Klienthistorie #5 Mathias om 5 år med knæsmerter, tjekkeadfærd, faglig overtænkning og drømmen om løb Meget øvet

"Jeg kontaktede Jacob efter 5 år med knæsmerter. Jeg følte mig mere og mere begrænset i min hverdag og jeg var, på trods af en stor faglig ballast som fysioterapeut, faret vild i min egen teoretiske viden på den ene side og de negative personlige erfaringer på den anden side."
Mathias døjede med knæsmerter i 5 år og pga. ondt i knæene kunne han ikke løbe.

"Jeg hedder Mathias og jeg er 30 år gammel. Jeg er uddannet fysioterapeut og arbejder til dagligt med patienter med nyopererede knæ og hofter.

I denne episode har jeg besøg af Mathias, hvor vi blandt andet andet snakker om:

  • Frygten for at mærke smerter, når man (genop)træner.
  • Hvordan tjekkeadfærd kan holde dig fast i dine smerter.
  • At scanninger ikke altid fortæller dig noget om smerten.
  • Hvordan ideen om at kroppen skal bevæge sig på én bestemt korrekt måde, kan være begrænsende og fastlåse dig i frygt for forkert bevægelse.
  • Frustrationen i at være fysioterapeut og ikke kunne “fikse” sig selv.

Til en floorball-kamp for 5-6 år siden vrider jeg rundt på anklen. På daværende tidspunkt har jeg lige har haft om ankler på fysioterapistudiet, derfor føler jeg mig godt rustet til at håndtere situationen på bedste vis. Jeg kommer mig relativt hurtigt efter ankelsmerterne, men i processen mod at blive smertefri i anklen, begynder mit ene knæ at genere mig.

Jeg kan ikke helt selv finde ud af grunden til knæsmerterne, men jeg forsøger at træne mig igennem det - på samme måde som jeg har gjort med andre skader igennem mit fysisk aktive liv.

På det tidspunkt cykler jeg en del, da jeg har en del transportkilometer til og fra arbejde. Men knæet bliver ikke bedre. Tværtimod. Det bliver faktisk værre og værre.

Men på trods af smerter begynder jeg at løbetræne igen. Jeg starter stille og roligt op, men selvom jeg starter langsomt ud render jeg ind i flere og flere smerter. I første omgang løber knæsmerterne “bare” hen over knæskallen, men på sigt begynder smerterne at bevæge sig ind i selve knæet. Smerter afholder mig fra at komme ordenligt igang med løb, for hver gang jeg forsøger at starte roligt op, så oplever jeg de samme smerter og jeg må holde pause.

Det kommer så vidt, at jeg kommer haltende på arbejde og bliver nødt til at tilpasse min hverdag og træning efter smerterne.

Jeg træner lidt, så gør det ondt og så stopper jeg igen. Det føles som en ond spiral uden ende.

Det, der holdte mig i den negative spiral, var ideen om, at det er helt fint og uundgåeligt at opleve smerter, når man (gen)optræner - så længe at det bare er de “rigtige” steder. Jeg havde en idé om, at så længe jeg kunne mærke det i mine muskler, så var det fint. Smerter i sener kunne også gå an, men hvis jeg oplevede smerter i leddene eller knæskalsområdet, så kunne jeg ikke rationalisere mig til at det skulle være okay eller give mening.

Det er ikke sådan, at du altid skal træne med smerter og at smerter aldrig kan være et tegn på, at du skal skrue ned for belastningen eller stoppe den dag, men det er generelt okay at det gør ondt - og selv for en fagperson kan det være enormt svært at vurdere, om man skal fortsætte træningen på trods af smerterne.

Det kan faktisk måske blive endnu sværere at vurdere, hvis man har mange mekaniske tanker omkring smerter. Og det havde jeg. Da jeg skrev til Jacob for at få hjælp, beskrev jeg meget præcist at det var i det mediale ledkammer i knæet, jeg oplevede smerterne.

Jeg kunne også beskrive smerterne i meget præcise termer - med stort mekanisk og strukturelt fokus.

Smerter kan sagtens føles og være utrolig præcise. De kan føles og være enormt specifikke, men det vigtige er at kunne holde distancen til at selvom noget føles enormt specifikt, så er det ikke nødvendigvis udtryk for at det forholder sig sådan. Selvom en person har oplevet et hold ryggen et utal af gange, og det føles utroligt specifikt og på en helt bestemt måde (ofte som om ryggen er “låst”), så ved vi i dag at ryggen ikke kan låse og grunden til at rygsmerter forsvinder ikke er, at ryggen bliver "låst op" - på trods af at det kan føles sådan.

Jeg forsøgte stadig at holde mig fysisk aktiv på trods af smerterne, så jeg cyklede stadig på arbejde, havde en aktiv hverdag på arbejdspladsen og jeg styrketrænede derudover ved siden af. Jeg erfarede, at øvelser for bagkæden (baglår, baller og ryg) fungerede bedre end øvelser for forlåret. Ved dødløft oplevede jeg nærmest ingen gener, men ved squat, lunges, leg extension, løb og hård cykling blev smerterne ofte fremprovokeret.

Jeg opdagede i forløbet med Jacob, at jeg ubevidst havde opbygget en ekstrem tjekkeadfærd, hvor jeg flere gange dagligt scannede mit knæ for smerte. Hvis jeg havde været ude på en løbetur, så kunne jeg stå i badet efterfølgende og scanne knæet. Kan jeg finde noget, der spænder eller strammer i knæet? Hvad kan jeg mærke? Var det en lille smerte?

Hvis jeg kunne finde en lille smerte eller gene, så var det i mit hoved allerede tegn på at jeg havde overgjort træningen og at det var ved at gå galt igen.

Det kan mange sikkert genkende. Især hvis man har haft ondt i længere tid, så er det helt normalt at være overfokuseret på smerterne. Måske er smerter det første, du tænker på, når du vågner om morgenen? Hvordan går det med mit knæ, skulder, ryg osv.? Hvordan føles det, når jeg bukker, strækker, løfter, drejer osv. det en specifik måde?

Jeg fandt ud af, at hvis jeg gik på hælene med helt strakte ben, så ville jeg kunne fremprovokere smerten hver gang. I bagklogskabens klare lys kan jeg jo sagtens se, at det ikke gav nogen mening at gøre, men dengang fungerede det som en form for tryghed. Dét at vide, hvad “dagsformen” var, gav mig en form for sikkerhed.

Hvis jeg ikke oplevede smerter, så blev det hurtigt en “god” dag, men hvis jeg oplevede eller kunne fremprovokere smerter som det første om morgenen, så var jeg sikker på at det var en “dårlig” dag. Allerede før dagen egentlig var startet.

Denne målestok og konstante tjekkeadfærd gjorde desværre at jeg ofte havde en dårlig dag, fordi jeg nærmest altid kunne fremprovokere smerten.

At få frataget muligheden og selvbestemmelsen ift. at have den hverdag, man gerne selv vil, er enormt frustrerende og begrænsende.

At have en tjekkeadfærd omkring smerter er meget naturligt for mange. Vi er alle interesseret i at have det godt. Vi er interesseret i at beskytte og passe på vores krop. Men det du skal forsøge at huske på, er det overhovedet nødvendigt at du hele tiden tjekker efter?

At scanne efter selve de mindste smerter kan være med til at forstærke smerteproblematikken og holde dig i en overbevisning om, at din krop er svag, at du skal passe på og at du skal undgå bestemte bevægelser.

Det er nervesystemets og hjernens opgave at overvåge din krop og hvis der er noget, der er vigtigt for dig at tage hensyn til eller mærke, så vil hjernen og nervesystemet, der fungerer som en overbeskyttende mor som udgangspunkt fortælle dig det.

Scanning viste at mit knæ var i perfekt stand

I starten havde jeg mange biomekaniske tanker omkring smerterne. Jeg tænkte blandt andet at smerten i knæet skyldes patellofemoralt syndrom, som er en kronisk smertetilstand omkring knæet.

På daværende tidspunkt var jeg selv studerende, så jeg var også bevidst om, at jeg nok ikke vidste alt om bevægeapparatet og genoptræning. Derfor kontaktede jeg selv en fysioterapeut, som kunne hjælpe mig med at blive smertefri. Han mente, at det var mine nervebaner der forårsagede smerterne, så han gav mig nogle forskellige øvelser og satte mig til at lave “flossing” (en teori om at forlænge nervevævet gennem bevægelse).

Den type øvelser foregår oftest uden nævneværdig belastning, så jeg følte ikke at øvelserne udfordrede mig tilstrækkelig eller at jeg kunne se nogen form for progression. Efter et par måneder, hvor jeg ikke kunne se fremgang i hverken øvelserne, styrke eller smerterne, så valgte jeg at tage skeen i egen hånd og begyndte selv at stå for min egen træningen.

Men det var en utroligt frustrerende periode, hvor jeg oplevede flere set-backs, havde udfordringer med at finde en passende dosering og jeg kunne ikke rigtig finde hoved og hale - eller et mønster i smerterne.

Igennem arbejdet fik jeg mulighed for at få en scanning af mit knæ. Jeg havde faktisk fået en scanning tidligere cirka 3-4 år tidligere, og dengang kunne der godt være en lille tendens til små frakturer i knæet.

Men til min store overraskelse, så viste den nyeste scanning ingenting. Mit knæ var i perfekt tilstand og de frakturer, der havde været der tidligere, var faktisk forsvundet. Lægen sagde, at jeg udelukkende kæmpede med en kronisk smerteproblematik, for der var ingen skade eller frakturerer i mit knæ.

Dét, at du ser noget på en scanning, betyder ikke, at du vil have det resten af dit liv. Der vil være mange helt almindelige fund (fx en diskusprolaps), som både ses hos folk uden smerter, men som også med stor sandsynlighed vil se anderledes ud efter noget tid fordi kroppen heler sig selv. Ofte er det enormt frustrerende at have ondt og mange ønsker derfor en specifik forklaring på, hvorfor de har ondt. Men ved kroniske smerteproblematikker er der sjældent én specifik årsag til smerterne.

At scanningen viste et “perfekt” knæ var en kæmpe lettelse for mig. Mange vil formentlig finde det frustrerende eller nedslående, for hvad skal de så nu stille op? Men i virkeligheden gav det mig egentlig bare en masse tryghed og målrettethed, for nu vidste jeg jo at mit knæ var helt fint.

Jeg begynder derfor at undersøge mulighederne for at arbejde med min forståelse af smerter. For selvom mit knæ så perfekt ud, så oplevede jeg jo stadig smerter. Så hvad skulle jeg lige stille op med dem? Jeg kontaktede derfor Jacob og bad om hjælp til at blive smertefri.

Min krop er robust

Jeg startede hos Jacob, mens fitnesscentrene var lukket ned pga. corona. Derfor havde vi de første 4 sessioner over online, hvor vi egentlig bare snakkede om min smerteproblematik.

Min første oplevelse med forløbet hos Jacob var, at jeg virkelig følt mig forstået. Jeg kunne mærke, at Jacob forstod min situation på en helt anden måde end nogen af mine tidligere behandlere havde gjort. Det var virkelig rart og trygt, fordi jeg følte mig i trygge hænder. Og samtidig udfordrede Jacob mine overbevisninger og komfortzone, hvilket gav mig mulighed for at udvikle mig.

Eksempelvis var min tilgang at jeg styrketrænede og øgede langsomt kg over tid, men hvis jeg oplevede smerte, så opfattede jeg det som et tegn på, at jeg var gået over grænsen og at jeg skulle stoppe med træningen indtil smerterne var forsvundet igen.

Jeg havde en meget afbrudt træningsfrekvens, hvor jeg kunne træne rigtig godt i 3 uger og derefter holde helt pause i 3 uger. Denne rytme medførte, at jeg aldrig rigtig blev konsistent over tid og at jeg skulle starte forfra med træningen alt for ofte.

Men Jacob fik relativt hurtigt udfordret mig på den overbevisning og lærte mig, at mit væv kunne tolerere meget mere belastning end hvad jeg gik rundt og troede - også selvom det gjorde ondt. Jeg lærte, at jeg godt måtte træne med smerter og dét, at det gjorde lidt ondt, var faktisk helt ok.

Jeg begyndte derfor mere at se træningen, som en øvelse i at kunne “tolerere” mine smerter - ikke fordi, jeg skulle torturere mig selv med smerterne, men hvis jeg kunne bevare roen og stole på at jeg ikke gjorde min situation værre, så kunne jeg faktisk begynde at træne mere stabilt, oftere, længere og tungere.

Jeg skulle holde skruen i vandet. Jeg skulle ikke bare stoppe, når det begyndte at gøre ondt. Men jeg skulle forsøge at blive ved og forsøge at huske på, at jeg godt måtte og kunne træne, selvom det gjorde ondt.

En af måderne, som vi brugte til at træne min tolerance, var ved at flytte fokus væk fra smerterne. Når jeg løb, så skulle jeg fx forsøge at flytte mit fokus over på det andet knæ eller forsøge at flytte fokusset til to af mine fingre. Jeg kan huske, at det virkede faktisk ret godt.

Smerterne blev mindre, når jeg gjorde det. Det blev til et eller andet form for bevis for, at jeg faktisk godt kunne blive smertefri, for hvis jeg kunne ændre min smerteoplevelse ved blot at flytte fokus, så var det det mentale sandsynligvis en stor faktor.

Noget andet, vi arbejdede med, var at udfordre min overbevisning om at “alignment” af mine led var meget vigtigt for mine smerter. Jeg havde en overbevisning om, at alt belastning på knæet skulle køre i samme linje som tæerne, for at belastningen lå "helt rigtigt".

Den overbevisning var formentlig blevet plantet i mig gennem mit arbejde, hvor jeg arbejder med patienter med svære knæproblematikker (fx korsbåndsskader, post-operative forløb). Der kan det periodevist være meningsfuldt at se bevægelserne som mere afhængige af hinanden, men at bruge disse principper på et “rask” knæ er ikke hensigtsmæssigt, da det kan skabe unødig frygt for bevægelser, der ikke er i alignment - og som du jo bør kunne lave.

Da jeg langsomt brød alle reglerne om “rigtige” og “forkerte” bevægelser, kunne jeg bevæge mig langt mere frit og jeg fik faktisk muligheden for at mærke efter, hvilke bevægelser, der føltes gode for mig og min krop. Så i stedet for at vurdere min situation ud fra nogle eksterne parametre, er jeg i langt større grad begyndt at vurdere det ud fra interne parametre. Hvordan føles den her bevægelse for mig? Hvordan føles det, når jeg sætter foden sådan? Bevæger knæet i en anden retning?

Pinligt at jeg ikke kan fikse mig selv

Som uddannet fysioterapeut og med en god portion viden omkring kroppen, træning og smerter, så fandt jeg det pinligt ikke at kunne fikse mine smerter selv.

Jeg havde ikke lyst til at fortælle særlig mange om min situation, fordi jeg faktisk skammede mig lidt over, at jeg ikke bare kunne få min krop til at makke ret. Det bundende jo i, at jeg havde en ret forsimplet tilgang og forståelse af smerterne. Jeg begyndte at overveje, om jeg mon overhovedet var en god fysioterapeut, hvis jeg ikke engang selv kunne håndtere mine egne smerter?. Hvordan skal jeg kunne hjælpe andre med deres smerter, når jeg selv er så begrænset af mine egne?

I mit hoved havde jeg fået forsimplet kroppen, smerter og fysioterapi i sådan en grad, at jeg glemte alle nuancerne og kompleksiteten i det. Det er jo relativt sjældent, at vi kan kontrollere, forstå eller regne smerter ud; vi kan prøve at forstå dem og vi kan prøve at regne dem ud. Men tanken om, at vi med et klinisk ræsonnement skal kunne forstå alle dele af smerterne og derefter bare fikse den, er urealistisk og et umanerligt højt krav at stille til os selv.

Når vi selv står i en problematik, er det svært at observere problematikken objektivt og nøgternt. Vores følelser blandes ind i vores rationelle overbevisninger, og det kan nemt blive én stor mudret tankestrøm, som kan sløre vores billede på vores egen situation. Derfor er det svært at hjælpe sig selv i mange forskellige aspekter i livet.

Når jeg tænker over, hvordan forløbet har påvirket som fagperson, så har jeg lagt mærke til, at jeg generelt har mere empati overfor mine patienter og at det er blevet mere naturligt for mig at omfavne patienter, der kommer med kroniske smerter, der frustrerer dem.

Frihed til bevægelse

Løb går virkelig godt nu. Jeg løber så frit, at jeg er fuldstændig ligeglad med, hvordan jeg måtte lande på fødderne. Jeg bekymrer mig ikke over, hvor hårdt jeg måtte lande på jorden eller hvilket underlag, jeg løber på. Det er nu mine ben, min kondition og en fysisk træthed, der bliver udfordringen undervejs - altså som det “bør” være, når man løber. Det er ikke smerter og frygten for smerter, der bliver stopklodsen på løbeturene.

Ved siden af løbet træner jeg styrketræning, hvor dødløft, squat og forskellige lunge-varianter er et fast del af programmet. Derudover føler jeg bare en generel frihed omkring træning og bevægelse; jeg cykler på arbejdet igen og jeg gør generelt, hvad jeg vil, uden at bekymre mig om smerter.

Hvis du synes denne episode har været interessant, kan du høre andre klienthistorier:

Lyt til klienthistorie #5

Du kan høre klienthistorie #5 i Apple Podcasts her.
Du kan høre klienthistorie #5 på Spotify her.
Du kan downloade klienthistorie #5 fra Libsyn her.

Se oversigten over alle episoder af podcasten her.

Du kan også streame episoden direkte her:

Jacob Beermann er personlig træner, forfatter og foredragsholder.

Hej, jeg er Jacob Beermann

Jacob Beermann er personlig træner, forfatter og foredragsholder.
Jeg hjælper mine klienter med at opnå deres mål på en effektiv og motiverende måde. Mange af mine klienter ønsker at få bedre teknik, blive stærkere eller smertefri - og det er i høj grad min spidskompetence med min kandidatgrad (MSc.) i smerter fra University of Edinburgh i Skotland. Uanset om d... Læs mere