Blomkål i forskellige farver Let øvet

Vi kender alle sammen den almindelige hvide blomkål, men den kan godt blive lidt kedelig, så i denne artikel vil jeg se nærmere på tre af de super flotte farvede blomkål, du kan købe i mange af de store danske supermarkeder.
Netop deres farve er temaet, da man faktisk kan sige en del om grøntsagers vitamin- og antioxidantindhold blot ved at se på dem.
De tre blomkål, som jeg vil vise jer, repræsenterer hver deres gruppe af pigmenter og antioxidanter:
- Lilla blomkål
- Orange blomkål
- Romanesco blomkål
Lilla blomkål
Lilla blomkål får sin opsigtsvækkende farve fra en gruppe pigmenter kaldet anthocyaniner. Nnavnet kommer fra græsk og er sat sammen af anthos, som betyder blomst og cyanos der betyder blå.
Anthocyaniner har man forsket i siden starten af 1900-tallet, navnlig fra et botanisk perspektiv, og i dag kender man til 635 forskellige typer.
Kemisk/gastronomisk er denne gruppe pigmenter interessante, da de skifter farve afhængig af om de optræder i et surt, neutralt eller basisk miljø. Fra den sure ende af PH-skalaen starter de med at være røde, derefter blå og violette og til sidst grønne i den basiske ende.
Mere interessant for de fleste, er nok anthocyaninernes ernæringsmæssige egenskaber og påvirkning på kropssammensætningen. De fleste fungerer som antioxidanter og bekæmper derved skadelige frie radikaler i kroppen.
Studier på mus [1] og celleforsøg [2] har vist at anthocyaniner, navnlig cyanidin 3-glucosid og cyanidin 3-rutinosid, kan reducere fedtcelleinflammation og forbedre muskelcellers insulinfølsomhed. Derved modvirker de både diabetes og overvægt.
Det tænkes altså at anthocyniner hjælper muskelcellerne med at optage glukose og samtidig sørger for, at det ikke bliver lagret som fedt. Derudover har antager man at især ovennævnte cyanidiner kan opregulere fedtforbrændende enzymer og forøge fedtforbrændingsaktiviteten i fedtceller.
Orange blomkål
Orange blomkål får sin flotte farve fra pigmentet beta-caroten, som vi kiggede lidt på i artiklen om gulerødders sundhedsmæssige effekter. Faktisk indeholder orange blomkål cirka 25 gange mere beta-caroten end den almindelige hvide version.
Beta-caroten hører til i kategorien carotenoider, der rummer en række A-vitaminlignende stoffer fra planteriget. Sundhedsmæssigt har det en række kræftforebyggende egenskaber og kan have en positiv effekt på synet.
Sidst, men ikke mindst fungerer beta-caroten bedre, når du får det fra grøntsager i forhold til som kosttilskud.
Romanesco blomkål
Denne sjove variant er en krydsning mellem broccoli (der også er en kåltype) og den klassiske hvide blomkål. De juletræslignende blomster er enormt dekorative, og smagen er en smule mindre ”kål-agtig” end den hvide blomkål.
Romanesco blomkålen får, ligesom alle andre grønne grøntsager, sin farve fra pigmentet chlorofyl. En tysk forsker og nobelprisvinder ved navn Richard Wilstätter anerkendes som manden, der gennemskuede chlorofyl-molekylets struktur i starten af 1900-tallet.
Senere i 1980’erne dukkede de første forsøg op, der indikerede chlorofyls kræftforebyggende egenskaber. Udover at forebygge kræft, kan chlorofyl også styrke immunforsvaret og hjælpe mod dårlig ånde.
Konklusion om de forskellige blomkål
Ikke overraskende er det min anbefaling, at du med fordel kan spise en masse grøntsager og gerne i mange forskellige farver. Selv hvis du ser bort fra de sundhedsfremmende egenskaber, så er mad med forskellige farver mere interessante.
Så se at få købt nogle forskelligfarvede kål - og øg din sundhed samtidig med du får nogle farverige madoplevelser.
Referencer
[1] Sasaki, R., Nishimura, N., Hoshino, H., Isa, Y., Kadowaki, M., Ichi, T., ... & Horio, F. (2007). Cyanidin 3-glucoside ameliorates hyperglycemia and insulin sensitivity due to downregulation of retinol binding protein 4 expression in diabetic mice. Biochemical pharmacology, 74(11), 1619-1627.
[2] Inaguma, T., Han, J., & Isoda, H. (2011, December). Improvement of insulin resistance by Cyanidin 3-glucoside, anthocyanin from black beans through the up-regulation of GLUT4 gene expression. In BMC proceedings (Vol. 5, No. S8, p. P21). BioMed Central.
Kommentarer
Tilføj kommentarHvor finder man alle disse gode blomkål i København :-D?
Hej Ath. Tag et kig hos din lokale grønhandler og de store supermarkeder i dit nærområde - det er fuldt muligt at de til tider også har det :)
Tilføj kommentar