Klienthistorie #13 Josephine om at holde den nye kropsvægt, lave kolbøtter på floor og at vægttab ikke løser alt Begynder

I denne klienthistorie har jeg besøg af Josephine og Celine. Igen! Josephine var også med i klienthistorie #2: Josephine om at tabe sig med bland-selv-slik, føle sig fremmed i egen krop og hvordan ens vægttab kan provokere andre, hvor hun fortalte om sit forløb hos Karoline og Celine tilbage i maj 2019.

I denne episode kan du blandt andet høre om:

• Hvad status er på Josephines vægttab efter 2 år efter hendes forløb.
• At finde sig tilrette i en ny og mindre krop efter vægttab.
• Hvordan ens kropsbillede ændrer sig løbende over tid.
• Frygten for at tage på igen efter man har tabt sig.
• At blive nødt til at bede om hjælp fra fagpersoner.
• Hvorfor det kan hjælpe at snakke om de svære ting.

Jeg hedder Josephine Mollerup, jeg er 33 år og bor sammen med min kæreste og vores 8-årige datter. Til daglig arbejder jeg som gymnasielærer i mediefag og dansk.

I den første klienthistorie, jeg var med i, var omdrejningspunktet mit vægttab på 30 kg, ændrede vaner omkring bevægelse og mad - og at jeg i selve forløbet var blevet konfronteret med mange forskellige elementer, som mit vægttab medførte. Det er nogle af de ting, vi skal følge op på i denne episode.

Hvordan har det været siden?

Sidste podcast handlede en del om mit vægttab og jeg kan starte med at sige, at jeg i dag vejer præcis det samme, som da vi optog den sidste episode. Så på den måde er der nogle ting, der ikke har ændret sig, men der er også virkelig mange ting, som har ændret sig.

Jeg har holdt mit vægtab på 30 kg og vejer præcis det samme som da vi optog sidste podcast.

Men selvom vægten er den samme, så har jeg et andet forhold til min krop, til mad og til træning i dag. Sidst talte vi blandt andet om, at jeg var bekymret for at slippe kalorietællingen - det har jeg sluppet helt nu - og det giver ro.

Jeg kan huske, at jeg var ret bange for ikke at få trænet, da vi optog første episode. Selvom jeg godt vidste, at det ikke hang helt sådan sammen, så var jeg enormt bange for at tage på, hvis jeg ikke fik trænet.

Men jeg har blandt andet holdt 6 ugers sommerferie, hvor jeg ikke har trænet og generelt bevæget mig mindre, hvor der ikke skete det mindste med min krop eller vægt. Dén erfaring gjorde at jeg kunne lægge tanken om, at jeg skulle træne væk.

Jeg har holdt godt fast i at træne og er rigtig glad for det. Det har faktisk både været en ustruktureret form for træning, hvor det har været lystbetonet og meget på dagsformen og så har det været mere struktureret og målrettet, hvor jeg har trænet efter program.

Derudover går jeg stadig en masse - jeg er blevet god til at passe det ind i hverdagen, så det giver mening. Jeg er begyndt at tage min datter med ud og gå, så hun måske også adopterer vanen og lærer at det ikke er farligt at gå.

Alt er foranderligt

Jeg er virkelig blevet opmærksom på, hvor foranderlig kroppen er. Kroppen ændrer sig hele tiden. Jeg har taget en del billeder af mig selv - det har været en måde for mig at “følge med i”, hvordan jeg så ud. Når man går igennem et vægttab, så kan det være svært, at følge med i hvordan man ser ud.

Det er som om at kroppen forandrer sig hurtigere end hovedet kan følge med. Sådan var det i hvert fald for mig. Derfor kan du ikke stole på dit eget kropsbillede. Min vægt har ikke sagt særlig meget om, hvordan jeg egentlig har haft det i min krop. Det er på en måde nemmere at se, hvordan min krop ser ud, når jeg tager billeder af mig selv.

Når man taber sig mange kg, så er det ikke uden konsekvenser. Det kan blandt andet ses på huden - der er mere af den og den har ikke samme spændstighed. Men måden jeg ser mig selv på har også ændret sig. Der kommer på en måde en “ny normal”. Nu ser jeg sådan her ud.

Nu har jeg vænnet mig til mit “nye udseende”, så nu kan jeg godt begynde at være lidt fejlfinder igen. Mere vil have mere. Kropsidealer kan forandre sig. Da vi optog for 2 år siden, var jeg nok stadig lidt høj på at have tabt de mange kg, jeg var mega stolt og mega imponeret over min krop. Alting var nyt og godt.

Men samtidig var det også svært, for det er svært at lave så store forandringer. Og det har nok også betydet noget for mig personligt. Der er måske nogle ting, jeg har pakket ind i at have en større krop og pakket væk under den større krop, som er kommet frem og som jeg er blevet nødt til at forholde mig til.

Tanker om krop

Tanker om kroppen fylder stadig meget. Det er som om, at der ikke er noget, der er blevet fixet efter et vægttab. Min kropsbillede er ikke fixet efter min krop blev 30 kg lettere. Et vægttab gør ikke nødvendigvis alting meget lettere.

Det kræver meget arbejde at forandre ens kropsbillede og opleve mere kropsro. Der er klart nogle situationer, hvor jeg har det meget bedre i min krop, fordi der er nogle ting der er nemmere. Bevægelse er blevet nemmere. Hverdagsaktiviteter er blevet nemmere. Jeg har det bedre i min krop.

Jeg har en følelse af, at jeg kan klæde mig anderledes end tidligere. Uden at det skal lyde prætentiøst, så kan jeg godt lide at vise mere af min krop frem end jeg tidligere kunne lide. Jeg kan godt gå i byen i bar mave og bare skuldre. Det havde jeg ikke i samme grad lyst til tidligere.

Kommentarer fra andre

Da jeg startede med at tabe mig, fik jeg mange kommentarer omkring vægttabet. Det var lidt dobbeltsidet for mig, for på den ene side kunne kommentarerne nemt komme til at lyde som om, at min krop var det vigtigste ved mig og nu hvor den var tyndere, så var den også mere værd.

“Hvor er du blevet pæn” er hverken sjovt eller rart at høre, for det man siger mellem linjerne er, at du er pæn nu - men det var du ikke tidligere. Men på den anden side, så kunne kommentarerne også virke motiverende, anerkendende og en måde at blive set på.

Jeg har heldigvis nogle søde veninder, som var gode til at give komplimenter som ikke handlede om min krop, men som bundede i at jeg så gladere ud, havde mere enrgi eller at mit humør virkede bedre. Det var rart!

Nu hvor jeg ikke er i “proces” mere og efter mit vægttab er blevet dagligdag, får jeg ikke kommentarer mere. Og selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, så kan jeg godt opleve en form for afhængighed af kommentarerne, for det føles godt at blive lagt mærke til.

Især hvis man tidligere har været i en stor krop og tit gået lidt under radaren, fordi der ikke falder særlig mange komplimenter af til store kroppe. Men efter jeg har holdt vægttabet i over to år, så er det bare blevet normalt at jeg ser sådan her ud.

Ind imellem kan jeg godt savne de kommentarer og den opmærksomhed, der fulgte med. Tanker som “Hvad nu hvis jeg tabte mig noget mere” kan godt dukke op af og til. Men jeg ved godt, at det er en form for ekstern anerkendelse og at det ikke er holdbart på lang sigt at være “afhængig” af det.

Men det er altså nemmere at spejle andres positive blik og anerkendelse, end at skulle finde det frem i sig selv. De selvkærlige briller kan være svære at få på selv, men de folk omkring en, der elsker en for den man er - og ikke den krop man har, ser en med kærlige briller. Og det er rart, trygt og kærligt at høre.

På vej herned kom Celine og jeg til at snakke om kommentaren “Hvor er det flot at du har holdt vægten” og den synes jeg er svær. Jeg fik kommentaren den anden dag og den provokerede et eller andet inde i mig, som jeg har svært ved at definere, hvad handler om.

Jeg synes ikke at kommentaren føles behagelig at høre og jeg tror, at det handler om at jeg egentlig ikke har en stolthed omkring vægttabet. Tror jeg. Og så er min nuværende vægt og min krop bare blevet “normal” og i den kommentar ligger måske en lille snert af, at et vægttab er sådan et midlertidigt stadie inden man kommer tilbage på sin gamle vægt.

Men jeg har ikke lyst til at komme tilbage til min gamle vægt og der er da en lille frygt eller usikkerhed om, om det sker. Så når jeg får kommentarer som den, så bliver jeg bevidst om, at de fleste vægttab ikke holdes på lang sigt og at jeg på en eller anden måde er oppe imod nogle store kræfter. Og det kan være svært at blive konfronteret med.

Tanker om mad fylder faktisk ikke særlig meget mere. Celine og jeg var ude og spise i weekenden, hvor vi havde bestilt en menu. Men efter de første par retter var vi begge to mætte. Så kom der 3 retter mere og normalt ville jeg nok have syntes, at jeg skulle spise dem op. Kokkene havde stået og lavet mad, de havde gjort sig umage og vi havde betalt penge for det. Vi smagte på det vi havde lyst til og nød det, men vi spiste det ikke op.

Fastholdelse af vaner

Jeg tror, at den primære grund til at jeg har kunne fastholde mine vaner, er at jeg nok i virkeligheden ikke har gjort så mange andre ting anderledes end tidligere. De tiltag, vi lavede, blev tilpasset min hverdag og ikke omvendt. Jeg spiste mere eller mindre det samme, som jeg plejede at spise, men jeg skruede ned for mængderne. Maden har ikke været sindssygt svær.

Det med den daglige bevægelse og træning er blevet en integreret del af min hverdag. Jeg sætter tid af til det og prioriterer det højt, fordi det føles godt.

Mange af de forandringer jeg har fået ind i mit liv, har fået mig til at have det bedre. Både i min krop og mentalt. Jeg er blevet bedre til at give plads til mig selv og gøre noget godt for mig selv. Det har føltes godt og vigtigt - og det er nemmere at holde fast i noget, der føles godt og vigtigt.

Med det sagt, så har det ikke været nemt. Jeg tror ikke, at det er nemt at tabe 5, 10, 30 kg eller at ændre vaner. Det har været benhårdt arbejde, det har krævet tålmodighed og jeg har da også fået en masse hjælp og støtte af både Celine, Karoline og af menneskerne omkring mig. Jeg har derudover lagt en stor økonomisk, tidsmæssig og følelsesmæssig indsats.

At tale om det svære

Jeg har haft behov for at tale enormt meget om hele min proces. Jeg har brug for at tale om, hvordan jeg har det, hvordan jeg har det i min krop, hvordan den føles osv. Når man siger det højt, så fylder det ikke helt lige så meget. Når jeg har sagt, at jeg har det underligt i min krop, så har jeg sagt det højt - og så er det meget nemmere at være i min krop.

I en tid, hvor det af og til kan virke som om at det er forbudt at tale om kropsvægt, så har det været enormt vigtigt for mig at udvikle et sprog omkring kroppen, vægt, følelser om kroppen og følelser i kroppen. For mig er samtaler omkring kroppen med til at aftabuisere at have det svært med sin krop.

Men der er bare ikke særlig mange - mig selv inklusiv, der er vant til at sætte ord på det. Det har jeg skulle lære. Men jeg synes bare at det er så vigtigt at vi får et sprog for det, for det er ikke alene med til at vi føler os mindre alene, det er også en måde vi kan skabe kontakt til andre, for alle har en krop - og alle har tanker omkring sin krop.

Derudover har jeg også været i en privilegeret situation, hvor jeg har haft mulighed for at betale en psykolog. Jeg har haft brug for at tale om nogle ting, som ikke nødvendigvis har været relateret til min krop direkte, men som faktisk alligevel påvirkede den. For efter et forløb og vægttab som mit, så ændredes mit syn på mig selv og mit syn på mit liv sig - og det havde jeg brug for at få hjælp til at placere og lande i.

Tidligere havde jeg måske “pakket tingene lidt ind i fedt” og dét at spise, havde været en copingstrategi og en måde at være med det svære. Men efter at have arbejdet med mit forhold til mad, var mad ikke længere noget jeg brugte til at cope og håndtere svære følelser. Men det svære var der stadig - men nu havde jeg ikke min normale måde at håndtere det på. Ubehaget forsvandt ikke bare.

Ændringer i kropsbilledet

Det kan godt være at min vægt har været mere eller mindre uforandret de sidste to år, men jeg har haft en klar ændring i mit kropsbillede. Jeg har virkelig fundet ud af, hvor meget kropsbilledet er oppe i ens hoved.

Det har ofte ikke særlig meget at gøre med, hvordan kroppen egentlig ser ud. Det er så nemt at se sig sur på sin mave eller overarme i sådan en grad, at man nærmest kan se, hvordan de vokser, mens man kigger på dem.

Når jeg har det godt og når jeg er glad, så betyder det måske heller ikke helt ligeså meget, hvordan kroppen ser ud den dag. Men hvis jeg har det dårligt og er ked at det, så kan jeg virkelig finde mange dårlige ting ved min krop og så kan det bare spiralisere ned i et mørkt hul.

Det har givet mig ro at opdage, være opmærksom på og aktivt arbejde med mit kropsbillede.

Når du zoomer ind på en specifik kropsdel, som du er utilfreds med, kan den komme til at fylde alt i dine tanker - og det vil sandsynligvis også ændre måden, hvorpå du opfatter den kropsdel. Du kan nemt komme til at “overbevise” dig selv om, at alle andre kigger på kropsdelen på samme måde, som du gør.

Men alle andre zoomer meget sjældent ind på dit udseende på den måde som du selv har tendens til. Andre vil ofte kigge på helheden.

Det kommer især til syne, når jeg kigger på billeder af mig selv. Indimellem kan jeg godt blive meget selvkritisk når der bliver taget billeder af mig, for det er sjældent at lyset, vinklerne, ansigtet osv., er lige præcis på dén måde, jeg havde forestillet mig, da billedet bliver taget.

Og når der så er uoverensstemmelse mellem mit “opfattede jeg” og “jeg'et på billedet”, så kan det virke ubehageligt. Men jeg er blevet meget bedre til at gemme billederne uanset og tage dem frem igen, når der er gået noget tid - og så hader jeg faktisk ikke billederne lige så meget længere.

Når jeg får billederne lidt på afstand, så ser jeg på dem med lidt mildere øjne og jeg har ikke samme fokus, som da billedet blev taget. Jeg ser simpelthen billedet i en anden kontekst og ofte ser jeg helheden fremfor detaljerne.

Mit forhold til min krop ændrede sig i selve forløbet. Jeg kan huske, da jeg startede med at træne, at jeg relativ hurtigt fik det bedre med kroppen - også selvom jeg egentlig ikke tabte mig. Men lige pludselig fik jeg oplevelsen af at min krop var stærk, mobil og bevægelig og det gjorde også at jeg fik mildere øjne på den.

Den oplevelse er måske et meget godt billede på, at ens kropsbillede er super situationsbestemt og afhængigt af mange faktorer.

Fremadrettet

Jeg kan godt stadig gå med en frygt for at tage på igen. Og det er nok fordi at for mig, så er frygten for at tage på tæt kodet sammen med frygten for at få det dårligt og svært igen. Det er nok meget naturligt at være bange for at gå gennem noget svært.

Jeg kunne godt tænke mig 1) at arbejde med den frygt, så den ikke fylder så meget og 2) adskille frygten for at gå gennem noget svært i livet med min kropsvægt.

Ellers er jeg egentlig et sted, hvor jeg har ret godt styr på, hvad jeg spiser, hvordan jeg spiser og jeg har en masse værktøjer og ro omkring det. Så jeg har en ret stærk tro på, at jeg er et godt sted og at det gradvis bliver mere roligt hvad angår krop, mad og træning.

Hvis du synes denne episode har været interessant, kan du høre andre klienthistorier:

• Mathias om 5 år med knæsmerter, tjekkeadfærd, faglig overtænkning og drømmen om løb.
• Morten Münster om rejsen fra smerter, begrænsning og konstante negative overvejelser til løb, frihed og leg med børnene.
• Lone om at skåne ryggen, være pligtopfyldende og gå ned med stress.
• Jacob: Fra rygsmerter, frygt og undgåelse til frihed.
• Josephine: Om at tabe sig med bland-selv-slik, føle sig fremmed i egen krop og hvordan vægttab kan provokere andre.
• Christian om smerter i underarm og albue, at lave 100 pullups og have fede træninger.
• Thomas om iskias-smerter gennem 2 år og ønsket om vandreture og OCR-løb.
• Ninett om diskusprolaps, lændesmerter og at være “hende med ryggen”.
• Maiken om ondt i knæet, accept, Toblerone og at observere hvad du føler.
• Sandra om for evigt at være den tykke pige, små ændringer og at genfinde tilliden til kroppen.
• Mads om knæsmerter, at føle sig skæv, stram, aldrig god nok og de 100 forskellige forklaringer.
• Tine om madregler på McDonalds, at være tryg i det utrygge og at gerne måtte være til.

Lyt til klienthistorie 13

Du kan høre klienthistorie 13 i Apple Podcasts her.
Du kan høre klienthistorie 13 på Spotify her.
Du kan downloade klienthistorie 13 fra Libsyn her.

Se oversigten over alle episoder af podcasten her.

Du kan også streame episoden direkte her: