Klienthistorie #2: Josephine om at tabe sig med bland-selv-slik, føle sig fremmed i egen krop og hvordan ens vægttab kan provokere andre Let øvet

Det gik op for mig, at jeg ubevidst altid undgik spejle, undgik at få taget billeder og undgik at kigge på mig selv. Derfor var det lidt en mavepuster, da jeg så det billede, og blev konfronteret med alt det, jeg ubevidst havde undgået at tage stilling til.

Så det blev kickstarten til, at jeg besluttede mig for at personlig træning måske var det rette for mig.

I denne episode har jeg besøg af Maxers træner og vanecoach Celine og hendes klient Josephine, hvor vi blandt andet andet snakker om:

• At føle sig fremmed i sin egen krop.
• Konfrontationen med egen vægt og krop.
• Hvordan vi har grebet Josephines vægttab an.
• Udfordringer undervejs i forløbet.
• Andres kommentarer på krop, mad og vægttab.
• Hvor Josephine er i dag og hvordan hun ser sin fremtid efter forløbet hos Maxer.

Jeg hedder Josephine Mollerup, jeg er 31 år og bor sammen med min kæreste og vores 6-årige barn. Til dagligt arbejder jeg gymaniselærer i mediefag og dansk på et gymnasium. Jeg startede mit forløb med Karoline i maj 2019 og da Karoline gik på barsel i december 2019, arbejdede jeg videre sammen med Celine. Her får du min historie.

At blive mor og glemme sig selv

Jeg gik til en personlig træner, fordi jeg gerne ville være stærkere. Jeg ville gerne genfinde glæden ved min krop og føle at jeg var stolt af den. Jeg var ikke klar til at vide, hvad jeg vejede, jeg var ikke klar til et vægttabsforløb, men jeg ville virkelig gerne føle, at min krop var stærk og sund.

Karoline spurgte i starten af forløbet ind til, om jeg havde lyst til at komme på vægten, men det var jeg ikke klar til på daværende tidspunkt, så vi trænede fra maj til september uden at jeg vidste, hvad jeg vejede. I takt med træningen skred frem, begyndte jeg at føle en stor stolthed i min krop og jeg nød at blive stærkere.

Men når Karoline filmede mig for at vise noget teknisk i mine løft, så kunne jeg slet ikke genkende min krop og jeg fokuserede på alle de ting, jeg synes der var i vejen, så forkert ud og irriterede mig.

I september, 4 måneder efter opstart, blev vi derfor enige om at veje mig. Karoline sagde:

Du vejer jo det du vejer, uanset om du står på vægten eller ej.

Den sætning kan jeg stadig huske dagen i dag og den var virkelig skelsættende. Jeg stod foran vægten nede i Vesterbronx Gym på Vesterbro i København og jeg havde en forventning om, den ville sige omkring 90 kg. Men da jeg hoppede op stod der 106,5 kg.

Det var så overvældende at jeg græd mig gennem resten træningssessionen med Karolines støtte.

Jeg følte en kæmpe skam forbundet med at være tungt og stor. Jeg er næsten 1,80 m høj og jeg er ikke spinkel bygget, så jeg havde ikke en forventet om at veje 50 kg, men de 106 kg var bare overvældende.

Så derfra besluttede mig for, at nu var jeg klar til et vægttab og nu skulle der ske noget.

En Magnum om dagen

Karoline og jeg blev enige om, at jeg skulle tracke mine kalorier i MyFitnessPal. Det gjorde mig bevidst omkring, hvad de forskellige madvarer indeholder og hvad jeg spiste i løbet af en dag. Det fungerede virkelig godt for mig, fordi der ikke var noget, der var forbudt. Alt var tilladt og alt handlede om mængder og kontekst.

Derfor blev jeg mere bevidst om, hvad jeg gerne ville prioritere i min hverdag og hvad jeg godt kunne undvære - uden at gå på kompromis med, hvad der var vigtigt for mig. Så jeg har drukket alkohol i weekenderne, spist bland-selv-slik på ugentlig basis og i de mange første uger spiste jeg en Magnum Mandel hver aften.

Det var vigtigt for mig at have plads til at spise en Magmun Mandel hver aften. Den fungerede som en lille treat, og den understregede for mig, at alting var lovligt at spise og der var ingen forbud. I løbet af et par måneder begyndte den Magnum ikke at være så spændende mere, og jeg begyndte faktisk hellere at ville have noget “almindelig” mad.

Men det var en vigtigt erfaring for mig, fordi det understregede pointen om, at det var mindre vigtigt hvor kalorierne kom fra, så længe jeg bare var i kalorieunderskud. Nu er Magnum Mandel heller ikke så magisk for mig mere, jeg ser den mere som en fødevare på linje med alle andre fødevarer.

At tracke mine kalorier har været meget lærerigt og givet mig et godt overblik over, hvordan jeg skal sammensætte mine måltider på en dag. Jeg har haft perioder i forløbet, hvor jeg ikke har tracket kalorierne og bare spist ud fra min fornuft, sult og mæthed og erfaringer omkring kalorieindholdet i diverse fødevare.

Celine og jeg har snakket meget om, er der er ikke er en rigtig eller forkert måde at gå til et vægttab på, men der ligger en stor værdi i at have forskellige værktøjer. At tracke kalorier har været trygt og nemt tilgængeligt for mig, mens andre måske fungerer bedre med en mere intuitiv tilgang til mad.

Men at kunne veksle mellem kalorietracking og en mere indrefrastyret fremgangsmåde har givet mig en ro, og jeg føler, at jeg er godt stillet i forhold til at skulle navigere i maden.

Kombinationen mellem personlig træning og vanecoach

At jeg både fandt en personlig træner og en vanecoach har formentlig været nøglen til succes for mig. Det har været utrolig rart, at der har været et andet menneske, som jeg har kunne dele alle de svære situationer og tanker med. Jeg har haft behov for at tale om, hvordan det er, rent mentalt, at tabe 30 kg.

For dét selvbillede og kropsbillede jeg havde, da jeg vejede 106 kg, kan hænge ved i lang tid. Når jeg kigger i spejlet nu, kan det godt være nogle af de samme ting, der er irriterende nu, som var irriterende da jeg vejede 106 kg. Og det kan være svære tanker at bearbejde på egen hånd - derfor har det været utroligt rart, at Celine har lyttet, forstået og udfordret mine tanker omkring mig selv, min krop og hvordan jeg gerne vil have tingene skal være.

Det har været et utroligt åbent, ærligt og kærligt rum, hvor Celine også har delt ting omkring sig selv og hendes eget forhold til mad, træning og krop. Jeg har kunne spejle mig og følt mig mødt i mine egne tanker.

At være et spejl for andre

Jeg har oplevet, at nu hvor jeg har tabt mig 30 kg, så kane det virke meget konfronterende overfor andre og deres egne følelser omkring egen vægt og krop. Jeg har nogle gange følt, at folk omkring mig har følt sig berettiget til at kommentere på min krop og på mit vægttab.

Det kan godt være, at kommentarer som “Hvor er du blevet flot” eller “Hvor det dog klæder dig at have tabt de kg” egentlig er ment som komplimenter, men det kan oftest føles som om, at jeg ikke var “pæn” før eller god nok og at min værdi som person stiger - udelukkende fordi jeg har tabt mig. Det har jeg syntes var virkelig svært at være i og jeg har snakket meget med Celine om, hvordan jeg kan tackle disse situationer.

Jeg har ikke tabt mig, fordi jeg gerne vil passe ind i andres forståelse af, hvordan jeg skal se ud.

Jeg har tabt mig, fordi jeg gerne vil have en sund og stærk krop. Og så er andres blikke på den faktisk helt underordnet.

Genvinde tiltro til egen krop

Det har været en kæmpe oplevelse for mig at finde ud af, hvad min krop er i stand til og hvor stærk den er. Det var egentlig ikke noget, jeg havde overvejet inden forløbets start, men jeg har ubevidst været bange for at bruge min krop i rigtig mange år. Især når jeg har leget med mit barn. For tænkt hvis den ikke var stærk nok til at holde min kropsvægt?

Tænk hvis jeg ikke kunne finde ud af det? Og jeg er ikke engang sikker på, at det udelukkende har været mig selv, der har placeret mig i den kasse. For samfundsmæssigt er vi også hurtige til at putte overvægtige i kasser og stigmatisere dem. Så det er ikke så mærkeligt, at jeg har fortalt mig selv, at jeg sikkert var for slap, tung eller stor til at kunne en masse fysiske ting.

Alle de her tanker har jeg skulle konfrontere i træningen, for at genopbygge tilliden til min egen krop.

Det føles lidt som en “Kropsvægts Jantelov” - fordi du er tung, skal du ikke tro, du er eller kan noget.

Vi har løbende arbejdet med at udfordre mine overbevisninger omkring min krops kunnen. Vi har slået kolbøtter, stået på hovedet og stået på hænder, lavet box jump og andre grænseoverskridende øvelser, hvor jeg har virkelig er blevet udfordret på mine mentale barrierer.

Vi har brugt lang tid på at snakke om, hvad jeg er bange for der kommer til at ske og Celine har snakket mig igennem mange øvelser og hjulpet mig med at flytte mine grænser. Det virker enormt sejt, at kunne bruge sin krop på måder, jeg virkelig ikke havde troet, der var muligt for mig.

Naturlige udsving i kropsvægt

I langt størstedelen af forløbet, da vi målrettede det mod et vægttab, tabte jeg mellem 0,5 kg til 1 kg pr. uge. Det interval holdt mere eller mindre ved, indtil jeg ramte cirka 80 kg. Derefter begyndt vægttab at gå en smule langsommere og jeg svingede mere i vægt fra uge til uge.

I nogle perioder stod den helt stille, hvorefter den så hoppede et godt stykke ned igen. Jeg kunne tydeligt se, at min vægt blev påvirket af min cyklus, om jeg havde spist flere kulhydrater end vanligt eller indtaget mere alkohol. Vi har snakket meget om, at det er naturligt at stagnere i vægt i en periode og at det er meget normalt at vægten har udsving.

Tilbage i april kom jeg ned på 75 kg, som er den laveste vægt i min tid hos Maxer, men i takt med at jeg har været lidt mindre stringent med kalorietælling, ligger jeg nu rimelig stabilt på omkring 77-78 kg.

Jeg er helt okay med, at der er vægtudsving. Jeg hverken har eller skal have fuldstændig kontrol over min vægt og den påvirkes af mange eksterne faktorer. Det er egentlig heller ikke selve tallet på vægten, der er det vigtige. Det vigtige er, at jeg har en krop, jeg føler mig godt tilpas i og en krop, jeg er stolt af. Men det er stadig en process, at nå til dertil hvor vægten ikke fylder så meget, og det er noget Celine og jeg snakker meget om til træningerne nu.

Hvad så nu?

Lige nu arbejder vi med at skulle stå på egne ben. Jeg er igang med at lære, at sammensætte mit eget træningsprogram og sørge for at der er progression i det. Jeg kan ikke forestille mig en dagligdag, hvor jeg ikke er fysisk aktiv på den ene eller anden måde, så det er meget vigtigt for mig, at jeg føler mig rustet til at planlægge træningen på egen hånd.

Derudover snakker vi også meget om maden og om, hvordan jeg skal komme videre herfra. Det er stadig lidt en process, at vænne mig til min “nye” krop, så der er stadig mange snakke omkring “at lande i den” og finde vejen fremad.

Hvis du synes denne episode har været interessant, kan du høre andre klienthistorier:

• Morten Münster om rejsen fra smerter, begrænsning og konstante negative overvejelser til løb, frihed og leg med børnene.
• Lone om at skåne ryggen, være pligtopfyldende og gå ned med stress.
• Mathias om 5 år med knæsmerter, tjekkeadfærd, faglig overtænkning og drømmen om løb.
• Jacob: Fra rygsmerter, frygt og undgåelse til frihed.
• Christian om smerter i underarm og albue, at lave 100 pullups og have fede træninger.
• Thomas om iskias-smerter gennem 2 år og ønsket om vandreture og OCR-løb.
• Ninett om diskusprolaps, lændesmerter og at være “hende med ryggen”.
• Maiken om ondt i knæet, accept, Toblerone og at observere hvad du føler.
• Sandra om for evigt at være den tykke pige, små ændringer og at genfinde tilliden til kroppen.
• Mads om knæsmerter, at føle sig skæv, stram, aldrig god nok og de 100 forskellige forklaringer.
• Tine om madregler på McDonalds, at være tryg i det utrygge og at gerne måtte være til.
• Josephine om at holde den nye kropsvægt, lave kolbøtter på floor og at vægttab ikke løser alt.

Lyt til klienthistorie 2

Du kan høre klienthistorie 2 i Apple Podcasts her.
Du kan høre klienthistorie 2 på Spotify her.
Du kan downloade klienthistorie 2 fra Libsyn her.

Se oversigten over alle episoder af podcasten her.

Du kan også streame episoden direkte her: