Klienthistorie #6 Christian om smerter i underarm og albue, at lave 100 pullups og have fede træninger Let øvet

"Inden mit forløb hos Jacob var jeg nærmest sikker på, at jeg skulle leve med mine smerter resten af mit liv. Jeg følte at mine bevægelsesmuligheder var blevet markant indsnævret; jeg kunne ikke træne, jeg kunne ikke løfte mine børn og jeg bad dem ofte om at være lidt forsigtige, når vi legede, og det gjorde mig meget bedrøvet og begrænset at føle mig nødsaget til det."
Christian døjede med smerter i underarm og albue, men er blevet smertefri.

Jeg hedder Christian og jeg er 34 år. Jeg arbejder som seniorkonsulent hos Landbrug & Fødevarer, hvor jeg beskæftiger mig med mad, fødevarer og sundhedstendenser. Jeg har to børn, en kæreste og en hund og vi bor sammen i Valby. Jeg har altid været vild med at træne! Jeg har gjort det regelmæssigt i 14 år og har klare planer om at skulle blive ved med det resten af mit liv.

I denne episode har jeg besøg af Christian, hvor vi blandt andet andet snakker om:

  • Hvordan mange forskellige behandlere og mange forklaringer på dine smerter kan være "gule flag" - og skabe tvivl fremfor håb.
  • At der er forskel på skader og smerter - og de skal behandles forskelligt.
  • Frygten for at opleve tilbagefald - og hvad du gør hvis det sker.
  • At smerter ikke nødvendigvis er farlige og betyder at du skal stoppe træningen.
  • Hvordan du aktivt kan forsøge at lege med din opmærksomhed - og muligvis mindske smerterne.
  • Vigtigheden i at have værktøjer, som du kan tage frem og anvende, når du har behov for det.

Det hele startede på en dag som så mange andre, hvor jeg, som så ofte før, trænede derhjemme. Jeg skulle blandt andet træne 10x10 pullups - jeg skulle videre på arbejdet, så jeg havde brug for noget nemt og hurtigt. Mens jeg var igang med mine pullups, begyndte jeg at mærke noget irritation og besvær i min højre underarm. Jeg gav det ikke meget opmærksomhed, da de 10 sæt áf 10 reps pullups ikke var særlig ekstrem for mig på daværende tidspunkt.

Jeg skød smerten tilside, for man oplever jo smerter ind i mellem og det behøver ikke at være noget alvorligt. Men smerten blev ved med at være der - også selvom jeg gav det ro og selvom jeg prøvede at genoptræne det langsomt - lige lidt hjalp det.

Efter 2 måneder opsøgte jeg min læge og efterspurgte noget hjælp til at komme videre. Jeg har altid været lidt skeptisk over for de professioner, der arbejder i rehabiliteringsverdenen. Jeg kan godt lide at holde mig opdateret på videnskaben og de forskellige tendenser i træningsverdenen, så jeg var lidt skeptisk overfor min læge, da hun sagde, at mine smerter formentlig stammede fra en golf- eller tennisalbue.

En af mine udfordringer med smerten har været, at jeg har haft utroligt svært ved at placere smerten. Jeg kunne mærke smerten i underarmen, men jeg kunne ikke finde ud af, hvor den udsprang fra. Derfor kunne jeg heller ikke helt forene mig med min læges vurdering, fordi der var flere ting, der ikke stemte særlig godt overens med min oplevelse.

Lægen henviste mig til en fysioterapeut og jeg brugte lang tid på at finde en fysioterapeut, som jeg fandt kompetent og som havde erfaring med at behandle den slags smerter, jeg oplevede.

Jeg fandt en fysioterapeut, der var meget proaktiv og han gik ind for at skaden skulle genoptrænes. Vi trænede blandt andet forskellige øvelser for underarmene, som faktisk havde en effekt, men jeg var stadig ikke helt smertefri og jeg følte mig stadig begrænset i forhold til min egen træning.

Da vi havde været igang i et par måneder, sagde fysioterapeuten, at han ikke mente, at han kunne gøre mere for mig nu. Jeg satte stor pris på hans ærlighed, for han kunne nemt have fanget mig i mere behandling som formentlig ikke ville have gjort en forskel på længere sigt. Men det var selvfølgelig også ærgerligt, for nu stod jeg jo et sted, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre.

Problemet ved mange behandlinger og forskellige forklaringer

Fysioterapeuten sendte mig i retning af en kiropraktor, som lå tæt ved hvor jeg bor. Kiropraktoren tilbød mig, efter en meget overfladisk screening, en shockwave-behandling. Ikke nok med at shockwave var en meget smertefuld behandling, så skulle jeg også holde 2 ugers pause fra træningen efter behandlingen.

At der var mere bevægelse og træning involveret var jo ellers noget af det, jeg godt kunne lide fra fysioterapeuten, så jeg var ikke meget for at kun skulle modtage passiv behandling.

Jeg havde derudover også læst op på shockwave. Og selvom shockwave er noget, man bruger på mange klinikker, så har shockwave ikke nogen nævneværdig god evidens bag sig. Derfor gik jeg nok ind til behandlingen med et ret skeptisk udgangspunkt. Jeg fik en enkelt behandling og valgte derefter at stoppe hos ham, da jeg ikke følte, at det var det rette for mig. Men nu stod jeg igen uden en behandler til at hjælpe mig videre.

At have været hos mange behandlere og dermed ofte fået mange forskellige - ofte modstridende - forklaringer på ens smerter kan anses som et såkaldt "gult flag". Altså, elementer, der kan anses som problematiske faktorer i processen mod bedring.

Jo flere behandlere, du har været hos, uden at få det bedre, desto mere nærliggende er det at tænke: “Hvorfor kan de ikke finde ud af, hvad der er galt med mig?”, “Er der noget alvorligt galt?”, “Kommer jeg nogensinde til at være smertefri igen?"

Og så mister mange håbet og tiltroen til behandlere.

Hvis du som behandler møder patient, der har haft en lang række behandlinger, så kan det være fornuftigt at dykke ned i de forskellige behandleres tilgange og forklaringer, for dermed at finde ud af, hvor meget de forskellige forklaringer påvirker klienten. For nogle vil det ikke påvirke dem og smerteoplevelsen, mens det for andre kan have en stor negativ påvirkning.

Jeg søger tilbage til lægen og tilbage til mit forsikringsselskab for at få en afklaring på, hvad jeg kan forvente og hvad der skal ske. Jeg bliver derefter henvist til et privathospital, der blandt andet behandler sportsskader. Jeg startede et forløb på 4-5 måneder, hvor jeg kom til 2 store scanninger for at se om der var brud, inflammation eller hvad der nu kunne være galt - dog uden at få en forklaring på smerterne.

Jeg snakkede med flere specialister; blandt andet håndkiruger, skulderspecialister og andre fagfolk, men ingen kunne gøre mig klogere på, hvad der var galt. Det endte med at jeg fik en indsprøjtning med binyrebarkhormon. Hormonet formildnede smerterne en smule, og fagfolkene begyndte at spekulere i om jeg måske skulle have indsprøjtninger med et bestemt tidsinterval over længere tid, da det jo tydeligvis var det eneste der virkede.

Den besked tolkede jeg som om, at det ville være en smertetilstand, jeg skulle leve med resten af mit liv. På daværende tidspunkt havde jeg haft smerter i 9 måneder, jeg havde prøvet mange forskellige fagfolk og behandlinger, jeg var blevet scannet, jeg havde fået mange forskellige forklaringer på mine smerter: Blandt andet at smerterne stammede fra mine skuldre, at jeg havde en asymmetri i muskelmassen i brystet og skulder, at jeg havde langsomme nervesignaler omkring højre albue og min højre lillefinger var svag.

Jeg begyndte at tilpasse min hverdag efter mine smerter; der var ting, jeg afholdte mig fra at gøre eller, hvis jeg valgte at gøre dem alligevel, vidste at det ville blive smertefuldt. Når du hele tiden bliver mindet om smerterne, så kommer det til at påvirke din hverdag i en negativ retning.

Starten af forløbet hos Jacob

Til mit held kendte jeg til Maxer; jeg havde hørt podcasten Stærk & Smertefri og jeg fulgte Jacob på Instagram. Jeg tænkte, at hvis der var nogen, der kunne hjælpe mig nu, så måtte det være Jacob. Så jeg kontaktede Maxer i december 2020 og forklarede lidt om min situation. Vi var midt i Corona-lockdown nr. 2, så vi havde faktisk alle 6 sessioner online over Skype - uden at mødes fysisk.

Da jeg kontaktede Jacob skulle jeg skrive en lille tekst omkring mig selv, mine smerter og hvordan jeg tidligere havde grebet det an. Allerede dér følte jeg, at der var “mere” at komme efter end bare at blive udredt som et nummer i rækken. Det gjorde mig enormt glad og tryg, og det viste mig, at det var derfor jeg gerne ville snakke med Jacob omkring smerterne.

Jeg følte mig faktisk lidt dum, fordi jeg vidste jo godt at mine smerter ikke var så slemme, som mange af de andre klienter, Jacob havde. Folk kommer med seriøse ryg-, knæ-, og nakkeproblemer, som har en invaliderende indvirkning på deres hverdag. Men jeg kunne jo godt fungere mere eller mindre normalt - der var selvfølgelig en enorm stor frustration, jeg var ked af det og undgik flere ting i min hverdag.

Rigtig mange kan godt komme til at negligere, hvad de egentlig oplever. Ideen om, at “uanset hvad vi har af problemer i Vesten, så er der børn i Afrika, der ikke kan få mad”, kan afholde mange for at anerkende deres udfordringer og modtage hjælp. Sådan kan du altid relativisere problemerne, men det gør bare ikke dine problemer hverken bedre eller værre.

Din virkelighed er din virkelighed og dine udfordringer er svære - lige meget hvordan andres virkelighed og udfordringer ser ud.

Jacob tog min forespørgsel alvorligt og vi aftalte at snakke sammen. Ved første session talte vi i 1,5 time - det var første gang i hele mit smerteforløb, at en fagperson talte med mig om nærmest alt andet end selve skaden. Vi talte langt mere om andre aspekter af smerte, herunder den psykiske del. Det var også første gang i hele forløbet, at jeg fik en tro på, at selv hvis skaden bliver ved med at være der, så kan jeg godt lære at leve med den og have en normalt fungerende hverdag.

Jeg kan huske, at vi brugte meget tid på at udfordre mit narrativ om, at jeg var skadet. Jeg omtalte flere gange mig selv som “skadet” og Jacob udfordrede mig på den overbevisning; jeg havde jo flere scanninger der viste, at der ikke var noget strukturelt forkert eller skadet i min krop. Jacob forklarede mig forskellen på skade og smerter.

Det udfordrede den måde, jeg tidligere have forstået skader og smerter. Jeg havde tidligere haft en langt mere mekanisk og strukturel forståelse af smerter: Jeg tænkte, at når jeg havde ondt, så måtte der jo være sket en skade i kroppen. Men jeg fik sat det hele i perspektiv og fik en ny forståelse af smerter og skader.

Nok gjorde det ondt, men det var ikke farligt, jeg kan stadig mange ting og jeg kan også godt blive smertefri.

Det gav mig en større tryghed og en langt større fleksibilitet i forhold til træning, fordi jeg ikke behøvede at være så varsom eller passe på, hvis jeg fik ondt. Det betyder ikke, at det skal gøre ondt når du genoptræner eller at du skal have en “no pain, no gain”-tilgang, hvor du ignorerer alt, hvad kroppen fortæller.

Smerter er altid 100% virkelige, du kan ikke bilde dig smerter ind - men de er ikke altid på grund af en skade. Mange faktorer påvirker om du oplever smerter.

Tryghedslisten og Nocebospotteren

I den første session fik jeg nogle lektier for - og ingen af de lektier handler om træning eller specifikke øvelser.

Mange kan godt få forestillingen om, at du bare skal træne dig ud af smerten og at du bare skal finde den “rigtige” og den “bedste” øvelse, som vil virke perfekt. Men nogle gange handler det ikke om træning eller øvelser.

Én af de ting vi startede med var søvn. Vi ved fra litteraturen, at søvn påvirker nervesystememet og dets sensitivitet - og dermed har det indflydelse på din generelle velbefindende og oplevelser af smerter.

Derudover lavede vi en “tryghedsliste”, hvor jeg lavede en liste over alle de ting, som jeg fandt tryghed og håb i - og som pegede på at jeg kunne få det bedre. Det handlede blandt andet om, at gøre “mor”’ mere tryg (“mor” er en metafor for din hjerne og nervesystem, som hele tiden forsøger at beskytte dig).

Når “mor” er utryg, så vil hun forsøge at beskytte din krop, og måden, hvorpå hun beskytter din krop på, er ved at det strækker, niver, brænder, svier, hiver, nipper, jager, stikker, gør ondt, strammer osv. i din rop - altså mor forsøger at regulere din adfærd gennem hvad du mærker.

Dit nervesystems opfattelse af en situation er afgørende for din smerteoplevelse, for hvis visse bevægelser opfattes som farlige, truende, usikre eller utrygge, kan mor beskytte dig og så er du mere tilbøjelig til at opleve smerte. Derfor fungerer “tryghedslisten” som en liste, der skal gøre mor mere tryg ved situationen.

I anden session gjorde vi det omvendte - lavede øvelsen “nocebo-spotteren”. De fleste kender godt til begrebet placebo, som er en positiv forventningseffekt, hvor du håber og tror på at noget vil virke og så virker det. Det omvendte af placebo er den onde fætter; nemlig nocebo, der er en negativ forventningseffekt. Nocebospotteren går ud på, at du forsøger at spotte alle de ting, som påvirker dig negativt - altså alle de ting, som gør “mor” mindre tryg.

Forventningen om at noget kommer til at gøre ondt, kan påvirke din smerteoplevelse i en negativ retning.

Det betyder ikke, at du bilder dig smerter ind, men alt hvad du gør i livet, påvirker dig i en eller anden grad.

Derefter begyndte vi så småt at træne, men vi tilpassede det hele tiden til mit liv. Jeg trænede jo derhjemme og trænede primært med kropsvægt. Så vi var gode til at finde løsninger, der kunne fungere derhjemme og til mit øvrige liv. Det gjorde, at jeg 1) fik det gjort og 2) faktisk fandt det rigtigt sjovt.

Vi lavede helt klassiske styrketræningsøvelser, som tog udgangspunkt i enten 1) noget af det jeg tidligere havde undgået eller 2) var øvelser, der udfordrede området, hvor jeg oplevede smerter.

Vi lavede blandt andet Concentration Curls, hvor jeg hvilede min albue på mit ben og lavede en koncentreret bicepsøvelse. Derudover lavede vi Yates Rows, hvor jeg lavede rows med underhåndsgreb, som var noget af det, der havde provokeret mine smerter mest, og vi lavede nerve glides.

Nerve glides er nogle små stræk og bevægelser, hvor teorien er at du sætter spænding over forskellige nerver - i det her tilfælde arbejdede vi med nerverne i armen. Det påvirkede relativt hurtigt den stramhedsfølelsen, jeg havde mærket i min underarm.

Fordelen ved at se fjernsyn, når du træner

En af de andre strategier, jeg fik fra Jacob, var at øve mig på at distrahere mig selv, når jeg trænede, så jeg ikke hele tiden “scannede” eller mærkede efter på min arm. Inden forløbets start havde jeg en tendens til at mærke efter hele tiden, hvordan min underarm havde det, når jeg lavede pullups: “Hvordan har den det nu?”, “Kan jeg mærke noget nu?”, “Hvad med nu?”.

Distraktionsøvelsen gik ud på, at jeg skulle forsøge at stave ord, lave regnestykker, prøve at tælle eller se fjernsyn mens jeg trænede. Alle metoderne var en måde at distrahere mig selv på, så jeg fjernede fokus fra min underarm. Pointen med øvelsen er ikke, at der er noget magisk ved at fjerne opmærksomheden, men det fortæller en klar historie om, at hvis du kan ændrer din smerteoplevelse ved hjælp af fx kognitive afledningsmanøvrer, så er det nok mindre sandsynligt at smerterne er pga. skadede strukturer, men derimod skyldes et overbeskyttende nervesystem.

Ambivalensen ved at opleve bedring

Den største aha-oplevelse jeg fik, da det pludseligt gik op for mig, at der gik flere dage imellem at jeg skænkede min albue og mine smerter en tanke. Jeg mener faktisk, at jeg jublede højlydt til min kæreste, da det gik op for mig.

Men ved den glæde fulgte der også en frygt. For på den ene side var det jo befriende at opleve smertefrie perioder, hvor jeg slet ikke tænkte på min albue, men på den anden side kunne jeg jo ikke undgå at tænke: “Hvad nu hvis det bliver værre igen?”.

Der var nærmest en bitter bagside ved at få det bedre, fordi der lige pludselig var der rigtig meget på spil - noget at miste.

Ofte kan du anskue et forløb som en tiltet Toblerone: Hvis du zoomer ud og kigger på forløbet over en længere tidsperiode, så vil du kun kunne se fremgang, men hvis du zoomer ind - måske på de enkelte uger eller dage - så vil du opdage, at forløbet ikke har været lineært hele vejen igennem. Der vil nemlig ofte være både opture og nedture igennem forløbet.

Jacob og jeg snakkede om risikoen for opblusning og tilbagefald, at det er en helt naturlig del af genoptræning at der kan komme tilbagefald - også selvom det ikke var sket. Vi brugte tid på at underholde tanken om: Hvad nu hvis det bliver dårligere?

I den snak blev jeg mere og mere bevidst om, at jeg faktisk havde kompetencerne og værktøjerne til at kunne håndtere de svære perioder, for jeg havde jo allerede været dér tidligere. Det gav mig håb, optimisme og en tro på at jeg godt kunne få det bedre igen - på trods af tilbagefald.

Og så oplevede jeg faktisk tilbagefald.

For jeg oplevede stadig smerte i underarmen, når jeg cyklede. Hvilket jeg fandt ret underligt, for jeg havde egentlig cyklet hele tiden gennem forløbet, men nu hvor jeg ikke konstant oplevede smerte i min hverdag, blev det ret synlig at jeg oplevede det, når jeg cyklede.

Jacob og jeg snakkede os frem til, at jeg måske skulle forsøge at ændre mit greb på styret. Og den lille ændring i grebet, ændrede faktisk den snurrende følelse i min underarm.

Pointen med dette er jo ikke at jeg for evigt skal holde anderledes på min cykel, men at jeg kunne få en lille pause fra den snurrende følelse og, når jeg hen over en periode har været mindre generet af smerterne, så har jeg mere frihed til at holde på flere forskellige måder igen.

Status i dag er, at jeg stadig laver alle de ting, Jacob og jeg havde fået implementeret. Jeg laver stadig øvelser, jeg varmer stadig op og jeg skifter stadig greb, når jeg cykler. Min underarm, eller mine tanker omkring min underarm, er helt forandrede. Jeg træner relativt meget igen og jeg har mod på at udfordre mig igen og gør det ofte. Jeg mærker min underarm nogle gange, men det er ikke en smerte - og jeg bliver ikke bange for det.

Jeg har det fremragende i dag og jeg tror nærmest, at jeg er mit livs bedste form. Jeg elsker, og sætter stor pris på mine træninger igen. Jeg leger vildt med mine børn - lige så meget som de orker - uden at føle mig begrænset.

Hvis du synes denne episode har været interessant, kan du høre andre klienthistorier:

Lyt til klienthistorie 6

Du kan høre klienthistorie 6 i Apple Podcasts her.
Du kan høre klienthistorie 6 på Spotify her.
Du kan downloade klienthistorie 6 fra Libsyn her.

Se oversigten over alle episoder af podcasten her.

Du kan også streame episoden direkte her:

Jacob Beermann er personlig træner, forfatter og foredragsholder.

Hej, jeg er Jacob Beermann

Jacob Beermann er personlig træner, forfatter og foredragsholder.
Jeg hjælper mine klienter med at opnå deres mål på en effektiv og motiverende måde. Mange af mine klienter ønsker at få bedre teknik, blive stærkere eller smertefri - og det er i høj grad min spidskompetence med min kandidatgrad (MSc.) i Smerter fra University of Edinburgh i Skotland. Uanset om d... Læs mere