Reference: Line Gry Bornhuus Meget øvet

Da jeg kom ind på hospitalet blev jeg lagt i nakkekrave og måtte ikke bevæge mig. En læge kom og konsulterede mig, hvorefter han konstaterede at jeg var sluppet billigt med et piskesmæld (whiplash). Da jeg var både ung og veltrænet, mente han at jeg ville være god igen om 14 dage.

Efter 4 dage med ulidelige smerter, som kun blev værre, måtte jeg søge hjælp. Jeg gik til lægen, som godt kunne se at det smertestillende medicin jeg fik ikke var nok til at forbedre situationen, så hun satte mig op i dosis med et nyt præparat og gav mig en henvisning som kunne anvendes hos enten en fysioterapeut eller kiropraktor.

Jeg havde ingen erfaring med nogen af delene og forhørte mig derfor hvad min familie havde af erfaringer. Min gudfamilie anbefalede mig deres "familiekiropraktor", som de alle går til hver gang en i familien får en småskavank. Den ældste datter havde sågar været i behandling for et piskesmæld, hun havde reddet sig ved at falde af en hest til ridning, så jeg tænkte at de havde gode erfaringer med den type skader.

Kiropraktoren udviser stor forståelse for min situation, undersøger mig grundigt og først her bliver jeg røgtenfotograferet. Intet er brækket konstaterer hun, så hun går igang med første behandling, hvor hun manipulerer flere af mine led. Det giver straks en reaktion og samtidig en form for lettelse. Men glæden er kortvarig. Efterreaktionen (som hun har advaret mig om) er om muligt endnu værre og da den har lagt sig, er jeg tilbage til udgangspunktet.

Jeg går der til at begynde med 3 gange om ugen og kan mærke at det langsomt bliver bedre - men det går meget langsomt. Jeg får også akupunktur i øvre ryg, nakke, hals og kæber. Det letter spændingerne, men er igen desværre kortvarigt.

Jeg søger hjælp, råd og vejledning hos både læge og forsikring igen, da jeg forsøger at passe mit arbejde, men min krop og især hovedet er ved at stå helt af. De mener jeg gør, hvad der er muligt i form af medicin, behandling og udstrækning og genoptræning, som de mener jeg selv har helt styr på nu jeg har trænet i 14 år på egen hånd. De nægter at der findes andre alternativer i min alder, for jeg bør være god igen snart.

Hverken behandling eller medicin hjælper

Tiden går og jeg får det psykisk værre og værre grundet de voldsomme smerter. Jeg gik i seng kl. 19 for at nå bare 5-6 timers søvn på en nat. Smerterne om natten var de værste, da de forstyrrede min søvn og dermed muligheden for at restituere. Jeg vågnede grædende grundet smerter og følte at jeg dårligt kunne bevæge mig. Det gjorde morgenerne og starten på dagene utrolig hårde, da jeg ingen energi havde at tage af.

Min mor havde noget tramadol liggende fra en tidligere operation, hvor de fandt ud af hun ikke tåler præparatet og i desperation for at finde noget, som lindrer og få bare 2 timers sammenhængende søvn, begynder jeg at tage det til at sove på. Jeg er forsat udkørt hver morgen. Nu både af smerter og bivirkninger fra medicinen. Men det vil ingen ende tage og jeg begynder at tage det om eftermiddagen når jeg kommer hjem fra job også. Jeg undlader kun at tage Tramadol om morgenen de dage jeg kan tage på job, så jeg ikke er påvirket, når jeg skal køre bil.

I slutningen af maj måned 2017 møder jeg min daværende kæreste og det bliver et stort vendepunkt i min håndtering af situationen. Jeg har egentlig ikke overskud til det der dating-halløj og at skulle vise mig fra min bedste side, når jeg inderst inde føler mig som en r**, der er træt af at skide. Undskyld udtrykket. Det gør jeg nemlig hver dag på jobbet, da jeg lever af at være sælger for et fragtfirma, hvor det ikke nytter at møde kunderne med et uperfekt ydre.

Men han forstår mig og giver mig plads. Han har selv i mange år døjet med smerter efter både en piskesmældsskade og noget de på daværende tidspunkt mener er en meget sjælden gigtsygdom. Så jeg bliver mødt af et menneske, som kender til hvordan det er, at være i mine sko og samtidig er han selvstændig personlig træner. Win-win. Vi prøver nogle nye metoder af i form af genoptræning og han presser lidt på for at jeg skal blive ordentligt undersøgt igen og få hjælp fra forsikringen, nu hvor det offentlige har gjort hvad de mente de kunne.

Forsikringen sender mig efter 8 måneder til undersøgelse hos en rygkirurg på et privathospital. Han beder mig stå ret foran ham og konstaterer at jeg ikke er skæv, beder mig ligge mig på en briks og føre min pegefinger op til næsen og lignende ting. Han taler dårligt med mig og afbryder med en vis skepsis når jeg forsøger at fortælle ham hvordan jeg har det. Han beslutter sig dog alligevel for at sende mig til en MR-scanning og beder mig gå ud i receptionen og få en tid.

Efter MR-scanningen får jeg en ny tid hos ham, hvor han kort fortæller mig at jeg har degeneration i en disk i nakken, men at det ikke har noget med ulykken at gøre. Intet er brækket, så da han er kirurg, er der ikke mere for ham at gøre. Jeg er ung, sund og rask, så jeg skal gå hjem og leve et normalt liv, som hvis jeg ikke havde smerter. Hmm...hvis det var en mulighed, havde jeg da helt sikkert gjort det for længe siden!

Efter cirka 35 kiropraktorbehandlinger ønsker min sundhedsforsikring at der skal ske noget andet og jeg tager imod med kyshånd. De har en fysioterapeut de kan henvise mig til og her får jeg tildelt 4 behandlinger. Jeg møder fysioterapeuten en morgen inden arbejde, hvor jeg er i store smerter og ikke helt er i stand til at køre bil. Men jeg får kæmpet mig afsted i håb om at det her bliver løsningen. Ham, der giver mig den magiske øvelse eller behandling, som kan hjælpe mig ud af mit smertehelvede.

Til min skuffelse bruger vi hele timen på at jeg sætter ham ind i situationen og han lige "mærker" hvordan det hele føles i min ryg og nakke, hvorefter han konstaterer at jeg er meget opspændt. Men jeg forstår efterhånden godt at min situation er kompleks og jeg væbner mig med tålmodighed til ugen efter, hvor jeg har en ny tid. Da jeg kommer ind til ham, sætter vi os igen ned for at tale sammen og timen går denne gang udelukkende med snak om hvor godt jeg har styr på min genoptræning, at jeg gør de rigtige ting i form af at forsøge mig med både yoga og svømning og til sidst nævner han så at han gerne vil forsøge sig med akupunktur næste gang.

Jeg kan jo lige tænke over det og give ham en tilbagemelding. Det føles utrygt og jeg får ikke engang den lettelse ud af det, som jeg trods alt havde en dag eller to efter mine kiropraktorbehandlinger. Jeg melder retur til forsikringen hvordan min oplevelse har været og anmoder om de vil give mig de sidste to behandlinger hos kiropraktoren i stedet i mangel på bedre. De indvilliger og jeg forsætter herefter et par uger med egen betaling.

Sidenhen forsøger jeg mig hos en anden fysioterapeut, hvor min daværende kæreste også gik. Han havde fortalt om min situation og fysioterapeuten indvilliger i at tage mig ind og se om det er noget han kan hjælpe mig af med. Efter et par behandlinger fortæller han mig ærligt, at det bedste han kan bidrage med, er at lette lidt på smerteniveauet, imens tiden gør sit arbejde. Altså det samme som kiropraktoren havde givet udtryk for til sidst i mit forløb hos hende. De siger at min kropsholdning er dårlig og at mit hoved er for langt fremme.

Jeg opsøger min læge igen. De giver mig en henvisning til reumatolog, men der er lang ventetid, så jeg får en tid i januar 2018.

Smerter i det sociale liv og arbejde

Jeg har på det her tidspunkt ikke har haft overskud til at socialisere med hverken kollegaer, venner og familie i 9 måneder. De begyndte for alvor at stille spørgsmålstegn ved hele situationen og bebrejde mig, da jeg tidligere har været ekstremt udadvendt og initiativrig. Til deres forsvar vidste de ikke bedre, da jeg har hængt i med næb og klør for at beholde mit arbejde og forsøgt at opretholde en facade udadtil.

På arbejdet presser de meget på for at se resultater af de store kunder jeg arbejder på at få ind i virksomheden, men jeg ’"sylter" forespørgsler for længe og må aflyse flere og flere møder grundet smerteniveauet, så de bliver "tabt på gulvet" lige før målstregen. Jeg glemte mange aftaler, sågar vigtige møder. Min koncentrationsevne blev ofte påvirket af hovedpine og nakkesmerter, som gav stress i kroppen. Jeg havde store problemer med at være til stede i tingene længere tid ad gangen både i de arbejdsmæssige og private sammenhænge.

Min daværende kæreste er nu den eneste jeg taler med om hvordan jeg i virkeligheden har det. Og efter flere sammenbrud nærmest tvinger han mig til at kapitulere. Jeg sygemelder mig på fuld tid og fortæller de mennesker jeg har omkring mig hvordan jeg egentlig har det. Til at begynde med var det rigtig svært, for jeg følte at jeg puttede mig selv i en offerrolle, som jeg ikke havde lyst til at være i. Samtidig var det også en lettelse ikke at skulle bruge så meget energi på at opretholde en facade – jeg fik et pusterum.

Jeg var op til min fuldtidsygemelding trappet så meget op i smertestillende medicin at jeg ikke længere var mig selv, havde en meget groggy følelse i kroppen konstant, sådan lidt zombie-agtigt. Jeg fik af lægen streng besked på at stoppe med at tage Tramadol, da hun mente jeg var blevet afhængig. Men at få fred for en stund ville ikke bringe mig tilbage til normalen, så jeg havde stadig en indre kamp ift. at skulle blive mig selv.

I november forsøger jeg med en mulighedserklæring at komme tilbage på deltid i mit højtelskede sælger job. Men jeg skal nu booke møder per telefon for en kollega og det er en helt anderledes og svær opgave for mig. Presset bliver hurtigt stort, da jeg tidligere havde stor succes med netop at skabe kontakten og booke møderne ind og da min smertesituation gradvist forværres igen, må jeg indse at situationen ikke er holdbar og fuldtidssygemelde mig igen.

Nederlaget var stort og jeg var enormt fortvivlet over ikke at have nogen plan for en mulig løsning. Jeg stod tilbage med en følelse af at have gjort alt hvad der stod i min magt, men ligevidt var jeg kommet. Efter at have mistet muligheden for at følge min passion i både arbejdsliv og privatliv i form af styrketræning, føles det efterhånden som at have mistet mig selv. Men jeg kan ikke finde mig tilrette i min nye tilværelse og bliver derfor ved at søge nye løsninger.

Min daværende kæreste kender Jacob fra træningsverdenen som den lille stærke fyr, ’trænernes træner’ og stor viden om smerter og mener derfor at han måske ville kunne byde ind med noget. Jeg finder ud af at han afholder en workshop i okklusionstræning (KAATSU), hvilket vi bliver enige om at tage afsted til sammen. Det giver mig mulighed for lige at møde Jacob og lære noget nyt om en træningsform, som bl.a. også bruges til genoptræning.

I december 2017 afholdes workshoppen. Det er spændende og jeg mærker hurtigt at Jacob ved hvad han taler om og samtidig er en god formidler. Efter endt kursus tager han sig tid til at sludre lidt om min situation, hvor jeg finder ud af, at det Jacob primært beskæftiger sig med er smertehåndtering, copingstrategier og styrketræning. Han hjælper mig med at forstå hvorfor MR-scanningen ikke viser noget og hvorfor det kan være en god nyhed - at hvis der skete en skade, er den formentlig helet igen efter så lang tid. Dertil forklarer han mig om at længerevarende smerter skyldes forandring i nervesystemet.

Jacob udviser stor forståelse og får mig til at føle mig tryg. Han forklare mig at smerter er komplekse, men hvis man lærer at forstå dem og arbejde med samt rundt om dem ved at dosere passende, så vil jeg formentlig kunne blive smertefri. Jeg græd stille af glæde, da jeg fik et øjeblik for mig selv. Tænk hvis der faktisk fandtes en løsning, hvor jeg ikke bare skulle overleve. En løsning som betød at jeg kunne blive mig selv igen.

Jeg når at have 4 timer med Jacob inden han rejser på juleferie i slutningen af december. Her opnår jeg en bedre forståelse for hvordan kroppen fungerer mht. smerte, hvordan det har påvirket mig at få de opgivende svar fra læger og fagfolk - og jeg begynder at arbejde med accepten af min situation og skaber et realistisk udgangspunkt hvorfra jeg kan begynde at dosere korrekt mht. de forskellige aspekter af livet.

Det gælder både arbejde, rengøring, træning, sociale arrangementer, bilkørsel og meget mere. Jeg modtager et træningsprogram fra Jacob, som jeg giver mig i kast med hen over julen. Da vi mødes efter jul bliver det i højere grad et mix af træning og snak. Jacob stiller "de rigtige spørgsmål", som starter en større reflektionsproces. Ligesom dette blogindlæg også er blevet. Han understreger, at når jeg går hos en ham 1 time om ugen, så er det vigtigt at se nærmere på de 167 andre timer man har til rådighed indtil man mødes igen. Jeg er blevet inspireret til at læse en del litteratur indenfor både selvudvikling og træning. Jeg har brugt hans podcast og hjemmesiden Maxer.dk meget.

I januar 2018 tager jeg så afsted til min aftale hos reumatolog. Han er en ældre herre, som bruger meget gammeldags metoder i form af f.eks. diktafon (ja de findes åbenbart stadig). Han spørger lidt ind og undersøger mig overfladisk. Han konstaterer at mit prolem ligger i at jeg har har det man kalder "englevinger". Det skal trænes op og han giver mig nogle øvelser for hvordan jeg skal gøre dette dagligt. Han har en meget stærk holdning til at jeg har trænet forkert og at jeg fokuserer på biceps og nakkemuskler, hvilket jeg isoleret set slet ikke træner på det her tidspunkt.

Han vil dog alligevel sende mig til en ultralydsscanning af mine skuldre, som ikke helt er i tråd med den resterende del af undersøgelsen. Jeg taler efterfølgende med både min daværende kæreste og Jacob om det, for reumatologen har nu gjort mig utryg og givet mig en ny bekymring. De konkluderer begge at jeg ikke har englevinger. Man kan blot se omridset af mine skuldreblade, da jeg er slank af bygning.

Til ultralydsscanningen møder jeg en lettere slesk læge som i første sekund glæder sig over at jeg er ’en køn ung dame’ – det er sjældent han får sig sådan en overraskelse blandt de mange ældre kvinder han undersøger. Han beder mig tage tøjet af på overkroppen så han kan udføre scanningen og jeg har det utrolig skidt med situationen. Mens han undersøger mig fortæller han mig hvor flot slank og muskuløs jeg er, det er simpelthen den flotteste muskulatur i et skulderparti han nogensinde har set både udefra og på scanningsbillederne. Sikke en løsning på mine smerter jeg fik ud af det!

I marts 2018 deltog min daværende kæreste og jeg i workshoppen "Smerte og Styrketræning" af Jacob og hans kollega Simon Kirkegaard fra Smertevidenskab.dk. Det var godt for mig at få al det grundlæggende viden opsummeret endnu engang samt at have endnu et syn på sagen fra Simon, som bød ind med nye vinkler, historier og en smittende energi, der bidrog til at få lyst til at forsætte det gode arbejde.

Smertefri, fuldtidsarbejde og styrkeløft

Jeg er i dag tilbage på fuldtid på jobbet og lever et liv, hvor fortiden er lagt bag mig. Det er fantastisk ikke at skulle begrænse mig selv længere. Nu ser jeg på det som en dosering i alt jeg gør. Får jeg ondt så skyldes det ikke en skade jeg frygter, men blot en overdosering og jeg har værktøjerne til at håndtere det. Jeg laver stadig øvelser for nakken, men det er blevet en del af hverdagsrutinen og dermed noget jeg lever med uden at tænke for meget over det ligesom når vi børster tænder.

Så ja, mit liv har ændret sig for altid siden den dag jeg blev påkørt. Jeg blev pludselig opmærksom på at jeg rent faktisk ikke er Superwoman, men et sårbart og helt almindeligt menneske. Det har kostet meget energi og den lange periode med smerter var utrolig hård ved mig. Men når jeg nu står på den anden side af al det her, så er jeg utrolig taknemmelig for de mennesker der har vist sig at være der for mig – også når jeg ikke er på toppen og har en hel masse at byde på. Mine venner og familie har alle udvist forståelse og ikke afskrevet mig på trods af mine shortcommings.

Min arbejdsplads har tacklet situationen over al forventning. De har på intet tidspunkt bebrejdet mig siden de kendte til situationens egentlige omfang, de har tværtimod løst mit problem ved at tilbyde mig en anden stilling, da jeg måtte erkende det ikke var muligt at forsætte som sælger. Min nærmeste chef har udvist en stor forståelse og givet mig den tid jeg havde brug for, for nu at have nået den vigtigste milepæl – at være tilbage på fuldtid. Min daværende kæreste har været den største støtte jeg kunne drømme om og han har guidet mig gennem fortvivlelse og opgivende følelser. Han har ledt mig til Jacob, som endte med at løse mysteriet omkring hvordan jeg skulle håndtere de her komplekse smerter.

Jeg er så evig taknemmelig for al den viden jeg har fået, at jeg har kunne ligge frygten og fortvivlelsen på hylden. Jeg føler mig stærkere end nogensinde før både psykisk og fysisk. Efter jeg blev smertefri valgte jeg at forsætte mit forløb hos Jacob en periode på trods af jeg er uafhængig af hans hjælp mht. de smerter jeg har døjet med. Ene og alene af den grund at Jacob er en stor inspiration for mig og jeg ønsker at forsætte den gode udvikling og blive holdt fast i de her nye og sunde vaner, hvor jeg lytter til min krop og er i stand til at vise sårbarhed. Det har været en selvudviklende rejse og set i bakspejlet (super passende vending at bruge i denne situation med trafikulykken), så ville jeg ikke være erfaringen foruden.

Siden da er jeg begyndt at konkurrere i styrkeløft, hvor jeg i 2019 som bedste løft har lavet 102,5 kg squat, 57,5 kg bænkpres og 120 kg dødløft - en total på 280 kg.

Læs andre referencer her.