Mød en personlig træner - Anna Bogdanova Begynder

Konceptet er simpelt: jeg stiller en række personlige trænere 6 spørgsmål omkring deres arbejde og bringer her svarene. I denne del af "mød en personlig træner", har jeg stillet Anna Bogdanova de 6 spørgsmål.
Anna Bogdanova er personlig træner med speciale i baller og arbejder i Welcome Fitness i Hellerup.

Tags:

Anna Bogdanova er uddannet i forandringsprocesser fra CBS, Z-Health træner og Stresscoach v/Majken Matzau. Annas spidskompetence er, at tilrettelægge tidseffektive træningsprogrammer (max 1-1,5 times ugentlig træning) med kettlebells, hvor hendes stil i høj grad minder om det originale hardstyle/RKC af Pavel Tsatsouline - få gentagelser med maksimal muskelspænding og kraftudvikling.

Anna formidler direkte og let-forståelig implementerbare sundhedsråd som eksempelvis hendes utroligt populære bog ”Skyhøj forbrænding”. Derudover laver hun flere forskellige online træningsprogram for kvinder som Balder Uden Buler og Veldrejet, .

1. Hvordan var din vej til at blive personlig træner?

Ved siden af mine studier på CBS og efterfølgende et projektlederstilling i et kommunikationsbureau, var styrketræning min største hobby. Jeg trænede, skrev om træning, læste træningsbøger og undersøgte alt om, hvordan kost og livsstil på den bedst mulige måde kunne støtte op om træningen. Som tiden gik, fyldte hobbyen mere og mere - jeg nåede endda et par begynder-konkurrencer i både vægtløftning og styrkeløft.

Da jeg for 8 år siden brændte ud på jobbet, var der to hovedårsager: 1) størstedelen af mit job var ikke drevet af passion - tværtimod drænede det mig for energi og 2) lange arbejdsdage og mange deadlines gjorde det simpelthen for hårdt for mig at restituere fra træningen.

Mens jeg gik hjemme med min sygemelding for stress og tullede rundt i et fitnesscenter for at samle energi, var der egentlig ikke tvivl om, hvilken vej jeg skulle med mit liv. Jeg ville hjælpe andre.

En stor medvirkende faktor til at den pæne pige i mig turde at springe ud som selvstændig midt i finanskrisen, var min mands (red. Jacob Søndergaard) enorme støtte og tro på mig. Samtidig var han selv et godt eksempel på walk-the-talk - selvstændig hele sit liv, udelukkende med ting han syntes var sjove - og så var han lige startet op med personlig træning. Jeg har ikke set tilbage siden.

2. Hvad føler du giver dine klienter størst værdi?

I takt med at jeg har fået mere erfaring, har min opfattelse af netop dette ændret sig. Hvis jeg skal slå ned på én ting nu, er det når de oplever, at de kan stå på egen ben – dvs. træne på egen hånd og lære at mærke selv, når de gør det rigtige. Når de selv motiveres til at træne – af lyst, og ikke fordi de har lavet en aftale med mig om at møde op i et center.

Jeg tror grundlæggende ikke på, at folk kommer i bedst mulig form ved at mødes med en personlig træner 3-4 gange om ugen, blive pisket igennem og følge en kostplan slavisk - ikke på lang sigt.

Jeg har flere gange mødt tidligere klienter, der nåede de vildeste resultater sammen med mig, og så gav slip på det hele, når hverdagen kom uden min faste tilstedeværelse. Jeg vil ikke være med til at gøre folk en bjørnetjeneste på den måde.

Så vil jeg hellere lære dem det fundamentale i træning og kost i et tempo, der passer dem - selv når de er pressede i en travl hverdag. De skal lære at mærke, hvornår der er brug for at op- og nedskalere, så de ikke falder i "alt eller intet"-fælden.

Jeg sætter altså størst ære i at hjælpe folk med at blive selvkørende, så de ikke har brug for mig. Dét er indtil videre lykkedes mig over al forventning igennem mit online program ”Balder Uden Buler”, og det er vildt at være vidne til, at den største værdi ikke ligger i at stå og ånde folk i nakken hele tiden. De kan selv, hvis blot læringsprocessen er rigtigt struktureret.

3. Hvad oplever du er den største udfordring som personlig træner?

Det er helt sikkert compliance (red. fastholdelse af ændringer). Altså at folk ikke blot gør dét, du som træner beder dem om, men hvad de selv ved, er det rigtige for dem. Der er man som træner nødt til at forstå, at det ikke handler om folks manglende motivation. Det handler om, at man skal hjælpe dem med at afstemme, hvad de er helt sikre på, at de kan gøre, selv når hverdagen slår kolbøtter. Og så øve sig i dét.

Det handler knap så meget om den perfekte periodisering, passende mængde kulhydrater og kalorier som at være på forkant med, hvornår man skal hjælpe folk med at skrue ned for de forventninger og krav de stiller til deres krop i deres allermest pressede perioder. I samme stil tilpasser jeg træningen med mine klienter til deres dagsform frem for et firkantet program.

4. Hvad er dit vigtigste redskab som personlig træner?

Det er forståelsen for og øvelse i, hvad en klientcentreret tilgang er - altså hvad den psykologiske retning ”den motiverende samtale” basalt set handler om. Det handler ikke om, hvad jeg som træner kan præsentere som det mest effektive program for at komme i form. Det handler heller ikke om at komme med et hav af logiske argumenter for at overbevise klienten om, at hvorfor de eksempelvis skal skrue ned for kulhydrater og cardio, men op for styrketræningen.

Der mener jeg, man skal give slip på sine ambitioner på klienternes vegne og lytte: hvad er det, der i sidste ende, giver mening og værdi for dem. Hvad magter de? Er der nogle øvelser, som de er bange for? Hvad har virket for dem før?

Altså egentlig den gode gammeldags ”lyt til din klient” frem for ”hvordan skal jeg overbevise ham/hende”. Start med det klienten er tryg ved og lav en rolig progression med op- og nedskaleringer efter behov. Logiske argumenter virker ikke alene – dermed ikke sagt, at faglige forklaringer ikke spiller en rolle i hele forandringsprocessen, selvfølgelig gør de det.

Det er blot ikke dét, der får folk til at ændre vaner. Der skal man ikke snakke til fornuften, men følelserne. De skal føle, at det er det rigtige for dem – og det kan de kun, hvis de føler sig hørt og forstået.

5. Hvad motiverer dig og giver arbejdsglæde som personlig træner?

Jeg elsker at være med til at skabe mening for mine klienter. Mening med kroppens grænser. Mening med at lytte til sin krop. Mening med at være drevet af indre motivation og indsats frem for ydre resultater. Jeg elsker at formidle træning, ernæring og vaneændring på en måde, der er letforståelig, let at gå til og med respekt for klientens grænser.

Jeg elsker at være vidne til aha-oplevelser, når jeg har fået sat billeder og historier på kompleks viden om kroppen, som er blevet soleklar og let at genkende sig selv i. Jeg motiveres af at se folk frivilligt tage ansvar for sin træning. Jeg er nok alt andet end en ”Just do it”-type træner, der svinger med pisken. Jeg appellerer aldrig til dårlig samvittighed. Hvis man har følt sig som største fiaskoer, fordi man ikke bare kan gøre dét, der bliver sagt eller følge en plan, hjælper det ikke at lægge yderligere dårlig samvittighed til.

Nogle gange skal man acceptere, at man ikke hele tiden kan give den gas på alle fronter med 180 km/t.

Jeg elsker i høj grad også at være en detektiv, der finder frem til, hvordan klienten får ændret tilstanden ”Argh, min krop virker ikke! Der sker ingenting, selvom jeg gør alt det rigtige!” til ”Wow, jeg vidste ikke det kunne være så let at komme i god form! Kan det være rigtigt?”

Det gør jeg ved at lytte til mine klienter og være i dialog med dem hele tiden - også med tidligere klienter eller dem, der overvejer at blive klienter. Jeg holder mig opdateret og på forkant med den nyeste viden inden for relevante felter i mit fag - vidensgerrighed er i høj grad også en af mine drivkrafter.

6. Hvordan er den perfekte klient?

Min perfekte klient er hende, som giver mig åben og ærlig feedback. Både på dét, der virker, og dét, der ikke virker. Jeg kan ikke kigge ind i en krystalkugle og spytte en plan ud. Jeg er afhængig af al den information jeg kan få - også selvom den ikke nødvendigvis virker relevant for træningsprogrammeringen ved første øjekast.

Jeg er særligt interesseret i, hvad der ikke kører efter planen. Hvad sker der, når ting kommer i vejen, og man ikke kan overholde sin plan? For livet sker hele tiden, og det bliver aldrig perfekt. Og det er helt i orden. Jeg skal bare have hele billedet - ellers rådgiver jeg i blinde.

Jeg vil gerne høre alle undskyldningerne - for i dem ligger nøglen til en holdbar strategi. Det er aldrig "my way or the high way" hos mig, det er et samarbejde. Og jeg kan bedst hjælpe hende, der har lyst til at deltage i projektet og være i dialog. Jeg tager aldrig imod henvendelser, som lyder "Jeg vil gerne have en time, hvor du lægger et program til mig".

Min kernekompetence er ikke at lægge den bedst tænkelige plan. Det er at hjælpe med at skræddersy den, så den kan blive overholdt, og hjælpe klienten at blive god til at lytte til sin krop, så hun selv lærer at justere og tilpasse løbende. Og det kræver åben dialog. Jeg siger "hende", fordi jeg primært arbejder med kvinder. Jeg ved lige præcis hvordan det er at være i en kvindekrop og en kvindehjerne - og de er nu lidt anderledes programmeret end mændenes.

Læs om de andre personlige trænere eller få en personlig træner i København.

Jacob Beermann er personlig træner, forfatter og foredragsholder.

Hej, jeg er Jacob Beermann

Jacob Beermann er personlig træner, forfatter og foredragsholder.
Jeg hjælper mine klienter med at opnå deres mål på en effektiv og motiverende måde. Mange af mine klienter ønsker at få bedre teknik, blive stærkere eller smertefri - og det er i høj grad min spidskompetence med min kandidatgrad (MSc.) i Smerter fra University of Edinburgh i Skotland. Uanset om d... Læs mere

Kommentarer

Tilføj kommentar

Tilføj kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Markdown.

  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Tilladte HTML-tags: <a href hreflang> <em> <strong> <cite> <blockquote cite> <code> <ul type> <ol start type> <li> <dl> <dt> <dd> <p> <br> <hr>