Klienthistorie #9 Maiken om ondt i knæet, accept, Toblerone og at observere hvad du føler Let øvet

Formålet med klienthistorierne er at få et indblik i et liv med smerter - og vejen til bedring. Hvordan kan du gribe det an? Hvilke udfordringer opstår der? Hvilke tanker og følelser følger med?. Episoderne skal ses inspiration til din egen process - ikke som en opskrift på et perfekt forløb eller krav til, hvordan du skal gribe dine smerter an. Alle smerteforløb er forskellige - præcis ligesom alle mennesker er forskellige.

I denne episode snakker vi blandt om:

• At tvivle på sin egne fornemmelser og erfaringer på grund af smerter.
• At opleve "Tobleronedage" - og hvordan du kan håndtere dem.
• Hvordan intern validering - at stole på dig selv - kan være en god vejen videre.
• At træne op til brudevals i stiletter og være den gladeste pige i København efter 5 min løb.
• Fordelen ved at blive mere selvkørende og opbygge tillid til egne evner.

Jeg hedder Maiken og jeg er 39 år. Jeg er uddannet ergoterapeut og arbejder til dagligt med hjælpemidler til hverdagen. Jeg skal giftes med Rasmus om et par måneder, som jeg bor med i København. Igennem hele vores forløb har det været et stort mål for mig, at kunne danse brudevals (gerne i stiletter) med Rasmus til vores brylluppet (red. og det lykkedes med succes i januar 2022).

Jeg tog fat i Jacob i maj 2021, da jeg havde problemer med mit knæ. Jeg blev opereret i september 2020 i mit knæ, da jeg havde en fraktur i min menisk i mit højre knæ. De fjernede en “flap” og en slimsæk. Det skulle i bund og grund være en relativ simpel operation, hvor de gik ind igennem to små huller i knæet og ordnede hvad der skulle ordnes.

Men mit forløb blev alt andet end simpelt. Jeg oplevede store knæsmerter 24/7 og kunne hverken cykle, gå på trapper eller gå ture.

Jeg blev MR-scannet flere gange og fik to blokader, fordi jeg havde nedsat funktionsniveau og daglige smerter. Scanningerne viste dog, at der ikke var noget galt i mit knæ. Alt så ud som det skulle. Jeg gik fra lægen med et klap på skulderen, der sagde at “hvis den sidste blokade ikke virker, så kan jeg jo ikke hjælpe dig” .

Ok. Hvad så nu, tænkte jeg.

Jeg havde heldigvis længe været interesseret i træning og jeg kendte til Maxer, til Jacobs bog "STÆRK”, jeg havde lyttet til Stærk & Smertefri og læst på hjemmesiden, men på det tidspunkt var det mere med træning i fokus og ikke så meget fokus på smerter. Men da jeg selv løb ind i længerevarende smerter skete der et skift i min måde at indhente information på.

Jeg lyttede til flere episoder af podcasten igen og langsomt blev jeg klar over, at jeg formentlig ikke kunne “fixe” mig selv og valgte at kontakte Maxer for at få hjælp i et individuelt smerteforløb.

Jeg havde allerede været tilknyttet to forskellige fysioterapeuter, men uden rigtigt at have opnået nogen fremgang. Så jeg var egentlig lidt ambivalent inden opstart, for hvad skulle Jacob kunne gøre og fortælle mig, som fysioterapeuterne ikke allerede havde gjort? Derfor kastede jeg mig heller ikke hovedkulds i Jacobs arme; vi skrev en del frem og tilbage på Facebook inden opstart, hvor jeg forsøgte at vurdere om det nu også ville være det rigtige for mig.

Jeg besluttede mig for at give det et forsøg og i slutningen af maj 2021 havde vi første session.

Situationen før operationen

Inden vi kaster os over selve forløbet hos Jacob, så lad os lige spole tiden tilbage til start.

Under coronanedlukningen trænede jeg udendørs ligesom så mange andre og jeg havde egentlig ikke en følelse af, at jeg lavede noget, jeg ikke plejede at gøre. Men en søndag morgen vågnede jeg op og havde sindsygt ondt i mit højre knæ. På vej ned ad trappen, da jeg skulle afsted til træning, tænkte jeg, at det nok ikke var i dag at jeg skulle træne ben.

Selvom at jeg i en længere periode forsøgte at træne rundt om mine knæsmerter, så ville smerterne ikke rigtigt gå væk igen, så jeg tog til en fysioterapeut. Fysioterapeuten kiggede på det og han mente, at jeg havde overbelastet knæet og at jeg skulle aflaste det.

Jeg fik forskellige øvelser og jeg aflastede knæet, men det blev bare ikke rigtig bedre. Det blev faktisk kun værre; jeg kunne ikke løbe, jeg kunne ikke lave almindelige squats og jeg måtte sænke intensiteten meget til mine spinningstimer. Mit knæ begyndte langsomt at føles låst og mere stift.

Efter noget tid endte jeg med at tage til lægen, som henviste mig til ortopædkirurgen. Jeg fik foretaget en MR-skanning og det viste sig, at jeg havde en større meniskskade. Ortopædkirurgen var dog meget forundret over, at jeg ikke havde oplevet et traume tidligere, da meniskskaden var så stor. Set i bakspejlet og med den viden jeg har nu, så kan meniskskaden have været der i lang tid inden mine smerter, men jeg har “bare” levet med den - den har ikke forvoldt mig nogen smerte. Jeg er i virkeligheden nok et meget klassisk eksempel på, at smerte ikke er lig skade og skade ikke altid er lig smerter.

Når jeg kigger tilbage på træningen op til knæsmerterne, så løb jeg nok en smule mere - og nok også en smule mere på andet underlag end jeg plejede. Så med den viden jeg har nu, kan jeg godt se, at det formentlig også handlede om mængden og formen af træning fremfor kun selve meniskfrakturen i mit knæ.

Lægen sagde til mig, at da jeg forholdsvis veltrænet i forvejen, så gav det formentlig ikke så stor mening at træne omkring knæet. Han ville derimod anbefale mig en operation.

Det er vigtigt at indskyde, at selvom vi som samfund ifølge litteraturen helt klart opererer for meget og for ofte, når det kommer til længerevarende smerter, så er der nogle som bør opereres og får stor gavn af dem. Men mange operationer har ikke den ønskede effekt.

Men man ser også hos smertefri personer - uden skader i knæet - at deres knæ kan føles låst. Så selvom at man tidligere har opfattet et låst knæ og låsende fornemmelse i knæet, som et stærkt tegn på meniskskader, hvor operation er gavnlig, så ser man ikke lige så klart på den sammenhæng længere [1-2].

Selve operationen gik fint - kirurgen var i hvert fald tilfreds. Jeg var til kontrol 14 dage efter og alting så stadig meget fint ud. Så jeg blev afsluttet og nu skulle jeg egentlig bare i gang med genoptræning.

Men jeg havde ikke rigtig en følelse eller oplevelse af at alt var fint, for jeg blev ved med at have virkelig mange smerter i knæet. Jeg er meget autoritetstro og dedikeret, så jeg gjorde alt det, de sagde, jeg skulle gøre. Men det blev bare ikke bedre. Fysopterapeuten, der var tovholder på genoptræningen, begyndte også at sætte spørgsmålstegn ved det hele.

Derfor blev jeg sendt tilbage til kirurgen - og så kørte hele møllen med MR-scanninger, ultralydsskanninger og blokader. Alle scanningerne viste egentlig at alt var fint, men det føltes ikke fint.

Du kan godt få en scanning, som ser flot ud og du kan høre fra en kirurg, at operationen er gået fint - men det betyder ikke nødvendigvis at det føles sådan. Der kan være stor forskel mellem hvordan det ser ud på en scanning og hvordan det føles.

Jeg kunne faktisk meget mindre end før jeg blev opereret og jeg blev nødt til at gå ned på deltid på arbejdet. Jeg havde tilvalgt operationen, som et skridt på vejen mod at få mit liv tilbage igen, men i stedet for at bevæge mig mod en normal tilstand, så bevægede jeg mig længere og længere væk.

Forskellige behandlingsforløb og forklaringer

Jeg startede i forskellige behandlingsforløb og fik en masse forskellige forklaringer på mine smerter. Jeg fik blandt andet af vide at min psoas i højre side slet ikke “fyrede”, at mine baller slet ikke “fyrede” og at min VMO var svag. Jeg fik af vide at min knæskal sad for højt oppe, patellasenen over knæskallen var for stram og jeg havde meget begrænset bevægelighed.

Først senere kunne jeg se det interessante at stille mig kritisk overfor, hvad der kommer først; Føler jeg mig spændt eller begrænset i bevægeligheden på grund af knæskallens konstruktion eller oplever jeg en spændthed og er begrænset fordi jeg har ondt?

Jeg fik forskellig manuel behandling, som periodevis fungerede symptomlindrende. Det tog toppen af smerten og gav mig akut mere bevægelighed. Forklaringerne var at de "løsnede" knæskallen og fik den "omplaceret".

Det er ikke en generel god anbefaling for alle og for evigt at undgå manuel behandling - og der er intet galt i at få manuel behandling, når behandlingen fungerer symptomlindrende og vigtigst af alt ikke står alene. Manuel behandling kan fungere godt som led i smertebehandlinger, da det kan give et akut lindring i smerterne for nogle og dermed kan det blive nemmere at bevæge sig og bruge de områder af kroppen, hvor du oplever smerter.

Hvis du gerne vil opnå bedring på lang sigt, bør din primære behandlingsform ikke kun tilgodese bedring på kort sigt.

At gå med krykker

Jeg gik ikke med krykker i ordets oprindelige betydning, men Jacob og jeg begyndte at kalde mine daglige hjælpemidler og ubevidst støtteadfærd for krykker.

Jeg gik til akupunktur, som også fungerede smertelindrende for mig på kort sigt. Derudover fik jeg kinesiotape på over knæet og gik permanent med et knæbind. Inden træning brugte jeg lang tid på en foamroller, fordi jeg troede at mit knæ skulle bruge en ekstra opvarmning og at foamrolleren var alt andet overlegent til det.

Jeg fik ofte Rasmus, min kæreste, til at tjekke mit knæ. Han skulle mærke på det og se på om det var anderledes eller lignede det andet knæ. Rasmus er ikke en magisk healer, men jeg stolede ikke på mine egne følelser og tanker omkring mit knæ. Den sidste ting, jeg gjorde hver dag var at lægge is på mit knæ. Jeg lå simpelthen med is på knæet hver eneste dag.

Jeg oplevede noget succes og ind imellem fik jeg pauser fra smerterne gennem alle de preventive tiltag. De små pauser der var, gjorde at jeg blandt andet turde at række ud til Jacob. Det gav mig et håb om at jeg kunne påvirke min situation i en positiv retning og at jeg ikke nødvendigvis skulle leve med smerter resten af mit liv.

Jacob sagde aldrig, at jeg ikke måtte gå til akupunktur, bruge tape, bruge foamrolleren eller få Rasmus til at tjekke mit knæ, men han fik mig til at være kritisk over de forskellige metoder. Spørgsmål som; “Hvad giver det dig?” og “Hvad kan være bagsiden af det?”.

Jeg kom relativt hurtigt frem til at ikke én af metoderne gjorde mit knæ stærkere, ændrede på selve strukturen i knæet eller gav varige forbedringer, så det kunne ikke være løsningen på længere sigt, fordi det blev så tidskrævende og faktisk havde minimal effekt på lang sigt.

Her giver ordet “krykker” fint mening, for krykker er jo lige netop et hjælpemiddel, der i en kort periode kan være med til at støtte og aflaste. Men hvis du bruge krykkerne permanent, så bliver du afhængig af dem og får sværere ved at slippe dem igen - på trods af at de faktisk var en god midlertidig løsning.

Smerteforløbets start

Vi startede med en 2 timers session, hvor vi snakkede om min historik, målsætninger, smerteforløb, hvordan jeg generelt havde det, min livssituation, træningshistorik osv. Vi kom godt omkring.

Jeg beskrev, hvordan jeg ikke kunne gå på trapper, jeg kunne ikke løbe, jeg kunne ikke cykle, at jeg oplevede smerter hverdag og at det virkelig havde en stor negativ indvirkning på mit liv. Jeg drømte egentlig bare om en smertefri hverdag, hvor jeg kunne gå ned og handle, cykle på arbejdet og have et normalt aktivitetsniveau uden store smerter.

Jeg turde slet ikke drømme om, at jeg ville kunne komme til at træne på samme måde, som jeg havde gjort inden smerterne kom.

Noget af det første, Jacob tog fat i, var at arbejde med min accept af min situation og dét sted, jeg var her og nu. Jeg havde travlt med at negligere mine smerter og forsøgte egentlig at skubbe dem væk og glemme dem. Men vi snakkede løbende om, at jeg ikke kunne bestemme over dem eller kontrollere, så jeg måtte arbejde på at “gå med dem”. Jeg skulle øve mig i at forstå og acceptere min situation før jeg kunne komme videre.

Noget andet, jeg tog med fra første session, var en situation, hvor Jacob provokerede mig helt vildt. Jeg ville meget gerne have specifikke svar på mange spørgsmål, men Jacob blev ved med at spørge "Hvad tænker du selv?". På den måde prøvede han at støtte min interne validering - altstå at blive bedre til at mærke efter og finde ud af, hvad jeg selv mente ville være bedst.

Nu havde jeg jo siden september 2020 gjort alt det, som alle andre sagde, så da jeg lige pludselig skulle til at mærke efter og selv tage stilling til, hvordan jeg egentlig havde det, fandt jeg det enormt provokerende og usikkert.

At få af vide præcist hvilken øvelse, hvor mange sæt, hvor mange gentagelser og hvor lang tids pause, man skal holde, kan virke trygt. Der er en ekspert, der tager ansvaret på sig og svinger taktstokken, men spørgsmålet er om en “ekspert” overhovedet på forhånd kan vide, hvordan du reagerer og responderer - både i dag og om flere uger. Hvad nu hvis du har sovet dårligt, er stresset eller oplever værre smerter end normalt? Så er den teoretiske bedste plan måske ikke den optimale plan på nuværende tidspunkt.

At få konkrete redskaber, hvor du i højere grad selv kan tilpasse dosen til det, du har behov for dén dag, gør dig langt mere selvkørende og kompetent til at navigere i dit eget liv.

Pointen er ikke, at du altid kun skal lytte til dig selv og aldrig modtage hjælp fra fagpersoner - det er selvfølgelig en balancegang, hvor du gennem faglig og teoretisk viden kan tage mere styring i egen hånd. At få parret den eksterne hjælp med et internt kompas giver oftest et holdbart fundament.

Fra elastikker på gulvet til squat i fitnesscenteret

Efter vores snak gik vi ud i træningscenteret for at lave noget forskelligt bevægelse. På det tidspunkt trænede jeg kun min underkrop med elastikker eller kropsvægtsøvelser, men på min første session med Jacob, begyndte vi faktisk at squatte. Med en vægtstang. På ryggen. Med skiver på siden.

Det var en helt surrealistisk oplevelse for mig, for jeg havde ikke squattet i over et år. Vi lavede en helt almindelig styrketræningssession. Selvfølgelig var belastningen justeret efter mit behov, men alle øvelserne var klassiske øvelser, som jeg kendte fra mine tidligere træninger i fitnesscenteret.

Det var på én og samme tid en super angstprovokerende følelse, men også mega dejligt. Jeg følte mig enormt tryg hele vejen, for vi snakkede om smerterne og om hvad der kunne ske. Eller rettere; hvad der ikke kunne ske. Omdrejningspunktet var at fokusere på hvad jeg kunne tolerere fremfor om det gjorde ondt. Jacob fik mig til at overveje, om jeg var okay, mens jeg udførte øvelserne og om jeg ville være okay efterfølgende.

Tidligere troede man, at du ikke måtte opleve smerter, når du genoptrænende. Det ved vi i dag er både okay og normalt.

Det betyder selvfølgelig ikke, at genoptræning skal gøre ondt - men det er ofte uundgåeligt at du vil opleve smerter i genoptræningen, fordi du det netop er smerterne der gør du genoptræner og du laver øvelser eller bevægelser med belastninger, du ikke er vant til. Endnu.

Selvom træningen havde været grænseoverskridende og udfordrede mig på måder, som jeg ikke havde udfordret mig selv på i mange måneder, så oplevede jeg ingen smerter 3-4 dage efter den første session - og det havde jeg ikke oplevet i et år.

Det gav mig et håb om og tro på, at hvis min smerteopfattelse kan ændre sig så meget på én session, så må det være muligt, med den måde, mit knæ ser ud på, at blive smertefri.

Tobleronedage

Du kender nok Tobleronen som en chokolade med takker. Jacob brugte en Toblerone-metafor, hvor pointen er at det går op og ned i et smerteforløb. Nogle dage har du mere ondt og andre dage har du mindre ondt. Men hvis du zoomer ud og ser på Tobleronen længere fra, så er kurven opadgående - der er fremgang og det bliver bedre . På trods af at der er små nedture - måske endda opblusninger ind imellem.

Tobleronedage eller Tobleroneuger er en helt almindelig og forventelig del af dét at arbejde med smerter.

”Jeg kan jo ikke løbe”

Til vores tredje session udfordrede Jacob mig til at løbe. Jeg svarede prompte “Jeg kan ikke løbe” og jeg tror ikke helt, at Jacob tog det svar for gode varer, for ved sessionens slutning, havde jeg løbet.

Vi startede med at lave nogle forskellige øvelser og opvarmning. Langsomt bevægede vi også over mod løbebåndene og så inviterede Jacob; “Værsgo at stille dig op” og så fik Jacob mig til at stave mit navn forfra, bagfra, min adresse forfra og bagfra osv. og lige pludselig havde jeg løbet 5 min. Jacob kiggede på mig og sagde: “Nå ja, du kunne jo ikke løbe” og så måtte jeg give ham ret i, at jeg godt kunne løbe.

Det handlede meget om opmærksomheden på mit knæ. Jeg havde en meget stærk tjekkeadfærd, hvor jeg hele tiden tjekkede mit knæ for smerter. Der gik ikke et minut, hvor jeg ikke tjekkede ind med mit knæ og vurderede hvor kraftig smerter var nu.

Jeg tog hjem efter den session og var nok den gladeste pige i hele København, fordi jeg lige havde løbet 5 min. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle komme til at løbe igen, så det var en kæmpe forløsning.

Bump på vejen

Der har været masser af bump på vejen. Og der er stadig bump. Vi har afsluttede vores 10 sessioner i oktober 2021 efter et halvt års samarbejde og vi er kommet så langt. Jeg har fx løbet 5 km på løbebåndet uden pauser. Men det har ikke kun været liv og glade dage.

Jeg havde blandt andet en episode i løbet af sommeren, hvor jeg vågnede en søndag morgen til et knæ, der bare var voldsomt irriteret. Jeg havde rigtig ondt og jeg var dybt ulykkelig. Jeg tænkte straks, at jeg var slået tilbage til start og at det aldrig skulle blive godt igen. Måden, jeg dengang håndterede smerten på, var ikke optimalt.

Jeg vælger nemlig at holde knæet i ro og undgår de bevægelser, som gør ondt. Jeg tager is på og lægger det på en pude, så det er højt hævet. Det var alle mine “gode” gamle vaner, der kom frem igen. Jeg melder mig syg på arbejdet om mandagen, for jeg tænker at mit knæ skal have ro.

Jeg skriver straks til Jacob, for vi har en session om torsdagen. Jeg skriver, at jeg måtte aflyse, for jeg kan ikke noget og at det ikke giver mening, at jeg kommer, for jeg kan ingenting.

Jacob skriver, at det er helt normalt at opleve opblusninger af smerter og at vi først har vores session på torsdag, så måske skulle vi lige se tiden an. Jacob skriver også, at det er en helt normalt del af processen og at jeg skal forsøge at skubbe målet ud af hovedet og i stedet tage en dag af gangen.

Jacob opmuntrer mig til at bruge knæet stille og roligt, som min krop tillader mig. “Alt hvad din krop kan, må den”.

Jeg går ned i træningscenteret om mandagen. Jeg har Stærk & Smertefri i ørerne og det er på trods af at jeg kender alle klienthistorierne udenad. Men jeg lytter lige til en af episoderne igen, fordi det giver mig en god ro og tiltro at bevægelse er det rigtige for mig.

Jeg får knæet bevæget på en kondicykel og jeg mærker relativt hurtigt en forbedring i smerterne. I ugens løb bevæger jeg knæet ud fra dets dagsform bliver ved med at mærke forbedringer. Om torsdagen har vi så vores session og jeg kommer faktisk ind i Vesterbronx Gym og er næsten allerede smertefri igen. Det var den første store Tobleronerfaring for mig og det gav mig en utrolig vigtig læring i forhold til at navigere efter mine smerter og anvende hensigtsmæssige strategier til at komme videre derfra.

I dag kan jeg alt det jeg vil

I dag kan jeg alt det jeg vil. Jeg kan cykle til og fra arbejde, jeg kan passe mit arbejde fuldt ud, jeg kan tage på vandreture, skiture, jeg går over 10.000 skridt om dagen og jeg træner 5-6 gange om ugen. Jeg kan løbe, spinne og styrketræne som jeg vil.

Jeg har stadig Tobleronedage ind imellem og i forhold til tidligere, så hviler jeg mere i dem, når de kommer. Jeg bliver stadig træt af dem, men de går hurtigere væk og jeg bliver mindre bange for dem, når de kommer.

Derudover har vi lige bestilt en ferie til La Santa Sport, hvor Rasmus og jeg skal på aktiv sommerferie samt skiferie.

Noget af det eneste, jeg stadig arbejder på, er at få den fulde tillid til mit knæ helt tilbage. Når jeg kaster mig over noget nyt fx at hoppe i trampolin med mine veninders børn, så er der stadig en lille stemme inde i mig, der lige sætter spørgsmålstegn ved om mit knæ nu også kan holde til det.

Når jeg tænker rationelt over det, så ved jeg jo godt, at når jeg starter stille og roligt ud og løbende mærker efter, så kan jeg sagtens, men det kræver stadig lidt arbejde og bevidsthed at komme derhen.

Hvis du synes denne episode har været interessant, kan du høre andre klienthistorier:

• Jacob: Fra rygsmerter, frygt og undgåelse til frihed.
• Josephine: Om at tabe sig med bland-selv-slik, føle sig fremmed i egen krop og hvordan vægttab kan provokere andre.
• Morten Münster om rejsen fra smerter, begrænsning og konstante negative overvejelser til løb, frihed og leg med børnene.
• Lone om at skåne ryggen, være pligtopfyldende og gå ned med stress.
• Mathias om 5 år med knæsmerter, tjekkeadfærd, faglig overtænkning og drømmen om løb.
• Christian om smerter i underarm og albue, at lave 100 pullups og have fede træninger.
• Thomas om iskias-smerter gennem 2 år og ønsket om vandreture og OCR-løb.
• Ninett om diskusprolaps, lændesmerter og at være “hende med ryggen.
• Sandra om for evigt at være den tykke pige, små ændringer og at genfinde tilliden til kroppen.
• Mads om knæsmerter, at føle sig skæv, stram, aldrig god nok og de 100 forskellige forklaringer.
• Tine om madregler på McDonalds, at være tryg i det utrygge og at gerne måtte være til.
• Josephine om at holde den nye kropsvægt, lave kolbøtter på floor og at vægttab ikke løser alt.

Lyt til klienthistorie 9

Du kan høre klienthistorie 9 i Apple Podcasts her.
Du kan høre klienthistorie 9 på Spotify her.
Du kan downloade klienthistorie 9 fra Libsyn her.

Se oversigten over alle episoder af podcasten her.

Du kan også streame episoden direkte her: