Klienthistorie #11 Mads om knæsmerter, at føle sig skæv, stram, aldrig god nok og de 100 forskellige forklaringer Begynder

I denne klienthistorie skal du møde Mads, som har været i et smerteforløb hos Jacob. Formålet med rækken af klienthistorier er at du kan finde inspiration i andres historier, føle dig mindre alene med de udfordringer, du har og finde et håb om at også din situation kan udvikle sig til det bedre.

I denne episode kan du blandt andet høre om:

• Hvordan forskellige og modstridende forklaringer på smerterne kan forvirre og forværre.
• At en "alt-eller-intet"-tilgang sjældent er den bedste vej frem.
• Glæden og trygheden ved at få en bedre forståelse af sin situation.
• Hvorfor det at søge mere information på nettet ikke altid godt - og nogle gange et decideret problem.
• Hvorfor du nogle gange godt kan træne videre, selvom du oplever smerter.
• At Mads ikke er helt smertefri, men alligevel ser forløbet som succesfuldt.

Jeg hedder Mads og jeg er 37 år gammel. Til dagligt arbejder jeg i lægemiddelindustrien som “Medical Advisor”. Jeg er typen, der altid har dyrket meget sport og at være fysisk aktiv har altid fyldt meget i min hverdag.

Tilbage i september 2016 havde jeg meldt mig DHL med mit arbejde og jeg skulle selvfølgelig være “helten”, der løb 3 runder i streg. Da jeg var ude på runde nr. 3, fik jeg pludselig ondt i mit knæ, men jeg fortsatte ufortrødent løbet. Efterfølgende gjorde knæet stadig ondt og efter noget tid med smerter, gik jeg til min egen læge og fik en henvisning til en fysioterapeut.

Fysioterapeuten gav mig nogle øvelser mod knæsmerter, men jeg fik ikke lavet dem, fordi de var kedelige. Jeg havde stadig ondt, når jeg løb, så jeg skiftede til at cykle i stedet. En kold morgen i oktober satte jeg mig op på cyklen og sprintede fra Nørrebro til Søborg på arbejde. Da jeg nåede til Søborg, kunne jeg mærke at jeg havde virkelig ondt i begge knæ. Det føltes som en stikkende, summende smerte i begge knæ.

Jeg vendte derfor tilbage til lægen, der forklarede at det var en overbelastning og at jeg skulle slappe af og strække mine lår ud, så skulle knæsmerterne nok gå væk igen. Jeg fulgte lægens råd i en uges tid og oplevede egentlig også at smerterne gik i sig selv. Så en (anden) kold morgen i november satte jeg mig (igen) op på cyklen og sprintede fra Nørrebro til Søborg på arbejde (igen).

Da jeg nåede til Søborg havde jeg (igen) ondt i begge knæ. Og så blev jeg rigtig bange.

Jeg begyndte at Google alt, hvad jeg overhovedet kunne og jeg fandt en masse artikler om knæsmerter.

I nogle af artiklerne stod der at knæsmerterne aldrig ville gå væk og jeg begyndte at blive mere og mere desperat.

Den desperation fik mig til at læse endnu mere om knæsmerter i håbet om at finde ud af, hvorfor jeg havde ondt i knæene. Men der var mange modsatrettede forklaringer på internettet. Og det gjorde mig både bekymret og bange.

Jeg kontaktede en personlig træner, som eftersigende skulle være god til smerter. Vi lavede en masse forskellige øvelser, men jeg fik egentlig bare mere og mere ondt. Træneren kunne ikke rigtig forklare mig, hvorfor jeg havde ondt. Der var ikke et konkret svar på, hvad det var, der var galt og forløbet virkede lidt tilfældigt for mig. Derfor mistede jeg langsomt tilliden til træneren og stoppede igen.

Jeg har generelt haft stor tiltro og tillid til de behandlere og trænere, jeg har mødt. Men jeg fik typisk mere ondt og de kunne ikke forklare mig, hvorfor jeg fik ondt, så jeg mistede tilliden til dem og stoppede igen.

Fra et mere fagligt perspektiv er smerter ofte en del af rejsen, når man arbejder mod at blive smertefri. Det går op og ned - som en Toblerone. Men hvis du som klient ikke bliver taget i hånden og får forklaret at det er helt normalt og forventeligt at opleve smerter - også opblusninger og “tilbagefald”, så kan det virke utrygt og føles forkert som smertepatient.

Smerterne var nu så slemme at jeg kraftigt overvejede om det var det værd, når jeg skulle gå på trapper. Jeg løftede ingen tunge ting og jeg tilrettelagde alt i mit liv efter smerterne. Jeg stoppede med mange ting, jeg ellers fandt stor glæde ved. Knæsmerterne påvirkede min energi i løbet af dagens og min koncentrationsevne på arbejdet. Smerterne havde indflydelse på hele mit liv.

Jeg følte at jeg havde mistet mig selv, da jeg havde opbygget meget af mit liv omkring fysisk aktivitet og sport. Lige pludselig havde jeg rigtig ondt i knæene.

Jeg følte ikke at jeg vidste, hvem jeg var, når jeg ikke kunne bruge mig krop.

I maj 2017 blev jeg henvist til Bispebjerg Hospital for at få både en MR-scanning, ultralyd og røntgen. Ingen af scanningerne viste nogle væsentlige forandringer i mine knæ. Der var en lille forandring i brusken, men lægerne mente ikke at den forandring kunne forklare de smerter, jeg oplevede i mine knæ.

Min første tanke var at det ikke kunne passe. Jeg kom med overbevisningen om: “Hvis jeg har ondt, så må der være noget galt i knæet”. Det havde jeg lært af min læge, fysioterapeuterne, min omgangskreds, min opvækst og af samfundets måde at forstå og snakke om smerter på.

Jeg kunne jo mærke at jeg havde ondt. Jeg havde smerter. Hvor skulle smerterne komme fra, hvis alle scanningerne så fine ud? Jeg lærte senere at scanninger mod smerter ikke altid er svaret.

Jeg ved nu også at smerter ikke nødvendigvis betyder at man er skadet. Du kan godt have smerter uden at have skade. Du kan have skade uden at opleve smerter. Du kan også have skade og opleve smerter. Og heldigvis kan du også være skadesfri og være smertefri.

Du kan læse mere om, hvorfor smerte ikke altid er lig med skade.

Jeg kunne ikke acceptere at scanningerne ikke viste en skade, så jeg tog mine røntgenbilleder og scanninger med på privathospital for at vise dem til en ortopædkirurg. Ortopædkirurgen skulle eftersigende være en af Danmarks dygtigste og da han kiggede på scanningerne sagde han først, at der intet var at se.

I dag har jeg en følelse af, at jeg fik presset ortopædkirurg til at sige, at min knæskal var tiltet en smule og at man kunne løsne lidt i et af ledbåndene. Heldigvis så var der forskellige årsager til at jeg ikke blev opereret - og det er jeg meget taknemmelig for den dag i dag.

Læs om hvorfor operation mod smerter ikke altid er vejen frem.

Forskellige behandlinger

I stedet for at sige, hvad jeg har prøvet af behandlinger, så føles det næsten lettere at sige, hvad jeg ikke har prøvet. Jeg har været igennem det meste manuelle behandling i jagten efter den gyldne knap, der skulle trykkes på for at fixe mig.

Adskillelige fysioterapeuter, kiropraktorer, ultralyd, akupunktur, massage, shockwave, tonsvis af udstrækningsøvelser, styrkeøvelser, lacrossebolde, foamrollere, trænet baglårene specifikt og hofteøvelser osv.

Jeg har startet adskillige forløb og fulgt genoptræningsrådene til punkt og prikke - dog uden den ønskede effekt. Faktisk har jeg ofte fået mere ondt.

Nocebo-spotteren

For at gøre mig bevidst om alle de begrænsende overbevisninger, jeg havde fået fra behandlere, lavede Jacob og mig øvelsen “Nocebo-spotteren”.

Du kender sikkert godt til begrebet placebo, som er en positiv forventningseffekt. Når du både håber og tror på at noget vil virke, så er der store chance for at det vil virke. Det omvendte af placebo er nocebo. Det er en negativ forventningseffekt.

Nocebo-spotteren går ud på, at du forsøger at finde alle de tanker, overbevisninger og ideer, som påvirker dig negativt - altså alle de ting, som gør “mor" (hjernen og nervesystemet) mindre tryg og begrænser dig i arbejdet mod dit mål om at reducere smerterne.

Min nocebo-spotter indeholdte blandt andet disse ting jeg havde fået at vide fra forskellige behandlere:

• At min piriformis var for slap.
• Mit bækken var tiltet.
• Jeg havde for stramme ankler.
• Min benlængde var forskellig.
• Jeg har gået i forkerte sko.
• Mine muskler var for stramme.
• Jeg havde et lateralt retinakel.
• Der var arvæv på hofteskålene.
• Jeg var kalveknæet.
• Smerter i lang tid betyder at knæet er ødelagt.
• Min brusk var slidt helt væk og kom ikke tilbage.
• Jeg havde slidgigt.
• Min krop var i forfald.
• Gluteus medius var for svag.
• Min core var svag.
• En fedtpude i knæet var hævet.
• Diagnosen patellofemorale smerter.
• Smerte betyder jeg gør skade.
• Jeg må ikke squatte.
• Min gang var på ydersiden af foden, så jeg skulle have indlægssål i skoen.
• Jeg skulle tabe mig (selvom jeg er helt slank af kropsbygning).

