Trænerportræt #3 Christopher Lund Dahl: At få tryghed i styrketræning, at nørde detaljer og fascinationen over muskelvækst Let øvet

I podcastserien “Trænerportrætter” kan du møde Maxers personlige trænere - i denne episode Christopher Lund Dahl. Formålet med podcastserien er at du kan lære vores trænere bedre at kende - i et mere personligt format. På sociale medier deler vi primært faglig viden, videnskabelige studier og vores klienters oplevelser - men vi fylder ikke selv så meget personligt på profilerne.
Christopher Lund Dahl er personlig træner hos Maxer i København.

Tags:

Med bevidstheden om, at et godt træningsforløb har rødder i en god relation mellem træner og klient, vil vi derfor gerne give dig muligheden for at lære os endnu bedre at kende.

Det tredje trænerportræt handler om Christopher Lund Dahl. Christopher er 26 år og bor i København med sin kæreste. Christopher har en bachelor i Idræt fra Københavns Universitet og har arbejdet som personlig træner i Maxer siden 2017.

I denne episode kan du høre:

  • Hvor Christophers interesse for styrketræning startede og hans vej ind i personlig træning.
  • Nogle af Jacobs første ord til Christopher under deres første samtale ansigt til ansigt.
  • Hvilken type klienter Christopher typisk arbejder med som personlig træner.
  • Hvad et efter-efterbillede er for en størrelse - og hvorfor det er vigtigt.
  • Hvorfor Christopher havde et mål om at kunne bænke 80 kg, da han startede med at styrketræne.
  • Hvilken tekst Christopher ville vælge, hvis han kunne få et kæmpe skilt op inde på Rådhuspladsen.

Christopher voksede op i Virum nord for København. I en alder af blot fire år blev han meldt ind i den lokale fodboldklub i Virum og siden har fodbold fyldt meget i hans liv. Banerne lå blot 50 meter fra Christophers barndomshjem, hvilket gjorde det meget nemt for ham at bruge rigtig mange dage og timer på de lokale fodboldbaner i de efterfølgende cirke 14 år.

Christopher har generelt altid været glad for sport og bevægelse og han har også leget med diverse andre sportsgrene, men inden interessen for styrketræningen begyndte at blomstre, så var det fodbolden, der havde Christophers hjerte og fokus. Han følger ikke helt så meget med i fodbold nu, som han tidligere har gjort, men han er stadig stor fan af FC Midtjylland og Manchester United (red. hvilket vidner om, at han aldrig rigtig har haft den store fodboldviden).

Vejen ind i personlig træning

Christopher var ikke særlig glad for at gå i skole og tanken om gymnasiet tiltalte ham egentlig ikke, men en dag kom hans far hjem og mente, at han havde fundet karrierevejen for Christopher - human ressources (HR). Christopher har altid haft interesse for andre mennesker og har altid været der, når vennerne havde brug for en at tale med, så det var en oplagt vej for ham at gå.

Efter gymnasiet valgte Christopher dog at starte på fysioterapistudiet på Københavns Professionshøjskole, da Christopher her kunne kombinere det, at arbejde med mennesker, med hans kærlighed for bevægelse. I den forbindelse ville han gerne have et studierelevant arbejde - og der faldt valget på personlig træning.

Grundet arbejdstiderne var personlig træning dog aldrig en profession Christopher havde tænkt skulle være vejen, men glæden ved at hjælpe mennesker overskyggede de knapt så attraktive arbejdstider.

Efter 1,5 år som personlig træner i Fitness World tilbød Jacob, at Christopher kunne blive en del af Maxer som personlig træner. Christopher havde inden ansættelsen allerede været på flere af Maxers workshops, og Jacob havde samtidig også set Christopher deltage i forskellige faglige debatter på Facebook, hvor kvaliteter som faglig nysgerrighed og empati skinnede igennem.

Jacob holdt en lille samtale med Christopher for at se om kemien var god og under deres snak husker Christopher, at Jacob med et smil på læben blandt andet sagde: “Du er jo ikke et røvhul, så det er jo et meget godt udgangspunkt”.

Christopher fandt løbende ud af, at studiet til fysioterapeut ikke rigtig var noget for ham, og han valgte efter 1,5 år at skifte til Idræt på Københavns Universitet, da meget af undervisningen på fysstudiet ikke stemte overens med den måde Christopher gerne vil arbejde med mennesker på, da han følte, at fysstudiet i for høj grad så mennesker som mekaniske robotter fremfor at se på det hele menneske.

Christopher følte, at han med undervisningen manglede redskaber til at gøre ham til en bedre behandler. Christopher stillede også mange spørgsmål til sine lærere på fysstudiet, og det var langt fra dem alle, der var lige begejstrede for, at der blev stillet spørgsmålstegn ved deres undervisning og lærebøger, så det sidste halve år på fysstudiet deltag Christopher ikke så meget.

Under Christophers tid på idrætsstudiet tog han sideløbende en masse kurser. Han havde selv regnet med, at han ville være meget fysiologi-orienteret, men endte med at gå i en anden retning, hvor det i højere grad var kurser om smerter med fokus på en biopsykosocial tilgang og forskellige coachingstrategier, der blev fokuseret på.

I Christophers arbejde lærte han løbende, at de kompetencer han havde mest brug for at udvikle, var de lidt mere bløde værdier, som fx at lære at stille de rigtige spørgsmål. Særligt et kursus i Motivational Interviewing har været et af de mest givende for Christopher.

Den typiske klient Christopher arbejder med

Man kan i grove træk dele Christophers klienter op i to grupper. De fleste af Christophers klienter er folk, der har trænet i noget tid, men føler at træningen er gået lidt i stå. Den anden del er personer, der gerne vil have det bedre i deres krop. Det kan være folk, der har smerter eller folk, der gerne vil have et bedre forhold til mad (madro), kropsbillede og træning.

Christopher kan rigtig godt lide at nørde styrketræning og i den forbindelse læser han også mange studier. Den viden han får kan han godt lide at give videre og implementere i hans klienters træning. Det er særligt den første gruppe, hvor han rigtig kan nørde i bund med nogle forskellige emner som autoregulering, betydningen af frekvens for muskelvækst og volumen for muskelvækst, for at få dem ud af den stilstand de har mødt i træningen.

Selvom Christopher elsker at nørde træning og se hans klienter bliver stærkere, teknisk dygtigere eller få mere muskelmasse på kroppen, så er det dog mere hos den anden gruppe af klienter, at Christopher virkelig får følelsen af at gøre en positiv forskel i folks liv.

Hvis man gerne vil opnå holdbare resultater, så er det vigtigt at lytte til klientens behov, og sikre at de bliver mødt, så træningen tilpasses livet - og ikke omvendt.

Christopher har selv været offer for nocebo, hvor andre menneskers udtalelser har gjort ham bange eller bekymret for specifikke bevægelser eller øvelser, og lige netop følelsen af at kunne hjælpe klienter af med den frygt, er noget af det, der er mest givende i Christophers arbejde.

Det manglende efter-efterbillede

I træningsverdenen er før- og efterbilleder et flittigt brugt værktøj til at sælge forløb, men oftest fortæller de intet om hvor holdbart et resultat, der er opnået under forløbet. Christopher går meget op i, at de ting han laver med sine klienter også er noget, der hænger ved, når de ikke længere træner sammen.

Hvis klienterne måneder eller år efter et afsluttet forløb stadig gør brug af de principper, de sammen med Christopher har udforsket, så er der her tale om et godt "efter-efterbillede".

Følelsen af at mestre noget nyt er virkelig en givende følelse

Forholdet til kost, krop og træning

I starten af Christophers egen rejse ind i træningsverdenen, var hans fokus meget på at skulle have sixpack. Christopher var en ret slank fyr, men det at han var slank og ikke havde 6-pack var ret skuffende for ham. Christopher var egentlig ret godt tilfreds med de resultater han opnåede de første år, men han følte hele tiden, at han godt kunne have opnået mere.

Klassisk tanke: Man behøver jo ikke træne ben, når man spiller fodbold.

I starten af Christophers træningskarriere fik benene næsten intet fokus i træningen, da han dengang tænkte at fodboldtræningen var rigelig med stimuli til benene, men som tiden gik, blev interessen for de store løft større og squats kom i fokus. Det fokus blev faktisk så stort, at jagten på det “perfekte” squat var så stort, at det hindrede ham i fremgang i løftet blandt andet på grund af overfokus på buttwink.

Flere af de tekniske ting Christopher fokuserede på har helt sikkert haft en positiv indflydelse på hans præstation i løftet, men idéen om det “perfekte” squat var overordnet set hæmmende. Efter at have været på Maxers workshops i løfteteknik og læst nogle bøger om emnet, blev Christophers syn på squat mere nuanceret, så han i højere grad fokuserede på at tilpasse løftet til sin kropsbygning.

Det hjalp også Christopher til bedre at kunne hjælpe klienterne med deres squat, da alle ikke længere skulle puttes ned i den samme lille kasse, hvor der kun var én universelt “rigtig” måde at squatte på.

På daværende tidspunkt havde Christopher været oppe og squatte flere sæt af 100 kg for 5 gentagelser, men da hans fokus på teknikken blev større og større endte han med at squatte 70 kg i stedet.

Ikke fordi, at styrken ikke var til mere, men fordi det store fokus på teknikken havde gjort ham så bekymret for, at tungere vægte ville ødelægge hans teknik i en grad, at han ville risikere at komme til skade, hvis han pressede hårdere på.

Målet om de 80 kg i bænkpres

Da Christopher startede med at træne var målet at kunne bænke 80 kg. Grunden til at det lige var 80 kg var, at det sted han trænede havde nogle ret store fyre og nogle meget, meget store fyre (blandt andet en fyr, der havde vundet bodybuilding-konkurrencer i +100 kg-vægtklassen), og på daværende tidspunkt havde Christopher aldrig rigtig hørt om anabolske steroider.

Christopher troede derfor, at jo mere og længere tid man trænede, jo større blev man. Havde man trænet en del i noget tid, så blev man lidt stor, og havde man trænet rigtig meget i lang tid, så blev man kæmpe stor. Christopher var ikke interesseret i at blive kæmpe stor, og da de relativt store drenge i centeret bænkede 80 kg, tænkte han, at det var et ret godt mål at stile efter.

Hvis du gerne vil undgå at blive virkelig stor, så skal du bare lade være med at tage steroider.

Den sixpack Christopher havde drømt om, da han begyndte at styrketræne opnåede han faktisk. Med den kom dog ikke de voldsomt positive følelser, som Christopher havde forestillet sig, og de konsekvenser, der skulle til for at opretholde den lave fedtprocent var simpelthen ikke arbejdet værd for Christopher. Han havde altså som mange andre en urealistisk forventning til muskelvækst.

Det er nu ved at være nogle år siden, at Christopher har gået op i at have sixpack. Fokus ligger i stedet på at have en stærk krop, der kan klare alle de udfordringer han kaster efter den.

Om løst, fast og et billboard på Rådhuspladsen

Hvis Christopher kunne skrue tiden 10 år tilbage, så han kunne give sit 16-årige selv et godt råd, så ville Christopher sige, at det vigtigste er at være vedholdende. I stedet for at gå op i de helt små detaljer, så er det langt vigtigere at være vedholdende med træningen...også den til benene og skuldrene.

Selvom det måske er træls nu, så bliver han glad for det på den lange bane.

Hvad er sundhed for Christopher?

For Christopher er det et meget stort spørgsmål. Alene det at kunne tænke over det spørgsmål ser Christopher som et privilegie, som de fleste i Danmark er så heldige at have.

For Christopher starter det hele med vores sundhedssystem, der tillader, at vi kan fokusere mere på de mindre detaljer. Sundhed er ikke kun et spørgsmål om bevægelse, men også et spørgsmål om at have et godt socialt liv. Alene det at være i en situation, hvor man kan prioritere i de mindre detaljer og ikke kun gøre ting, fordi man føler sig presset til det, er et tegn på sundhed for Christopher.

Alle har ondt engang imellem og det betyder ikke, at vi er hverken ødelagte eller forkerte.

Hvis Christopher kunne lave et gigantisk billboard på Rådhuspladsen, som alle kunne se, så skulle der stå noget i stil med “Smerte er ikke lig med skade”, da han gerne vil have, at vi forsøger at normalisere det at have ondt, da det kan blive hæmmende for mange mennesker, særligt når de gennem længere tid oplever smerter.

Lyt til trænerportræt #3

Du kan høre trænerportræt 3 i Apple Podcasts her.
Du kan høre trænerportræt 3 på Spotify her.
Du kan downloade trænerportræt 3 fra Libsyn her.

Se oversigten over alle episoder af podcasten her.

Du kan også streame episoden direkte her:

Jacob Beermann er personlig træner, forfatter og foredragsholder.

Hej, jeg er Jacob Beermann

Jacob Beermann er personlig træner, forfatter og foredragsholder.
Jeg hjælper mine klienter med at opnå deres mål på en effektiv og motiverende måde. Mange af mine klienter ønsker at få bedre teknik, blive stærkere eller smertefri - og det er i høj grad min spidskompetence med min kandidatgrad (MSc.) i Smerter fra University of Edinburgh i Skotland. Uanset om d... Læs mere

Kommentarer

Tilføj kommentar

Tilføj kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Markdown.

  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Tilladte HTML-tags: <a href hreflang> <em> <strong> <cite> <blockquote cite> <code> <ul type> <ol start type> <li> <dl> <dt> <dd> <p> <br> <hr>