Sundhed uden skam: Nuancer om overvægt, forbrænding og stigmatisering Begynder
I denne artikel får du en nuanceret gennemgang af, hvordan basalstofskifte, genetik og kropssammensætning spiller en rolle for din kropsvægt - og hvorfor stigmatisering ikke bare er skadelig på kort sigt, men også kontraproduktiv på længere sigt.
Samtidig ser vi på, hvorfor al overvægt ikke er usund og hvordan sundhed handler om mere end tallet på vægten. Også selvom at overvægt matematisk handler om kalorier ind versus kalorier ud. For betragtningen om at et kalorieoverskud er nødvendigt for at tage på (og omvendt), er hverken ny, overraskende eller nødvendigvis hjælpsom.
I denne artikel kan du blandt andet læse mere om:
- Hvor stor rolle spiller genetik og organer i forhold til kropsvægt og forbrænding?
- Falder forbrændingen automatisk med alderen?
- Hvorfor er overvægt ikke et simpelt spørgsmål om viljestyrke?
- Hvordan påvirker stigmatisering af overvægtige deres sundhed og trivsel?
- Kan man godt være overvægtig og samtidig sund?
- Hvorfor er fokus på vaner og adfærd vigtigere end vægttab i sig selv?
Forbrænding: Myten om det faldende stofskifte
En udbredt opfattelse er, at forbrændingen falder markant med alderen og at det derfor bliver sværere at holde vægten - eller tabe sig. Men forskning viser noget andet.
Et stort studie med over 6.000 deltagere fra 29 lande viser, at vores forbrænding er relativt stabil fra 20-60 års alderen. Det er først derefter, at forbrændingen begynder at falde - og kun med cirka 0,7 % årligt [1].
Der kan være mange grunde til, at du synes, det bliver sværere at holde vægten med alderen - men det har højst sandsynligt ikke noget med din forbrænding at gøre.
Mange oplever, at vægten sniger sig op med årene og det er derfor nemt at tænke stofskiftet må bære skylden. Men i virkeligheden kan selv små ændringer i daglig fysisk aktivitet, søvn og stress spille en større rolle end selve stofskiftet. For eksempel kan et travlt arbejdsliv, mindre spontan bevægelse og nedsat restitutionsevne i kroppen skabe ubalance i energiregnskabet [2].
Derudover kan hormonelle ændringer, som fx nedsat østrogen og testosteron, påvirke både muskelmasse og fedtfordeling negativt, men det betyder ikke nødvendigvis, at du skal acceptere en “naturlig” vægtstigning - snarere, at din indsats skal justeres med alderen.
Hvis du oplever vægtøgning med alderen, kan det derfor være mere relevant at se på dine vaner end at antage, at kroppen automatisk "lukker ned".
Genetik, organer og basalstofskifte
Der er store individuelle forskelle i vores basalstofskifte (BMR) og en stor del af forskellen handler ikke blot om muskler eller fedt - men om dine organer.
Studier har vist, at både din hjernes og levers størrelse har stor betydning for dit hvilestofskifte [3]. Hos to personer med samme vægt og kropskomposition, kan BMR variere med op mod 800 kalorier [4-7].
1 kg muskel bruger cirka 13 kcal om dagen i hvile, mens 1 kg hjerne bruger cirka 240 kcal.
Det er især dine organer - ikke dine mavemuskler - der driver din hvilende forbrænding.
Alligevel har mange stadig en forestilling om, at løsningen på vægtøgning er at "øge stofskiftet" gennem styrketræning med mere muskelmasse. Og selvom styrketræning har mange sundhedsmæssige fordele - især for styrke, funktion og metabolisk sundhed - er effekten, styrketræning har på BMR, ofte overvurderet.
Organerne - især hjernen, leveren og hjertet - udgør kun en lille del af din kropsvægt, men står for op mod 60–70 % af dit hvilestofskifte. Det betyder, at genetiske forskelle i organsammensætning kan gøre en betydelig forskel - uanset dit aktivitets- og træningsniveau.
Samtidig har fx fedtets sammensætning stor betydning for hvilken effekt din fedtmasse har på dig, da fedtvævet har mange funktioner.
Genetik og overvægt: Ikke bare et valg
En anden ofte negliceret eller overset faktor i diskussionen om overvægt er genetik. Tvillingestudier viser, at op mod 73 % af variationen i BMI kan forklares af genetiske forskelle [8].
Medmindre du på magisk vis selv har valgt dine forældre, har du ikke haft indflydelse på dine gener.
Sammenlignet med cancer, som har en gennemsnitlig genetisk arvelighed på 33%, er genetik en endnu stærkere faktor for overvægt [9].
Genetiske faktorer påvirker blandt andet:
- Appetitregulering og sultfølelse.
- Metabolisk fleksibilitet.
- Tendens til fedtlagring.
- Hormonel regulering af energiomsætning.
Det betyder, at to personer med identiske kost- og træningsvaner stadig kan ende med vidt forskellige resultater. Det gør det uretfærdigt at lægge skylden på individet alene.
Heri ligger noget af forståelsen for hvorfor vi ikke alle er overvægtige i et fedmefremmende samfund på trods af den verserende fedmeepidemi.
Stigmatisering gør problemet værre
Stigmatisering af overvægtige er desværre stadig udbredt og ofte maskeret som "tough love" - men forskningen er ganske klar: Det virker ikke. Det skader.
Studier viser, at stigmatisering er associeret med:
- Øget kalorieindtag [10].
- Lavere motivation til at være fysisk aktiv [11].
- Øget stress, hvilket kan påvirke hormonbalancen og føre til fedtophobning [12].
- Øget risiko for depression, angst og spiseforstyrrelser [13-14].
- Dårligere udbytte i mødet med sundhedsvæsenet [15].
Stigmatisering hjælper ikke nogen. Det gør situationen værre for dem, der i forvejen har det svært.
Når overvægtige føler sig fordømt eller mødt med nedladende kommentarer, øger det risikoen for emotionel spisning, isolation og at man undgår at søge hjælp. Det kan skabe en negativ spiral, som både påvirker fysisk og mental sundhed.
Et eksempel: En person med overvægt, der møder stigmatisering i sundhedsvæsenet, kan blive mindre tilbøjelig til at tage til læge, hvilket på længere sigt øger risikoen for ubehandlede helbredsproblemer - både i relation til overvægten, men naturligvis også andre sygdomme.
Derfor er det vigtigt, at vi taler om overvægt med empati og forståelse - ikke skyld og skam. Det kan være svært, hvis den sundhedsprofessionelle selv lider af omsorgstræthed.
Er al overvægt usund?
Overvægt er associeret med en øget risiko for flere sygdomme, herunder type 2-diabetes, hjertekarsygdomme og visse former for cancer [16-19]. Men det betyder ikke, at en overvægtig krop automatisk er usund.
I en metaanalyse fandt forskere, at fysisk aktive overvægtige personer ikke var mindre sunde end fysisk aktive normalvægtige [20].
Begrebet "metabolisk sund overvægtig" dækker over personer, der har en høj BMI, men normale værdier for blodsukker, blodtryk, kolesterol og lavt inflammationsniveau [21].
Desuden har fysisk inaktive normalvægtige højere sygdomsrisiko end fysisk aktive overvægtige. Det understreger, at fysisk aktivitet og vaner betyder mere end vægten alene for sundhed.
Der er også en risiko for, at overdreven fokus på vægttab overskygger andre vigtige sundhedsparametre som søvn, stress og mental trivsel. Mange sundhedsfordele opnås gennem livsstilsændringer - uanset om vægten ændrer sig eller ej.
Fokus på vaner og adfærd frem for vægttab
Et vægttab kan være meningsfuldt for nogle, men det bør ikke ske på bekostning af mentalt helbred. Gentagne vægttabsforsøg, især med restriktive slankekure, kan føre til yoyo-vægt, forstyrret spisning og lavere selvværd.
I stedet for at jagte tallet på vægten, bør fokus være på:
- At styrke sunde vaner.
- At finde glæde i bevægelse fremfor at bruge det som straf.
- At opbygge et balanceret forhold til mad og kost - madro og kropsro.
- At prioritere søvn, stresshåndtering og trivsel.
Forskning viser, at sunde vaner som:
- Regelmæssig fysisk aktivitet.
- Højt indtag af frugt og grønt.
- Moderat indtag af alkohol.
- At være ikke-ryger.
Er associeret med lavere dødelighed - uanset BMI [22-23].
Du skylder ikke nogen at tabe dig. Dit helbred defineres ikke kun af din vægt, men af dine vaner og din livskvalitet.
Sammenhængen mellem biologi, adfærd og samfund
For at forstå overvægt og sundhed i dag er det afgørende, at vi ikke isolerer ét aspekt - som fx stofskiftet - men ser det i et større perspektiv. Du har nu forhåbentligvis fået en større forståelse for, hvordan basal forbrænding, organfunktion og genetik spiller en stor rolle i kroppens energibalance. Samtidig ved vi, at psykologiske og samfundsmæssige faktorer som stigmatisering og normer for "den sunde krop" påvirker adfærd og trivsel.
Disse komponenter hænger uløseligt sammen. Hvis man genetisk er disponeret for lavere stofskifte og samtidig lever i et miljø med høj stress, ringe søvn og lavt overskud til fysisk aktivitet samt stor madtilgængelighed, så er risikoen for vægtøgning højere. Når man så oven i dét mødes af skam, fordomme og moralisering, bliver det paradoksalt nok sværere at gøre noget aktivt ved det.
Det er derfor ikke nok at sige "spis mindre og bevæg dig mere". For mange er det ikke manglen på viden, men manglen på ressourcer, støtte og ikke mindst forståelse, der er en af de store barrierer. Det handler derfor om at arbejde med det enkelte menneskes udgangspunkt og finde løsninger, der er realistiske og bæredygtige - både fysisk og mentalt.
Derfor skal vi anerkende, at:
- Vægttab ikke nødvendigvis er løsningen for alle.
- Sundhed kan opnås på mange kropsstørrelser.
- Et liv med bevægelse, nærvær, glæde ved krop og mad er værdifuldt - uanset hvad badevægten siger
Denne helhedsforståelse bør danne rammen for både sundhedsformidling og behandling. Kun sådan kan vi skabe en tilgang til sundhed, der ikke skader i forsøget på at hjælpe.
Referencer
[1] Pontzer, H., et al. (2021). Daily energy expenditure through the human life course. Science, 373(6556), 808–812.
[2] Hall, K. D., et al. (2012). Energy balance and its components: implications for body weight regulation. The American Journal of Clinical Nutrition, 95(4), 989–994.
[3] Wang, Z., Ying, Z., Bosy-Westphal, A., Zhang, J., Schautz, B., Later, W., Heymsfield, S. B., & Müller, M. J. (2010). Specific metabolic rates of major organs and tissues across adulthood: evaluation by mechanistic model of resting energy expenditure. The American Journal of Clinical Nutrition, 92(6), 1369–1377.
[4] Malavolti, M., et al. (2018). Accurate prediction of basal metabolic rate in healthy adults: A revision of predictive equations. Journal of the American Dietetic Association, 118(9), 1653–1663.
[5] Domaszewska, K., et al. (2019). Resting energy expenditure in normal weight and overweight adolescents. Journal of Clinical Medicine, 8(10), 1611.
[6] Müller, M. J., et al. (2018). Beyond the body mass index: Tracking body composition in the path to obesity. Obesity Reviews, 19(S1), 3–6.
[7] Heymsfield, S. B., et al. (2018). Human energy requirements: Overcoming predictive equa
tions’ limitations with new technologies. Advances in Nutrition, 9(5), 490–496.
[8] Wardle, J., et al. (2008). Heritability of BMI in adult twin pairs. International Journal of Obesity, 32(9), 1401–1407.
[9] Lichtenstein, P., et al. (2000). Environmental and heritable factors in the causation of cancer. New England Journal of Medicine, 343(2), 78–85.
[10] Major, B., et al. (2012). Weight stigma and health behaviors: Evidence from the National Longitudinal Study of Adolescent Health. Journal of Health Psychology, 17(6), 743–752.
[11] Puhl, R. M., & Heuer, C. A. (2010). Obesity stigma: Important considerations for public he
alth. American Journal of Public Health, 100(6), 1019–1028.
[12] Tomiyama, A. J. (2014). Weight stigma is stressful. A review of evidence for the Cyclic Obesity/Weight-Based Stigma model. Appetite, 82, 8–15.
[13] Himmelstein, M. S., et al. (2019). Weight stigma and health: A review of the literature. Obe
sity Reviews, 20(1), 68–87.
[14] Sutin, A. R., & Terracciano, A. (2013). Perceived weight discrimination and obesity. PLOS ONE, 8(7), e70048.
[15] Phelan, S. M., et al. (2015). Impact of weight bias and stigma on quality of care and outcomes for patients with obesity. Obesity Reviews, 16(4), 319–326.
[16] Lauby-Secretan, B., et al. (2016). Body Fatness and Cancer—Viewpoint of the IARC Working Group. New England Journal of Medicine, 375(8), 794–798.
[17] Whitmer, R. A., et al. (2005). Obesity in middle age and future risk of dementia: A 27 year longitudinal population based study. BMJ, 330(7504), 1360.
[18] Guh, D. P., et al. (2009). The incidence of co-morbidities related to obesity and overweight: A systematic review and meta-analysis. BMC Public Health, 9, 88.
[19] Hamer, M., & Stamatakis, E. (2012). Metabolically healthy obesity and risk of all-cause and cardiovascular disease mortality. Journal of Clinical Endocrinology & Metabolism, 97(7), 2482–2490.
[20] Barry, V. W., et al. (2014). Fitness vs. fatness on all-cause mortality: A meta-analysis. Progress in Cardiovascular Diseases, 56(4), 382–390.
[21] Ortega, F. B., et al. (2013). The intriguing metabolically healthy but obese phenotype: Cardiovascular prognosis and role of fitness. European Heart Journal, 34(5), 389–397.
[22] Matheson, E. M., et al. (2012). Healthy lifestyle habits and mortality in overweight and obese individuals. Journal of the American Board of Family Medicine, 25(1), 9–15.
[23] Ford, E. S., et al. (2011). Healthy living is the best revenge: Findings from the European Prospective Investigation Into Cancer and Nutrition-Potsdam study. Archives of Internal Medicine, 171(15), 1383–1389.
Kommentarer
Tilføj kommentarJeg er helt enig i, at overvægt bliver forkert fremstillet i medierne og i sundhedsvæsnet.
Jeg mener heller ikke man kan bruge BMI til særligt meget, da den intet fortæller om muskelmasse kontra fedtprocent
Hej Peder. Ja, problematikken omkring overvægt bliver desværre fremstillet meget forsimplet og stigmatiserende. Helt enig, BMI er ikke en god målestok for sundhed for folk som styrketræner og dermed har højere muskelmasse end gennemsnittet - og som du siger fortæller BMI ikke noget om kropskompositionen. Til gengæld er BMI for den brede befolkning ikke så dårlig som den til tider gøres til, men bør ikke bruges til at se på "normalvægt" BMI 20-25 som man tidligere har gjort og så kalde al vægt over dette for usund - men hvis BMI sniger sig over 30, så er det oftest problematisk (medmindre man er meget muskuløs eller fysisk aktiv).
Hej Jakob
Jamen helt enig, med at der nok er noget galt med et bmi over 30, med mindre man er meget muskuløs. Men synes nu at er for nemt at få wegovy og lignende midler, tror rigtig mange ville komme langt med livsstil ændring og motion 😊
Njah, ligesom vi i samfundet giver medicin for en lang række sygdomme, så er der uden tvivl mennesker, som i høj grad vil gavne af wegovy og lignende produkter. Men det klart at det ikke kan stå alene - styrketræning, kostændringer og tilpasning af den generelle livsstil samt vejledning heraf bør følge med mv.
Tilføj kommentar