Mød en personlig træner - Anders Nedergaard Begynder

Anders Nedergaard er PhD i muskelbiologi og har i mange år huseret på de danske træningsfora under aliaset "Incognito". Efter 5 år på Institut for Idrætsmedicin på Bispebjerg, er Anders blevet tilknyttet Nordic Bioscience, hvor han arbejder med at finde blod biomarkører for muskeltab. Du kan finde meget mere om Anders på hans side her.
1. Hvordan var din vej til at blive personlig træner?
Først og fremmest vil jeg sige, at jeg egentlig ikke ser mig selv som personlig træner i den gængse forstand - jeg træner jo ikke fast med folk. Jeg har arbejdet fast som ”klassisk” personlig træner og fandt at det ikke passede min personlighed at skulle agere ekstern samvittighed for folk, som ikke selv kunne holde sig i gang med at træne.
Jeg har fundet min rolle i en position, hvor jeg tilbyder know-how til folk, der allerede er afklarede med at de vil træne, hvad de vil sigte mod og hvilke ressourcer, de vil give for at komme derhen. Det vil sige, at jeg laver programmer til folk, øvelsesindkøring og opfølgning i forbindelse med tests af deres performance.
På den måde følger jeg fortsat mine kunders udvikling og sørger for at progressionen mod deres mål er som ønsket. Selve dèt med at lave programmer til andre, startede jeg allerede med da jeg var 16-17 år, hvilket jo altså efterhånden er 18-19 år siden nu (ja, jeg er et gammelt røvhul).
2. Hvad føler du giver dine klienter størst værdi?
Det er i høj grad forskelligt, fordi hvad det enkelte individ opfatter som værdifuldt ikke altid er det samme. Grundlæggende prøver jeg at implementere forskellige relevante tests, såsom styrketests, kropsvægt, omkredsmål, fedtfolder, på en systematisk måde, så både kunden og jeg får nogle klare objektive svar på om træningen har eller ikke har givet den tilsigtede effekt. Det er i hvert fald den måde, jeg forsøger at dokumentere værdien af mit arbejde på.
Jeg arbejder ud fra et mål om at folk skal kunne komme til at stå alene med deres kost tog træning - altså uden mig. Jeg ønsker, at mine kunder ikke kun får bygget deres krop og vaner op, men også deres evner til selv at varetage deres transformationsprojekt. Det betyder også at jeg prøver på at få folk inddraget i selve processen om deres kropstransformation, så de både føler ejerskab og mestring over processen.
Når alt kommer til alt, kan man kun få vedblivende resultater med vedblivende ændringer - og det kræver blandt andet disse egenskaber.
3. Hvad oplever du er den største udfordring som personlig træner?
Jeg tror de fleste, som arbejder med mennesker i forskellige sammenhænge, vil kunne pege på compliance (eller adherence), som den største faktor. Altså at få folk til at gøre det som de rent faktisk skal for at komme derhen, hvor de gerne vil. Med den måde som jeg træner folk på, har jeg trådt lidt ud af motivatorrollen, men det betyder omvendt også at jeg ikke ville kunne leve af det, hvis jeg skulle (og fortsat kun ville træne folk på den måde jeg gør).
Hvis man gerne vil tjene penge på personlig træning tror jeg man er nødt til at være langt mere engageret i hele motivationsaspektet.
Jeg har så meget videnskabsmand i mig at jeg er nødt til at objektivisere og relatere alting, fordi det skal man gøre, når man skal vurdere viden uden at være forudindtaget. Men folk vil gerne trænes af folk, der kan svare på alt uden forbehold, og er dybt passionerede og sikre på at de har ret i det de gør. Dén livsindstilling er ikke særligt kompatibel med at være videnskabsmand.
Jeg oplever at desto mere jeg lærer om hvordan alting virker, jo mindre sikker bliver jeg på noget som helst, og jeg får flere og flere forbehold omkring hvad man kan sige eller ikke sige. I virkeligheden forsøger jeg at blande så lidt videnskab ind i træningen af folk som overhovedet muligt og kun udstede information på et yderst minimalistisk ”need to know”-grundlag.
4. Hvad er dit vigtigste redskab som personlig træner?
En forholdsvis minimalistisk og gennemtænkt tilgang til træning. Jeg har opbygget et fornuftigt system med øvelselsoplæring og -indslusning samt progression i programmerne. Jeg er god til at hjælpe folk med at rydde op i hvad der gør en forskel og hvad der ikke gør en forskel, altså at skære indsatsen ned til det basale og så begynde at bygge den op igen derfra.
Det handler om at udvælge de fokuspunkter, som skaber størst positiv forskel med mindst mulig indsats.
Læs og hør mere om Anders' bedste råd til træningsprogrammer for større muskler og styrke i min podcast.
5. Hvad motiverer dig og giver arbejdsglæde som personlig træner?
Det fedeste er uden tvivl når man kan se at tallene flytter sig i den rigtige retning, at folk bliver stærkere, slankere og mere swole. At de er på vej imod deres mål og er glade for det. <nørdehumor>Det er sgu lidt ligesom at bygge en Diablo-karakter op, når det er bedst. At de får højere skills på de forskellige parametre.</nørdehumor>.
6. Hvordan er den perfekte klient?
Åbensindet og afklaret. Det er nok det vigtigste. Man skal være villig til at stille spørgsmålstegn ved sine vaner i livet og man skal være have gjort sig klart hvorfor man er interesseret i at opnå sit mål, eksempelvis en anden krop. Hvis man kun er interesseret i resultatet og ikke i processen, siger erfaringen mig at det bliver op ad bakke hele vejen og at sandsynligheden for at livsstilen hænger ved er dårligere.
Kommentarer
Tilføj kommentarTilføj kommentar