Alle disse forskellige - til tider modstridende - forklaringer gjorde at jeg gik rundt med en grundlæggende overbevisning om at min krop var forkert, skadet og uden grund til håb. Jeg følte mig som i et fængsel og for hver forklaring, der blev bygget på, tænkte jeg, at jeg skulle tilføje endnu en løsning.

Alt sammen forklaringer som isoleret set måske kan indeholde en portion sandhed, men ikke er kausale årsagsforklaringer på, hvorfor jeg havde ondt. Mange af de forklaringer, jeg fik, er noget som er enormt svært at forandre på kroppen - og dermed sandsynligvis noget jeg har haft i mange år. Hvorfor opstår smerterne så lige pludselig?

Man ser i øvrigt også i litteraturen, at selvom man formår at forandre noget biomekanisk i kroppen, så kan det ikke nødvendigvis forudse hvem i studiet, der oplever færre smerter. Derfor giver det ofte ikke mening at have udelukkende fokus på, hvordan kroppen anatomisk ser ud eller bevæger sig.

Derudover ved vi også i dag, at de forskellige negative budskaber en behandler kan give til en patient er udbredte også hos folk uden smerter og ofte gør patienten mere bange for at bruge og bevæge deres krop - og derfor bliver mindre fysisk aktive. Mindre bevægelse som strategi kombineret med frygt kan gøre det svært at få færre smerter.

Efter 3 års ufrivillig træningspause, da smerterne var for voldsomme, så mødte jeg en fysioterapeut, som satte mig til at træne. Selvom fysioterapeuten ikke havde nogle gode forklaringer på, hvorfor jeg oplevede smerter, så havde jeg og fysioterapeuten en god alliance.

En dag ringede jeg til fysioterapeuten og fortalte at jeg oplevede smerter, når jeg trænede. Til det svarede fysioterapeuten: “Har du noget andet valg?” - forstået på den måde at jeg ikke rigtig havde et andet alternativ. Det havde jo heller ikke virket at holde de 3 års træningspause. Den tankegang købte jeg ind i og jeg begyndte at træne videre og begyndte langsomt at blive mere funktionel - på trods af at jeg stadig oplevede smerte og stadig manglede svar på, hvorfor jeg havde ondt.

Opstart hos Maxer

Jeg har en god ven, der tidligere havde haft et forløb hos Jacob og som kunne fortælle lidt om Jacob, forløbet og hans oplevelser. Det ræsonnerede godt med mig og jeg tog kontakt til Maxer.

De første 6-7 sessioner foregik online, da der var corona-nedlukning. Den første session varede 2 timer og til min store overraskelse, så var det udelukkende snak. Jeg havde en oplevelse af at Jacob oprigtigt lyttede til mig, da jeg fortalte om min baggrund, smertehistorik, drømme og målsætninger.

Der var ét tidspunkt i sessionen, der står klart for mig. En aha-oplevelse. Jeg beskrev, at jeg egentlig bare gerne ville kunne løbe igen og til det spurgte Jacob lidt drillende, hvorfor jeg så ikke løb? Først tænkte jeg: “Har han slet ikke forstået noget? Jeg har jo ondt i knæet”.

Men igennem session fik jeg mere og mere tiltro til at jeg godt kunne prøve løb af. At det måske ikke handlede så meget om selve det at løbe, men mere om doseringen af løbet. Altså, hvor langt, meget, hvor ofte, hvor hurtigt jeg løb. Det gik op for mig at jeg i periodevis havde trænet alt for lidt og i periodevis trænet alt for meget.

Efter første session bestilte jeg et par løbesko og begyndte at løbe meget kort. Meget langsomt. Skiftevis løb og gik.

Det var lidt svært for mig at acceptere, at jeg ikke bare kunne gå ud og løbe langt og hurtigt, som jeg tidligere havde gjort og som jeg savnede. Så for at jeg skulle få følelse af at have trænet hårdt og for at jeg kunne mærke min krop være træt, begyndte Jacob og jeg at lave okklusionstræning. Det gav mig en følelse af at presse mig selv, mærke træthed i mine muskler, men uden at belastningen var for tung.

Gamle Mads vs. Nye Mads

Jeg har en gammel vane med at stille urimeligt store krav til mig selv og kan til tider være meget hård ved mig selv. Det er nok mere eller mindre normalt i det samfund, vi lever i, men det kan være enormt hårdt at leve i.

Denne tendens begyndte vi at kalde for “Gamle Mads”. Det kan være et redskab til at blive mere bevidst omkring, hvem eller hvad er det egentlig der snakker lige ny? Hvad er det for nogle tanker, følelser, holdninger og overbevisninger, der ligger til grunde for mine handlinger?

“Jeg har ikke løbet langt nok”. “Jeg har ikke strukket nok ud”. “Jeg skal lave flere øvelser”. “Jeg skal sætte mig ind i mere litteratur”. “Flere sæt”. “Flere gentagelser”. “Flere kg”. “Jeg skal træne mere”. “Tungere”. “Oftere”.

Man forstår jo godt, hvor stemmen kommer fra, men det kan bare nemt blive for meget. I stedet for at lytte så meget til “Gamle Mads”, så forsøgte vi at erstatte tankerne med tanker og handlinger, der har rod i noget mere selvkærligt og overbærende.

Mine tanker blev med tiden mindre polariserende og sort/hvide: det gik langsomt fra at være "enten skal jeg gøre alt 100%’ eller også gør jeg ingenting" til at blive mere nuanceret. Lidt er bedre end ingenting.

Hvor står jeg i dag?

Siden klienthistorien blev optaget, er der sket rigtig meget i en positiv retning. Jeg har fået endnu mere tillid til min krop end jeg i forvejen havde. Jeg gør faktisk hvad jeg vil, dog stadigvæk i rette dosis til den rette tid.

Jeg løber 6.5 km lige pt og går stadig i træningscenter. Jeg har lige købt en racercykel, hvor jeg planlægger at træne op til en 300 km distance over 3 dage – noget som jeg troede jeg aldrig ville opnå lige inden jeg startede hos Maxer.

Jeg har stadig lidt smerter i mine knæ nogle dage, men knæsmerterne fylder absolut intet i mit liv eller når jeg træner, da jeg ikke længere frygter opblusninger og har fuld tillid til at min krop er stærk og kan klare hvad jeg byder den – også når jeg udfordrer den med tungere squat, længere løbedistance osv.

Jeg føler mig fri i mit eget liv og føler egentlig, at jeg har taget kontrollen tilbage over min egen krop og over mine smerter. Mine smerter fylder ikke noget i mit liv mere.

Jeg cykler som transport mellem aktiviteter, jeg styrketræner fast. Og det havde jeg ikke gjort for omkring 1 år siden. Der er ikke noget, der begrænser mig i mit liv.

Jeg har trænet konsistent siden jeg startede i forløb hos Maxer. I gamle dage havde det været sådan, at jeg skulle følge et program og jeg skulle nå et specielt mål og hvis det ikke skete inden for 14 dage, så stoppede jeg med det igen.

Nu har jeg “bare” fundet en glæde i at træne og jeg har ikke travlt med at komme videre. Jeg styrketræner 3 gange om ugen, hvor jeg træner et klassisk styrketræningsprogram. Da jeg startede hos Jacob ville jeg helst ikke squatte, fordi jeg var bange for at gøre noget forkert og bange for at forværre mine smerter i knæet.

Jacob hjalp mig med at få teknikken forsimplet og tilpasset min kropsbygning, så jeg ikke længere var bange for at gøre noget forkert. Der var ikke så mange tekniske ting, jeg skulle - det handlede mere om at bevæge mig. Det føltes pludseligt helt afslappet og nemt at squatte, når jeg ikke var bange for at bevæge mig mere.

Hvis du synes denne episode har været interessant, kan du høre andre klienthistorier:

• Mathias om 5 år med knæsmerter, tjekkeadfærd, faglig overtænkning og drømmen om løb.
• Morten Münster om rejsen fra smerter, begrænsning og konstante negative overvejelser til løb, frihed og leg med børnene.
• Lone om at skåne ryggen, være pligtopfyldende og gå ned med stress.
• Jacob: Fra rygsmerter, frygt og undgåelse til frihed.
• Josephine: Om at tabe sig med bland-selv-slik, føle sig fremmed i egen krop og hvordan vægttab kan provokere andre.
• Christian om smerter i underarm og albue, at lave 100 pullups og have fede træninger.
• Thomas om iskias-smerter gennem 2 år og ønsket om vandreture og OCR-løb.
• Ninett om diskusprolaps, lændesmerter og at være “hende med ryggen”.
• Maiken om ondt i knæet, accept, Toblerone og at observere hvad du føler.
• Sandra om for evigt at være den tykke pige, små ændringer og at genfinde tilliden til kroppen.
• Tine om madregler på McDonalds, at være tryg i det utrygge og at gerne måtte være til.
• Josephine om at holde den nye kropsvægt, lave kolbøtter på floor og at vægttab ikke løser alt.
• Nadja om at gøre det der ikke rart, vandretur i Dolomitterne og sove med isposer.

Lyt til klienthistorie 11

Du kan høre klienthistorie 11 i Apple Podcasts her.
Du kan høre klienthistorie 11 på Spotify her.
Du kan downloade klienthistorie 11 fra Libsyn her.

Se oversigten over alle episoder af podcasten her.

Du kan også streame episoden direkte her: