Mød en personlig træner - Jacob Beermann Begynder

Jeg giver jer lige den korte præsentation først: jeg er på landsholdet i styrkeløft (squat, bænkpres og dødløft), hvor jeg har løftet mig til flere medaljer ved både EM og VM. Jeg har siden 2008 arbejdet som personlig træner i København for at hjælpe mine klienter med at nå de mål, som de altid har drømt om.
Siden 2010 har jeg gjort dette gennem maxer.dk, hvor jeg blandt andet afholder kurser om teknik i styrketræning og lægger både videoer og artikler ud for at hjælpe dig med at tage træningen til næste niveau.
1. Hvordan var din vej til at blive personlig træner?
På trods af det muligvis lyder åndssvagt, startede min træningskarriere tilbage i 2006 mens jeg som badmintonspiller løb rundt i Humlebæk Hallen og prøvede at avancere mig videre fra A-rækken. Min daværende træner ville gerne have at jeg skulle være mere eksplosiv - en idé, som alle der kender mig uden tvivl kan forstå. Styrketræning var altså midlet mod målet at blive bedre i badminton.
Når jeg laver noget, gør jeg det 100%, så jeg begyndte at læse artikler og bøger, følge med på forskellige træningsfora og tilegnede mig hurtigt viden, som tilsagde at jeg ikke burde fortsætte med det udleverede program, der primært bestod af maskiner. Siden da har styrketræningen haft grundstammen squat, bænkpres og dødløft.
Efter godt to år i træningscenteret med fast logføring på bodybuilding.dk, havde jeg efterhånden opbygget et udmærket styrkefundament og havde samtidig fået kontakt til flere ligesindede via netop førnævnte forum. Mit skridt ind i styrkeløft skete, da jeg blev inviteret i Tårnby Styrkeløfterklub til en fællestræning.
Her fik jeg licens i 2009 og har stillet op for klubben lige siden. Som løfter har jeg haft flere trænere og har derigennem lært utrolig meget både om selve programlægningen, men også om trænerrollen.
Jeg har altid været glad for at hjælpe andre, uanset om vi taler træning eller andre aspekter af livet. Der gik ikke lang tid efter jeg startede med at træne før jeg begyndte at hjælpe folk med at strukturere deres træningsprogrammer, vælge øvelser, teknik mv.
Jeg supplerede de mange timers læsning af artikler og bøger med en række forskellige kurser - noget som jeg fortsat gør, da jeg mener det er vigtigt at udvikle sig som personlig træner.
I årene 2008-2010 arbejde jeg som personlig træner i hhv. Fitness World og Fitness dk, men fandt ikke en personlig tilfredsstillelse i at arbejde med folk, som egentlig ikke er motiverede for at træne. Hvis man ikke synes det er sjovt, bør man lave noget andet.
Derfor startede jeg maxer.dk, hvor jeg ønskede at skabe den platform, som jeg selv ville have drømt om eksisterede dengang jeg startede med at træne. En dansk samling af videoer og artikler om styrketræning, teknik, kost og alt det andet, som man har brug for hjælp til.
Videoerne er set over 1.700.000 gange på YouTube nu og hjemmesiden har haft over 750.000 unikke besøgende, så jeg håber og tror, at siden har hjulpet en masse mennesker til at nå deres mål og undgå at lave de samme fejl, som jeg har lavet.
2. Hvad føler du giver dine klienter størst værdi?
For at slå ned på én ting, vil jeg sige måden, hvorpå jeg kombinerer min teoretiske viden med praktisk erfaring på en simpel og letforståelig måde. En måde, der gør informationen brugbar. Uanset hvilket mål en given kunde har, er der altid mange elementer at arbejde med og mange indgangsvinkler, men jeg forsøger ud fra erfaring at vælge eksempelvis de tre ting, som giver det størst muligt udbytte med den mindste indsats.
Jeg kan trygt sige, at jeg er specialiseret i styrkeudvikling, teknik i basisøvelser som squat, bænkpres og dødløft samt den mobilitet som kræves for at udføre disse løft. Både gennem min løftekarriere på landsholdet i styrkeløft, som bosat i Oslo med det norske landshold, utallige timers læsning og gennem mit arbejde, har jeg specialiseret mig i disse elementer.
Det er ikke blot teori eller blot praksis, men mødet mellem dem og erfaringen med hele undervisningssituationen, som giver mine klienter det resultat, som de ønsker.
3. Hvad oplever du er den største udfordring som personlig træner?
For de fleste personlige trænere vil compliance (altså overholdelse af program mv.) ofte være svaret, som vi kan se på de tidligere interviews. De kunder, jeg arbejder med, er yderst motiverede for at få resultater. De ønsker eksempelvis at være stærkere i forbindelse med deres sport, deres arbejde eller vil være bedre tekniske og har opsøgt mig specifikt fordi jeg kan hjælpe dem med netop dét.
Derfor oplever jeg ikke compliance som en udfordring. De udfordringer, jeg møder kunne være, få kunderne til at forstå, at mere ikke altid er bedre, at man må planlægge langsigtet og tage højde for en lang række faktorer i den planlægning.
Tidligere var det en udfordring for mig at sige nej til nye kunder, men jeg er overbevist om at både træneren og kunden får de bedste resultater, hvis man specialiserer sig inden for et felt.
4. Hvad er dit vigtigste redskab som personlig træner?
Der er en række forskellige elementer, som er vigtige. Først og fremmest vil jeg fremhæve min personlighed, altså er jeg er nærværende og rolig med mine kunder. Jeg lytter til hvad de siger og sætter mig i deres sted. Dernæst gør jeg en dyd ud af selve kommunikationen med kunden.
Jeg mener det er en helt essentiel del af samarbejdet. I forhold til selve træningen er min viden omkring struktur, øvelser, teknik og programmer det vigtigste redskab på vejen mod drømmeresultaterne.
5. Hvad motiverer dig og giver arbejdsglæde som personlig træner?
Det giver mig en helt enorm glæde, når jeg ser hvor glade mine kunder er, når de når sine mål - eller præsterer mere end de troede var muligt. Derudover holder jeg helt generelt af at undervise og at kunne leve af noget, man synes er sjovt, føler jeg er både en stor frihed og glæde.
Der skal naturligvis arbejdes hårdt og lægges mange timer, men når det er sjovt, føles det ikke som en ofring. Jeg sætter pris på at udvikle mig som træner og menneske, at være noget for andre og videregive min viden - alt sammen ting, jeg kan som personlig træner.
6. Hvordan er den perfekte klient?
Som flere af de andre personlige trænere har påpeget, er det vigtigt at tilpasse sig den enkelte og ikke prøve at tilpasse klienten til en færdig skabelon. Mange af dem som kommer til mig er allerede meget motiverede og er klar til at lære - også på en ny måde.
Derfor bliver de slående punkter for mine kunders resultater hvorvidt de er åbne overfor at prøve noget nyt, stiller spørgsmål når de er i tvivl, giver mig feedback på træningen og generelt fortæller åbent om deres erfaringer og følelsen i kroppen.
Kommentarer
Tilføj kommentarTilføj kommentar