#62 Empatitræthed: Om medfølelsens pris, når hjælpere smittes af deres patienter og lejrbål Begynder

Per Isdal mener, at det er en selvfølgelighed at du kommer til at blive påvirket af og tage arbejdet med hjem når du arbejder med mennesker, som har det svært, har ondt, er traumatiseret og lider. Det er umuligt ikke at føle noget - hvis der ikke er smerte, er der ikke empati.

I denne episode snakker jeg blandt andet med Per Isdal om:

• Hvad du kan gøre som hjælper, når du opdager, at du bliver eller er blevet påvirket af dit arbejde.
• Hvorfor hjælperes reaktion på arbejdet kan være tabu - og hvorfor det gør det endnu sværere for hjælperen.
• Hvad compassion fatigue og empatitræthed er - og hvad du kan gøre med det.
• Hvordan manglen på empati er skadende for klienten - og hvorfor omsorgstræthed er et problem.
• Hvorfor du som hjælper skal være opmærksom på sekundær traumatisering, empatitræthed og udbrændthed.
• At egenomsorg er essentielt (også) for hjælpere - at tage vare på sig selv og lave statusopgørelse.
• Vigtigheden af kollegial støtte gennem lejrbål, debriefing og et balanceret arbejdsmiljø.

Per Isdal er en norsk psykolog og psykoterapeut, som oprindeligt beskæftigede sig med mennesker, der udøver vold. Det var her han opdagede hvordan han selv blev påvirket af sit arbejde med fx flash backs, pludselig gråd, afsky, vredesudbrud og udtalt træthed. Det ledte ham til at arbejde med hvordan hjælpere bliver ramt af deres arbejde og han har i den forbindelse skrevet bogen "Medfølelsens pris", som beskriver den oversete omkostning som ubalanceret medfølelse kan have for den professionelle hjælper.

Jeg blev glad, når en klient aflyste, fordi jeg slap for at høre om problemerne. Tidligere ville jeg blive bekymret for klientens helbred. Per Isdal

Empatitræthed, omsorgstræthed og compassion fatigue mv. kan ramme alle professionelle hjælpere i fag som fysioterapeuter, psykologer, psykoterapeuter, kiropraktorer, sygeplejersker, læger, personlige trænere, pædagoger, lærere osv.

Hjælperens lod

Hjælpere er gode til at se andres smerte, men måske tilsvarende dårlige til at se og anerkende deres egen. Mange hjælpere bærer derfor rundt på deres problemer alene uden at fortælle andre hvordan de har det og hvad de føler - de lider i stilhed.

Det kan være endnu sværere at dele hvordan man har det, når arbejdet, som man egentligt er passioneret omkring udgør en stor del af problemet. Mange hjælpere har deres arbejde som passion, en form for idealisme om at hjælpe og gøre en forskel for andre mennesker. Det kan gøre hjælperen sårbar når det ikke lykkes, men også være en vigtig drivkraft.

Hjælpere bør indse, at man godt kan være en dygtig hjælper selvom man bliver påvirket (måske endda også på grund af netop det). Det er helt normalt og udbredt blandt hjælpere - og du kan gøre noget ved det. Snak om det, vær åben og transperant omkring det - så mærker du, at du ikke er alene,

Det ekstreme lægger vi mærke til, det daglige vænner vi os til. Det kaldes habituering og kan give en forståelse af hvorfor man som hjælper stopper med at reagere og mærke ting fordi de sker gentagne gange. Handlinger og oplevelser normaliseres over tid og disse belastninger påvirker os - og over tid forandrer de os.

Belastningen som hjælpere kan opleve i deres arbejde, kan føre til udbrændthed, stress, omsorgstræthed, depression, hjælpeløshed, frustration, vrede, afmagt, selvkritik, skam, gradvis forråelse, ligegyldighed mv. hos hjælperen.

Måske ser hjælperen rolig ud udenpå, men oplever en stor uro indeni - som en and, der glider roligt gennem vandet, men under overfladen kører fødderne i højeste gear. At høre om andres smerte, traumer, lidelse mv. sætter spor. Måske man bliver ulykkeligt vidende om livets mørkere side.

Hjælperens egne psykiske vanskeligheder og reaktioner har været et stort tabu. Konsekvensen af tabuet er at hjælperen må gå alene med sine reaktioner. Men hjælpere er almindelige og sårbare mennesker med normale følelser og reaktioner.

Når tanken er ved at løbe tør for empati er du nødt til at gøre noget. I artiklen kan du lære hvad du kan gøre - først må du en række grundbegreber og derefter kan du både hjælpe dig selv og få hjælp udefra.

Compassion fatigue - empatitræthed

Hvordan kan du holde ud at arbejde med så forfærdelige ting? Det er et åbenlyst og vigtigt spørgsmål, som kan fremstå dumt. At hjælpe er berigende og for mange en passion. Man taler om sekundær vitalisering: "En delt sorg er en halv sorg, men en delt glæde er en dobbelt glæde".

Personligt kan jeg sige at det giver en stor glæde, når klienter udtaler noget i retning af: "Hvis det ikke havde været for din hjælp, ved jeg ikke, hvad der ville være sket".

Lad og gennemgå en række af de centrale begreber:

Compassion fatigue dækker over den gradvise og tiltagende slitage på hjælperens evne til at følge med, engagere sig i og bryde sig om deres patienter. Det kan føre til håbløshed, vrede, uro mv.

Den amerikanske professor i psykologi, Charles Figley, var den første til at bruge begrebet efter at have oplevet det på egen krop efter intenst at have arbejdet med krigsveteraner. I midten af 1990’erne beskrev han compassion fatigue som “en nedbrydning af vores medfølelse og vores evne til at kunne tolerere andres stærke følelser og svære historier”.

Symptomer på compassion fatigue kan være fx lav arbejdsmoral, undgåelse af opgaver, optaget af detaljer, faldende motivation, apati, negativitet, mindre arbejdsglæde, manglende tiltro til nytte af arbejde, personalekonflikter, fravær, udmattelse, irritabilitet, tilbagetrækning fra kollegaer, tab af selvtillid, nedladenhed, at patienter bliver til sager og ikke mennesker.

Sekundær traumatisering er den virkning, som hjælperen rammes af ved at møde traumatiserede klienter. Sekundær dækker over at hjælperen står i anden række, hvor nogle taler om STSD - sekundær traumatisk stresslidelse - som en tilstand i stil med PTSD.

Vikarierende traumatisering dækker over samspillet og relationen mellem klient og terapeut - og hvordan det påvirker hjælperen. Hjælperen bliver vikar for klientens lidelse. Hjælpere absorberer klienternes hjælpeløshed og håbløshed.

I arbejdet med klienter med kronisk smerte kan jeg genkende elementet af at bære på klienters smerte; en smerte, som jeg ikke altid kan hjælpe tilstrækkeligt med. Det er hårdt fordi smerten har så stor betydning for klienternes liv og fordi afmagten og håbløsheden smitter.

I mange klienters historier er der nogle gennemgående beskrivelser af forskellige behandlingstiltag, som de tidligere har været igennem, som forskningen allerede før start ville tale imod. Klienten får altså ikke den hjælp i en sårbar situation, som vi forventer og gerne vil tilbyde som sundhedsvæsen.

Måske har de også mødt nogle behandlere, som har fortalt dem ting, som er fagligt forkerte, men personligt skadende. Ting, som har sat dem flere år tilbage. Ting, som har været sårende eller gjort dem bange. At de er skæve, svage, asymmetriske, har forskellig benlængde, svag core, skævt bækken osv.

Ting, som folk tager med sig i årtier eller resten af livet. Og at mærke den frustration og afmagt klienten mærker efter at have haft ondt i 8 år og ikke kunne lege med ens børn. Det kan påvirke mig. Især følelsen af, at de kunne have fået bedre hjælp tidligere. Det påvirker mit syn på behandlingsverden og sundhedsvæsenet.

Ingen kan hjælpe alle. Der findes ikke en magisk formular. Jeg kan heller ikke hjælpe alle klienter med deres smerter, så jeg har ikke en forestilling om, at jeg er en form for perfekt hjælper. Men jeg ville ønske at sundhedsprofessionelle gik mere op i, hvorfor behandler de som de gør? Hvorfor siger de til andre mennesker som de gør? At være opmærksom på, at de ord vi bruger kan skade eller påvirke andre mennesker.

Per fortæller om en klinik i USA, hvor de arbejdede med alvorlige voldsforbrydelser i en institution. Terapeuterne som arbejdede der, var der i gennemsnit i tre år og oplevede stor omsorgstræthed. Undervejs gennemgik de tre faser.

1. Første fase var: "Save the world". Her gik medarbejderne engageret ind i jobbet med idealer fulde af entusiasme og de troede på at det kunne lykkes. Det varede typisk i et halvt år.
2. Anden fase var: "Save a few". Erkendelsen var at det er ikke alle, som kan få hjælp. Jeg må bruge min energi på dem af mine klienter, som jeg har størst tro på. Jeg kan ikke hjælpe alle. Måske siger man nej til nogle opgaver og fasen varer 1-2 år.
3. Tredje fase var: "Save yourself". Her drejder arbejdet sig om én ting og det var overlevelse. Patienten er ikke længere så vigtig. Sygmelding er aktuelt, at blive tillidsvalgt, være i fagforeningen eller på anden måde slippe ud af klinikken er målet. Møder trækkes ud i tid og jeg forsøger at undgå mine klienter.

Modoverføring beskriver de følelser og væremåder som en patient vækker i behandleren. Den indeholder to elementer: 1) de følelsesmæssige, tankemæssige og fysiske reaktioner. 2) terapeutens bevidste og ubevidste forsvar mod disse følelse. Det er vigtigt at være opmærksom på hvis du vil beskytte dig selv.

Udbrændthed dækker over de langvarige arbejdsrelaterede stressreaktioner, der opstår når værdier og forventninger ikke stemmer overens med virkeligheden. Det handler ofte om rammerne for arbejdet, hvor grundfølelsen skifter fra begejstring til stagnation, derefter frustration og til sidst apati.

Direkte belastninger dækker over de belastninger, som hjælperen udsættes direkte for i arbejdet som trusler, krænkelser, selvskadende adfærd, afvisning, aggression osv. De er meget synlige og kan derfor være lettere at beskytte sig mod, tage hensyn til og reagere på.

Indirekte belastninger dækker over de belastninger, som hjælperen oplever, konfronteres med, tager til sig i mødes med klienten som afmagt, depression, smerte, håbløshed, frustration, traumer, overgreb, svigt, dystre prognoser osv. De er ofte usynlige og kan derfor være svære at beskytte sig mod, tage hensyn til og reagere på - fordi de ofte går under radaren og derfor slet ikke opdages før længe efter der skulle være gjort noget.

Hjælpere er også mennesker

Hvis du opdager at du er påvirket af dit arbejde, så få hjælp. Der er meget du selv kan gøre og noget er sandsynligvis lettere med hjælp udefra fx supervision, coaching, tilpasning af dine arbejdsrammer osv.

For nogle resulterer påvirkningen fra hjælperarbejdet i et misbrug af alkohol, mad, sex, stoffer eller lignende som giver en kortvarig glæde, ro og frihed fra det man ellers mærker - en pause - men det er en uhensigtsmæssig og usund copingstrategi.

Herunder kommer en række strategier, du kan arbejde med hvis du er ramt af dit hjælperarbejde. Først nogle ting du selv kan gøre og derefter noget der inddrager dine kollegaer:

Måske kan du finde se nærmere på hvori dine problemer består. Relaterer de sig til fagområdet for dit klientel fx smerter, vold osv., så er traumatisering, compassion fatigue og sekundær traumatisering sandsynligvis relevant at se nærmere på. Er problemer i højere grad relationen mellem klient og hjælperen, er vikarierende traumatisering interessant. Handler det mest om noget i dig selv, så se nærmere på modoverføring. Og hvis det er rammerne for arbejdet, så tænk på udbrændthed. I realiteten er det sandsynligvis en kompleks suppe bestående af en kombination af alle ovenstående faktorer.

Statusopgørelse dækker over at du stopper op og mærker efter (mindfulness). Hvordan forstår jeg det, der sker i mit liv, hvordan forklarer jeg det (attribution). Tænk forskellige afdelinger fx musik, medie, bøger, film, nydelsesmidler, hobby, sociale sammenhænge. Vær skeptisk overfor automatiske tanker (attributionsfejl) - måske sker ting af en anden grund end du tror. Når du har lavet din statusopgørelse, kan du tage fat i egenomsorgen.

Egenomsorg dækker over at tage vare på dig selv fx ved at koble af, sove godt, træning, restitution, inspiration, reaktioner osv. Sørg for at have en god balance mellem den omsorg, du drager for andre og den omsorg, du drager for dig selv. Det er vigtigt at have et liv uden for arbejdet som lader dig op og giver pauser.

Jeg mistede lysten til at dyrke mine hobbyer og havde ikke energi til at møde mine venner. Per Isdal

Egenomsorg kan inddeles i flere forskellige områder:

1. Fysisk: Kost, motion, træning, søvn, ferie.
2. Mental: Selvrefleksion, terapi, dagbog, hobby.
3. Følelsesmæssig: Socialisér, forbind med andre, snak om hvordan du har det, hyg dig.
4. Spirituel: Refleksion, natur, mediter, hvad er meningen.
5. Professionel: Pauser, rammer, udvikling, variation i arbejdsopgaver.

Lejrbål er Per Isdals begreb for at mødes for at dele tanker og følelser. Det fungerer som en slags afgiftning, hvor du er nødt til at reagere på det du oplever og nogen skal lytte til dig - uden at fixe det du bringer på banen. Ideen kommer fra en modig og stærk indianerstamme i det gamle Nordamerika som overlevede på grund af deres mod og styrke. De var krigerne og havde et ritual, hvor de en gang om året satte sig om et bål i en uge og delte sine reaktioner og følelser fra det seneste år. De delte deres sorg, smerte, græd, råbte, lyttede osv. De havde brug for et sted at reagere og dele det vanskeligste de bar på mens andre lyttede. Det har hjælpere også brug for hvis vi skal fortsætte med at være stærke, modige og empatiske hjælpere med nærhed til og respekt for de mennesker, vi skal hjælpe.

Sådan laver du lejrbål:

1. Sid i ro i 5 min og tænk på 1 følelse.
2. Spor hvilken klient eller situation følelsen stammer fra.
3. Del følelsen med de andre.
4. Andre må kun lytte, ikke svare, stille spørgsmål eller trøste.
5. Feedback i kort form uden forslag og løsninger.

Lejrbål handler ikke om at fixe - men at afgifte.

Debriefing er en anden metode til at bearbejde noget med kollegaer, man har oplevet. Debriefing handler om hjælperen (følelser), mens konsultation handler om klienten (faglighed). Vejledning og supervision ligger midt imellem. Det kan være en effektive måde at kunne støtte hinanden på arbejdspladsen. Det fungerer som en form for dekompression ligesom dykkere, der skal gradvist fra normalt tryk hjemme til højt tryk i vandet dybde. Der er behov for klare overgange og ritualer.

Kollegasmitte og kollegaforgiftning dækker over hvordan kollegaer ubevidst kan chokere og ryste hinanden med voldsomme historier med rystende detaljer, der deles for hurtigt til uforberedte kollegaer. Det er et eksempel på hvordan kollegaer kan blive en del af problemet i modsætning til løsningen med fx debriefing og lejrbål. Del i stedet som ringe i vandet hvor det har ført klienten hen og gør det klart med kollegaerne hvad der er klar til at høre.

En grov opsummering af en lang række ting, som du kan gavne af er, at være opmærksom på din grad af involvering. Du bør være afstemt og i kontakt - men hverken over- eller underinvolveret.

Forsøg at gøre det ubevidste bevidst ved at lægge mærke til hvad der sker i din krop mens du har sessioner - hvad mærker du? Vær mindre empatisk ved at tage styring og kontrollere din empati, så du kan bruge den når den er bedst givet ud.

Gå ind og ud af kontakten med klienten ved at tilpasse din kropsholdning, dit fokus og blik fx på omgivelserne for at bryde feltet, så du ikke bliver drænet. Skift udtryk med din stemme, ansigtsudtyrk og kropsholdning for at forandre energien.

Skab gode indre billeder ved at forestille dig dit safe place, når du har brug for det og husk at gå med udrustning - altså arbejdstøj, så du har en klar uniform og ved du er på arbejde. Gå ind og ud af din rolle som hjælper ved at have faste ritualer i før, undervejs og efter en arbejdsdag. Husk også at tage pauser fordi ro i sig selv er beskyttelse.

Lyt til episode 62 om empatitræthed

Du kan høre episode 62 i Apple Podcasts her.
Du kan høre episode 62 på Spotify her.
Du kan downloade episode 62 fra Libsyn her.

Se oversigten over alle episoder af podcasten her.

Du kan også streame episoden direkte her: