Klienthistorie #12 Tine om madregler på McDonalds, at være tryg i det utrygge og at gerne måtte være til Begynder

I denne klienthistorie har jeg besøg af Tine og Celine, som fra juni 2021 til oktober 2022 har arbejdet sammen med madro og kropsro som omdrejningspunkt.

I denne episode kan du blandt andet høre om:

• At svinge mellem underspisning og overspisning.
• Fordelene ved mekanisk spisning, hvis du kæmper med overspisninger.
• Følelsen af at “det her er sidste chance”.
• Hvordan madritualer kan skabe tryghed i noget utrygt.
• Vigtigheden af at føle at du gerne må være til.
• At vægttab ikke har fået Tine til at få det bedre med sig selv.

Vores ønske med klienthistorierne er, at du kan få inspiration i andres historier, føle dig mindre alene med de udfordringer, du har og forhåbentlig finde et håb om at din situation kan forandres. Det er aldrig for sent at arbejde med dit forhold til mad, din krop og til træning.

Jeg hedder Tine og jeg er 30 år. Jeg bor til dagligt i København og arbejder som administrativ koordinator. Jeg fik tilsendt klienthistorie 2 om Josephine fra en kollega, som jeg hørte en 5-7 gange, før jeg tog kontakt til Celine. Der var et eller andet i mig, der fik en følelse af at Celine kunne et eller andet, som jeg tænkte, jeg havde brug for. Jeg følte ret hurtigt en connection til Celine - uden at vi egentlig kendte hinanden.

Der var noget i episoden med Josephine, som vakte enorm genkendelse i mig. Josephine snakkede om frygten for at komme til skade gennem styrketræningen og at genfinde glæden ved at bruge kroppen. Det kunne jeg spejle mig meget i, for præcis de følelser har jeg haft i mange år, så det vakte min interesse, da jeg fandt ud af at Celine måske kunne udfordre mig på den front.

Tanker om mad i barndommen

Jeg har siden 8-9 års alderen haft tanker omkring mad og krop. Jeg startede med at bevæge mig lidt ned af anoreksiens vej, hvor jeg ikke ville spise. Dengang kom jeg i forskellig behandlinger, hvor jeg blandt andet kom under overvågning, så i spisefrikvarteret sad en lærer og sørgede for at jeg spiste min madpakke.

Det blev en form for tvangsspisning - og det er jo lige præcis tvangsspisninger og tvangsoverspisninger som spiseforstyrrelse, jeg har kæmpet rigtig meget med senere. Så jeg vil sætte stort spørgsmålstegn ved, hvor hensigtsmæssig tilgangen var, for allerede da jeg blev 12 år, røg jeg over i den anden boldgade og begyndte så småt at overspise, spise i skjul og lave en masse mønstre omkring mad.

De voksne omkring mig reagerede på min vægtøgning ved at sætte mig på diæt og sætte mig til at dyrke motion. Jeg kom til sundhedsplejerske, fik kostplaner, blev vejet regelmæssigt i aftale mellem hjem og skole. De voksne omkring mig gjorde det selvfølgelig med gode intentioner og handlede ud fra, hvad man dengang troede var mest hensigtsmæssigt, så jeg bærer ikke nag eller er sur på nogen.

Med den viden, man har i dag, så havde man nok hjulpet mig på en bedre måde.

Underspisning og overspisning

Jeg ville så forfærdelig gerne tabe mig og måden jeg greb det an på, var gennem slankekure. Jeg havde ikke lært andet. Det var både den måde, jeg havde fået det præsenteret på hos sundhedsplejersken, men det var også den måde det blev italesat i medierne.

Igennem mange år har jeg været på mange forskellige diæter; keto, detox, vægtkonsulenterne, paleo, low carb high fat osv. Jeg hoppede fra diæt til diæt, fordi ingen dem rigtigt virkede.

Og når jeg siger virket, så mener jeg, at jeg ikke tabte mig af dem. Den dag i dag ved jeg godt at alle diæterne sikkert “ville virke”, hvis jeg var vedholdende med dem. Det er dét, alle diæterne havde til fælles, når de virkede – jeg kunne komme i et kalorieunderskud med dem alle. Men diæterne sætter barren så højt og det gør det derfor meget svært at være vedholdende over længere.

Det er én af grundene til at slankekure meget sjældent virker på lang sigt.

Ofte kunne jeg holde en slankekur i dage, uger eller måneder, men fordi de ofte var så restriktive, “brød” jeg én af slankekurens mange regler før eller siden. Når det skete, tænkte jeg at "nu har jeg ødelagt alt” eller ”nu kan det hele være lige meget” og derfor svingede pendulet over i overspisninger, hvor jeg spiste alt det, jeg ikke måtte, når jeg var på kur.

Disse overspisninger og tanken om at “det hele var lige meget” kunne fortsætte i dage, uger eller måneder, men på et tidspunkt blev jeg så træt af mig selv og så svingede pendulet tilbage til slankekurene igen.

Det var logisk for mig, at opsætte endnu flere madregler og være endnu mere restriktiv denne gang. Og så skulle jeg “bare” tage mig sammen. Det måtte jo handle om viljestyrke og manglende rygrad!

Men en endnu mere rigid tilgang fik faktisk blot pendulet med slankekure og overspisninger til at svinge endnu kraftigere. Sådan så mit liv ud i 20 år.

Nadja og de 170 kg

Et par måneder inden jeg kontaktede Celine, så jeg et programmet “Nadja og de 170 kg” på TV2, hvor jeg for første gange hørte ordene “BED” (binge eating disorder - overspisning) og overspisning. Jeg tror ikke, at der er noget i mig på det tidspunkt, der kan se mig selv i det. Men i min underbevidsthed sætter sig noget fast og på én eller anden måde, bliver der plantet et lille frø i mig.

Så da jeg får tilsendt podcastepisoden om Josephine, falder brikkerne lidt på plads for mig.
I episoden bliver for første præsenteret for andre værktøjere end diæter, kostplaner og kalorietælling. Jeg kom til at tænkt på, at jeg de sidste mange år, havde prøvet lidt forskellige tilgange, men inden for samme ramme.

Jeg havde nærmest 20 års erfaringer med at være på kur, men jeg havde alligevel ikke tabt mig.

Jeg var dog ikke bevidst om, at slankekure, restriktioner og regler ikke var en del af løsningen - men nærmere en del af problemet. Det blev dog tydligt gennem vanecoaching, da jeg startede hos Celine.

Jeg har altid tænkt, at hvis jeg ikke kunne finde ud af at overholde min slankekur, så var det mig der var problemet. Jeg har altid tænkt, at det var mig, der ikke havde rygrad, det er mig, der ikke kan tage mig sammen eller det er mig, der er dårlig. Når jeg kiggede mig omkring på sociale medier eller i damebladene, så lignede det at der var mange, der godt kunne efterleve de strikse kure. Så pilen kunne kun pege ét sted hen. Og det var mod mig selv.

Den indstilling havde jeg faktisk indtil jeg startede hos Celine, hvor vi begyndte at snakke om at der formentlig var nogle andre ting, der spillede ind og at det ikke kun var mig. Eller at det var min skyld.

Den første session

Allerede da jeg bare skulle snakke i telefon med Celine for første gang inden forløbets start, var jeg meget nervøs. Første gang jeg mødte op i Vesterbronx Gym, satte jeg mig i en af sofaerne og ventede på at Celine var færdig med klienten inden mig.

Jeg sad og tænkte, at jeg stadig kunne nå at bakke ud. At jeg stadig kunne skynde mig ud i omklædningen, pakke mine ting og smutte. Men jeg nåede det ikke, for da Celine kom hen og præsenterede sig for mig, begyndte jeg at stortude. Jeg brød fuldstændig sammen.

Jeg havde prøvet så mange ting, så det føltes som det sidste forsøg. Hvis ikke det her lykkedes, så måtte jeg bare affinde mig med situationen, som den er. Så måtte jeg tage mig til takke med den krop, jeg havde og acceptere de følgevirkninger, der kom med den. Det var dét, der kulminerede i det øjeblik, sessionen startede.

Hvis jeg skulle have et andet resultat, så skulle jeg gøre noget andet - og det var så nu.

Det var nu at jeg skulle lægge alle kort på bordet og det føltes bare overvældende.
Derudover var det første gang, at jeg skulle sætte mig over for en fagperson og fortælle om min historik og bede om hjælp. Og ikke nok med det, så var det faktisk også første gang, jeg skulle fortælle om min situation til nogen mennesker.

Jeg havde gået med det alene i alle årene. Der er ikke nogen, der har vidst særlig meget om, hvordan jeg egentlig har haft det. Det er først nu, hvor jeg er begyndt at snakke med mine forældre om det. De fortæller, at de ikke har været klar over, at jeg har spist i skjul, overspisninger eller mine mange tanker omkring mad og krop.

Den dag i dag er det utrolig rart at kunne åbne op og fortælle omkring mine oplevelser. Det er på en måde en del af processen og en del af min heling at dele det med andre, så bliver skammen og følelsen af at være forkert meget mindre.

Følelsen af at være forkert har fyldt rigtig meget. Jeg havde en følelse af, at jeg har gået med en masse ting, som har været “underligt”, “pinligt” eller “skamfuldt” - og at der ikke var nogen andre i verden, der kendte til de tanker, følelser eller adfærd, som jeg havde.

Jeg troede, at jeg ville blive mødt med fordømmelse og skæve blikke, hvis jeg delte det. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det blev jeg ikke, når jeg sagde det højt. Det gjorde det meget nemmere at få sagt de svære ting, for det skete i et trygt rum og Celine fik normaliseret mine oplevelser og fik mig til at føle mig mindre forkert.

Meget af det, du føler dig mest skamfuld omkring, er nok mere normalt end du går og tror.

I takt med at jeg blev klogere på mig selv og på min egen situation, begyndte jeg at opsøge mere viden om emnet og jeg begyndte at følge folk på Instagram, som var samme sted som mig. Det gik langsomt op for mig, at jeg slet ikke var alene omkring mine oplevelser, jeg havde bare ikke kigget efter folk, jeg kunne relatere til.

Nu har jeg ændret mit feed på Instagram, så jeg følger profiler, jeg kan relatere til og som bidrager positivt til min process. Det føles både givende og giver mig ikke en følelse af at være forkert.

McDonald's

Der gik noget op for mig i løbet af mit forløb. Jeg har simpelthen ikke lagt mærke til eller vidst at jeg har gjort det, men det er noget, jeg har gjort i mange år. McDonald's har for mig været en måde at cope med svære følelser på og det blev langsomt et helt ritual at spise McDonald's.

Alt mad skulle lægges op på en bestemt måde på tallerkenen, det skulle spises i en bestemt rækkefølge og jeg skulle bestille præcis det samme. Hvis ikke jeg kunne følge ritualet helt præcist, så var det forkert og så blev jeg nødt til at gøre det om dagen efter.

Sådan var det i øvrigt ikke kun på McDonald's - der var flere måltider, der foregik på samme måde. Det gav mig uro, hvis ikke måltidet forløbet på den helt rigtige måde. At have ritualet var en måde at bevare noget kontrol i et kontroltab. Jeg kunne ikke kontrollere, at jeg spiste det, men jeg kunne kontrollere hvordan jeg spiste det.

Når måltidet forløb på den måde, jeg gerne ville have det, så gav det mig ro og tryghed. Det er dét, der er fuldstændig modstridende i én: at jeg føler ikke, at jeg kan styre mig selv, men alligevel føler jeg at jeg er i kontrol.

Derudover skulle jeg også bytte nogle madvarer ud, så der kom uorden i mit måltid. Jeg skulle prøve at bestille noget andet end det normale. Det lyder lidt syret, når jeg fortæller det nu, men dengang var det simpelthen så angstprovokerende at skifte det ud. Men jeg nåede faktisk ikke at afprøve det særlig mange gange, måske kun 2-3 gange, for alene det at blive bevidst om det, gjorde en kæmpe forskel for mig.

Du kan læse mere om intuitiv spisning.

Måden, vi greb det an på, var blandt andet ved at være mere tilstede og opmærksom i måltidet. Tidligere sad jeg ofte og så fjernsyn for at distrahere mig selv fra selve måltidet, fordi det var for overvældende at forholde mig til kontroltabet.

Det var ret vildt at opdage det mønster, for det havde stået ubemærket på i mange år.

Mekaniske spisemønstre

Noget af det første Celine og jeg gjorde var at skabe nogle mere mekansike spisemønstre for mig.

Jeg satte en alarm på min telefon 6-7 gange i løbet af en dag, som mindede mig om at jeg skulle spise. De 6-7 gange var ikke et magisk tal - det var bare antallet af måltider, der passede ind i min hverdag. Målet med måltiderne var at vende min krop til at det var okay at spise regelmæssigt og hjælpe min fornemmelse for sult og mæthed på vej.

Mange har udfordringer med at mærke deres sult og mæthed. En af grundene til det kan være fordi, vi lever i et samfund, hvor vi navigerer i et fedmefremmende samfund med kaloriefyldte madmiljøer, udefrakommende regler, vi har taget til os gennem mange år fx frygten for kulhydrater.

Når vi primært lader os styre af eksterne regler, bruger vi en form for viljestyrke til at styre, hvad vi spiser, hvor meget vi spiser og hvornår vi spiser. Når vi ene og alene lader os styre af reglerne, er der større risiko for, at vi oplever episoder med overspisninger og/eller underspisninger.

Derfor kan det være en stor hjælp for mange, hvis du lærer at lytte til indre signaler som sult, mæthed, lyst, præference, ønsker og mål. Første skridt til dette kan være et mekanisk spisemønster.

Derudover gjorde de mange måltider i løbet også at jeg altid havde mad nemt tilgængeligt. Det var angstprovokerende i starten, for jeg var egentlig lidt bange for mad. Det kunne nemt føre til en overspisning. Jeg havde været på så mange diæter. Faktisk nok dem alle.

Så jeg havde virkelig mange regler omkring mad. Og mange af reglerne går også imod hinanden, for på den ene kur var noget “rigtigt” eller “sundt”, mens det samme mad kunne være “forkert” eller “usundt” på en anden kur. Derfor føltes det utroligt angstprovokerende at gøre alt mad tilladt på alle tidspunkter.

Patricia

Jeg har kaldt min spiseforstyrrelse Patricia. Jeg gav spiseforstyrrelsen et navn, da det på den måde var nemmere for mig at forholde mig til den. Jeg har faktisk også et klart billede af, hvordan Patricia ser ud. For mig er Patricia et rigtigt menneske, som andre ikke kender eller kan se.

Når jeg på den måde havde personificeret spiseforstyrrelsen, så var det nemmere for mig, at eksternalisere den. Det blev nemmere for mig at forstå, at min spiseforstyrrelse (Patricia) som sådan ikke havde noget med mig at gøre.

Når Patricia gerne ville have mig til at gøre noget “spiseforstyrret”, så kunne jeg nemmere identificerer tankerne eller følelserne som Patricias - og dermed vende mig væk fra dem samt holde fokus på hvad jeg gerne ville gøre. Det var ikke Patricia, der skulle styre showet, men det var mig, Tine, der bestemte.

Det gjorde også, at når jeg stod i en situation, som havde været svær og jeg havde måske ikke kunne håndtere det, som jeg gerne ville, så var det ikke mig der var en fiasko. Det handlede ikke om, at jeg bare skulle tage mig sammen. Det var Patricia, der havde gjort det svært for mig.

Den dag i dag dukker Patricia stadig op ind imellem, men jeg er blevet meget bedre til at registrere hende i opløbet, så hun forbliver ved tanker og følelser, men ikke tager over mine handlinger.

At gå i gang med træning

Jeg har altid gået i fitnesscenter - mere i nogle perioder og mindre i andre perioder. Så fitnesscentre var ikke så fremmede for mig, men dén slags fitnesscentre, som Vesterbronx Gym er, var lidt fremmed for mig.

Jeg er altid kommet i fitnesscentre som Fitness World, hvor løbebånd, crosstrainere og maskiner fylder meget, men Vesterbronx Gym er et center, hvor styrketræning fylder mest. Det kan ud ad til virke som et meget seriøs center, hvor man skal være meget fit og gå meget op i træning, før man kan træne der.

Jeg frygtede, at alle ville kigge på mig og at de tænkte: “Hvad laver sådan et tykt menneske her. Why even bother?”. Men alle mine fordomme om Vesterbronx Gym blev skudt ned, da jeg mødte det første menneske i receptionen, som bare sødt tog imod mig. Derudover var det rart at se, at der var flere nybegyndere og at opleve at der var plads til alle i centeret.

Den dag i dag

Jeg har aldrig haft det bedre i min krop og ro omkring, hvor jeg er kommet til. Jeg har fundet ro i at det er en proces og alt ændrer sig hele tiden. Min krop ændrer sig hele tiden og det sted, jeg er i livet, ændrer sig hele tiden. Det kan godt være, at jeg ikke er tilfreds med alt lige nu, men det er egentlig ok.

I den klassiske fitnessforståelse vil mange formentlig tro, at jeg har det bedre, fordi jeg har tabt en masse vægt. Men mit vægttab har ikke på magisk vis forandret hvordan jeg har det. Jeg har fået ændret mit syn på, hvordan man bør se ud og hvornår man er noget værd.

Celine har overbevist mig om, at jeg godt må være her. Uanset hvordan jeg ser ud eller hvad jeg vejer.

Og det er egentlig på trods af at min vægt har svinget igennem forløbet. De første 6 måneder tog jeg faktisk en smule på, fordi vi begyndte på mekanisk spisning, fordi jeg ikke sultede mig selv mere og fordi vi begyndte at introducere en masse fødevarer, som jeg så som værnede forbudte.

Dermed ikke sagt at man altid tager på med mekanisk spisning, men det kan ske, fordi man bevidst forsøger at undgå perioder med ekstrem sult og fordi der gradvis kommer flere og flere af de “forbudte” fødevare tilgængeligt.

For mit vedkommende begyndte jeg at have chokolade, popcorn og chips hjemme i mine skabe - og det havde jeg aldrig nogensinde prøvet før, da det altid havde ført til overspisninger. Det er klart at de “forbudte fødevarer” ikke bare blev “tilladte fødevarer” med det samme - det skete gradvist, fordi jeg blev ved med at øve mig i at spise dem.

Der var episoder, hvor det var svært at være omkring fødevarerne derhjemme, men som tiden gik blev det nemmere og nemmere. Det blev selvfølgelig nemmere fordi jeg øvede mig. Hør mere om at gradvist spise det du frygter med Anne Gaardmand.

De kg, jeg tog på under de første 6 måneder, har jeg tabt igen - uden kostplaner, diæter eller regler. Så jeg vejer nogenlunde det samme, som da jeg mødte op den første dag. Men jeg har det helt anderledes.

Jeg har lært at være neutral omkring min krop. Jeg behøver hverken at elske eller hade den. Den er her bare. Nogle dage har jeg det rigtig godt med den og andre dage er den her bare. Det er mindre kamp forbundet med at have en krop.

Hvis du synes denne episode har været interessant, kan du høre andre klienthistorier:

• Mathias om 5 år med knæsmerter, tjekkeadfærd, faglig overtænkning og drømmen om løb.
• Morten Münster om rejsen fra smerter, begrænsning og konstante negative overvejelser til løb, frihed og leg med børnene.
• Lone om at skåne ryggen, være pligtopfyldende og gå ned med stress.
• Jacob: Fra rygsmerter, frygt og undgåelse til frihed.
• Josephine: Om at tabe sig med bland-selv-slik, føle sig fremmed i egen krop og hvordan vægttab kan provokere andre.
• Christian om smerter i underarm og albue, at lave 100 pullups og have fede træninger.
• Thomas om iskias-smerter gennem 2 år og ønsket om vandreture og OCR-løb.
• Ninett om diskusprolaps, lændesmerter og at være “hende med ryggen”.
• Maiken om ondt i knæet, accept, Toblerone og at observere hvad du føler.
• Sandra om for evigt at være den tykke pige, små ændringer og at genfinde tilliden til kroppen.
• Mads om knæsmerter, at føle sig skæv, stram, aldrig god nok og de 100 forskellige forklaringer.
• Josephine om at holde den nye kropsvægt, lave kolbøtter på floor og at vægttab ikke løser alt.

Lyt til klienthistorie 12

Du kan høre klienthistorie 12 i Apple Podcasts her.
Du kan høre klienthistorie 12 på Spotify her.
Du kan downloade klienthistorie 12 fra Libsyn her.

Se oversigten over alle episoder af podcasten her.

Du kan også streame episoden direkte her: