Klienthistorie #4 Lone om at skåne ryggen, være pligtopfyldende og gå ned med stress Begynder

Jeg følte mig svag, stiv, skæv og jeg var bange for at denne tilstand skulle være kronisk. Mine smerter og frygten for at gøre det hele værre, holdt mig fra at leve mit liv og jeg havde bekymringer om, hvordan min fremtid skulle se ud.

I denne episode snakker jeg med min klient Lone på 66 år om blandt andet:

• At føle sig hæmmet og begrænset i sin egen krop.
• Hvordan man kan blive afhængig af behandlere.
• Hvordan det er at være i et længerevarende smerteforløb.
• At lære at tage ansvar over ens egen livssituation.
• At kunne være ægtefælle, mor og mormor uden begrænsninger eller frygt for smerte.

Jeg hedder Lone, jeg er 66 år gammel og uddannet sygeplejerske, hvor jeg i mange år har arbejdet i hospitalsverdenen med omsorg og pleje. Derudover har jeg også undervist på en social- og sundhedsskole - og de sidste 10 år af mit arbejdsliv har jeg arbejdet i almen praksis. Nu er jeg gået på efterløn. Jeg har altid haft et aktivt fritidsliv, hvor jeg både har spillet tennis, cyklet, dyrket pilates og generelt bare haft et højt aktivitetsniveau.

Jeg har altid været glad for mit arbejde, omsorgsfuld og pligtopfyldende. At være omsorgsfuld og pligtopfyldende er en del af min personlighed, men de karaktertræk og egenskaber er løbende blevet udfordret igennem mit arbejdsliv.

I 2003 efter en del år på social- og sundhedsskole begynder der at komme mange nye uddannelsesreformer, flytninger af uddannelser, store undervisningshold mm. og jeg ender med at knække nakken på det og går ned med stress.

Jeg bliver sygemeldt og sagt op efter et års sygemelding. På det tidspunkt har jeg været frem og tilbage på arbejdspladsen for at forsøge at genoptage arbejdet, men jeg må opgive. På det tidspunkt begynder jeg allerede at få ondt; jeg har smerter i mit bækken, jeg har ondt i min ryg og jeg har en følelse af at være “skæv” og “stiv”.

Hver gang jeg vender tilbage på jobbet, får jeg alle mulige symptomer og smerter igen, hvor jeg kommer ind i en spiral med et par dages arbejde og et par dage med sygemelding på grund af smerter.

På dette tidspunkt fik jeg behandlinger hos en fysioterapeut og også nogle timer hos en psykolog. Frekvensen var alt fra 1x pr uge til 1x pr måned. Behandlinger bestod primært af manuel behandling. Det samme har senere gjort sig gældende hos kropsterapeut.

Jeg skrev desuden dagbog igennem hele forløbet, som fungerede som en smertelogbog for mig selv. Behandlerne var altid søde, hjælpsomme og forstående og de fik sat “tingene på plads”, fordi jeg jo var “skæv” og “stiv”. Derudover forsøgte jeg stadig at holde mig aktiv i form af ballet, pilates, cykler og gåture.

Sådan fortsætter det egentlig i nogle år. Jeg valgte at blive hjulpet af min fagforening eller det offentlige, da det var svært belastende for mig at blive indkaldt til samtaler og følelsen af at andre skal styre mit liv. Derfor får jeg et nyt job som receptionist, som jeg har i to år. Savnet til mit fag bliver dog for stort, så jeg ender med at få et job i en lægepraksis, hvor jeg er i 10 år som sygeplejerskersekretær.

Smerterne bliver dog ved med at være der, og jeg måtte så småt begynde at give afkald på flere ting, som egentlig gav mig glæde i hverdagen; jeg stoppede med at cykle og jeg har problemer med at komme til træning. Til sidst følte jeg, at jeg gav afkald på så mange ting, at jeg måtte finde en anden måde at håndtere mine smerter - så jeg startede hos Jacob i januar 2019.

På 3 måneder får jeg egentlig mere “styr på mig selv” end jeg har haft i rigtig mange år.

Jeg var faktisk meget overrasket over, hvor meget fremgang jeg oplevede på 3 måneder. Jeg havde jo gået til diverse behandlere i mange år, så den fremgang, jeg oplevede med Jacob, virkede næsten for godt til at være sandt.

De behandlere jeg har gået hos, har altid været utrolig søde og loyale og når jeg kigger tilbage i min logbog, så kan jeg godt se, at de faktisk har nævnt nogle af de ting, som Jacob og jeg også har arbejdet med. Fx at mit nervesystem har været sensitivt, at hjernen egentlig ønsker at passe på mig og anbefalinger om at starte med fx visualisering og at komme væk fra overtænkning omkring smerterne.

Men det forblev på et teoretisk grundlag, hvor jeg ikke formåede at handle på det. Med Jacob derimod, blev det mere praksisorienteret og jeg formåede ikke blot at vide tingene rent teoretisk, men jeg fik faktisk også ført det ud i livet.

Op- og nedture igennem forløbet

Der har naturligvis været gode perioder og perioder med udfordringer i forløbet. Man kan se forløbet som en tiltet Toblerone: Når du zoomer ud og ser på forløbet over længere tid, så ser du fremgang, men hvis du zoomer ind på de enkelte dage eller uger, kan du godt se alle, at der har været opture og nedture igennem forløbet.

Noget af det, der har været svært i forløbet, har været at tackle nedturene, hvor jeg har oplevet smerte igen. Jeg havde blandt andet en tur på min cykle, hvor jeg formentlig kom til at cykle for langt. Jeg har haft udfordringer med doseringen, når jeg er igang med min træning, fordi det er svært at mærke undervejs.

Her har vi ofte snakket om, om det så er en akut skade eller om det “bare” er min hjerne, der forsøger at passe på mig. Når smerterne kommer fra et meget specifikt sted og når du føler smerter meget specifikt, når du bøjer eller strækker kroppen på en bestemt måde, så føles det meget nærliggende at tro, at det er “lige dér”, noget er i stykker. Det giver logisk mening! Men det er bare ikke altid sådan, det hænger sammen.

En af de ting, man grundlæggende kan tænke er, at med de fleste skader hører en "god historie"; det skete, da jeg væltede ud over styret på min mountainbike eller det skete, da jeg blev tacklet til fodbold. Det er sjældent historien er; jeg vågnede tirsdag morgen og havde sovet hele natten. Det lyder ikke som historien for en skade.

Nogle gang når vi lavede bevægelser, så blev jeg ikke kun udfordret på det fysiske, men også på det psykiske, og frygten for at hvad der nu kunne ske, var ind imellem meget svær at arbejde med.

Jeg er jo opvokset og oplært i et system (som sygeplejerske), hvor jeg altid har lært, at jeg skal passe på min ryg - at skåne ryggen. Jeg har altid lært, at jeg skal gå ned i benene og løfte med ret ryg. Når Jacob så ville have mig til at dødløfte, har det været med utrolig meget modstand til at starte med.

Men i takt med forløbet skred frem lærte jeg, at dødløft ikke er en farlig øvelse. Tværtimod. Dødløft er en øvelse, hvor jeg er stærk og hvor jeg kan løfte med mange store muskelgrupper. Det handler ikke om, at dødløft er en farlig øvelse - det handler om, at jeg kan dosere dødløften til en passende mængde, så jeg får en passende belastning.

Mine muskler og bindevæv var “kaotiske”

Jeg havde, inden forløbet med Jacob, fået af vide af mine behandlere, at jeg var skæv, stiv og at min tilstand var kronisk. Når jeg kigger tilbage i dag, kan jeg se, hvordan sådan en besked fratog mig evnen til at leve livet.

Men den magt, jeg fik over min egen situation i forløbet med Jacob, blev min vending. Jeg erfarede, at jeg havde indflydelse på, hvordan jeg havde det. Jeg havde magten til bare at gøre lidt - og det var nok. Jeg havde magten til at forblive aktiv, selvom jeg havde perioder med smerter - fremfor at give op og blive passiv og stillesiddende. Jeg har en følelse af, at jeg kan påvirke min egen situation, uden at være afhængig af at komme til en bestemt behandler.

At få af vide, at man er skæv, stiv og “kaotisk” bunder i en meget strukturel og mekanisk opfattelse af smerte. Overbevisningen om at behandlere kan “fixe” kroppen ved hjælp af manuel behandling, stammer fra forestillingen om, at der findes én ideel position for alle kroppe, og at hvis du afviger fra denne, så skal du rettes ind, så du ikke er skæv, stiv eller “kaotisk” mere.

Men i dag ved vi, at behandlere ikke kan “rette” kroppens ubalancer, skævheder, svagheder og at manuel behandling alene sandsynligvis ikke vil resultere i færre smerter på længere sigt. Menneskekroppen er robust og stærk, så der skal store kræfter til for at ændre vævstrukturerne.

I litteraturen ses det generelt, at selv når smerterne forandres, så er strukturerne sjældent forandret. På lang sigt er manuel behandling alene ikke effektiv i længerevarende smerteproblematikker.

At føle sig stiv, skæv og svag kan også meget vel være et produkt af at have ondt. Det er et meget normalt respons, at hvis du har ondt, kan du blive lidt mere stiv og spændt i musklerne. Det er en måde, hvor kroppen prøver at få den smerteramte kropsdel til at bevæge sig mindre på, som en slags (kortvarig) beskyttelse.

Nocebo-spotteren og tryghedslisten

Vi startede med at lave to specifikke øvelser. Den ene var en “nocebo-spotteren”. Øvelsen går ud på, at jeg lavede en liste over alle de ting, jeg havde fået af vide omkring min krop, som påvirkede mig negativt - og det var chokerende; der var ikke andet end lort. Fx at den var forkert, svag, skæv, stiv, skrøbelig, kaotisk osv. Lorimer Moseley (professor i smertevidenskab fra Australien) kalder det for DIMs ("Danger In Me"). Det kan være ting, du hører, ser, rører, smager; ting vi gør, tror på; mennesker i vores liv og ting, der sker i vores krop [1].

Målet er ikke nødvendigvis at gøre noget med de negative ting med det samme, men egentlig bare at se, hvor meget magt de enkelte forklaringer egentlig havde over mig. Var der nogle af forklaringerne, der modsagde hinanden? Var der nogle, der var logiske umulige? Er der nogle af forklaringerne, der gør mig bange? Er forklaringerne hjælpsomme på vejen mod mine mål?

Den anden øvelse gik ud på at lave en “tryghedsliste”. Jeg skulle finde frem til de punkter i mit liv, hvor jeg følte, jeg havde positive ressourcer og hvor jeg kunne finde tryghed. Fx at jeg sover godt om natten, har et dejligt parforhold, glade og sunde børnebørn, økonomisk stabilitet osv. Lorimer Moseley kalder dette for SIMs (Safety In Me). Det er ting hjernen ser som troværdige beviser på "Safety in Me" [1].

At lave de to øvelser fik mig til at vende mit fokus mod de ting i mit liv, der var positivt, udviklende og befordrende for min videre proces, fremfor at hænge fast i det negative og hæmmende. Det skal ikke forstås som, at man “bare” sløjfer det der er skidt og svært, men hvis du holder fokus på det negative, så kan det nemt komme til at være altoverskyggende.

At kunne styrke min egen selvbestemmelse og følelse af at have kontrollen over mit eget liv, har øget min self-efficacy og tro på, at jeg egentlig har indflydelse på min egen situation.

Det gælder både i forhold til smerter og arbejdet med dem, men det gælder også i forhold til en ny forståelse af, hvad der er vigtigt for mig og hvordan jeg gerne vil prioritere min tid, således jeg tager mine egne behov og lyster seriøst. Det handler om mit liv, mine valg og hvad der er meningsfuldt for mig.

Med forløbet har jeg fået det bedre, jeg har generelt haft mindre ondt, jeg har smertefrie perioder, oplever almindelig træningsømhed når jeg styrketræner, kan gå længere, cykle (især MTB er fedt) og oplever en stor ro i selvbestemmelsen over træningen.

Hvis du synes denne episode har været interessant, kan du høre andre klienthistorier:

• Mathias om 5 år med knæsmerter, tjekkeadfærd, faglig overtænkning og drømmen om løb.
• Morten Münster om rejsen fra smerter, begrænsning og konstante negative overvejelser til løb, frihed og leg med børnene.
• Jacob: Fra rygsmerter, frygt og undgåelse til frihed.
• Josephine: Om at tabe sig med bland-selv-slik, føle sig fremmed i egen krop og hvordan vægttab kan provokere andre.
• Christian om smerter i underarm og albue, at lave 100 pullups og have fede træninger.
• Thomas om iskias-smerter gennem 2 år og ønsket om vandreture og OCR-løb.
• Ninett om diskusprolaps, lændesmerter og at være “hende med ryggen”.
• Maiken om ondt i knæet, accept, Toblerone og at observere hvad du føler.
• Sandra om for evigt at være den tykke pige, små ændringer og at genfinde tilliden til kroppen.
• Mads om knæsmerter, at føle sig skæv, stram, aldrig god nok og de 100 forskellige forklaringer.
• Tine om madregler på McDonalds, at være tryg i det utrygge og at gerne måtte være til.
• Josephine om at holde den nye kropsvægt, lave kolbøtter på floor og at vægttab ikke løser alt.

Lyt til klienthistorie 4

Du kan høre klienthistorie 4 i Apple Podcasts her.
Du kan høre klienthistorie 4 på Spotify her.
Du kan downloade klienthistorie 4 fra Libsyn her.

Se oversigten over alle episoder af podcasten her.

Du kan også streame episoden direkte her: