter. Tallet øger gradvist med alderen - for 80 årige er tallet 96 %, hvilket i praksis betyder at det er mere normalt at have slidgigt end at ikke have det [11]. Hele forståelsen i både punkt 1 og 2 baserer sig på vores erfaring, hvor den lineære forståelse giver god logisk mening, da den ofte er sand - men det er den ikke altid. Og denne forståelse kan skabe problemer med hvordan vi forsøger at løse vores smerteproblemer Smerter er i højere grad en beskyttelsesmekanisme end et indblik i hvordan vævet har det. Hvis vores organisme mener at der er brug for beskyttelse, vil den kunne producere smerter uanset om der er en skade eller ej. Vores samlede situation (stress, søvn, socialt, fysisk belastning etc.) giver små ubevidste indikationer på om vi har brug for beskyttelse, og derfor er situationen både en del af problemet og løsningen. 3. Vi kan forudse skade gennem kropsholdning, bevægelse eller teknik Denne sort/hvide tanke om eksempelvis dårlig eller god holdning og rigtig eller forkert teknik hersker i høj grad i samfundet selvom den mangler mange væsentlige nuancer. Det taler jeg mere om i episode 1 af podcasten. Det ville være fantastisk hvis vi kunne forudse hvem der blev skadet eller fik ondt på baggrund af en bestemt kropsholdning, løfteteknik, bevægelse osv. – men det kan vi ikke. Functional Movement Screen (FMS) er et godt eksempel på en test, der er udviklet for at kunne forudse skader, men som ikke er i stand til det [9]. Kort opsummeret fra dette review: “Til dato (2016), er der ingen interventionsstudie, som understøtter at screene for skadesrisiko.” [2]. Anoop Balachandran er meget citeret for at understrege vigtigheden af at validiteten af en screening skal være høj, da man giver folk et (negativt) label - evidensen skal være solid. At fortælle folk de har forhøjet skadesrisiko er en god opskrift på at skabe frygt, mindre bevægelse og at bruge tid og penge på at fixe det med deres træner. For at en screening skal give mening skal den opfylde tre krav: Der skal ses en stærk sammenhæng mellem hvad screeningsresultatet viser og hvem, der faktisk får skader. Screeningen skal kunne bruges til noget. I mange tilfælde tilbydes der et tilpasset træningsprogram, men det har vist sig at ikke have en bedre effekt end at bare træne hele kroppen. Screeningen skal være tilpasset den population det omhandler. Er det en bestemt gruppe eller noget, der gælder generelt? Hvis det drejer sig om performance, kan der godt være nogle teknikker, der er mere effektive end andre, men det er ikke det samme som at undgå skader. Men evidensgrundlaget understøtter altså hverken FMS eller andre former for generelle screeninger for skadesrisiko. Læs eventuelt mere her. Løbetests kan hellere ikke forudse skadesrisiko eller hvilken løbesko du skal have for at undgå skader. Mange er bange for pronation (når foden falder indad), men det er faktisk sandsynligvis forbundet med færre skader. Den bedste løbesko og løbeteknik er den du føler er mest behagelig for dig. Tanken om at forudse skader kommer fra antagelsen om at “hvis vi får en for stor belastning på kroppen kan vi komme til skade og hvis vi kommer til skade gør det ondt”. Det giver logisk mening at tænke på den måde - “hvis jeg bare undgår det, der er dårligt, vil jeg have det bedre”. Og det ville være fantastisk om det var sådan, men så simpelt er det desværre ikke. At undgå skader og smerter gøres bedst gennem gradvis eksponering - ved at lade kroppen gradvist tilpasse sig til mere belastning og nye bevægelser over tid. 4. Det er nemt at skade sig selv, farligt at sove på sofaen og bruge mobilen Vi finder diverse skræmmekampagner alle steder fx holdningskorrigerende t-shirts og mobilnakke, men de er urealistiske og unuancerede. Vi har alle har set på vores telefon uden problemer før, læst en bog, spillet brætspil osv., hvor vi kigger ned - uden at få ondt i nakken. Hvorfor det store hype? Lad os have fokus på det væsentlige: mængden. 10 timer om dagen med hvad som helst uden variation kan blive problematisk over tid, hvorfor variation, pauser mv. er godt. Det siges ofte at den næste stilling er den bedste. At skulle sidde helt oprejst og kigge lige frem på en computer eller mobil er energikrævende - og netop derfor giver det mening at skifte mellem komfortable og afslappede stillinger. Det er svært at komme til skade - nervesystemet beskytter os hele tiden. Kan du vrikke om med vilje langsomt og kontrolleret? Hvorfor ikke? Vores hjerne sørger for at producere smerter eller ubehag, så vi stopper hensigtsmæssig adfærd. Modsat, hvis vi faktisk prøver at undgå skader, kunne man forestille sig at det er endnu sværere at komme til skade. I modsætning til hvad mange tror, er skadesrisikoen også meget lav i de styrkebetonede idrætter som styrkeløft, stærkmand, vægtløftning og crossfit [3][4][5]. På trods af tunge belastning – fordi kroppen tilpasser sig. 5. Kroppen fungerer som en bil I mange år har vi set på kroppen som en maskine eller bil, der over tid slides ned, ruster osv. Når noget gør ondt eller er galt skal det derfor repareres eller udskiftes. Men er det virkelig sådan med kroppen altid? Et punkteret dæk lapper ikke sig selv, men alle skader på kroppen heler med tid så godt de kan. Forståelsen gør os desværre afhængige af andre fordi løsningen ligger i at gå til behandlere (fysioterapeuter, kiropraktorer, osteopater etc.) for at blive “fikset”. Det er en biomekanisk forståelse af kroppen, der undlader at tage psykosociale faktorer med i vurderingen. Men vi er nødt til at se på hele en persons situation for at kunne forstå problemet og løse det Vores kroppe tilpasser sig over tid, vi bliver bedre med træning over tid. En bil bliver kun mere og mere slidt gennem årene, når vi kører med den. Når en bil eller maskine udviser variabilitet, er det et dårligt tegn - den er ved at gå i stykker - men hos mennesker er det værdifuldt at kunne løse de samme opgaver på forskellige måder. Vi er levende organismer, der kan tilpasse og udvikle os og mentalt er det vigtig at vi husker dette, så vi med god grund kan være optimistiske og hjælpe os selv 6. Smerter er altid en negativ ting, som skal undgås Vi mennesker er gode til at holde os inde i vores comfort zone og undgå alle former for ubehag som fx at fryse eller opleve smerter. Hvis smerte var lig med skade, ville det give god mening at undgå smerter, men sådan forholder det sig altså ikke. Smerte har en vigtig funktion for vores overlevelse, da det beskytter os og hjælper os til at optimere vores adfærd. Det ville ikke være hensigtsmæssigt at kunne vrikke kraftigt om uden smerte, da der ikke ville være begrænsninger i fysisk aktivitet efterfølgende. Det er ikke altid nødvendigt med behandling, til tider kan det endda forstærke de negative elementer. Fx kan det forstærke din frygt for smerter og bevægelser eller svække tilliden til din egen krop Men det er forståeligt nok svært for individet at leve i et samfund, hvor vi konstant skal være glade, smertefri og ovenpå – sådan er livet ikke altid. At undgå smerte kan måske endda holde vores udvikling tilbage - der er læring gemt i de svære tider. Hvis man altid forsøger at undgå smerter, bliver man også mere bange for den og det kan bide sig selv i halen. Mange ting påvirker vores smerteforståelse. Eksempelvis er det vist, at børn, der dyrker kontaktsport har mindre risiko for at udvikle længerevarende smerter som voksne [6]. Længerevarende smerter (kroniske smerter) derimod er ikke hensigtsmæssige og hjælper os ikke. Omkring 20 % af dem, der kommer til skade oplever at få længerevarende smerter. Denne mekanisme er fortsat dårligt forstået - hvorfor nogle får det og hvad man skal gøre ved det. En del af svaret ligger i forståelsen for situationen personen er eller har været i. Hvis du har ondt i ryggen og samtidig tror på at du skal have "den rigtige kropsholdning", kan du komme til at holde dig mere oprejst og spændt - og det kan ironisk nok bidrage til at du får mere ondt i ryggen. Læs 5 strategier til at reducere længerevarende smerter. 7. Scanningen viser smerten, problemet og løsningen Scanninger fremstår for mange som den gyldne løsning - hvis vi bare kan finde “dippedutten”, kan vi få gjort noget ved det og komme af med smerterne - men så simpelt er det desværre ikke. Som nævnt før, ses alle de samme tilstande (fx diskusprolaps eller slidgigt) på scanninger af mennesker, der ikke har smerter. Man kan simpelthen ikke se smerter på en scanning. Eksempelvis viser dette studie en større risiko for kronicitet ved hurtig scanning i forbindelse med rygsmerter [7]. Måske på grund af den frygt som kan opstå på basis af rent biomekaniske forklaringer. En scanning viser ikke smerte. Den viser anatomi. Derek Griffin Kommunikation i forbindelse med scanninger er meget vigtig, og du bør som behandler være opmærksom på at undgå at skabe en nocebo-effekt dvs. en negativ forventningseffekt hos klienten. Det er også set, at blot det at ændre den information læger får sammen med patienters scanningssvar, tilsyneladende positivt påvirker kommunikationen med patienter, som deraf får udskrevet mindre medicin og fysioterapi [8]. Unødvendigt mange scanninger fører til operationer. Der er lavet forsøg med rigtige operationer og placebo-operationer (sham), der viser sammenlignelige forbedringer i smerteoplevelsen bagefter. Begge grupper har fået 12 ugers påfølgende fysioterapi, og man kan derfor ikke tilskrive operationen en specifik effekt. Derudover er der altid en risiko forbundet ved at lade sig operere fx risikoen for at få flere smerter efterfølgende. Efter scanninger har mange behandlere desværre en tendens til at foreskrive meget specifik træning af “problemområdet”. Men faktisk ser man at generel bevægelse eller styrketræning af hele kroppen giver lige så godt resultat . Eksempler på specifik træning, der ikke virker bedre end generel bevægelse eller styrketræning, er core-træning for rygsmerter og rotatorcuff-øvelser for skuldersmerter [12-13]. Det understreger at der ikke en en bestemt måde at bevæge sig på, der er bedre end andre. I et studie skulle en kvinde få ti scanninger på ti forskellige scanningsklinikker [10]. De ti scanningerne viste tilsammen 49 forskellige problemstillinger, men ingen af de 49 problemer går igen på alle scanninger. Der var altså intet som alle var enige om at kvinden fejlede. Det siger noget om hvor upræcise scanninger og tolkninger af scanninger er. I et andet studie scannede man 666 personer, hvor en blinded ortopædkirurg (ved ikke om patienterne har ondt eller ej) finder noget han vil operere på i 98,9 % af alle scanningerne [14]. Tilsammen finder han 3.375 ting han vil operere på de 666 personer. Hvad han ikke ved er, at de alle er smertefri. Det understreger at man ikke skal behandle en scanning, men personen - inkluderet situationen og den historik, der ligger bagved. Det betyder ikke at du aldrig skal lade dig scanne eller operere, men ser vi på de kliniske best practice guidelines, anbefales det at du ikke får en scanning med mindre det er specifikt indikeret med det man kalder røde flag fx hvis du tisser eller skider i bukserne, ikke kan mærke begge ben, har føleforstyrrelser i hofte- og bækkenområdet eller det stråler i begge ben (ikke kun det ene). Eller hvis det er mistanke om frakturer, kræft eller blodprop. Opsummering Vi er gået fra at se kroppen som en skrøbelig maskine, som vi skal værne om og passe på, til at forstå kroppens som et økosystem som skal belastes for at opnå udvikling, tilpasning og blive bedre. Smerte er ikke lig med skade og skade er ikke lig med smerter. Smerter er en beskyttelsesmekanisme, som kan guide vores adfærd. Kroppen kan hele sig selv og vi behøver ikke være afhængige af behandlere. Smerter er en normal del af vores liv og behøver ikke være et farligt eller stort problem, men noget vi kan arbejde på og leve et godt liv med. Fysisk inaktivitet er generelt ikke godt for kroppen eller smerter, mens bevægelse generelt er positivt. Undgåelse er ofte en dårlig strategi på lang sigt da det ofte fører til mere frygt og smerter, mens gradvis eksponering og tilpas belastning over tid kan bidrage til tryghed og reducere smerter. Lyt til episoden Du kan høre episode 6 i Apple Podcasts her. Du kan høre episode 6 på Spotify her. Du kan downloade episode 6 fra Libsyn her. Se oversigten over alle episoder af podcasten her. Du kan også streame episoden direkte her:
-
Klienthistorie #1: Fra rygsmerter, frygt og undgåelse til frihed Meget øvet
Jeg hedder Jacob Johansen, er 40 år, gift og har to små børn. Til daglig har jeg et stillesiddende kontorarbejde, men har altid kunnet lide at have et aktivt liv ved siden af mit professionelle erhverv - både fysisk og mentalt. Tidligere har jeg løbet på konkurrenceplan og spillet fodbold. Vi snakker blandt andet om: At føle sig hæmmet og låst i sin egen krop. Hvad det betyder at anse sig selv som "rygpatient". At være bange for hvad der kommer til at ske. Hvad vi har lavet i vores samarbejde. Den kortvarige effekt af passive manuelle behandlinger. Hvilke forklaringer han fik på sine smerter fra sundhedsprofessionelle. Hvad han ville anbefale sig selv at have gjort for længe siden med den viden han har i dag. Tre år som “rygpatient” Da jeg kontaktede Jacob kaldte jeg mig selv “rygpatient” og følte mig hverken som mig selv eller menneske. I lang tid havde jeg forsøgt at komme af med smerterne uden held og var træt og ked af situationen. Mit ønske var at blive smertefri og at kunne leve et almindelig liv; være småbørnsfar, gå på arbejde og løbe en tur i weekenden uden at være plaget af smerter. Det startede i 2016, hvor jeg fik tiltagende smerter i ryggen. I 2017 blev det værre og jeg oplevede flere gange at min ryg “låste sig” og at jeg så besvimede af smerterne. I den forbindelse forsøgte jeg at gå til en række forskellige behandlere bl.a. fysioterapeut og osteopat. I varierende grad havde jeg glæde af de forskellige manuelle behandlinger - smerterne blev reduceret i et stykke tid, men problemerne kom altid igen. Hver behandler havde en forklaring på problemet og et forløb, jeg skulle følge. Både professionelle og ikke-professionelle fortalte mig historier om en fætter eller moster, der engang havde ondt i ryggen og havde haft held med en bestemt behandling. Det hele blev meget trættende i længden. I 2018 gik rygsmerterne fra at være generende til at være invaliderende. Jeg havde konstante smerter, var ofte nødt til at ligge ned, og smerterne spredte sig ned i balle, ben og fod i den ene side. Jeg fik konstateret en diskusprolaps og forsøgte at arbejde med det på forskellige måder, men i marts 2019 havde jeg stadigvæk smerter og nåede til et punkt, hvor det ikke længere var holdbart og blev derfor opereret. Påfølgende havde jeg en god periode - smerterne i benene og følelsesforstyrrelserne i venstre fod var væk. Jeg kunne stå op på fødderne i mere end et par minutter og gå mere end et par hundrede meter. Jeg var lynhurtig tilbage i mit almindelige liv og troede at jeg kunne bevæge mig videre fra en hård periode i livet. Men det varede desværre kort. Et par måneder efter operationen fik jeg et tilbagefald og tiltagende smerter. En søndag morgen i starten af maj måned 2019 vågnede jeg op og var lammet i venstre ben fra hoften og ned. Jeg kom til Glostrup Sygehus og blev placeret i en kørestol. Situationen gjorde mig naturligvis bange - jeg følte mig hæmmet og bange for fremtiden. På dét tidspunkt farede der tusinde tanker rundt i mit hoved. Hvad kommer der til at ske med mig? At føle sig hæmmet og bange for fremtiden At være lam i det ene ben satte i gang i større eksistentielle tanker. Hvis ikke jeg får i gang i kroppen igen - hvem er jeg så? Kan jeg leve et almindeligt liv? Kan jeg være far for mine børn? Kan jeg være mand til min kone? Kan jeg være sammen med mine venner? Kan jeg gå på arbejde? Kan jeg gå tur? Som tidligere konkurrenceløber holder jeg meget af friheden og glæden ved at kunne løbe en tur og have høj puls. Da jeg blev midlertidig lammet var der gået tre år siden jeg sidst løb. Jeg ville selvfølgelig gerne komme af med smerterne, og i det lå også et ønske om at kunne leve det liv jeg gerne ville. Gennem genoptræning fik jeg langsomt gang i mit ben igen og kunne begynde at gå og kom til sidst hjem fra hospitalet. Efter noget tid derhjemme kunne jeg gradvist begynde at bevæge mig udenfor huset og gå på arbejde igen. Men jeg kunne stadigvæk ikke løfte mine børn eller spille fodbold i haven. Bemærkninger og forklaringer fra sundhedsprofesionelle Igennem hele processen med professionelle folk som fx rygkirurger, læger og fysioterapeuter fik jeg hele tiden vide at jeg skulle “passe på mig selv” og være forsigtig fx at lade være med at løfte eller cykle og ikke lade børnene trække mig i armen. Derudover fik jeg forklaringer som fx at musklerne var spændte og krampede, at jeg ikke måtte løbe fordi det gav stød op i rygsøjlen og jeg i stedet skulle passe på, træne core og hvile mig. Der var også flere, der sagde at hvis jeg ikke passede på mig selv, kunne det gå ud over min førlighed på lang sigt. Der lå en helt sikkert en positiv intention bag rådene, men de låste mig i troen på grund autoriteten bag. Det blev min største frygt at som 40-årig skulle acceptere en permanent tilstand, hvor jeg ikke kunne gå. Den strategi jeg havde lært så langt var en fejlsøgningsstrategi. Fælles for forklaringerne var at de havde en bagside. Hvis jeg skal træne min core - er det så fordi den er svag? Og hvis jeg er svag - er det så farligt for mig at løfte? Jeg fik en række restriktioner på træningen, hvilket gjorde mig anspændt fordi jeg var bange for at gøre det forkert. Jeg konkluderede med at hvis jeg gjorde det forkert, kunne det have en negativ effekt, som i sidste ende kunne medføre en form for permanent skade. Alle de advarsler jeg fik, medførte tilsammen denne konklusion. Efter så lang tid blev det hæmmende for mig rent mentalt - min selvtillid og mit mentale velvære blev ramt af det. Jeg fik en anden identitet og den blev bekræftet i at jeg ikke kunne gøre de ting jeg ville. Det er ikke altid ordene, der bliver sagt, men den bagvedliggende værdi og sammenkobling af forskellige brikker, der skader. Hvordan jeg fandt frem til Jacob Efter lammelsen gik jeg igen igang med fysioterapi, blev scannet og fik konstateret en ny diskusprolaps - hvilket jeg havde enormt svært ved at få vide. Efter noget tid uden fremgang gad jeg ikke mere og bestemte mig for at prøve noget markant anderledes. Jeg holdt op med at gå til fysioterapi og fik kontakt til Jacob via en god ven i Aarhus. Den største befrielse var at få vide at jeg ikke kunne ødelægge mig selv, at jeg ikke skulle være bange for at bevæge mig og at fokus på dosering var mere givende. Det var en ubekymret tilgang, der gav mig troen på at jeg kunne bygge mig selv gradvist op igen. Læs mere om gradvis eksponering. Halvt terapi og halvt træning Mit forløb med Jacob har føltes som halvt terapi og halvt træning. I starten snakkede vi en del om hvad der begrænsede mig og hvad jeg var bange for. Derudover lavede vi øvelser, hvor jeg som udgangspunkt var bange for at hele kroppen skulle falde fra hinanden, men hvor det blev modbevist, da jeg lavede øvelsen med tilpas vægt igen og igen. Jeg lærte hvor vigtigt det mentale er og hvad mine overbevisninger gør ved mig. Jeg lærte at adskille skade og smerte, om at dosere fornuftigt og at være nysgerrig på det, der foregår i kroppen. I tillæg til snak og træning med Jacob så jeg videomateriale, læste artikler og hørte podcasts omkring smerter, hvilket har støttet op om forløbet. I starten af samarbejdet i september 2019 snakkede vi en del om min tillid til området på kroppen, hvor det gør ondt. Tilliden jeg havde til min lænd var dengang 3 ud af 10 på en skala fra 0 til 10. Tre måneder senere var den 8 ud af 10. Jeg bekymrer mig ikke længere om min lænd, når jeg er ude at løbe, hvor jeg tidligere mærkede efter for hvert skridt jeg tog. I en af vores første sessioner lavede vi det Jacob kalder “bevidst distraktion” mens jeg lavede øvelser. Det var meget svært i starten at skulle fokusere på noget helt andet end smerterne samtidig med jeg bevægede mig. Den vigtigste erfaring fra denne øvelsen var egentlig ikke selve distraktionen, men at blive bevidst om at jeg fokuserede enormt meget på smerterne - og at det gjorde dem værre. De første resultater Relativt tidligt i forløbet følte jeg mig mere afslappet i kroppen og kunne sidde ned i længere tid. Det kom i takt med at frygten for at bevæge mig aftog og på den måde forstod jeg hvor vigtigt det mentale er. Det tillod os at skrue op for træningen og dét gav også en positiv effekt. Efter tre år med smerter og stilstand var det fantastisk at mærke denne positive trend både i træning og smerter - og det forstærkede sig selv. Jeg begyndte at løbe igen i form af intervaller og det jeg ville kalde “mormorløb” - hvor mine fødder ikke rigtig slap jorden. Efterhånden som jeg fik konstateret at det gik fint, forsøgte jeg at løfte fødderne gradvist mere og jeg kunne stadigvæk løbe uden at min ryg reagerede negativt. Gradvist begyndte jeg at tro på det igen og det viste sig at jeg jo godt kunne løbe. Nu kan jeg løbe både kort, langt og intervaller. Videnskaben viser at løbere har stærkere knæ og hofte samt mere væskefyldte diske i ryggen. Stødene når du rammer jorden i løb er noget mange er bange for, men det er faktisk netop dem, der resulterer i positive tilpasninger. Mit trænings- og bevægelsesliv i dag I dag (tre måneder inde i forløbet, december 2019) styrketræner og løber jeg flere gange om ugen. Det bedste af alt er at jeg har været smertefri i omkring seks-otte uger og jeg skænker det ikke en tanke mere - heller ikke om jeg bevæger mig "rigtigt eller forkert". Selvom jeg ved at det kommer fra et godt sted, bliver jeg irriteret når folk siger at jeg skal passe på mig selv. Når jeg har bevæget mig væk fra en frygtbaseret forståelse og offerrollen, er det frustrerende at stadig få den type kommentarer. En gang troede jeg at jeg aldrig mere kunne løfte en kasse øl, men i forbindelse med julefrokost på arbejdet gjorde jeg det faktisk helt uden at tænke over det - en kæmpe sejr. Det blev dog kommenteret af en kollega at jeg absolut ikke måtte det og at jeg skulle passe på ryggen. Hvor den slags kommentarer tidligere kunne forstærke problemerne, tager jeg mig ikke længere af det. Min kone har fulgt med i forløbet med Jacob fra sidelinjen og synes min fremgang var fantastisk, men da hun så mig dødløfte var hun i chok og mente det var “hasardspil”. Igen kom det fra et godt, men uvidende sted. Jeg synes sgu også selv det var en dårlig idé at dødløfte, da Jacob foreslog det første gang, men det har vist sig at være en rigtig god idé. Siden vi startede at dødløfte, har jeg problemfrit kunnet løfte 4-5 gentagelser på 70 kg, samt løftet en atlassten på 50 kg. På vejen derhen legede vi med forskellige øvelser og øgede sværhedsgraden gradvist samtidig med at jeg voksede med opgaven. Denne gradvise udvikling og følelse af at mestre bevægelser smertefrit har været en stor positiv indvirkning både mentalt og fysisk. Frygten var beskyttende på kort sigt, men på lang sigt var den det modsatte fordi den afholdt mig fra at bevæge mig. Nu er frygten gået over i nysgerrighed. Jacob har flere gange provokeret og skubbet mig ud af komfortzonen. Fx en gang jeg var færdig med et sæt bænkpres og han skubbede mig ned igen på bænken fordi jeg rejste mig som en gammel mand at rulle over på siden eller bruge armene til at trække mig op i stedet for at bøje ryggen. Pointen var at jeg ubevidst havde indøvet et bevægelsesmønster, der skulle beskytte min ryg. Men i realiteten kunne jeg godt rejse mig normalt op fra bænken på en meget mere afslappet og nem måde. Aha-oplevelser i samarbejdet med Jacob Den første aha-oplevelse kom da Jacob sagde at jeg ikke kunne skade mig selv og bad mig om at rejse mig op og vrikke om på foden. Det er jo umuligt! Kroppen beskytter sig selv rigeligt allerede og denne opdagelse dæmpede min frygt. Som udgangspunkt har man en grænse for hvad man udsætter sig selv for. Men ud fra mine overbevisninger havde jeg lagt 50 % ekstra “sikkerhed” på og det resulterede i meget begrænset bevægelse. Så når Jacob tilføjede mere vægt end jeg selv troede jeg kunne håndtere, og det viste sig at jeg godt kunne det, fik jeg også en aha-oplevelse, der dæmpede min frygt. Vævstolerancen dvs. sige hvor meget kroppens strukturer kan klare, er meget stor, men vores nervesystem beskytter os og sørger for at vi får ondt meget før. Jacob lærte mig om nervesystemet og hvordan det påvirker vores smerteoplevelse i kombination med hvad, der sker inde i vores krop, vores overbevisninger, erfaringer, forklaringer vi har fået, samt faktorer som søvn, stress, meditation, arbejde etc. Med andre ord har vi ikke fundet én fejl at pege på, men er kommet rundt om det hele - fordi smerter er komplekse. Hvad jeg ville anbefale mig selv at gøre for tre år siden Hvis jeg kunne gøre noget anderledes, var det at prøve en mere konservativ behandling af diskusprolapsen - i form af træning, i stedet for operation. Dengang var operationen det eneste valg jeg kunne tage, men med den viden jeg har i dag havde jeg valgt anderledes. Nu ved jeg at det kan betale sig at lave generel træning og varieret bevægelse hele året fordi det hjælper mig til at hold mig smertefri. Næsten alle mennesker får ondt i ryggen i løbet af livet. Det er en almindelig menneskelig oplevelse og det vigtige er at finde ud af hvordan du kan håndtere smerterne, når de en dag dukker op - og at undgå bestemte bevægelser er ikke forebyggende for rygsmerter. Jeg har lært, at i stedet for at stoppe med at bevæge det smertefulde område for at beskytte det, skal jeg hellere finde forskellige måder at bevæge det på med tilpas belastning. Nu forsøger jeg at arbejde med det og rundt om det, der gør ondt og udfordre det gradvist. Min frygt for at bevæge og belaste kroppen er blevet til en nysgerrighed. Hvad er det jeg egentlig kan bygge min krop op til? Jacob Johansen Jeg anser ikke længere min ryg som svag og arbejder videre med at opbygge fuld tillid til den. Jeg forsøger ikke længere at finde forklaringer på hvorfor noget gør ondt. Den grundlæggende tanke jeg går ud af forløbet med er, at jeg næste gang jeg får ondt, vil forsøge at træne og bevæge mig ud af det. Hvis du føler dig fanget i frygt, bekymringer og advarsler, vil jeg opfordre dig til at forsøge at bevæge dig ud af det, fordi at passe på og undgå kun forstærker problemerne både fysisk og psykisk. Det er vigtigt at tro på at din krop kan noget. Jacob Johansen Lyt til episoden Du kan høre episoden på Apple Podcast her. Du kan høre episoden på Spotify her. Du kan downloade episoden på Libsyn her. Se oversigten over alle episoder af podcasten her. Du kan også streame episoden direkte her:
-
#29 Anne Gaardmand: Spis det du frygter mest - og find ro Let øvet
I denne episode taler jeg med Anne Gaardmand om, hvad overspisning er og hvordan du gennem gradvis eksponering for hvad du føler er “farlige og forbudte” fødevarer, kan fjerne frygten og magien ved netop disse fødevare - og dermed finde vejen ud af overspisning. Anne Gaardmand har en professionsbachelor i Ernæring og Sundhed, men hun er langt fra blot interesseret i det tekniske omkring ernæring og træning. Hun er mindst lige så interesseret i adfærdspsykologi og vaneændringer – og dét er centralt, når emnet er overspisning. Anne Gaardmand driver sammen med Morten Elsøe Vanecoach-uddannelsen og podcasten Detox din hjerne, hvori de udrenser dit sind for usunde usandheder om sundhed. Siden 2003 har hun arbejdet i sundhedsbranchen og haft individuelle forløb (tidligere som kostvejleder og personlig træner), men nu som Vanecoach, hvor hun også holder foredrag blandt andet som underviser på VIA University College i faget "Ernæring og træning". Anne har altså både stor teoretisk viden og erfaring om drivkræfterne bag overspisning gennem hendes uddannelse og arbejde som vanecoach. Med sit saglige udspring, er hun til dagligt med til at nedbryde misforståelser, forhindrende overbevisninger og frygt i en sundhedsforvirret tid. I denne episode taler vi blandt andet om: Hvad overspisning er - og hvorfor nogle lider af overspisning. Hvordan skræmmeretorik, madregler og kostreligioner kan forværre overspisning. Hvordan at spise netop dét man frygter, kan være vejen ud af overspisninger. Hvad gradvis eksponering for fødevarer er - og hvordan det gælder på mange områder Om vigtigheden af at objektive og nøgterne overvejelser omkring maden. Hvordan erfaringsbaseret frygtkrakelering kan bryde med dikotomisk opdeling af fødevarer - og give dig nydelsen tilbage. De seneste år har overspisning, også kaldet BED (Binge Eating Disorder), fået mere opmærksomhed - og overspisning kendes i dag som "Den Tredje Spiseforstyrrelse". Der er oftest både fysiske og mentale følger forbundet med overspisninger og mange forsøger derfor at slippe af med overspisningen. Mange tror desværre at den logiske vej ud af overspisning er gennem en restriktiv tilgang til mad (og evt. træning). Men som mennesker handler vi langt fra udelukkende på baggrund af logik og rationelle argumenter. Vi handler på baggrund af blandt andet tanker, følelser, vaner og tidligere erfaringer. Derfor kan endnu flere restriktioner og madregler faktisk være med til at øge risikoen for overspisning. Begrebet “spiseforstyrrelse” er en betegnelse for flere beslægtede diagnoser, som har dét til fælles, at de er centreret omkring et forstyrret forhold til mad, vægt og krop. Ifølge Videncenter om spiseforstyrrelser og selvskade VIOSS er overspisning er den mest hyppige spiseforstyrrelse, og det anslås, at mellem 40.000-50.000 danskere i alderen 15-45 år lider af sygdommen med en gennemsnitlig debutalder på 23 år, hvoraf 70 % er kvinder og 30 % er mænd. Med tvangsoverspisning har man 1,5 større dødelighed (1). Overspisning er en spiseforstyrrelse, hvor man oplever episoder med tvangsmæssige overspisninger, hvorefter man bliver ramt af negative følelser som skam, skyld og væmmelse. Personer med tvangsoverspisning er ofte karakteriseret ved at have mange negative tanker og følelser, lavt selvværd samt en følelse af at være forkert. BED - hvad er det? Det tekniske diagnosekriterie for BED bliver nærmere gennemgået i podcastepisode 26 med Mia Beck Lichtenstein, hvor junglen af misforståelser og tanker omkring spiseforstyrrelser er omdrejningspunktet. Overspisning er defineret ved gentagne episoder med tvangsoverspisning, hvor du overspiser store mængder mad, uden nogen form for kompenserende adfærd. Overspisningen sker på baggrund af et kontroltab i et afgrænset tidsrum og du kan indenfor få timer spise større mængder mad end det, der betragtes som normale mængder. Mange oplever efterfølgende en følelse af skam og skyld på grund af kontroltabet og du vil føle en både fysiologisk og psykologisk belastning. Det er ikke overspisning, når du går amok i julemaden juleaften - også selvom det måske kan føles sådan. Du føler dig måske utilpas efter risalamanden, men der er ikke den skam, du oplever efter en episode med tvangsoverspisning. De psykologiske følger af tvangsoverspisning er en del af diagnosekriteriet. Det er ikke antallet af kalorier, der afgør om det er en overspisning. Det er de fysiske og psykiske eftervirkninger af episoder med kontroltab og overspisninger, der kendetegner overspisning. Tvangsoverspisnings alvorsgrad vurderes ud fra hvor mange gange om ugen, du oplever episoder overspisninger. Hvis du oplever mellem én til syv episoder pr. uge, kaldes det let til moderat tvangsoverspisning og hvis det sker mere end otte gange om ugen, kaldes det alvorlig eller ekstrem tvangsoverspisning. At være overvægtig er ikke et diagnostisk krav, men mange med tvangsoverspisning har pga. af kalorieoverskuddet fra deres overspisninger, udviklet svær overvægt med en BMI over 30. Dette kan lede til forskellige fysiske og psykiske udfordringer, som kan forstærke den høje kropsvægt (fx fysisk inaktivitet og stigmatisering i samfundet). Anne Gaardmand uddyber i denne episode en klientbaseret tilgang til overspisning, hvor begrebet “grazing”, på dansk “at græsse”, kommer i spil. Grazing bruges til at beskrive, når mennesker ikke specifikt overspiser på én gang, men småspiser hele dagen. Det giver ikke nødvendigvis et fysisk ubehag, men det kan give udfordringer i personens liv, da vægten stiger uhensigtsmæssigt og man kan opleve et psykisk ubehag. For mange der lider af overspisning, virker den logiske løsning på overspisningen til at være at de skal være endnu mere restriktive og have endnu mere kontrol over deres mad. Mere viljestyrke og rygrad. Tankegangen bliver; hvordan kan jeg kontrollere mig selv og mit madindtag endnu mere? En måde, man ofte kan skabe kontrol på, er ved at opsætte regler for sig selv om, hvad der er okay og hvad der er forbudt at spise. Men selv det, der på overfladen kan ligne et godt valg, kan blive et meget ambivalent valg - og meget svært at efterleve i praksis. For mange af de regler, vi opsætter for os selv, kan være modstridende. Fx du skal spise mange måltider om dagen, men du skal faste til kl. 12 og du må ikke spise efter kl. 18. Men dét at være endnu endnu mere restriktiv, at skabe endnu flere madregler og skabe endnu mere madfrygt, kan blive en negativ forstærkende spiral, da du er endnu mere tilbøjelig til at føle, at du er "faldet i", har lavet en fejl, oplever kontroltab og derfor overspiser. Jo flere regler du har, jo flere muligheder har du også for at “falde i” og lave fejl. Regler og restriktioner er ikke løsningen, men en del af problemet Langt de fleste mennesker kan godt, rent teoretisk og gennem deres sunde fornuft, forstå, at det handler om mængder og kontekst, når man snakker om kropsvægt og sundhed. Spiste du ét stk. chokolade til formiddag, så er mængden så lille, at det ingen rolle spiller i det store billede. Men når man har været pendulerende mellem overspisning og restriktion i lang tid (ofte mange år), så kan fornemmelsen for, hvad en “normal” mængde mad er, være fuldstændig forsvundet. Det kan gøre en bange for at indtage selv den mindste smule af en fødevare. Derfor kan det ene stykke chokolade være udfaldsgivende for, om du har brudt dine madregler eller ej - og dermed om du oplever kontroltab og efterfølgende overspisning. Netop dét du gør for at komme ud af det negative overspisnings-loop (fx at opsætte regler), kan være dét, der fastholder dig i det. Og måske endda forstærker loopet. Så der er med andre ord behov for en anden metode til at komme ud af loopet. Men hvis problemet er kontroltab og løsningen ikke er en mere restriktiv levevis, hvad kan den anden metode så være til at undgå kontroltabet? Gradvis eksponering af fødevarer En af fremgangsmåderne til at bryde frygten for specifikke fødevarer og derigennem overspisningen, kan minde meget om fremgangsmåden til at nedsætte smerter; nemlig gennem gradvis eksponering. For når det kommer til at bryde med både smerte og overspisning, så skal du faktisk kaste dig ud i noget, der kan virke fuldkommen kontraintuitivt - du skal nemlig til at gøre dét, du ikke tror, du kan, må og frygter. Hvis du til dagligt lider af rygsmerter, kan tankerne om, hvad der vil ske med din ryg, hvis du bøjer dig forover eller krummer i ryggen være enormt ubehagelige. Og du føler dig måske sikker på at du vil komme til skade eller vil opleve smerte og ikke vil kunne tage på arbejde i morgen, hvis du lavede bestemte bevægelser. Men det betyder ikke nødvendigvis, at tankerne eller følelsen er en reel målestok for, om det egentligt er farligt at bøje sig forover eller krumme i ryggen. Eller at det er noget du skal undgå. Det kan du erfare ved langsomt og gradvist eksponere dig for bevægelser eller udfordringer, for derigennem at gøre dig mindre følsom over for disse bevægelser eller udfordringer. Det samme princip gælder for mad. Du er måske ikke nødvendigvis bange for selve fødevaren, men du er bange for det kontroltab, der ofte følger med, når du indtager dine “trigger-foods”. Triggerfoods, er de fødevarer, der ofte leder til overspisning og kontroltab. Inden du starter med at gradvis eksponere dig selv for fødevarer, skal du have identificeret dine triggerfoods - for det kan være ret forskelligt fra person til person. Spørg dig selv; hvad kan lede til kontroltab og overspisning for mig? Hvad er det for nogle fødevarer jeg bevidst undgår? For nogle kan det være havregryn, rugbrød, frugt eller chokolade, mens det for andre kan være is, chips, slik og kage. Når du har identificeret dine triggerfoods, kan du rangere dem i en hierarkisk liste. Hvilke fødevarer er de “værste” for dig, og som altid udløser en overspisning? Og hvilke fødevarer er mindst udfordrende for dig? Når du laver eksponeringsøvelser som denne, kan du med fordel sørge for at eksponeringen sker gradvist, for derigennem at genopbygge din relation til fødevaren. Start derfor nederst i dit triggerfood-hieraki ved at tage den fødevare som godt kan føre til overspisning, men hvor det ikke er så vildt. For at sammenligne tankegangen med træning og smerte igen; hvis du har ondt i ryggen, så behøver du ikke at starte med 170 kg i dødløft, du kan måske starte med en kropsvægtvariant af en foroverbøjning, hvor du udforsker din rygs bevægelighed. Når du gradvist bliver eksponeret overfor dine “forbudte” fødevarer, vil din tolerance og grænse overfor fødevaren langsomt udvides. Du vil erfare, at fødevarerne er tilgængeligt hele tiden, så du behøver ikke hamstre, når du spiser den - for fødevaren er tilgængelig igen i morgen. Og dagen efter. Og du må også godt spise den igen i morgen. Og dagen efter. Mange oplever at deres trang til overspisning mindskes, når de erfarer at mad ikke er farligt eller forbudt. Efter en vis periode, hvor du gradvist har eksponeret dig for fødevaren, vil du få en følelsesmæssig forståelse, hvor din reptilhjerne indser, at fødevaren også er tilgængelig igen i morgen. Erfaringer som disse gør, at magien og sjældenheden ved fødevaren er væk. Hvis du finder denne episode interessant, så vil du også kunne lide episoden med Morten Elsøe om hvorfor slankekure ikke virker - og hvad du skal gøre i stedet. Om at gøre plads til triggerfoods Der er ofte en sammenhæng mellem frygten for at blive eksponeret for ens triggerfoods og frygten for at tage på. De erfaringer du oftest har med ens triggerfoods er, at du mister kontrollen over dem og kommer til at overspise, som så kan lede til vægtforøgelse. Så hvordan kan du begynde at inkorporere dine triggerfood til dagligt uden at tage på i vægt? Til dette er der flere mulige løsninger - men løsninger bunder i at skulle “gøre plads til din triggerfood”. Du kan f.eks. spise din triggerfood som et mellemmåltid de næste 14 dage, eller indtil triggerfooden synes fuldstændig ligegyldig og værdiløs for dig. Det kan være en måde at bytte dit normale mellemmåltid ud med en triggerfood, så de kalorier du får fra et stk. rugbrød med ost kommer fra en flødebolle i stedet. En anden måde du kan gøre plads på er ved at levne noget af fx din aftensmad, så du har plads til din triggerfood senere. F.eks. kan du levne dét, der siger dig mindst på tallerkenen og på den måde have plads til "flødebollen" i løbet af aftenen. Der er ikke én metode, der er mere rigtig end den anden. Det vigtigste er, at du finder en metode, der passer ind i din hverdag og som giver plads til at udfordre dine tanker om maden. Når du sørger for at gøre plads til triggerfood’en i dit daglige madindtag, vil du formodentligt erfare, at fødevaren ikke er farlig og at du ikke behøver frygte at tage på, når du spiser den. Når du får denne indsigt, sker der en erfaringsbaseret frygtkrakelering - din frygt for fødevaren vil falde til gulvet. Affortryllelsen af dine triggerfoods Et andet redskab, der kan hjælpe dig ud af dine overspisninger, kaldes på engelsk “disenchantment”. På dansk anvender betegnelsen “affortryllelse”. Begrebet kommer oprindeligt fra mindfulness-forskningen, og er blevet brugt til at arbejde med eksempelvis rygeafvænning. I løbet af de seneste par år har man erfaret, at metoden faktisk også er anvendelig i arbejdet med spiseadfærd. Vi har ofte en tendens til at sætte bestemte fødevare op på piedestaler, og opfatte dem som det lækreste, bedste og mest velsmagende. De er næsten magiske. Når vi arbejder med at affortrylle en fødevare, ændres din subjektive opfattelse af fødevaren til en mere objektiv og nøgtern opfattelse. Er fødevaren i virkeligheden den lækreste, bedste og mest velsmagende - eller er det noget, du forestiller dig? Når en fødevare er affortryllet, så vil du opdage hvor lidt belønnende det faktisk er at spise videre, når du faktisk er mæt og nydelsen er væk. Du vil opdage, at der faktisk er mange af de fødevarer, du spiser, hvor du har en mental forestilling om, at fødevaren er virkelig lækker. Men den mentale forestilling forbliver en forestilling, når du konkret arbejder med din objektive vurdering af fødevaren. Når du får fjernet din fortryllelse af bestemte fødevare, så bliver verden et lidt mindre fristende sted at befinde sig i. Og det er vigtigt i det fedmefremmende samfund. Når du ikke længere føler, at du går glip af noget, så er der heller ikke så meget af skulle kontrollere. At arbejde med gradvis eksponering og affortryllelse af bestemte fødevare kan foregå sideløbende. Hvordan er konsistensen? Hvordan er smagen? Hvordan ser fødevaren egentlig ud og hvordan dufter den? Er din triggerfood egentlig så vild, magisk og lækker som din mentale forestilling fortæller dig på forhånd? At være nærværende og opmærksom på dét du spiser kan måske lyde nemt og ligetil. Men faktisk står “opmærksomheden” i kontrast til måden, hvorpå vi oftest agerer i spisesituationer i det moderne samfund. Når du spiser alene, så sidder du nok ved fjernsynet eller med din telefon i hånden - begge dele er med til at frarøve dig din opmærksomhed fra måltidet. Når du spiser i fællesskabet med andre, så har vores flokkultur lært os, at du skal gøre som resten af flokken gør. I sociale sammenhænge er du derfor mere tilbøjelig til at slå automatpiloten til og imitere de andre ved bordet. Vores normer fortæller dig, at du skal spise op og at du ikke kan sige “nej tak” til desserten. Vi har derfor en masse forhindrende overbevisninger, der gør det udfordrende at være opmærksomme spisere. En af måderne du kan øve din opmærksomhed i måltidet, er ved at blive bevidst om dine sult- og mæthedssignaler. Dette kan gøres gennem nydelsesbevisthedstræning. Nydelsesbevidsthedstræning "Appetite awareness training" er overordnet et værktøj til at spise efter dine kropsfornemmelser. Det er en interoceptiv bevidsthedstræning, hvor du lærer at mærke efter de signaler, du får indefra. Bevidstheden om det indre kan f.eks. være; “Dét jeg mærker lige nu, er det nervøsitet, vrede, eller er det rent faktisk sult?” Det er evnen til at registrere og tolke, hvad det er din krop og hjerne fortæller dig. Gennem appetite awareness training øver du dig i at blive bevidst om, hvordan det føles for dig, når du er sulten. Hvordan er mine egne appetitsignaler? Men at mærke og lytte til dine appetitsignaler er svært, da du sandsynligvis ofte spiser af andre grunde end sult. Du har ubevidst trænet din evne til at spise på erfaringer, følelser og oplevelser, så at mærke din sult og mæthed kan være en stor udfordring. En af måderne, du kan øve dig i at spise på sult og mæthed, er gennem nydelsesbevidsthedstræning. Nydelsesbevidsthedstræning består af flere elementer; det ene element er affortryllelsen af fødevaren, hvor du opdager at en stor del af nydelsen af en fødevare sidder i hjernen og forventninger før du spiser - og ikke særlig meget i sanserne og selve spisningen. Den anden del af nydelsesbevidsthedstræning er at opdage, hvor stor nydelsen egentlig er, når du har et reelt fysiologisk behov efter mad, og samtidig at opdage, hvordan nydelsen daler, når dit fysiologiske behov bliver stillet undervejs i måltidet. Med andre ord, så er nydelsesbevidsthedstræning at opdage, hvor lækkert og tilfredsstillende maden er, når du er reelt sulten efter det, og hvor ligegyldig maden er, når du ikke er sulten mere. Den nydelse, du oplever ved de første par bider, er markant højere end nydelsen, du oplever, når du er blevet mæt. Når det så er sagt, så skal appetit awareness training ikke blive til en ny restriktion eller regel, hvor du skal spise på en bestemt måde. Det kan være lige så begrænsende som fx kalorietælling, LCHF, palæo osv.. Og det hjælper sandsynligvis ikke, at erstatte ét meget rigidt regime med et andet. Så hvis du har talt kalorier i mange år og det har haft en negativ påvirkning på dig, så har du ikke behov for noget andet rigidt. Du har brug for noget fleksibelt, frit og noget, der ikke begrænser dig. Her kan appetite awareness training være et overordnet værktøj til at lære dig, at spise efter dine kropsfornemmelser og lære dig, hvordan din mæthed og sult føles, så du i højere grad kan spise intuitivt. Hvis du vil læse mere om processen i at slippe af med restriktionerne, så vil jeg anbefale dig bogen “Slut med forbudt” af Morten Elsøe og Morten Svane. Essensen i bogen er, at sige farvel til restriktioner, dårlig samvittighed og sundhedsstress. Afrunding Hvis du har tendens til overspisning, som er forårsaget af restriktioner og forbud, kan det være en god idé at skrive din forbudtliste ned og langsomt starte med at genindføre fødevarerne i dit liv. Gennem en daglig, eller flere gange dagligt, eksponering af fødevaren, kan du vænne dig til at spise de “forbudte” fødevarer og magien ved fødevarerne vil mindskes over tid. Der sker en affortryllelse af fødevarerne og magien ved de enkle fødevarer daler. Ved at udfordre de regler og restriktioner, du har opsat for dig selv og gøre plads til dine triggerfoods, vil du opleve, at din trang til overspisning mindskes i takt med du erfarer at mad ikke er farligt eller forbudt. De afsluttende ord skal være, at hvis du selv kaster dig ud i at lave gradvis eksponering og affortryllelse af fødevare og oplever at det stikker af og er ukontrollerbart, så er det ikke nødvendigvis fordi du har gjort noget forkert eller ikke kan lære det. For mange vil der være bump på vejen og du vil komme til at tage ét skridt frem og to tilbage - det er helt normalt og det betyder ikke, at du ikke kan lære det. Hvis du vil ud af dit overspisningsmønster, så er det vigtigste at tage første skridt. Lyt til episoden Du kan høre episode 29 i Apple Podcast her. Du kan høre episode 29 på Spotify her. Du kan downloade episode 29 fra Libsyn her. Se oversigten over alle episoder af podcasten her. Du kan også streame episoden direkte her:
-
#28 Når kropsidealer bliver uopnåelige Let øvet
Derfor oplever mange unge et stærkt kropspres, hvor alt skal være "perfekt". En usund og overdrevet dyrkelse af kroppens udseende fører for nogle til operationer, skønhedsbehandlinger, restriktive kost- og træningsregimer. Og med det kan følge både fysiske og psykiske problemer. I episoden har jeg besøg af Morten Emmerik Wøldike til en snak om når kropsidealer bliver uopnåelige. Han er uddannet sociolog med speciale i seksualitet og kønsforskning og arbejder som vidensrådgiver i Sex & Samfund med fokus på køn, krop, sex, seksualitet og sundhed. Vi snakker blandt andet om: De herskende kropsidealer i 2020. Hvordan sociale medier giver et falskt billede af andres kroppe. Udviklingen af kropspres, kropsidealer og trends gennem tiderne. Hvordan en normal krop egentlig ser ud? Hvorfor udseende og krop får en central rolle i manges liv? Samfundets ansvar i forbindelse med kropsidealer og kropspres. Hvad du kan gøre hvis du føler dig fanget i jagten på uopnåelige kropsidealer. Et af de fremtrædende nutidige kropsidealer er en trænet, tonet og stram krop uden ekstra fedt. Kropspresset for at se sådan ud kan føre til fysiske og psykiske problemer hos både unge og voksne. Mange er villige til at gå langt for at opnå deres mål og både plastikkirurgi og kosmetiske indgreb er støt stigende. I 2008 var der 643 brystforstørrende operationer - i 2019 var der 2.686. I 2008 var der 195 fedtsugningsoperationer - i 2019 var der 1.113. Sex & Samfund: ret til at bestemme over egen krop og seksualitet En af de organisationer, der arbejder for at unge skal have det bedre i og med sin egen krop er Sex & Samfund. De arbejder blandt andet for at alle menneskers livskvalitet og forhold til køn, krop og seksualitet er så godt som muligt herunder ved at bekæmpe kropspresset og de problemer det medfører. Derudover arbejder de med mangfoldighed og rettigheder, graviditet og mødresundhed og bæredygtig udvikling. Kropspres, glansbilleder og sociale medier At blive eksponeret for et ensidigt "perfekt" kropsideal påvirker os alle. På sociale medier fremstilles et kunstigt glansbillede af os selv med nøje udvalgte vinkler, filtre og til tider photoshop. Det er nemt at konstant sammenligne sig med andre og det er måske derfor der ses en sammenhæng mellem stort forbrug af sociale medier og depression, angst, lavt selvværd og at føle sig ensom. At have et kropsideal er historisk set noget uopnåelig, som man blev inspireret af og drømte om. Men i dag er det nærmest blevet et krav - et påbud - og med dét følger negative konsekvenser, når de ikke er mulige at leve op til det. Mange tror at det er opnåeligt og noget man “burde” kunne og blot kræver at man arbejder nok for at opnå det. Problemet er bare at det kommer an på hvem du er om det er overhovedet er realistisk at opnå uden at skulle gå på kompromis med din sundhed og dine værdier - eller uden operation. Vi har alle vores unikke genetik og lever hvert vores liv og derfor kan vi naturligvis ikke have den samme krop og udseende. Og selv hvis du rent faktisk kan opnå dét udseende, hvad er det så værd hvis du er dybt ulykkelig, spiseforstyrret og måske endda decideret usund? De store forskelle fra naturens side gør at nogle er disponeret for at se ud som idealet, mens andre må kæmpe en livslang kamp med restriktiv kost (måske endda spiseforstyrrelser) og hårde træningsregimer, der styrer det sociale liv uden nogensinde at kunne se sådan ud. Nogle går så langt som at sørge for en økonomi, hvor de kan tillade sig at bruge enormt mange penge på plastikkirurgi og behandlinger for at prøve at "rette sig til". Det bliver hurtigt en evig jagt på et uopnåeligt - og usundt - ideal. Alligevel kan man få indtryk af at det er opnåeligt fx gennem slankekure, træning, operationer og behandlinger. Og det lægger sandsynligvis et endnu større pres på den enkelte om at stræbe efter dette, da det blot må handle om viljestyrke. Det er vigtigt at huske på at alle har deres personlige grunde til at vælge som de gør - og det står altid den enkelte frit for. For nogle kan det være at få en brystoperation efter at have fået børn, mens det for andre er en fedtsugning af maven. Vi skal huske på at ikke stigmatisere eller udskamme mennesker, der vælger at ændre på sin krop - uanset om det virker tiltrængt eller ved hjælp af vaneændring, træning eller operationer. Det er dog vigtigt at åbne op for dialog omkring disse valg for at skabe et realistisk perspektiv på kropsidealer. Som forælder eller ven kan du være nysgerrig og undersøgende, når du spørger ind til hvilke fordele, ulemper, konsekvenser og potentielle bivirkninger, der kan være ved et tiltag. Derudover kan du udfordre de forherligende og positive overbevisninger om hvad man “skal og bør” gøre. For mange kan den første kur eller operation være det første skridt, der leder til flere kure eller operationer, hvor “mere vil have mere”. For når der er gået lidt tid, er den ydre forandring ikke længere tilfredsstillende. Man kan forestille sig at der ligger et udækket indre behov - en usikkerhed eller tanke om at skulle se ud på en bestemt måde, passe ind eller føle sig forkert. Sandsynligvis kan dette behov dækkes eller elimineres på andre måder, der er mere solide og holdbare på lang sigt. Fx ved at vide at du er god nok som du er og at du er meget mere end blot din krop og udseende. Sex & Samfund stiller spørgsmål ved alle disse ting og ønsker at være i dialog med børn og unge om at være kritisk overfor de normer, der opstår i samfundet omkring krop og udseende. Forhåbentlig kan føre til bedre valg når man forholder sig til hvorfor man har lyst til at gøre noget. Podcast-tip: Morten Elsøe om hvorfor slankekure ikke virker - og hvad du skal gøre i stedet Det er op til dig som enkeltperson hvad du gerne vil gøre med dig egen krop. Men påvirkningkraften fra reklamer og influencere er stor og indholdet er ofte uærligt og uetisk. Busser kører rundt med reklame for brystforstørrelse og influencere reklamerer for alt fra kirurgiske indgreb, virkningsløse kosttilskud og juicekure på deres blogs. Mange af disse billeder er manipulerede gennem operationer eller photoshop og er med til skabe et forvrænget billede af hvordan en normal krop ser ud - først og fremmest på grund af mangel på transparens fordi der som regel ikke skrives hvilke ændringer personen har fået lavet. Derfor er vigtigheden at forstå hvad der foregår bag facaden stor. Sex & Samfund forsøger at gøre unge mere kritiske ved at lave undervisningsmateriale om krop og kropsidealer, så de får redskaber til hvordan de kan forholde sig til det pres, der følger med og hvordan de kan navigere på sociale medier. Et eksempel er at blive klar over hvor forskellige kroppe ser ud. Kropsidealer gennem tiderne Kropsidealer kan defineres som en tidsperiodes fremherskende forestilling om eller bud på hvordan den tiltrækkende krop skal se ud. I tidslinjen herunder kan du se hvordan idealerne har forandret sig gennem de sidste mange hundrede år. Oldtidens Grækenland 300-500 f.Kr.: Kroppens udseende var et spejl for kropslig og sjælelig værdighed (succes). Renæssancen 1400-1700: En fyldig og overvægtig krop var attraktivt, mens en tynd krop indikerede at du var fattig. Victoriatiden 1837-1901: Kvinderne skulle have smal talje og korsetter. 1920’erne: Kurver skulle skjules med løst tøj og brysterne skulle se flade ud. 1930-1950’erne: Hollywood styrede showet, træning blev populært og du skulle helst se ud som en filmstjerne. 1960’erne: Målet var at være så tynd som muligt. 1980’erne: Et tonet look, aerobics og tætsiddende dragter blev populært. 1990’erne: Så skulle du være tynd igen. 2000’erne: Stadig tynd. 2010’erne: Et tonet look blev mere populært, “strong is the new skinny” kom frem og kurver i form af store baller og bryster omfavnes. 2018 - i dag: Der er flere idealer - alt fra en meget trænet krop til body positivism. Den tonede krop er dog mere mainstream end kropspositivismen. Det mest fremtrædende kropsideal i træningsverden er en trænet og stram krop uden ekstra fedt. Men på grund af sociale medier ser man at der i dag flere forskellige kropsidealer - det skifter hurtigere og varierer mellem kulturer og aldersgrupper. Idealet er konstant til forhandling, der er modreaktioner, hvoraf nogle hurtigt bliver et nyt ideal og dele kan være modstridende. Fx er en “naturlig krop” blevet mere populær blandt unge, hvilket så betyder at kropshår ikke længere skal barberes væk - er det så forkert at fjerne kropshåret? Med foranderlige kropsidealer kan man komme til at jagte noget, hvor målstregen hele tiden bliver flyttet fordi der kommer nye idealer og trends. Den enkelte person bliver hele tiden nødt til at tage stilling til hvad han eller hun vil - og det kan lægger et unødig fokus på udseende, som kan føre til utilfredshed med kroppen, mistrivsel og selvværdsproblemer. Unge mennesker (mellem 15 og 25 år) udtrykker i høj grad utilfredshed med deres udseende og krop. Piger vil typisk gerne tabe sig og drenge vil typisk gerne have mere muskelmasse og være større. Det kommer til udtryk i selvværdsproblemer, som har stor betydning for generel trivsel, selvtillid, velvære og seksualitet. Heldigvis er der også unge mennesker, der formår at navigere i kropsligheden på en fornuftig måde og finder en hensigtsmæssig balance og strategi til at håndtere deres krop, sundhed og seksualitet på. En af de ting du skal navigere i er sundhedsjunglen. Uden et kritisk filter, vil du hurtigt blive eksponeret for et snævert kropideal og bombarderet med information om alle de restriktive tiltag, du burde indføre og produkter du burde købe. Mange eksterne faktorer påvirker dine valg. Som modvægt til dette bør du som huske på din egen interne validering - det vil sige hvad du selv har lyst til og behov for. Det er en mere langsigtet strategi fordi det er selvvalgt og noget du trives med for det meste af tiden. Men husk på at det kan være svært at adskille hvad der er din lyst og hvad der er påkrævet kropsideal. Lyt til podcast-episoden om den motiverende samtale, hvor målet er at individet selv skal bestemme og således har en stærkere motivation for at gøre som de gør. Trends - når en kropsdel skal se ud på en bestemt måde Mange af de (heldigvis) forbigående trends, der har været de sidste år som fx thigh gap, bikini bridge, collarbone-challenge, A4-Waist-challenge og ab-crack er usunde, da det for mange indebærer undervægt (BMI under 18,5). Det kræver for de allerfleste en høj grad af kontrol og restriktiv spisning for at komme dertil som for nogle desværre fører til spiseforstyrrelser. Modsatrettet blev “far-kroppen” en trend og denne type trend kommer sandsynligvis fra kropspositivisme, der i sin helhed fører flere gode elementer med sig, men desværre også nogle misforståelser omkring sundhed. Embrace-The-Squish kom også som følge af body positivism og var en hyldest til et mere rummeligt kropsideal. Kvinder begyndte at poste billeder på Instagram under dette hashtag, hvor de i undertøj sad helt afslappede og viste deres folder på maven. Mermaid-thighs er en slags modvægt til thigh gap. Det indebærer at lårene rører hinanden og hofterne er bredere end lårene længere nede. Det overdrives desværre i en af to retninger. Den ene retning er svært overvægtige kvinder, der poserer i undertøj med mermaid-thighs. Den anden retning er et nyt ideal, hvor du foruden mermaid-thighs skal have en meget smal talje. Influencere og kendisser som Kardashian- og Jenner-familien har udbredt dette ideal. Det er svært at ikke reagere på det store fokus på krop og udseende i samfundet. Det vil dukke op på alle de platforme du er på - fx Facebook, Instagram, TikTok og Snapchat. Og hvis du klikker på billeder og profiler med dét fokus, vil algoritmerne sørge for at du får endnu mere af det i dit feed og udforsk/explore. Hvordan ser en normal krop egentlig ud? Begrebet "normal krop" kan komme til at indikere at noget er unormalt. Det unormale må være det, der falder langt uden for gennemsnittet. En højde på 160 til 190 cm er nok normal, mens 210 cm ville være unormalt - men det betyder ikke forkert. Derfor kan det give god mening at fokusere på mangfoldigheden og at intet udseende er mere rigtigt eller forkert. Alle kroppe er forskellige med en lang række af variationer, som vi er født med eller udvikler gennem livet. Det er helt normalt at have fx: mere eller mindre fedt mormorarme appelsinhud modermærker kropsbehåring skaldethed store eller små bryster bryster, der hænger eller har forskellige størrelse kraftige eller tynde ben flad røv bred hofte forskellig facon og størrelse på kønsdele store eller små fødder forskellig hud- og hårfarve Hvad får udseende og krop til at blive centralt i livet? Måske handler det om hvordan vi mødes som mennesker? Vi har altid mødt hinanden som kroppe fordi førstegangsindtrykket i høj grad baseres på hvordan den anden ser ud. Derfor er vi også optaget af hvordan vi selv ser ud og hvordan vi bliver opfattet. Når førstegangsindtrykket skal dannes digital via en skærm med billeder, skinner personlighed som regel ikke igennem og kropsfokuset forstærkes. Et godt eksempel på det er dating-apps som fx Tinder, hvor mange hurtigt swiper til højre eller venstre udelukkende ud fra hvordan folk ser ud. Krop og udseende er i centrum. I gamle dage kendte man oftere dem, der boede og opholdt sig i nærheden, mens vi i dag i nogen grad er fremmede for hinanden, men forholder os til skærme. Denne distance påvirker hvordan vi behandler hinanden, typisk en mere overfladisk kontakt. Måske er det derfor nogle vælger at svine andre til på nettet? Eller at flere tør at komplimentere et billede på Instagram sammenlignet med ansigt til ansigt? Vores livsbetingelser ændres med samfundets udvikling og derfor bliver vi nødt til at være bevidste om hvordan vi navigerer og opmærksomme på den reelt eksisterende fysiske mangfoldighed. Og netop her er uddannelse og refleksion vigtig, så vi kan finde alternativer til urealistiske kropsidealer vidende om hvor forskellige almindelige kroppe ser ud. Samfundets ansvar for kropsidealer og kropspres Kropsidealer og -normer er noget vi skaber imellem os som individer. Det kan skabe oplevelsen af nogle udefrakommende krav til individet. Derfor er det vigtigt at se på de sociale rammer bag kropsidealer. På samme måde som det fedmefremmende samfund har en stor rolle i den stigende forekomst af overvægt. Forældre, medier, skoler, træningscentre og sportsklubber har et ansvar for at sætte fokus på dette, så kropspresset ikke fortsætter med at sige, men i stedet opfordre den enkelte til at refleksion og dialog omkring mangfoldighed og at alle mennesker er velkomne og værdifulde - uanset deres krop.. Offentlig eller politisk regulering bliver ofte nævnt i denne sammenhæng fx styring af hvilke billeder og reklamer man må vise i det offentlige rum og på nettet. I andre sammenhæng som fx i forbindelse med overvægt, alkohol og rygning ses det at regulering påvirker vores adfærd herunder forbrug. Men hvor går grænsen for regulering? Algoritmerne på sociale medier styrer hvad vi ser og har dermed stor påvirkningskraft, men hvordan skulle det i givet fald kontrolleres uden at påvirke ytringsfriheden? Fællesskabet kan være med til at skabe bedre rammer, der gør at hver enkelt ikke skal bære al vægten på egne skuldre. Men fordi det tager tid, så kan den enkelte alligevel med fordel se indad og reflektere over hvad der skal tillægges stor værdi i livet. Hvad kan jeg gøre, hvis jeg føler mig fanget af kropspres? Uden bevidsthed og redskaber kan fokus på krop og udseende desværre udgøre en stor del af ens liv - og mange fanges i presset om at se ud på en bestemt måde. Det er synd at bruge en stor del af sin tid og energi på at være uven med sin krop og at gå glip af livets mange glæder. Nogle er så heldige at blive godt klædt på til at navigere i samfundet hjemmefra, mens andre har brug for at lære det i skolen. Desværre er der mange, der ikke lærer det og det presset fra kropsidealer gælder derfor mennesker i alle aldre. Vi har alle brug for redskaber, der hjælper os til at forholde os kritiske til hvad vi har lyst til og som belyser de forhold vi lever under. Så hvad kan du gøre hvis du gerne vil have at krop og udseende fylder mindre i dit liv - uanset om du er forælder, voksen eller ung? Her er en ukomplet liste, som måske kan inspirere dig til at reflektere og få et mere hjælpsomt fokus: Alle kroppe er forskellige - genetik styrer i høj grad vores udseende. Du er meget mere end din krop og udseende. Har du fixet dit feed? Unfollow folk, der giver dig en dårlig følelse. Hvor meget tid og energi bruger du på krop og udseende? Spiller du på hold med din krop eller er du uven med den? Fokuserer du på hvad din krop kan (herunder sund og rask) eller hvordan den ser ud? Laver du noget du er glad for? Accepterer du de gener og den krop du har? Hvilken værdi har din krop? Hvor meget fylder dit kropsbillede af dit selvbillede? Hvad skal der til for at ændre dit mindset? Hvis du bekæmper et ideal er det vigtigt at huske på at ikke komme til at opstille et nyt ideal. Det gælder også ift. at opstille et nyt. Fx hvis presset pludselig er at du ikke skal forsøge at leve op til et bestemt kropspres eller kropsideal. Ved at reflektere og stille dig selv spørgsmål om hvorfor du gør som du gør, kan du få hul på nogle af de udfordringer, der er. Måske skal du snakke med nogen om det? Det kan fx være en ven, et familiemedlem, en terapeut eller psykolog. På den lange bane giver det god mening at blive mere bevidst om dit mindset omkring krop og udseende samt dine valg og opbygge et kritisk filter for hvad du bliver eksponeret for på sociale medier og i reklamer, der begge primært viser glansbilleder af verden og dermed er virkelighedsfjernt. Lyt til episoden Du kan høre episode 28 i Apple Podcast her. Du kan høre episode 28 på Spotify her. Du kan downloade episode 28 fra Libsyn her. Se oversigten over alle episoder af podcasten her. Du kan også streame episoden direkte her:
-
#27 Styrketræning for ældre Begynder
Gennem din aldringsproces vil du miste styrke, knoglemasse og muskelmasse - tempoet afgøres især af din fysiske aktivitet. Gennem fysisk aktivitet kan du selv påvirke kroppen positivt for at beholde din funktionsevne og mulighed for at gøre ting du godt kan lide længst og bedst muligt - og det kan være meget vigtigt for din livskvalitet. Styrketræning for ældre gavner ikke kun de fysiske parametre, men giver også højere grad af velvære, mens du lever og øger din robusthed. Som du ved, kan der være stor forskel på to personer på 70 år - de kan ikke nødvendigvis det samme og det er der mange grunde til. I episoden har jeg besøg af Charlotte Suetta, som er overlæge, dr.med., ph.d. og speciallæge i klinisk fysiologi og nuklearmedicin. Hun har forsket inden for muskelfysiologi i mange år og arbejder som klinisk professor ved Institut for Klinisk Medicin på Bispebjerg-Frederiksberg Hospital samt Herlev og Gentofte Hospital. Hun startede med idrætsmedicin, men har siden bevæget sig over i boldgaden af træning for ældre og er nu professor i geriatri (ældresygdomme). Fra ung alder har hun en idrætsbaggrund og har spillet fodbold og dyrket atletik. Charlotte arbejder for at få mere styrketræning ind i behandlingen af patienter på hospitalerne. I episoden snakker vi blandt andet om: Hvorfor styrketræning for ældre er fantastisk. Myter og misforståelser om styrketræning for ældre. Tilpasningsevne, biologisk og kronologisk alder. Det vigtigste at fokusere på i styrketræning for ældre. Styrketræning for ældre en skidegodt Mange er bange for styrketræning og tror ikke at det er en god idé at løfte tunge ting, når man ældes. Men det er faktisk en stor misforståelse af hvad, der er godt for kroppen. I modsætning til hvad mange tror, er tung styrketræning nemlig rigtig godt - også for ældre. Når du bliver ældre, vil du gradvist miste muskelmasse, knoglemasse og styrke - og det går meget hurtigere hvis du er inaktiv. Derfor bliver det mere og mere vigtigt at træne med alderen som en måde at bibeholde eller øge muskelmasse og styrken. At kunne bevæge dig og bruge din krop er essentielt for funktionsevne og muligheden til at leve det liv du gerne vil. Men hvornår skal du starte? Er det for sent? Internationalt set siger man at ældre defineres som mennesker over 65 år. Dog er der stor forskel på vores kronologiske og biologiske alder - nogle kan meget og andre kan lidt. I et dansk studie på muskelmasse og muskelstyrke hos 20 til 90 årige, ser man at evnen til at rejse sig fra en stol bliver dårligere efter deltagerne fyldte 50 år. Derfor er det en god idé at styrketræne så tidligt du kan komme igang med det - og det er aldrig for sent. Netop at komme i gang er ofte den største udfordringen - specielt på grund af overbevisninger om at det er for sent. Men det er aldrig for sent - du kan få solide fremskridt uanset alder og situation. I et studie hvor 90 årige skulle lave 3x10 i leg extensions tre gange pr uge, så man 30 % højere ganghastighed efterfølgende. Det er aldrig for sent at starte med styrketræning. Som med det meste andet i livet gælder det om at starte ud på det niveau, der passer til dig og din krop. Maskiner kan være et nemt sted at starte fordi det ikke kræver så meget teknik, balance og vægten kan nemt justeres. Men der er intet i vejen for at ældre også kan træne med frie vægte eller kropsvægt - det handler som altid om dosen. En squat eller dødløft - eller bevægelser som minder om disse - kan laves kvarte, halve og uden vægt, til boks/stol, med kosteskaft, elastik, kettlebells eller håndvægte inden du går videre til stang - der er med andre ord mange muligheder for at gradvist tilpasse. Fordelen med at også træne med frie vægte og kropsvægt er at du får trænet din balance og koordination. Fordelen med maskiner er at de er nemmere at gå til og du kan træne din muskelstyrke mere tidligt i processen. Fordelene ved styrketræning for ældre er som udgangspunkt de samme som for alle andre mennesker. Når du løfter noget tungt stimulerer du dine muskler til at blive større og stærkere. Den samlede muskelstyrke er blandt andet afhængig af hvor meget muskelmasse du har, og som senior er det en ekstra fordel at have lidt at tage af. Hvis du bliver syg eller i perioder ikke træner, kan musklerne hurtigt svinde hen. I praksis er styrketræning for ældre en god metode til at bevare funktionsevne - det vil sige din evne til at udføre dagligdagsopgaver (og dermed være uafhængig) som at: købe ind og bære indkøbsposer hjem gå tur med hunden komme op ad trappe gøre rent derhjemme gå ud med skraldet lege med dine børnebørn gå hurtigt nok til at komme over for grønt lys Uanset om du vil undgå at blive skrøbelig eller om du allerede er nået dertil, er det aldrig for sent at begynde at træne og bevare eller genvinde din funktionsevne. Du bliver hurtigere, mere selvstændig, kan klare dig selv og kan lettere udføre dagligdagsopgaver som at rejse dig fra en stol - ting man tager for givet tidligere i livet. Vidste du at du som senior kan øge din muskelmasse ved at gå ned ad trapper? Det er selvfølgelig endnu bedre at gå op også, men nedad føles nemmere og kan være et første skridt til mere bevægelse i hverdagen. Hvor meget skal der til? Så hvor meget styrketræning skal der til for at se resultater som ældre? Frekvens: De fleste studier viser at antallet af gange du træner om ugen (frekvens) betyder noget. Én gang er nok til vedligeholdelse, men i underkanten til forbedring. To til tre gange kan give dig gode resultater. Hvis du ikke er vant til at træne, vil du se forbedring allerede indenfor de første få uger. Du vil med al sandsynlighed løfte tungere og få mere muskelmasse. Få en introduktion til styrketræning. Intensitet: Det betyder meget hvor hårdt det er eller hvor tungt du løfter. Til ældre mennesker anbefales det at starte ud med noget du kan løfte 15-20 gange maksimalt i et sæt. I løbet af et par uger kan du gå ned til 8-10 gentagelser pr sæt samtidig med at vægten øges. Som sædvanlig behøver du ikke at gå til failure (til du ikke kan mere), men til du har 1-4 gentagelser tilbage på tanken (RIR = repetitions in reserve) når du er færdig med et sæt. Det gør det nemmere at lære teknik og at overskue at skulle træne igen et par dage senere. Læs om progression i træningsprogrammer. Volumen: For ældre ser man i studier (på mennesker over 60 år) at tre sæt pr øvelse eller muskelgruppe er tilstrækkeligt til at øge muskelmasse og styrke - det vil sige 6-9 sæt pr uge pr muskelgruppe. Husk dog at at du med fordel kan træne hele kroppen og at hver træning derfor er omkring fire til seks øvelser. Når du er mere rutineret, kan du også tage 4 eller flere sæt pr øvelse eller muskelgruppe. Hvad er volumens betydning for muskelvækst? Progression over tid er ligeså vigtigt for ældre som for unge, der gerne vil være stærkere. Målet er at du skal kunne løfte mere over tid. Progression indebærer at det du laver bliver lidt sværere for hver uge - i form af flere kg (intensitet), sæt (volumen) eller gentagelser (volumen) eller kortere pauser. I dét ligger også at du engang imellem fx hver 4-6 uge eller når du føler dig træt tager et skridt tilbage og laver et par lettere træninger (deload). Hvis du er senior og helt ny til styrketræning kan det være en god idé at starte med nogle få øvelser (fx 2-3) med 2-3 sæt pr øvelse og 15-20 gentagelser pr sæt. På den måde får du en blid start, gradvis tilvænning og undgår for ømme muskler. Efter et par uger kan du tilføje et par øvelser mere, lave 3 sæt pr øvelse og cirka 12 gentagelser pr sæt. I uge 5 og 6 går antal gentagelser ned til 10 og i uge 7 og 8 ned til 8 gentagelser. Når antal gentagelser går ned, går vægten op. Øvelsesudvalget for ældre kan sagtens være lignende med det som en ung person ville træne hvis målet er at træne hele kroppen. Et fuldkropsprogram behøver ikke være kompliceret eller langt. Her får du en simpel og god metode til at lave et træningsprogram, hvor du kommer igennem hele kroppen. Du vælger: 1. En knædominant øvelse fx leg extensions, benpres, squat eller lunges. 2. En hoftedomiant øvelse fx leg curl, dødløft, hip thrust eller hyperextensions. 3. En vertikal presøvelse fx skulderpres eller military press. 4. En horisontal presøvelse for overkroppen fx brystpres, bænkpres eller pushups. 5. En vertikal trækøvelse for overkroppen fx træk til bryst eller træk til nakke. 6. En horisontal trækøvelse fx seated rows eller bent over rows. Knædominante øvelser træner ben, især forlår. Hoftedominante øvelser træner hovedsageligt ryg, baller og baglår. Presøvelser for overkrop træner bryst, skulder og triceps. Trækøvelser for overkrop træner ryg og biceps. Du kan bruge søgesfeltet eller de mange tags her på siden til at finde inspiration til øvelser du kan lægge ind i dit program. Opvarmning er en god idé for at gøre kroppen læar til den styrketræning, der kommer bagefter. Ledvæske og ilt kommer rundt i de forskellige kropsdele, du får leddene i gang og du får kropstemperaturen op (mange processer i kroppen fungerer bedre ved højere kropsvarme). Det kan fx være 5-10 minutter konditionstræning (fx cykel, romaskine eller løbe-/gåbånd) og derefter 5-15 minutter ledspecifik opvarmning i form af dynamiske mobilitetsøvelser. Der er ingen regler for hvordan du skal varme op, men det er en god idé at gøre det, der får dig til at føle dig klar og giver dig en god oplevelse af at komme i gang med hver enkelt træning. Måske er du typen, der kun laver mobilitetsøvelser eller måske du kører fuld pakke med både kondition og ledspecifik opvarmning? Konditionstræning, mobilitetstræning og balancetræning At få pulsen op jævnligt gennem konditionstræning er også godt, og giver nogle andre fordele end styrketræning. En forbedret kardiovaskulær sundhed styrker hjertet, forebygger udvikling af en række livsstilssygdomme og sænker risikoen for at dø tidligt. Konditionstræning kan både laves på dage, hvor du ikke styrketræner eller i forbindelse med styrketræning. Det kan være en god idé at integrere noget mobilitets- og balancetræning i din styrketræning. Som nævnt kan det være i forbindelse med opvarmning, men det kan også være ind imellem styrkeøvelserne eller til sidst. Mobilitetstræning er med til at fastholde og opbygge tilstrækkelig bevægelighed, og balance- og koordinationstræning udfordrer dig, så du kan finde tryghed i uvante bevægelser. Kost og ernæring for ældre Det er vigtigt at ældre bevarer en kropsvægt og BMI i normalområdet. I tilfælde af at du bliver syg har du nemlig brug for energireserver i kroppen. Når du træner er det vigtigt at spise nok mad, så du har god energi under træningen og kroppen har noget at bygge muskler af. Det kan give god mening at tage proteintilskud hvis du har svært ved at få tilstrækkeligt gennem maden. For at kunne bygge muskelmasse og bevare det du har anbefales 1,2 gram protein pr kg kropsvægt pr dag hvis du er rask og 1,5 gram protein pr kg kropsvægt pr dag hvis du ikke er helt rask. Lær mere om grundlæggende ernæring. Biologisk og kronologisk alder Kronologisk alder er det antal år du har levet, mens biologisk alder drejer sig om hvor gamle vi fremstår kropsligt og styrkemæssigt i forhold til normal udvikling. I tværsnitstudier, hvor man har testet muskelmasse og muskelstyrke, ser man at begge falder med alderen, men at der er stor spredning og forskel på mænd og kvinder. Nogle ældre ligger endda på præcist samme niveau som unge. Med andre ord er det især gennemsnittet, der falder. Kendetegnene for den faldende trend er inaktivitet og sygdom. Det optimale er, at du opbygger dit nervesystem og knoglesystem fra ung alder. Muskler kan du opbygge gennem hele livet, men motorikken er ikke så nem at udvikle i sen alder. Derudover har genetikken noget at sige. Vi er alle forskellige og opbygger muskelmasse med forskellig hastighed, men det vigtigste er hvad du selv gør uanset hvilke kort du har fået på hånden. Kost, stress og søvn spiller også en rolle, men det er fysisk aktivitet, der er det allervigtigste for at bevare funktionsevne og at holde en normal biologisk alder. Kroppen er evigt tilpasningsdygtig og det er takket være bioplasticiteten i din krop at den kan tilpasse sig til det du udfordrer den med - uanset om det er inaktivitet eller fysisk aktivitet. Plasticiteten eller foranderligheden i kroppen er størst og hurtigst i nervesystemet, dernæst kommer musklerne, bindevæv og til sidst knogler. Netop derfor er det vigtigt at opbygge knoglerne som ung. Det bliver også lettere at opbygge muskler senere i livet hvis du har trænet og været fysisk aktivt tidligere i livet. Use it or lose it. Use it and improve it. Hvorfor kan det være svært at styrketræne og være fysisk aktiv? Som tidligere nævnt, har styrketræning mange fordele for dig som senior. Det kan give dig mulighed til at holde fast i både dagligdagsaktiviteter og hobbyer med stigende alder. Du kan leve et liv med større frihed, sociale muligheder og empowerment. I det ligger at du er mere uafhængig, kan være sammen med de mennesker du holder af og er mere chef i eget liv. Derudover er styrketræning med til at minimere faldrisiko og skader. Men på trods af alle fordelene og at det som udgangspunkt ligger indenfor din egen kontrol at påvirke, har nogle svært ved at styrketræne og være fysisk aktive. Tænk hvis en pille kunne øge din muskelmasse, styrke, selvtillid, knoglestyrke, kognitive funktioner, udholdenhed, livskvalitet og vægtkontrol eller reducere din fedtmasse, skadesrisiko, dødelighed, smerter og risiko for kroniske sygdomme. Så ville vi alle uden tvivl tage den. Og det er bare nogle af de mange positive effekter, som styrketræning har på kroppen - men eftersom det ikke er en pille, er det hverken let eller sexet. Hvis det var så nemt som at tage en pille, ville mange flere gøre det. Men der er ingen quickfix - uanset alder og udgangspunkt. Det kræver derimod en større indsats af den enkelte hvad angår fx vaner, livsstil, præferencer mv., hvis du skal i gang med at styrketræne. Det vigtigste er dog, at du er fysisk aktiv, så hvis du foretrækker en anden træningsform, så giv den gas med det. Fordelen ved styrketræning er især, at det er kontrolleret, skadesrisikoen er lav og du opbygger mere muskelmasse, knoglemasse og styrke.. Læs 5 ting du bør vide om vaner som gør det lettere at ændre dem. Hvis du har ældre familiemedlemmer eller relationer omkring dig, der stopper med at gøre ting fx gåture, gå op ad trapper osv., kan det være fristende at forsøge at overbevise dem om at styrketræning vil være godt for dem. Det kan dog være nærmest umuligt - ofte fordi det ikke føles selvvalgt for den ældre eller fordi det føles uoverskueligt at skulle starte. Så hvad kan du gøre som pårørende? Formentlig træner du selv og har mulighed til at tage dem med og introducere styrketræning for dem på en måde de kan overskue og finde interesse i. Måske kan træningen være en fast hyggelig social aftale? Som nær pårørende kan det være svært at ikke have for høje ambitioner for den ældre og i sådan en situation kan en personlig træner også være et alternativ. Forsøge at sænke barren eller fjerne de barrierer, der eventuelt er. Myter og misforståelser om styrketræning for ældre Der er mange myter og misforståelser omkring styrketræning for ældre - her er de mest almindelige: “Løbet er kørt når man bliver ældre” er heldigvis en misforståelse. Som du nu ved, er det aldrig for sent. Selv som 95-årig kan du forbedre din funktionsevne ved hjælp af styrketræning. “Ældre må ikke løfte tungt” er et meget unuanceret og misvisende udsagn. For som med alt andet kommer det jo an på hvad du er vant til. I styrketræning løfter du vægte, der er tilpasset til dit niveau. Det giver sandsynligvis ikke mening at løfte tæt på grænsen fra start, men føl dig frem og brug repetitions in reserve (RIR) til at justere vægten til dagsformen og de sæt og gentagelser du tænker at lave. “Træningscentre er for de unge”. Heldigvis virker det som om dette har ændret sig i løbet af de sidste år. Selvfølgelig er der forskel på træningscentre, men når man kigger rundt i de almindelige centre, ser det ud som om at der er større diversitet og at mennesker i alle aldre er velkomne. Til gengæld er der helt sikkert potentiale for at gøre det mere imødekommende for ældre fx at der tilbydes mere supervision, er lidt mere rolig musik i lokalerne og at der tilbydes kaffe og mulighed til at socialisere før eller efter træning. “Ældre må kun træne i maskiner”. I opstartsfasen kan det være en god idé at bruge nogle maskiner, der gør det lidt nemmere at komme i gang. De kræver minimalt med teknik og er nemme at bruge. Men du kan med fordel også lave øvelser med frie vægte eller kropsvægt - så længe bevægelsen og vægten er tilpasset dit niveau. Hvis du har brug for introduktion til øvelser, kan du få hjælp af en personlig træner eller vejleder i centeret - eller du kan finde videoer og artikler som forklarer styrketræningsøvelser. Her på siden kan du finde et træningsprogram i maskiner, et kropsvægtprogram du kan lave derhjemme og et fuldkropsprogram med frie vægte. “Styrketræning slider på eller skader kroppen”. Forkert. Med fornuftig dosering bygger styrketræning kroppen op, ikke ned. Der er ingen bevægelser som i sig selv er farlige, men du kan selvfølgelig lave for meget for hurtigt. Styrketræning i sig selv er uden tvivl særdeles positivt og eksempelvis "belastning" som mange bekymrer sig om er netop hvad der gør styrketræning godt - det får kroppen til at udvikle sig. Der skal meget til for at komme til skade - uanset alder. Har du prøvet at vrikke om anklen med vilje? Det er praktisk taget umuligt. I styrketræning foregår alt i et kontrolleret tempo på et fladt stabilt underlag, hvor du selv er chefen - faktisk nogle meget gode rammer for at ikke komme til skade. Lyt til Stærk & Smertefri - episode 1 Alt hvad din krop kan, må den. “Styrketræning er for dem som vil være muskuløse eller “bøf””. Faktisk handler styrketræning for ældre oftest mere om funktionsevne og et godt liv - nogle mere alvorlige og vigtigere områder end at have store muskler. Styrketræning kan for dig som senior være med til at gøre den helt store forskel og evne til at leve det liv, du gerne vil. Det er simpelthen vigtigt at være stærk for at du som senior kan leve det liv, du gerne vil. Okklusionstræning for ældre Vi ved lidt mindre om okklusionstræning for ældre end vi gør for unge, men det kan være en af mange værktøjer i styrketræning og specielt hvis du ikke har mulighed til almindelig styrketræning. Det, der er vigtig er, at du følger protokollerne, der er anbefalet og ikke fx strammer manchetterne for meget eller har dem på for længe. Hvis du er sengeliggende eller lige er blevet opereret, kan det være en måde at bevare muskelmasse og styrke. Her kan du lave helt simple bevægelser som at strække og bøje arme og ben med okklusionsmanchetter - og få en god effekt af det. Læs om hvordan du laver okklusionstræning. Opsummering: Hvad er vigtigt at fokusere på i styrketræning for ældre? Nogle generelle retningslinjer for ældre, der gerne vil styrketræne er: Sænk barren for at komme i gang, inddrag personlige præferencer og sociale elementer, få hjælp fra en ven eller personlig træner til at lære at styrketræne. Gå gradvist i gang: start med lav frekvens, intensitet og volumen og øg gradvist som kroppen vænner sig til det. Styrketræn 2-3 gange om ugen. 1-2 øvelser for underkrop og 2-4 øvelser for overkrop. 2-4 sæt pr øvelse og 6-15 gentagelser pr sæt. Hver anden uge går antal gentagelser ned samtidig med at vægten øges lidt. Integrér mobilitets- og balanceøvelser i din styrketræning Konditionstræning er også godt fx på de dage du ikke styrketræner eller i forbindelse med styrketræning. Spis nok til at holde en normalvægt, have energi under træningen og til at kunne opbygge muskelmasse - sørg for 1,2-1,5 gram protein pr kg kropsvægt pr dag via kosten eller eventuelt proteintilskud. Lyt til episoden Du kan høre episode 27 i Apple Podcast her. Du kan høre episode 27 på Spotify her. Du kan downloade episode 27 fra Libsyn her. Se oversigten over alle episoder af podcasten her. Du kan også streame episoden direkte her:
-
#26 Spiseforstyrrelser: Lær om typer, behandling og myter Let øvet
En spiseforstyrrelse kan på samme måde som andre psykiske lidelser forhindre dig i at leve det liv, du gerne vil og for pårørende kan det være svært at stå på sidelinjen, være forstående og give støtte. En god start kan være at forstå spiseforstyrrelser som tilstand bedre, så det bliver håndteret på en hensigtsmæssig måde, som hjælper den ramte. I episoden har jeg besøg af Mia Beck Lichtenstein, som har arbejdet som psykolog i 15 år, har en bachelor i idræt og en Ph.d. i træningsafhængighed fra Syddansk Universitet. Hun arbejder som lektor ved Institut for Psykologi på Syddansk Universitet og som psykolog og forsker ved Telepsykiatrisk Center i Region Syddanmark, hvilket er et forsknings- og udviklingsmiljø i psykiatrien. Mia forsker indenfor spiseforstyrrelser, træningsafhængighed, psykiske følger af idrætsskader og internetbaseret behandling af psykiske lidelser. Hun har været med til at lave et online behandlingsforløb for mennesker med tvangsoverspisning (binge eating disorder/BED). Internetbaserede programmer som dette kan hjælpe mange flere, da de er billigere, geografisk frie og psykologistøtten er mindre. Det er et selvhjælpsprogram baseret på kognitiv adfærdsterapi, hvor du arbejder med at forstå din lidelse, baggrunden for den og sammenhængen mellem spisning, følelser, tanker og krop. Du får hjælp til at udvikle nye strategier så du ikke bruger mad og spisning til at løse de udfordringer, du har indeni fx ensomhed, tristhed eller angst. Derudover får du skriftlig støtte af en psykolog undervejs. Mange vælger dette program frem for at møde op fx fordi de helst ikke vil vise sin krop frem eller foretrækker at arbejde med det hjemmefra, så det lettere passer ind i deres hverdag. Tilsvarende program er under udvikling målrettet restriktiv spisning eller kompenserende adfærd (fx opkast efter overspisning). I episoden snakker vi blandt andet om: De mest udbredte spiseforstyrrelser og atypiske spiseforstyrrelser. Mekanismerne bag udviklingen af spiseforstyrrelser. Myter og misforståelser om spiseforstyrrelser Behandling af spiseforstyrrelser - hvad er vejen frem? De mest udbredte spiseforstyrrelser og atypiske spiseforstyrrelser I Danmark anslås det, at der er i alt 75.000 mennesker, der lider af en af de fire kategorier af spiseforstyrrelser - anoreksi (6,6%), bulimi (40%), tvangsoverspisning/BED (53,3%) og atypiske spiseforstyrrelser (herunder syv underkategorier). Derudover anslås det at yderligere 80.000 mellem 16 og 19 år er i risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse. I gennemsnit er størstedelen kvinder (90 %), men andelen af mænd (10 %) er stigende. Der mangler forskning på den store forskel og hvorfor spiseforstyrrelser kommer forskelligt til udtryk hos kvinder og mænd, men noget tyder på at det blandt andet hænger sammen med at kvinder oftere opsøger hjælp og at mænd ikke i samme grad vurderer at deres overvægt eller spisning er et problem. Dog ved vi at det er mere almindeligt at mænd får atypiske spiseforstyrrelser som megareksi og træningsafhængighed (50/50 kvinder og mænd). Samtidig er der ikke så meget viden tilgængelig om de fysiske konsekvenser spiseforstyrrelser har for mænd. Forskellen mellem kønnene vender vi tilbage til i afsnittet om myter. Gennemsnitsalderen for hvornår folk får spiseforstyrrelser er forskellig for de forskellige diagnoser, men det ses at den bliver lavere - specielt for anoreksi. For unge og usikre mennesker, der søger en identitet og accept i samfundet, bliver stræben efter at passe på et "perfekt" kropsideal en kamp. Det kan give tryghed, kontrol og retningslinier for hvordan hverdagen skal leves her og nu fx i form af en kur eller et fast træningsregime, men bagsiden er den senere følgende tvangsoverspisning, tvangsunderspisning og/eller tvangstræning. Anoreksi - frygt for at tage på Anoreksi er den diagnose, som har været kendt i længst tid og som også er den farligste. Det er den psykiske lidelse som flest dør af. Med anoreksi har du 5,35 større risiko for at dø end den øvrige befolkning. 5000 mennesker i Danmark lider af anoreksi, hvor den gennemsnitlige alder for debut er 14 år. 90 % er kvinder og 10 % er mænd. Sygdommen karakteriseres ved at personen undlader at spise, fordi de er bange for at tage på, har et stærkt ønske om at tabe sig, har et stort behov for kontrol, er præget af perfektionisme og et forvrænget syn på deres krop. Mange ser ikke at de i virkeligheden er meget tynde, når de ser sig selv i spejlet, men ser oftest det forvrængede kropsbillede. For lidt mad over længere tid fører til undervægt (BMI under 18,5) som blandt andet går ud over hormonerne i kroppen, menstruation kan udeblive, kropstemperatur og energiniveau går ned, mænd og drenge kan få nedsat sexlyst og puberteten kan forsinkes. En udfordring med diagnosen er, at man skal opfylde kriteriet om en BMI under 18,5 og det er ikke alle som har det selvom de er alvorligt psykisk syge. Anoreksi er den spiseforstyrrelse, som er mest synlig i forhold til andre spiseforstyrrelser fordi anorektikere ofte er så undervægtige afhængigt af spiseforstyrrelsens fremskredenhed. En spiseforstyrret person har som regel primært en af diagnoserne, men det ses ofte at der også er elementer fra de andre spiseforstyrrelser. Fx kan en anorektisk person også komme til at overtræne, kaste op eller misbruge afføringsmidler - alt hvad, der kan hjælpe dem til at tabe sig. Bulimi - overspisninger og kompenserende adfærd Bulimi er kendetegnet ved tab af kontrol over spisning, som fører til overspisning og derefter en kompenserende adfærd for at modvirke overspisningen fx opkast eller overdreven motion. Det anslås at 30.000 mennesker i Danmark lider af bulimi med en gennemsnitlig debutalder på 16 år, hvoraf 90 % er kvinder og 10 % er mænd. Med bulimi har du i snit 1,49 større dødelighed og sygdommen karakteriseres af overspisning efterfulgt af kompenserende adfærd som fx opkast og andre former for udrensning. Personen er ofte bange for at tage på og veksler typisk mellem slanke- og fastekure samt episode med overspisning. Episoder med overspisning er ofte resultatet af at du ikke længere kan holde kuren eller på grund af svære følelser og fordi maden virker dulmende og giver kortvarig ro og fred. Kort tid efter en overspisning oplever en person med bulimi typisk skam, skyld, tristhed, nederlagsfølelse, fysisk ubehag over ekstrem mæthed og angst for at tage på. Det fører til kompenserende adfærd som fx opkast, overtræning, faste, afføringsmidler eller andre virkemidler. Fysiske konsekvenser er forstyrrelser i salt- og væskebalancen, ødelæggelse af mave, spiserør og tænder (pga. mavesyre). Alvorsgraden af bulimi defineres ud fra hvor mange gange om ugen du kompenserer: Mild grad af bulimi: 1-3 episoder af kompensatorisk adfærd pr uge. Moderat grad af bulimi: 4-7 episoder pr uge. Alvorlig grad af bulimi: 8-13 episoder pr uge. Ekstrem grad af bulimi: 14+ episoder pr uge. På overfladen kan det være meget svært for andre at opdage bulimi fordi mange er normalvægtige og enormt gode til at skjule de uhensigtsmæssige mønstre. Men selvom du ikke kan se det på kroppen, kan du måske fornemme at noget er galt i forbindelse med spisning sammen med andre. Personen er måske ekstra optaget af maden fx om den er sund eller usund. Dog skal du ikke regne med at du opdager opkast fordi bulimikere kan blive ekstremt gode til at vælge mad og drikke, der gør det nemt at kaste op, ubemærkelsesværdige og godt timede toiletbesøg, at kaste op lydløst og uden at spilde eller få dårlig ånde bagefter. Hvis du først har udviklet et bulimisk mønster, hvor du kontrollerer krop og følelser med kompenserende adfærd som opkastninger, er det ofte svært at komme af med det igen. Det bliver en nem løsning at gemme sig på toilettet og stikke to fingre i halsen. Også fordi det umiddelbart kan lette noget af skyldfølelsen og skammen over at have spist for meget. Tvangsoverspisning - binge eating disorder (BED) Tvagsoverspisning (BED) er anerkendt i 5. udgave af det amerikanske diagnosesystem DSM og bliver også en diagnose i WHOs diagnosemanual ICD fra 2022. Det anslås at 40.000-50.000 danskere lider af tvangsoverspisning med en gennemsnitlig debutalder på 23 år, hvoraf 70 % er kvinder og 30 % er mænd. Med tvangsoverspisning har du 1,5 større dødelighed. Det primære diagnostiske kriterie er tilbagevendende episoder med tvangsoverspisning i form af at du overspiser store mængder mad. Indenfor to timer spiser du en større mængde mad end hvad andre mennesker gør på samme tid. Indtaget af mad kommer ud af kontrol og mange oplever efterfølgende en følelse af skam og skyld på grund af kontroltabet og det er en stor belastning. At gå amok i chips- eller slikposen en fredag aften er ikke det samme som tvangsoverspisning. Det kan godt være du føler dig utilpas bagefter, men det kan ikke sammenlignes med den skam du oplever efter tvangsoverspisning. De psykologiske følger af tvangsoverspisning er en del af diagnosekriteriet. Alvorsgraden af tvangsoverspisning defineres ud fra hvor mange gange om ugen du har overspisninger. Fra en til syv kaldes det let til moderat tvangsoverspisning og hvis det sker mere end otte gange om ugen, kaldes det alvorlig eller ekstrem tvangsoverspisning. Det er ikke et diagnostisk krav at være overvægtig, men mange med tvangsoverspisning har over tid udviklet overvægt med en BMI over 30. Dette kan give fysiske udfordringer, som kan forstærke den usunde kropsvægt (fx fysisk inaktivitet) samt psykiske udfordringer ved at have en krop som bliver stigmatiseret i samfundet. I episode 29 af Stærk & Smertefri snakker jeg med Anne Gaardmand om hvorfor du bør spise det du frygter for at få ro. Atypiske spiseforstyrrelser - når kasserne ikke passer Atypiske spiseforstyrrelser inkluderer ortoreksi, megareksi, træningsafhængighed, diabulimi, pica (indtag af fx sten og jord), rumination-regurgitation disorder (drøvtygningslidelse) og avoidant-restrictive food intake disorder (undgåelses- eller restriktivt ernæringsindtag). Omfanget af hvor mange, der lider af ortoreksi og megareksi kendes desværre endnu ikke. Når der diagnosticeres spiseforstyrrelser i ICD-10 diagnosesystemet skal bestemte kriterier opfyldes. Men atypiske spiseforstyrrelser er ofte mere uklare i opfyldning af kriterierne og derfor bruges underkategorier, som overordnet set kaldes for atypiske spiseforstyrrelser. Det kan være at en person har tendenser fra flere forskellige spiseforstyrrelser, men ikke egentlig opfylder kriterierne for hver enkelt. Det kan alligevel være lige så alvorligt og pinefuldt for den enkelte. Omkring 1 af 3 havner i kategorien atypiske spiseforstyrrelser. DR.dk publiserede fornyligt historien om en kvinde med atypisk bulimi. Lad os gennemgå de tre mest almindelige underkategorier. Ortoreksi - overdrevet fokus på sundhed Ortoreksi handler om at leve så sundt som muligt gennem mad og træning, men ender med at blive usundt. Typisk følges alle de kostråd, der kan findes og hvis det gøres, er der nærmest ikke noget tilbage man kan spise. Ortoreksi er ikke nødvendigvis forbundet med et ønske om vægttab, men en besættelse af at ville være sund. Derigennem opsættes ofte en lang række regler og restriktioner, som gør det vanskeligt at være fleksibel omkring kosten fx er sociale arrangementer et mareridt. Mange får angst for mad, ikke kun fordi de er bange for at tage på, men også for at blive syge af det fx få kræft, diabetes eller hjertestop. Det meget begrænsede madindtag gør at du ikke får nok næringsstoffer og/eller energi. Som med alt andet, kan selv noget ellers sundt bliver usundt, når mængden bliver for stor. Overtræning er ikke et uset fænomen ved ortoreksi, hvor især behovet for kontrol er i centrum med overlap til en diagnose som fx OCD (obsessive-compulsive disorder). Megareksi - aldrig muskuløs nok Megareksi kaldes nogle gange for “mændenes anoreksi”, da mindst 90 % er mænd. Med omvendt fortegn af anoreksi føler de ramte sig altid for tynde og små selvom de måske er store og muskuløse. Trangen til at være større og få større muskler er ustoppelig, de bliver aldrig store nok. Det er ofte drevet af perfektionisme og høje ambitioner om den perfekte krop som i dette tilfælde anses som en stor og muskuløs krop. Der er ofte doping involveret fordi musklerne aldrig bliver store nok og mange er villige til at tage risikoen. I centrum er en forstyrret kropsopfattelse, lavt selvværd og et forvrænget kropsbillede. Derfor udsættes kroppen for store mængder styrketræning og rigide kostplaner - selvom resultatet aldrig er godt nok. Træningsafhængighed - når træning bliver livet Træningsafhængighed er ikke en anerkendt diagnose og placerer sig anderledes end de andre spiseforstyrrelser fordi det er en afhængighedslidelse og kommer ind under det begreb, der hedder adfærdsafhængighed. I det begreb ligger at du bliver afhængig af din egen adfærd og dine egne handlinger fx arbejde, shopping, sex, spil og træning. Det kendetegnes ved at du har en trang til at udøve din adfærd og at du får en form for abstinenser hvis du ikke udøver den. Du fortsætter på trods af at træning har givet negative konsekvenser fx skader, sygdomme eller nedsat immunsystem. Det er karakteriseret ved at man er besat af handlingen fx træning er det vigtigste i dit liv og det giver konflikter og bekymringer for dine pårørende, men du fortsætter alligevel. Der er med andre ord andre drivkræfter i det - fx en craving efter det kick træning giver, at træning konstant fylder i tankerne, at der skal trænes uanset hvad, at der ikke tages hensyn til hvordan kroppen føles. Der er omkring 50/50 kvinder og mænd, der lider af træningsafhængighed. Spiseforstyrrelsen er symptomet - hvad er årsagen? Mange misforstår spiseforstyrrelser ved at de tror det handler om mad, træning eller sundhed. Men disse ting er i virkeligheden symptomer på en dybereliggende årsag. Maden eller træningen er en strategi og løsning på et problem eller indre ubehag fx at du føler dig trist, ensom, angst, forkert, vred, utryg, presset eller stresset. De fleste spiseforstyrrelser kan derfor med rette kaldes for kontrolstrategier, overlevelsesstrategier eller strategier for at regulere følelser, adfærd eller ubehag. Fælles er, at det er et forsøg på at løse et problem, som kortvarigt virker indtil det en dag ikke virker mere og har nogle alvorlige negative følger, der overstiger gevinsten af at bruge strategien. Men for de fleste er det til den tid svært at slippe strategien igen, fordi den tilfredsstiller på kort sigt. Vi oplever alle indre ubehag, men løser det på forskellige måder og veksler mellem forskellige strategier fx at snakke om det, gå en dejlig tur, lytte til god musik, være sammen med familie eller arbejde med hvordan du forholder dig til hvad livet byder dig. Problemet opstår når udfordringer løses det på den samme uhensigtsmæssige måde hver gang fx ved at spise, ikke spise eller kompensere. Med komplekse og multifaktorielle problemer er den biopsykosociale model den bedste forståelsesramme på nuværende tidspunkt - altså en blanding af biologi, psykologi og sociale faktorer. Biologisk kan der være hormoner i spil, fx et kick du føler pga. endorfiner, dopamin eller oxytocin. Psykologisk handler det mere om din personlighed, hvordan du er konstrueret og hvordan du tænker og forstår verden. Den sociale og samfundsmæssige del drejer sig om hvilken kontekst og kultur du lever i; fx hvilke kropsidealer der hersker, hvad du tænker om succes og status - og hvilke mennesker du anerkender og hvem kan du ikke lide. Alan Carrs diatese-stress-model Alan Carr har lavet en udviklingspsykologisk model, der nuancerer den biopsykosociale model på en interessant måde - nemlig diatese-stress-modellen. Modellen siger, at der er disponerende faktorer, udløsende faktorer, vedligeholdende faktorer og beskyttende faktorer når vi skal forstå psykopatologi - dvs. psykiske lidelser og problemer. Indenfor hver er der biologiske, psykologiske og sociale/kulturelle forklaringer. Disponerende faktorer Når vi ser på de disponerende faktorer, så er det primære fokus på eksempelvis genetiske elementer, eventuelle fysiske sygdomme og hvordan din tidlige opvækst har været - ofte elementer, som du ikke kan gøre noget ved. Men de har fortsat betydning for din risiko for fx at udvikle en spiseforstyrrelse. Udløsende faktorer De udløsende faktorer er det, der trigger spiseforstyrrelsen. Det antages at nogle mennesker er genetisk disponeret for få en spiseforstyrrelse og så vil de fx kombineret med belastninger oplevelser i deres liv. Noget skal trigge adfærden fx traumer, ulykker, alvorlig sygdom, konflikter i familie/på arbejde/blandt venner, mobning, tab af familie, arbejde eller social tilknytning. Det kan være en udløsende faktor for en spiseforstyrrelse. Det er vigtigt at huske på at det ikke kun er de største og mest traumatiske ting, der er udløsende faktorer - det kan også være mindre og mere trivielle ting. Vedligeholdende faktorer Hvis din hverdag er præget af vedligeholdende faktorer kan det være sværere at komme ud af spiseforstyrrelsen fx at du lever isoleret uden venner eller opholder dig i en usund subkultur (fx hvor der er ekstremt meget fokus på mad, træning og lav fedtprocent). Miljøet omkring dig og konteksten du befinder dig i kan gøre det svært at komme ud af en spiseforstyrrelse, men det er dog noget du kan gøre noget ved fx at skifte miljø (selvom det ikke nødvendigvis er let). At tracke kalorier kan for nogle mennesker være en god motivationsfaktor eller læring når de fx gerne vil tabe sig - og det kan være helt fint især på kort sigt. Men for en spiseforstyrret person eller en med et anstrengt forhold til mad, kan det være problematisk fordi detalje- og præstationsfokus kan være med til at fastholde dem i deres gamle uhensigtsmæssige mønstre - og det kan på den måde være en vedligeholdende faktor. Læs også: Self-tracking: Fordel eller besættelse?. Derudover er den eksterne valideringen med til at reducere din frihed og evne til at lytte til din egen krop - som for mange kan blive en lang vej tilbage til mere intuitiv spisning og træning med fornemmelse for dagsform. Beskyttende faktorer De beskyttende faktorer defineres som elementer, der bidrager til hensigtsmæssigt udvikling og adfærd samt mindsker påvirkningen af udløsende og vedligeholdende faktorer. De beskyttende faktorer mod at udvikle psykiske problemer er mange og en række (ikke udtømmende) er eksempelvis: Godt generelt fysisk og psykisk helbred Robust personlighed Mental fleksibilitet (evnen til at skifte mellem forskellige strategier når du oplever udfordringer) Højt selvværd Støtte fra netværk, venner og familiemedlemmer Forældres selvværd, indre kontrol og mestringsstrategier Nu har dobbelt så mange børn spiseforstyrrelser - hvorfor? Forekomsten af spiseforstyrrelser blandt børn er fordoblet siden 2006. Det er bekymringsværdig at børn overhovedet gør sig tanker på den måde om deres vægt, krop og mad, når de egentlig burde nyde at være børn og spise efter deres lyst, sult, mæthed og energi. Man kan forestille sig at voksnes optagethed af krop, kost og udseende er en stor påvirkning - for børn lærer af deres forældres handlinger. Som primære omsorgspersoner skal forældre derfor tænke over hvad de siger og gør foran deres børn, hvilke signaler det sender og hvilken værdi ting har i livet fx hvad de vejer eller hvordan de ser ud. Det vigtige er at lære et børn at grundlæggende kunne mærke sig selv, hvad de har lyst til og brug for så de kan være tilpas i og med sig selv. Det handler også om at børn og unge har adgang til alverdens information på nettet og sandsynligvis ser en tydeligt indikation af vigtigheden af krop og udseende. Typisk hører man om unge piger, der vil ligne en helt bestemt person på Instagram eller at de vil have benene fra én kvinde, maven fra en anden og ansigtet fra en tredje. På den måde sammensættes et uopnåeligt ideal af en person, der slet ikke eksisterer. Mange af influencerne ser, for publikum, sunde ud, men er ofte usunde i virkeligheden - både fysisk og psykisk. Derudover kommer muligheden for at få bekræftelse via likes tidligt ind som en del af hverdagen omend der er modstrømningerne i samfundet, der viser at kroppe er forskellige på mange måder. Hvordan kommer du ud af en spiseforstyrrelse? Mange gange kan man ikke konkludere med en forklaring på præcis hvorfor en person har fået en spiseforstyrrelse. Det er så komplekst og sandsynligvis kombinationen af en lang række faktorer i en persons liv. Men det er heller ikke nødvendigt at vide præcis hvorfor for at komme ud af spiseforstyrrelsen. For mange giver det mere mening at se på hvad det er, der vedligeholder spiseforstyrrelsen og hvad som svækker den - altså beskyttende faktorer. Og derefter dyrke dem og frembringe flere beskyttende faktorer. Det er blevet mere almindeligt at tale om at få et mere afslappet forhold til krop, kost og træning - også for mennesker, der ikke decideret lider af en spiseforstyrrelse, men måske har et anstrengt eller forstyrret forhold til det. Men hvad er vejen derhen? Der er desværre ingen magisk kur. Derimod er det som regel hårdt arbejde over tid, der skal til. Første skridt for de allerfleste er at indse og acceptere at de ikke altid kan hjælpe sig selv og at få professionel hjælp fra en psykolog eller terapeut med den rette kompetence, empati og forståelse er en god idé for de fleste. Spiseforstyrrelsens største fjende er kærlighed og omsorg. Mia Beck Lichtenstein Spiseforstyrrelser trives ikke godt med et kram, rare ord og en anerkendende tone fra dig selv og dine omgivelser. Derimod trives spiseforstyrrelser godt med ensomhed, kaos og et sind med mange negative tanker. Derfor kan det hjælpe at opbygge beskyttende faktorer som at du føler dig værdsat og elsket, at du har nogen, der er der for dig, at du ved at du er god nok som du er og ikke behøver at lave noget om - du skal bare være dig. Det kan være rigtig svært at komme derhen, men der findes værktøjer som kan hjælpe dig. Du kan gå på opdagelse i dine tankemønstre. Hvis du lider af træningsafhængighed eller en spiseforstyrrelse, er det ofte negative tanker, der fylder fx at du ikke er god nok eller at du burde tabe dig mere, træne mere og spise mindre. Du kan ikke være herre over hvilke tanker, der popper op. Men ved at opdage og identificere de negative tanker, kan du forsøge at stoppe op, observere tankemønstrene og tage en lille pause fra dem. Du kan forsøge at skabe distance til de negative tanker og udfordre dem: Er de realistiske? Er de hjælpsomme? Er jeg altid dum og grim? Kunne der være en anden sandhed? Er der ting, der gør at jeg er et omsorgsfuldt menneske? Er jeg hjælpsom? Er jeg smilende? Er jeg en, der kan lide at grine? Kan jeg godt lide at få ny viden? Disse spørgsmål handler om noget helt andet end det præstations-race, der kan foregå i en spiseforstyrrets hjerne. Fokus flyttes fra at vurdere din egen værdi ud fra hvad du vejer, om du udvikler dig, hvordan du ser ud, hvor mange kalorier du har spist eller tracket i en app og over til andre værdier som hvem du er, hvad du har behov for og hvilket liv du gerne vil leve. Tip om en kanon bog: En meget anbefalelsesværdig bog om hvordan du kan forholde dig til dine tanker og følelser er Lykkefælden af Russ Harris. Den omhandler en kombination af mindfulness, terapiformen ACT (acceptance and commitment therapy) og hvordan jagten på at være konstant lykkelig kan give den stik modsatte effekt. Myter og misforståelser om spiseforstyrrelser Der er mange myter og misforståelser forbundet med spiseforstyrrelser. Her gennemgår jeg en række af dem: “Det er en fase som man bare skal igennem - typisk for teenagere”: En spiseforstyrrelse er en psykisk lidelse - det er ikke en fase. Hvis du oplever at nogen nær dig viser tegn på at de er ved at udvikle eller har udviklet en spiseforstyrrelse, skal du hellere spørge en gang for meget end en gang for lidt - og hellere tage det lidt for alvorlig end for let. Du kan ikke gøre personen mere spiseforstyrret ved at spørge kærligt, gå på opdagelse i det sammen med personen og afdække hvordan og hvor meget det fylder. “Det handler om at få opmærksomhed”: En spiseforstyrrelse kan være et råb om hjælp, men ikke for at få opmærksomhed i sig selv - men netop et behov for hjælp. Desværre skal der ofte meget til før omverdenen reagerer, naturligvis også fordi der kan gå længe inden personen selv indser at der er et problem og holder det hemmeligt. “Du kan komme ud af det selv”: Nogle få mennesker kan komme ud af det selv eller måske med hjælp fra en ven, men langt de fleste skal have professionel hjælp. Jo tidligere du får hjælp, jo bedre. For jo længere du bliver ved med at have de uhensigtsmæssige mønstre, jo dårligere bliver prognosen i forhold til helbred og jo sværere er det at bryde mønstrene. Husk at ikke underminere problemet selvom du er normalvægtig. “Du kan ikke blive rask igen”: Forkert - du kan godt blive rask og det er aldrig for sent. Prognosen afhænger af hvor dårligt du har det inden du får hjælp, men det afhænger også af din personlighed og genetik. Der er forskellige estimater på hvor stor chancen er for at blive rask, men oftest hører man at 50 % bliver raske, 25 % forbliver syge og 25 % lever et nogenlunde normalt liv med en spiseforstyrrelse. Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade (LMS) Hvis du eller nogen du kender kæmper med en spiseforstyrrelse er der hjælp at få. Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade (LMS) tilbyder rådgivning og du finder kontaktinfo her. Husk at hvis du ser eller oplever nogen i din omgangskreds, der har denne type udfordringer, men ikke selv opsøger hjælp - kan det være livsforandrende at du spørger ind til det og viser at du ser dem på en venlig og empatisk måde. Du kan læse mere mere om spiseforstyrrelser på LMS' hjemmeside. Lyt til episoden Du kan høre episode 26 i Apple Podcasts her. Du kan høre episode 26 på Spotify her. Du kan downloade episode 26 fra Libsyn her. Se oversigten over alle episoder af podcasten her. Du kan også streame episoden direkte her:
-
#25 Flere og flere har ondt - hvad gør vi forkert? Meget øvet
Morten Høgh er en af dem i Danmark, der ved allermest om smerter, smertefysiologi og behandling af smerter - og sammen dykker vi ned i dette komplekse emne. Morten Høgh er uddannet fysioterapeut, har en MSc i Pain Science and Society fra King's College i London og har netop afsluttet en PhD i smertevidenskab på Center for Neuroplasticitet og Smerte (CNAP) ved Aalborg Universitet. Han driver Videnomsmerter.dk og anser sig selv primært som kliniker med stor motivation og interesse i arbejdet med smerte ud fra et ønske om at klæde klinikerne bedre på til gavn for patienterne. Den væsentlig forståelse fra de seneste års forskning er ifølge Morten at vi kan behandle smerteoplevelser selvom vi ikke kan se dem på kroppen eller scanninger. Mange mennesker har gennem årene følt sig unormale og stigmatiseret fordi undersøgelser af dem ikke har vist strukturelle skader på kroppen og de derfor har fået besked om at intet er galt. Men det er der - blot ikke strukturelt - de har nemlig store smerter. Det er for nogle gjort til en problematik som foregår i hovedet - som om smerte er noget man kan bilde sig ind (det kan man ikke) og for nogle forstået som en slags psykisk lidelse. En scanning kan ikke vise smerte - den kan udelukkende viser anatomi og struktur. I dag er det alment videnskabeligt accepteret at du kan opleve smerter uden at have en skade og at du omvendt kan have en skade uden at have smerter. Det er sandsynligvis fordi flere og flere begynder at forstå kompleksiteten af mekanismerne bag smerter. Omkring hver femte voksne dansker har kroniske smerter - dvs. smerter, der har varet i mere end 3 måneder (det betyder ikke for evigt) - og mange kommer i omfattende behandling for det. For en voksende gruppe desværre uden den ønskede effekt. I episoden snakker vi blandt andet om: Udviklingen i omfanget af kroniske smerter i Danmark og globalt - hvad er det vi gør forkert? Hvordan vores forståelse af smerter har udviklet sig historisk - hvad ved vi i dag? Hvad vores forståelse af smerter betyder for hvordan vi behandler smerter. At kroniske smerter er blevet en diagnose i ICD-11 - og hvilken betydning det har. De 11 vigtigste fokuspunkter i behandling af smerter baseret på best practice guidelines fra 2019. Hvis du er helt ny ift. området smertevidenskab, vil jeg anbefale at du læser en lille smule omkring smerter inden du læser videre fx 7 ting du bør vide om smertevidenskab eller Hvad er smerter?. Antallet af mennesker med kroniske smerter er stigende: hvad gør vi forkert? Omfanget af smertepatienter i samfundet bliver større. Antallet af mennesker med kroniske smerter er stigende og det koster samfundet enorme summer. Hvordan kan det være at vi bruger flere penge, men stadig flere har ondt? Hvad er det vi gør forkert som samfund? Og hvad gør vi forkert som sundhedssystem? I mange år har vi kigget for meget på kroppen og for lidt på mennesket - både i uddannelse af sundhedsprofessionelle og i den kliniske praksis. De fleste lever med en forståelse af smerter, som stammer tilbage fra 1600-tallet, hvor den franske filosof Rene Descartés på dualistisk vis dikterede at når en kropsdel gør ondt, så er der en skade - og omvendt hvis der er en skade, så gør det ondt. Med denne forståelse var der endda en god sammenhæng mellem en smertes intensitet og en skades størrelse. Problemet med denne forståelse er blot at smerte slet ikke er så simpelt. Mange leder desværre stadig efter disse reduktionistiske løsninger på noget som er så komplekst at vi ikke engang helt forstår problemets omfang. Hvis vi ikke kan definere problemerne, hvordan skal vi så finde løsningerne? Løsningerne bliver nødt til at være pragmatiske og handle om hver enkelt patient. For mange behandlere er det svært at kombinere en evidensbaseret og pragmatisk tilgang. Én grund kan være at de ikke har lært det i sin (videre)uddannelse, en anden grund kan være at de ikke føler at de har tid og en tredje grund kan være at patienten forventer noget andet fx manuel behandling og at blive “fikset”. Overordnet er vi nødt til at forstå smerter som fænomen. Især fordi videnskaben peger i en helt anden retning end vi som samfund generelt bliver tillært. Anatomiske forskelligheder og biomekaniske betragtninger anses af mange desværre fortsat som primært omdrejningspunkt for smerter. Men med de problemer vi forsøger at løse, er det en forældet model at anskue problemet fra - for med kroniske smerter slår forklaringer baseret udelukkende på strukturer ikke til. To mennesker, der strukturelt ser ens ud på røntgenbillede - fx diskusprolaps - kan have det helt forskelligt fx den ene har smerter og den anden er smertefri. Omvendt kan to mennesker, der ser forskellige ud på røntgenbillede - fx grad af slidgigt - have det på nøjagtigt samme måde. Der er ikke en facit eller lineær sammenhæng mellem det strukturelle og det vi oplever. Heri ligger en del af udfordringen fordi det primære problem ofte er oplevelsen - smerte og begrænsninger - mens jagten på løsningen ligger i strukturerne. Det sætter os i et dilemma vi forsøger at forstå, men referencerammen, som vi forsøger at forstå problematikken med, kan ikke forklare det. Med andre ord er der behov for at forstå kompleksiteten i smerter. Det i sig selv kan næppe løse hele problemet, men det ville afhjælpe meget frustration i jagten på forklaringer. Teorierne for at forstå kompleksiteten er andre end de biomekaniske, som tidligere har hersket. Pilen peger i højere grad mod smerte- og neurovidenskab. Måden vi forstår smerter har afgørende betydning for hvordan vi behandler med smerter. Hvordan har forståelsen af smerter udviklet sig gennem historien? Gennem de sidste 300 år er smerte blevet anset som noget fysisk i kroppen og anatomi derfor som værende essentiel - og det er forsat den herskende forståelse i den brede befolkning. Siden 1960’erne har det psykiske element været velkendt i videnskaben, men har ikke vundet indpas bredt. Læs mere om nogle af mekanismerne bag smerter Patrick David Wall (1925-2001) var en af verdens førende forskere indenfor neurologi og blev beskrevet som “verdens førende ekspert i smerter”. Han mente at hvis du skulle være smerteforsker, så skulle du også være kliniker - altså have patienter netop på grund af kompleksiteten. Han har været supervisor for flere af de største smerteforskere i dag - inklusive Clifford J. Woolf, professor i neurologi og neurobiologi ved Harvard Medical School. På baggrund af Wall’s arbejde er neurovidenskab i dag den fælles overordnede paraply, der dækker over al smerteforskning - fra kognitiv videnskab til videnskab omkring nervesystemet. Tidligere var det fokus på nervesystemet og såkaldt nociception (beskyttelsessignaler), der drev forskningen. De tidlige studier gik på at dissekere nerver og fx prøve at forstå receptorkomplekser, men det lykkedes kun indtil man nåede op til hjernen. I dag er forskerne derfor blevet bedre til at kombinere de forskellige områder og især at forene det fysiske, psykiske og sociale. Nociception kan anses som en fare- eller beskyttelsessignaler, der hele tiden kommer fra forskellige kropsdele op til hjernen. Der kan dog være nociception uden at du nødvendigvis oplever smerter - og vi kan have smerte uden nociception. På netop dette punkt mangler vi fortsat grundlæggende forståelse for hvordan og hvorfor hjernen konkluderer som den gør - og dermed resulterer i produktion af smerte eller ej. Fysioterapeuter forsøger i disse år at inkludere psykologiske faktorer i behandlingen, mens psykologer omvendt forsøger at inkludere kroppen mere. Måske en slags fysiopsykolog ville være en idé? Selv om der er mange elementer, som ikke er godt forstået i litteraturen, er det vigtig at kommunikationen mellem behandler og patient kommer i fokus i behandlingen af smerter. Fysioterapeuter, behandlere og trænere har brug for (videre)uddannelse i betydningen af dette og hvordan det kan påvirke patienter. At have en menneskelig og empatisk samtale i øjenhøjde, lytte, fremhæve klientens egen indre motivation og skabe tryghed er essentielle elementer i moderne behandling af smerter. Kronisk smerte som diagnose i ICD-11 I 2019 er kroniske smerter blevet en diagnose i ICD-11 (International Classification of Diseases 11th Revision). Det nye er at du helt eksplicit kan “fejle” at have ondt. Der er to overordnede kategorier; chronic primary and secondary musculoskeletal pain. Primære kroniske smerter kan variere på en skala. Den ene ende af skalaen kendetegnes af udbredte smerter. Det vil sige at du har ondt i hele kroppen, dog ikke på samme tid, men skifte i forskellige kropsdele. I den anden ende af skalaen er der mere lokale smerter fx ondt i nakken, akillessenen, albuen, ryggen etc. Hvis du har haft ondt i mere end tre måneder og det påvirker din daglige og sociale aktivitet og der ikke er andre bedre forklaringer, vil det per i dag defineres som primære kroniske smerter. Sekundære kroniske smerter er fx hvis patienten er udbredt for artrose (slidgigt) i knæet og også har ondt i knæet samt muligvis andre steder. Andre eksempler er smerter efter cancer, skader, operationer etc. Her er smerterne som diagnose altså sekundære til den primære diagnose, der anses som forklarende. Fordelen ved denne opdeling er, at det gør det tydeligere hvordan behandling kan foregå. Primære kroniske smerter indebærer at der ikke kan identificeres noget galt eller at det, der var galt er helet. Og så er det vigtigt ikke at behandle situationen som var der en skade. Når det stadig gør ondt uden at der er en identificerbar årsager, tænker mange at der er en overbelastning eller en lignende lokal tilstand fordi det gør ondt i et specifikt område. Men hvis der ikke er noget påviseligt galt i området, hvor du har ondt, så er smerter det primære problem, ikke en skade - og dermed kan du tillade dig at tilgå behandlingen anderledes. Vi skal stoppe med at behandle patienter, når det vi tror er galt, er helet. Morten Høgh Som sundhedssystemet er i dag går der ofte (for) lang tid fra patienten får smerter til behandleren tager initiativ til at undersøge om det primært er et smerteproblem. En helende tilgang kan fastholde behandleren i et biomekanisk fokus og at der er noget galt i kroppen selvom der ikke er det. Det giver derfor bedre mening med en tilgang, der indebærer at behandleren hjælper patienten med at justere og håndtere de faktorer i livet, der kan påvirke smerter fx socialt liv, frygt, stress, søvn og bevægelse (eller mangel på samme). Mange bliver bange når de hører betegnelsen kroniske smerter. Det kan lyde som noget, der aldrig forsvinder og derfor taget håbet fra en. Derfor anbefaler vi at bruge betegnelsen længerevarende smerter eller stædige smerter i stedet. Den faglige definition af kroniske smerter er, at patienten har haft smerter i mere end tre måneder, dvs. absolut ikke en livslang dom, som mange desværre tolker det som. Ordet kronisk kan for mange virke skræmmende, men "kroniske smerter" betyder bare at smerterne har været der i mere end tre måneder. Patienter med kroniske smerter oplever at blive stigmatiseret på samme måde som eksempelvis overvægtige. Når der ikke kan findes nogle strukturel årsag, så er det vel bare noget som personen bilder sig ind for at undgå at arbejde - og så kan det vel ikke være så slemt, hvis de står og griner mens de snakker med deres venner. Sådanne tanker er der desværre flere smertepatienter, som bliver mødt med. At omfavne det hele menneske Videnskaben er klar på at en biomekanisk tilgang kun har begrænset effekt i at hjælpe mennesker ud af langvarige smerteproblematikker og at den biopsykosociale tilgang er den bedste mulighed - eller mindst dårlige - mulighed vi har. For mange behandlere er det en udfordring at adressere den psykosociale del fordi de ikke føler sig klædt på til det, de føler ikke det er deres opgave og de har for kort tid i sessionerne. Et første skridt kan være at stille flere spørgsmål og få patienten til at fortælle mere om sine oplevelser, sit liv og de ting, der påvirker dem. Ikke kun smerten, men også alt det smerten påvirker. Derefter handler det om hvordan du som behandler bruger den viden. Sundhedsprofesionelle skal være bedre til at forstå hvad patienten oplever og hvad der driver ham eller hende. Hvilke udfordringer er det smerterne giver? Hvor kan vi justere dagligdagen? Hvad er det nemmeste at ændre på? Hvad vil gøre deres liv nemmere? Faktorer, der påvirker vores liv og velvære som mennesker, kan også påvirke smerterne. Hvad med elementer som patientens: overbevisninger om smerte følelsesliv robusthed sociale liv fysik livsstil søvn medicin Den australske fysioterapeut og en af de førende forskere indenfor smertevidenskab, Peter O’Sullivan, starter alle hans anamneser med åbent at sige til patienten “Tell me your story.” Det handler om hele mennesket - vores historie og erfaringer, der alle ligger til grund for hvordan vi tackler livet og dét påvirker hjernens fortolkning af vores livssituation og "behovet" for smerte. Mange patienter søger en socialt acceptabel forklaringsmodel for deres smerter som de kan forklare til deres ægtefælle, familie, børn, venner og kolleger. Det er også derfor mange både behandlere og patienter vælger en biomekanisk forklaring - fordi det er nemmere at forstå for modtageren. For det er vi vant til og opdraget til. Hvordan skal folk omkring dig forstå at det sandsynligvis er en kombination af mange forskellige faktorer og stressfaktorer i dit liv eller de traumer du har været udsat for som stadigvæk findes i kroppen? Tæt på alle mennesker har eller vil opleve smerter i løbet af deres liv, men 80 % har aldrig haft kroniske smerter. Langt størstedelen af os tror dog at kroniske smerter føles ligesom de kortvarige smerter vi har - men det gør de ikke. Forbigående smerter kan føles som en stor forhindring mens de er der, men de forsvinder igen. Det betyder at de ikke dræner dig på samme måde, ikke påvirker din psyke og dit liv i sin helhed. Hvad er vigtigt at fokusere på i behandlingen af smerter? I et studie fra 2019 beskriver Lin et al. 11 konkrete best practice anbefalinger til behandling af længerevarende muskuloskeletale smerter. De er som følger: 1. Behandlingen bør være patientcentreret Du bør tage udgangspunkt i at patienten er eksperten, men at du har noget viden som kan gøre dem endnu bedre til at håndtere deres smerter. Det er fint at være vidende og være en god rådgiver hvis patienten har mange spørgsmål, men du skal ikke være den drivende kraft. Du skal ikke prøve at sælge en løsning, men sammen med patienten udforske hvilke muligheder der er og hvad de gerne vil arbejde på. Du skal ikke give ordre eller bestemme strategien for patienten, men lytte og være et empatisk menneske. Derfor er den den motiverende samtale et godt værktøj for behandlere, der ønsker en klientcentreret tilgang til arbejdet adfærdsforandring fordi det understreger patientens autonomi og vigtigheden af den terapeutiske alliance - partnerskabet. Tjek podcast-episode #23 om den motiverende samtale med Peter Brolund. 2. Screen for røde flag Et rødt flag er en alvorlig patologi eller sygdom. Eksempler er hvis patienten ikke kan mærke begge ben, har føleforstyrrelser i hofte- og bækkenområdet, gør i bukserne eller det stråler i begge ben (ikke kun det ene). Et rødt flag kan også være en mistanke om nerveskade, fraktur, kræft eller blodprop. Som behandler skal du i tilfælde af at finde et rødt flag straks henvise patienten til rette instans. Du kan godt screene for røde flag, men desværre ikke altid finde dem. Hvis du ikke finder røde flag betyder det ikke at der ikke er smerter eller noget galt. Derfor er det vigtig at undersøge grundigt selvom røde flag er sjældne. 3. Adressér psykosociale faktorer Du kan ikke adskille den biomekaniske, psykiske og sociale del af et menneske eller deres oplevelser - det hele hænger sammen. For at inkludere det hele menneske er du nødt til at stille spørgsmål, der går ud over det fysiske. Det kan være alt fra socialt liv, familieliv, arbejde, selvværd, erfaringer, kultur, familie, venner, tankemylder, bekymringer, stress eller overbevisninger om deres krop og smerter. 4. Anvend kun radiologiske undersøgelser hvis specifikt indikeret Dette råd er bygget på forskning, der viser at MR-scanninger kan være med til at skabe frygt og øge risikoen for længerevarende smerter. Scanninger kan ikke vise smerter, kun anatomi. Ved bekymring om alvorlige tilstande, er scanning naturligvis fordelagtig, men ved muskuloskeletale smerter kan scanning ikke anbefales på generel basis for at "finde årsagen". Lær mere om dette i episode #6: 7 udbredte misforståelser om smerte. 5. Lav en fysisk undersøgelse Lav en undersøgelse af neurologi, mobilitet, styrke osv. - noget de allerfleste behandlere er vant til at gøre. Som behandler skal du være helt sikker på at der ikke er en skade eller rødt flag og du kan i din videre behandling drage nytte af at kende patientens fysik bedre. Det giver også patienten tryghed at vide at han eller hun er blevet vel undersøgt og at eventuelle skader og sygdomme kan afskrives. 6. Evaluér fremgang Fremgang bør ikke blot måles på en smerteskala fra 1-10, men på patientens funktion fx i hverdagen, på arbejde eller til træning - eller hvilke mål og ønsker patienten ellers har. Det er nemmere at måle de mere patientnære faktorer og motivationen for at arbejde for og dermed opnå mål øges ved inddragelse og medbestemmelse. Fx hvor lang tid bruger du på at gå til butikken eller postkassen? 7. Undervis patienten om tilstand og behandling Behandlere har altid undervist patienterne, bevidst eller ubevidst. Forskellen er, at det nu anbefales at undervise i mekanismerne bag smerter og ikke med fokus på patoanamtomi - alt hvad man kan finde galt på kroppen, da det skaber mere frygt. Dette punkt er et af de vigtigste i interventionen, fordi det kan være med til at ændre måden patienterne opfatter deres situation på og reducere forhindrende overbevisninger. Dermed kan de være i bedre stand til at selv justere i hverdagen (øget self-efficacy), der gør at de får det bedre og kan leve livet mere som de vil. Lad være med at give dine patienter flere problemer med hjem end de kom med: fx kom med ondt i ryggen, gik med forskellige benlængde, svag core, pronerede ankler og skævt bækken. 8. Implementér fysisk aktivitet Dette punkt er også særligt vigtig. Når det kommer til smerter og sundhed, så er fysisk inaktivitet ikke godt. Det er hyperalgesisk, så smerterne opleves stærkere end normalt. Det er ikke så ofte man kan sige at noget er direkte usundt, men inaktivitet i mere end meget korte perioder er. Når det gælder hvilken form for fysisk aktivitet, så er det ikke så vigtigt. Der er ikke en bestemt øvelse eller motionsform, der er bedre end andre for at reducere smerter. Der er med andre ord frit valg på alle hylder, hvilket er en god ting fordi patienten selv kan vælge en aktivitet og dermed øge sandsynligheden for vedholdenhed fordi det er sjovere. 9. Brug kun manuel terapi som supplement til anden behandling Manuel terapi kan være nyttigt hvis det bruges med et formål og i sammenhæng med de andre interventioner, men det kan ikke stå alene og bør ikke være den primære strategi. Formålet med manuel terapi kunne være at vise patienten hvor hurtigt deres smerteoplevelse kan ændres og dermed påvirke deres oplevelse af deres egen krop. Manuel behandling kan ikke ændre strukturer på kroppen, men det kan være behageligt, rart og afslappende for patienten. Og give dig en kortvarig lindring af dine smerter. 10. Forsøg konservativ behandling før operation Hvis patienten har kroniske smerter er der sandsynligvis ikke noget at operere på - der er simpelthen ikke noget i kroppen, der kan "repareres". Derudover er altid en risiko forbundet med at lade sig operere og ingen operation har 100% succesrate. Hvis nervesystemet er overaktivt (sensitivt), er der risiko for forværrede smerter efter operationen. Når det vides at smerten er sygdommen, så giver det ikke mening at operere. Når rigtige operationer og placebo-operationer (sham) sammenlignes, viser de på flere kropsdele sammenlignelige forbedringer i både smerte og funktion efterfølgende. Uanset om det er en rigtig eller fake operation fik deltagerne fysioterapi i 12 uger efter, og operationen kan ikke tilskrives en specifik effekt. Konservativ behandling indebærer typisk en kombination af disse elleve anbefalinger. 11. Opfordre til fortsættelse eller genoptagelse af arbejde Dette punkt er forandret end for nogle årtier siden, hvor man anbefale at ligge på sofaen til man fik det bedre. Nu ved vi at det sociale element er vigtigt. En patient, der gennem mange år med smerter og behandling uden at få det bedre, er typisk enormt frustreret og har ofte skruet ned for mange ting i livet. Litteraturen viser at folk ikke bliver værre af at arbejde og der kan være mange værdifulde elementer i det fx det sociale, at gøre noget meningsfuldt, at man viser at man kan noget etc. Som behandler skal du ikke bare hjælpe patienten med at komme i gang med træning, men at komme tilbage på arbejde og i livet generelt. Konklusion og afrunding I kampen mod det øgende antal danskere med kroniske smerter bliver vi nødt til at tage uddannelse alvorligt - både for dem, der er helt nye i faget og dem, der har været i det længst. Dem, der underviser er nødt til at være tilstrækkeligt kvalificeret - det nytter ikke at blive ved med at undervise i det man lærte for mange år siden.. European Pain Federation EFIC (European Federation of IASP Chapters) har udviklet et nyt pensum om smerter for læger, fysioterapeuter, sygeplejersker og psykologer som udgør en del af fremtidens undervisningsmateriale - og ifølge Morten Høgh et minimum for fælles grundforståelse. I sidste ende skal patienterne kunne gennemskue hvem det er, der har viden om kroniske smerter - og sådan er det desværre ikke i dag. Vi skal i langt større grad adressere de patientcentrerede problemer, ved at fokusere mindre på smerterne og bevægelserne og mere på hvad udfordringerne gør ved patientens liv. Lyt til episoden Du kan høre episode 25 i Apple Podcasts her. Du kan høre episode 25 på Spotify her. Du kan downloade episode 25 fra Libsyn her. Se oversigten over alle episoder af podcasten her. Du kan også streame episoden direkte her:
-
#24 Træn som Forsvaret med militærets 12 principper Meget øvet
Der er ingen tvivl om at de mest krævende positioner i Forsvaret kræver meget stor fysisk og mental kapacitet - eller operativ fysisk parathed som det hedder på fagsproget. Frank Thøgersen er humanfysiolog fra Københavns Universitet, har været i Forsvaret i 8 år og arbejdet som adjunkt ved Hærens Officerskole. Han har været i en arbejdsgruppe med ansvar for militærets fysiske træning og arbejder i Center for Militær Fysisk Træning med blandt andet udvikling af træningskonceptet og de fysiske tests. I episoden snakker vi blandt andet om: Træning i og til Forsvaret - hvordan træner de og hvad kan man selv gøre? Militærets træningsmetoder - og hvad de baseres på. Operativ fysisk parathed - hvad indebærer det? Militærets 12 træningsprincipper, der skal sikre operativ fysisk parathed. Forsvarets styrketræningssystem: tre grundsystemer og fem protokoller. Militær fysisk træning i dag Nutidens militære fysiske træning ændrede sig meget omkring 2007/2008. Dengang tog en kaptajn og en sergent til Afghanistan for at undersøge hvilke fysiske krav det stillede at være der som soldat og de konkluderede efterfølgende at det daværende træningssystem ikke var tilstrækkelig. De afdækkede en stor totalbelastning i form af fx varme- og temperaturstress, mentalt stress og belastning af at bære den grundlæggende uniform, beskyttelsesudstyr og eventuelle våben. Soldaterne i Afghanistan var fx ude at gå i 6 timer i snit med fuld udrustning og har en knælende sikring for hver hundrede meter, hvor de skal sidde indtil en siger at de skal gå videre. Det foregår i solen med en temperatur mellem 20 og 50 grader. Selvom intensiteten var lav, havde de en gennemsnitspuls på 88 i de seks timer. På baggrund af det er der blevet udarbejdet et nyt koncept, som skal sikre operativ fysisk parathed med lavest mulig risiko for smerter og skader. Disse træningssystemer kommer vi tilbage til senere, men har fokus på GPP = general physical preparedness. Operativ fysisk parathed i Forsvaret At være generelt fysisk parat indebærer at du har en god aerob og anaerob udholdenhed, god styrke og er skadesfri. Disse parametre testes og derfra sorteres folk i rød, gul og grøn kategori. Grøn indikerer at du opfylder kravene. Gul indikerer at din form ikke opfylder kravene helt, men at det er ting du kan gøre noget ved og du får derfor vejledning fra træningsvejleder eller fysioterapeut for at komme over i den grønne kategori. Rød indikerer at du har større udfordringer, som desværre ikke kan håndteres i militæret. Fysisk træning i militæret er for det operative personale, dvs. hæren. Det drejer sig om cirka 17.000, hvoraf ca. 10 % har en trænerrolle. Forsvarets 12 træningsprincipper, der skal sikre operativ fysisk parathed Der er 12 principper, der ligger til grund for valget af indholdet i forsvarets træning og som skal sikre operativ fysisk parathed. De er som følger: 1. Ligevægtspricippet Dette princip drejer det sig om stressfysiologi og går ud på at finde en ligevægt mellem det stress en person bliver udsat for og den restitution han eller hun får. Det er vigtigt at hver enkelt forstår denne balance og at det gennemsyrer hele hærens træningskoncept. Stress + restitution = resultater. Fysisk træning i militæret er en adfærd, hvor aktiviteterne (stress og restitution) tager sigte mod og leder til fysisk parathed. Det vil sige at volumen, intensitet og frekvens (stress) tilpasses sådan at du også får tid til at hvile og restituere. Restitution har en vigtig rolle i træningen fordi den sørger for at din krop bygges op til at tåle mere træning over tid. 2. Simplicitetsprincippet Ofte henvist til som “keep it simple stupid” (KISS) er et vigtigt princip, når du skal udføre opgaver som for eksempel at overlevere et våben til en anden. Det arbejde soldaterne skal udføre kan som udgangspunkt være meget komplekst, men det efterstræbes at gøres simpelt. Pareto-princippet gør sig gældende her - det vil sige at du skal fokusere på de vigtigste 20%, fordi det er dem som gør 80% af forskellen. Med andre ord; en lille del af indsatsen vil give den største del af resultatet. I praksis kunne det betyde at du fokuserer på de få øvelser, som du faktisk har behov for og bliver stærk af, inden du laver ekstra hjælpeøvelser. 3. Kontinuitetsprincippet Dette princip handler om at fastholde træningsfrekvensen og den regelmæssige træning for at undgå store uhensigtsmæssige udsving i træningsvolumen. Kroppen skal have tid til at tilpasse sig og derfor er kontinuitet og gradvise forandringer fordelagtig. Det betyder dog ikke at du skal træne dig igennem sygdom eller til trods for skader, men at du som udgangspunkt har en konsistent og stabil indsats - så er der naturligvis også plads til at sænke træningsvolumen ved behov. 4. Specificitetsprincippet “Du bliver god til præcis det du øver”. På engelsk kaldet “specific adaptations to imposed demands” - SAID-princippet. Hvis du vil være god til en af hærens tests, så skal du træne præcis den test. I gamle dage indebar specificitetsprincippet eksempelvis at træne løb i det udstyr, du skulle bære i felten. Men i virkeligheden løber du ikke ude i felten, du marcherer og sprinter til tider kortvarigt. Du skal med andre ord ud at præstere i lang tid og har brug for en god motor. Den forbedres ved højere iltoptagelse og den kan du nemt forbedre ved at løbe. Dog nødvendigvis ikke i uniform, men helt almindelig træningstøj. 5. Variationsprincippet Med et højt træningsvolumen (hvor meget) og en høj træningsfrekvens (hvor ofte) er en vis variation vigtig for at reducere risikoen for smerter og skader. Ikke så varieret at det bliver tilfældigt som for eksempel Crossfit, men tilpas variation til at du alligevel kan træne de væsentligste elementer ofte nok til at blive god til dem. På den anden side har vi alle vores yndlingsøvelser, som vi gerne vil lave ofte, men som kan gøre at vi glemmer de andre ting, vi burde øve mere og derfor har brug for variation. 6. SUM-princippet SUM står for styrke, udholdenhed og mobilitet. Træningen skal indeholde alle tre elementer fordi det er de evner du har brug for som soldat. Det skal være nemt for dig at bevæge dig, du skal kunne trække et andet menneske, gå i mange timer og kunne sprinte i sikkerhed. Du skal være alsidig som soldat - dét skal træningen afspejle. 7. Individualiseringsprincippet Dette princip indebærer at træningsplaner og programmer tager udgangspunkt i den enkeltes behov og vilkår. Fx at du skal træne dine svagheder og vedligeholde dine styrker. Hvis du eksempelvis klarer dig godt på mobilitet og udholdenhed, men ikke så godt på styrke, så er det styrke, du skal træne mest. Styrke er typisk den del, der er mest omfattende og kræver mest tid, da det har en lidt langsommere adaptationshastighed end kredsløbstræning. En tommelfingerregel er at bruge cirka dobbelt så meget tid på styrketræning som udholdenhedstræning. Der er typisk tre tests i hæren: Løb så langt du kan på 12 min (Cooper-testen) En anaerob intervaltest (Shuttle run test) Test bestående af fem øvelser; lunges, dips, kropshævninger, dødløft og burpees (100 burpees på 5 min) Mobilitet kommer fx til udtryk hver gang du skal vende i shuttle run og i de forskellige styrkeøvelser - og måles nogle gange mere præcist fx i forbindelse med squat. Når testene er gennemført får du vejledning til hvordan du skal træne fremadrettet for at forbedre dine resultater. 8. Autoreguleringsprincippet I hæren bliver du oplært til at tage ansvar for din egen træning. I sidste ende er det dig, der har ansvaret for at regulere belastningen og teknikken når du træner. En træner kan godt programmere og anbefale, men du er selv nødt til at mærke efter og lytte til kroppen. Det kan eksempelvis være at reducere vægten eller antal reps når du mærker at teknikken er ved at bryde sammen. En metode du selv kan bruge til autoregulering er repetitions in reserve (RIR) - det vil sige at du skal have fx 2 antal gentagelser tilbage i tanken når du er færdig med et sæt. Typisk vil det være RIR 1-4 fordi det giver et lige så godt resultat hvad angår muskelmasse og styrke - så længe du har progressiv overload over tid. Det hjælper dig fx til at vælge en passende vægt og til at træne så hårdt du bør og ikke så hårdt du kan. Det er ikke nødvendigt at træne til failure for at få resultater - såfremt du ikke laver 20-50 reps og målet er muskelmasse - her kan det give mening at gå tæt på eller til failure. Men det er unødvendigt for de fleste - og pisse hårdt. 9. Teknisk mål Hæren har formuleret retningslinjer for teknik i de forskellige øvelser i forhold til hvad, der er mere eller mindre effektivt. Det kan forklares som en bevægelsesstrategi, som tager højde for en relativ sikkerhed, en relativ bevægelsesøkonomi så du ikke bruger mere energi end højst nødvendig (fx i løbeøkonomi eller vægtarm i et løft) og effektivitet i bevægelsen (fx et effektivt dødløft indebærer at stangen bevæger sig i en mest mulig lige bane). På den måde kan den enkelte evaluere om de løfter på en effektiv måde i forhold til retningslinjerne - resultatet heraf kan for den enkelte se forskelligt ud. 10. Teknisk tærskel Dette princip drejer sig om din evne til at holde teknikken gennem en øvelse, når du bliver træt og udmattet. Mange træner til mekanisk failure - dvs. til de ikke kan løfte vægten. Mere fordelagtigt kan du træne mod teknisk failure - dvs. når du ikke længere kan holde din ønskede teknik. Sidstnævnte strategi vil være fornuftig for resultatet på den lange bane, fordi du får mere fokus på den tekniske indlæring og teknisk kapacitet til at holde din position gennem løftet - og det vil give dig bedre resultater for en mindre indsats. 11. Joint-by-joint Hvert led har en primær funktion - enten at være mobil eller stabil, men nogle gange er de for stive eller mangler bevægelse for at kunne udføre bestemte opgaver. I gamle dage var der fokus på hvordan du kunne undgå skader ved at kigge på dette, men nu ved vi at man ikke kan forudse skader på den måde. Til gengæld kan du kigge på leddenes fleksibilitet og mobilitet for at optimere din teknik og dermed performance. De øvelser og krav, der stilles til dig udgør også grundlaget for at se hvad du har brug for for at kunne præstere bedre. 12. Vægtstangsprincippet Dette princip er relevant for styrketræning og det man i forsvaret kalder “løfte, bære, skubbe”. Det drejer sig om at have en grundlæggende viden om at fx have ting tættest muligt på kroppen for at løfte, bære og skubbe mest mulig effektivt og med kontrol. Det kan være alt fra at placere din rygsæk bedst muligt til at squatte med stangen midt over din fod. Machokultur, smerter og skader i militæret I Forsvaret er der en udbredt machokultur, hvor det kan være svært at sige fra, vurdere hvornår du egentlig bør tage en pause hvis du har ondt eller har en skade for at tage dig tid til genoptræning selvom der er deadlines med tests og øvelser. Det kan gøre det svært at dosere træningen fornuftigt. Derfor er det blevet en obligatorisk del af træningen at tage mere ansvar for dig selv og din træning fx ved hjælp af autoreguleringsprincippet og flere af de andre principper, der gør det nemmere for hver enkelt at lytte til egen krop. Militærets styrketræningssystem: CAP, MAP og TAP Som nævnt er SUM-princippet udgangspunktet for de forskellige mål i forsvaret: styrke, udholdenhed og mobilitet. Styrketræningsdelen består af de tre systemer CAP, MAP og TAP, samt fem forskellige træningsprotokoller. Det laveste niveau kaldes CAP (Charlie Atlet Protokollen) og baserer sig på at du træner 1-2 gange om ugen og møder de samme øvelser hver uge. Testøvelserne er lunges, dips, kropshævninger, dødløft og burpees. Det næste system er MAP (Militær Atlet Protokollen) og er det grundlæggende system med moderat præstationsniveau, som størstedelen af Forsvaret skal træne. Her er der ni øvelser i grundprotokollen og nogle tillægsprotokoller. I grundprotokollen er der tre pas, der indeholder en træk-, pres- og benøvelse. I pas A er det pres, dødløft og chinups, i pas B er der dips, lunges og pendlay rows og i pas C er det bænkpres, back squat og pullups. Anbefalingen er at køre det i den rækkefølge. Denne protokol henvender sig til dem, der træner 2-3 gange om ugen. Den tredje og sidste protokol TAP (Taktisk Atlet Protokollen) henvender sig til dem der skal være på et meget højt pæstationsiveau og har brug for meget styrke (fx specialoperationsstyrken eller kampvognspersonale). Disse har 3-5 styrketræninger om ugen. Som udgangspunkt laver du tre sæt af fem gentagelser i de store øvelser eller eventuelt flere sæt hvis du skal træne mere. Tillægsprotokollerne er den styrkemæssige ekstratræning, der optimerer udbyttet fra grundprotokollerne. Assistance-delen indebærer typisk øvelser som skulderpres, rows, goodmornings, rumænske dødløft, split-squat, front squat etc.. Hypertrofi-protokollen indeholder flere reps end i maksimal styrkedelen. Styrkeudholdenhed-protokollerne (kombitræningsprotokollerne) indebærer en del kropsvægttræning fx kropshævninger, dips, air squats og jumping lunges, samt træningspas, der minder meget om CrossFit med fx dødløft, squat, kropshævninger og løb. I eksplosivitetsprotokollen laver du typisk mange sæt med få gentagelser i øvelser som maximal vertical jumps, broad jumps, træspspring, plyometriske pushups og vægtløfter-øvelser. Udholdenhedsdelen er delt op i seks zoner; let, moderat intensitet, tærskeltræning, maks-intervaller, anaerobe intervaller og sprintintervaller. Alt afhængig af hvordan du klarer dig i Cooper-testen (test A) får du mere eller mindre mængde af disse udholdenhedsdele i din træning. Variationsdelen er delt op i et mobilitetstræningkoncept og et behændighedstræningskoncept (fx forhindringsbane og gymnastiske bevægelser) for at øge kropsbevidsthed og sørge for variation til de mere ensidige bevægelser som fx løb. Vil du vide mere? Hvis du vil vide mere om militær træning kan du gå ind på forsvaret.dk, hvor du blandt andet kan finde en styrketræningsgrundbog om militær styrketræning som pdf. Derudover kan du få hjælp med din træning via appen Træn med forsvaret. Lyt til episoden Du kan høre episode 24 i Apple Podcasts her. Du kan høre episode 24 på Spotify her. Du kan downloade episode 24 fra Libsyn her. Se oversigten over alle episoder af podcasten her. Du kan også streame episoden direkte her:
-
#23 Drop de gode råd (med motivational interviewing) Let øvet
Coaching er for nogle et lidt udvandet begreb og mange forveksler det med at give gode råd eller at fortælle andre hvad de skal gøre. I virkeligheden handler motivational interviewing om at guide en person mod hans/hendes egne mål ved at lytte og stille spørgsmål. Motivational interviewing (forkortet MI og på dansk kaldet den motiverende samtale) er et glimrende eksempel på en evidensbaseret coachende samtalemetode, hvor klienten ligefrem argumenterer for og overtaler sig selv i retning af positiv forandring. Peter Brolund er uddannet socialrådgiver og har arbejdet med misbrugsbehandling i mange år. Han har mere end 10 års erfaring med motivational interviewing og arbejder i dag halvdelen tiden i MI Center med kurser, supervision og træning i motivational interviewing for forskellige faggrupper. Derudover er han ansat som specialkonsulent og faglig leder i Odense kommune, hvor han arbejder med blandt andet implementering af den motiverende samtale hos kommunens medarbejderne i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen. I denne episode snakker vi blandt andet om: Hvorfor det er så svært at ændre adfærd og vaner. Hvordan du kan finde din indre motivation. De klassiske problemer, når en træner eller behandler skal hjælpe sine klienter. Konkrete eksempler på hvordan motivational interviewing kan bruges indenfor kost og træning. Hvad du skal være opmærksom på, hvis du vil hjælpe andre uden at skabe modstand. Motivational interviewing er en klientcentreret tilgang til adfærdsforandring og er baseret på blandt andet erkendelsen af at gode råd (fx “det fungerer for mig”) og restriktioner (i form af fx kostplaner) ikke er holdbare. Motivational interviewing startede som en behandlingsmetode for alkohol- og stofmisbrugere, men i dag bruges det inden mange forskellige områder, hvor mennesker er i tvivl om ændringer fx sundhed, trivsel og kriminalitet. Principperne er de samme og i essensen ligger at finde den indre motivation til adfærdsændring. Det er ikke en måde at manipulere folk til at gøre hvad du vil have dem til, men en måde at lede efter personens egne ønsker og grunde til forandring. Denne artikel tager udgangspunkt i hvordan du kan bruge den motiverende samtale inden for træning, kost, behandling af smerter og motivation i et større perspektiv. Intern motivation vs. ekstern motivation Motivational interviewing er et værktøj, som kan hjælpe dig som træner, behandler eller coach til at øge sandsynligheden for vedvarende forandring hos dine klienter. For at forstå grundlaget for motivationssamtalen er det vigtig at vide forskellen på intern (indre) og ekstern (ydre) motivation. Hvis du arbejder som træner eller behandler har du helt sikkert oplevet klienter, der kommer til dig er præget af ydre motivation fx hvad andre synes de burde gøre eller hvordan de bør se ud. Ydre motivation er desværre en kortvarig og ikke særlig stærk form for motivation, mens indre motivation er selvbestemt og langtidsholdbar. Din opgave er derfor at gøre ydre motivation til indre motivation. Hvis personen er styret udefra kan du eksempelvis reflektere: “Så den eneste grund til at du vil tabe dig er din kone.” Ved at understrege den ydre motivation - at tone den op som Peter kalder det - kan du måske få personen til at genoverveje om det faktisk er den eneste grund og påpege andre fordele som faktisk kommer indefra personen selv. Nogle gange kan det være bedre end direkte spørgsmål som: “Hvad ville det give dig at tabe dig?”, der kan afføde automatsvar baseret på den ydre motivation. I stedet for at rådgiveren argumenterer stærkt for forandring i overtalende stil og forsøger at fylde motivation på klienten, så forsøger man i MI at finde klientens indre motivation frem. Ordnerefleksen - en klassisk fælde for behandlere med hjælpertrang Når en behandler eller træner møder en klient sker der ofte en ting: vi aktiverer vores ordnerefleks. Det udspringer af at vi hjertens gerne vil hjælpe, kommer til at give vores løsning på problemet ved at fortælle personen hvad du synes de skal gøre, hvordan de skal gøre det og hvorfor de skal gøre det. Det kan godt fungere hvis klienten er topmotiveret, at I som typer minder om hinanden og at jeres livssyn er tilsvarende, men det er sjældent tilfældet. Du burde bare... Hvis personen er ambivalent, er gode råd det værste du kan give. For det vil med al sandsynlighed skabe modstand i personen i form af “status quo-snak” dvs. at klienten holder fast i sin nuværende situation og finder argumenter mod forandring. Dette kaldes også vedligeholdelsudsagn - snak til fordel for vedligeholdelse af den nuværende situation.. Forskning viser dog at ved at gøre det stik modsatte, at sætte i gang “forandringssnak”, kan du bidrage positivt til at personen bliver indre motiveret. For nu skal de selv finde frem til de gode argumenter for forandring. Som træner eller behandler kan du spørge dig selv: Hvad er det jeg frembringer i min klient? Er det modstand eller lyst til forandring? Hvilke svar resulterer mine spørgsmål i? Ambivalens dækker over at at der både er positive og negative følelser forbundet med en hypotetisk forandring. Det gør valget vanskeligt at træffe og derfor er det vigtigt at være opmærksom på hvad klienten kommer til at argumentere for (eller imod). Det klassiske eksempel er en person, som ønsker at stoppe med at ryge fordi han/hun godt ved at det er usundt, men på den anden side synes det er hyggeligt. Det er to uforenelige modstridende retninger. Når klienten selv har ordnerefleks Måske har du oplevet at en klient som det allerførste beder dig om en kostplan fordi de tror det er det de har brug for, når de ønsker at “tøjet skal sidde rigtigt” eller for at “komme af med en delle”. De kommer med andre ord med det de selv tror er løsningen - dog er den ikke altid holdbar eller langsigtet. Din opgave som træner og behandler er at spørge videre ind - hvad er målet, hvad er den indre motivation, hvordan kunne en langsigtet strategi se ud, delmål etc. - uden at pådutte information og færdige løsninger. Netop denne problematik med ordnerefleksen og de umiddelbare løsninger, som ikke holder på lang sigt, er den motiverende samtale et stærkt redskab til at bryde. Hvad er motivational interviewing? Motivational interviewing er en guidende og klientcentreret tilgang til at skabe adfærdsændringer hos mennesker. Metoden har rødder tilbage til 1983 og blev skabt af psykologerne William R. Miller og Stephen Rollnick. Det har vist sig at coachens menneskesyn har langt større betydning i forhold til outcome end blot at ville hjælpe. Og det ses, at desto mere du prøver at hjælpe og overbevise et menneske om at ændre adfærd (ordnerefleksen), og især hvis personen er ambivalent, jo større chance er der for at det skaber modstand. En god måde at undgå dette på er ved først at finde ud af hvor personen står ved at møde personen hvor de er nu. Når det i sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt sted, må man først og fremmest passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der. Søren Kirkegaard Der er fire vigtige elementer i motivational interviewing, som udgør grundånden - ofte kaldet MI spirit: Partnerskabet Empati Autonomi Forandringssnak 1: Partnerskabet - et ligeværdigt samarbejde Motivationssamtalen indebærer en samarbejdsbaseret samtalestil, hvor du stiller spørgsmål uden at aktivere din egen ordnerefleks, og på den måde skaber du en terapeutisk alliance med klienten, hvor I er mere jævnbyrdige og samtalen er patientcentreret. Du skal finde ud af hvad, der er vigtig for klienten at ændre og hvorfor de vil det. Den terapeutiske alliance består af blandt andet partnerskab og empati. Disse færdigheder kan trænes for at fremme den terapeutisk alliance, og det kan måles hos behandleren efterfølgende. Ånden i motivational interviewing kan anses som at danse med klienten fremfor at bryde, samarbejde fremfor konfrontation, frembringe fremfor overbevise og autonomi fremfor autoritet. 2. Empati - at sætte sig i klientens situation Empati må ikke forveksles med sympati, som er evnen til at dele en følelse med en person, dvs. at du selv oplever samme følelse som personen. I empati føler du dig ind i den anden, i sympati føler du med den anden. Empati er evnen til at genkende og forstå andres følelser. Det beskrives ofte som evnen til at sætte sig i andres sted. Denne del af MI-ånden handler om medfølelse og empati. Det betyder at du ikke kun stiller spørgsmål som i et forhør, men også spejler og reflekterer det klienten siger så han eller hun føler sig lyttet til. At reflektere betyder at du fortæller din tolkning af det personen siger - og dermed også delvist gætter på hvad det indebærer. På den måde ved personen at du lytter og hun/han kan også korrigere historien, hvis din forståelse ikke passer. Det er samtidig en måde at dyrke forandringssnak på, da refleksioner ofte fører til uddybelser og en større grad af forandringssnak øger sandsynligheden for ændringer. En måde at starte en refleksionssætning på er ved at starte med “Så du…”, “Så det…”, “Så det er vigtigt for dig at…”, “Det er vigtigt for dig at…” eller “Så det jeg hører dig sige er at…”. 3. Autonomi - accepten af klientens selvbestemmelse Det tredje aspekt af MI-ånden er accepten af klientens ret til selvbestemmelse. Så i stedet for at fortælle klienten, som ikke vil stoppe med at ryge alle dine (måske endda gode) grunde hvorfor han eller hun bør stoppe med det, bør du understrege at det er klientens egen beslutning og ansvar - ingen andres. Ved at udtrykke accept af personens selvbestemmelse kan du dæmpe personens modstand. I sidste ende kan du heller ikke få en anden person til at ændre sig mod deres vilje - det sker kun hvis klienten også selv vil. I en kontekst med træning og kost vil det derfor ikke give mening at anbefale eller påtvinge andre en strategi blot fordi den har virket for dig selv. 4. Forandringssnak - lad klienten argumentere for forandring Det fjerde element, som er unikt for MI-ånden er det frembringende element. Det handler om at frembringe klientens egne ønsker, grunde og behov for forandring og det er den elementære teknikken i motivational interviewing. Fx: “Hvor vigtigt er det for dig at tabe dig 10 kg?”, “Hvilke overvejelser gør du dig i forhold til din sundhed i fremtiden?”, “Hvad er vigtig for dig at fokusere på?”, “I hvilken grad tror du at du kan lykkes med træningen hvis du beslutter dig for at komme i gang?”. Denne type spørgsmål kan frembringe forandringsudsagn som fx: “Det gør at jeg kan lege med mine børn.”, “Jeg vil gerne have en stærkere ryg og færre smerter.”. Disse udsagn kan reflekteres med lidt andre ord fx “Så du vil gerne kunne lave mere sammen med dine børn.”, “Så det er vigtig for dig at få færre smerter og du vil gerne begynde at træne fordi det gør dig mere “fit for fight”.” Derefter vil klienten måske sætte flere ord på deres ønsker: “Ja, min familie har også sagt at de gerne vil have at jeg kunne løbe og være “fit for fight” sammen med mine børn.” Til sidst kan du som coach lave en kort opsummering (5-10 sekunder), så klienten kan høre sine egne argumenter endnu engang: “Noget af det vi har talt om i dag er at træning ikke har været så nemt for dig. Du har prøvet nogle forskellige ting, men det har ikke virket for dig. Samtidig har du nogle gode grunde til at ændre dine vaner - du vil gerne være stærk, sund og “fit for fight så du kan lege med dine børn.” Det, der kendetegner forandringssnak er når klienten begynder at udtrykke sine grunde og ønsker og begynder at sige noget i retning af forpligtelse. Fx forberedende forandringsudsagn som “Jeg burde nok…”, ”Jeg kunne jo eventuelt godt…”. Ord som “jeg skal” eller “jeg vil” er med til at styrke forandringssnakken. Hvis personen er vag omkring sine forandringsudsagn, kan du være nysgerrig og spørge indtil dem. For eksempel “Hvem er det, der siger du burde gøre det?”. Lad os sige det er familie og venner. Så kunne det næste spørgsmål være: “Hvor vigtigt er det egentlig for dig på en skala fra 1 til 10?”. Videre kan du spørge hvorfor personen valgte fx 6 og ikke 3 - det vil sige at du spørger som udgangspunkt altid ned i skalaen for at fokusere på den motivation klienten nu engang har. Forandringssnak kan have forskellig grader fx et ønske (vil gerne, håber på, ønsker), evne (kunne, kan, vil måske), grunde (føle sig bedre, har brug for), behov (burde, skal, tænkt på), forpligtelser (skal, vil, har til hensigt), handling (gjorde). Status quo-øen vs. forandringsøen I forståelsen af den motiverende samtale kan denne analogi om to øer i et stort hav være gunstig: status quo-øen og forandringsøen. Hvis klienten er på staus quo-øen indikerer det at hun/han ikke ønsker at ændre noget, mens hvis personen er på forandringsøen betyder det at hun/han er klar til forandring. Når du spørger en klient hvor motiveret han/hun er for at ændre noget vil svaret sige noget om hvilken ø de er på. Eller om de er mellem øerne. Hvis personen ikke er klar til at ændre noget, vil du høre modstandssnak - de er på status-quo-øen (måske endda på den side længst væk fra forandringsøen i før-overvejelsesfasen). Din opgave er nu at få personen over i ambivalens, så der også er noget, der trækker i retning af ændring og forandringsøen. For at undgå modstand bliver du nødt til at gå med på personens argumenter fx “Så den nuværende situation hjælper dig ved at give ro, når du ryger i pauserne”. Derefter kan du spørge: “Er der overhovedet nogle ulemper ved den nuværende situation?” De svar du får er muligheder for forandring. Endvidere kan du reflektere ambivalensen: “Så på den ene side hjælper det dig at X og på den anden side er du lidt bekymret for Y. Hvad kunne du tænke dig at gøre ved det - for det er jo kun dig, der kan træffe beslutningen?”. Hvis personen så svarer noget ala “Jeg kunne måske tænke mere over min kost, men jeg ved egentlig ikke hvad jeg skal gøre.” er tidspunktet kommet til at du kan bede om lov til at give klienten noget information. “Må jeg fortælle dig noget om hvad, der skal til for at tabe sig?”. Hvis du får lov, giver du information og afslutter med “Hvad tænker du om det?”. Forhåbentlig snakker klienten ikke længere status quo-snak, men forandringssnak. Du skal starte på status quo-øen hvis personen er i før-overvejelse, ambivalent eller eksternt motiveret for at undgå at skabe modstand og understrege autonomien (selvbestemmelse) og partnerskabet. Kort sagt kan du udforske (U) hvad personen ved i forvejen, tilbyde (T) information og igen udforske (U) ved at spørge hvad personen tænker om det - det kaldes i motivational interviewing for UTU. Ved at udforske lytter du efter personens videnshuller, så du senere kan bygge videre på den viden personen har i forvejen. Du skal med andre ord ikke give al den information, du synes er relevant, men blot en lille del af den, som er mest relevant og bygger ovenpå det klienten allerede ved. Hvis du giver information til en klient, der ikke er engageret eller har lyst til at lytte, så forsvinder de ud af samtalen. Hvis forandringer var så nemme at det blot handlede om at få information, så kunne klienten bare have Googlet sit problem og implementeret forandringerne selv - men sådan forholdet det sig ikke. Prochanska og DiClimente har udviklet en model om de forskellige stadier af forandring. Klientens udsagn om hhv. forandring eller vedligeholdelse fortæller hvilket stadie de befinder sig på. Stadierne er 0) Før overvejelsesstadiet, 1) Overvejelsesstadiet, 2) Forberedelsesstadiet, 3) Handlingsstadiet, 4) Vedligeholdelsesstadiet og 5) Tilbagefaldsstadiet. Rollen som coach At kunne arbejde som coach eller arbejde coachende kræver nogle bestemte egenskaber af dig som person, men det er noget som kan læres. Samtale-delen er fundamental for dig som fysioterapeut, personlig træner, fysisk træner, kostvejleder, behandler eller coach - og dine empatiske lyttefærdigheder er blandt de allervigtigste for succes. Hvis det ikke ligger naturligt for dig at lytte og være empatisk, bør du træne det. Det kan være gennem bevidst øvelse eller ved at tillære sig coachende værktøjer som motivational interviewing. I den motiverende samtale har coachen flere roller og der tales typisk om tre overordnede kommunikationsstile, som benyttes ud fra konteksten i samtalen: Den styrende stil Den guidende stil Den rummende stil 1. Den styrende stil Den styrende stil præges af at du som vejleder taler meget fx 90 % af tiden. Hvis klienten er meget motiveret, kan det sagtens fungere. Stilen er dog mere ekspertcentreret og skal bruges med omhu med tanke på klientens motivation over længere tid samt minimering af modstand. Hvis du eksempelvis får en klient, der ønsker at stille op i styrkeløft for første gang, kan det give mening at du tager styringen over hans eller hendes træning og giver anbefalinger for den bedst mulige intro til sporten. Mens hvis det er en klient, der er ambivalent eller har svært ved at holde sig motiveret til at træne, er det ikke en god løsning at være styrende. 2. Den guidende stil Den vejledende eller guidende stil er hvor du spørger og informerer cirka 50/50. Denne stilen er det primære udgangspunkt i motivational interviewing og den passer godt til ambivalente klienter, som sidder fast i deres ambivalens. Her kan du gå ned i tempo og udforske begge sider af personens ambivalens, så personen føler sig lyttet til og kan træffe beslutninger for træde ud af sin ambivalens. 3. Den rummende stil Den rummende stil er hvor du som behandler, træner eller coach lytter meget mere end du taler - helt op mod 90 % af tiden. Du lytter, spørger en lille smule, informerer ganske lidt og bruger refleksioner. Det kan fx være hvis klienten er ked af det, frustreret, bange etc. Det er vigtigt, at du som behandler, træner eller coach kan skifte mellem de forskellige stile alt efter hvad din klient har brug for. Der er nemlig ikke én stil, der er bedre end de andre eller som altid skal bruges - det skal tilpasses hver enkelt klient og deres situation. Åbne og lukkede spørgsmål I MI-verdenen og i terapi generelt har det været idealiseret at du som udgangspunkt altid bør stille åbne spørgsmål - det vil sige spørgsmål, der ikke kan besvares med ja eller nej, men som skal uddybes. Fx “Hvilke tanker har du gjort dig om det her?". Og modsat er lukkede spørgsmål, hvor personen kan svare ja eller nej. Fx “Har du gjort dig nogle tanker om det her?”. Men det at skulle holde sig udelukkende til åbne spørgsmål har ændret sig de seneste år. Man har fundet ud at være empatisk er det allervigtigste redskab du har som vejleder, og at du derfor også godt kan stille lukkede spørgsmål. Du kan sagtens stille lukkede spørgsmål, der er empatiske fx “Har du altid haft det på den her måde?”. Det vigtige er, at du stiller de spørgsmål du finder naturligt og at du bruger din energi på at respondere på det personen svarer dig (refleksion) fx ved at give et kvalificeret gæt. Nogle eksempler på grundlæggende åbne spørgsmål, der frembringer forandringssnak er: “Hvad er det, der gør at du overvejer at ændre XYZ?” “Hvor vigtig er det for dig at XYZ?” “Hvilke tanker gør du dig om et første lille skridt hvis du bestemmer dig for at XYZ?” I MI skal du som “ekspert” udvise en højere grad af ydmyghed overfor klienten og huske på at det ikke handler om dig. Og det gør du netop ved at stille spørgsmål, i stedet for at fortælle klienten hvad du synes han/hun burde gøre. En myte omkring motivational interviewing er, at du kun må stille spørgsmål. Men det er ikke rigtigt, for så ville det være det rene forhør. Refleksioner er mindst lige så vigtige som spørgsmål og må godt fylde så meget som 50/50. Derudover kan det være at du får brug for udforsk-tilbyd-udforsk, og bliver nødt til at give noget information undervejs. Der er ingen regler for hvad du må sige og ikke sige i MI. Fire faser af den motiverende samtale Der er typisk fire faser i en MI-samtale - fire grundprincipper, som skal frembringe klientens egen indre motivation: Engagering Fokusering Frembring forandringssnak Planlægning 1. Engagering - relationsopbygning I den første fase, engageringfasen, skal du skabe tillid og vise at du har lyst til at arbejde med personen. Her kan du stille spørgsmål som fx “Hvordan har du det?" og “Hvilke tanker har du gjort dig om vores samtale i dag?”. Stilen bør være ikke-dømmende, empatisk og ikke-konfronterende. 2. Fokusering - indkreds samtalen Næste fase hedder fokuseringsfasen og er central for at du kan motivere din klient til forandring. Det er her du fortæller om dagsorden og spørger personen om der er noget specifikt hun/han vil tale om eller have fokus på inden I går i gang. Klientens fokus kan have ændret sig siden sidst og siden det handler om deres liv, så giver det mening at de har stor medbestemmelse. Det er først når vi ved hvad fokus skal være i samtalen, at vi kan vide hvad, der er status quo-snak eller forandringssnak - og derfor er denne fase meget vigtig at få afklaret. 3. Frembring forandringssnak - få klienten i spil Den tredje fase handler om at frembringe forandringssnak. Fx “Så vi skal tale lidt omkring hvordan du kan tabe dig gennem kosten - hvilket tanker har du gjort dig omkring det med at ændre dine kostvaner?”. Kort opsummeret skal du i de første tre trin engagere, så klienten føler sig lyttet til, fokusere samtalen og frembringe forandringssnak. Især det tredje punkt er unikt for den motiverende samtale. 4. Planlægning - læg en strategi Derefter kommer planlægningsfasen, hvor du opsummerer de forandringsudsagn, du har hørt fra klienten og spørger hvad et første skridt kan være. Her kan du eventuelt bruge udforsk-tilbyd-udforsk. Fx “Hvad kunne et første skridt være som du kan begynde på når du går hjem herfra i dag?”. Hvis klienten er usikker eller du er i tvivl om det er en holdbar plan, kan du fx spørge “Må jeg fortælle hvad jeg tænker om det?”. Hvis svaret er ja, fortæller du ydmygt om det og afslutter med “Hvad tænker du om det?”. Engager personen, fokusér samtalen, frembring forandringssnak og planlæg vejen videre. Det er vigtig at du tager dig tid til de forskellige faser af processen. Hvis du fra start sørger for at skabe tillid og engagement, vil det styrke den terapeutiske alliance. Noget forskning viser at jo stærkere den terapeutiske alliance er, jo stærkere forandringsudsagn vil der sandsynligvis komme senere i samtalen. Indenfor smerte er der også forskning, der peger på at den terapeutiske alliance er en af de stærkeste forudsigende faktorer for om et behandlingsforløb kommer til at være succesfuldt. Med andre ord kan du med fordel “skynde dig langsomt”, så personen bliver mere committed og engageret fra begyndelsen. Måske har du hørt at den motiverende samtale er tidskrævende og kræver lange sessioner, men det er ikke rigtigt. For nogle behandlere kan det dog virke udfordrende at nå det hele hvis man har begrænset tid. Nogle fysioterapeuter har så lidt som 15 minutter per session. Men hvis du holder dig til at stille spørgsmål, lytte empatisk og reflektere det klienten siger, kan du komme rigtig langt og ind til kernen på kort tid. Som med alt andet skal motivational interviewing øves og det vil føles mere overskuelig, når du har mere rutine. Opsummering Motivational interviweing er et værktøj, som skal hjælpe behandleren, træneren eller coachen til at øge sandsynligheden for at klienten kan forandre sig og opnå de mål, som hun/han selv har. De fleste mennesker har løsningen på deres problemer indeni dem selv, og den motiverende samtale handler om at fremkalde disse løsninger sammen med den indre motivation og glød. Motivational interviweing passer bedst når du har klienter, der er ambivalente. Topmotiverede klienter har ikke brug for MI - i hvert fald ikke så længe deres plan er realistisk og langtidsholdbar. Som behandler, træner eller coach kan du altid bruge essensen af MI for at få klientens indre motivation frem og dermed finde mere langsigtede strategier, som han/hun vil have succes med. MI-ånden indebærer en empatisk tilgang til det partnerskab du har til din klient (terapeutisk alliance). En forudsætning er at du giver din klient fuld autonomi ved at acceptere måden han/hun er på og ønsker. Derudover skal du være opmærksom på din ordnerefleks - at ikke komme med løsningen eller overbevise klienten om at gøre noget på en bestemt måde. Prøv at lytte mest muligt og reflektere hvad klienten siger, så du ikke kun stiller spørgsmål. MI-samtalen går igennem fire faser; 1) skab tillid og forståelse ved at engagere, 2) fokusér samtalen ved at afklare dagsorden, 3) frembring og understøt forandringssnak (udsagn som taler for at de gerne vil forandre noget) og 4) planlæg vejen videre et skridt ad gangen. Lyt til episoden Du kan høre episode 23 i Apple Podcasts her. Du kan høre episode 23 på Spotify her. Du kan downloade episode 23 fra Libsyn her. Se oversigten over alle episoder af podcasten her. Du kan også streame episoden direkte her:
-
#22 Bootybuilding: Lær de mest effektive balleøvelser og undgå de typi... Meget øvet
At træne en af kroppens største muskelgrupper er uden tvivl sundt rent fysisk, men hvad er bagsiden ved denne trend? Christian Amdi er professionsbachelor i fysioterapi og arbejder som selvstændig personlig træner med fokus på vægttab, styrke og skadesbehandling i Aarhus. Som personlig træner arbejder han især med kvinder og er samtidig igang med en MSc. i Strength and Conditioning på St. Marys University i London. Han har skrevet e-bogen "Ballebiblen", som i teori og praksis gennemgår balletræning. I denne episode snakker vi blandt andet om: Ballernes anatomi 101 Hvilke myter om balletræning, du skal undgå Bagsiden ved det store ballefokus Det vigtigste når du vil have optimale resultater af din balletræning Fordelene ved basisøvelser, isolationsøvelser og progression Træning af baller: overfladisk eller sundt? Typisk ser man tre grupper af mennesker med fyldige baller. Hvis du søger på de rigtige hashtags, vil du se at Instagram er fyldt med fitnesspiger, der træner og poster rigtig mange billeder af deres baller. De er ekstremt optaget af deres udseende og fremviser ofte øvelser med kun kropsvægt og tynd elastik. En anden gruppe er dem, der ikke rigtig træner, men alligevel har en stor numse (naturligt eller via plastisk operation) og som godt kan lide at vise den frem. Den tredje gruppe består typisk af både kvinder og mænd, som holder sig mere til den klassiske styrketræning og hvad videnskaben peger på er fornuftigt som at bruge mest tid på de store basisløft. Også i denne gruppe finder du flotte numser, men videoer og billeder er som regel ikke vinklet og zoomet med røven i fokus. Ovenstående er selvfølgelig en stereotypisk og anekdotisk observation, men min påstand er, at det ikke er så langt fra virkeligheden. Mange har en stor eller velformet booty som æstetisk mål, dog er det meget forskelligt hvor meget folk går op i det og hvad det betyder for dem. For nogle er deres udseende det allervigtigste, for andre er det en del af at have en stærk og sund krop eller en positiv bivirkning af styrketræning. Det overfladiske som udseende tiltrækker ofte meget mere opmærksomhed end de sundhedsmæssige fordele ved fx at have stærke baller. Som med store dele af sundheds- og træningsverden, er der mange myter og misforståelser omkring det at bygge en fyldig numse. Eksempelvis spredes misforståelser på Instagram, hvor du kan finde mange personer med fyldige numser vise og anbefale øvelser, som sandsynligvis ikke er særligt effektive. For den fyldige numse kan nemlig komme af andre årsager end den træning, som personen fremviser fx gener, tidligere sportsgrene dyrket, mange års styrketræning med andre øvelser, operationer osv. Forskningen kan guide dig til bedre valg og baseret på konsensus kan du få en grundforståelse for hvilken type træning, der skal til. Hvad er principperne du bør følge? Er det egentlig en mere fyldig numse du vil have eller er det en lavere fedtprocent? For svaret på de to spørgsmål er forskellige. Hvis målet er at have en veltrænet bagdel bør du vide hvordan musklen fungerer, hvordan de forskellige øvelser adskiller sig fra hinanden samt hvordan du sørger for progression i styrketræning. De to vigtigste spørgsmål er: hvad er mit mål og hvordan kommer jeg dertil? Bagsiden ved det store fokus på baller og udseende Hvis fokus for fx et vægttab udelukkende er på kroppens udseende, ses typisk at et dårligere resultater over tid med lavere fastholdelse. Det er simpelthen forbundet med dårligere fastholdelse af motivation over længere tid. Dertil ses en øget forekomst af spiseforstyrrelser, når kropsfokuset øges. Både mængden af kropsfokus og spiseforstyrrelser er steget i de sidste mange år af mange forskellige årsager, som naturligvis er komplekse - ikke fordi man træner meget baller. Hvad betyder det for din træningsmotivation og vedholdenhed omkring kost og træning, hvis du udelukkende har et æstetisk fokus? For mange kan det udefrastyrede fokus have negative påvirkninger på lang sigt. Den stærkeste motivation kommer nemlig indefra (intrinsisk motivation) og ikke udefra (ekstrinsisk motivation). Derfor giver det mening at du træner på en måde som du synes er sjov og at du fokuserer på at blive bedre til noget - en evne eller performance. I forhold til balletræning kan det være forskellen på målet om at ballerne skal se ud på en helt bestemt måde versus at have som mål at hip thruste 100 kg. Sammenhængen mellem styrke og muskelmasse er en af de stærkeste indikatorer og korrelationer indenfor styrketræningsverden, hvorfor performance bør være et delmål i processen mod at bygge muskelmasse. Hvis du i en øvelse, som er effektiv for den muskel du skal træne, kan blive stærkere i en moderat reprange som 6-15 gentagelser - så er det næsten helt sikkert, at musklen også er vokset. At opbygge muskelmasse er en langsommelig proces, der kræver tålmodighed. Det giver derfor ikke mening at hver dag eller uge måle omkredsen af din hofte - for det er ikke muligt at se fremgang på så kort tid. Men med styrke kan du godt se fremgang fra uge til uge især i starten. Hvis du går fra at kunne lave 8 reps med 30 kg til 60 kg og derefter 90 kg i hip thrust, så er du udover de neurale tilpasninger med al sandsynlighed ejer af nogle mere fyldige baller. Ballernes anatomi 101 Der er hovedsageligt tre muskler, der udgør ballemusklerne: Gluteus maximus er den største ballemuskel og er ansvarlig for hofte extension (udretning) og ekstern rotation (udadrotation) af hoften. Den kan deles op i to dele med forskellige fiberretninger og har derfor flere funktioner. Den øvre del udspringer fra hoftekammen og går ned omkring siden af vores lårben. Denne øverste del har som funktion at lave udadrotation af benet. Den nedre del går fra korsbenet og ned på bagsiden af lårbenet. Når den trækker sig sammen, skaber det primært ekstension af hoften. Når de to dele trækker sig sammen på samme tid er det ekstension og udadrotation som er dens funktion - en bevægelse som tilsvarer øvelser som dødløft, hip thrust eller hyperextension/back extension. Du kan øge udadrotationen i øvelser som hip thrust ved at have en elastik rundt om dine knæ eller at lade tæerne pege mere udad i back extensions. Den øvre del af ballen kan rammes mere isoleret set ved at lave fx lateral band walks/X-band walk/monster walk eller abduktioner. Gluteus medius er den mellemste muskel og sidder på den øvre og yderste delen af ballen og er ansvarlig for abduktion og indadrotation i hoften. Gluteus minimus er den mindste muskel, sidder under gluteus maximus og er ansvarlig for abduktion og intern rotation i hoften. De to mindre muskler er med andre ord som en samlet enhed ansvarlig for at føre benet udad - ligesom den øvre del af gluteus maximus. Øvelser som er mere fokuseret på disse to er de samme som for øvre del af maximus - dvs. lateral band walks/X-walk/monster walk, en form for abduktion samt øvelser på et ben som stepups og lunges. Myter om træning af baller Noget af det, der gør træning af baller til et interessant tema er alle de myter og misforståelser forbundet med det. Det er trist at se folk bruge meget tid på noget, der ikke har en særlig stor effekt - det vil sige at de kunne have gjort noget som ville virke bedre. Hvis vi lader os guide af både forskning og erfaring, kan vi optimere udbyttet. 1. God røv = gode øvelser En af de største misforståelser er omkring øvelsesvalget. Bare fordi en person med god røv laver en bestemt øvelse, så betyder det ikke at det nødvendigvis er en god øvelse. Personens resultater kan være et resultat af mange andre øvelser, genetik osv. Ballemusklerne er de muskler i kroppen, der har allerstørst variation i størrelse. Variationen i kvinder går fra cirka 300 % fra den mindste til den største hos utrænede og i mænd op mod 500 %. Vi har også forskellige momentarme (længde på ben, ryg og arme). Hvor meget muskelmasse starter du med? Hvor hurtigt kan du udvikle muskelmasse? Hvis en du følger på Instagram altid har haft en god røv, så er det ikke sikkert at de overhovedet ved noget om hvordan du bør træne for at udvikle dine baller. Måske har de blot været heldige med deres gener. Hvis du skal være sikker på at de faktisk har bygget numsen med deres træning, skal du også se deres udgangspunktet. Desværre er der virkeligt mange af denne type profiler på Instagram som har vanvittigt mange følgere og herigenne spredes desværre en del misinformation om hvad der skal til for at få den numse eller mere generelt krop, som de har. Du bør ikke blot tage imod gode råd baseret på hvordan folk ser ud. Derimod må du vurdere deres argumenter og grundlaget de baserer dem på. Hvis du vil følge en, der ved meget om træning af baller og som samtidig har belæg for at udtale sig om træning af baller, bør du følge Bret Contreras aka the Glute Guy. 2. Det er nødvendig med mange øvelser i forskellige vinkler Gennem sociale medier kan du få indtryk af at du skal lave mange øvelser i forskellige vinkler for at du kan bygge en fyldig bagdel. Det er en generel tendens at mange tænker at “jo flere øvelser, jo bedre resultater”. Men det passer ikke. Mere er ikke altid bedre, specielt ikke indenfor træning. Det er den samlede mængde træning over tid, som afgør hvordan du udvikler dig - ikke antallet af øvelser i sig selv. Og der er stor forskel på hvor god effekt du vil få af forskellige øvelser. Læs mere om muskelvækst i artiklen om volumens betydning for muskelvækst. Alligevel kan det give god mening at lave mere end én øvelse. Der er noget evidens for at muskelvækst ikke sker langs hele musklen, men relativt lokalt alt efter bevægelsesudslaget, du træner med. Dvs. hvor der er mest belastning på i løbet af bevægelsesudslaget og om der er meget excentrisk eller koncentrisk belastning. På grund af ballernes mange underinddelinger kan det give mening at lave mere end én øvelse - og det er sjældent at én enkelt øvelse biomekanisk stimulerer de forskellige dele af ballerne og deres bevægelsesudslaget. Det behøver dog ikke at overgøres - 2-5 forskellige øvelser for bagkæden er tilstrækkeligt i løbet af en uge - alt afhængig af hvilken frekvens du træner med. Hvis du ser nogen, der laver 8-12 øvelser, kan du roligt regne med at belastningen (intensiteten = % af maks) er for lav til at det har en god effekt. For hvis du skal eller kan lave så mange øvelser, kan du ikke presse dig selv hvis du skal have overskud til at gennemføre alle. Eller du laver øvelser, hvor du ikke kan bevæge nævneværdig vægt. Hvis du laver fx 3 øvelser med fornuftig intensitet, bør du have opbygget tilstrækkelig træthed til at du ikke kan gennemføre flere øvelser uden at det vil virke unødvendigt. 3. Det skal mange reps til for at forme røven Selv om det ser ud til at lavere intensitet og højere reps (helt op til 50) er lige så effektivt for at bygge muskelmasse (men ikke styrke), er det i praksis slet ikke så simpelt. For det er meget svært at presse sig selv tilstrækkeligt hårdt til failure i sæt med fx 30 eller flere gentagelser. Det gør nemlig ondt, tager lang tid og mange er slet ikke i stand til at presse sig til failure. Høje gentagelser (15 eller mere) er helt fine ting at inkludere, men det er sandsynligvis ikke der du laver størst fremgang. Derfor giver klassiske anbefalinger bedre mening, nemlig holde dig primært mellem 6 og 15, nogle gange ned på 1-5 for at fokusere mere på styrke og engang imellem gå på besøg i de højere reps for at få lidt mere volumen. Nogen kan dog godt lide den følelse som det giver at lave mange reps, hvor det syrer meget og så kan det være grund til at gøre det som en sjov afslutning på træningen, som ellers hovedsagelig består af moderat tunge løft. Et eksempel kunne være at lave supersæt med 3x15 i hip thrust og 3x20 lateral band walk. 4. Mere syre er bedre Mange tror at der skal syre til for at give resultater, og at mere syre er bedre. Men selvom det kan føles fedt (og gøre ondt), er det fysiologisk set ikke vigtigt. Laktat (mælkesyre) har ikke så stor effekt på muskelmasse isoleret set. Der er også tvivlsomt om metabolisk stress er en væsentlig faktor for muskelvækst. Sandsynligvis er det i højere grad et biprodukt og en måde at opbygge mekanisk spænding på. Syre er med andre ord ikke et krav for muskelvækst, men progression er. Mentalt kan det derimod være vigtigt. Hvis følelsen af at det “syrer til” eller “brænder” i musklerne er med til at gøre træningen sjov for dig, giver en tilfredsstillelse følelse eller bidrager til at du bliver ved med at træne på lang sigt, så er det selvfølgelig helt fint at integrere. Bare husk på at det ikke er følelsen, der giver resultater. 5. Bootybands er nødvendige for at bygge større baller En del firmaer og trænere har set muligheden til at sælge bootybands og dermed tjene flere penge. Når noget bliver kommercielt i træningsverden - uafhængigt af evidens - bliver det ofte hypet markant mere end nødvendigt. Et “bootyband” er en kommerciel udgave af en helt almindelig træningselastik, som du kan smide rundt om dine knæ, ankler eller fødder, så elastikken trækker indad og du skal presse udad. Men hvad gør de? Tanken bag bootybands er at få fat i den øvre del af ballen (gluteus medius og gluteus minimus), som står for abduktion og udadrotation af din hofte. Ved at sætte ekstra modstand på med et bootyband, kan du ramme disse muskler i større grad og udtrætte ballen hurtigere fordi du bruger flere af dens funktioner. Nogen føler også at de får bedre kontakt og at det begynder at syre hurtigere fordi der er en isometrisk (statisk) spænding. Men det er ikke en nødvendighed for at få resultater. En fordel med et mere elastisk bootyband er, at det ikke trækker i hår på benene - hvis du altså har det. Bootybands har deres berettigelse, men de bliver overbrugt og oversolgt. Specielt i øvelser, der egentlig ikke er balleøvelser, som squat. Dog kan de bruges som et cue hvis du fx har svært ved at få dine knæ til at følge samme retning som dine tæer. Du kan sagtens bruge bootybands en gang imellem for eksempel hvis du har svært ved at spænde op i ballerne, laver små isolationsøvelser eller gerne vil have følelsen af at du har brugt ballerne. Du kan altså bruge et bootyband som noget sekundært - for eksempel i forbindelse med isolationsøvelser for ballerne, for at få en større del af området med eller hvis du har svært ved at mærke dine baller. 6. Squatrøven Mange har hørt at squat er den ultimative øvelse for større baller, men det er det med al sandsynlighed ikke. Squat er en super god øvelse samlet set, men er i højere grad en knædominant forlårsøvelse, der også træner baglår og baller. Her får du forklaringen: Vi har tre primære muskelgrupper, der hjælper til med at strække (ekstendere) hoften; ballen, baglår (hamstrings) og den store indadfører (adductor magnus). I bunden af en squat står indadførerne for cirka 70 % af al hofteekstension, ballerne står for cirka 10 % og baglårene for cirka 20%. I toppen af en squat står indadførerne for cirka 45 % af al hofteekstension, ballerne står for cirka 40 % og baglårene for cirka 15%. Med andre ord arbejder ballerne mere når hoften er tættere på strakt og det giver en god indikation på hvordan en god balleøvelse ser ud - og det er ikke squat. Det er derimod øvelser, som stresser hofteekstension og hvor ballen er mere strakt. Måske har du oplevet at få ømme baller af lunges og bulgarian split-squat? Hvis du kigger på en person forfra i disse øvelser, kan du se der er mere indadføring (adduktion) og indadrotation af benet end i squat fordi du ikke skal gøre plads til dig selv mellem benene. Det vil sige at du har en smallere stand og får et større stræk på hoften i disse øvelser. Det kan forklare hvorfor de kan give mere ømhed. Det er dog, som du måske ved, ikke en væsentlig indikator på om din træning har været god. Overkroppens position kan også påvirke hvordan musklerne bliver brugt. Jo mere foroverbøjet du er i øvelser som lunges og bulgarian split-squat, jo større hoftefleksion og stræk på ballen får du - som også spiller en rolle for muskelvækst. Hvis du bøjer dig mere forover vil den vægt du flytter, og bevægelsen i sig selv, blive mere hoftedominant fremfor knædominant. Med andre ord kan du flytte mere fokus til ballerne ved at være foroverbøjet. Du kan også flytte fokus mellem baller og forlår ved at ændre skridtlængde. Længere skridt giver mere fokus på baller, mens kortere skridt typisk giver mere fokus på forlår. Balleaktivering - hvad er det og hvad er det ikke? Der er typisk to misforståelser omkring balleaktivering. Den ene kommer fra fysioterapien, hvor nogen påstår at du kan have "gluteal amnesia", altså baller, der sover. Det dækker over at de ikke er i stand til at spænde op i deres baller. Men det findes ikke - med mindre du har fået overskåret en nerve. Til gengæld findes det selvfølgelig at nogle mennesker ikke i samme grad som andre kan finde ud af at spænde eller bruge deres baller. Og det kan du forbedre gennem træning. Den anden misforståelse ses ofte på Instagram, hvor folk påstår at de har fundet en øvelse, der giver sindssygt god “kontakt til ballerne”. Den måde de måler det på er gennem følelsen af syre. Men som du ved nu, er det ikke en god selvstændig indikator på effektivitet og heller ikke definitionen af balleaktivering. Balleaktvering er når du selv kan spænde op i musklen. Fordelen ved at kunne det er, at du i hver gentagelse er sikker på at kontraktionen du laver med din balle er tættere på maksimal og på den måde vil den mekaniske spænding være størst mulig. Måske vigtigere kan det sikre dig at størstedelen af belastningen du bruger, bliver flyttet af den muskel, som du faktisk prøver at træne. Det er dog ikke en nødvendighed - for du kan have god kontakt uden at tænke over det. Nybegyndere kan typisk ikke mærke deres muskler før de har trænet i længere tid. Det er helt normalt og er ikke nødvendigvis et problem for at få god effekt. Store og små øvelser for ballerne Hvis du gerne vil træne dine baller bør du først og fremmest have fokus på store balleøvelser. Dernæst kan du eventuelt tilføje mindre isolerende øvelser som krymlet på lagkagen. Her får du en oversigt over de mest almindelige. Hip thrust og glute bridge er karakteriseret ved at du strækker hoften med vægt op og fokuserer på netop den del af bevægelsen, hvor hoften er strakt med bøjede knæ. Få inspiration til et simpelt setup til hip thrust. Dødløft-varianter eller hip hinge-varianter har mere fokus på hele bagsiden af kroppen. Du har lidt mere strakte knæ end i squat, men fokus på ekstension af hofte og knæ med hoften relativt strakt. Hyperextensions eller back extensions med rund ryg kommer også ind i hip hinge-kategorien. Rent teknisk kan du lave back extensions på tre måder, hvoraf den første har mest fokus på baller: Back extensions med rund ryg, pelvic posterior tilt (krumme lænd/bækken) og spænd i ballerne. Her holder du lænden fastlåst og fokuserer på ballerne. Back extensions med lige ryg, men stadig en primær hoftebevægelse med statisk træning af lænden. Back extensions eller hyperextensions med krum ryg i bunden af bevægelsen og svajet ryg i toppen af bevægelsen, hvor det bliver lidt en kombination af ryg, baller og lænd. Derudover har du reverse hyperextensions, hvor du ligger på maven og løfter benene bagud. I de tre foregående øvelser er benene strakte. Lunges-varianter som walking lunges og reverse lunges samt bulgarian split squat er etbensøvelser og involverer ekstension i både hofte, knæ og ankel. Her får du både størst mulig stræk på ballen og størst mulig bevægelse i knæet. Der er nogle biomekaniske, fysiologiske og anatomiske overvejelser for optimal udvikling af ballerne. Du kan manipulere hvordan du vil rammer ballen mest effektivt - og det er typisk der hvor hoften er tættere på strakt - det vil sige ved ekstension. En styrkekurve er hvor i bevægeudslaget musklen er stærkest. En belastningskurve er hvordan belastningen ændrer sig i løbet af bevægeudslaget. Nogle mener at disse to skal matches for at få bedst mulig fremgang for muskelvækst og styrke, men vi ved reelt set ikke om det faktisk forholder sig sådan. Hvis du tænker på squat og dødløft, ved du at de er tungest i bunden og lettest i toppen. I hip thrust er det tungest i toppen og ballerne hjælper mest fra midten af bevægelsen. Det interessante i forhold til styrkekurven og belastningskurven er hvordan du kan ændre øvelser til at ramme hvor ballen er mest aktiv. I varianter af bækkenløft som hip thrust kan du eksempelvis bruge elastikker eller kæder for at få mere belastning på i den koncentriske fase på vej op. Hvis dit vigtigste mål er større baller giver det mening at se på om du rammer hele ballen i løbet af en træning - eller uge. Du bør have en øvelse med hvor hoften strækkes helt fx hip thrust, back extension eller reverse hyperextensions. Derudover bør du have en øvelse hvor der kommer mere stræk på som for eksempel lunges- eller dødløft-varianter. Som krymlet på lagkagen kan du lave nogle af de mindre og mere isolerende øvelser for ballerne. Det er typisk dem, der bevæger ét led og rammer den del af ballen du ikke har arbejdet lige så meget med i de to første øvelsesvarianter. En udfordring ved isolerende øvelser er at opnå tilstrækkelig progressivt overload fordi du ikke er så stærk i de små øvelser. Til gengæld kan du med fordel udføre dem i med mange gentagelser og ned mod RIR 0-1. Eksempler er abduktioner som lateral band walk, siddende hofteabduktioner, hip abduction maskine, sideliggende benløft eller øvelser som frog pumps, high stepup, knæfirstående bagudspark, glute kickback eller kickbacks i kabel. Tjek eventuelt også dette træningsprogram for faste baller. Progression er førsteprioritet Når du har valgt to til tre øvelser til en træning er det næste skridt at sørge for progression, hvilket er helt nødvendigt for at opnå resultater. Desværre er det mange, der går galt her ved at fokusere på alt for små detaljer. For øget styrke og muskelvækst er progressiv overload det allervigtigste redskab. Det betyder at du for hver uge skal udfordre din krop lidt mere ved at justere på faktorer som belastning/intensitet, reps og sæt. Kroppen vil nemlig over tid tilpasse sig til det du udsætter den for og hvis du ikke udfordrer den mere, vil den ikke udvikle sig. I starten handler det ofte om at opbygge en større tolerance for mere arbejde over tid. Derudover handler det mere om kvaliteten og ikke så meget om kvantiteten. Det vil sige at du først og fremmest skal lære teknikken i de store øvelser. Det vil også hjælpe dig til at løfte mere vægt. Derefter kan du begynde at øge volumen gradvist. Men det betyder ikke at du skal fortsætte med at øge hele tiden eller at du skal forvirre musklerne ved at skifte øvelserne ud hele tiden. For at volumen eller dosen skal virke er der nødt til at være mekanisk spænding. Hvert sæt skal være hårdt nok (tilstrækkelig mekanisk spænding) og derfor er resultatet afhængigt af at du tilføjer mere belastning over tid. Fordyb dig i volumens betydning for muskelvækst og progression i træningsprogrammer. De generelle anbefalinger når det gælder frekvens (hvor ofte du træner) handler mest om hvordan du kan fordele volumen hen over en uge og hvor ofte du har tid og lyst til at træne. Det siges typisk at der skal mindst to ugentlige træninger til for at opnå markante resultater, men du kan også træne oftere - så bør volumen være mindre per dag fordelt ud over ugen. Husk det er det samlede volumen per uge, der er det vigtige. Volumen beregnes altså som antal sæt pr muskelgruppe per uge på de store løft (hip thrust, dødløft etc.). Det bør typisk ligge mellem 10 og 20 sæt alt afhængig af dit niveau. Intensitet eller belastning beregnes objektivt som procent af dit 1RM (en repetition maks) og subjektivt med repetitions in reserve (RIR). Størstedelen af din træning bør ligge omkring de moderate gentagelser (6-15) (mellem/lav intensitet/RIR 1-4). En gang imellem bør du komme ned mod 3-5 gentagelser (høj/mellem intensitet/RIR 1-4) for at bygge mere styrke og nogle gange over 15 (lav intensitet/RIR 1-2). Lyt til episoden Du kan høre episode 22 i Apple Podcasts her. Du kan høre episode 22 på Spotify her. Du kan downloade episode 22 fra Libsyn her. Se oversigten over alle episoder af podcasten her. Du kan også streame episoden direkte her:
-
#21 Anabole steroider og doping i træningsverden Let øvet
Indenfor fitness og bodybuilding er det mere reglen end undtagelsen, at deltagerne ved konkurrencer bruger ulovlige præparater. Det er også udbredt i helt almindelige lokale træningscenter - selvom de har en aftale med Anti Doping Danmark - hvor nogle af gutterne lever og ånder for at få store og markerede muskler og kvinderne for at fremstå mere trænede og tonede. Eftersom det er ulovligt, er det ofte ikke noget, der tales åbent om - det er i nogen grad et tabu, der ikke italesættes. Det er vigtigt fordi det giver et skævt billede af hvad du kan opnå og hvor hurtigt du kan forvente resultater. I nogle miljøer anses det som en nødvendighed for at kunne få resultater, mens det i andre anses som "det sidste lille skub". Men anabolske steroider er en række yderst effektive og potente medikamenter, der giver store resultater hurtigt - og bagsiden af det er de fysiske og psykiske bivirkninger, som mange oplever. Med som gæst har jeg Anders Nedergaard, også kendt som Dr. Muskel, uddannet biokemiker, humanbiolog og Phd. i muskelbiologi ved Københavns Universitet. Han er vært på Fitness M/K hos Radio24syv og træner både motionister og atleter. Han er også co-founder og videnskabelig ansvarlig hos Candidlab, der hjælper dig med at finde hoved og hale i kosttilskudsbranchen. I denne podcast-episode har vi fokus på doping blandt motionister og fitnessudøvere - ikke brug i idræt. Vi snakker blandt andet om: Hvad er anabolske steroider og doping? Hvor meget giver det at bruge steroider? Hvem bruger steroider og hvor udbredt er det? Kan man tage steroider i en dose, hvor det ikke er farligt? Bagsiden ved doping, bivirkninger, forstyrrede kropsbilleder og spiseforstyrrelser. Kan man se på folk om de har taget steroider? Anders’ interesse for doping og steroider startede tidligt og var en af de primære interesser, der fik ham til at starte på universitetet. Dengang, i 90’erne, var der generelt en mere liberal holdning til brugen af doping, mens det nu primært er udbredt i specifikke subkulturer. Anders interesserer sig for både de fysiologiske, psykologiske, kulturelle og antropologiske aspekter af doping. Hvad er anabole steroider og doping? Juice, krudt, muskelbolcher, sovs, power bearnaise, russervitaminer - anabolske steroider har gennem årene fået mange navn. Men hvad dækker disse navn egentlig over? Doping som anabole androgene steroider (ofte forkortet AAS) gør at dine muskler bliver større og stærkere end de ville normalt. Den største og mest almindelige gruppe af stoffer er syntetiske anabolske steroider - syntetiske efterligninger af testosteron. Der blev opfundet 15-20 forskellige stoffer tilbage i 1950’erne og det er de mest brugte siden 1980. Der skelnes mellem den androgene og anabole effekt, som resulterer i mandlige vævsopbyggende effekter. Den androgene (“mandlig” på græsk) effekt indebærer udvikling af kønskarakteristika som under puberteten som testikler, kropshår, skæg og stemmeændring, men også liderlighed. Den anabole ("løfte op" på græsk) effekt dækker over den vævsopbyggende effekt gennem øget proteinsyntesen og derigennem muskelmasse. Anabole steroider påvirker muskelmassen positivt gennem flere mekanismer herunder stimulation af en række receptorer i muskelvæv samt øget effekt af IGF-1, hæmning af kortisols og myostatins nedbrydende effekt på muskelvæv. Derudover øger anabole steroider antallet af satellitceller i muskelfibrene, hvilket giver større potentiale for at opbygge muskelmasse (en fordel, som fastholdes også efter stop af doping-præparater). De mest kendte testosteron-lignende anabolske steroider er dianabol, som var det første orale steroid, der blev opfundet og det er stadigvæk et af de mest brugte. Derudover har du eksempelvis deca durabolin, trenbolon, Oxandrolon (ofte kaldet Anavar) og stanozolol/Winstrol. Helt grundlæggende har de alle samme effekt - du bliver større og stærkere. Du får bedre muskulær restitution, forbrænder fedt hurtigere og kan blive stærkere uden at tage på. Og det går ekstremt hurtigt. Det kan gå så hurtigt, at du med nogle stoffer kan løfte mere allerede i løbet den først uge - for nogle stoffer i løbet af få timer. Mekanismerne bag den hurtige effekt er ikke helt klarlagt, men det kan tænkes, at det forandrer noget i musklernes biologi. Der er forskel på hvor potente stofferne er og hvor meget væske du binder på grund af dem. Måske har du set nogle store muskuløse mænd med store runde kinder? Det kan være et tegn på at de har brugt steroider, der fører til væskeretention (det kan gøre dig stor og blød). Modsat findes der også præparater, der dehydrerer af - "tørrer dig ud". Som ord stammer doping fra det gamle hollandske ord ”doop”, som betyder sovs eller dyppelse og i 1800-tallet dækkede det over væsker, hvor indholdet ikke var kendt eller var stimulerende. Medicinske virksomheder har i mange år forsøgt at udvikle vævsopbyggende medicin, der kan forebygge alderdom gennem at bevare mest muligt muskelmasse. Det kan anabolske steroider hjælpe med - også uden træning - men til gengæld er de skadende for din sundhed og forventede levealder. Ideen om at udvikle et præparat, som har en positiv effekt på muskelmasse uden at have negative påvirkning på sundheden kom fra succesen med at udvikle medicin, der kan hjælpe kvinder med at bevare knogletætheden i forbindelse med menopause (også kaldt overgangsalderen eller klimakteriet). Simpelt sat op indebærer det at tage anabolske steroider at niveauet af testosteron i kroppen øger ud over de naturlige niveauer. Prohormoner er en klasse af steroider, som har en mindre stærk hormonlignende effekt, men som omsættes til hormoner i kroppen. SARMer er en ny klasse af lægemidler, der er stoffer som tænder for androgen-receptoren ligesom steroider, men har en anden grundlæggende struktur. Hvor meget giver anabole steroider? Måske har du hørt nogen sige, at de tager doping for at "få det allersidste lille finish" på deres krop? Det er en enorm underdrivelse af effekten af steroider. Med steroider får du ikke det sidste lille finpuds, men en ordentlig overhaling uden at du egentlig behøver at gøre andet end at tage stoffet selvom veltilrettelagt træning og kost selvfølgelig vil give markant bedre resultater. På Instagram kan du se folk træne med hovedet under armen, men alligevel få gode resultater. Desværre. For det udbreder dårlige træningsprogrammer og - øvelser, der kræver steroider for at have nævneværdig effekt. Et eksempel på den store effekt af steroider er, at det er påvist, at hvis du får testosteron, kan du ligge på sofaen uden træning og alligevel få bedre resultater end en, der som træner uden steroider hvad angår muskelvækst og tab af fedt [1]. Det samme studie viste, at deltagerne, der trænede og fik 600 mg testosteron per uge i 10 uger tog 6,1 kg fedtfrimasse på. Gruppen, der styrketrænede uden doping tog 1,9 kg fedtfri masse på, mens gruppen, der fik testosteron uden at træne tog 3,2 kg fedtfrimasse på. Hvis resultaterne opnået med steroider skal holdes ved lige, kræver det at du bliver ved med at tage steroider. For hvor meget beholder man efter kur-stop? Ikke ret meget, musklerne forsvinder gradvist, når du stopper igen og dine hormonelle niveauer falder. Effekten er selvfølgelig også afhængig af dosen, som ved doping med anabole steroider kan ligge både 10, 100 og endda 1000 gange over det niveau, som benyttes i forbindelse med medicinsk behandling - og i kombination af flere anabole steroider samtidig (stacking). Hvem bruger doping? Der findes ingen præcise tal for hvor mange danskere, der bruger anabole steroider og andre dopingstoffer. Det er svært at undersøge præcist, da det er forbundet med store mørketal på grund af det er ulovligt. Tidligere var det hovedsageligt mænd, der tog doping. Men nu er også kvinder begyndt med det - sandsynligvis på grund af den voksende interesse for fx fitness-konkurrencer. På Aarhus Universitet har de i Ask Vest Christiansens forskergruppe lavet en typologi over fire forskellige idealtyper, der bruger steroider af forskellige grunder og på forskellige måder baseret på nogle generelle træk hos brugerne (baseret på 37 kvalitative interview) [2]. Grupperne blev inddelt i fire grupper i et koordinatsystem, vurderet ud fra risikovillighed på den ene akse og effektivitet (optimering af hvordan man gør det) på den anden akse. Typerne var som følger: YOLO - you only live once Denne type er en af de to højrisikotyper, kaldes også for “kamikaze-gruppen” og er den utålmodige gruppe, som vil gøre det vildt og voldsomt, de rangerer højt på risiko og lavt på optimering, de scorer højt på kropsdysmorfi, har afhængigpræget adfærd og scorer lavt på social status. De er blinde for eventuelle konsekvenser og lever livet i overhalingsbanen uden at se sig tilbage. Det er især i denne gruppe der sker dødsfald som følge af doping. Denne gruppe er ved ikke særlig meget om steroider, er typisk yngre og har en eksperimenterende livsstil, der også inkluderer alkohol og euforiserende stoffer. Denne gruppe har altså en høj grad af risiko og en lav grad af optimering. Atleten - konkurrence i fokus For den anden højrisikotype er risikovilligheden ikke udtryk for manglende bekymring for helbredet, men oplevelsen af at det er en nødvendighed med den muskelopbyggende effekt af steroider for at kunne konkurrere i fx bodybuilding. Hvis du skal stille op i de tungere klasser i bodybuilding og ikke falde igennem, er det et vilkår at du krudter dig relativt hårdt. Denne gruppe er dog mere reflekteret omkring doping og har gjort en vurdering af hvilken risiko de er villige til at tage, hvordan de kan reducere bivirkningerne og om de skal stoppe på et tidspunkt. Fordi præstationen er i fokus, kombineres steroiderne typisk med andre dopingmidler, et strengt træningsregime og en stram kostplan, hvor alkohol og stoffer er udelukket. Denne gruppe har altså en høj grad af risiko, men også en høj grad af optimering - en mere kalkuleret risiko måske i samarbejde med lægen. Velvære - ung for evigt Som den første af de to lavrisikotyper, vil velvære-typen gerne prøve steroider for at opnå moderate kropslige forandringer med lidt mere muskelmasse og mindre fedt. Forfængeligheden og velvære er i fokus. Derfor tager denne gruppe mindre mængder for at minimere bivirkningerne og ønsker især at minimere tegnene på alderdom. Denne gruppe har altså en lav grad af risiko og en lav grad af optimering. Ekspert - nysgerrighed og optimering Den anden lavrisikotype bruger steroiderne som en del af et projekt drevet af nysgerrighed om hvad kroppen kan bygges op til. Denne type optimerer på alle parametre for at få stor effekt og færrest mulige bivirkninger. Han har læst på lektien og forstår fysiologien og biologien bag hvordan steroiderne påvirker kroppen. Denne indsigt skal både sikre den præstationsfremmende effekt, men også at beskytte helbredet. Denne gruppe har altså en lav grad af risiko og en høj grad af optimering. Denne type rådgiver ofte andre omkring hvordan de kan reducere risikoen. Hvor udbredt er doping og anabole steroider i fitnesskonkurrencer? I klassisk bodybuilding især i de tungere klasser kan du være næsten helt sikker på at samtlige udøvere har brugt doping. Deltagere på steroider vil med al sandsynlighed udkonkurrere dem, der ikke har krudtet sig - på den måde bliver det en “nødvendighed” med krudt, hvis du vil nå toppen af resultatlisten. Det siges dog at Dansk Bodybuilding og Fitness Forbund (DBFF) er begyndt at se nærmere på problemet. De skal nemlig som udgangspunkt følge reglerne fra IFBB (International Federation of Bodybuilding and Fitness), hvor de fx bør undersøge atleterne for synlige stik- og injektionsmærker eller markant udspilet mave - og bortdømme på grundlag af det. At lade elementer som disse påvirke bedømmelserne kan være et skridt mod at gøre bodybuilding mindre ekstremt, men så kommer der nye konkurrencer som fx Iron Rebel, hvor det hele er som "i gamle dage". Athletic fitness, hvor du også skal præstere i udvalgte styrke- og konditionsøvelser, er en af de få kategorier, hvor en del af deltagerne sandsynligvis er dopingfri - eller “natty” som det hedder på slang. I modsætning til klassisk bodybuilding og lignende klasser med krav til ekstremt veludviklet muskulatur, kan det lade sig gøre at hævde sig athletic fitness uden at tage steroider. Det samme gør sig sandsynligvis gældende i fx bikini fitness, men der er uden tvivl også mange deltagere i disse to kategorier, der bruger steroider. Hvis du er interesseret i konkurrencer uden doping - så godt det er muligt at kontrollere for - så kan du lytte til episode 19 af podcasten: Store muskler uden krudt - naturlig bodybuilding med Daniel Risgaard og høre hvordan du uden doping kan træne og spise dig til gode resultater. På nogle punkter betaler kvinder en større pris for at tage doping end mænd gør. I fitnesskonkurrencer er der mange kvinder, der bruger forskellige ulovlige præparater. En udfordring herunder er at mange er unge (omkring 18-22 år), ikke har nogen træningserfaring og ikke ved hvad de går ind til, når de takker ja til forskellige stoffer fra deres træner. Nogle får at vide, at det er noget de skal tage for at kunne stille op og kroniske bivirkninger (går ikke væk igen) som fx mørk stemme og forstørret klitoris, er de potentielle bivirkninger ikke uskyldige. Mange deltagere har et skrøbeligt krops- og selvbillede, lægger stor vægt på udseende og lider af forskellige grader af spiseforstyrrelser. Det er vigtigt at tage et oplyst valg, hvis du vurderer at tage steroider og/eller stille op til fitness. Selv hvis udøvere er rene under en konkurrence, betyder det ikke nødvendigvis at de ikke har taget doping i perioderne mellem konkurrencer. Hvordan kan man se på folk at de krudter sig? Det er vigtig at huske på, at vi som mennesker har ganske forskellige genetiske egenskaber når det gælder kropsbygning, fedtprocent og evne til at opbygge muskelmasse. Derfor vil der altid være både dopingfri og dopede mennesker, som ser meget muskuløse ud - outliers. Der er alligevel et par "faresignaler", som kendetegner kroppe opbygget med anabole steroider. Når dopingfri udøvere taber sig meget i forbindelse med konkurrencer, kommer musklerne ofte til at se mere flade ud, de bliver mindre samlet set og muskelstyrken går ofte markant ned. Når folk på krudt taber sig, får de både lav fedtprocent og muskler, der “popper” - dvs. de er helt hårde og ser stadig store ud samt at de i højere grad fastholder deres styrke. Stemmen kan blive mørkere, hvilket specielt er tydelig hos kvinder. Et andet resultat af steroider er at overkroppen vokser mere end underkroppen. Fx kan det ofte ses på nakken. Derudover er det ofte afslørende for folk om de krudter sig, hvis du ser på hvilket tempo, de vokser i - meget hurtigere. Sandsynligvis vil dem du træner med lægge mærke til hvor hurtigt du vokser, fordi det er helt udenfor det normale. I reklamer og reality shows som fx Paradise Hotel eller Robinson er det ikke unormalt at deltagerne har benyttet lave mængder steroider for at have mere muskelmasse og lavere fedtprocent, når de skal på TV uden at bruge så lang tid på forberedelsen (uden at skulle træne alt for hårdt og samtidig kunne gå i byen i weekenden). Derudover er der (desværre) rigtig mange influencere, trænere og online coaches, der tager steroider uden at deres følgere er klar over det. Mange ønsker at se ud som skuespillere som “The Rock” - som i øvrigt er krudtet op til over ørene. Det betyder ikke at der er noget galt med ham som person - det er hans valg - men det er et problem når publikum ikke ved eller forstår at han uden krudt aldrig ville kunne se sådan ud uanset hvor hårdt han træner og hvordan han spiser. Det tilsvarer lidt photoshoppede modeller, det er blot “medicinsk photoshop”. Det er et komplekst tema med flere medfølgende problemer fx den påvirkning det har på unge, men også voksne mennesker om forventninger til hvordan man skal se ud. En større åbenhed og ærlighed om (mis)bruget af doping ville give et mere transparent og virkeligt billede af hvad der er muligt at opnå rent. Trænere og online coaches har et ansvar overfor dem de henvender sig til. Mange lyver om at de ikke har taget stoffer og det er et stort problem i et samfund, hvor kropsfokus, mindreværd og psykiske problemer er en stor udfordring. Derudover er der en etisk og moralsk problemstilling forbundet med at trænere og online coaches reklamerer med at du kan træne, spise og se ud som dem ved at købe deres træningsprogrammer og kostplaner - uden at nævne at steroider udgør fundamentet for deres resultater. Hvorvidt en person ønsker at tage steroider eller ej, må være op til den enkelte, men lad det i det mindste være på et oplyst grundlag og uden bedrag overfor andre. Bagsiden ved doping - bivirkninger Rent sundhedsmæssigt vil en enkelt kur sandsynligvis ikke gøre så stor skade, men det kan have store konsekvenser både fysisk og psykisk. Derudover er det sjælendt at folk tager én enkelt kur. Hvis du godt kan lide følelsen det giver, er chancen større for at du fortsætter på næste kur - og på den måde bliver afhængig af den samlede oplevelse. Hvis du ikke fortsætter, skal du forholde dig til hvordan kroppen føles, når alt det du satte pris på med steroiderne forsvinder. Mange bliver afhængige af det udseende og den følelse, de får. Fx bliver mange mænd meget liderlige og får samtidig stor opmærksomhed fra kvinder - noget de måske ikke har fået tidligere i livet. Inden du overhovedet vurderer at tage krudt er det vigtigt at forstå, at det du opbygger forsvinder når du stopper. At være på steroider over tid kan påvirke biomarkører negativt fx insulinfølsomhed, fertilitet og testosteronniveau [3-4]. En faldgrube er at du ikke nødvendigvis selv kan mærke at din naturlige egenproduktion af testosteronniveau falder, når du tager doping - det er først når du stopper at det viser sig og kan resultere i sekundær hypogonadisme. En af de første ting du lægger mærke til som mand, når du stopper med krudt er at testiklerne bliver mindre. Hvis du kun har været på krudt i kort tid eller meget små doser vil det sandsynligvis blive normalt igen. Hvis du har været på krudt længe nok, vil det muligvis aldrig komme tilbage til normalt niveau. Det kan føre til dårligere sædkvalitet og derfor lavere fertilitet. Den mest almindelige kredsløbssygdom som følge af steroider er en blodprop i hjerte. Man tror også at nyresvigt kan være en følge. Derudover ses der en øget risiko for selvmord, som dog ikke vides om er en konsekvens af steroiderne i sig selv eller typen, der tiltrækkes af steroider. De afgørende faktorer for risikoen for bivirkninger er fx dosis, varighed, alder, køn, individuel modtagelighed, generelt helbred og livsstil, tobak og blandingsmisbrug (både andre dopingstoffer, men også alkohol og narkotika). Psykiske bivirkninger af at tage steroider Der er en række psykiske bivirkninger forbundet med brugen af anabole steroider, fx: Humørsvingninger og ukontrolleret temperament Kort lunte og aggressiv adfærd Psykotiske træk, depression og paranoia Forkvaklet opfattelse af egen krop (kropsdysmorfi) Afhængighed af stofferne - for at undgå bivirkninger ved at stoppe fx sløvhed, forstoppelse, hovedpine og kraftige depressioner. Fysiske bivirkninger af anabolske steroider De fysiske bivirkninger kan opdeles i bivirkninger, som primært rammer mænd, kvinder eller begge køn. Bivirkninger hos mænd og kvinder Bumser (akne) Leverskader Forhøjet blodtryk Hurtig vægtforøgelse Hjerteanfald Mere kolesterol i blodet Nedsat forplantningsevne Skader på muskler og sener pga. hurtigere progression Derudover kan man også risikere at opnå det omvendte af hvad man ønsker, da det mandlige kønshormon testosteron under nogle omstændigheder omdannes til det kvindelige kønshormon østrogen, som kan medvirke til udvikling af bryster (kaldet gynækomasti, tævepatter eller ”bitch tits”), fedme og mindre muskelmasse. Bivirkninger hos mænd Impotens Mindre testikler Lysere stemme Væskeophobning i kroppen Dårligere sædkvalitet Prostataforstørrelse Bivirkninger hos kvinder Hår på kroppen og skæg Dybere stemme Skaldethed Mindre bryster Større klitoris Forstyrrelser i menstruationen Hormonsupplering for ældre mænd Hormonerstatningsterapi er stort i USA. Dvs. at man giver testosteron til ældre mænd, når deres naturlige niveau går ned. Det er altså ikke hormonerstatning, men hormonsupplering og det er en ret skør måde det gøres på. Læger anbefaler det uden at vide sikkert om klienterne egentlig har for lidt. Og vi ved at selv hvis mænd har lavt testosteronproduktion, vil det ikke have en sundhedsfremmende effekt af at få et mere normalt testosteronniveau Drenge eller mænd, der ikke har gennemlevet puberteten og ikke udviklet det man kalder sekundære kønskarakteristika på grund af for lavt testosteronniveau, ser ud til at blive ældre end mænd, der har udviklet sekundære kønskarakteristika. Det tyder på at testosteron egentlig ikke er særlig sundt, hvis man skulle se på det som markør. Muligvis en af dynamikkerne bag at kvinder bliver ældre end mænd. Alligevel er der en gængs opfattelse om at det er “sundt” at have meget testosteron. Sandsynligvis er din overordnede sundhed det vigtigste for dit testosteronniveau. Og det at være mand ændrer sig gennem livet - du kommer ikke til at se ud som du gjorde da du var 20-30 år gammel hvis du er 50. Behandlingstilbud i Danmark Der er foreløbigt ingen offentlige behandlingstilbud i Danmark. Men ved Syddansk Universitet er de i gang med at lave en form for behandlingstilbud til folk, der gerne vil stoppe med steroider og have hjælp med konsekvenserne af det (fx sløvhed, forstoppelse, hovedpine og kraftige depressioner). I England har de lavet tilbud - ofte kaldet harm reduction - der hjælper folk med at tage doping på en mindst mulig skadelig måde under ordnede forhold. Hvis en person uanset hvad har tænkt sig at bruge steroider, så kan man overveje om ikke det er i samfundet interesse at reducere risikoen mest muligt. Gruppen af brugere, som er afhængige har som som regel en form for kropsdysmorfi, hvor de er sygeligt optaget af at være meget muskuløse, markerede og stærke. Ofte kombineret med at de slet ikke selv kan se hvor store de allerede er og hvilke behov det dækker over. Det er en kompliceret problemstilling, hvor fysiologien på den ene side kræver medicinsk behandling og de psykiske problemstillinger på den anden side kræver professionel hjælp til at stoppe og bearbejde ønsket om en unaturligt muskuløs krop. Lyt til episoden Du kan høre episode 21 i Apple Podcasts her. Du kan høre episode 21 på Spotify her. Du kan downloade episode 21 fra Libsyn her. Se oversigten over alle episoder af podcasten her. Du kan også streame episoden direkte her:
-
#20 Hvorfor er vi ikke alle fede? Forstå overvægtens årsager Let øvet
Vi ved i store træk hvordan fedme udvikles, men det store spørgsmål er hvorfor vi udvikler fedme. Der er nemlig mange faktorer bag - nogle indenfor vores kontrol og andre udenfor. Jens Lund er kandidat i humanbiologi, bachelor i biokemi og professionsbachelor i Ernæring og Sundhed. Han arbejder på Københavns Universitet med fedmeforskning og biologien bag vores fedtceller. I episode 17 af Stærk & Smertefri snakkede jeg med Jens om vores fedtvæv og genetik, mens vi i denne episode snakker videre om: Hvordan udvikler man fedme og hvorfor har vi en fedmeepidemi? Fedmens følger: sygdomme, stigmatisering og enorme krav til sundhedsvæsen og samfundsøkonomi Hvorfor det kun er nogle, der bliver overvægtige - vi lever jo alle i et fedmefremmende miljø? Hvorfor det er så svært at vedligeholde et stort vægttab? Hvordan kan vi bekæmpe fedmen i fremtiden? Fedme er et stort sundhedsmæssigt problem i hele verden og citatet under fortæller noget om kompleksiteten i det. Vi mennesker er dybt optagede af mad. For de sultne handler hver tanke om det næste måltid. For de mange millioner af mennesker med svær overvægt udgør maden en sirenesang, en konstant fristelse, der for alt i verden må undgås, hvis ellers den sociale stigmatisering og risikoen for livsstilssygdomme skal begrænses. For de slanke er maden ikke bare brændstof, det er også nydelse og velvære i weekenden. For fødevare- og kosttilskudsindustrien er maden “big business”, og set fra et samfundsmæssigt synspunkt, så udgør det moderne madmiljø én af de største trusler mod hele verdens helbred.” Jeffrey Friedman (2003 i Science Magazine) Hvad er fedme og hvordan måles det? I Danmark sneg andelen af overvægtige sig for første gang over 50% i 2018 og det er efterhånden klart, at overvægt og fedme er problemer, som vi kommer til at kæmpe med både nu og i fremtiden. Siden 1987 er forekomsten af overvægt og fedme mere end fordoblet. Markant flere mænd end kvinder er overvægtige, mens antallet af mænd og kvinder med fedme er omtrent det samme. Men hvordan defineres overvægt fedme? Definitionen af fedme udregnes som udgangspunkt med BMI (Body Mass Index), som beskriver relationen mellem din højde og kropsvægt (kg/m2). Når din BMI overstiger 25, er du i kategorien overvægtig og kommer du over 30, er du svært eller ekstremt overvægtig - kaldes også fedme. Nedenstående oversigt over skalen er hentet fra Sundhed.dk, hvor der også er en BMI-beregner: BMI < 18.5: undervægt - lav risiko for fedmerelaterede komplikationer. BMI 18.5-24.9: normal vægt - middel risiko for fedmerelaterede komplikationer. BMI 25-29.9: overvægt - let øget risiko for fedmerelaterede komplikationer. BMI > 30 - 39.9: svær overvægt moderat til høj øget risiko for fedmerelaterede komplikationer. BMI > 40: ekstrem overvægt - meget høj risiko for fedmerelaterede komplikationer. BMI har fordele, men også svagheder. Den tager nemlig ikke højde for hvad den totale kropsmasse består af fx fedtmasse kontra muskelmasse. Derfor kan BMI fordelagtigt suppleres med fx måling af fedtprocent og talje/hofte-indeks (gerne < 0,8 hos kvinder og 0,9 hos mænd) samt overvejelser om graden af fysisk aktivitet. Hvis du har styrketrænet længe og har bygget en solid portion muskelmasse, så kan BMI være misvisende for din sundhed, fordi kropsmassen består af mere muskelmasse end en gennemsnitsperson med mindre muskelmasse. Der er også forskel på at være overvægtig (fx i den høje ende 20'erne), men fysisk aktiv, hvor du alligevel vil kunne have en god sundhed. eller om du er fysisk inaktiv. Det er som udgangspunkt bedre sundhedsmæssigt at være lidt overvægtig og fysisk aktiv end normalvægtig og fysisk inaktiv. En vedvarende diskussion blandt fagfolk går på om fedme bør betegnes som en sygdom. De primære argumenter for betegne det som en sygdom er, at gøre opmærksom på problemet og sætte fokus på hvor komplekst det er, hvorfor det bør betegnes som en kronisk sygdom. Andre mener mere konkret at fysisk inaktivitet er en sygdom. Måske er det nødvendigt med en diagnose for at få medicin, men en del af problemet ligger sandsynligvis i definitionen af sygdom kontra symptomer. Fedme er en risikofaktor for mange sygdomme og symptomer, men er det en sygdom i sig selv? Det bliver hurtigt kompliceret. Uanset konklusionen, så er det et seriøst problem - sygdom eller ej. Det flere er enige om, at det er en lidelse. Forbundet med mange problemer. Og det er et problem fordi følgerne er fx hjerte-kar-sygdomme, åndenød, smerter, forhøjet blodtryk, type 2 diabetes, kræft, blodpropper, galdesten - og ultimativt resulterer i at svært overvægtige vil have 5-10 gode leveår mindre uden langvarig belastning fra sygdom i forhold til normalvægtige. Hør podcasten om kropsidealer. Hvordan udvikler man fedme? Det er vigtig at påpege at vi bruger ordet hvordan, og ikke hvorfor. Vi har nemlig ikke endegyldigt gode svar på hvorfor, men det har vi til gengæld på hvordan. Helt grundlæggende er det egentlig ret simpelt fordi det handler om fysik og om termodynamikkens love - som vi ikke kan ændre. Du tager på hvis du indtager flere kalorier end du forbrænder - dvs. hvis du er i kalorieoverskud. Det er en nødvendighed for at tage på. Du kan sammenligne det med en bodega på Østerbro, hvor der er mange fodboldfans. Hvordan er der kommet så mange fans? Det er fordi kommet flere ind ad døren end der er gået ud af døren. Det er simpelt. Men hvorfor er der kommet så mange fodboldfans ind på netop denne bodega? Det kan der være rigtig mange grunde til og det kan være svært at svare præcist på. Måske er det fordi det ligger på Østerbro og dermed tæt på Parken? Er det fordi det er søndag og sommer? Er det fordi der har været kamp mellem Brøndby og FCK? Er der landskamp? Det komplekse i fedme ligger altså ikke i hvordan, men hvorfor. Derfor er udsagn som “Luk munden og let røven” og fordomme som at “De fede er dovne” meningsløse eksempler på, at mange slet ikke forstår hvor komplekst et problem vi står overfor. Og heri ligger en af de største udfordringer nu og i fremtiden. Fedmeepidemiens udvikling og de medfølgende problemer Over hele kloden er det sket en stor øgning i antallet af overvægtige siden 1975. I alt er der to milliarder overvægtige mennesker og af dem kan 600 millioner kategoriseres som fede med et BMI over 30. Der er sket et skift fra at være flere undervægtige end overvægtige til at der nu er flere overvægtige end undervægtige. Tager du folk fra traditionelle eller østlige samfund og placerer dem i Vesten, vil de adoptere vestlige spisemønstre, tage på i vægt og udvikle følgesygdomme fra fedmen. Det er svært at gøre noget med de mennesker, der nu er voksne og overvægtige. Med børn er der større chance for at kunne gøre en forskel og løse problemet for de fremtidige generationer. I 1975 var det på verdensplan 1 % af alle børn, der var overvægtige - i dag er tallet mellem 6 og 8 %. Der er sket en stor ændring, dog virker det ikke så voldsomt som hos voksne, men det er fordi børn ikke har levet længe nok til at akkumulere fedmen...endnu. Fedmens følger: sygdomme, penge og stigmatisering Fedme er et problem både for den enkelte og for samfundet. Helt basalt er der en stor risiko for at udvikle en lang række sygdomme, hvis du er overvægtig. Der er to grupper af følgesydgomme: mekaniske konsekvenser og metaboliske konsekvenser. De mekaniske konsekvenser eller problemer opstår når fedtet trykker bestemte steder. Fx hvis du har meget fedt på brystkassen, kan det trykke på lungerne, når du skal sove om natten og det kan give søvnapnø. Hvis du har meget fedt omkring organerne, kan det trykke på nyrerne og bidrage til et forhøjet blodtryk. Derudover øger den ekstra kropsvægt også risikoen for artrose (slidgigt). Men risikoen for artrose hos ikke-vægtbærende overvægtige er også forhøjet, og det tyder på at der er nogle andre processer, der sættes i gang i kroppen, der skader de ikke-vægtbærende led. De metaboliske konsekvenser (stofskiftemæssige problemer) opstår når der er for meget fedtvæv på de forkerte steder (som du kan høre mere om i episode 17). Fedtvævet kan blive betændt så der er brug for at celler fra andre steder i kroppen prøver at bekæmpe det - og betændelsesreaktioner øger risikoen for type-2 diabetes, hjertekarsygdomme og en række kræftsygdomme. For samfundet koster hjertekarsygdomme rigtig mange penge. På verdensplan har estimeres det til omkring to trillioner i døgnet - et absurd højt tal. Det belaster verdensøkonomien og enkelte lands økonomi. I USA er det et problem at rekruttere soldater på grund af overvægt. Hele 65 % af befolkningen er overvægtige og 35 % er decideret fede. For det enkelte individ er et stort problem stigmatisering, som kan give følelsen af mindreværd og være medvirkende til fastholde den uhensigtsmæssige adfærd. Hvis du er overvægtig er, er du sandsynligvis allerede klar over at du er overvægtig og tænker sandsynligvis ikke følgesygdomme til daglig. Derimod er du nok meget opmærksom på omgivelsernes syn på dig - og det syn er ofte ikke negativt, uforstående og nedladende. Stigmatisering kan også forhindre at have et kærlighedsliv og afspejles ikke kun i vores adfærd, men også fx i løn, hvor den indirekte kan afhænge af hvad du vejer. Men hvor kommer stigmatiseringen fra? Der er desværre meget lidt litteratur, som kan forklare det, men det er kulturelt bestemt. I nogle kulturer bliver overvægt set på som noget positivt, mens vi i Vesten allerede som børn indirekte lærer at overvægte er moralsk mindreværdige. Det er et komplekst fænomen som udvikles over lang tid. Og fordi det er så alment accepteret i samfundet, kan overvægtige selv også komme til at stigmatisere overvægt. Et eksempel på stigmatisering er når utrænede mennesker laver noget som de får sved på panden af og siger til sin træningsmakker: “De fede må svede!”. Medierne spiller også en rolle. Børnefilm og tegnefilm har paradoksalt været gode til at stigmatisere. Fx “Fede Dorrit” fra “Terkel i Knibe”, “Kjeld” fra “Olsen Banden” og “Chris” fra “SKAM”. De er alle overvægtige og deres roller indebærer at de er klodsede eller dumme. Hvorfor har vi en fedmeepidemi? Så er vi tilbage til det store spørgsmål: hvorfor har vi en fedmeepidemi? Først og fremmest er det vigtigt at forstår kompleksiteten. Fedme er ikke raketvidenskab. Det er meget mere kompliceret. George Bray Der er hovedsageligt to faktorer, der interagerer med hinanden og udløser fedmeepidemien, nemlig vores gener og det miljø, vi lever i. Generne lader pistolen, og miljøet trykker på aftrækkeren. George Bray Det fedmefremmende miljø Lad os starte med miljøet. Der er to store faktorer, der bidrager til det fedmefremmende miljø. Det første er madmiljøet og det andet er fysisk inaktivitet. Det gennemsnitlige daglige kalorieindtag er øget drastisk - i USA med omkring 500 kcal fra 1970'erne til 2000'erne (sandsynligvis mindre i Europa ~100-200 kcal). Men hvad er det i vores madmiljø, der gør at vi spiser for meget? Det skyldes ikke én simpel forklaring som at vi spiser for mange kulhydrater, for meget fedt eller de forkerte proteiner, men at vi spiser for mange kalorier samlet set. Sandsynligvis handler det om hele den måde vi producerer og indtager mad - i al hast med fokus på velsmag og profit uden regulering - jo mere mad firmaer får os til at spise, jo flere penge tjener de. Mange fødevarer er designet på en måde som giver os lyst til at spise mere. De dækker vores behov for energi (fysiske homeostatiske behov), men også vores hedoniske behov (lyst- og nydelsesbehov), så vi får lyst til at spise mere. De har den rette konsistens og blanding af sødt, salt og fedt, de er hypervelsmagende og samtidig energitætte (mange kcal per gram) - og så de er tilgængelige overalt. Fysisk inaktivitet er et resultat af at vi ikke længere skal fx ud på markerne for at skaffe vores egen mad, tager bilen til arbejde og kaster os på sofaen når vi har fri. Det estimeres at amerikanernes daglige energiforbrug, der går til fysisk aktivitet er faldet med 160 kcal per dag siden 1950 - og bare dét er nok til at forklare fedmeepidemien i USA. Derudover er der flere mindre faktorer - nogle mere teoretiske end andre - i vores miljø, der potentielt kan påvirke vores kropsvægt: Dårlig søvn: gør at vi bliver mere sultne og dårlige til at træffe beslutninger. Mindre rygning: rygning øger stofskiftet og sænker appetitten. Lægemidler for psykiske sygdomme: kan øge appetitten. Hormonforstyrrende stoffer: kan muligvis bidrage til øget appetit. Fedtvæv og fertilitet: op til en vis grænse kan man sige, at jo mere fedt på kroppen, jo mere fertil er kvinden - derfor spekuleres i om det bidrager til at opretholde en vis fedtprocent i befolkningen. Assortive mating (“lige børn leger bedst”): overvægtige mennesker finder ofte sammen med andre overvægtige mennesker, så generne bliver givet videre. Fosterforhold: hvis du bliver underernæret eller overernæret som foster vil det øge risikoen for at du udvikler overvægt senere i livet. Social og økonomisk ulighed: man ser oftere overvægt i lavere sociale klasser. Fødevareusikkerhed: når det ikke vides sikkert om man har nok penge til at brødføde sig selv og sin familie. Det bidrager til at man køber billige, forarbejdede og energitætte fødevarer, som mætter dårligt. Omgivelsernes temperatur: vi har varme boliger og bruger mindre energi på at temperaturregulere os selv. CO2 i atmosfæren: det spekuleres i om dette muligvis påvirker appetitten (korrelation, men ingen årsagssammenhæng). Tarmflora: det spekuleres i om denne kan påvirke hjernen og dermed appetitten. Virusinfektioner: det spekuleres i om det kan påvirke fedtvæv. Genetikken: hvorfor kun nogle bliver overvægtige i det fedmefremmende miljø Generelt er vores kropsvægt øget, men BMI varierer alligevel en del på tværs af grupper af mennesker. De tykke er blevet tykkere og de slanke er blevet mindre slanke. Men eftersom ikke alle er overvægtige, må vi se på forskellene imellem disse mennesker - herunder de genetiske forskelle. Nogle mennesker er nemlig mere modtagelige for overvægt og andre ikke - på grund af generne fra deres mor og far. I den variation vi har i vores BMI, kan 65 % af variationen tilskrives genetikken og de resterende 35 % kan tilskrives miljøet. Hvis du stadig er af den overbevisning at overvægt er selvforskyldt og at det "bare" handler om at "lukke munden og lette røven", altså spise mindre og motionere mere, er dette eksempel værd at læse nøje: Hvis du tænker på hvor høj du er, hvor meget vil du så tro kan tilskrives hhv. genetikken og miljøet? De fleste vil nok sige, at det primært handler om genetik. Men selvom vi over årene er blevet højere, tilskrives cirka 80 % af den individuelle variation genetikken. 65 % for BMI og 80 % for højde er ikke så langt fra hinanden - selvom manges forståelse er helt forskellig. Det er vigtigt, at adskille monogen fedme og polygen fedme. Der er få mennesker i verden, der har monogen fedme, som er svært overvægtige fordi de lider af genetiske sygdomme eller syndromer. Her kan deres fedme forklares udelukkende på grund af mutationer i bestemte gener, som styrer autoreguleringen, så man udvikler svær overvægt allerede fra småbarnsalder (som dog kan medicineres). Alle andre mennesker, der lider af fedme, lider af polygen fedme. Hermed menes at der er flere af de 25.000 gener, vi har, der gør dem mere udsat for fedme. Epigenetik er et stort forskningsfelt, som forsøger at belyse dette område. Men vi forstår stadig ikke hvordan vi kan forklare de 65 % af variationen i genetikken - indtil videre kan forskerne kun forklare 5-10 % af de 65 %. Hvorfor det er så svært at vedligeholde et stort vægttab? Du har helt sikkert hørt det før: det kan være nemt at tabe sig, men det er meget svært at holde vægttabet. På den måde er den udfordring en del af fedmeepidemien. Hvordan kan det være at det er så voldsomt svært? Lad os kigge på biologien. De fleste mennesker er rimelig vægtstabile som voksne. I den vestlige verden vil et gennemsnitlig menneske tage på 10 kg i løbet af sit arbejdsliv. De 10 kg udgør en meget lille afvigelse eller procentvis øgning over mange år. Først er det interessant at vide noget om hvordan kropsvægten reguleres. Hvorfor deponerer vi overskudskalorier som fedt og ikke som muskler, hår eller negle? Grunden er evolutionær og det handler om at fedt (lagret på kroppen) er en mere langsigtet energikilde for at overleve. Det er den mest effektive måde at presse så mange kalorier som muligt sammen på. Der er flere teorier om hvordan vores krop regulerer fedtmassen: Set point-teorien Denne teori siger at kroppen regulerer fedtmassen gennem et system vi kalder adipostat. Det er lidt som et system, der regulerer temperaturen i et rum. Vi er født med et punkt (en kropsvægt), som vores krop hele livet vil svinge hen i mod. Teorien tager udgangspunkt i at selvom vi en periode tager på, vil kroppen sætte gang i nogle processer, som gør at vi kommer tilbage til den gamle vægt. Men teorien kan ikke forklare hvordan og hvorfor nogle mennesker kan ligge stabilt både over og under dette punkt i længere perioder. Settling point-teorien Denne teori indebærer at fedtmassen kan svinge mere op og ned end den kan i setpoint-teorien. Så når vægten flytter sig, finder den et nyt ligevægtleje. Det vil sige at stofskiftet svinger sammen med kropsvægten og slår sig til ro uanset om det går op eller ned. I denne teori er det især miljøet, der styrer vores kropsvægt. Dog vil kroppen reagere med at udvise sult hvis vi fx går på en sultekur, sådan at vi ikke slår os selv ihjel. To-punkts-teorien De to teorier bliver til tider kombineret og kaldet to-punktsteorien (dual intervention point) og indebærer at der er en øvre og nedre grænse for vores kropsvægt. Miljøet er altså i frit spil til at kunne påvirke vægten op eller ned mellem de to grænser. Hvis du kommer over eller under disse grænser, forklares det ved at grænsen skubbes til at blive højere eller lavere. Den nederste grænse er biologiens måde at sørge for at vi ikke sulter ihjel og sørger for at vi overlever. Men den øvre grænse - hvorfor er den der? I dyreverden ser man at vilde dyr ikke tager voldsomt på selvom de bliver fodret ekstra meget. Evolutionært set kan det forklares ved at hvis man som pattedyr eller menneske tog for meget fedt på, så ville det øge risikoen for at blive et byttedyr fordi man ikke længere kunne flygte fra de trusler som fra tidernes morgen var for menneskeheden. De forhistoriske mennesker, der levede på jorden var rent faktisk byttedyr helt indtil de begyndte at lave våben til at forsvare sig med. Fra det tidspunkt var det ikke længere så vigtig at vi var lette og kunne løbe nemt - og dermed tror man at den øvre grænse er steget. Det er noget langhåret, men blandt de bedste forklaringer vi har i dag. Der er altså nogle mennesker, der er i stand til at holde kropsvægten nede fordi deres krop stadig tror den er i risiko for at blive slagtet på savannen. Mens hos andre er denne genetiske egenskab gået tabt og den øvre grænse for kropsvægten er forsvundet. Denne forklaring modstrider dog den evolutionære teori om at det er en fordel at kunne ophobe fedt for at kunne overleve. De to modstridende teorier kaldes “thrifty vs. drifty genes”. “The thrifty gene"-hypotesen siger at vores gener er grådige, så vi mellem hungersnødperioder kunne ophobe så meget energi som muligt. Mens “the drifty gene"-hypotesen siger at vores gener er i drivende forandring, og det betyder at der kommer tilfældige mutationer, som ødelægger eller fjerner den øvre grænse fordi der ikke længere er et evolutionært selektionspres. En ting er når den øvre grænse er ødelagt, men hvad hvis man taber sig og kommer ned på normalvægt eller tættere på den nedre grænse? Hvorfor er det så svært at holde vægten der? Det endelige svar mangler stadig, men foruden det fedmefremmende miljø, er den hidtil bedste forklaring, at kroppen forsøger at forsvare fedtmassen. Problemet er bare at det burde den ikke gøre, for der er rigeligt med kalorier at tage af. For en slank person er det en trussel at komme for langt ned i fedtprocent og kropsvægt. Biologien vil derfor forsøge at presse fedtprocenten og kropsvægten op igen på er ved at fx: øge appetitten (så du indtager flere kcal) sænke forbrændingen (mere end vægttabet kan forklare, ved at musklerne spilder mindre energi, det sympatiske nervesystem går ned i gear og stofskiftehormonerne daler) Normalt når man mister kropsmasse, er der færre celler tilbage, der kan brænde energi af. Men når vægttabet opleves som en trussel for kroppen sænkes forbrændingen endnu mere end den burde. Denne mekanisme betegnes som “the perfect storm” fordi den blæser alle kiloene tilbage på kroppen Sammen med det fedmefremmende miljø, som vi bor i, er det blandt de bedste forklaringer på hvorfor det er så svært at vedligeholde vægttab. Fedmen i fremtiden: Hvad gør vi? Fedme er et problem nu, men det kommer til at få endnu større konsekvenser i fremtiden hvis vi ikke gør noget ved det. Vi har kun fået en forsmag på de mange følgesygdomme. Hidtil har vi tiltag som fx livsstilsinterventioner, som skal få folk til at bevæge sig mere og spise sundere. Problemet er bare, at det ikke virker særlig godt. Der er meget få mennesker, der faktisk lykkes med et stort vægttab uden at tage det hele - og mere - på igen, når interventionen stopper. Der findes også lægemidler, men de fungerer heller ikke godt nok. I episode 12 af podcasten snakker jeg med Morten Elsøe om hvorfor slankekure ikke virker - og hvad du skal gøre i stedet. Der er nemlig mange muligheder for at finde noget, som fungerer for netop dig, men du skal slippe mange af de regler, som du måske har hørt. Det eneste vi har som virker effektivt på selve kropsvægten er mave-tarmkirurgi som gastric bypass, der gør mavesækken mindre. Det medfører meget drastiske vægttab på mellem 12-40 % af kropsvægten, som fastholdes i mindst 10-20 år. Derudover forsvinder følgesygdomme som sukkersyge. Problemet er bare at vi ikke kan lave mave-tarmkirurgi på 600 millioner mennesker - det er dyrt og indebærer en høj risiko. Derudover kan det være en meget stor psykisk belastning i forbindelse med denne ændring. Så hvad kan vi gøre i stedet? Først og fremmest handler det om forebyggelse. Men sandsynligvis kræves der en voldsom revolution globalt, som vender hele fødevareindustrien og markedskræfterne på hovedet. Skal du have lov til at spise alt hvad du gerne vil eller skal politikerne bestemme det? Skal de bestemme prisen gennem regulering af afgifter? Disse tanker passer ikke så godt ind i et frit samfund, hvor ansvaret lægges over på det enkelte individ. Forebygning vil spille en kæmpe rolle for de næste generationer. Det er vigtig at gode vaner opbygges i barndommen - både i forhold til fysisk aktivitet, madlavning og spisevaner. Forhåbentlig vil der være færre overvægtige, men der vil stadig være nogen, der er mere genetiske disponeret for at udvikle overvægt. Klimaforandringerne går hånd i hånd med den verdensomspændende fedmeepidemi. Måske kunne vi håbe på at, når den grad af "grøn revolution" som er nødvendig for miljøet en dag kommer, vil det også påvirke kampen mod overvægten positivt. I medicinens verden er troen på at der kan udvikles medicin i fremtiden, som kan behandle fedme, men problemet er, at vi ikke forstår biologien bag kropsvægtsregulering godt nok endnu. Vi kender mekanismerne bag den nedre grænse, men vi kender ikke øvre grænse og hvad der får nogle mennesker til at overspise og andre ikke. I 1950’erne vidste vi fx ikke hvordan vi skulle behandle forhøjet blodtryk. Men i takt med at vi begyndte at forstå biologien, der regulerer vores blodtryk op og ned, kunne vi lave medicin, som rammer præcist. Forhåbentlig gælder det samme med fedmen. Den største udfordring i trænings- og sundhedsbranchen er, at der ikke fokuseres nok på vedligehold af vægttab. For alle kan tabe sig, det behøver ikke være svært - problemet er at holde de kg, man har tabt væk fra kroppen på længere sigt. Netop derfor er det vigtigt med en langsigtet strategi, som kan fastholdes - ikke en 8-ugers kur baseret på strenge restriktioner. Derudover er det vigtig at vi på samfundsbasis holder op med at stigmatisere overvægtige mennesker. At være overvægtig er ikke et valg. Lyt til episoden Du kan høre episode 20 i Apple Podcasts her. Du kan høre episode 20 på Spotify her. Du kan downloade episode 20 fra Libsyn her. Se oversigten over alle episoder af podcasten her. Du kan også streame episoden direkte her:
-
#19 Daniel Risgaard: Store muskler uden krudt - naturlig bodybuilding Let øvet
I denne episode taler jeg med Daniel om hans egen rejse indenfor naturlig bodybuilding, hvad du kan opnå med naturlig bodybuilding og hvad der skal til for at blive god. Daniel Risgaard arbejder som selvstændig personlig træner, kostvejleder og vanecoach. Til trods for hans unge alder af 24 år, har han dyrket styrketræning og naturlig bodybuilding i mange år. Han startede nemlig med at styrketræne som 14-årig og responderede rigtig godt på det. Helt fra start var han inspireret af naturlig bodybuilding med fokus på at bygge og vedligeholde kroppen. I dag er Daniel rigtig glad for at kunne inspirere andre unge til at gå den naturlige vej med træningen også når målet er at få store muskler. I episoden snakker vi blandt andet om: Daniels personlig rejse indenfor kost og træning gennem mange år. Naturlig bodybuilding - hvad er det og hvordan fungerer det? Hvorfor Daniel mener naturlig bodybuilding er federe end bodybuilding med krudt. Hvordan konkurrencer i naturlig bodybuilding foregår. Hvad der skal til for at blive god i naturlig bodybuilding. Søvn, kost og styrketræning for naturlig bodybuilding. Naturlig bodybuilding - en niche og krævende sport Bodybuilding i klassisk forstand er stærkt forbundet med et stort forbrug af forskellige medikamenter, steroider og præparater, som skal hjælpe med at bygge større muskler hurtigere, forbrænde fedt og restituere hurtigere fra træningen. Naturlig bodybuilding derimod er ren træning - bodybuilding uden doping. Målet er at opbygge og forme en muskuløs og markeret krop med bestemte æstetiske og symmetriske mål - uden muskelbolcher. Det kan kaldes en niche i en niche og der er et community omkring naturlig bodybuilding, hvor dem, der støtter op om det er enige om at gå den længere og hårdere vej for at opnå sine æstetiske mål. Det tager længere tid, men er sandsynligvis sundere på den lange bane. Lad os sige at dit mål er at opbygge en æstetisk og muskuløs krop med lav fedtprocent - og at du har trænet i et godt stykke tid. Så er der nogen, der tilbyder dig doping. Hvis du takker ja, vil din udvikling sandsynligvis eksplodere og du vil opnå store resultater rigtig hurtigt. Men du vil miste det hele igen når du stopper med at dope dig, men skal stadig leve med bivirkningerne. Hvis du derimod siger nej tak, fortsætter den langsommelige rejse, du allerede var på. Du kan skrue på en lang række parametre for at forbedre dig og resultaterne føles sandsynligvis endnu mere værdifulde for dig fordi du har opnået det uden genveje. I det første tilfælde har du fået en betydelig hjælpende hånd, som er ansvarlig for størstedelen af din fremgang. I det andet tilfælde har du en længere vej at gå, men til gengæld kan du stå 100 % inde for dine fremskridt, du i højere grad selv har skabt. Hvis du er optaget af integritet, retfærdighed og hårdt arbejde uden quickfixes, er det oplagt at vælge naturlig bodybuilding. Hvorfor er naturlig bodybuilding så ikke mere kendt? De fleste kender Mr. Olympia (verdens største bodybuilding-show, de tre navne i introen er alle blandt de bedste herfra) og det meste af det vi bliver eksponeret for af bodybuildere i magasiner og på hjemmesider for fx kosttilskud er de krudtede atleter. Derimod er det meget få, der kender til de prestigefyldte naturlige konkurrencer. Naturlig bodybuilding er med andre ord en niche indenfor en niche. Måske kan det være fordi dem, der vinder naturlig bodybuilding konkurrencer er meget mindre? Er mindre freaky? Ser mere opnåelige ud? Fedtprocenterne er ekstremt lave og det medfører generelt mindre kroppe - selvfølgelig også når der ikke er ulovlige præparater involveret. Et eksempel er A.J. Morris - han er ikke specielt stor (cirka 80 kg), men vanvittig markeret via præcision på kosten. Fordi det er begrænset hvor stor man kan blive naturligt, er naturlig bodybuilding delvist blevet en konkurrence om hvem, der kan være hårdest på kosten og hvem der er mest markeret. Daniel er et ret ualmindeligt eksempel på en ren udøver, som er ganske stor. Det skal dog siges at han både er høj og har gener fra en rimelig stor og muskuløs far. Med andre ord: hvis du først har set de allerstørste professionelle bodybuildere, som er dopet til op over begge ører, så virker atleter i naturlig bodybuilding størrelsesmæssigt som mere normale mænd med ekstremt lav fedtprocent - men tag ikke fejl, der er skam stadig en ordenlig røvfuld muskelmasse pakket på deres kroppe Backstage til de almindelige bodybuilding-konkurrencer i Danmark snakkes der åbent om doping. Under en konkurrence for juniorer fik en af Daniels udøvere et kompliment fra en af de andre udøvere for at han havde opnået en så flot krop uden steroider. I præmieuddelingen endte alle dem, der ikke var rene dog foran ham. Et indblik i sporten, at naturlig bodybuilding er det unormale. Hvordan foregår en konkurrence i naturlig bodybuilding? I naturlig bodybuilding er der seks til tolv deltagere i hver klasse. Dommerne vurderer deres front-, side- og bagposeringer. Derefter er der en runde, hvor de ser efter symmetri fx om det er sammenhæng mellem højre og venstre arm eller at ryggens størrelse passer til armene, så det skaber en V-form. Derudover ser dommerne efter hvor definerede og muskuløse deltagerne er. Som oftest er der en ligelig fordeling af point mellem symmetri, definering og muskulatur. På den måde er det fuldstændig som en almindelig bodybuildingkonkurrence, bortset fra at deltagerne bliver testet for doping gennem en urinprøve og nogle gange også en blodprøve. Derudover skal deltagerne gennem en polygraftest - dvs. løgnedetektor. Du får elektroder på fingre og under sædet og skal først svare på to spørgsmål - et hvor du skal lyve og et hvor du skal svare sandt, så kan se hvordan de svar slår ud. Derefter kommer de rigtige spørgsmålene som fx "Har du nogensinde taget præstationsfremmende midler?". Det hele varer i omkring en halv time. Det er selvfølgelig ikke en garanti for at udøverne ikke har brugt ulovlige præparater, men der gøres i hvert fald noget for at efterstræbe renhed i konkurrencen. Hvad skal der til for at blive god i naturlig bodybuilding? Ifølge Daniel er den vigtigste faktor i naturlig bodybuilding vedholdenhed og han påpeger vigtigheden af at se det store billede. Fx om du udnytter årene mellem 20 og 30 år, hvor der er meget potentiale for vækst. Spiser du nok? Sover du nok? Får du trænet nok? Træner du hårdere end forrige år? Bliver du bedre over tid? Dine forventninger spiller også en rolle. Er de realistiske? Hvem sammenligner du dig med? Fx er det vigtigt at ikke sammenligne sig med folk, der ikke er rene. Desværre er der mange, der reklamerer med at de er rene selvom de ikke er det - især hvis de kan tjene penge på det på den ene eller anden måde. Som naturlig bodybuilder bliver du tvunget til at optimere på flere parametre og gå endnu mere op i kost, søvn og træning - og på den måde vende og dreje hver eneste lille sten på rejsen mod bedre resultater. Du får ikke det enorme boost, som steroider giver dig. Nogle kendetegn for naturlige bodybuildere er, at de sigter efter lavere fedtprocent, er typisk bedre indsat i kost- og træningsviden og følger i højere grad hvad videnskaben foreskriver fremfor bro-science. Nogle af de store navne på området er Alberto Nuñes og Eric Helms fra teamet i 3D Muscle Journey. Genetikken betyder altid noget - problemet er bare, at den kan vi ikke ændre. I naturlig bodybuilding er det som regel ikke muskelmasse, der vinder, men det at være mest muligt ripped. Og det kan du i høj grad påvirke med stringent kost, træning, søvn mv. på en vedholdende måde. Fitnessindustrien og de sociale medier kan give et rigtig dårligt billede af hvad der skal til. Desværre er der mange coaches, der anbefaler folk at tage steroider fordi de selv mener at det er vejen frem og eneste mulighed til at opnå resultater. Jeg har set kostplaner, hvor steroider som testosteron står side om side med den helt almindelige mad - så normalt er det hos nogle coaches. For en begynder eller førstegangsatlet kan det virker lokkende at hoppe på et oplæg med en coach, der anbefaler krudt. Men du kan opnå virkeligt gode resultater uden medikamenter ved at sove, spise og træne fornuftigt - uden frygten for bivirkninger på både kort og lang sigt. Som Daniel påpeger, er det fuldt muligt at opnå solide resultater på en naturlig måde. Søvn og kost for naturlig bodybuilding Søvnen er nødt til at spille hvis du skal blive rigtig god og det anbefales at du sover 7-9 timer om natten. Det er en af de vigtigste elementer i din restitutionspakke. For at opnå en høj grad af præcision på kalorier og makroer (kulhydrat, protein og fedt), kan det være at du skal self-tracke kosten fx i en app eller i et godt gammeldags Excel regneark. Både når det gælder søvn, kost og træning er konsistens vigtig. Men når det gælder kost og træning er en vis grad af fleksibilitet nødvendig, hvis du skal kunne blive ved over længere tid. Derfor kan det være fornuftigt at tracke i nogle perioder, men også at kunne spise intuitivt i perioder, hvor præcisionen ikke er så vigtig (langt fra stævner) eller de gange, hvor det ikke er muligt at beregne mængden præcist. I løbet af et år plejer Daniel at prioritere otte måneder med muskelopbygning og kalorieoverskud (bulk) og fire måneder hvor han reducerer fedtprocenten ved at være i kalorieunderskud (cut). Med atleter afhænger det selvfølgelig af udgangspunkt og mål. Mange spørger om man kan opbygge muskelmasse og tabe fedt samtidig. Og svaret er ja, det kan du. Det er dog nemmere for en nybegynder end en, der har trænet og dyrket bodybuilding i lang tid. Som begynder kan du forandre kropskomposition i stor grad selv om du er i ligevægtsindtag, så længe du sover og træner godt. Læs evt. mere om lean bulk og cut her. En prioriteringsliste for en fornuftig kost vil se cirka således ud: Få dækket dit kaloriebehov ud fra mål (underskud eller overskud) Få dækket dit proteinbehov: 1,6-2,5 g protein pr. kg kropsvægt, afhængig af hvilken fase du er i (i den høje ende under cut) - gerne fordelt ud over dagen. Få omkring 15-35 % af dine kalorier fra fedt Lad resten af kalorierne kommer fra kulhydrat (der er ikke én bestemt fordeling der er bedre end andre, så vælg ud fra din præference) Nok protein er vigtigt for muskelopbygning, men det gælder ikke om at få mest muligt - og du behøver altså ikke 350 gram om dagen. Daniel Risgaard En af de vigtigste faktorer for dine resultater som naturlig bodybuilder - som du faktisk kan påvirke - er kosten. Det kræver god planlægning og indsigt, men behøver ikke være komplekst. Og ej heller kedeligt, hvis du er god til at lave mad (og det kan du jo blive). Derudover kan det være udfordrende at have et arbejde især når du er på diæt eller hvis det er fysisk krævende. At få det hele til at hænge sammen med kost, søvn og træning er et større puslespil. Sociale medier kan give et usandt billede af hvordan det er og viser ikke altid de udfordringer, der er forbundet ved at leve et liv hvor en høj grad af præcision og konsistens er nødvendig - med mindre fleksibilitet. Styrketræning for naturlig bodybuilding Når det gælder at får større muskler gennem træning, er du nødt til at sørge for progressivt overload - en gradvis opbygning over tid. Det kan være øgning i volumen over tid med udgangspunkt i dit eget nuværende niveau, men også at sørge for at du bliver stærkere. Gode resultater kommer ikke bare fra konsistens, men også om at sørge for udvikling over tid. Øvelsesudvalget for naturlige bodybuildere behøver ikke se anderledes ud end for andre. Der bør absolut være primært fokus på basisøvelser som squat, bænkpres og dødløft, i tillæg til isolationsøvelser og mindre øvelser - alt afhængig af hvad du har mest brug for at arbejde på i forhold til symmetri mv. Selv om målet er hypertrofi, bør du også fokusere på styrke i de store øvelser. Siden du ofte ikke kan se fremskridt i spejlet, vil styrkefremgang (både i de lavere rep ranges fx 1-5 RM og højere fx 8-12 RM) være en god motivation undervejs i processen. Og hvis du er blevet stærkere især i de højere rep ranges, så har du sandsynligvis også fået større muskler. Du kan med fordel periodevis planlægge progression for både styrke og hypertrofi. Man kan også argumentere for at weak points i de store løft kan genspejles i muskelmasse. Fx hvis du har svært ved fx lockout i dødløft, kan det være, at et øget fokus på ballerne ville give mening også af hensyn til muskelmasse. Ofte ses det at træningskvaliteten er højere hos naturlige bodybuildere end hos dem, der krudter sig. Sandsynligvis fordi det er den eneste måden at få progression på lang sigt. Der er ingen let genvej til resultater. Der bør være fokus på planlægning, styrke, teknik, øvelsesudvalg etc. Desværre er der rigtig mange, som primært fokuserer på failure-træning og et meget snævert øvelsesudvalg af mindre isolationsøvelser. Fx ved at lave fire forskellige lateral raise eller triceps-varianter i én træning - det er unødvendigt og spild af tid for de allerfleste. Træning af skuldre bør først og fremmest ske igennem basisøvelser som military press og skulderpres - og derefter kan du tilføje isolationsøvelser alt efter behov. Som du måske ved, er volumen en af de vigtigste faktorer for muskelvækst. Derfor giver failure-træning ikke mening at altid lave. Fx hvis du skal lave 4 sæt pullups og i alle sæt går til failure, så du får 10, 7, 5 og 4 reps. Det giver i alt 26 reps. Men hvis du laver 4 sæt af 8 gentagelser, ville du have lavet 32 gentagelser. Det giver altså ofte bedre mening at have et par gentagelser tilbage i tanken for at få et større volumen samlet set. For øget muskelmasse er det dog vigtig at vide, jo flere gentagelser du laver med lettere vægte (fx 20-50), jo tættere på failure skal du for at få optimale resultater. Men det gælder ikke i rep ranges som 6-15. Her kan du stadig have 1-4 gentagelser tilbage i tanken og alligevel få de samme resultater, fordi du kan have højt volumen, der kan stige over tid. Hvis du vil høre mere om træningsplanlægningen i detaljer, så kan du både læse og høre mere i podcastepisoden med Anders Nedergaard om progression i træningsprogrammer. Daniel påpeger at du også kan lade din motivation være med til at styre træningen, så processen bliver sjovere. Derfor kan fx leg extensions til failure og ømme ben være en del af træningen, hvis du virkeligt godt kan lide det og det er med til at du får trænet bedre og giver dig de resultater du ønsker. Et andet eksempel er hvilken type program du skal køre. Hvis du træner tre gange om ugen vil det give god mening at træne fullbody og ikke fx 3-split. Men hvis du elsker 3-split og det gør at du får trænet mere stabilt, er det måske alligevel bedre at lave dét end noget du ikke kan lide. Kort sagt er du nødt til at tage hensyn til individuelle præferencer, fordi motivationen er essentiel for at blive ved med at træne. Men det er klart, hvis videnskaben viser at nogle tiltag vil give tættere på optimale resultater, så bør du overveje om du skal gøre det. I gamle dage snakkede bodybuildere ofte om mind-to-muscle connection. Det vil sige at du fokuserer på musklerne, som arbejder, når du løfter vægte. Altså et internt fokus. Det omvendte er et eksternt fokus - at du fokuserer på at løfte noget hurtigst muligt fra A til B, hvilket giver bedst mening, når målet er styrke. For nybegyndere er det ofte bedst at fokusere på at indlære teknikken i de respektive løft og sørge for at du føler dig komfortabel i de store basisøvelser. Effekten er ikke afhængig af hvad du kan mærke i musklerne i første omgang. Når du har trænet i længere tid kan du sandsynligvis mærke din krop bedre samt aktivere muskler mere strategisk. Tidligere blev mind-to-muscle kategoriseret som decideret bro-science, men faktisk er der litteratur i dag, der peger på at det faktisk kan gøre en forskel. Dog uden at det er essentielt. Gode resultater hviler også på at du ved noget om anatomien og hvordan du skal bevæge dig for at bruge de forskellige muskler. Det giver dig mulighed for at variere træningen og optimere på symmetri mv. Derudover giver det god mening at bruge fuld range of motion (bevægebane) hver gang - fra fuld udstrækning til fuld sammentrækning. Daniels lille personlige fif til dig er at prøve at få mest mulig ud af hver workout, hvert sæt og gentagelse - kvalitet over kvantitet. Hav fokus på dagens opgave og målsætning. Forskellige forbund i bodybuilding Det danske forbund for naturlig bodybuilding hedder Danish Federation of Natural Athletes (DFNA) og blev oprettet i 2016. Det er den danske affiliate under World Natural Bodybuilding Federation (WNBF). Forbundet kræver blandt andet at atleterne har været dopingfri i minimum 7 år (jf. WNBF-regler). Her kan du konkurrere og kvalificere dig til internationale stævner, fx i England og Italien, og der arrangeres officielle verdensmesterskaber. Forbundene er ressourcestærke og har derfor mulighed til at teste atleterne i større grad. Bagsiden ved naturlig bodybuilding At være på diæt betyder ofte at du må give afkald på ting, du normalt er glad for fx sociale arrangementer eller tid med venner og familie - og det kan være hårdt. Naturlig bodybuilding kræver en disciplin, der for mange kan være altopslugende. Andre mennesker kan reagere negativt på din udvikling og det, du gør. Det kan virke egoistisk og det er klart, at en ekstraordinær præstation kræver en ekstraordinær indsats, så naturlig bodybuilding er absolut ikke for alle. Det er naturligvis noget du bør være klar over inden du vurderer at gå i gang - især hvis du vil konkurrere. Opsummering og afslutning Man kan argumentere for at det kræver en form for kærlighed til sporten og det hårde arbejde at blive en god naturlig bodybuilder. For det er hårdt arbejde gennem mange år. Ofte kan du ikke engang se fremskridt i spejlet, men kan i stedet motiveres af at blive stærkere. Det er en form for kunst og jagt på et potentiale - dit potentiale. Og det kræver at du har tillid til processen og videnskaben bagved. At hvile i processen kræver både dedikation og ro. For at blive en god naturlig bodybuilder skal du huske at folk har forskelligt udgangspunkt; genetik, kost, træning, arbejde, familieliv osv. og at det kræver tid, disciplin, dedikation, kærlighed, mental styrke, penge, arbejde ved siden af, afkald på flere fronter. Du kan finder Daniel på Instagram som @danielrisgaard. Lyt til episoden Du kan høre episode 19 i Apple Podcasts her. Du kan høre episode 19 på Spotify her. Du kan downloade episode 19 fra Libsyn her. Se oversigten over alle episoder af podcasten her. Du kan også streame episoden direkte her:
-
#18 Styrketræning for børn og unge Let øvet
I denne episode gennemgår vi de mest udbredte myter og hvad du som forælder eller træner bør tage hensyn til når du planlægger styrketræning for børn og unge. Jeg har igen besøg af Kristian Bradsted, som var gæst i episode 7 om styrketræning for gravide. Han er cand.scient i Idræt og Sundhed og personlig træner med mere end 10 års erfaring. Han har base i Odense i Strong4Life, hvor han hjælper sine klienter med at opnå vedvarende resultater gennem personligt tilpassede forløb. Derudover er han ekstern underviser ved Institut for Idræt & Biomekanik på Syddansk Universitet. I episoden snakker vi blandt andet om: Vigtigheden af fysisk aktivitet i en tid hvor flere børn og unge er overvægtige, fysisk inaktive og usunde. De syv største myter omkring børn og styrketræning - hvor de kommer fra og hvorfor de er forkerte. Modsætningen til overvægt og inaktivitet blandt børn: præstationskultur til besvær. Hvad der er vigtigt at fokusere på i styrketræning for børn - hvordan du kan strukturere træningen. Hvorfor er styrketræning for børn og unge interessant? Børn er meget anderledes, både psykologisk og fysiologisk end voksne og der sker en udvikling på meget kort tid. Her er børn defineret indtil puberteten (piger omkring 12 år og drenge 13-14 år), mens unge er indtil 18 år. Børn er ikke bare små voksne, men har brug for tilpasning til sin biologiske alder. Allerede her er en normal misforståelse omkring styrketræning for børn og unge: Børn er ikke minivoksne - lad nu være med at se dem sådan Kristian Bradsted Mange tror fejlagtigt at styrketræning for børn er noget du bør være påpasselig med. Det udspringer sandsynligvis af en opfattelse om at bevægelse og belastning er farligt samt en sort-hvid tankegang om at øvelser i sig selv kan laves forkert. Men selv inden vi dykker ned i detaljerne - hvad tror du så er værst for kroppen og sundhed? Styrketræning som bygges gradvist op eller fysisk aktivitet i en tid hvor flere børn og unge er overvægtige og fysisk inaktive - med dårligere motorik, koordination og balance som negative følger. Forskning viser, at det liv du lever som barn er essentielt for din adfærd som voksen. Er du overvægtig som barn er der omkring 70 % risiko for at du også bliver det som voksen. Fysisk inaktivitet og overvægt går ofte hånd i hånd - og at det har en ekskluderende effekt. Dvs. at børn med overvægt ofte ikke er med til idræt og sport samt oplever et lavere selvværd om sit udseende og at skulle udfolde sig fysisk. Styrketræning har en stigende interesse med flere børn og unge som ønsker at styrketræne. Men hvor skal de starte og hvad skal vi lade os guide af? Styrketræning er bevægelse som al anden fysisk aktivitet - men det er mere struktureret, kontrolleret, selvvalgt og langsomt. I leg og sport er belastningerne på kroppen ofte højere end hvad et barn vil kunne løfte øvelser til styrketræning. Sammenlignes at et barn hopper ned fra et legestativ med belastningen i en styrketræningsøvelse for ben eller ryg, så vil belastningen på fx knæ eller ryg være markant højere ved landingen fra hoppet end et barn kan skabe ved styrketræning. Derudover er leg og sport ofte forbundet med tacklinger og uforudset kontakt med andre, hvor de typiske skader opstår. De situationer har man sjældent i styrketræning. Som altid, vil jeg anbefale, at vi primært lader os guide af forskningen, så vi kan tage oplyste beslutninger. Men hvad siger den så? Styrketræning gør børn stærkere og de oplever bedre kropskontrol og koordination. Derudover ses det at børn bliver bedre til opgaver som fx at hoppe, sprinte og kaste. Med andre ord er der mange positive fysiske resultater at hente i styrketræning for børn. Det ses også at styrketræning er med til at forbedre overvægtige børns kropskomposition - de taber altså fedtmasse og opbygger muskelmasse. Det er både positivt for deres sundhed og sandsynligvis også deres selvtillid. Hvis et barn synes det er en sjov form for motion, kan det være mindst lige så nyttigt som andre motionsformer. Faktisk har overvægtige børn en tendens til at være ret stærke fordi de også har mere muskelmasse - og det gør styrketræning til en arena, hvor de nemmere kan mestre opgaverne. Måske endda bedre end deres tyndere venner. Styrketræning for børn og unge kan altså være med til at: øge sundheden forbedre præstation i sport og bevægelse generelt reducere skadesrisiko forbedre energi og koncentration være en motionsmulighed for overvægtige børn hvor de ikke bliver ekskluderet forbedre kropskompositionen 7 myter om styrketræning for børn og unge Der er lavet en del forskning på styrketræning for børn, men desværre er der få, som kender til det - og derfor lever mange myter i bedste velgående. Det gælder både i træningsverden, men også bredt i den almindelige befolkning. Her er 7 af de mest almindelige myter om styrketræning for børn og unge. 1. “Styrketræning hæmmer væksten hos børn” Den allermest almindelige myte er at styrketræning hæmmer væksten hos børn. Det høres både i skolesystem, idrætsforeninger i forbindelse med udvikling af talenter og ved familiefesten. Men der er intet i forskningen, der antyder nogen negativ sammenhæng mellem styrketræning og mindre vækst. Tværtimod er der faktisk forskning, som viser det omvendte. Myten baserer sig på spekulation fra gamle dage uden et solidt datagrundlag at stå på. Hvis noget potentielt kan hæmme væksten hos børn, er det eksempelvis hvis barnets kropsvægt er for lav. 2. “Styrketræning skader knoglerne hos børn” I knoglerne er der såkaldte vækstzoner (epifyseskiver). Teorien om at styrketræning kan skade disse kommer fra vores viden om at epifyseskiver er blødere hos børn. De bliver de hårdere og kan holde til mere, når vi bliver ældre. I den forbindelse stopper de også med at vokse. Hos børn, der dyrker meget kontaktsport, kan irritation og akutte skader i form af knoglebrud eller fraktioner i vækstzonerne ske. Til gengæld ses det ikke i forbindelse med styrketræning. I alle de studier, der er lavet på børn, der laver styrketræning eller olympisk vægtløftning, forekommer det ikke. Men det ses fx hos børn, der spiller meget fodbold. Det kan undgås med mere varieret træning og fornuftig dosering (mere er langt fra altid bedre). Så i modsætning til hvad myten siger, er styrketræning ikke blot sikkert, men decideret skadesforebyggende, da det opbygger knoglerne og gør dem stærkere. Dermed giver det et godt grundlag for videre fysisk aktivitet som teenager og voksen. Også hvis du gerne vil spille fodbold, håndbold eller dyrke anden sport - som i øvrigt ikke bør anses som farlig, hvis du skulle have tænkt det efter at have læst ovenstående. 3. “Børn skal kun træne med egen kropsvægt” Dette forbehold kommer sandsynligvis fra en kombination af overbevisningen om at kroppen ikke bør belastes og at styrketræningsudstyr, især maskiner, ikke altid passer størrelsesmæssigt til børn. Så er det lettere at anbefale træning med kropsvægt. Og det kan sagtens være et fint sted at starte. Men det betyder ikke, at det er den eneste mulighed. I styrketræning med vægte anbefales det naturligvis også at man starter roligt ud med en passende lav vægt som man gradvist kan øge derefter. Doseringen er nøglen til en god oplevelse. Hvis barnet er vant til at træne med egen kropsvægt eller små vægte, er næste skridt at bygge videre med mere vægt. Det kan selvfølgelig også gøres sværere ved at øge frekvensen (antal gange om ugen) og volumen (sæt og reps) først. 4. “Børn får ingen resultater af styrketræning på grund af lave hormonniveauer” Det er simpelthen forkert. Helt generelt er hormoner i det niveau de forekommer naturligt i kroppen en dårlig parameter at måle på for at vurdere hvem, der kommer til at få gode resultater af styrketræning. I styrketræning er især de neurale tilpasninger (motoriske tilpasninger i nervesystemet) vigtige og de sker hurtigt. Derudover kan styrketræning for børn og unge med fordel anses som bevægelsesmæssig læring frem for blot træning med et specifikt resultat som mål. Styrketræning hænger sammen med elementer som balance, koordination og stabilitet, som gør barnet bedre til at lære og mestre andre bevægelser og færdigheder. I den motoriske guldalder, dvs. 6-7 årsalderen og op mod puberteten, har børn gode forudsætninger for at lære fordi de vokser jævnt i højden, har en ret mobil krop og et veludviklet nervesystem. Dvs. i stedet for at sætte dem i gang til at lave noget hårdt, bør de få lov at lære noget nyt, varieret, legende og udfordrende som en langsigtet investering. Styrketræning for børn er læring og en langsigtet investering, ikke kun træning. Og sammenlignes styrketræning med udholdenhedstræning (aerob træning) og kortvarig eksplosiv træning (anaerob træning) - ses det at styrketræning har størst effekt hos børn. 5. “Styrketræning overbelaster senerne” Denne myte har delvist samme udgangspunkt som myten omkring vækstzoner. Men påstanden har ikke noget med styrketræning isoleret set at gøre. Det gælder nemlig for alle former for bevægelse - at hvis du gør noget for meget, for tungt, for ofte, for hurtigt og med for lidt hvile, så vil det give problemer. Styrketræning - altså belastning - er opbyggende for kroppen og en nødvendighed for at blive stærkere. Men det skal naturligvis være gradvist med udgangspunkt i det nuværende niveau, hvorefter det kan øges. 6. “Styrketræning giver for store belastninger” Som allerede nævnt overgår den kraft som børn producerer i leg fx kast, træk og at hoppe ned fra et legestativ eller træ i stor grad den kraft de generere i styrketræning. Derudover er belastning i styrketræning - altså vægten på fx stangen, håndvægten, kettlebell - noget du selv kan vælge. Du kan altså starte med en let vægt og derfra gradvist bygge op. Afhængigt af barnets alder, kan det være en god idé at instruere barnet i at vælge en belastning de kan håndtere med overskud, så de kan øve sig i øvelsens teknik. 7. “Styrketræning er for ensidige bevægelser” Styrketræning kan som al anden fysisk aktivitet være ensidig - hvis det er det du gør det til. Men der er uendelige muligheder for at lave mange forskellige varierede bevægelser. Kun din fantasi sætter begrænsningen for træningens opbygning. Der er mange faktorer at variere på både i øvelsesvalget, teknikken, tempoet, range of motion, vinkler, redskaberne som involveres osv. Derudover vil alle øvelser med frie vægte variere moderat fra gentagelse til gentagelse i hvilke muskler, der arbejder mest. Der er ingen god grund til at stoppe børn fra at styrketræne, hvis de gerne vil det. Hvis et barn faktisk har lyst og motivation til at lave styrketræning, er dét uendeligt meget vigtigere at lytte til end at barnet ikke laver nogen former for motion. Inaktivitet vs. præstationskultur Som på andre områder har mange tendens til en enten-eller-tankegang. De to yderpoler, som nogle forældre og trænere i foreninger desværre indtager er: Meget bange for at børnene skal styrketræne af frygt for skader baseret på fx de ovenstående myter. Går all-in for at børnene skal blive bedst mulige, træne mest muligt, optimere alle detaljer - og så bliver det for meget. Som på mange andre fronter, er en balance væsentlig for langsigtet succes. Især nr. 2 er udtryk for en usund præstationskultur. Forskningen viser at tidlig specialisering (10-12 års alderen) i en bestemt idræt faktisk ikke virker særligt godt. De få som faktisk ender som eliteatleter har ofte dyrket mange forskellige sportsgrene indtil de fyldte 14 år. De har færre skader, kan træne jævnt og brænder ikke ud mentalt. Det er enormt få, der faktisk bliver eliteudøvere. Lad børnene træne og dyrke det, de har lyst til - faktisk er der nok større chance for at de senere i livet vælger en idræt, som de har interesse for og vilje til at blive god til. Hvad er vigtigt at fokusere på i styrketræning for børn? Det vigtigste fokuspunkt er om det er sjovt. Så spørg hellere barnet “Var det sjovt?” - fremfor “Var du god?”, “Hvad klarede du?”, “Vandt I?” eller “Scorede du mål?”. Med andre ord handler det om at gøre træningen lystbetonet og have fokus på processen - adfærden, som skal gøres det til vedholdende vaner. Med små børn kan et fokuspunkt være at inkorporere leg eller konkurrence i træningen, der gør at de kan holde koncentrationen bedre. At skulle samarbejde med andre kan også gøre træningen sjovere. Som voksen eller forælder kan du undersøge miljøet, hvor børnene træner - er det tilpasset til læring eller er det mere præstationsfokuseret? Er der noget børnene kan tage med sig videre i deres idræts- og bevægelsesliv? Styrketræningen i sig selv bør starte med allround indlæring af færdigheder som motorik, koordination, stabilitet og balance. Det kan fx være at kravle, rulle, hoppe, hinke, presse, trække osv. De færdigheder skaber et fundament, som gør barnet i stand til at lære nye færdigheder hurtigere, præstere bedre og forebygge skader. Den vigtigste individuelle tilpasning, du kan lave i træningen fra start er, at tage hensyn til den enkeltes udvikling og biologiske alder. Husk på, at den kan variere meget mellem to børn med samme kronologiske alder og mellem køn - specielt op mod puberteten. Den kronologiske alder er hvor mange år de faktisk er, mens den biologiske alder dækker over deres kropslige udviklingsstadie. At lære løfteteknik kræver koncentration og kan være udfordrende. For hvis børn keder sig, finder de på noget andet - og de holder koncentrationen i kortere tid. Til gengæld har de ikke så mange negative erfaringer med at bruge kroppen eller begrænsninger som mange voksen er udfordret af. De kaster sig over typisk over nye bevægelser og øvelser med stor nysgerrighed. At instruere børn er anderledes end at instruere voksne. Den pædagogiske tilgang bør bære præg af:billedsprog fx gorillabryst i dødløft (at skubbe brystet frem for at holde ryggen ret) og lignende simple forståelige ideer. På samme måde som med voksne er det vigtig at huske at teknik ikke skal se ud på én bestemt måde - den varierer fra person til person. Teknik er ikke rigtig eller forkert, men kan afhængigt af målsætningen tilpasses for at bedre opnå dét fx at stimulere en bestemt muskelgruppe. Den simpleste måde at finde tryghed i den tekniske udførsel er, at starte med en lav vægt (eller uden vægt) og gradvist øge med få væsentlige tekniske fokuspunkter. Træningsfagligt er det vigtigste fokuspunkt gradvis eksponering. Hvis du gradvist lader barnet tilpasse sig belastning i en øvelse over tid med tekniske input for at skabe et styrkefundament, så kan der trænes tættere på udmattelse. Faktisk kan det være svært for særligt mindre børn at holde igen, da deres evne til at tilpasse kraft i forhold til udfordringen ikke er veludviklet. Derfor kan det være en smule svært at styre belastningen i starten. En vigtig huskeregel er, at børnene ikke skal toppe som børn, men som unge voksne - dvs. om mange år. Et andet fokuspunkt er at børn bør lave varierede træningsformer, så de bruger hele kroppen og træner forskellige kropslige færdigheder. Hvis styrketræning er et supplement til idræt, så sørg for at det ikke kun handler om styrke, men også varierede bevægelser for hele kroppen, mobilitet, koordination, stabilitet og balance. Træningsprogram til styrketræning for børn og unge Som udgangspunkt kan børn starte med 1-3 træninger om ugen med 1-2 sæt af 8-15 gentagelser per øvelse. Sørg for at børnene har teknisk overskud dvs. at de ikke går til grænsen, men har fx fire gentagelser tilbage i tanken - kaldet RIR4 (repetitions in reserve). Over tid, når de har fået mere erfaring, kan det sagtens gradvist øge til tre sæt, færre gentagelser og højere intensitet (fx RIR2-3). En simpel måde at træne hele kroppen på er at udvælge nogle grundbevægelser. Fx som i denne stil: Knædominant øvelse fx goblet squat, squat eller lunges. Hoftedominant øvelse fx dødløft, glute bridge, hyperextension. Pres frem fx armstrækninger, bænkpres eller bænkpres med håndvægte. Pres op fx skulderpres eller military press. Træk ind fx forskellige varianter af rows. Træk ned fx pulldown eller kropshævninger. Det kan helt sikkert også være nok med én presseøvelse og én trækkeøvelse for overkrop per. træning, så der kun er fire hovedøvelser. Så kan det varieres fra gang til gang eller måned til måned om det er pres frem eller op og træk ind eller ned. Eksempler på andre kategorier af bevægelse kunne være kropsstamme (planke-versioner, pallof pres, mavebøj osv.) eller carries (farmer walk). Hvis du mangler inspiration til opvarmning- og mobilitetstræning for børn, kan du bruge disse øvelser om at kravle som dyr. Inklusiv opvarmning behøver en træning ikke tage mere end 45 minutter - og mindre kan også gøre det. De seks vigtigste fokuspunkter Det skal være sjovt og lystbetonet Individuel tilpasset biologisk alder Gradvis eksponering Volumen: relativt lavt fx 2-6 sæt per. uge per. bevægelse af 8+ reps Intensitet: behøver ikke gå til grænsen fx RIR4+ Alsidig bevægelse, der involverer hele kroppen Kost for børn der styrketræner Medmindre barnet har specifikke mangler eller allergier, er helt almindelig varieret kost et særdeles godt sted at starte. Tjek de officielle kostråd hvis du er usikker på hvad de indebærer - selvom de lyder simple, så er de meget værdifulde. Eftersom børn er i vækst, er det vigtig at de får tilstrækkelig og næringsrig mad. De har - ligesom med voksne - sjældent behov for kosttilskud og kan med fordel generelt lade sig guide af sult, mæthed og lyst angående måltider. Børn og unge lægger meget mærke til hvad deres forældre foretager sig og har en tendens til at kopiere det de ser - i højere grad end hvad de bliver fortalt. Fx hvis du tager mange kosttilskud, spiser efter en bestemt type kostreligion, drikker energidrik inden hver træning, snakker meget om kroppens udseende, at ville tabe dig eller at undgå bestemte fødevarer. Derfor er det vigtig at du som forælder overvejer hvad du siger til og gør foran dine børn - de kommer sandsynligvis til er overtage flere af disse ting. Opsummering Børn må gerne styrketræne og det er noget de kan få rigtig meget ud af både på kort og lang sigt. Listen af fordele af lang og hvis de er drevet af lyst, så er der ingen grund til at stoppe dem. De vigtigste ting at tage hensyn til er at det skal være lystbetonet, individuelt tilpasset deres biologiske alder, det skal bygges gradvist op startende med lav volumen og intensitet med teknisk overskud og varieret bevægelse af hele kroppen. De mange ubegrundede myter omkring børn og styrketræning præsenteres som biologisk funderede, men videnskaben peger tydeligt på at det ikke er tilfældet. En udfordring kan være den pædagogiske tilgang, hvor børn behandles som minivoksne. I stedet bør der integreres leg, alsidig bevægelse, bruges billedsprog og simple forklaringer med få fokuspunkter. Som voksne kan vi med fordel tøjle den instrumentaliserede tilgang til træning dvs. at der skal komme et bestemt resultat ud af det (fx mere muskelmasse eller lavere fedtprocent). I stedet kan fokus være på glæden ved at bruge kroppen, lære nye færdigheder og have det sjovt med fysisk aktivitet. Lyt til episoden Du kan høre episode 18 i Apple Podcasts her. Du kan høre episode 18 på Spotify her. Du kan downloade episode 18 fra Libsyn her. Se oversigten over alle episoder af podcasten her. Du kan også streame episoden direkte her:
-
#17 Er dine deller dumme? Fedtvævets funktioner Begynder
Med et kritisk blik giver han sit besyv med, når der skal rettes op på den forvirring omkring fedtvæv, som præger vores samfund. Jens Lund - på Facebook kaldet Adipocæn som betyder "fedtvævets tidsalder" - er kandidat i humanbiologi, bachelor i biokemi og professionsbachelor i Ernæring og Sundhed. Han arbejder som research assistent på Københavns Universitet og arbejder blandt andet med formidling af fedmeforskningen og biologien bag vores fedtceller. Hans interesserer sig især for ernæring, kosttilskud, fedtvæv og metabolisme. Vi snakker blandt andet om: Hvorfor fedtvæv er vigtigt for vores sundhed - måske deller ikke er så dumme alligevel? Misforståelser omkring fedt, fedtvævets anatomiske og fysiologiske funktioner - hvad kan det? Fedtdeponering, æbleform og pæreform - og hvorfor fedtet lagres forskelligt på kvinder og mænd Brunt fedt - kan det sætte fart på et vægttab? Vigtigheden af fedt i forbindelse med graviditet - og pink fedts rolle i mælkeproduktion. Hvorfor er fedtvæv interessant og vigtigt? Et af de største problemer i relation til fedtvæv er overvæg og vi har sandsynligvis endnu ikke set de største konsekvenser af den stigende overvægt i vores samfund (livsstils- og organsygdomme). De vil sandsynligvis være større end vi kan forestille os. Derudover er det stigma, som overvægtige mennesker oplever fra mennesker i alle aldre - og desværre også fra fagpersoner - et stort problem. Et andet aspekt er de kulturelle forskelle. I den vestlige verden var tykke kvinder engang noget man værdsatte fordi det viste at de var frugtbare.At være overvægtig udstrålede engang magt og rigdom. Men med tiden har det ændret sig til noget negativt, som vi skal bekæmpe med al vor magt - og den slanke krop har fået høj status. For mange forstås fedt på kroppen primært som noget der påvirker hvordan kroppen ser ud. I fitnesscenteret stræber mange efter den lavest mulig fedtprocent. Mens en normal fedtprocent ligger på 10-20 % hos mænd og 20-30 % hos kvinder, skal du ned omkring 10 % for at få en synlig sixpack - med andre ord i den laveste ende for mænd og langt fra den fedtprocent kvinder bør have. I fedmeforskningen lægges vægt på at fedtet er vigtig for vores sundhed og man er mere optaget af hvor fedtet er lagret. Fedt under huden vil være at foretrække fremfor fedt omkring organerne - det viscerale fedtet, du måske har hørt om. Sygdommen lipodystrofi sætter perspektiv på vigtigheden af fedtvæv. Lipodystrofi er en sygdom, som nogle mennesker er født med, der betyder at de ikke kan lagre fedt på kroppen. De er meget syge og det siger noget om hvor vigtig fedt er for vores kroppe. Hvis vi ikke har fedtvæv kan ikke kroppen vide hvordan den skal håndtere de kalorier der kommer ind via vores kost. Fx hvis en person med lipodystrofi indtager for mange kalorier, ved kroppen ikke hvor den skal gøre af det og bliver meget syg. 3 klassiske myter omkring fedtvæv Der er mange misforståelser om kroppens fedtvæv. Mange tror at det eneste fedtvæv kan er at udvide sig og skrumpe ind igen - fordi det er hvad vi kan se med det blotte øje. Det er dog langt fra sandheden. Myte 1: “Fedtvæv er et simpelt, kedeligt og usundt væv” Denne myte har eksisteret både i forskningsverdenen og i befolkningen siden 2. verdenskrig. Den herskende overbevisning har været at det eneste fedtvæv kunne var at ophobe kalorier, udvide sig og skrumpe ind igen afhængig af energibalancen - at det var simpelt, kedeligt og usundt. Men så var der nogle forskere, der havde en idé om at fedtvævet kunne udskille hormoner og de begyndte at lede efter disse hormoner. I slutningen af 1980’erne fandt forskerne et hormon, der nu hedder leptin og som kommer fra vores fedtvæv. Opdagelsen var en vigtig brik i forståelsen af hvordan kroppen regulerer vores kropsmasse. Siden opdagelsen af leptin er forskningen om fedtvæv eksploderet. Allerede inden leptin blev opdaget, fandt forskerne et molekyle inde i fedtcellen, der fungerer som en stamcelle, der kan omdannes til en fedtcelle. Med andre ord gik man fra at ikke vide noget særligt til at vide rigtig meget. Forskerne begyndte at se på fedtcellen som en kirtel og som en aktiv spiller i hele kroppens regulering af stofskiftet (på samme måde som med leveren). I dag forstår vi fedtvævets rolle, ikke bare i fedme, men i en række andre sygdomme som sukkersyge, hjerte- og karsygdomme og kræft. Fedtvæv kommunikerer med andre væv, ligesom de andre væv gør, igennem de hormoner og andre stoffer som de udsender. Derudover har den øgede interesse i fedtvævet i forskningen gjort at man har opdaget andre fysiologiske og anatomiske funktioner. Fx har vi fedtvæv bag vores øjne, på vores hæle, på vores blommer på fingre og tæer, der har en støddæmpende effekt. Derudover har fedtet omkring vores organer som fx nyre og hjerte opgaven med at beskytte dem mod slag og stød. I dyreverden ser man at fedtvæv har mange andre opgaver end kun energilager. Fx ekkolokation hos delfiner, udseendemæssig forskel på hun- og handyr og isolation hos arktiske dyr. I fitnesskonkurrencer ses det at en del mennesker, der kommer meget langt ned i fedtprocent oplever negative konsekvenser som fx svækket appetitregulering, udeblivende menstruation mv. Det er en form for sultrespons, hvor menstruation og evnen til at få børn udebliver indtil der igen er nok energi og hormonbalancen er på plads. Myte 2: “Vi kan ikke få flere fedtceller, fedtcellerne kan kun udvide sig” Vi har cirka det samme antal fedtceller i gennem hele vores liv. Men fedtceller kan dog, som andre celler, opstå, danne nye fedtceller, dø og blive spist af immunceller. Det er først i de senere år at forskere er begyndt at undersøge hvor fedtcellerne kommer fra - og der er stadig en del ubekendte. Men på samme måde som muskler, kan fedt vokse på to måder: Hypertrofi: når celler vokser Hyperplasi: når antallet celler øger Du kan i princippet tage på eller blive overvægtig på to måder: fedtet lagres 1) under huden eller 2) omkring organerne. Jo bedre dit fedtvæv er til at udvide sig, jo flere af dine overskudskalorier kan lagres i det fedtvæv, hvor det hører til og bør være - under huden. Det betyder at de ikke behøver at ryge ud til andre organer hvor de laver ravage. På den måde er underhudsfedt faktisk et sundhedstegn. Når overskudskalorierne ryger til organerne er konsekvensen at dine muskler ikke bliver så gode til at håndtere sukker og leverfunktionen bliver nedsat, samt at bugspytkirtlen kan tage skade af det (et slags forstadie til sukkersyge). Myte 3: “Når vi taber os forsvinder fedtet som varme” Det er ikke helt rigtigt. Sandheden er, at vi forbrænder fedt på samme måde som sukker, der bliver til vand og CO2. Vi udånder med andre ord fedtmolekyler som CO2 og vi udskiller fedtmolekyler som vand. Kroppens “fedtorgan” - anatomi og fysiologi Ligesom vi har et bevægeapparat og andre organsystemer, bliver fedtet betragtet et "fedtorgan", der udgøres af forskellige væv. Vi har to typer fedtvæv: hvidt fedt og brunt fedt. Begge dele er en form for bindevæv - det hvide er dog meget plastisk og kan formes. De kan også omdannes til andre fedtceller (fx fra hvid til brun) alt afhængig af hvad kroppen har brug for. Hvis kroppen har brug for at bruge kalorier, så sørger den for at brune fedtceller bliver til hvide fedtceller og hvis kroppen har brug for at danne varme, så omdanner den nogle af de hvide fedtceller til brune fedtceller. Det hvide fedt har som opgave at ophobe kalorier, mens det brune fedt har som opgave at forbrænde kalorier for at danne varme. Langt det meste af vores kropsfedt er hvidt, og omkring 1% er brunt (som er nok til at påvirke kroppen i stor grad). Lad os se på anatomien for at forstå hvordan “fedtorganet” er bygget op. Det hvide fedtvæv har vi to steder; under huden (subkutant fedt) og inde i bughulen og brystkassen (visceralt fedt/ektopisk fedt/organfedt). Fedtvævet består af modne fedtceller, umodne fedtceller, nerver, blodkar og immunceller. Det subkutane fedt er groft sagt det “sunde fedt” fordi det holder sig der hvor det er beregnet til at høre hjemme, under huden. Dets opgave er at ophobe kalorier som fedtsyrer. Det “usunde” organfedt ophober sig når du er inaktiv og er i kalorieoverskud i lang tid. Når der ikke længere er plads i underhudsfedtet farer det vild i kroppen og lagrer sig rundt organer som tarme, hjerte, muskler, lever, bugspytkirtel og blodkar. Her kaldes det ektopisk fedt - eller som Jens Lund siger: amatøragtige fedtceller, da de er på afveje. I musklernes, leverens og bugspytkirtlens funktioner laver det ektopiske fedtet ravage og det gør kroppen dårligere til at regulere blodsukkeret og dele af stofskiftet, hvilket kan resultere i sukkersyge og hjerte- og karsygdomme. Musklerne skal kunne trække sig sammen, leveren skal kunne nedbryde giftstoffer og deponere andre næringsstoffer som kulhydrat (ikke fedt) og bugspytkirtlen skal udskille blodsukkerregulerende hormoner (som insulin og glukagon). Den brune fedtet lagres omkring kraveben, skuldre og nakke, samt i nogle tilfælde omkring nyre, rygsøjle og aorta. Intet i biologi giver mening, bortset fra i lyset af evolutionen. Theodosius Dobzhansky Der er en evolutionær grund til at vi har fedt på kroppen. Selv de simpleste celler (med en kerne), der findes på kloden er i stand til at lagre fedtceller på en eller anden måde og de fleste dyr lagrer hvidt fedt for at overleve. Fx en fugl der skal krydse et hav eller et lille dyr, der skal gå i vinterhi og har brug for fedt for at overleve i løbet af vinteren. Evolutionært set har vi mennesker brug for fedt på kroppen for at være i stand til at håndtere de udfordringer, som fremtiden kan byde som fx sult, sygdom og graviditet. I tillæg til anatomiske funktioner som at være isolation, støddæmper og beskytte organer, har fedtvævet fysiologiske funktioner, som at udsende hormoner. De mange hormoner som fedtvævet udseender regulerer blandt andet immunsystemet, blodtrykket, størkning af blodet, dannelse af blodkar, stofskiftet, appetitten og reproduktion - der er næsten ikke en ting, det ikke er med til at regulere. Størstedelen af de stoffer (hormoner) som fedtet udsender er proteiner, der bliver sendt til andre organer og er med til at dirigere aktiviteten til disse. Og det i sig selv er en god grund til at sørge for at have noget fedt på kroppen. Det kan tænkes, at et dårligt reguleret hormonsystem vil være negativt for kroppens andre organer. Hvis du som atlet har en fedtprocent på omkring 5-6, så har du ikke særligt meget at stå imod med hvis du bliver ramt af en infektion. Hvis du som kvinde har for lav fedtprocent, vil du kunne få problemer med at blive gravid fordi menstruation udebliver. Derudover kan det være et problem at skulle amme - for hvor skal modermælken komme fra? Dannelse af modermælk er nemlig afhængig af tilstrækkeligt store fedtdepoter. Det er en stor investering for kroppen at blive gravid og amme - derfor er der brug for nok fedt. Normalt vil kroppen forsøge at sørge for nok energi i kroppen til at kunne tackle livets udfordringer og hormonet leptin er med til at sørge for det. Tidligere blev leptin kaldt et mæthedshormon, men det er ikke helt sandt. Det eneste vi ved helt sikkert er, at hvis du har en lav fedtprocent, så har du sandsynligvis lave niveauer af leptin i kroppen, hvilket gør dig sulten og derfor fordrer et større energiindtag. Fedtdeponering: Æbleform og pæreform Fedtet kan fordeles forskelligt på kroppen. De to klassiske former er æbleform og pæreform. Typisk får mænd æbleform og kvinder pæreform - og det er genetik og kønshormoner, der styrer dette. Men hvorfor er det så forskelligt mellem kvinder og mænd? På grund af reproduktion. Det er lettere at trække fedtet ud af det hvide fedt, der sidder på hofte og baller, end det er fra maven. Så det giver god mening, at når vi ved at pæreformsfedtet på et tidspunkt skal bruges til reproduktion og amning. Det kan også være grunden til at fedtdepoterne omkring hofte og baller ikke altid reagerer lige så godt på kalorieunderskud hos kvinder. Uanset hvilken form du har, er det fedtet, der ligger rundt om organerne, der forsvinder først, hvis du kommer i kalorieunderskud. Nogle kvinder har dog tendens til æbleform og dét er også styret af genetik. I overgangsalderen (menopause) falder niveauet af kønshormonet østrogen i blodet og så går mange fra at være pæreformet til at blive mere æbleformet. En anden form for fedtfordeling, der er karakteriseret som en arvelig sygdom blandt kvinder, er lipedema. Det kommer efter puberteten og indebærer at kvinden næsten ikke har fedt på overkroppen, men til gengæld meget fedt på underkroppen. Det illustrerer at fedt kan sætte sig meget forskelligt og at det er noget vi ikke selv kan påvirke (fx punktforbrænding). Netop genetik betyder meget for hvem, der bliver overvægtige. Det kan du læse og høre meget mere om i episode 20 af podcasten om fedmeepidemi, genetikken og det fedmefremmende samfund. Brunt fedt - kan det fyre op for vægttabet? Det brune fedtet udgør omkring 1 % af kroppens fedt. Det har som hovedopgave at producere varme og er med til at bevare vores kropstemperatur på cirka 37 grader - og er med til at øge vores kropstemperatur til over 40 grader, når vi har feber. For at klare den her opgave er det brune fedtet nødt til at optage sukker og fedt fra blodbanen. I de senere år har forskere fundet ud at babyer har mere brunt fedt end vokse. Det er lagret omkring vores nakke, skuldre, kraveben, nyrer og hjerte, sandsynligvis for at være i nærheden af hjernen, som kræver varme. Den brune fedtcelles opbygning ligner en blanding af almindelig hvidt fedt og muskelvæv, da det er fyldt med blodkar, nerver og mitokondrier (i tillæg til fedtdråber). Mange har troet at denne opbygning kan påvirke energiforbruget, men det har forskerne ikke kunne bevise. Det kan med andre ord ikke fyre op for et vægttab, men man kan spekulere i om det giver et sundere stofskifte, når det brune fedtet aktiveres fx ved at være i kulde eller ved at træne. Foreløbigt ser det dog ud til at have en meget lille effekt. Man kunne måske forestille sig at det er sundt for stofskiftet med variation mellem kulde og varme som en stressfaktor, på samme måde som at styrketræning er en form for stress for musklerne, som får dem til at blive stærkere og/eller større. Men foreløbig er det kun teorier og der mangler mere viden for at se om der er hold i disse tanker. Beige og pinke fedtceller Der findes også beige fedtceller, der er en slags blanding af hvide og brune fedtceller. Vi har også pinke fedtceller, som er de nyeste fedtceller, man har fundet i forskningen. De pinke fedtceller er relevante for kvinder, der er i gang med at få børn. Disse fedtceller er nemlig i stand til at producere og udskille mælk Det sker ved at hvide fedtceller i brystfedtet omdanner sig til at blive en del af det kirtelnetværk, som skal producere mælk. Under graviditeten vokser brystet i form af fedt, som så omdanner sig til det lyserøde kirtelvæv. Praktiske anbefalinger - nu og i fremtiden Samlet set kan man sige, at fedt har mange vigtige funktioner i kroppen, men at vi bør minimere det viscerale fedt ved at være fysisk aktive og undgå et fast kalorieoverskud via kosten i længere tid - med andre ord bør vi forsøge at holde os normalvægtige. En anbefaling fra Jens til dig, der er i kamp med dine deller: slut fred med underhudsfedtet. Det sidder godt fast og det sidder der af en god grund. I fremtiden kan det være at der kommer flere nye praktiske anbefalinger. Måske er varierende temperatur en tredje faktor, i tillæg til kost og motion, for vores sundhed. Teorien er, at det kolde er med til at aktivere det brune fedt, mens det kan virke som om varme er med til at sætte i gang nogle processer i cellerne i kroppen, som er med til at beskytte dem. Lyt til episoden Du kan høre episode 17 i Apple Podcasts her. Du kan høre episode 17 på Spotify her. Du kan downloade episode 17 fra Libsyn her. Se oversigten over alle episoder af podcasten her. Du kan også streame episoden direkte her:
-
#16 Myter om styrketræning for kvinder, menstruations-cyklussens påvir... Let øvet
Nikolaj Bach er BSc. Scient. Med. og arbejder som personlig træner i Aalborg. Derudover er han freelance-skribent, hvor han skriver om hvordan du kan optimere din træning og kost for at få bedre resultater. Og det gør han med udspring i videnskaben, hvor han punkterer de gamle myter og hjælper dig med at finde hoved og hale i den store mængde forvirrende information. Fagligt er Nikolaj især optaget af styrketræning for kvinder og har derfor beskæftiget sig en del med forskellene mellem mænd og kvinder i forhold til styrketræning, kost og hvordan du kan optimere din træning. I episoden snakker vi blandt andet om: De fysiologiske forskelle mellem kvinder og mænd - og hvad de betyder. Fem stædige myter om styrketræning for kvinder - og hvorfor de er forkerte. Hvordan menstruationscyklussen påvirker din træning - og hvordan du kan tilpasse din træning. Relevante kosttilskud for kvinder, der styrketræner meget. Fysiologiske forskelle mellem kvinder og mænd Mange af studierne i træningsvidenskaben er udført på mænd, men på grund af kønnenes forskellige påvirkning og forekomst af hormoner, responderer kvinder anderledes end mænd på træning rent fysiologisk. Mænds hormoner forholder sig relativt statisk - dvs. testosteronniveauet er det samme. Det indebærer at træningsresponsen vil være den samme gennem hele måneden. Kvinders hormoner derimod svinger til gengæld meget i forbindelse med menstruationscyklussen. Fysiologien er dermed mere kompleks og anderledes end mænd. Der er mange myter forbundet med træning for kvinder - og ofte holder det kvinder tilbage fra at opnå de sundhedsmæssige eller æstetiske resultater, de ønsker. Ikke fordi de ikke lægger en indsats i træningen (og kosten), men fordi de lægger indsats og fokus det forkerte sted. Når indsatsen bliver rykket til mere betydningsfulde områder, kan kvinder rykke sig meget mere end de har oplevet tidligere. Når du læser denne artikel skal du huske hvilket niveau du er på og hvad dit mål er. Er du nybegynder, motionist, erfaren motionist eller atlet? Hvis du tilhører den først ende af skalaen, er detaljerne vi snakker om her mindre vigtige for dig, mens hvis du er på et højere niveau og ønsker at optimere træningen for at kunne præstere bedre, har marginalerne større betydning for dig. Uanset hvad, kan det alligevel være interessant at vide mere om hvorfor din krop forandrer sig i løbet af måneden, hvordan det påvirker resultaterne af din træning - og hvad du kan gøre ved det. Myter om styrketræning for kvinder Mange kvinder er optaget af deres sundhed og søger mere viden om hvordan de kan optimere deres indsats. Det har skabt et stort marked for sundhedsinformation målrettet kvinder - desværre af meget varierende kvalitet. Derfor hersker der utroligt mange myter om træning for kvinder. Her kommer fem af dem - og hvorfor de er forkerte: Myte 1: “Nogle øvelser har en tonende effekt” Mange kvinder ønsker at ændre deres krop og bruger ord som fx at “tone kroppen", “stramme op”, “blive mere fit” eller “komme af med mormorarmene”. Disse begreber er ganske diffuse og mange forestiller sig, at det bare handler om at “tabe sig de sidste 5 kg” eller at få “lange slanke muskler”. Men hvad vil det egentlig sige at tone kroppen? Hvad dækker det typisk over? Hvis du skal se på hvad der skal til for at faktisk tone eller stramme op, så indebærer det at ommøblere (eller “recomposition” som det hedder på engelsk) på kroppen ved at at reducere fedtmassen og øge muskelmassen. Og det er der ingen enkeltøvelse, som kan gøre. Det kræver at du gennem fokus på energibalancen og tilstrækkelig tung styrketræning påvirker disse to parametre. At ommøblere kroppen behøver altså ikke betyde at du skal tabe dig i kropsvægt. Hvis du ligger omkring dit ligevægtsindtag og styrketræner med progression, så vil du over tid tabe fedt og opbygge muskelmasse. Det vil resultere i en faldende fedtprocent og dermed "toning"/"opstramning", men din kropsvægt er ikke nødvendigvis forandret. I stedet for at lave såkaldte “tonende” eller “fedtforbrændende” øvelser, der kræver at du laver sindssygt mange gentagelser fx med bootybands, giver det for de fleste bedre mening at fokusere på større flerledsøvelser, hvor du involverer flere muskler og kan løfte mere vægt. Fx squat, hvor du træner baller, baller, lænd og forlår eller dødløft, hvor du træner ryg, baller og baglår. På den måde vil du få større resultater hurtigere - og kan slå flere fluer i ét smæk, så du ikke behøver mange øvelser. On a side note: det er ikke muligt at ændre musklens form - du kan ikke få lange slanke muskler hverken gennem yoga, pilates, bootybands, løb eller andet. Hvis du påfører en muskel tilstrækkeligt med stimulus (fx gennem træning), vil den blive større. Eller mindre. Den kan ændre størrelse - ikke form. Myte 2: “Et slankende antal gentagelser (rep-range)” Der er en myte om en slankende rep-range - dvs. at det skal have en slankende effekt at lave mange gentagelser. Fx 30-100 gentagelser med lave vægte. Men det er altså forkert. Vi ved, at træningsresponsen er afhængig af graden af udmattelse dvs. om du går tæt på eller til failure i et sæt. Hvis du gerne vil være stærkere, uden særligt fokus på muskelvækst, kan du fokusere på at holde RIR (repetitions in reserve) på fx 1-3 med gentagelser per sæt i zonen 1-6. Med andre ord at du fx har 3 gentagelser tilbage i tanken, når du er færdig med et sæt (RIR3). I dag ved vi at 30-50 gentagelser kan give lige så meget muskelvækst som 8-15 - men så kræver det det at du går tæt på eller helt til failure. Jo flere gentagelser du tager, jo vigtigere er det at du går til failure. Dvs. i den mest udbredte zone fx 6-15 gentagelser, kan du opnå fin muskelvækst med en RIR på 1-3. En sjov misforståelse er at mange tror det er mere behageligt at lave mange reps, men det er det altså ikke. En såkaldt “rep out” (så mange gentagelser du kan) i squat med 30% af dit max (1RM) vil føles meget mere ubehagelig end 3 sæt af 8 med 70% af dit max (hvor du vil have nogle gentagelser i banken). Et klassisk eksempel på hvor kvinder træner for let, er holdtræning som fx bodypump. I stedet laves rigtig mange reps - problemet er, at det stadig ikke er nok reps til at få en effekt fordi man stopper for langt fra udmattelse. Der er studier på bodypump, hvor deltagerne efter 12 uger overhovedet ikke har ændret kropskomposition. Ikke engang nybegyndere responderer særligt på det - og det er egentlig næsten utroligt. Hvis dit mål er at tone kroppen, så er der rigtig mange ting du kan gøre, som vil give dig et meget bedre resultat end bodypump og anden klassisk holdtræning fx helt almindelig styrketræning med progression. Myte 3: “Jeg får for store muskler af styrketræning” Historien bag denne myte kommer til dels fra tider, hvor nogle mente at muskler ikke var feminint, men nok især én ting har været med til at forstærke denne myte - nemlig kvindelige bodybuildere og fitnessudøvere, der tager anabolske steroider og derfor opbygger nogle markant større muskler end en kvinde ellers ville kunne. Når almindelige mennesker, uvidende om dopingen, ser disse letpåklædte store muskuløse kvinder, bliver dét billedet af hvad styrketræning gør ved kroppen. Og det er simpelthen både urealistisk, åndssvagt og synd - for det skræmmer unødigt. Problemet er, at det ikke er i nærheden af at vise realiteten af de resultater en kvinde kan forvente af styrketræning. For sandheden er, at kvinder, på grund af det hormonelle system, ikke er disponeret til at få så store muskler. I hvert fald ikke uden at påvirke det gennem anabolske steroider. Hvis du kigger på det generelle billede, vil du se, at kvinder, der styrketræner meget eller konkurrerer i en styrkesport som styrkeløft, vægtløftning og crossfit i vægtklasser som tilsvarer hvad den gennemsnitlige danske kvinde vejer, er meget feminine af udseende. Hvis du er bange for at få store muskler, kan du forsøge at huske på ikke at tage doping. Det burde være rimelig nemt. Myte 4: “Kvinder responderer ikke lige så godt på styrketræning som mænd” Denne myte står i modsætning til nr. 3 og lyder noget i retning af at det er nytteløst for kvinder at styrketræne fordi der ikke kommer et særligt resultat ud af det. Men det er absolut ikke sandt. Kvinder bygger muskelmasse i samme tempo som mænd relativt set. Forskellen er, at udgangspunktet er forskelligt. Kvinder er oftest mindre i størrelse fra start, har ofte mindre muskelmasse som udgangspunktet og en mindre procentuel del af kroppen udgøres af muskelmasse. Vores udgangspunkt er hormonelt betinget, men når du som kvinde styrketræner, vil du øge styrken og bygge muskelmasse med samme procentvis vækst som mænd [1-3]. Men fordi udgangspunktet er forskelligt, vil slutresultatet også være forskelligt. Det skal også nævnes, at der kan være store genetiske forskelle indenfor hvert køn. Dvs. at alle individer - uanset køn - bygger muskelmasse og styrke i forskelligt tempo. Myte 5: “Hvis jeg bare taber 5 kg bliver det godt” Mange kvinder drømmer om en bestemt kropsvægt - et tal på vægten. Men hvis du skal se på hvad en “fit” krop er, så er det vigtigere at fokusere på forholdet mellem fedtmasse og muskelmasse - nemlig fedtprocenten. Det betyder ikke at det er noget galt i at ønske at tabe sig (men tænk måske fedttab fremfor vægttab) og det kommer også an på dit udgangspunkt. Det kan være en god idé at spørge dig selv om det bestemte tal på vægten vil give dig det du håber på. Vil du gerne være tynd, uden muskler? Vil du gerne være stærk og sund? Er det en bestemt følelse du søger efter? At være glad for din krops udseende? Vil det forandre sig hvis du vejer mindre? Forskelle mellem kvinder og mænd i træningen Når du læser videre, så husk på, at der kan være meget store genetiske forskelle indenfor hvert begge køn også. Dvs. at en mand og kvinde også kan være mere ens end to kvinder eller to mænd. Afsnittet handler altså om kvinder generelt og gennemsnitligt. Overordnet ses det at kvinder udvikler en mere udholdende fysiologi på grund af flere langsomme muskelfibre (type I) [4]. Derudover har kvinder mere fedt i muskelvævet som bruges under træning - dvs. at kvinder er mindre afhængige af kulhydrater under træning sammenlignet med mænd. I forlængelse af at være mere udholdende, kan kvinder ofte lave flere gentagelser på en given vægt (% af max) end mænd kan. Kvinder responderer også bedre på tung excentrisk træning, hvor du opnår et godt stræk på muskulaturen [5]. Det er på grund af hormonet østrogen at kvinder har mere udholdende kvaliteter. Det fremmer også restitutionen, ved at virke beskyttende mod muskelskade og muskelproteinnedbrydning [6]. Det er altså i modsætning til hvad mange klassisk tænker om østrogen et gunstigt hormon for kvinder i jagten på et tonet udseende. Kvinder kan holde til mere træning end mænd (både i volumen og frekvens) [7] og der skal mere til inden kvinder bliver trætte og udmattet. Ironisk nok træner mænd oftere helt til grænsen, mens mange kvinder er mere forsigtige og stopper træningen tidligere. En anden forskel er at kvinder bruger mindre energi end mænd under træning - faktisk en tredjedel mindre energi [8]. Igen er grunden størrelsesforskellen på vores kroppe. Derudover har kvinder en tendens til at bevæge sig mindre efter at de har lavet konditionstræning. Hvis du har vægttab som mål, kan du have det i baghovedet. Frekvens, volumen og intensitet for kvinder Der er som du ved mange misforståelser omkring hvad kvinder bør gøre, når de skal træne. Fx at du skal lave mange reps med lette vægte. For at give dig en bedre oversigt, ser vi i dette afsnit på de tre vigtigste træningsparametre for øget styrke og muskelmasse - og hvordan de kan tilpasses til kvinder. Frekvens er hvor ofte du træner en bestemt muskelgruppe eller bevægelse. Det vil give god mening at ramme en muskelgruppe mindst 2 gange per uge, men du kan også træne den op til 3, 4 eller 5 gange per uge. For de fleste vil det give god mening at træne hele kroppen hver gang, især hvis du træner 2-3 gange per uge. Det er først hvis du har tid til at træne fire til seks gange per uge at det giver mening at bruge et split-program, og så ikke mere end et 2-split eller 3- split program for at kunne ramme hver muskelgruppe to til tre gange per uge.. Endnu en myte er, at du skal holde fri 48 timer efter en træning. Det er rigtigt, at musklerne kan bruge den tid på at restituere, men det betyder ikke, at du ikke kan træne flere dage i træk - også den samme muskelgruppe. Træn når det passer dig og din hverdag - hvis det er fx mandag, tirsdag og onsdag, så er det meget bedre end at træne mandag og onsdag for at få X timers pause mellem. Volumen er antallet af sæt og gentagelser per uge. Det er sandsynligvis dét vigtigste parameter for muskelvækst, men er også vigtig for styrke. Generelt kan det variere fra 6 til 35 sæt per uge per muskelgruppe afhængigt af niveau og mål. En kvinde, der er vant til at træne flere gange om ugen kan fx starte på 16 sæt og gradvis øge over tid op mod 24 - hvilket er højere end for mange mænd. Hvis du er nybegynder kan det et godt startsted være på 6-8 sæt per uge per muskelgruppe og øge til 14 sæt. Hvis du er meget avanceret, kan det være at du skal op på 25-35 sæt per uge per muskelgruppe - og så giver det mening hvorfor en højere frekvens kan være fordelagtig når du bliver mere avanceret: du har flere dage til at fordele volumen udover. Intensitet (belastning i % af 1RM) dækker over hvor tungt du træner. Af praktiske grunde vil det oftest give bedst mening at lave de fleste sæt af 1-20 gentagelser og størstedelen af tiden ligge mellem 60%-80 %. Hvis du ikke kender din 1RM, kan du bruge RIR (repetitions in reserve). Altså hvor mange gentagelser, du har tilbage i tanken, når du er færdig med et sæt. RIR bør generelt ligge omkring 1-3 - for styrke ved 1-6 reps og muskelmasse ved 6-20 reps. Ved højere reps for muskelmasse, bør RIR være 0-1. Du kan læse mere om styrketræning for kvinder og myter samt få et gratis træningsprogram her. Forskelle mellem kvinder og mænd i kosten Når det gælder kosten, er der primært to forskelle. Den ene er, at kvinders appetit øger mere end mænds under energiunderskud. Den anden er, at mænd ofte spiser mere protein som udgangspunkt. Derfor vil det være vigtigt for dig som kvinde at vurdere om du får tilstrækkelig med protein (gerne 1,5-2,2 gram per kg kropsvægt), hvis du styrketræner eller ønsker at opnå et vægttab og/eller ommøblering af kroppen (hvor en endnu højere andel protein kan være fordel - helt op mod 2,5 gram per kg) [9]. Protein mætter mere og har en højere termisk effekt (kræver mere energi at fordøje og forbrænde). Frugt og grøntsager mætter godt og er ofte med til at begrænse kalorieindtaget i tillæg til at give gode næringsstoffer. Hvis dit mål er vægttab, er energibalancen det vigtigste. Et kalorieunderskud kan dog være sværere at opnå for kvinder fordi det udgør en større del af det samlede kalorieindtag per dag end det gør for mænd. Fx 200 kcal af 2000 kcal = 10 % vs. 200 kcal af 2500 kcal = 8 %. 3 universelle kostprincipper Få protein til alle hovedmåltider. Sigt efter 1,5-2,5 gram per kg kropsvægt per dag hvis du træner og fordel dem over dine måltider. Om du spiser små måltider ofte eller større måltider sjældnere, er ikke så vigtigt. 2-4 måltider er fint for de fleste. Få frugt og grøntsager til alle måltider. Anbefalet indtag er 600 gram per dag. For at gøre det nemmere, kan du huske på, at fx en banan eller en stor gulerod er udgør 1 af de 6 anbefalede per dag. Spis når du er sulten, stop når du er tilpas mæt og levn, hvis der er mere tilbage. Med andre ord forsøg at lytte mere til din krop - så du bedre kan mærke, når du er sulten og mæt - og derfor også vurdere mængde. Det kaldes til tider intuitiv spisning. Kosttilskud for kvinder Husk på, at kosttilskud er tilskud til kosten - dvs. de er ikke nødvendige og du kan godt få dækket dit behov for både makro- og mikronæringsstoffer gennem din kost. Nogle tilskud kan dog gøre hverdagen lettere. Proteinpulver en nem løsning hvis du har svært ved at få nok protein. Husk på, at det ikke er magisk og ikke gør noget som ikke proteinet fra den almindelige kost ikke gør. Mange danskere kan have godt af ekstra D-vitamin i vinterhalvåret (når du ikke får sol) for at opbygge stærke knogler og tænder - og undgå sygdom. Du får D-vitamin i fx mælk, fed fisk, okse- og svinekød, ost, mandler og æggeblommer. Få målt dit niveau hos lægen, hvis du er i tvivl. Kreatin har en god effekt på muskelopbygning og styrke - og er et af de få kosttilskud med god evidens bag sig. Jern kan være fornuftigt, fordi kvinder har et stort tab af jern under menstruation. Og også fordi en del kvinder spiser (for) lidt kød. Det kan dog være en god idé at undersøge hos din læge om du har brug for jern - det er nemlig ikke godt at have for meget i kroppen. Menstruationscyklussen Kvinders menstruationscyklus er en del af forplantningssystemet og har som formål at frigive et æg til befrugtning og at gøre kroppen klar til en eventuel graviditet. Cyklussen er præget af de to kønshormoner østrogen og progesteron, der stiger og falder i løbet af måneden. Cyklussen varer typisk i 28 dage, men kan være kortere og længere. Den kan deles op i to faser: Den første fase kaldes den follikulære fase og starter på første dag af menstruationen. Her stiger østrogenniveauet fordi folliklen (celle, der omringer ægget), der er ved at modne ægget, udskiller østrogen. Når du får ægløsning omkring dag 14, vil østrogenniveauet falde, for derefter at begynde at stige igen. Nu er vi ovre i den anden fase, der starter på dag 15 og kaldes den luteale fase. Når folliklen har givet slip på sin ægcelle ved ægløsningen, udvikler folliklen sig til et gult legeme (corpus luteum) - dvs. en kirtel, der udskiller progesteron. I lutealfasen stiger både østrogen- og progesteronniveauet Hvis du ikke bliver gravid, vil ægget blive udstødt og østrogen- og progesteronniveauet falder til sidst i denne fase. Det er her du får menstruation. Menstruationscyklussens påvirkning Som du måske allerede ved, vil hormonændringerne påvirke kroppen på flere forskellige parametre. Det er ikke sikkert at det er noget du kan eller vil gøre noget ved, men det kan hjælpe i det mindste at være bevidst omkring de ændringer, der sker, så forstår dynamikkerne bag hvad du oplever. De første to uger (follikelfasen) er østrogen stigende, og er rigtig højt i slutningen af uge to. I forhold til kost gør det at appetitten falder, det gør dig mere insulinfølsom (så du har mindre blodsukkerudsving) og det giver færre cravings. I forhold til træning er østrogen med til at forbedre muskelopbygning og restitution samt modvirker muskelskade. Samlet set forbedrer det træningsadaptationer - dvs. at nogle kvinder responderer bedre på træning i follikelfasen [10]. Derfor kan det give mening at lægge træning med højere volumen, intensitet og frekvens til denne periode. Den næste fase kan være ganske anderledes når det kommer til kost og træning. Som et resultat af at både østrogen- og progesteronniveauet er højere, stiger appetitten. Til gengæld stiger energiforbruget med 100-300 kcal per dag på grund af det høje progesteronniveau, som hæver kropstemperaturen. Men det er ofte ikke nok, da appetitten ofte overstiger dette niveau og gør at mange kommer til at overspise i lutealfasen. Kombinationen af østrogen og progesteron gør at kvinder er mere tilbøjelige til at lagre fedt på underkroppen. Rent evolutionært er det fordi det giver mere fedt til at ernære et eventuelt foster i livmoderen. Træningsmæssigt er der også en ulempe. Progesteron kan nemlig binde sig til androgene receptorer. Det vil sige at det blokerer signaler fra androgener som testosteron og stoffer, der minder om testosteron til at øge muskelvækst. Så når progesteron stiger, kan det muligvis medføre dårligere træningsadaptationer - særligt sammenholdt med at mange kvinder påvirkes negativt sidst i cyklussen. For samlet set har mange kvinder det dårligere mod slutningen af lutealfasen, hvor de er mere sultne, blodsukkeret svinger mere, der kan være flere cravings og humørsvingninger mod menstruationen samt væskeretention og dårligere søvn [11-12]. Derfor vil kvinders kropsvægt også svinge meget i løbet af måneden. I løbet af den sidste uge af lutealfasen binder kroppen også mere væske i forbindelse med menstruationen. Hvis du som kvinde i forvejen har humørsvingninger, PMS og øget appetit og kropsvægten også stiger, kan det være svært ikke at overspise og blive endnu mere frustreret fordi du ikke er klar over alle de ændringer, der sker i kroppen. I forbindelse med vægttab, kan det derfor være vigtig at vide dette, så du er forberedt på de helt naturlige svingninger i kropsvægt. Hvad kan du gøre i forbindelse med menstruation? Når det gælder træning, kommer det an på hvor meget og seriøst du træner. Hvis du ikke er helt oppe på grænsen af hvad din krop maksimalt kan tåle af volumen, bør du kunne træne som normalt hele måneden. Det vigtige er, at huske på at det er helt normalt, hvis du har mindre overskud til træning de to sidste uger af din cyklus og mærker at din kropsvægt øger - og at det går over igen. Hvis du alligevel føler, at der er stor forskel på din træning igennem måneden, kan du prøve at lægge tungere og mere træning ind i follikelfasen og lettere træning til lutealfasen. Hvis du er konkurrerende atlet, kan det være relevant at prøve at periodisere træningen mere efter faserne. Eller hvis du har et stævne (især hvis der er vægtklasser), der falder lige omkring den sidste uge i menstruationscyklussen, så kan du bruge p-piller til at udskyde menstruationen (og dermed den ustabile kropsvægt). Når det gælder kost, er der som udgangspunkt ikke noget at tage hensyn til, andet end at du kan huske på at du i lutealfasen kan have en øget appetit - og derigennem være bevidst om dét for at reducere overspisninger, der kan resultere i et kalorieoverskud. P-piller og træning P-piller indeholder indeholder østrogen og progesteron. Udfordringen kan nogle gange være at de indeholder meget progesteron (gestagen, som det hedder i syntetisk form), der kan sætte sig på androgene receptorer og blokere signalet fra androgene hormoner. Det tyder derfor på at nogle p-piller kan reducere træningsresponset. I hvilket omfang de forskellige typer påvirker, er der stadig usikkerhed omkring i forskningen. Men hvis du gerne vil optimere, kan du snakke med din læge om at få p-piller med gestagen med en lavere androgenreceptor-affinitet eller spiral. Lyt til episoden Du kan høre episode 16 i Apple Podcasts her. Du kan høre episode 16 på Spotify her. Du kan downloade episode 16 fra Libsyn her. Se oversigten over alle episoder af podcasten her. Du kan også streame episoden direkte her:
-
#15 Vægtløftning: Undgå de typiske fejl og få bedre resultater Let øvet
Erik Lau har en brændende passion for vægtløftning og er måske er bedre kendt som manden bag Weightlifting101. Han er en af de fremtrædende trænere i CrossFit-miljøet herhjemme og har som specialist i nichen vægtløftning for crossfit trænet nogle af verdens bedste crosfittere. Derudover afholder han workshops og træningslejre i både ind- og udland samt udbyder træningsprogrammer specifikt for vægtløftning. I episoden taler vi blandt andet om: Eriks personlige historie som aktiv løfter i vægtløftning Hvad der skal til for at blive god i vægtløftning Typiske misforståelser om vægtløftning, som begrænser resultaterne De forskellige skoler inden for vægtløftning Fra vægtløfter til vægtløftningstræner ved CrossFit-games Da Erik var 15 år og gik i 8. klasse besøgte han for første gang en vægtløftningsklub i forbindelse med et kursus i styrketræning via kommunens ungdomstilbud. Styrketræningen fangede ham og efter et halvt år prøvede vægtløftning. Dengang var han med egne ord “en virkelig forvirret teenager” og havde brug for noget at klamre sig til. Her blev vægtløftning en del af løsningen. Han manglede mobilitet og havde en krop, der ikke passede særlig godt til vægtløftning - men han havde til gengæld en stærk vilje og passion, som gjorde op for manglerne.. Han var fascineret af at kunne udfordre sig selv mentalt og samtidig have noget at knokle med for at opnå noget større på lang sigt. Til trods for hans fysiske udfordringer, var han absolut hooked på sporten. Den tydelige fysiske udvikling i kraft af at han blev bedre til sporten tænde en ild i ham og kombinationen mellem teknik, det psykologiske mv. holdt ham tryllebundet. Erik brugte de næste mange år på at træne vægtløftning fem-seks dage om ugen. Som 18-årig flyttede han til København, hvor han blev medlem i en ny klub og fik en ny træner. Efter to år blev han skadet og kunne derfor ikke løfte selv og begyndte i stedet at undervise ungdomsløfterne. Det fortsatte han med i længere tid og fik med det en erfaring - og praktisk uddannelse som træner, som han selv beskriver det. Da han startede på universitetet for at studere kinesisk stoppede han med at undervise og træne vægtløftning. Men efter to år stoppede han på studiet og begyndte i 2012 at holde workshops samt undervise crossfit-trænere i vægtløftning i CrossFit Copenhagen og bestemte sig derefter for at gå all-in som vægtløftningstræner inden crossfit. Hans mål var at lære crossfittere at lave god teknisk vægtløftning og at træne udøvere, der skulle konkurrere i crossfit. Han havde fra start store ambitioner om at hjælpe atleter frem til toppen på verdensplan selvom basen i Danmark er ganske snæver hvad angår både vægtløftning og crossfit. Flere af hans atleter har været med i Crossfit Games (tilsvarer VM i crossfit). Højdepunktet kom i 2015, da hans tætte arbejde med to atleter fra Island (Sara Sigmundsdóttir og Björgvin Karl Guðmundsson) resulterede i at de begge blev nr. 3 i henholdsvis kvinde og herre klassen i den individuelle konkurrence. Hvad skal der til for at blive god til vægtløftning i crossfit? Hvis du vil være god til vægtløftning i forbindelse med crossvit - dvs. god til alt med en vægtstang, så skal du først og fremmest være tilstrækkelig smidig. Hvis du ikke er smidig nok, kan du ikke ramme de mest fordelagtige positioner for at udføre et effektivt løft. Husk dog at du kan forbedre din smidighed over tid, men det kræver en målrettet indsats - især hvis du fra naturens side ikke har så godt mobilitet. Dernæst er det vigtig at du er en dygtig tekniker. De to konkurrenceløft, du skal lave i almindelig vægtløftning er træk (snatch) og stød (clean and jerk). Foruden de to hovedløft, har du en del assistanceløft, der styrker konkurrenceløftene. I vægtløftning laver du kun de to konkurrenceløft til en konkurrence, mens du til crossfit-konkurrencer sagtens kan ende med at konkurrere i et assistanceløft som fx hang snatch, power snatch eller overhead squat. Derfor må du træne mange forskellige løft - og blive god til dem alle. Hvis du gerne vil være en god tekniker er det vigtig at du er hvad Erik kalder en “student of the game”. Det vil sige at du oprigtig synes det er spændende at nørde detaljer som fx at vide hvorfor du gør en specifik teknisk ting. Eriks erfaring er at ikke alle har denne fascination og interesse, men at det er gennem fordybelsen du bliver god. Derudover mener han at vægtløftning er så teknisk svært at alle der ønsker at være gode bør have en vægtløftningstræner. I den forbindelse og med tanke på det psykologiske aspekt er det også vigtig at du er “coachable” - dvs. at du evner at samarbejde, tage imod feedback og bruge den til at blive bedre. Du kan læse mere om hvordan du kan blive bedre til at give og modtage konstruktiv kritik her. De bedste atleter er først og fremmest interesserede i at blive bedre og lader sig ikke distrahere. Erik har altid ladet sig inspirere af de “hardcore” vægtløftningsskoler, hvor viljestyrke og disciplin er essentielt, men er samtidig optaget af at tage sig tid til at snakke om hvorfor atleterne skal gøre som han beder dem om. Der skal være en logisk argumentation for hver enkelt teknisk detalje og hvad du får ud af at fokusere på det. Andre faktorer der er vigtige er træningsparametre som frekvens, intensitet og volumen. De fleste som træner for at blive virkelig gode til crossfit, træner vægtløftning omkring tre gange om ugen. Erik påpeger vigtigheden af at træne teknik og med lette til medium tunge vægte, uden at gå helt “YOLO” og løfte for tungt. Lyt også til episode 13 af podcasten med Anders Nedergaard om progression og træningsprogrammer. Typiske misforståelser og faldgruber De færreste starter med vægtløftning som den første form for styrketræning, men er forbi et almindeligt fitnesscenter eller en crossfit-box i noget tid først. Når du så går fra styrketræning til vægtløftning er det vigtigt at du går gradvist frem, så det ikke går for hurtigt. Mange har brug for at træne teknikken og især forbedre mobiliteten i en rimelig periode inden de kan begynde at løfte tungere. Og det kræver meget tålmodighed. I starten kan du komme et godt stykke bare på ren muskelstyrke, men det er ikke nok på lang sigt. Fx kan du sagtens “curle” en stang op fra gulvet og op til skuldrene, men det holder bare ikke i længden, hvis du vil have seriøse vægte på. Når vægtene bliver tungere er det først og fremmest din teknik, der får stangen op, understøttet af smidighed, der tillader dig at kontrollere yderpositioner, eksplosivitet, hurtighed og selvfølgelig også styrke. For at blive god har du brug for et nysgerrigt og langsigtet perspektiv i kombination med en god portion tålmodighed til at øve teknik og arbejde med din smidighed. Det kræver at du er villig til at gå igennem intense sessioner med udstrækning og øve, øve og øve teknikken gennem utallige løft på lave vægte (lav intensitet). For at kunne øve teknikken tilpas, er du nødt til at løfte mange gange på lette vægte. Over tid kan du øge vægten. Langsomt og tålmodigt. En typisk misforståelse er at mange tror de skal teste deres styrke ofte. I crossfit ses til tider en tendens til at skulle finde sit maks hver gang du løfter. Hvis dit mål er at blive god, bør du skifte strategi, så du kan øve mere uden at din krop bliver for træt. Erik mener at det handler om måden du træner og øver dig på, og at mange crossfittere slet ikke har tålmodighed og lyst nok til at øve i tilstrækkelig grad til at blive rigtig god. En anden faldgrube som Erik oplever at mange går i er, at de tror der er en genvej til bedre teknik og resultater. Men heller ikke i vægtløftning er der nogle magiske øvelser eller genveje som kan erstatte hårdt arbejde. Erik mener at løsningen oftest ligger i at analysere problemet, identificere hvad du skal gøre anderledes, tage noget vægt af og så fortsætte med at øve og efterstræbe den tekniske ændring du ønsker. Den "rigtige og magiske" øvelse, der løser problemet findes ikke. Problemet løses ved at øve den tekniske ændring du ønsker at opnå. Du kan med fordel lytte til episoden om at give slip på de magiske quickfixes her og om hvorfor du ikke behøver at træne så tungt her. Forskellige skoler og løftestile indenfor vægtløftning De forskellige skoler indenfor vægtløftning varierer en del i forhold til teknik, stil og træningsprogrammer - i denne del har vi mest fokus på teknikken. Tidligere var vægtløftning domineret af østeuropæerne, men nu er fx kineserne og colombianerne blevet rigtig gode. I vesten bliver vi ofte meget imponerede over hvordan kineserne løfter. Problemet er bare, at de er anderledes bygget end vi er. Typisk har de korte lårben og lange overkroppe, mens vi har længere lårben og kortere overkroppe. Derudover mødes hofteskålen og lårbenet på forskellige måder hos asiatiske folkegrupper sammenlignet med vestlige folkegrupper. Det betyder noget for den interne rotation og fleksion i hoften, hvilket har ganske stor betydning for den tekniske udførsel af de store løft - hvor bredt du kan stå, hvilken vinkel dine fødder må have, hvordan du kan gribe vægten osv. Med andre ord, hvis du skal spejle dig selv teknisk med en elite crossfitter eller vægtløfter, så bør det være en med lignende kropsbygning som din egen. De colombianske løftere holder generelt ganske smalt når de cleaner og ganske bredt når de jerker. Det kan virke som om de har en unik evne til at regrippe i clean and jerk (altså justere grebet når du har fået stangen op til skuldre inden den skal videre op over hovedet) - dvs. at de flytter en hånd længere ud på stangen af gangen for at få et bredere greb. Nogle af dem er endda i stand til at slippe stangen helt for at ændre grebet. Måske har de en anderledes knoglestruktur omkring kravebenet? Det ville være sjovt at undersøge. Kineserne er mere forlårsdominante og mindre bagkædedominante (baglår, baller og lænd). De er meget oprejste, så de kan bruge deres forlår mere til at generere kraft og hive stangen højt. Det betyder at de ikke er særligt inde meget over stangen med overkroppen, fordi de ikke er så stærke i den position, der ville kræve mere styrke i bagkæden. Østeuropæere har i modsætning til kineserne en mere bagkædedominant stil og er slet ikke så oprejste som kineserne, men har derimod en højere hofteposition og er mere fremoverlænede. De prøver at generere kraft fra både forlår og baglår fra start og går mere over til bagkæden undervejs i hiv-fasen. De armenske løftere er overdrevet bagkædedominante. Det vil sige at det næsten ser ud som de laver rumænske dødløft. Usbekerne har en anden fin stil, de russiske kvinder er kendt for sin stil, men som er anderledes end mændenes stil og så har du tyskerne som løfter på en ganske anden måde. Forskellene er meget store mellem de forskellige nationer og verdensdele, men der er også forskelle i hvert fald. Kina er så stort at du kan se tydelige forskelle på løftere fra de forskellige provinser og regioner. Først og fremmest er kineserne kendt for at lave squat jerks og ikke split jerks. Men det er faktisk kun mændene, der gør det. Kvinderne laver nemlig det ganske udbredte og almindelige split jerk. Ofte har forskellene noget med træneren at gøre. På en måde desværre, for det betyder at stilen i mindre grad bliver tilpasset hver enkelt løfter. Genetisk vil der sandsynligvis også være forskelle i områder, hvor løfterne har meget ens løfteteknik. Vores lårben og hofteskål ser forskellig ud fra person til person - og fra venstre til højre side på samme person. Vi har også ofte forskellig benlængde. Det betyder, at det giver god mening, at vi squatter med forskellig dybde og oplever asymmetri. I vægtløftningskonkurrencer er der som regel rimelig variation over stilarter blandt vinder. Én bestemt stilart er med andre ord ikke nødvendigvis bedre end de andre. Det gælder derfor om at finde en teknik, som passer til din kropsbygning og lade kroppen tilpasse sig til det, du øver. Læs Dean Somersets artikel om hvorfor vi bør squatte forskelligt her og en lignende god artikel her. Få hjælp fra Erik med din vægtløftning Hvis du allerede er bekendt med vægtløftning og gerne vil være endnu bedre, kan du skrive til Erik på hans Facebook eller mail for at få en plads som deltager på en af hans workshops eller træningslejre. Erik tilbyder også diverse online programmer, som Mike Bjerregaard er delvist ansvarlig for. Blandt andet er der programmerne OP3 og OP5, som er henholdsvis tre og fem vægtløftningstræninger om ugen. De har også to 12-ugers programmer, der inkluderer mere styrketræning, et for begyndere og et for mere avancerede. Du kan prøve den første uge af hvert program gratis. Lyt til episoden Du kan høre episode 15 i Apple Podcasts her. Du kan høre episode 15 på Spotify her. Du kan downloade episode 15 fra Libsyn her. Se oversigten over alle episoder af podcasten her. Du kan også streame episoden direkte her:
-
#14 Sådan bliver du god til CrossFit og undgår skader Let øvet
Andreas Hessner cand.scient. i fysioterapi og personlig træner. I løbet af de sidste syv år har han specialiseret sig indenfor crossfit. Han arbejder som fysioterapeut i CrossFit Copenhagen Fysioterapi, der hjælper crossfittere på alle niveauer med at blive smertefri, undgå skader og kunne træne bedst muligt. Vi taler blandt andet om: Hvorfor crossfit er blevet så populært de seneste år. Hvordan motionister og atleter træner forskelligt. Typiske skader i crossfit og hvordan du kan undgå dem. Hvilke misforståelser han ofte møder om crossfit. Hvordan mobilitet er et grundvilkår i crossfit - og hvordan du kan forbedre den. Andreas’ vej ind i crossfit I 2010 startede Andreas til crossfit fordi han som fysioterapeut synes at det virkede spændende med alle de forskellige elementer af bevægelse, det indebærer. Året efter tog han et trænerkursus i crossfit og fik arbejde som træner og underviser i Crossfit Copenhagen. Ikke længe efter fik han muligheden for at tilbyde fysioterapi til medlemmerne og har siden behandlet mere end tusind crossfittere. Han er også med i deres interne uddannelsesteam, der blandt andet videreuddanner trænerene. Derudover har han været træner for konkurrenceholdet. I forbindelse med sin kandidat i fysioterapi er han involveret i flere forskningsprojekter, der omhandler crossfit. Blandt andet i samarbejde med Københavns Universitet, hvor de er i gang med et systematisk review over forskningen om crossfit, skader og bivirkninger (fx rabdomyolyse), samt en metaanalyse om skadesforekomsten i crossfit. Derudover er han i samarbejde med Center for Kræft og Sundhed i gang med et studie om crossfit-baseret træning som en del af rehabiliteringen fra kræft. Hvad er crossfit og hvad gør det så attraktivt? En af de ting, der har gjort crossfit populært er, at det involverer mange forskellige fysiske elementer, som du kan øve, blive udfordret i og blive god til. En anden ting er det fællesskab, som du bliver en del af i din "box" (crossfit-center), når du øver de forskellige ting. Crossfit er et styrke- og konditionsprogram bygget op omkring konstant varierende funktionelle bevægelser, der udføres ved relativ høj densitet. Crossfit bliver ofte kaldt high intensity functional training netop fordi det er en varieret træningsform, hvor du får noget fra mange forskellige verdener, herunder vægtløftning, gymnastikkens verden, aerobe træningsformer (fx løb, roning, cykling), styrkeløft og strongman - og sætter det sammen til én højintensitetstræning. Dvs. her bruges intensitet som det gøres i hverdagssprog (hvor hårdt noget er) eller indenfor kardiovaskulær træning, hvor det henviser til % af maks VO2. I styrketræning er intensitet altid % af 1RM (max). Netop på grund af sammensætningen af flere typer træning, træner Forsvaret deres militære fysiske træning med inspiration fra CrossFit. Fra begynder til supermotionist Typisk begynder du i et crossfit-center, hvor du får en intro til de forskellige bevægelser og øvelser. Derefter er du klar til at deltage på de almindelige hold - de såkaldte WODs (workout of the day) - og mere specifikke hold senere som fx vægtløftning, styrke, mobilitet eller gymnastik. Mange motionister deltager på flere hold om ugen ud fra hvad de gerne vil være bedre til. Motionister, der gerne vil udvikle sig videre, træner også målrettet i open gym ud fra programmer, som tilgodeser deres individuelle mangler - ideelt set i hvert fald. De fleste finder et træningsprogram på nettet indenfor de forskellige aspekter af crossfit. Og der kan være nogle udfordringer ved at træne et generisk træningsprogram fra nettet. De mest kendte træningsprogrammer indenfor crossfit er sjældent individuelt tilpasset, men har forskellige niveauer at vælge mellem. Det er programmer som TheTrainingPlan, The Progrm og Invictus, som du kan købe og følge på egen hånd. Når du sammenligner de forskellige generiske crossfit-programmer (der indeholder lidt fra alle de forskellige aspekter) vil du se, at de er relativt ens. I forhold til vægtløftning er danske Erik Laus programmer blevet rigtig populære og for styrke er der mange, der kører noget ala styrkeløftprogrammer som Sheiko og Smolov. Derudover er der programmer for konditionstræning som fx Aerobic Capacity og ROMWOD for mobilitetstræning, der også er en vigtig del af crossfit. Husk på, at den sværeste kunst i programmering for crossfit er, at kunne træne mod de mange forskellige målsætninger på samme tid. For de fleste motionister er det svært at navigere i teorien og sammensætte et træningsprogram med så mange elementer - og med en fornuftig dosering. At shoppe rundt i programmer kan også være en udfordring for vedholdenheden. Dvs. evnen til at blive ved med at træne og øve kontinuerligt over tid - hvori de store resultater ligger. Et individuelt tilpasset program vil sandsynligvis fungere bedre både ift. resultater, vedholdenhed og undgå skader, fordi det er tilpasset den enkelte. Der bør være en makroplan for det du laver. Fx at du deler træningen op i cyklusser, hvor du har fokus på grundtræning i en periode og at specialisere dig i den næste. Derfor er det vigtigt at spørge dig selv hvilket niveau du er på. Skal du bygge fundament eller specialisere dig? Hvad er dit mål? Hvad skal der til for at blive rigtig god? Deltagerne ved Crossfit Games er så gode, at det er svært at forestille sig. Eftersom sporten er meget varieret, vil det være en fordel, at besidde en bred række kvaliteter som atlet. De bedste er generalister, der er gode til at arbejde hårdt længe selvom de har det rigtig dårligt fx under kardiovaskulært arbejde. Den gode atlet har også god mobilitet og en kropsbygning, som er fordelagtig for fx gymnastik og vægtløftning. Med andre ord, hvis du er stiv som et bræt og har meget lange lemmer, har du nok en lang vej foran dig end dem, der nemt kan sidde i bunden af en overhead squat. Hvis du hurtigt bliver stærkere er det også en fordel, da rigtig mange crossfit-elementer er afhængig af det fx gymnastik, vægtløftning og styrkeøvelser som squat, dødløft og overhead press. Derudover skal - faktisk ganske væsentligt - være god til at tilegne dig nye færdigheder eftersom du skal lære mange forskellige ting på en gang. Træningsmiljø og træningsmakkere er også vigtig. Som god atlet, er der stor sandsynlighed for at du kommer fra et god miljø, hvor folk omkring dig er med til at løfte dig ved at presse dig og skabe nogle gode rammer omkring dine træninger og konkurrencer. Derfor er det vigtig at have tilhørighed til en crossfit-box og mennesker, der hjælper dig i din udvikling. De bedste crossfittere har ofte deres egen dygtige træner, der laver individualiserede programmer, som tager højde for alle aspekter for atleten, så de er forberedt på alt, der kan komme i den næste konkurrence. Det gode træningsmiljø består også andre dygtige udøvere. der er med til at presse dem igennem hårde træninger. For at være blandt de bedste er de nødt til at træne to gange om dagen hele ugen og leve et liv, der er bedst muligt indrettet efter at dyrke crossfit med god mulighed for restitution, søvn og den kost, de har brug for. Nogle af de bedste crossfittere er faktisk på niveau med de bedste vægtløftere i verden, men ikke lige så stærke som de bedste styrkeløftere, gymnaster, svømmere og andre grene. Crossfit som sport og dens udvikling Crossfit som sport er gået fra at være et lille arrangement i USA til at blive en verdenskendt sport. Der er pengepræmier i de større konkurrencerne og de bedste udøvere kan leve af sporten som fuldtidsprofessionelle. For bare 3-4 år siden kunne kvinderne lave 3-4 muscle ups, mens de nu kan lave 10. I sommer var nogle af mændene oppe på 30 muscle ups. Der er generelt en stor forbedring i de fleste øvelser, både teknisk og resultatmæssigt fra de spæde år, hvor mange også kritiserede netop disse elementer. Fremgangen er sandsynligvis et resultat af at atleterne kan træne mere fordi de nu kan leve af det. Derudover er der kommet flere specialiserede trænere i fx vægtløftning og gymnastik til sporten. Skader i crossfit - hvordan kan du undgå dem? Crossfit fik tidligt et rygte på sig for at resultere i mange skader. Men er det i virkeligheden sådan? Hvilke skader er det man i så fald ser? Og hvordan kan du undgå dem? Først og fremmest påpeger Andreas at crossfit ikke er farligt og at der generelt ikke ses flere skader til crossfit end i sammenlignelige aktiviteter. Per 1000 timer med træning er der 2,1-3,3 skader - hvilket er meget lavt. Til sammenligning ligger håndfold på 13 og fodbold på 17 og en lignende sport som strongman på 5,5, vægtløftning på 3,2 og styrkeløft på 1 skade per 1000 træningstimer. Med andre ord peger litteraturen på at der ikke umiddelbart er yderligere grund til bekymring omkring skader i crossfit, tværtimod. Risikoen ligger faktisk lavt sammenlignet med typiske danske idrætter. Skadesforekomsten er dog højere for nybegyndere, der ikke har været med til intro- og opstartsforløb. For de fleste, der kommer til Andreas for at få fysioterapi handler det om overbelastninger, som ikke nødvendigvis er skader, men smerter fra en uhensigtsmæssig træningsdosering. Altså for meget træning. Helt basalt vil det sige at man fx gør noget for meget, for hurtigt, for ofte, for tidligt, med for lidt hvile. Mange er meget ivrige og motiverede, når de først er hooked på crossfit og går derfor hurtigt fra ingen eller lidt træning til rigtig meget træning rigtig ofte. Det samme gælder hvis der er noget nyt i din træning eller du gerne vil forbedre din squat og kaster dig over et program, som ikke passer til dit niveau og du derfor skal træne meget mere end du er vant til. Og hvis du laver tekniske forandringer i en øvelse, som ændrer dit løft meget, så bør du også justere mængde og intensitet. Jo større ændring du laver i din løfteteknik, jo mere bør du reducere vægten du har på. De fleste skader og smerter indenfor styrketræning holder dig dog ikke fra at fortsætte med at træne. Men de betyder at du måske skal justere mængde, intensitet og øvelsesvalg - ikke stoppe helt med at træne. De få akutte skader, der opstår i crossfit er typisk i forbindelse med hop eller andre plyometriske og eksplosive øvelser. Udfordringen ved at få folk til at registrere sine skader er, at mange tolker skader på forskellig vis og kan komme til at rapportere fx en uspecifik smerte som en skade. Så hvad kan du gøre for at undgå skader og smerter? Andreas tager udgangspunkt i at der er et samspil af træningsmæssige og kropslige årsager. De træningsmæssige faktorer, du kan kigge på er fx frekvens, volumen og intensitet: Hvordan programmerer du? Hvor hurtigt går du frem? Hvor hurtigt begynder du at træne oftere? Hvor hurtigt tager du flere elementer med ind i din træning? Hvor tungt træner du? Hvornår tager du flere sæt? Har du pauser og deload? Hvor hurtigt går du i gang efter en pause? De kropslige årsager vil i dette tilfælde være mere biomekaniske ting i kroppen som fx hvor smidig og stærk du er. Mange tror at smerter og skader udelukkende handler om disse biomekaniske faktorer, fordi de har fået det fortalt af en sundhedsprofessionel at det er noget galt, skævt, stramt eller svagt med jeres krop. Det er nemlig der, mange af vores tanker om smerter kommer fra. Det lægger et stort ansvar på enhver behandlers skuldre om at holde sig fagligt opdateret og vælge sine ord med omhu, så patienten ikke sidder tilbage med en unødvendig frygt. Men Andreas fortæller at det oftest er når udøvere justerer træningsparametre at forbedringen sker. Når han stiller spørgsmålet “Hvad tror du din skade skyldes?”, giver det indblik i de mange forklaringer, som folk enten selv har tænkt eller fået fortalt. Men de fleste opdager, at de har trænet markant mere end de er vant til - eller ser andre mønstre, som de selv kan påvirke positivt. Den biomekaniske forklaringsmodel er ofte appellerende fordi forklaringerne er simple og giver en skurk at pege på - problemet er blot, at det sjældent er helt så simpelt. Det vil ofte give mening at få indblik i de overbevisninger, vi har om vores krop, smerte mv. og finde ud hvor realistiske de er - og hvad vi selv kan gøre ved situationen. Det behøver ikke at være en skade selvom det gør ondt og derfor er det vigtig at vurdere flere eksterne faktorer som påvirker smerte som søvn, stress, arbejde, socialt liv, familieliv og psykisk og følelsesmæssig tilstand. I tillæg til at kigge på overbevisninger om krop og bevægelse, psykosociale faktorer og livsstil generelt, bør bevægelse i form af gradvis eksponering være en del af at komme tilbage til det sædvanlige niveau. Genoptræning eller træning i forbindelse med smerteproblematik kan simpelt forklares med udgangspunkt i Gregory Lehmans simple to trin: Calm shit down. 2. Build shit back up. Det vil sige at du holder pause eller nedjusterer volumen en periode (calm shit down) inden du gradvist eksponerer din krop for bevægelse igen (build shit back up). Det handler om at desensitivere nervesystemet og så udfordre det gradvist igen. Du bliver hverken mere robust eller stærkere ved at holde pause. Den primære intervention af smertebehandling bør være en aktiv tilgang, som Andreas’, en tilgang som uddanner klienten, øger personens self-efficacy (tiltroen til egne evner) og sænker frygt og angst for bevægelse. Lyt til episoden Du kan høre episode 14 i Apple Podcasts her. Du kan høre episode 14 på Spotify her. Du kan downloade episode 14 fra Libsyn her. Se oversigten over alle episoder af podcasten her. Du kan også streame episoden direkte her:
-
#13 Anders Nedergaard: Bliv stærkere og få større muskler med progress... Meget øvet
Med hans solide rødder i videnskaben og mange års praktiske erfaring med at træne atleter, besidder Anders en god kombination af videnskab og håndværk - og dét er en vigtig kobling. Anders Nedergaard, aka Dr. Muskel, som nok kender fra fx Fitness M/K på Radio24syv, er uddannet biokemiker, humanbiolog og Phd. i muskelbiologi ved Københavns Universitet. Ved siden af sit akademiske liv, er han personlig træner og laver træningsprogrammer til både motionister og atleter. Derudover er han co-founder og videnskabelig ansvarlig hos Candidlab, der hjælper dig med at finde hoved og hale i kosttilskud. Vi snakker blandt andet om: Hvad videnskaben siger om periodisering for større muskler Hvad videnskaben siger om progression for større styrke Hvordan du kan skrue på de mange forskellige træningsparametre Forskellige typer af progression i træningsprogrammer Anders’ træningsfilosofi med klienter Tilfældig træning og overdrevent fokus på detaljer For mange mænd er målet med styrketræning øget styrke og muskelmasse, mens mange kvinder ønsker at "stramme op" og "tone". Som en del af denne rejse, ender mange i én af to retninger: På den ene side træner mange helt tilfældigt uden plan og struktur. Det kan være problematisk, da tilfældig træning giver tilfældige resultater. De første måneder - måske endda det første år - kan det være udmærket, da al træning vil give resultater i starten. Men sammen med dine resultater, stiger kravene til din træning også. Du kan godt få resultater selvom du træner tilfældigt - du ved bare ikke hvorfor. Hvis det går dårligt, ved du heller ikke hvorfor. Derfor anbefaler jeg, at du har en plan og forstår hvorfor du gør som du gør. Tilfældig træning giver tilfældige resultater Jacob Beermann På den anden side er de mange strategier, myter og magiske detaljer, som har tendens til at gøre træningen unødvendigt kompleks for en gruppe af ambitiøse og interesserede mennesker. Fokus ender på små detaljer, der kun gør en lille forskel i stedet for på de store vigtigste elementer. Jamen det virker jo...i starten Når du er utrænet virker stort set al træning. Fx er der et studie, der fandt at det gav lige gode resultater hvis en utrænet lavede et kontra tre sæt på overkroppen (der var mindre forskel på underkroppen, sandsynligvis fordi vi allerede bruger benene mere, når vi går og bevæger os). Med andre ord: der skal næsten ingenting til for at træningen har effekt i starten. Derfor kan du komme til at kreditere mindre vigtige faktorer for dine resultater. Men det er selvfølgelig godt nyt for dig, der gerne vil i gang med at træne, men tror at du skal træne meget til for at få resultater. “Nybegynder-gains” indebærer at du har en meget større fremgang det første træningsår, end du kan regne med i de kommende år. Det betyder også, at det giver mere mening at fokusere på træningsprogrammering for dig, der allerede har trænet i noget tid og vil optimere. Du kan groft opdele det i begynder, øvet og avanceret. Mere om det senere. Hvor kommer detaljefokus fra og hvorfor tiltaler det? Der findes mange forskellige strategier og myter omkring progression - og enkelte faktorer bliver til tider fremhævet med en magisk værdi. Fx at du skal tage 10x10, 4.2.X.1 tempo eller en bestemt rækkefølge på øvelserne. Det giver nogle faktorer unødigt stort fokus og gør det komplekst og forvirrende at sammensætte et program Træningsprogrammer med en for høj detaljegrad, dvs. alle øvelser har tempomanipulationer, pauselængde, for den enkelte, kan virke ødelæggende for vedholdenheden. Det kan blive så besværligt at træne, at man hellere lader være. Så hvor kommer de mange ideologier, myter og magiske løsninger fra? På samme måde som med kost kommer overdrevent detaljefokus fra dogmatiske udlægninger og uvidenskabelige påstande. Anders mener, at det er fordi mennesker generelt har nemmere ved at forstå pakkeløsninger, der lover konkrete resultater. Videnskab og virkelighed Anders lægger vægt på vigtigheden af at holde fast i epistemologi. Dvs. erkendelsen af den virkelige verden under forudsætningen at der er en fælles virkelig og objektiv verden, som både du og jeg kan erkende. Herunder ligger hvordan ny erkendelser dannes og hvilke krav, der bør stilles til denne videns former og vilkår. For at erkende virkeligheden er vi nødt til at søge sandheden eller at komme tættest muligt på sandheden. Al viden er simpelthen ikke lige meget værd - både i sig selv og måden den viden er fremkommet. Videnskaben er generelt god til at opsamle en stor mængde detaljerede data, finde mønstre i det og skabe overblik. Den er selvkritisk, evigt i udvikling og kritisk konstrueret for at undgå fejlkilder. En mere intuitiv tilgang kan have værdi, men kan let (ubevidst) tage mange fejlagtige sammenhænge med. Fra fitness- og bodybuilding-miljøet kender du nok broscience. Det vil sige anekdoter, som er enkeltpersoners egne oplevelser om fx hvordan en bestemt træningsteknik, kosttilskud eller øvelse virker. Problemet med anekdoter er, at de har mange potentielle fejlkilder og ligger derfor meget lavt i hierarkiet af evidens. Du laver et tiltag (fx nyt kosttilskud) og oplever en klar effekt. Spørgsmålet er om effekten kom på grund af 1) det du gjorde, 2) de mekanismer, som du tror eller 3) en eller flere andre relevante faktorer, du ikke havde overvejet? Selvom du ikke kan stole på personlige erfaringer, betyder det ikke, at de ikke kan bruges til noget. De kan bruges til at danne hypoteser, som kan undersøges med videnskabelige metoder. Heri ligger styrken ved at se på konsensus i litteraturen - den er skabt og gennemgået med kritiske øjne. Det kan du læse mere om i artiklen om problemet med "det virker for mig". Et eksempel fra bodybuilding-miljøet er HIT (high-intensity training), der er meget diskuteret. Her trænes hele kroppen typisk tre gange om ugen, men med kun et eller meget få sæt pr øvelse, hvor du til gengæld arbejder helt til udmattelse. Problemet med HIT er, at det handler om hvordan det føles. Altså en høj grad af udmattelse, som giver en træt og måske øm muskel. Men videnskaben viser ganske tydeligt, at volumen (totalt antal sæt og gentagelser pr uge) er et af de vigtigste parametre for muskelvækst (og styrke). HIT resulterer i meget lav volumen. HIT skal derfor ses i lys af gamle dages træning fx den træning Arnold Schwarzenegger og andre lavede i 1950-60'erne med en lav frekvens på en gang om ugen pr muskelgruppe, hvor udmattelsen var høj hver gang. Desværre hænger mange af de gamle metoder ved i dag selvom vi ved bedre. Rugbrødstræning vs. idiot-træning En af de helt store misforståelser ved træningsprogrammer, især for styrke, er, at resultaterne kommer med det samme. Altså at du nødvendigvis kan vurdere værdien af dit program her og nu ved at styrken går fremad med det samme. Det er især relevant, når mange er negative omkring deres program fordi det "ikke virker", når de oplever stor træthed i kroppen. De har akkumuleret denne træthed fra eksempelvis en otte ugers træningsperiode, hvoraf resultatet først reelt vil vise sig i eksempelvis den næste otte ugers periode, hvor volumen er lavere og de når at restituere mere. Hvis det var to helt forskellige programmer, kan du let komme til at udelukkende kreditere program 2, når det i virkeligheden var grundlaget fra program 1, der muliggjorde resultaterne af program 2. Hvis du kører tungt hele tiden med lav volumen, så kan det godt være at du høster frugterne her og nu, men sandsynligvis vil du over tid mange at opbygge andre parametre. Derfor er det vigtigt at forstå hvorfor og hvordan træningen virker. Det handler blandt andet om at opbygge kapacitet med lav intensitet og højere volumen (og derigennem tonnage). Det kaldes ofte for grundtræning eller som Anders siger i podcasten, “rugbrødstræning”. Det har mange positive tilpasninger med sig i at vænne kroppens respektive væv til at håndtere større belastning. Det modsatte er hvad Anders kalder “idiottræning”, hvor du kører alt for tungt, alt for ofte og ikke lader kroppen tilpasse sig i fornuftigt tempo. Det er individuelt hvor meget idiottræning du kan tåle, men for de allerfleste giver det bedst mening at træne struktureret “rugbrødstræning” det meste af tiden. Rationen af idiottræning bør altså holdes nede. Desværre er der mange, der tror at resultaterne ligger i “idiottræningerne”. Men videnskaben er ganske tydelig på, at vi ikke behøver store mængder idiottræning for at blive stærke eller få store muskler. Ved at manipulere med frekvensen og dermed volumen samt være opmærksom på udmattelsesgraden (fx sigte efter at have 1-3 reps i tanken hvert sæt), er en effektiv og mindre risikofyldt tilgang. Du er så stærk, som du er, når du træner. En maxtest er blot et estimat af din styrke og resultatet er hverken din styrke eller gør dig stærkere - det er bare hvad du kan løfte i dag. Træningsparametre: frekvens, volumen, intensitet, tempo, pauselængde Træningsplanlægning deles op i mikroplanlægning, som indebærer parametre som frekvens, volumen og intensitet og makroplanlægning, som indebærer de overordnede linjer for periodisering af træningscykluser. Her får du en introduktion til de vigtigste træningsparametre inden vi går videre til progressionsmodeller. Frekvens indebærer hvor ofte du træner en øvelse eller muskelgruppe pr uge. En tommelfingerregel er, at frekvensen bør være højere end én gang pr uge fx 2-3 - uanset om målet er styrke eller muskelmasse. Fordelen ved en højere frekvens er, at du kan lave mere volumen og være mindre udmattet hver gang. Dvs. du har flere træninger til at fordele volumen ud over og det bliver nemmere at kapere træningsmængden og restituere fra hver træning - en højere frekvens er dog kun bedre, hvis du opnår en højere volumen samlet set. Hvis du er avanceret og skal op på fx 20-22 sæt pr uge pr muskelgruppe, vil det sandsynligvis være svært at opnå med god kvalitet og lav frekvens. Derfor er det generelt bedst for de fleste at træne et fullbody-program, 2-split eller til tider 3-split. Volumen handler om mængden af arbejde og kan beskrives som totalt antal sæt eller reps pr uge pr muskelgruppe eller bevægekæde. Nogle beskriver volumen med volume load eller tonnage som er totalt antal kg (altså sæt x reps x kg). Anders plejer at dele kroppen ind i fem bevægekæder: træk, pres, bug, ben og bagkæde. For en utrænet nybegynder sigter han efter 5-10 sæt pr bevægekæde pr uge, mens for en øvet sigter han efter 10-20 og for avancerede 20 eller flere. Du kan også dele volumen ind i muskelgrupper. Generelt anbefales det at du ligger mellem 12 og 20 sæt. For en begynder kan det være 8-15 sæt, for en øvet kan det være 15-20 og for en avanceret kan det være 20-25 sæt pr muskelgruppe pr uge. Husk at det er arbejdssæt, så opvarmningssæt kommer udover. Det giver god mening at tage udgangspunkt i din nuværende mængde træning og bygge det gradvist op. Intensitet handler om hvor tungt du træner, mere specifikt i procent af 1RM (repetition maximum). Det er det parameter, der adskiller sig mest afhængigt af om dit mål er muskelvækst eller styrke. Videnskaben er nu ganske klar på, at hvis målet er muskelmasse, kan du træne med næsten hvilken som helst vægt - men desto lettere det er, desto vigtigere er det, at du kører til failure. Fx hvis du laver 15 gentagelser, er det sandsynligvis en tung nok vægt til at RIR1-2 er tilstrækkelig stimulus, mens hvis du skal lave 50 gentagelser, er det vigtig at RIR er 0. Zonen for effektive reps og kg for muskelmasse er altså markant større end man troede tidligere, men husk på, at sæt med mange reps til failure er sindssyg ubehageligt og du bliver ikke lige så stærk af det. Det er ikke så vigtigt hvor tungt du træner hvis du vil have store buler, du skal bare gå tæt på udmattelse - jo tættere desto lettere vægten er. Når målet er styrke bør du lave færre gentagelser (fx 1-6) med omkring 65-80 % af 1RM. Du behøver ikke træne tungere end det særlig ofte. Volumen er også her en af de vigtigste parametre og derfor er du nødt til at holde intensiteten nede størstedelen af tiden, så du har energi nok til at samle en meningsfuld volumen og stadig restituere fra træningen. Det er en klassisk misforståelse, at du skal træne meget tungt ofte for at blive stærk. Lyt til podcastepisoden om at træne så hårdt du bør, ikke så hårdt du kan. Tempo har indflydelse på både muskelvækst og styrke, da det påvirker hvor lang tid musklen er under spænding, kraftudviklingen og hvor meget vægt du kan løfte. Greg Nuckols plejer at sige, at “hvis du fejler i et løft, er det ikke fordi du er slap generelt, men slap et bestemt sted”. Det kaldes ofte for et weak point eller sticking point. Der er to strategier til at eliminere svage punkter i løft. Den ene er momentbaseret dvs. du prøver at få mest mulig fart i løftet inden dit stickingpoint for at komme igennem det. Den anden er, at træne styrken i og tæt på det specifikke punkt ved hjælp af variationer med fx stop, langsomt tempo, bokse, klodse, pins eller kæder. Generelt ses en større styrkefremgang hos dem, der forsøger at generere mest mulig kraft i hver gentagelse i modsætning til dem, der kun genererer den akkurat nødvendige kraft. Derfor giver det god mening, hvis dit mål er styrke, at altid give den fuld gas på vej op i fx squat, bænkpres og dødløft. Men hvis du altid bruger fart, så kan det bevidst langsomme tempo som øvelse, være en god teknik. I relation til muskelmasse er det vigtigste, at du holder spændet på musklen med et kontrolleret tempo. Sigt efter 1-3 sekunder i hver fase (koncentrisk og excentrisk), så er du mere end godt på vej. At løfte så langsomt, at du skal tage nævneværdig vægt af, er sandsynligvis en ulempe. Excentrisk overbelastning er supramaksimale (ekstra tunge) løft, som lader dig fokusere på den excentriske fase, hvor du kan løfte (sænke) 20-50% mere end på vej op (koncentrisk) og så får hjælp på vej op. Pauselængde mellem sæt påvirker densiteten, dvs. hvor meget arbejde, du laver på en bestemt mængde tid. Videnskaben taler generelt imod korte pauser (30-60 sek) - både for styrke og muskelvækst - da længere pauser (90-180) giver bedre mulighed for kroppen til at blive klar igen. Derfor kan du lave flere reps eller løfte flere kg - med andre ord: typisk en højere volumen. Progressionsmodeller - hvilken skal jeg vælge? For at gøre det nemmere at navigere i forskellige typer af progression og periodisering af træningsprogrammer, får du her en kort gennemgang af de mest almindelige metoder. Måske du vil opbygge dit eget program, tilpasse det bedre til dit mål eller være i bedre stand til at evaluere det program, du får fra en træner? Terminologi: Når vi taler om træningscykluser deler vi det op i mikro (fx uger), meso (fx blokke eller måneder) og makro (fx flere blokke, måneder eller et år). Det overordnede evidensbaserede standpunkt er, at for styrketilpasninger og eksplosivitet, virker periodiseret træning bedre end ikke-periodiseret træning. Men når det kommer til hypertrofi (muskelvækst), er det mindre klart om det gør en signifikant forskel. Sandsynligvis gør det, men det vides ikke med sikkerhed. Når forskellige modeller for progression sammenlignes, er der heller ikke overbevisende evidens for at nogle udvalgte er bedre end andre. Fælles for alle modellerne er, at de indebærer progressivt overload - dvs. at du gradvist øger stimulien på din krop for hver uge. Kravene skal være stigende over tid og det er dét vigtigste enkeltstående princip uanset om du vil være stærkere eller større. Lineær progression er en af de klassiske progressionsmodeller. Den kan dog tolkes på forskellige måder. En af de mest almindelige tolkninger indebærer to parametre; intensitet og volumen. Her starter du med lav intensitet og højere volumen, hvorefter du gradvist går mod højere intensitet og lavere volumen. Eksempelvis kunne det være at gå fra 4x10 til 8x2 hen over 8 uger. En anden almindelig tolkning indebærer kun et parameter, nemlig intensitet. Det kan fx være at du kører 5x5 hver gang, men med stigende intensitet (fx + 2,5 kg) hver uge. Typisk kan du kun blive ved med at øge i en kortere periode før du rammer et plateau. En lineær progression kan fx være i en mesocyklus af 3-6 uger eller makrocyklus af 3-6 måneder, hvor ændringen sker fra uge til uge. Undulerende progression indebærer at ændringen sker fra dag til dag. Fx hvis du har tre forskellige squat-dage på en uge, kan du fx lave 4x6, 3x8 og 5x4 samt at der arbejdes på flere fysiologiske fokuspunkter i samme uge. Concentrated loading indebærer at du træner meget i udvalgte perioder (fx tre-fire uger) med både høj intensitet, frekvens og volumen. Fordi alle parametre er skruet op, kan du ikke køre denne type progression i lang tid af gangen eller alle løft samtidig. Men hvis du planlægger din træning stramt og lader kroppen hvile efter behov, så er der mulighed for gode resultater på kort tid. Du kender det måske fra eksempelvis Smolov junior, der foregår som følgende gentaget i 3 uger, hvor du tilføjer 2,5-5 kg om ugen: Dag 1: 6x6 på 70% Dag 2: 7x5 på 75% Dag 3: 8x4 på 80% Dag 4: 10x3 på 85% Konjugerede periodisering (conjugated loading) er populariseret igennem Westside Barbell og Louie Simmons. Metoden indebærer typisk et split-program med hyppig øvelsesrotation med tre primære fokuspunkter: The Maximal Effort Method (ME) - maksimal vægt (1-3x1-3 på 90 % eller mere) The Dynamic Effort Method (DE) - eksplosiv udførsel (8-12x1-3 på 40-60 % og korte pauser) Repetition Method (RE) - højere repetitioner (3-6x6-15 med fokus på udmattelse) Blokperiodisering indebærer at du i stedet for at have en lineær og glidende overgang på fx tre måneder, så kører du blokke af fx en måned. Der er tre typer blokke: grundtræning: højt volumen og intensitet omkring 60-75% af 1RM specialisering: lavere volumen og intensitet omkring 75-85% af 1RM realisering (opkøring): endnu lavere volumen og endnu højere intensitet Wave (bølgende) progression indebærer at du over fx tre uger gradvist øger intensiteten (fx 70 %, 72 % og 74 %) for så at sænke intensiteten den fjerde uge (fx 70-72 %) - og så igen køre en øgning hen over tre uger opfulgt af en lettere fjerde uge. Det kan også være fx to uger op og en uge ned. Jo højere niveau du er på, desto vigtigere er det, at du har en plan. Double (dobbelt) progression er blevet kendt via Eric Helms og indebærer at du sætter en ramme for det du skal lave. Fx 5 sæt af 5-8 reps. Så starter du på en given intensitet (%), hvor du kan lave 5x5. Du beholder den samme intensitet hele vejen, men hver gang du kan, øger du antallet reps. Fx 6-6-5-5-5, 6-6-6-6-5, 7-7-6-6-6, 8-7-7-7-6 etc. indtil du kommer op på 5x8. I næste runde øger du så intensiteten med 10 % og starter forfra. Denne form for progressivt overload tillader at du bliver ved med at træne hårdt og at du kan udskifte øvelsen for hver runde. Autoregulering er en metode for at tilpasse og justere træningen ud fra dagsform. Du lytter til hvordan kroppen føles og er uafhængig af procenter til at beregne intensitet. De to mest kendte modeller er RIR (repetitions in reserve) og RPE (rating of perceived exertion), hvor RIR i stigende grad er mere normalt at bruge fordi den er mere intuitiv end RPE. RIR er det antal gentagelser, du har tilbage i tanken, når du er færdig med et sæt. RIR2 betyder at du skal kunne tage 2 gentagelser mere, når du afslutter et sæt og RIR0, betyder du laver maksimalt antal gentagelser eller vælger en vægt, som er så tung at du ikke kan tage flere gentagelser, når du er færdig med de fx 5, der står i programmet. Generelt er en RIR på omkring 1-3 fordelagtig for både styrke og muskelmasse. RPE er en skala fra 1 til 10, hvor du med en RPE10 ikke kan tage flere gentagelser, når du er færdig med et sæt, mens fx RPE8 betyder, at du skal kunne tage 2 gentagelser mere. Læs også: Autoregulering: Lyt til din krop og få bedre resultater. Du kan autoregulere på flere parametre fx i antal reps, vægt, pauselængde, tempo og øvelsesvalg. Ulempen med et 100 % autoreguleret program er at mange har en tendens til at enten køre for tungt eller for let. Derfor kan det være en god idé at lave en kombination, hvor du fx ved cirka hvilket antal gentagelser eller kg du skal sigte efter, men tilpasse det ud fra programmerede RIR. Fordelen ved autoregulering er, at du ved cirka hvor du skal ligge i intensitet, men at det samtidig giver plads til fleksibilitet på både gode (op) og dårlige (ned) dage hvis du fx er påvirket af søvn, arbejde, stress etc. Derudover kan det være individuelt hvorvidt det fungerer bedst med autoregulering eller en mere lukket og forhåndsbestemt plan. Begge dele kan fungere, men der bør være plads til fleksibilitet og til at lytte til kroppen uanset metode. Generelt bør du finde en balance mellem hvor fri eller styret træningen bør være for dig. I bodybuilding bruges øvelsesrotation ofte som en metode til variation fremfor justering af intensitet og volumen. Det kan være en ulempe, for hvis målet er muskelmasse, skal du gå til relativt tæt på failure (fx med reps 6-20) eller helt til failure (fx med reps 20-50). Ved at skrue på flere parametre, kan du med større variation opnå et godt resultat uden at skulle presse citronen maksimalt hele tiden. Uanset om du er atlet eller motionist, er det vigtigt at tage udgangspunkt i hvor meget tid du har i din hverdag, når du laver dit træningsprogram. Amerikansk vs. østeuropæisk træningstilgang Når teknikken sidder som den skal og du har bygget muskelmasse til en given vægtklasse - hvad er det, der tager en atlet videre? I styrkeløft-verdenen er der typisk to skoler, der udmærker sig på platformen ved de store mesterskaber: den amerikanske og den østeuropæiske. Anders har en forkærlighed for den østeuropæiske model, som tager udgangspunkt i at øve det, de gerne vil være gode til meget. Den amerikanske model tager mere udgangspunkt i tung træning og muskler fremfor bevægelser, dvs. fokus på at styrke triceps for at få en bedre bænkpres. Eksempelvis i Westside Barbell styrkeløftklub, hvor det er en relativt lille del af det samlede antal sæt af al deres pressetræning og støtteøvelser for pressemuskulaturen som rent faktisk er bænkpres. I stedet er det fx board press, dips, DB pres, fransk pres og triceps extensions. Begge metoder har produceret mange gode atleter, men den amerikanske metode passer generelt ikke særlig godt med det gør i de fleste andre sportsgrene, når man vil være god. En spydkaster bruger sin tid på at kaste spyd, ikke bolde og diskos. I WSB-metoden er der lav frekvens (2x pr uge) og høj intensitet. Det går grundlæggende imod specificitetprincippet og vigtigheden af høj volumen for øget styrke. Dr. Muskels filosofi om progression i træningsprogrammer Anders er personligt glad for concentrated loading for en muskelgruppe eller bevægekæde af gangen. Han kører som regel tre forskellige blokke: 1) udmattelse, 2) concentrated loading og 3) tungt. Med andre ord får du meget intensiv træning i enkelte kortere blokke (fx tre-fire uger) i stedet for at fordele det mere jævnt. Når målet er muskelmasse vil øvelsesudvalget fordeles mellem pres, træk og ben. På den måde kan de tre have hvert sit fokus ift. progression til enhver tid. I udmattelsesperioden er der to træninger om ugen per bevægekæde, i concentrated loading er det fire-seks træninger om ugen og i den tunge periode vil det igen være to træninger om ugen. I en udmattelsesblok med to øvelser som fx hack squat eller lunges, starter du på 75 % og kører otte sæt i træk, hvor intensiteten falder 5 % i hvert sæt med RIR0-1. Her kan du starte et sæt hvert 2,5 minut. I slutningen af en denne type periode laver du en repout i sidste sæt (så mange reps du kan dvs. RIR0). Derefter kommer en periode med concentrated loading, der minder om SmolovJr. Hvis målet er muskelmasse, ville du skulle tage et par gentagelser mere og reducere intensiteten med 5 %. Her ville du også lave en repout til sidst. En tung blok minder lidt om Sheiko. Hvis målet er muskelvækst, ville sættene i en øvelse typisk være 2x6, 2x5, 4x4 (tungeste) og 2x5. Ved næste træning har du den samme vægt og kører 2x6, 2x5, 1x4, 1x repout (på samme vægt som 1x4) og 2x5. De næste to træninger er der en gentagelse mindre hele vejen og 5-10 % mere vægt. Her laver du to repouts (i sidste sæt) i slutningen af perioden. Hvis målet er styrke programmerer han stort set det samme, men med en gentagelse eller to mindre. Det ville hedde 2x5, 2x4, 4x3 og 2x4 i uge 1 og når du i uge 2 skal lave repout sigter du efter 6-8RM (dvs. lige over 80 %). De to næste uger vil være 5-7,5 % tungere. Anders’ metode sikrer at du får større variation i stimulus hen over en træningsperiode. Du kan nå at komme igennem det hele fire gange på et år. Deload spørger du? Anders mener, at deload ikke er nødvendigt når du kører på denne måde, fordi rotationerne skaber den variation, du har brug for. Det vigtigste er, at tage udgangspunkt i hvor du er og bruge gradvis eksponering til at lade kroppen tilpasse sig til mere belastning undervejs. Her er det essentielt at tage udgangspunkt i den mindste stimulus eller minimal effective dose (MED) som skal til for at du skal få en positiv respons, og gradvist øge derfra. Læs evt. mere her. I modsætning til hvad mange tror, er det generelt bedre at køre med lidt for lav belastning end lidt for høj belastning. Mange går for tæt på det maksimale volumen af det de kan restituere sig fra (maximum recoverable volume, MRV), men faktisk behøver du ikke være så tæt på den for at få resultater. Hvis du gerne vil være bedre til noget, er det første du bør skrue op for frekvensen. Derefter kan du skrue op for volumen. Og som det allersidste kan du skrue op for intensiteten. Opsummering Periodisering samlet set, især for styrke, har en positiv effekt på dine resultater. Det er dog lidt mere uklart, når målet er muskelmasse. Når det gælder periodisering for øget styrke, er det vigtig at forstå forholdet mellem frekvens, volumen, intensitet, tempo og pauselængde. Hvis målet er muskelmasse, er det vigtigste at se på den samlede volumen for hver muskelgruppe eller bevægelse pr uge og udmattelsesgraden. Generelt er princippet om progressivt overload vigtig uanset om du ønsker at blive stærkere eller få større muskler. Derudover er det vigtigt at du er ærlig med dig selv om hvilket niveau du er på i forhold til hvor meget du behøver at gå op i detaljer i din træningsplanlægning. På sociale medier finder du Anders på Facebook, Instagram, Fitness MK på Facebook og Candidlab på Facebook. Lyt til episoden Du kan høre episode 13 i Apple Podcasts her. Du kan høre episode 13 på Spotify her. Du kan downloade episode 13 fra Libsyn her. Se oversigten over alle episoder af podcasten her. Du kan også streame episoden direkte her:
-
#12 Morten Elsøe om hvorfor slankekure ikke virker - og hvad du skal g... Let øvet
Der er mange myter om, hvad der skal til, for at tabe sig og holde et vægttab. Fokus er ofte på små detaljer, der gøres essentielle – næsten magiske – men efter en række forsøg på vægttab med forskellige slankekure, er det primære resultat forvirring og en jagt på den næste mulige løsning i en endeløs række af ofte helt eller delvist faktuelt forkerte retninger. Resultaterne udebliver og fiaskoerne ophobes. Derfor har jeg allieret mig med Morten Elsøe, der er uddannet cand.scient. i molekylær ernæring- og fødevareteknologi. Men han er langt fra blot interesseret i det tekniske omkring ernæring, han er mindst lige så interesseret i adfærdspsykologi – og dét er centralt, når emnet er vægttab (som du vil høre mere om i dette afsnit). En anden fundamental grund til at jeg besøger netop Morten er, at han konsekvent tager udgangspunkt i hvad konsensus i videnskaben viser på en nuanceret ikke-sensationel måde. Med sit saglige udspring, fjerner han misforståelser, forhindrende overbevisninger og frygt i en sundhedsforvirret tid – og giver dig magten tilbage gennem overblik samt evnen til at spotte bullshit. Morten driver Livsstilshuset v/Morten Elsøe i Aarhus, hvor de blandt andet tilbyder forløb både individuelt og i grupper. Udover hans kurser om ernæring og driver han sammen med Anne Gaardmand Vanecoach-uddannelsen og podcasten Detox din hjerne, samt podcasten Slut med forbudt, sammen med Morten Svane, som i øvrigt var medforfatter på deres fælles bog med samme titel. I denne episode snakker vi blandt andet om: Hvorfor slankekure ikke virker på lang sigt – og hvad du skal gøre i stedet. Hvor det store fokus på slankekure og detaljer kommer fra. Hvad der skal til for at opnå et vægttab – og holde det. Om betydningen af at ændre fokus fra ernæringsvidenskab til adfærdspsykologi. Hvordan skræmmeretorik og kostreligioner gør det umuligt at være vedholdende. 4 trin til et varigt vægttab gennem overblik, refleksion, fokus og fjernelse af forhindringer Fra ernæringsvidenskab til adfærdspsykologi Vægttab er et centralt emne både i sundhedsbranchen og i samfundet generelt. Det er det blandt andet fordi, at mere end 50 % af den danske befolkning er overvægtige og det medfører en række konsekvenser. Hvis det var så simpelt at du bare skulle undgå “usunde” fødevarer, så ville det være let at undgå overvægt, for alle kunne blot holde sig til de “sunde” fødevarer. Men sådan er virkeligheden ikke. Den er meget mere kompleks. Indenfor vægttab har de sidste årtier lagt stort fokus på naturvidenskab, biokemi og fysiologi – og brugt termer fra disse områder, når ganske almindelige mennesker skal lære om vægttab. Problemet er bare, at det ikke tager hensyn til den enkeltes præferencer – vi er forskellige. Vi har forsøgt at adoptere kostråd, som egentlig ikke passer til os og vores hverdag (fx om du skal have mest fedt eller kulhydrat og hvor mange måltider om dagen, du skal spise). Man har fokuseret på ernæringsvidenskab uden at tage adfærdspsykologi med. Det har medført et overfokus på maden, som er blevet en del af problemet, ikke løsningen. Men vi kan bruge videnskaben til at guide os på vej til at sammensætte noget, som virker for og passer til hver enkelt af os, men som ikke nødvendigvis er universelt den bedste løsning for alle. I kombination med viden om kost og sundhed, kan adfærdspsykologi bruges til at få os til at fokusere mindre på fødevarer, sundhed og eksterne faktorer og mere på vaner, præferencer og interne faktorer. Overdrevent fokus på små detaljer Vi har en tendens til at fokusere på de detaljer, som betyder mindst for vores sundhed, når vi skal opnå noget. Det er ikke fordi vi er dumme, men fordi vi reagerer på det andre fortæller os og ser efter hurtige løsninger. Mange af de ”sundhedsideer”, vi hører om, er ”absolutter”, der bliver præsenteret på overbevisende manér. Du kan fx læse, at du skal skære ned på dit kulhydratindtag fordi kulhydrater får insulinniveauet til at stige og kroppen til at lagre mere fedt. Det kan lyde overbevisende og være svært at vurdere sandheden af, men faktum er, at vi i dag ved den hypotese ikke passer – du taber dig ved at reducere indtaget af kalorier (eller øge forbruget gennem fysisk aktivitet) uanset om det er kulhydrat eller fedt du reducerer. Problemet med det store fokus på én faktor som altoverskyggende fungerer godt til at sælge, er blandt andet, at den kan virke dårlig for den enkelte fordi det ikke passer til dine præferencer og hverdag. Hvis en kur skal virke, er der især en ting, som er vigtig. Og det er vedholdenhed: at du kan blive ved med at gøre det på lang sigt. Det absolutte og forsimplede budskab kan virke appellerende, og det virker især godt for at få mange kliks og opmærksomhed. Udfordringen er, at de færreste har indsigt i hvorfor en slankekur, der giver resultater faktisk virker (kalorieunderskud) og hvis du ikke kan lide at spise på den måde, som kuren dikterer, så vil du ikke kunne fastholde den – også selvom din ven(inde) eller kollega elsker at følge netop dén kur. At fjerne frygten og få et filter mod bullshit Skræmmeretorik omkring bestemte fødevarer, der påstås at være fedende, som fx kulhydrater er meget udbredte. En del mennesker begynder dog at forstå, at det ikke er sandt, men der udkommer desværre stadig mange nye bøger, der udpeger én konkret skurk fx at sukker er farligt og fedende. Det er en af de mange myter, der stadig lever i bedste velgående. Faktum er, at der er rigtig mange faktorer, som driver stigningen i forekomsten af overvægt – og at sukker og kulhydrat spiller en meget lille rolle i det. Eksempelvis er kulhydratindtaget i USA faldet stødt siden slutningen af 1990’erne, men fedmeepidemien fortsætter – grundet et fortsat øget kalorieindtag blandt andet fra fedt. Kulhydratforkrækkelsen er ofte koblet sammen med en fedtforherligelse, som fx LCHF (low carb, high fat). Disse former for ideologier skaber et fællesskab, men bliver ofte dogmatiske og religiøse – og så kan de stå i vejen for at du finder en strategi, som du kan holde på lang sigt. Det resulterer i gimmicks som fx ”bulletproof coffee” – kaffe med op til 80 gram smør og olie per kop. At starte dagen med en kop kaffe med 500-600 kalorier (tilsvarende en Ritter Sport eller en god portion morgenmad) vil generelt være en dårlig idé for folk, der ønsker at tabe sig eller bevare sin nuværende kropsvægt, da det giver mindre plads til almindelig mad resten af dagen. Kosttilskudsindustrien har gjort et stort markedsføringsarbejde for at få os til at tage kosttilskud og opfatte dem som vigtige – i stedet for tilskud, som oftest højst har en lille effekt. Hvis du forestiller dig en sundhedspyramide, hvor din almindelige kost er fundamentet, så kommer energibalance, fysisk aktivitet, søvn, stress, alkoholindtag og makrofordeling længe inden kosttilskud, som er helt i toppen – det mindst vigtige. Der er med andre ord mange andre elementer, som er vigtigere at få på plads først. Vitamin- og mineraltilskud er som udgangspunkt overflødige, hvis du spiser varieret. Ideen om kosttilskud som nødvendige, passer godt ind i et paradigme, der handler om at optimere alle de små detaljer ud fra et biologisk perspektiv. Samtidig er det noget, som peger væk fra os selv og er let at gøre noget ved i modsætning til indgroede vaner. Vi ser med andre ord udad inden vi ser indad. Det er en ekstern faktor, vi kan ændre på, i stedet for at ændre noget i os selv og vores adfærd. Og udbydere af kosttilskud er gode til at påpege netop det ved at fortælle os at vi kan fikse problemet ved at tage en pille eller noget pulver. Sundhedshysteriet er i top i disse år, hvor virksomheders markedsføring er med til at sprede frygt og bullshit. Der er god grund til at være kritisk overfor det, du hører. Det er svært at holde tungen lige i munden. Tag blot ordene sundhed og vægttab: De har tendens til at flyde sammen som om de betød det samme, hvorfor det for mange er let at tro, at ”sundt” er lig med ”vægttab” og omvendt. Men det er det ikke nødvendigvis. Eksempel: En nylig hype, som mange har troet på er sundhedsværdien af et glas kogt vand med citronsaft om morgenen. Sundhedsbloggere har skrevet om hvordan det udrenser og er meget, meget sundt for både tarme, sind og vægttab. Problemet er blot, at virkningen af dette er så minimal, at den er uvæsentlig – og den har absolut ingen effekt for vægttab. Hvorfor fungerer skræmmeretorik? Frygt er handlingsmobiliserende fordi det vækker følelser i dig, som du kan agere på. Skræmmeretorik om træning og kost skaber frygt og kan føre til (over)fokus på detaljer, der egentlig ikke er særlig vigtige fx at du skal spise 6 måltider om dagen for at holde forbrændingen oppe og dit blodsukker stabilt – ellers kan du ikke tabe dig (det ved vi er forkert). Som en del af skræmmeretorikken hører ofte argumenter og lange svære ord fra biologien, der får afsenderen til at lyde vidende og kompetent. Og som for modtageren opfattes farlige. Denne type kommunikation falder dog ofte i kategorien af det som kaldes pseudovidenskab: Påstande, der ligner videnskab, men ikke er det i deres metode, tankegang og vægtning af faktorer. Vi møder specifikke påstande om, at fx gluten giver overvægt, men blot 1 % af Danmarks befolkning har glutenintolerance (cøliaki). Alligevel tror mange, at det i sig selv vil være sundt at fjerne gluten fra kosten – men det er der ikke videnskabelig evidens for (måske forholder det sig endda omvendt). Opfattelser som denne spredes ofte gennem anekdoter; en enkelt persons oplevelse af at ”det virker for mig”. Foruden at det ikke tager højde for de mange andre faktorer, som kan have givet dette resultat, så tænker vi fejlagtigt, at vi selv nødvendigvis kommer til at opleve det samme. Grunden til at anekdoter, frygt og autoritet får appel er, at de er svære at gennemskue sandheden af og de taler til vores følelser. Hvis du igen og igen har prøvet at tabe dig og ikke er lykkedes, kan du føle desperation og mindreværd - og det fordrer ikke til kritisk tænkning. Tværtimod. Måske forhindrer det dig faktisk i at opnå dit ønske, fordi du er i reaktion og fortsætter med at vælge de hurtige tiltalende løsninger. Ingen fødevarer har en magisk effekt – energibalancen styrer din kropsvægt I “Slut med forbudt” var fokus på, at der ikke findes sunde eller usunde fødevarer. Mængde og kontekst afgør effekten. Det virker banalt for de fleste, men hvis du ser på de mange påstande, som fylder i mediebilledet, så understøtter de langt fra dette fokus. Når alt kommer til alt handler det om energibalancen i din krop. Du kan ikke være i kalorieunderskud uden at tabe dig og du kan ikke tabe dig uden at være i kalorieunderskud. Ingen tilsætningsstoffer eller bestemte fødevarer ændre ved dette faktum. Videnskaben er tydelig på området og vi er nødt til at forholde os til det – en solid konsensus. Hvis du stadig holder fast i gamle myter om forbrænding, vil jeg anbefale at du lytter til denne podcast-episode. Hvad kostreligioner har til fælles Når du nu ved hvordan du taber dig, ved du også at du kan tabe dig ved at spise LCHF, palæo, clean eating, vegansk, Atkins, ketogen kost, low fat eller hvilken som helst anden tilgang til at spise på, så længe du er i kalorieunderskud. Det er dét, alle kostreligioner har til fælles, når de virker – de skaber et kalorieunderskud gennem restriktioner. Mange som taber sig har en tendens til at pege på én bestemt årsag (fx skåret kulhydrater væk), men i virkeligheden er det ofte flere (fx færre kulhydrater betyder færre kalorier, mere søvn og fysisk aktivitet). Eksempelvis ved LCHF, hvor man skruer ned for kulhydrater og dermed fjerner en del kalorier, men til gengæld skruer op for fedt og tilføjer en del kalorier. For nogle vil det udjævne sig, så de ikke opnår et vægttab, mens ændringerne for andre vil resultere i et kalorieunderskud. For mange andre, kan det ende med kalorieoverskud og dermed vægtstigning. Hvis du taber dig, er det fordi du er i kalorieunderskud – og ikke at du har fået færre kulhydrater. Det, mange ikke lægger mærke til, er, at de samtidig skruer op for indtaget af protein, hvilket har flere fordele: Protein er nemlig det makronæringsstof, der mætter mest og som kroppen skal bruge mest energi på at omsætte (højest termisk effekt). Det gør i alle praktiske henseender protein til det mest slankende makronæringsstof. Måske er du samtidig gået i gang med at træne lidt mere og sover bedre, hvilket kan påvirke din appetitregulering positivt. Et eksempel, som hurtigt indeholder flere faktorer, der kan bidrage til dit kalorieunderskud – og dermed vægttab. En anden ting, som kostreligioner med tilhørende restriktioner har til fælles, er en tilladt-/forbudt-liste. Hvis vi tager samme eksempel som før, med LCHF: Eftersom fedt nu er tilladt, har mange en tendens til at øge fedtindtaget betragteligt. Som du måske ved indeholder fedt 9 kcal per gram, mens kulhydrat og protein indeholder 4 kcal per gram. Således kan du ende i kalorieoverskud alligevel, ved at du (over)spiser fra meget energitætte fødevarer fra tilladt-listen. En anden faldgrube ved tilladt-/forbudt-lister er, at du tænker du ”har ødelagt alt” eller ”at det hele kan være lige meget”, hvis du spiser noget fra forbudt-listen fx et stykke kage. Måske fordi du har fået at vide at det fucker med hormonsystemet (mere insulin og dermed umuligt at tabe sig, hvilket selvfølgelig er forkert). Det kaldes ofte “what the hell-effekten”, fordi du tænker at det kan være lige meget, fordi du alligevel ikke kan tabe dig resten af den dag og derfor spiser flere stykker kage (og andet?), som resulterer i et stort kalorieoverskud. Hvis du som modsætning havde fået mere nuanceret information, kunne du sagtens spise et stykke kage for så at “get back on track” uden at få dårlig samvittighed eller andre negative følelser. Fordi du ville forstå, at et enkelt stykke kage ikke har nogen magisk virkning og konteksten af hvad du gør resten af dagen afgør effekten. En tilladt-/forbudt-liste kan også forhindre et vægttab, hvis du ikke føler dig tilfredsstillet ved at spise kun de tilladte fødevarer. Hvis den utilfredshed eller trang gør, at du alligevel også spiser fra forbudt-listen, vil det øge sandsynligheden for at du ender i kalorieoverskud. Lad os sige at du gerne vil tabe dig og du har fået et stort stykke kage (på forbudt-listen) efter frokost på arbejdet om eftermiddagen og du er mæt, når du kommer hjem. En del af din strategi er dog, at du skal spise et ordentlig sundt måltid (på tilladt-listen) før du skal afsted til træning. Dette måltid spiser du på trods af at du den dag egentlig er mæt. En del af din faste strategi kan altså her give dig flere kalorier end du har behov for eftersom du er fast bestemt på at spise den “sunde” tilladte mad, du har planlagt. Og hvordan kan du så slippe ud af den onde cirkel med forbudte fødevarer? Det kan du gennem at gradvist spise netop det du frygter - for så fjernes magien, fødevarerne bliver affortryllet. Fleksibilitet i din strategi og et intuitivt forhold til mad, hvor du lytter til din krops signaler (som sult og mæthed) kan hjælpe dig til at regulere dit indtag lettere og få et mere afslappet forhold til mad. Læs om intuitiv spisning her. Hvad skal der i virkeligheden til? Ernæringsfaglig viden vs. bevidsthed om din spiseadfærd Hvis målet er at tabe dig, behøver du ikke at lære en masse ernæringstekniske ting, men det kan være en god idé at forstå hvor kalorier kommer fra, forskellene på protein, kulhydrat og fedt. Men vigtigst er, at du forstår betydningen mængde har og at du bliver mere bevidst om de mekanismer og dynamikker, der styrer din spiseadfærd. For hvis du mens du taber dig rigtig gerne vil spise en is hver dag hele sommeren, så kan du godt det. Men måske ikke den største gammeldags vaffel med fire kugler, flødeskum, flødebolle og guf, men hellere en mindre pindis flødeis eller sodavandsis. Fordi mængden af kalorier det fylder i dit daglige regnskab er tilpas til at du fortsat kan spise dig mæt i almindelig varieret mad. Det er ret begrænset hvor meget viden om ernæring, du har brug for at tabe dig. Ideen om, at mere viden om ernæring er vejen frem i forbindelse med vægttab, tager udgangspunkt i tanken om mennesker som rationelle og fornuftsstyrede væsener. Problemet er bare, at det er vi ikke. Du kan ikke blot følge en kostplan eller tælle kalorier resten af dit liv. Derfor er du nødt til at fokusere på din spiseadfærd. Den er nemlig ikke altid drevet af logik og sult, men følelser (som kedsomhed, tristhed, rastløshed), omstændigheder, vaner og tilgængelighed. I bogen “Thinking fast and slow” beskriver Daniel Kahneman hvordan vi har to systemer for vores tanker. System 1 er automatiserede reaktioner på vores omgivelser, hvor vi gør det vi plejer og som kræver mindst energi af os. Det er intuitivt og hurtigt. System 2 er hvor vi reflekterer, tager aktivt stilling til ting og bruger energi på én ting ad gangen. Vi overvejer og det tager tid. Med en ernæringsfaglig tilgang til vægttab tales i høj grad til menneskers rationelle system 2 tænkning, mens de fleste i realiteten ofte spiser efter det vane- og følelsesstyrede system 1 tænkning. Hvis du konstant er i reaktion (system 1), vil du reagere følelsesmæssigt på det, der sker omkring dig. Mens hvis du kan tage dig tid til at tænke og mærke efter (system 2), kan du være mere rationel og handle mere logisk. Den bevidsthed, det giver, at være opmærksom på dynamikkerne og mekanismerne, som ligger bag, kan være med til at give dig mere frihed omkring din kost. Når du kan være mere rationel, kan du også designe dine måltider mere fornuftigt ud fra hvad du har brug for, lyst til og gerne vil opnå. I forbindelse med et vægttab vil det være fornuftigt, at spise noget, der mætter meget pr kalorie. Frugt, grøntsager og magre proteinkilder er eksempler på netop det. Denne sammensætning har høj næringstæthed (vitaminer og mineraler) og lav energitæthed (kalorier). Husk på, at det du læser om kost og ernæring er information – ikke instruktion. Funfact: I modsætning til hvad mange tror, er en kogt kartoffel den fødevare, der mætter mest pr kalorie. Selvom den er fyldt med stivelse (kulhydrater), har den altså en ”slankende” effekt. Madvaner er vigtigere end madvarer Langt de fleste, der gerne vil tabe sig, behøver ikke at vide så meget om det ernæringstekniske, fordi de ofte spiser på baggrund af noget andet end sult. Det kan være tilgængelighed, forskellige behov for hygge, beskæftigelse, trøst, brug for selskab og sociale regler som ideen om at du skal spise op eller smage det hele i buffeten. Din spisning er med andre ord drevet af vaner, ikke fornuft. Mindre reaktion. Mere refleksion. Morten Elsøe Denne type faktorer spiller en meget større rolle for folks fødevareindtag, kalorieindtag og vægtproblemer end mangel på viden om ernæring. Det giver derfor ofte ikke mening at gå primært ind i det ernæringstekniske, men at fokusere mere på adfærd og madvaner i stedet. Ved at justere på vanerne, kan du justere din energibalance og således din kropsvægt. 4 trin til et varigt vægttab Dit overindtag af fødevarer har altså ikke nødvendigvis noget med fødevaren i sig selv at gøre, men tilgængeligheden og forskellige behov, du dækker som ikke har noget med sult at gøre. Så hvordan skal du arbejde med dig selv for at ændre din adfærd helt konkret? Til det foreslår vi fire trin: Zoom ud: Vend ryggen til alt det der prøver at få din opmærksomhed for at du kan gøre trin 2. Hvad er det egentlig der skal til for at jeg taber mig? Du skal indtage færre kalorier eller forbrænde flere. Overordnet set er det nemmere at komme i kalorieunderskud ved at spise mindre, end at træne mere. Litteraturen viser, at det, når målet er vægttab, er mere effektivt at hovedsageligt justere kosten, mens at kombinere det med fysisk aktivitet ser ud til at gøre det lettere at også holde vægttabet efterfølgende. Eksempel: Lad os sige, at du vil i et kalorieunderskud på 500 kcal per dag. Hvis du skal forbrænde det, kræver det op mod en times hård træning hver dag samt planlægning af det hele i hverdagen. Hvis du skulle spise mindre, kunne det være at lade være med at spise en halv Marabou om aftenen. For langt de fleste ville sidstnævnte være mere overskueligt og tager en brøkdel af tiden. Reflektér: Som du måske ved, er det ikke bare at gøre noget. Du er nødt til at prøve at forstå problemet eller årsagen inden du går i gang med løsningen. Hvad er årsagen til du fx er overvægtig? Hvor kommer de ekstra kalorier fra? Videre kan du derfor spørge dig selv, hvornår spiser du på andre følelser end sult? Hvad for noget mad som jeg spiser i løbet af dagen kunne være sjovt at prøve at erstatte med noget andet - ikke mad, men en aktivitet? Prøv at gøre det så konkret som muligt: Hvor skal jeg lave ændringer? Hvornår skal jeg lave ændringer? Hvad skal de ændringer være? Hvordan sikrer jeg mig at jeg får dem gjort? Fokusér: Det er vigtig at fokusere på det du skal, men det er lige så vigtigt at se nærmere på hvad der stjæler dit fokus eller påvirker dig negativt. Fx opslag om på Instagram eller Facebook, der får dig til at reagere følelsesmæssigt, og igen fokusere på at blive hurtigt “bikiniklar”, undgå bestemte fødevarer eller ophøjer andre fødevarer til at have en særlig stor positiv sundhedsmæssig effekt. Og når du ved det og skaber andre strategier, der ikke involverer mad, så vil forbudslister og kure ikke længere være nødvendige. Fjern forhindringer: Hvad er det der kan forhindre mig? Hvordan fjerner jeg disse forhindringer - fx praktiske og overbevisninger? Faktisk har du alt det, du har brug for i dig selv, men det kræver at du zoomer ud og stiller dig selv de rette spørgsmål for derefter at finde nye alternative strategier, der kan dække de samme behov. Eksempel: At se TV om aftenen er noget, der for mange inviterer til snacking blandt andet fordi du har begge hænder fri. Hvis du i denne situation reflekterer over muligheder, kan du måske se andre løsninger for hvordan din aften kan se ud. Det kunne fx være at lægge puslespil, hækle, lægge perler, tegne, male, synge, gå tur med hunden, hænge billeder op, træne, læse en bog – det som nu engang interesserer dig. Hvis den nye aktivitet erstatter de kalorier som du tidligere indtog i det tidsrum, så vil du sandsynligvis skabe et kalorieunderskud uden at skænke vægttabet en tanke. Fix dit feed ved at unfollowe dem, der påvirker dig negativt, får dig til at føle dig utilstrækkelig eller forkert. Morten Elsøe At opbygge hjælpsomme vaner og mestringsfølelse Det vigtigste for et vedvarende og vedblivende vægttab er vedholdenhed. Altså, at du bliver ved med de handlinger, der bragte dig vægttabet. Derfor giver det bedre mening at lægge fokus på noget du kan lide. Her kan du opleve en opdagelsesproces af en egen lyst og præferencer. Måske du endda kan bruge de erfaringer, du muligvis har fra tidligere positive oplevelser. Når det gælder vægttab er der ikke én fysisk aktivitet, der er bedre end andre. Faktisk er der studier, som peger på at jo hårdere du tror at træningen skal være, jo mindre er chancen for at du laver den. Den bedste træningsform er den, du får lavet – og det er sandsynligvis den, du kan lide. Med andre ord skal du følge din egen præference og lyst. Det samme gælder dine madvaner. Ved at følge din egne præferencer for hvad du kan lide, vil du opleve større mestringsfølelse, simpelthen fordi det giver følelsen af at du har evnen til at påvirke din situation. Så kan du sagtens vælge at levne det fra, som du ikke kan lide på din tallerken. Og videnskaben viser, at du kan opnå vægttab med både højt eller lavt indtag af henholdsvis kulhydrat og fedt så længe du er i kalorieunderskud – du kan altså selv vælge sammensætningen. Ved at lytte mere til dig selv og dine præferencer kan du gennem positive oplevelser optræne din tiltro til egne evner (self-efficacy), som er en forudseende faktor for din succes i fremtiden. Modsat giver fiaskoer hak i mestringstilliden og fordrer tanken om at give op samt at noget er galt med dig. Derfor bør du vælge strategier, der giver dig succesoplevelser i stedet for noget, der er dømt til at fejle. Slå ikke dig selv i hovedet Når du gør noget, som du synes at du ikke burde, er det vigtig at huske på, at ikke slå dig selv i hovedet. For hvis du skal blive ved med din nye livsstil, skal du ikke gå rundt med dårlig samvittighed fordi du føler du er “faldet i”. Stil hellere dig selv spørgsmål som: Hvad var grunden til at det gik sådan i dag? Hvad kan jeg gøre anderledes næste gang? Et klassisk eksempel er, at kunne sige “nej, tak”. Hvad forhindrer dig i at sige det? Fx “hyggen stopper hvis jeg stopper med at spise”, “min farmor bliver ked af det” eller “de andre begynder at spørge ind til det”. Det kan være uskrevne sociale regler, der forhindrer dig i at handle som egentlig ønsker. Det tager tid at fjerne denne type forhindrende overbevisninger. Enten fordi det kræver konfrontation med det ubehagelige, der tidligere gjorde at du ikke sagde “nej, tak”. Eller fordi din overbevisning om hvad andre mener og tror om dig er forkert. Hvordan ved du at din farmor bliver ked af det? Hvad kunne ellers være sandt? Og hvordan kan du finde ud af det? Hvis hun bliver ked af det, hvor ked af det bliver hun? Og i hvor lang tid? Hvad er vigtigst: din farmors reaktion på “nej, tak” eller dit ønske om at tabe dig? Når du så oplever succes med at sige “nej, tak” eller at stoppe med at spise, når du føler dig mæt, bliver det meget nemmere at gøre det samme eller lignende igen. Nogle oplever hvad Mark Manson kalder “the feedback loop from hell”. Et eksempel kan være fra en restriktiv fremgangsmåde for vægttab, hvor du forsøger at skære sukker væk. På arbejdet kommer du til at spise et stykke kage. På grund af kagen du spiser, har du dårlig samvittighed. Nu begynder du at ærgre dig over den dårlige samvittighed, som gør dig ked af over dit forhold til maden. Du tror måske også at du nu ikke kan tabe dig fordi du har brudt dine regler om nul sukker. Derfor bliver du ked af det. Fordi du er ked af det spiser du mere kage. Kan du se hvordan denne cyklus kan fortsætte? Opsummering om vægttab Vi leder efter hurtige løsninger (andres løsninger) før vi har forstået problemet. Vi er nødt til at forstå problemet før vi kan løse det. Når du kan give slip på tanken om specifikke metoder, gamle myter og forhindrende overbevisninger, får du mere frihed omkring din kost og således i dit liv. Når du kan stoppe op, trække vejret og reflektere grundigt over i hvilke situationer, du spiser på andre følelser end sult eller mere end du har behov for, får du mulighed for at gradvist ændre strategi dvs. dine vaner. Hurtighed er ikke en dyd, grundighed er. Morten Elsøe Antikuren, foredrag om basal ernæring, vanecoaching og “Detox din hjerne” Hvis denne episode har vækket din interesse og du vil have mere af det, som Morten beskæftiger sig med, så vil jeg foreslå, at du ser nærmere på følgende: Antikuren er et gruppeforløb for dig, der gerne vil tabe dig - og holde det. I fællesskab med andre bliver du klogere på dine spisevaner og får værktøjer, der gør dig i stand til at etablere nye vaner. I arbejder med at give slip på tidligere mønstre, så du kan genfinde et afslappet forhold til mad. Basal ernæring er et tredages kursus for dig, der har brug for en kompakt introduktion til ernæring og et overblik over kostens effekt på kroppen. Det er oplagt for dig, der gerne vil have punkteret gamle overbevisninger og myter, der forhindrer dig i at nå dine mål. Vanecoaching-uddannelsen sætter vanerne i fokus og for både personlige trænere, diætister, kostvejledere og behandlere, er vanecoaching et stærkt redskab til at skabe vedblivende forandringer. Relevant for alle, der hjælper andre med livsstilsændringer. Uddannelsen kan tages i København og Aarhus, både i foråret og efteråret. Hvis du er interesseret i at høre mere om denne tilgang til sundhed, kan du få rigtig meget ud af at lytte til podcasten Detox din hjerne. Hvis du er interesseret i vanecoaching-sessioner i Aarhus, kan du kontakte Livsstilshuset her. Hvis du gerne vil møde en Vanecoach i København, kan du kontakte Karoline (træner og vanecoach i Maxer). Du kan desuden også gøre som 25.000 andre og følge Morten på Facebook og Instagram, samt Livsstilshuset v/Morten Elsøe på Facebook og Instagram. Lyt til episoden Du kan høre episode 12 i Apple Podcasts her. Du kan høre episode 12 på Spotify her. Du kan downloade episode 12 fra Libsyn her. Se oversigten over alle episoder af podcasten her. Du kan også streame episoden direkte her:
-
#11 Fra tynd teenager til fanatisk fitnessatlet - hva’ nu? Let øvet
Peter Bendtsen er prof. bachelor i ernæring og sundhed med speciale i fitness and lifestyle coaching management, og har base i Århus i Ultimate Gym, hvor han laver personlig træning. I denne ellevte episode snakker vi blandt andet om: Fordelen ved at opnå et mere nuanceret syn på kost og træning. De vigtigste parametre for muskelvækst. Peters anbefaling til en kost, der giver større muskler. Hvordan Peter periodiserer træningen for de bedste resultater. Fra tynd teenager til fanatisk fitnessatlet Som teenager blev Peter i stigende grad opmærksom på sit eget udseende og som en ret spinkel gut ville han gerne gøre noget ved det. Det førte til at han blev grebet af fitness og store muskler og i de efterfølgende år uddannede sig inden ernæring og sundhed og startede som personlig træner lige efter endt uddannelse. Tanken om at stille op i fitness blomstrede op og i 2013 begyndte han at træne op til men's physique året efter. Som teenager handlede det for Peter om at få store bøffer, sixpack, flot brystkasse, store arme og blive mere mandig. Det er der nok mange som kan genkende. Vi taler ofte om kropspres for kvinder, men der er i allerhøjeste også et kropspres blandt mænd - at skulle se ud på en bestemt måde - men det er sjældent italesat. At stille op til en konkurrence virkede for Peter som et konkret mål, han kunne forholde sig til og samtidig give et ekstra udbytte af at træne hårdt og målrettet. Siden har han stillet op til otte konkurrencer - sidst i september 2017. Med hjælp fra forskellige trænere var han i starten meget rigid og striks, med fx præcise mængder kulhydrat, protein og fedt. Der var lagt en plan for hvad han skulle spise og træne til enhver tid, og man kan sige, at det var en ret fanatisk tilgang. Efter en meget struktureret og indsnævret tilgang til kost og træning i flere år, er hans tilgang dog blevet meget mere fleksibel. Ved hans sidste konkurrence var han i den bedste form nogensinde, og selv mener han det kom af den fleksibilitet han havde under forløbet op mod konkurrencen. Hans hoved var meget mere med og han følte sig mindre stresset over kost og træning. I dag føler han sig meget tilfreds og glad for at have konkurreret, men også med at være færdig med konkurrencerne. Præcision, fleksibilitet og konsistens Som jeg blandt andet nævner i et par andre podcast-episoder og i min bog STÆRK, skal der være en balance mellem præcision, fleksibilitet og konsistens for at noget skal virke på lang sigt. På en diæt frem imod en konkurrence, kræves en meget høj grad af præcision og konsistens. Men det mange glemmer er, at denne præcision og konsistens ikke er gennemførbar over længere tid. For at en strategi skal kunne fungere på lang sigt, er der nemlig nødt til også at være en vis fleksibilitet. Med andre ord må du sandsynligvis skrue lidt ned for præcision og op for fleksibilitet. Op til en konkurrence bliver der lagt en ekstrem indsats for at være i topform på én bestemt dag. Det er afgrænset periode (fx 10-16 uger) med strikse regler, som ikke kan bruges i en almindelig hverdag. Den form man er i på dagen efter peak week (sidste forberedelsesuge) er man ikke i på andre tidspunkter og den kan ikke fastholdes. Peter fortæller, at han selv ofte tog på 5-6 kg ugen efter konkurrence. I starten lærte han at fjerne alle kulhydrater og alt salt i peak week, men over tid er han gået væk fra den tilgang. Ved at stadig få kulhydrat og salt kunne han blive mere fyldig og tør, som det hedder i bodybuilding-slang. Det samme gjaldt hvilke fødevarer han tidligere havde fjernet, men i senere tid er blevet meget mere fleksibel omkring. Ved at være mere fleksibel blev hans konsistens også bedre, og hans form var mere jævn - også efter konkurrence. En mere nuanceret tilgang Som coach til fitnessatleter opmuntrer Peter til en fleksibel strategi. Han ved at motivation er sporadisk og at der kommer situationer, hvor man ikke er i stand til at leve på en kostplan. Det er essentielt at skelne mellem dem, der er fitnessudøvere og dem, der ikke er - som jo er de fleste. Det er vigtig at forstå, hvor meget, der faktisk skal til for at opnå og fastholde en lav fedtprocent - og så vurdere hvorvidt du i det hele taget er villig til at betale prisen. Vil du faktisk leve på den måde? Med alle de afsavn? Forbehold? Ekstremer? Når det gælder sundhed kan du sagtens være i god form uden at leve meget asketisk og uden at følge en strikt kostplan. Det behøver ikke være sort/hvidt - der er plads til helt almindelige ting som fx et glas rødvin eller en kanelsnegl. Sort/hvid-opdeling (falske dikotomier) som fx sund/usund, slankende/fedende, god/dårlig osv. kan komme til at spænde ben for dig. Fx når man har spist noget fra “den forbudte kategori” og tænker at “det hele kan være lige meget, jeg prøver igen i morgen”. Læs mere om det i bogen Slut med forbudt. Ingen fødevarer har en magisk effekt - mængden du spiser, afgør effekten. Klassiske misforståelser omkring kost En af de største fælder indenfor kost er, at fokusere for meget på små detaljer. Vi har en tendens til at simplificere ting ved at kigge på enkelte faktorer og tilskrive dem en stor værdi - det er nemt at forholde sig til, der er noget at pege på - en skurk. Peter kæmper til tider med at klienter er kulhydratforskrækkede, men du kan sagtens tabe dig selvom du spiser kulhydrat. Sandsynligvis endda en smule mere effektivt, da du vil kunne træne bedre. Men vigtigst er, at du kan sammensætte kosten ud fra dine præferencer hvad angår kulhydrat og fedt. Mange oplever at tage sig hurtigt, hvis de skærer ned på kulhydrater, men husk på, at det på kort sigt skyldes væsketab og på længere sigt kalorieunderskud - ikke en magisk effekt af færre kulhydrater. Kulhydrat binder 2,7 gram væske pr. 1 gram lagret glykogen (kulhydrat). Afhængigt af din størrelse, vil de første 1-2 kg, du tager på eller taber dig primært være væske. På lang sigt er det væsentlige spørgsmål om du fortsætter med at være i kalorieoverskud eller -underskud. En anden negativ effekt ved at få for lidt kulhydrat er nedsat performance, som betyder mindre bøffer og mindre vægt på stangen. Hvis målet er vægttab kan både højt og lavt kulhydratindtag eller højt og lavt fedtindtag fungere - spis efter din egen præference. Husk at det handler om den samlede mængde kalorier og at være i kalorieunderskud over tid. Kosttilskud er en tredje udfordring. Hele ideen om tilskud har fået overdreven opmærksomhed og gør at folk leder efter magiske quickfix. Men der er strengt taget primært fire kosttilskud, der kan være nyttige: I vinterhalvåret kan det give mening at tage D-vitamin. Proteinpulver er fint hvis du har udfordringer ved at få nok (anbefalet indtag er 1,6-2,2 gram per kg kropsvægt per dag). Kreatin er et anerkendt og veldokumenteret kosttilskud, der er præstationsfremmende og muskelopbyggende. Læs om det her. Fiskeolie er fint, hvis du ikke får fed fisk i din kost. Læs mere om kosttilskud her. Klassiske misforståelser om træning og store muskler I træning for muskelvækst er mange ligesom i kosten overdrevent optaget af detaljer. Man skal simpelthen have ualmindeligt godt styr på træningen, før et fornuftigt fokus er fx hvilken vinkel du træner en muskel med, om du holder 45 eller 60 sekunders pause, spiser en halv eller hel time efter træning. De klassiske bro-split (fx 4- og 5-split) programmer er desværre udaterede, når vi nu ved, at frekvensen bliver alt for lav - dvs. én gang om ugen. Vi ved, at det er fornuftigt, at frekvensen er mindst 2-3 gange pr. muskelgruppe per uge. Derfor giver det mere mening at lave fx 2-split eller fullbody, hvis du træner 3-4 gange eller mindre per uge. Mange går også i en fælde ved at lægge for meget vægt på isolationsøvelser i stedet for fuldkropsøvelser, der giver mere værdi samlet set som fx squat og dødløft. Du skal huske at fx rows og pullups også træner biceps og bænkpres og skulderpres træner triceps. Men hvis du vil have store guns, så skal der selvfølgelig en håndfuld sæt med isolationsøvelser til derudover - de bør blot ikke have hovedfokus. Tre af de vigtigste parametre for muskelvækst er 1) mekanisk load, 2) muskelnedbrydning og 3) metabolisk stress. Mange spørger hvor mange gentagelser de skal lave, men det kommer altid an på hvad du har lavet tidligere og hvad målet er. Tidligere var rep-ranges mere opdelt, men nu er viden om volumen (sæt og gentagelser) mere nuanceret. Hvis målet er muskelvækst kan gentagelser helt op til 30-35 give lige så stor effekt som 6-12 kan, hvis du holder dig tæt på udmattelse (failure). Dvs. RIR (repetitions in reserve) 1-2. Desto lettere vægten er, desto vigtigere bliver det at gå helt til eller meget tæt på failure (fx gentagelser op mod 50). Når det gælder absolut styrke, bør størstedelen af arbejdet fortsat ligge mellem 1 og 6 gentagelser. Peters kostfilosofi Peter har et par konkrete holdepunkter for hvad hans egen eller klienters kost skal give ham, hvordan den skal bygges op og hvorfor den ser ud som den gør: Have fleksibilitet i dagligdagen Det er kaloriemængden, der afgør om man taber sig eller tager på At have nogle vaner, som understøtter at det er noget man kan blive ved med at gøre på lang sigt At holde af processen og det arbejde du gør undervejs Ikke fokusere for meget på detaljer Peters træningsfilosofi Hans tilgang til træning kan kort opsummeres således: Træn hver muskelgruppe 2-3 gange om ugen (frekvens) Fordel volumen (sæt og gentagelser) hen over de 2-3 gange for at få et højere volumen hen over ugen. Varier mellem få, medium og mange gentagelser i løbet af de forskellige faser, igennem en struktureret progression, hvor du sørger for over tid at have gradvis øget volumen eller intensitet. Variation i øvelser over tid, men tillad dig selv at blive stærk i enkelte øvelser inden du skifter dem ud Peters metode for periodisering Når det gælder periodisering anvender Peter oftest en form for undulerende periodisering, hvor man i den første fase (af 3-5 uger) har fokus på volumen og hypertrofi, for så i den næste fase at have fokus på styrke. Han periodiserer ud fra intensitet (altså % af max/1RM) og deler hver træning ind i en A-, B- og C-serie med forskellig intensitet og volumen (sæt og gentagelser). På den måde får du trænet flere parametre og kommer på besøg i alle tre mekanismer bag hypertrofi. Selv om målet er større muskler, er styrke en essentiel del af udviklingen for øget hypertrofi. Styrkeprogression kan også være en meget vigtig motivationsfaktor, og du bør sigte efter at blive stærkere i de øvelser, du træner gennem progressivt overload. Serie A har fokus på tungere vægte med en relativt høj intensitet, hvori han kører nogle større basisøvelser som fx squat, dødløft, overhead press og chinups. Den første fase ligger fx omkring 70 % med 12 gentagelser. Derefter kommer en styrkefase på 78 % med 6-8 gentagelser. Som det tredje kommer en fase med samme volumen som i første fase, men med højere vægt fx 74 %. Til sidst kommer en styrkefase på 84 % med 2-4 gentagelser. I B-serien er fokus på volumen. Intensiteten er lidt lavere og antal gentagelser ligger omkring 12-15. Her kører han fx rows og pres skiftevis (alternerende). I C-serien er fokus mere på metabolisk stress, så intensiteten er endnu lavere og antal gentagelser ligger omkring 15-20 eller op mod 30 i øvelser som fx leg extension. Peters bedste tip til dig, der gerne vil have store muskler: Tålmodighed er nøglen - lad vær med at gå efter quickfixes. Lyt til episoden Du kan høre episode 11 i Apple Podcasts her. Du kan høre episode 11 på Spotify her. Du kan downloade episode 11 fra Libsyn her. Se oversigten over alle episoder af podcasten her. Du kan også streame episoden direkte her:
Sider
Maxer ApS | Eskildsgade 5, 3 | 1657 København V | info@maxer.dk | +45 2422 4943 | CVR: 36685026