Mød en personlig træner - Lars Samnøy Begynder

Konceptet er simpelt: jeg stiller nogle udvalgte personlige trænere 6 spørgsmål omkring deres arbejde for at give indblik i deres tankegang og vejen til hvor de er i dag. I denne del af "mød en personlig træner", har jeg stillet Lars Samnøy de 6 spørgsmål.
Lars Samnøy er landsholdstræner i styrkeløft og arbejder som personlig træner.

Tags:

Lars Samnøy er landholdschef og -træner for det norske landholds i styrkeløft og, som du måske har gættet ud fra efternavnet, norsk. Han holder foredrag med fokus på styrkeudvikling, er med til at uddanne trænere i styrketræning og arbejder sideløbende som personlig træner i det lokale træningscenter. Selv har han været aktiv styrkeløfter og herunder følger historien for manden, hvis kandidatafhandling omhandlede effekten af træning med reverse bands på eksplosivitet.

1. Hvordan var din vej til at blive personlig træner?

Det hele begyndte med min egen satsning mod styrkeløft som udøver. Jeg havde ambitioner om at gøre det godt på nationalt niveau og komme med til mindst ét EM og VM som junior. Desværre endte karrieren som løfter i marts 2004 før den egentlig var startet. Under opvarmningen i squat fulgte spotterne ikke ordentligt med. Jeg havde ikke låse på og da løftet blev skævt, faldt vægtene af først i den ene side og så i den anden.

Det resulterede i blandt andet tre prolapser i lænden, som jeg faktisk stadig udfordres af. Denne konkurrence var min første efter målrettet træning med et styrkeløftprogram, og naturligvis havde jeg god fremgang mod konkurrencen og var mere end klar til at satse fremover. Efter at have trænet over 3 år med sjov og ballade, hvor jeg trænede mig selv, øgede jeg den personlig rekord med 40 kg på blot 12 ugers fokuseret træning på et styrkeløftprogram frem til denne konkurrence.

Selvom det lyder helt vildt, fuldførte jeg konkurrencen og deltog ydermere ved Junior Nordisk fire uger efter uheldet, med blandt andet personlig rekord i squat, bænk og totalt. Det var naturligvis ganske idiotisk og jeg fortsatte med idiotien helt frem til Junior Norgesmesterskab (NM) i november samme år, hvor jeg kvalificerede mig til juniorlandsholdet med personlige rekorder i alle løft. Ingen af træningsugerne op til Junior NM kunne jeg gennemføre efter planen, men jeg lykkedes alligevel med at samle en god total. Derefter var der dog tomt for kræfter og kroppen kunne ikke klare flere tunge løft.

Fra 2005 til 2010 har jeg i stedet brugt tiden som klubtræner, regionstræner og senere fra 2011 som juniorlandsholdschef i Norges Styrkeløftforbund, fokuset skiftede fra min egen løftekarriere som udøver til at være træner. Sideløbende med denne udvikling, har jeg taget en kandidat inden for fysiologi og biomekanik på Norges Idrætshøjskole og har opdaget en stor interesse for at få folk i aktivitet og motivere dem til at starte arbejdet med at forbedre sin egen fysiske tilstand.

For mig handler det om at fjerne frygten for bevægelse og at fjerne tærsklen for at udøve fysisk aktivitet. Jeg ønsker at skabe en præstastionskultur hos motionister, det gælder om at oparbejde så stor kapacitet, at man kan tåle perioder med meget stillesiddende arbejde, lange ferier og så videre. Life happens - prepare for it.

Jeg arbejder i høj grad med eliten i norsk styrkeløft, men jeg har også kunder, som har sparsom erfaring med styrketræning og lider af flere skavanker (hvem har efterhånden ikke en diagnose i dag?). Jeg udfordrer mine kunder, tvinger dem ud af komfortzonen og giver dem muligheden for at præstere.

Det gælder om at ikke acceptere knæene gør ondt, hoften er stiv og skuldrene ubrugelige. Der er mange, som giver folk øget frygt med diagnoser og medicin i store mængder. Min ambition som personlig træner er, at være den kreative inspiration, der finder den aktivitet, som mine kunder kan udøve for både at opnå en øget velvære og reduktion af smerte.

2. Hvad føler du giver dine klienter størst værdi?

Først og fremmest får de en at stå til ansvar overfor. Det betyder meget i starten inden de lærer at stå til ansvar for sig selv. Som personlig træner er det vigtigt at klienten sætter sig mål, som er opnåelige og samtidig er ambitiøse. Mål, som du kan henvise til når du forklarer hvad der skal til for at lykkes. Oftest fungerer konsultationer godt, og klienten får serveret et færdigt program, som de er tilfredse med.

Det er vigtigt at etablere et forhold, hvor du som træner er interesseret i og får information om hvad der sker mellem PT-timerne.

Den store forskel sker dog i hverdagen, når klienten er alene. Jeg har aldrig oplevet at en klient ikke har givet alt han/hun har, når vi er sammen, men personlig træning rækker ud over konsultationerne. Evnen til at skabe forandring i hverdagen er essentiel - at hjælpe klienten med at tage et stigende antal små rigtige valg i en travl hverdag, har stor værdi på lang sigt.

3. Hvad oplever du er den største udfordring som personlig træner?

Det varierer selvfølgelig fra klient til klient. Jeg vil nok fremhæve, at det kan være vanskeligt at forklare, på en konstruktiv måde, hvorfor klienten er i den situation han/hun er. Afhængigt af hvorfor en given klient er kommet til mig, hænger det ofte sammen med situationer, hvor klienten ikke er tilfreds med sig selv.

Det kan være ømme områder og kræver derfor den rette kombination af intuition og empati. På et mere praktisk plan kan ønsker om urealistisk stor fremgang på kort tid være et problem, især i kombination med tanken om at det er den personlige træner, som har hele ansvaret for fremgangen. Her er god forventningsafstemning fra start essentiel. Der er det vigtigt at være ærlig selvom du muligvis må fortælle din klient at målet er urealistisk eller i hvert fald skal justeres.

4. Hvad er dit vigtigste redskab som personlig træner?

Det er måden hvorpå min egen erfaring med en krop, som ikke lystrer, og min akademiske træningsbaggrund kombineres. Disse erfaringer tillader mig at træde på bremsen før det er for sent og korrigere ved behov. Jeg er blevet meget observant i forhold til hvilke rammer man kan bevæge sig indenfor uden at blive skadet. Det er selvsagt ikke med en kirurgisk præcision, men korrektionerne i bevægelse bliver bedre og bedre.

Jeg er altid lydhør og optaget af at tage klientens plager alvorligt og har efterhånden oparbejdet et bredt arsenal af variationsøvelser, som kan bruges i de situationer, hvor de sædvanlige øvelser ikke slår til. I træningsverdenen tales ofte om progression, men det modsatte - altså regression - kan være mindst lige så vigtigt, når man skal finde alternativer til at opretholde en kontinuerlig fremgang mod klientens mål.

5. Hvad motiverer dig og giver arbejdsglæde som personlig træner?

Det som giver mig glæde er når en klient selv tager initiativ til at finne nye måder at udfordre kroppen på. Når nye aktiviteter foreslås og mestringsbehovet melder sig. Deres behov for mestring, ikke mit ønske om mestring på deres vegne - stor forskel. Når en klient af egen fri vilje finder tid til at gennemføre træning på egen hånd, nye måder at få nok søvn og mad og de gør det uden at føle det som et offer.

Når søvn prioriteres og når sunde kostvaner er en selvfølge, så mærker jeg min motivation kommer frem for det er i disse øjeblikke, at jeg ved, at vi kan lægge langsigtede planer og at jeg har gjort mit arbejde som personlig træner godt. Nu står jeg med en klient, som har kontinuitet, motivation og ambitioner - mere motiverende kan det ikke blive for en træner.

6. Hvordan er den perfekte klient?

Den perfekte klient er den, som ser udfordringer fremfor problemer. En klient, som evner at fokusere helt og holdent på sig selv og finder motivation i at blive den bedste version af sig selv fremfor at undskylde sig med hvor let alle andre har det. Fokuserer man på andre vil man forsøge at kopiere andre med et resultat, som kan være katastrofalt.

Af frygt for at en klient får spørgsmålet "hvordan er den perfekte personlige træner?" vil jeg afgrænse mine punkter til disse. Perfekt er ikke er ord jeg normalt fokuserer på i særlig stor grad, da ingen er i nærheden af perfekt. Hverken som træner, klient eller i livet helt generelt. Jeg synes også de ovennævnte punkter dækker det meste, selv om listen ikke er komplet på nogen måde og derfor i sig selv ikke "perfekt".


Læs om de andre personlige trænere

Jacob Beermann er personlig træner, forfatter og foredragsholder.

Hej, jeg er Jacob Beermann

Jacob Beermann er personlig træner, forfatter og foredragsholder.
Jeg hjælper mine klienter med at opnå deres mål på en effektiv og motiverende måde. Mange af mine klienter ønsker at få bedre teknik, blive stærkere eller smertefri - og det er i høj grad min spidskompetence med min kandidatgrad (MSc.) i Smerter fra University of Edinburgh i Skotland. Uanset om d... Læs mere

Kommentarer

Tilføj kommentar

Tilføj kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Markdown.

  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Tilladte HTML-tags: <a href hreflang> <em> <strong> <cite> <blockquote cite> <code> <ul type> <ol start type> <li> <dl> <dt> <dd> <p> <br> <hr>