#20 Hvorfor er vi ikke alle fede? Forstå overvægtens årsager Let øvet

Vi ved i store træk hvordan fedme udvikles, men det store spørgsmål er hvorfor vi udvikler fedme. Der er nemlig mange faktorer bag - nogle indenfor vores kontrol og andre udenfor.

Jens Lund er kandidat i humanbiologi, bachelor i biokemi og professionsbachelor i Ernæring og Sundhed. Han arbejder på Københavns Universitet med fedmeforskning og biologien bag vores fedtceller.

I episode 17 af Stærk & Smertefri snakkede jeg med Jens om vores fedtvæv og genetik, mens vi i denne episode snakker videre om:

• Hvordan udvikler man fedme og hvorfor har vi en fedmeepidemi?
• Fedmens følger: sygdomme, stigmatisering og enorme krav til sundhedsvæsen og samfundsøkonomi
• Hvorfor det kun er nogle, der bliver overvægtige - vi lever jo alle i et fedmefremmende miljø?
• Hvorfor det er så svært at vedligeholde et stort vægttab?
• Hvordan kan vi bekæmpe fedmen i fremtiden?

Fedme er et stort sundhedsmæssigt problem i hele verden og citatet under fortæller noget om kompleksiteten i det.

Vi mennesker er dybt optagede af mad. For de sultne handler hver tanke om det næste måltid. For de mange millioner af mennesker med svær overvægt udgør maden en sirenesang, en konstant fristelse, der for alt i verden må undgås, hvis ellers den sociale stigmatisering og risikoen for livsstilssygdomme skal begrænses. For de slanke er maden ikke bare brændstof, det er også nydelse og velvære i weekenden. For fødevare- og kosttilskudsindustrien er maden “big business”, og set fra et samfundsmæssigt synspunkt, så udgør det moderne madmiljø én af de største trusler mod hele verdens helbred.” Jeffrey Friedman (2003 i Science Magazine)

Hvad er fedme og hvordan måles det?

I Danmark sneg andelen af overvægtige sig for første gang over 50% i 2018 og det er efterhånden klart, at overvægt og fedme er problemer, som vi kommer til at kæmpe med både nu og i fremtiden.

Siden 1987 er forekomsten af overvægt og fedme mere end fordoblet. Markant flere mænd end kvinder er overvægtige, mens antallet af mænd og kvinder med fedme er omtrent det samme.

Men hvordan defineres overvægt fedme? Definitionen af fedme udregnes som udgangspunkt med BMI (Body Mass Index), som beskriver relationen mellem din højde og kropsvægt (kg/m²). Når din BMI overstiger 25, er du i kategorien overvægtig og kommer du over 30, er du svært eller ekstremt overvægtig - kaldes også fedme.

Nedenstående oversigt over skalen er hentet fra Sundhed.dk, hvor der også er en BMI-beregner:

• BMI < 18.5: undervægt - lav risiko for fedmerelaterede komplikationer.
• BMI 18.5-24.9: normal vægt - middel risiko for fedmerelaterede komplikationer.
• BMI 25-29.9: overvægt - let øget risiko for fedmerelaterede komplikationer.
• BMI > 30 - 39.9: svær overvægt moderat til høj øget risiko for fedmerelaterede komplikationer.
• BMI > 40: ekstrem overvægt - meget høj risiko for fedmerelaterede komplikationer.

BMI har fordele, men også svagheder. Den tager nemlig ikke højde for hvad den totale kropsmasse består af fx fedtmasse kontra muskelmasse. Derfor kan BMI fordelagtigt suppleres med fx måling af fedtprocent og talje/hofte-indeks (gerne < 0,8 hos kvinder og 0,9 hos mænd) samt overvejelser om graden af fysisk aktivitet.

Hvis du har styrketrænet længe og har bygget en solid portion muskelmasse, så kan BMI være misvisende for din sundhed, fordi kropsmassen består af mere muskelmasse end en gennemsnitsperson med mindre muskelmasse.

