Mød en personlig træner - Mette Lyngholm Begynder

Konceptet er simpelt: jeg stiller udvalgte personlige trænere 6 spørgsmål omkring deres arbejde og i denne del af "mød en personlig træner" møder vi Mette Lyngholm.
Mette Lyngholm er personlig træner, ejer af Eyda og konkurrerede i bikini fitness.
Foto: Applepark

Tags:

Mette Lyngholm har baggrund i konkurrencegymnastik, men har de sidste år fokuseret på styrketræningen. Hun tror på at den sunde livsstil og træning skal være sjovt og give dig energi, glæde og velvære. Hun er på landsholdet i bikini fitness, hvor hun konkurrerer internationalt. Hun har vundet DM, fået bronze til Nordisk og blevet nr. 7 til EM. Du kan finde mere om Mette på hendes blog.

1. Hvordan var din vej til at blive personlig træner?

Tilbage i 2013 voksede min interesse for træning med hastige skridt. På daværende tidspunkt satte jeg mig et mål om at stille op til en fitness-konkurrence. Ikke nok med dét, var målet også at vinde.

Med det mål for øje, var jeg klar over at jeg behøvede alt den viden jeg kunne suge til mig. Jo mere viden jeg fik om træning og kost, samtidig med at jeg så resultaterne komme, desto mere opslugt og fascineret blev jeg af denne verden. Derfor besluttede jeg også at begynde at uddanne mig, så jeg kunne give min viden videre.

Da jeg vandt DM i bikini Fitness samme år, boomede interessen for mig som personlig træner og jeg besluttede at blive selvstændig. I dag har jeg lagt låg på hele konkurrence-verdenen og arbejder udelukkende med hr. og fru. Danmark. Der er stor forskel på at stå i en lækker strandform og på at stå i en konkurrenceform. I øjeblikket vil alle konkurrere.

Efter min mening burde folk sigte efter strandformen, før de overhovedet kigger efter scenen. Alt for store mål resulterer ofte i nederlag.

2. Hvad føler du giver dine klienter størst værdi?

De fysiske resultater giver selvfølgelig enorm værdi for mine klienter. Dog skal man ikke undervurdere hvor meget folk også udvikler sig mentalt. At se mine klienter få mere selvtillid og mere livsglæde er den største værdi. Jeg møder ofte den usikre og stille type, der gennem et forløb blomstrer fuldstændig op. Får nyt job, beslutter sig for at rejse, finder en kæreste, bliver mere social, begynder at gå op i sit udseende og får en masse positiv respons. Dét er fedt!

3. Hvad oplever du som værende en personlig træners største udfordring?

Den største udfordring ligger i at give mine klienter en ordentlig portion rygrad. Uden rygrad kommer resultaterne bare ikke. Rigtig mange har til at begynde med ikke en forståelse for hvad der skal til for at opnå resultater. Udfordringen ligger for mig i at finde en balance mellem kost/træning og mine klienters social liv.

I Danmark er alle vores sociale arrangementer bygget op omkring måltider. Vi kan nærmest ikke hygge os uden mad og man bliver hurtigt stemplet som uhøflig eller sær, hvis man takker nej til et stykke kage eller et glas vin.

Samtidig er det vigtigt at få mine klienter til at forstå, at de ikke ødelægger det hele på en slikaften eller en softice! Der skal være plads til at spise efter lyst i en vis grad - med moderation

4. Hvad er dit vigtigste redskab som personlig træner?

Det er at jeg fylder en masse i mine klienters rygsæk, så de uden mig kan fortsætte i samme kurs. At uddanne dem og lære dem at forstå fundamentale ting om sundhed og lære at forstå kroppens signaler. Det vigtigste redskab jeg kan give, er forudsætningerne for at fortsætte den sunde livsstil. Det må ikke føles som noget jeg har trukket ned over hovedet på dem, men derimod er det nogle valg, de selv har taget, da de kan mærke effekten af dem.

5. Hvad motiverer dig og giver arbejdsglæde som personlig træner?

Det motiverer mig at få ny viden og afprøve det på egen krop. Når det så også virker for mine klienter giver det enormt meget arbejdsglæde. Jeg vil formentlig altid søge ny viden og metoder til mig, selvom jeg allerede har gode redskaber i bagagen. Det er vigtigt at udvikle sig med tiden og både som personlig træner, men bestemt også som menneske.

At kunne bidrage til at folk får bedre livskvalitet motiverer mig desuden enormt. At kunne give dem viden og mulighed for at gøre noget godt for sig selv. Dette er også en af grundende til at jeg har startet min blog, da jeg har en masse på hjertet.

Jeg er også af den opfattelse, at det skal være sjovt at få sved på panden. At se mine klienter gå fra mine timer med et stort smil og et grin på læben gør mig glad. Træning skal være et frirum og ikke en pestilens som skal overstås.

6. Hvordan er den perfekte klient?

En perfekt klient er en åben og ærlig klient. Jo bedre jeg forstår klienten, desto bedre kan jeg tilpasse forløbet til personen. Ved at være villig til at give mig et indblik i hvad der fungerer og ikke gør, har jeg mulighed for at justere undervejs. Det nytter ikke at skjule eller være flov over, at man måske har været på et lille sidespor. Der vil gennem hele livet være op- og nedture, hvilket også er vigtigt at forstå under et forløb med en personlig træner.

Giver klienten feedback undervejs, vil han/hun få det mest optimale ud af sit forløb.


Læs om de andre personlige trænere.

Jacob Beermann er personlig træner, forfatter og foredragsholder.

Hej, jeg er Jacob Beermann

Jacob Beermann er personlig træner, forfatter og foredragsholder.
Jeg hjælper mine klienter med at opnå deres mål på en effektiv og motiverende måde. Mange af mine klienter ønsker at få bedre teknik, blive stærkere eller smertefri - og det er i høj grad min spidskompetence med min kandidatgrad (MSc.) i Smerter fra University of Edinburgh i Skotland. Uanset om d... Læs mere

Kommentarer

Tilføj kommentar

Tilføj kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Markdown.

  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Tilladte HTML-tags: <a href hreflang> <em> <strong> <cite> <blockquote cite> <code> <ul type> <ol start type> <li> <dl> <dt> <dd> <p> <br> <hr>