Der er også forskel på at være overvægtig (fx i den høje ende 20'erne), men fysisk aktiv, hvor du alligevel vil kunne have en god sundhed. eller om du er fysisk inaktiv. Det er som udgangspunkt bedre sundhedsmæssigt at være lidt overvægtig og fysisk aktiv end normalvægtig og fysisk inaktiv.

En vedvarende diskussion blandt fagfolk går på om fedme bør betegnes som en sygdom. De primære argumenter for betegne det som en sygdom er, at gøre opmærksom på problemet og sætte fokus på hvor komplekst det er, hvorfor det bør betegnes som en kronisk sygdom. Andre mener mere konkret at fysisk inaktivitet er en sygdom.

Måske er det nødvendigt med en diagnose for at få medicin, men en del af problemet ligger sandsynligvis i definitionen af sygdom kontra symptomer. Fedme er en risikofaktor for mange sygdomme og symptomer, men er det en sygdom i sig selv?

Det bliver hurtigt kompliceret. Uanset konklusionen, så er det et seriøst problem - sygdom eller ej. Det flere er enige om, at det er en lidelse. Forbundet med mange problemer.

Og det er et problem fordi følgerne er fx hjerte-kar-sygdomme, åndenød, smerter, forhøjet blodtryk, type 2 diabetes, kræft, blodpropper, galdesten - og ultimativt resulterer i at svært overvægtige vil have 5-10 gode leveår mindre uden langvarig belastning fra sygdom i forhold til normalvægtige.

Hør podcasten om kropsidealer.

Hvordan udvikler man fedme?

Det er vigtig at påpege at vi bruger ordet hvordan, og ikke hvorfor. Vi har nemlig ikke endegyldigt gode svar på hvorfor, men det har vi til gengæld på hvordan.

Helt grundlæggende er det egentlig ret simpelt fordi det handler om fysik og om termodynamikkens love - som vi ikke kan ændre. Du tager på hvis du indtager flere kalorier end du forbrænder - dvs. hvis du er i kalorieoverskud. Det er en nødvendighed for at tage på.

Du kan sammenligne det med en bodega på Østerbro, hvor der er mange fodboldfans. Hvordan er der kommet så mange fans? Det er fordi kommet flere ind ad døren end der er gået ud af døren. Det er simpelt.

Men hvorfor er der kommet så mange fodboldfans ind på netop denne bodega? Det kan der være rigtig mange grunde til og det kan være svært at svare præcist på. Måske er det fordi det ligger på Østerbro og dermed tæt på Parken? Er det fordi det er søndag og sommer? Er det fordi der har været kamp mellem Brøndby og FCK? Er der landskamp?

Det komplekse i fedme ligger altså ikke i hvordan, men hvorfor. Derfor er udsagn som “Luk munden og let røven” og fordomme som at “De fede er dovne” meningsløse eksempler på, at mange slet ikke forstår hvor komplekst et problem vi står overfor. Og heri ligger en af de største udfordringer nu og i fremtiden.

Fedmeepidemiens udvikling og de medfølgende problemer

Over hele kloden er det sket en stor øgning i antallet af overvægtige siden 1975. I alt er der to milliarder overvægtige mennesker og af dem kan 600 millioner kategoriseres som fede med et BMI over 30.

Der er sket et skift fra at være flere undervægtige end overvægtige til at der nu er flere overvægtige end undervægtige.

Tager du folk fra traditionelle eller østlige samfund og placerer dem i Vesten, vil de adoptere vestlige spisemønstre, tage på i vægt og udvikle følgesygdomme fra fedmen.

Det er svært at gøre noget med de mennesker, der nu er voksne og overvægtige. Med børn er der større chance for at kunne gøre en forskel og løse problemet for de fremtidige generationer. Derfor er Madro for de mindste vigtigt.

I 1975 var det på verdensplan 1 % af alle børn, der var overvægtige - i dag er tallet mellem 6 og 8 %. Der er sket en stor ændring, dog virker det ikke så voldsomt som hos voksne, men det er fordi børn ikke har levet længe nok til at akkumulere fedmen...endnu.

Fedmens følger: sygdomme, penge og stigmatisering

Fedme er et problem både for den enkelte og for samfundet. Helt basalt er der en stor risiko for at udvikle en lang række sygdomme, hvis du er overvægtig. Der er to grupper af følgesydgomme: mekaniske konsekvenser og metaboliske konsekvenser.

De mekaniske konsekvenser eller problemer opstår når fedtet trykker bestemte steder. Fx hvis du har meget fedt på brystkassen, kan det trykke på lungerne, når du skal sove om natten og det kan give søvnapnø. Hvis du har meget fedt omkring organerne, kan det trykke på nyrerne og bidrage til et forhøjet blodtryk.

Derudover øger den ekstra kropsvægt også risikoen for artrose (slidgigt). Men risikoen for artrose hos ikke-vægtbærende overvægtige er også forhøjet, og det tyder på at der er nogle andre processer, der sættes i gang i kroppen, der skader de ikke-vægtbærende led.

De metaboliske konsekvenser (stofskiftemæssige problemer) opstår når der er for meget fedtvæv på de forkerte steder (som du kan høre mere om i episode 17). Fedtvævet kan blive betændt så der er brug for at celler fra andre steder i kroppen prøver at bekæmpe det - og betændelsesreaktioner øger risikoen for type-2 diabetes, hjertekarsygdomme og en række kræftsygdomme.

For samfundet koster hjertekarsygdomme rigtig mange penge. På verdensplan har estimeres det til omkring to trillioner i døgnet - et absurd højt tal. Det belaster verdensøkonomien og enkelte lands økonomi. I USA er det et problem at rekruttere soldater på grund af overvægt. Hele 65 % af befolkningen er overvægtige og 35 % er decideret fede.

For det enkelte individ er et stort problem stigmatisering, som kan give følelsen af mindreværd og være medvirkende til fastholde den uhensigtsmæssige adfærd.

Hvis du er overvægtig er, er du sandsynligvis allerede klar over at du er overvægtig og tænker sandsynligvis ikke følgesygdomme til daglig. Derimod er du nok meget opmærksom på omgivelsernes syn på dig - og det syn er ofte ikke negativt, uforstående og nedladende.

Stigmatisering kan også forhindre at have et kærlighedsliv og afspejles ikke kun i vores adfærd, men også fx i løn, hvor den indirekte kan afhænge af hvad du vejer.

Men hvor kommer stigmatiseringen fra? Der er desværre meget lidt litteratur, som kan forklare det, men det er kulturelt bestemt. I nogle kulturer bliver overvægt set på som noget positivt, mens vi i Vesten allerede som børn indirekte lærer at overvægte er moralsk mindreværdige.

Det er et komplekst fænomen som udvikles over lang tid. Og fordi det er så alment accepteret i samfundet, kan overvægtige selv også komme til at stigmatisere overvægt.

Et eksempel på stigmatisering er når utrænede mennesker laver noget som de får sved på panden af og siger til sin træningsmakker: “De fede må svede!”.

Medierne spiller også en rolle. Børnefilm og tegnefilm har paradoksalt været gode til at stigmatisere. Fx “Fede Dorrit” fra “Terkel i Knibe”, “Kjeld” fra “Olsen Banden” og “Chris” fra “SKAM”. De er alle overvægtige og deres roller indebærer at de er klodsede eller dumme.

Hvorfor har vi en fedmeepidemi?

Så er vi tilbage til det store spørgsmål: hvorfor har vi en fedmeepidemi? Først og fremmest er det vigtigt at forstår kompleksiteten.

Fedme er ikke raketvidenskab. Det er meget mere kompliceret. George Bray

Der er hovedsageligt to faktorer, der interagerer med hinanden og udløser fedmeepidemien, nemlig vores gener og det miljø, vi lever i.

Generne lader pistolen, og miljøet trykker på aftrækkeren. George Bray

Det fedmefremmende miljø

Lad os starte med miljøet. Der er to store faktorer, der bidrager til det fedmefremmende miljø. Det første er madmiljøet og det andet er fysisk inaktivitet.

Det gennemsnitlige daglige kalorieindtag er øget drastisk - i USA med omkring 500 kcal fra 1970'erne til 2000'erne (sandsynligvis mindre i Europa ~100-200 kcal).

Men hvad er det i vores madmiljø, der gør at vi spiser for meget? Det skyldes ikke én simpel forklaring som at vi spiser for mange kulhydrater, for meget fedt eller de forkerte proteiner, men at vi spiser for mange kalorier samlet set.

Sandsynligvis handler det om hele den måde vi producerer og indtager mad - i al hast med fokus på velsmag og profit uden regulering - jo mere mad firmaer får os til at spise, jo flere penge tjener de.

Mange fødevarer er designet på en måde som giver os lyst til at spise mere. De dækker vores behov for energi (fysiske homeostatiske behov), men også vores hedoniske behov (lyst- og nydelsesbehov), så vi får lyst til at spise mere. De har den rette konsistens og blanding af sødt, salt og fedt, de er hypervelsmagende og samtidig energitætte (mange kcal per gram) - og så de er tilgængelige overalt.

Fysisk inaktivitet er et resultat af at vi ikke længere skal fx ud på markerne for at skaffe vores egen mad, tager bilen til arbejde og kaster os på sofaen når vi har fri. Det estimeres at amerikanernes daglige energiforbrug, der går til fysisk aktivitet er faldet med 160 kcal per dag siden 1950 - og bare dét er nok til at forklare fedmeepidemien i USA.

Derudover er der flere mindre faktorer - nogle mere teoretiske end andre - i vores miljø, der potentielt kan påvirke vores kropsvægt:

• Dårlig søvn: gør at vi bliver mere sultne og dårlige til at træffe beslutninger.
• Mindre rygning: rygning øger stofskiftet og sænker appetitten.
• Lægemidler for psykiske sygdomme: kan øge appetitten.
• Hormonforstyrrende stoffer: kan muligvis bidrage til øget appetit.
• Fedtvæv og fertilitet: op til en vis grænse kan man sige, at jo mere fedt på kroppen, jo mere fertil er kvinden - derfor spekuleres i om det bidrager til at opretholde en vis fedtprocent i befolkningen.
• Assortive mating (“lige børn leger bedst”): overvægtige mennesker finder ofte sammen med andre overvægtige mennesker, så generne bliver givet videre.
• Fosterforhold: hvis du bliver underernæret eller overernæret som foster vil det øge risikoen for at du udvikler overvægt senere i livet.
• Social og økonomisk ulighed: man ser oftere overvægt i lavere sociale klasser.
• Fødevareusikkerhed: når det ikke vides sikkert om man har nok penge til at brødføde sig selv og sin familie. Det bidrager til at man køber billige, forarbejdede og energitætte fødevarer, som mætter dårligt.
• Omgivelsernes temperatur: vi har varme boliger og bruger mindre energi på at temperaturregulere os selv.
• CO2 i atmosfæren: det spekuleres i om dette muligvis påvirker appetitten (korrelation, men ingen årsagssammenhæng).
• Tarmflora: det spekuleres i om denne kan påvirke hjernen og dermed appetitten.
• Virusinfektioner: det spekuleres i om det kan påvirke fedtvæv.

Genetikken: hvorfor kun nogle bliver overvægtige i det fedmefremmende miljø

Generelt er vores kropsvægt øget, men BMI varierer alligevel en del på tværs af grupper af mennesker. De tykke er blevet tykkere og de slanke er blevet mindre slanke. Men eftersom ikke alle er overvægtige, må vi se på forskellene imellem disse mennesker - herunder de genetiske forskelle.

Nogle mennesker er nemlig mere modtagelige for overvægt og andre ikke - på grund af generne fra deres mor og far.

I den variation vi har i vores BMI, kan 65 % af variationen tilskrives genetikken og de resterende 35 % kan tilskrives miljøet.

Hvis du stadig er af den overbevisning at overvægt er selvforskyldt og at det "bare" handler om at "lukke munden og lette røven", altså spise mindre og motionere mere, er dette eksempel værd at læse nøje: Hvis du tænker på hvor høj du er, hvor meget vil du så tro kan tilskrives hhv. genetikken og miljøet?

De fleste vil nok sige, at det primært handler om genetik. Men selvom vi over årene er blevet højere, tilskrives cirka 80 % af den individuelle variation genetikken. 65 % for BMI og 80 % for højde er ikke så langt fra hinanden - selvom manges forståelse er helt forskellig.

Det er vigtigt, at adskille monogen fedme og polygen fedme. Der er få mennesker i verden, der har monogen fedme, som er svært overvægtige fordi de lider af genetiske sygdomme eller syndromer. Her kan deres fedme forklares udelukkende på grund af mutationer i bestemte gener, som styrer autoreguleringen, så man udvikler svær overvægt allerede fra småbarnsalder (som dog kan medicineres).

Alle andre mennesker, der lider af fedme, lider af polygen fedme. Hermed menes at der er flere af de 25.000 gener, vi har, der gør dem mere udsat for fedme. Epigenetik er et stort forskningsfelt, som forsøger at belyse dette område. Men vi forstår stadig ikke hvordan vi kan forklare de 65 % af variationen i genetikken - indtil videre kan forskerne kun forklare 5-10 % af de 65 %.

Hvorfor det er så svært at vedligeholde et stort vægttab?

Du har helt sikkert hørt det før: det kan være nemt at tabe sig, men det er meget svært at holde vægttabet. På den måde er den udfordring en del af fedmeepidemien. Hvordan kan det være at det er så voldsomt svært? Lad os kigge på biologien.

De fleste mennesker er rimelig vægtstabile som voksne. I den vestlige verden vil et gennemsnitlig menneske tage på 10 kg i løbet af sit arbejdsliv. De 10 kg udgør en meget lille afvigelse eller procentvis øgning over mange år.

Først er det interessant at vide noget om hvordan kropsvægten reguleres. Hvorfor deponerer vi overskudskalorier som fedt og ikke som muskler, hår eller negle? Grunden er evolutionær og det handler om at fedt (lagret på kroppen) er en mere langsigtet energikilde for at overleve. Det er den mest effektive måde at presse så mange kalorier som muligt sammen på.

Der er flere teorier om hvordan vores krop regulerer fedtmassen:

Set point-teorien

Denne teori siger at kroppen regulerer fedtmassen gennem et system vi kalder adipostat. Det er lidt som et system, der regulerer temperaturen i et rum. Vi er født med et punkt (en kropsvægt), som vores krop hele livet vil svinge hen i mod. Teorien tager udgangspunkt i at selvom vi en periode tager på, vil kroppen sætte gang i nogle processer, som gør at vi kommer tilbage til den gamle vægt. Men teorien kan ikke forklare hvordan og hvorfor nogle mennesker kan ligge stabilt både over og under dette punkt i længere perioder.

Settling point-teorien

Denne teori indebærer at fedtmassen kan svinge mere op og ned end den kan i setpoint-teorien. Så når vægten flytter sig, finder den et nyt ligevægtleje. Det vil sige at stofskiftet svinger sammen med kropsvægten og slår sig til ro uanset om det går op eller ned. I denne teori er det især miljøet, der styrer vores kropsvægt. Dog vil kroppen reagere med at udvise sult hvis vi fx går på en sultekur, sådan at vi ikke slår os selv ihjel.

To-punkts-teorien

De to teorier bliver til tider kombineret og kaldet to-punktsteorien (dual intervention point) og indebærer at der er en øvre og nedre grænse for vores kropsvægt. Miljøet er altså i frit spil til at kunne påvirke vægten op eller ned mellem de to grænser. Hvis du kommer over eller under disse grænser, forklares det ved at grænsen skubbes til at blive højere eller lavere.

Den nederste grænse er biologiens måde at sørge for at vi ikke sulter ihjel og sørger for at vi overlever. Men den øvre grænse - hvorfor er den der? I dyreverden ser man at vilde dyr ikke tager voldsomt på selvom de bliver fodret ekstra meget.

Evolutionært set kan det forklares ved at hvis man som pattedyr eller menneske tog for meget fedt på, så ville det øge risikoen for at blive et byttedyr fordi man ikke længere kunne flygte fra de trusler som fra tidernes morgen var for menneskeheden.

De forhistoriske mennesker, der levede på jorden var rent faktisk byttedyr helt indtil de begyndte at lave våben til at forsvare sig med. Fra det tidspunkt var det ikke længere så vigtig at vi var lette og kunne løbe nemt - og dermed tror man at den øvre grænse er steget.

Det er noget langhåret, men blandt de bedste forklaringer vi har i dag. Der er altså nogle mennesker, der er i stand til at holde kropsvægten nede fordi deres krop stadig tror den er i risiko for at blive slagtet på savannen. Mens hos andre er denne genetiske egenskab gået tabt og den øvre grænse for kropsvægten er forsvundet.

Denne forklaring modstrider dog den evolutionære teori om at det er en fordel at kunne ophobe fedt for at kunne overleve. De to modstridende teorier kaldes “thrifty vs. drifty genes”.

“The thrifty gene"-hypotesen siger at vores gener er grådige, så vi mellem hungersnødperioder kunne ophobe så meget energi som muligt. Mens “the drifty gene"-hypotesen siger at vores gener er i drivende forandring, og det betyder at der kommer tilfældige mutationer, som ødelægger eller fjerner den øvre grænse fordi der ikke længere er et evolutionært selektionspres.

En ting er når den øvre grænse er ødelagt, men hvad hvis man taber sig og kommer ned på normalvægt eller tættere på den nedre grænse? Hvorfor er det så svært at holde vægten der? Det endelige svar mangler stadig, men foruden det fedmefremmende miljø, er den hidtil bedste forklaring, at kroppen forsøger at forsvare fedtmassen.

Problemet er bare at det burde den ikke gøre, for der er rigeligt med kalorier at tage af. For en slank person er det en trussel at komme for langt ned i fedtprocent og kropsvægt. Biologien vil derfor forsøge at presse fedtprocenten og kropsvægten op igen på er ved at fx:

• øge appetitten (så du indtager flere kcal)
• sænke forbrændingen (mere end vægttabet kan forklare, ved at musklerne spilder mindre energi, det sympatiske nervesystem går ned i gear og stofskiftehormonerne daler)

Normalt når man mister kropsmasse, er der færre celler tilbage, der kan brænde energi af. Men når vægttabet opleves som en trussel for kroppen sænkes forbrændingen endnu mere end den burde. Denne mekanisme betegnes som “the perfect storm” fordi den blæser alle kiloene tilbage på kroppen

Sammen med det fedmefremmende miljø, som vi bor i, er det blandt de bedste forklaringer på hvorfor det er så svært at vedligeholde vægttab.

Fedmen i fremtiden: Hvad gør vi?

Fedme er et problem nu, men det kommer til at få endnu større konsekvenser i fremtiden hvis vi ikke gør noget ved det. Vi har kun fået en forsmag på de mange følgesygdomme. Hidtil har vi tiltag som fx livsstilsinterventioner, som skal få folk til at bevæge sig mere og spise sundere.

Problemet er bare, at det ikke virker særlig godt. Der er meget få mennesker, der faktisk lykkes med et stort vægttab uden at tage det hele - og mere - på igen, når interventionen stopper. Der findes også lægemidler, men de fungerer heller ikke godt nok.

I episode 12 af podcasten snakker jeg med Morten Elsøe om hvorfor slankekure ikke virker - og hvad du skal gøre i stedet. Der er nemlig mange muligheder for at finde noget, som fungerer for netop dig, men du skal slippe mange af de regler, som du måske har hørt.

Det eneste vi har som virker effektivt på selve kropsvægten er mave-tarmkirurgi som gastric bypass, der gør mavesækken mindre. Det medfører meget drastiske vægttab på mellem 12-40 % af kropsvægten, som fastholdes i mindst 10-20 år.

Derudover forsvinder følgesygdomme som sukkersyge. Problemet er bare at vi ikke kan lave mave-tarmkirurgi på 600 millioner mennesker - det er dyrt og indebærer en høj risiko. Derudover kan det være en meget stor psykisk belastning i forbindelse med denne ændring.

Så hvad kan vi gøre i stedet? Først og fremmest handler det om forebyggelse. Men sandsynligvis kræves der en voldsom revolution globalt, som vender hele fødevareindustrien og markedskræfterne på hovedet. Skal du have lov til at spise alt hvad du gerne vil eller skal politikerne bestemme det? Skal de bestemme prisen gennem regulering af afgifter? Disse tanker passer ikke så godt ind i et frit samfund, hvor ansvaret lægges over på det enkelte individ.

Forebygning vil spille en kæmpe rolle for de næste generationer. Det er vigtig at gode vaner opbygges i barndommen - både i forhold til fysisk aktivitet, madlavning og spisevaner. Forhåbentlig vil der være færre overvægtige, men der vil stadig være nogen, der er mere genetiske disponeret for at udvikle overvægt.

Klimaforandringerne går hånd i hånd med den verdensomspændende fedmeepidemi. Måske kunne vi håbe på at, når den grad af "grøn revolution" som er nødvendig for miljøet en dag kommer, vil det også påvirke kampen mod overvægten positivt.

I medicinens verden er troen på at der kan udvikles medicin i fremtiden, som kan behandle fedme, men problemet er, at vi ikke forstår biologien bag kropsvægtsregulering godt nok endnu. Vi kender mekanismerne bag den nedre grænse, men vi kender ikke øvre grænse og hvad der får nogle mennesker til at overspise og andre ikke.

I 1950’erne vidste vi fx ikke hvordan vi skulle behandle forhøjet blodtryk. Men i takt med at vi begyndte at forstå biologien, der regulerer vores blodtryk op og ned, kunne vi lave medicin, som rammer præcist. Forhåbentlig gælder det samme med fedmen.

Den største udfordring i trænings- og sundhedsbranchen er, at der ikke fokuseres nok på vedligehold af vægttab. For alle kan tabe sig, det behøver ikke være svært - problemet er at holde de kg, man har tabt væk fra kroppen på længere sigt. Netop derfor er det vigtigt med en langsigtet strategi, som kan fastholdes - ikke en 8-ugers kur baseret på strenge restriktioner.

Derudover er det vigtig at vi på samfundsbasis holder op med at stigmatisere overvægtige mennesker. At være overvægtig er ikke et valg.

Lyt til episoden

Du kan høre episode 20 i Apple Podcasts her.
Du kan høre episode 20 på Spotify her.
Du kan downloade episode 20 fra Libsyn her.

Se oversigten over alle episoder af podcasten her.

Du kan også streame episoden direkte her: