#59 Spiseforstyrrelser i elitesport: Når vores idoler bliver syge i jagten på medaljer Begynder

I deres nye artikel om spiseforstyrrelser i elitesport, beskriver Mia og Anna resultaterne af en undersøgelse af spiseforstyrrelser og lav energitilgængelighed blandt danske elitesportsudøvere og subelitesportsudøvere, hvor det konkluderes, at disse problemer er udbredte og forbundet med en række negative fysiske og mentale konsekvenser [1].

I episoden snakker vi blandt andet om:

• Hvorfor forekomsten af spiseforstyrrelser i elitesport er relativt høj - og hvordan det ikke passer med de fleste idealbillede af sportsudøvere.
• Hvordan spiseforstyrrelser kan føre til alvorlige fysiske og psykologiske problemer for i elitesport.
• De væsentlige forskelle på forstyrret spisning og spiseforstyrrelser samt hvordan elitesport stiller ekstreme krav.
• Hvordan sportsudøvere kan opleve et øget pres for at opretholde en bestemt kropsstørrelse og -form, som kan føre til negative spisemønstre.
• Hvordan spiseforstyrrelser kan påvirke præstationer negativt med nedsat styrke og udholdenhed samt øget risiko for skader og sygdomme.
• Vigtigheden at udviklingen af ​​positive trænings- og spisemønstre i eliteidrætsmiljøer - både for øget trivsel og sundhed, men også bedre præstationer.

Spiseforstyrrelser hos eliteatleter og subeliten er en problematik, der har fået stigende opmærksomhed i Danmark. En rapport fra 2020 viste at 17,5% af eliteatleter har milde symptomer på spiseforstyrrelse, mens 30% af subeliten rapporterer tegn på spiseforstyrrelse [2].

Spiseforstyrrelser kan øge risikoen for overbelastningsskader, lav energitilgængelighed, tidlig frafald fra sporten, nedsætte præstationsevnen og føre til generel mistrivsel. For at sikre atleternes trivsel er det derfor vigtigt at kigge på forskellige interventioner, der kan forebygge og tidligt opspore uhensigtsmæssige tanker omkring mad, krop og træning - og i sidste ende spiseforstyrrelser.

Mia Beck Lichtenstein har en bachelor i idræt og en Ph.D. i træningsafhængighed og spiseforstyrrelser fra Syddansk Universitet (SDU). Derudover har hun arbejdet som psykolog i snart 20 år og arbejder som lektor ved Institut for Psykologi på Syddansk Universitet og som psykolog og forsker ved Telepsykiatrisk Center i Region Syddanmark. Mia har tidligere forsket i spiseforstyrrelser, træningsafhængighed, psykiske følger af idrætsskader og internetbaseret behandling af psykiske lidelser.

Mia Beck Lichtenstein har tidligere været med i Stærk & Smertefri, nemlig i episode 26 om spiseforstyrrelser som helhed, hvor du kan lære om forskellige typer spiseforstyrrelser, behandling og myter.

I 2020 viste tal fra Dansk Idrætsforbund at 17,5% af eliteatleter er i risiko for milde symptomer på spiseforstyrrelse [2]. En rapport fra SDU viste at 4,6% i eliteidrætten har en spiseforstyrrelse [3]. Hvis man går ned i nogle af de specifikke sportsgrene, så viser tallene faktisk at op imod 40% har tegn på spiseforstyrrelser.

Noget af det som adskiller spiseforstyrrelser i “normalbefolkningen" og eliteidræt er, at eliteidræt handler om performance. Det handler i korte træk om at være den bedste til sin sportsgren.

Elitesport handler om at være bedst - og for nogle koste hvad det koste vil.

Afhængigt af sportsgrenen, så kan din kropsvægt og/eller kropssammensætning (fedtprocent vs. muskelmasse) være afgørende for din præstationsevne. Det kan sætte et stort pres på, hvordan din krop skal se ud og modelleres gennem kost og træning. Når du som atlet er villig til at gå meget langt og sætte nogle (sundhedsmæssige) ting på spil, kan du ende med en meget ekstrem tilgang til mad, træning og generel livsstil.

At elitesportsudøvere er villige til at gå langt for succes, viste Robert Goldman med hans dilemma, som senere at opkaldt Goldman's dilemma. Det er en hypotetisk situation, hvor eliteatleter tilbydes en præstationforbedrende medicin, men vil dø indenfor 5 år, hvis de tager den. I de første studier sagde omkring 50% at de ville tage medicinen [4], mens det i senere studier ser ud til at 1-6% ville tage medicinen [5].

Grænsen mellem optimering og udbrændthed

I stræben efter guldet er mange atleter indstillet på at regulere på hvad som helst, der kan give de sidste procenter for at vinde guldmedaljen. Men i den stræben ligger også en risiko for en overdrevet eller tvangspræget tilgang til sporten. Det kan nå så vidt, at det i sidste ende kan gå ud over præstationsevnen.

Det kan påvirke præstationsevnen negativt, hvis du bliver for restriktiv med din mad, hvis du kommer til at veje for lidt, hvis din fedtprocent bliver for lav eller hvis du træner for meget, så du aldrig får restitueret tilstrækkeligt.

Der er en hårfin grænse mellem optimering vs. udbrændthed og finpudsning vs. besættelse. Det er derfor, at nogle atleter kommer til at gå ud over grænsen og ender med at nedbryde kroppen og sindet. Det er ikke kun ødelæggende for den næste konkurrence eller karrieren, men kan i værste fald også sætte spor i resten af livet.

Det er vigtigt at kommende eliteatleter gør sig følgende overvejelser: "Er jeg villig til at risikere dette for at kunne komme til tops i denne sportsgren?" Det er et dilemma, for det du kan nå til tops på, er ofte også dét, der udgør en risikofaktor for at du kan skade dit mentale og fysiske helbred på længere sigt.

Som atlet bruger du ofte meget tid på at sammenligne sig med dem, du træner med og konkurrerer mod. Konkurrencen er en indbygget del af sportsverdenen og det er konkurrencen, tilskuerne fascineres af. Men det betyder også at atleterne indimellem kommer til at konkurrere på flere parametre end nødvendigt: Hvem taber sig mest? Hvem har den laveste fedtprocent? Hvem spiser sundest? Mindst?

Spiseforstyrrelser i eliteidræt

En spiseforstyrrelse kan komme i forskellige former og er en psykiatrisk diagnose:

Anoreksi: typisk underspisning, bevidst forsøg på at tabe sig, frygt for at tage på og bange for at spise mange forskellige fødevare. Kan være livsfarligt.

Bulimi: kendetegnet ved overspisningsanfald, som man efterfølgende forsøger at kompensere for gennem opkastning, træning, faste eller afføringsmidler.

Binge eating disorder (BED): kendetegnet ved kontrolløse, kraftige overspisninger med efterfølgende intense følelser af skyld og skam uden systematisk brug af kompenserende adfærd efterfølgende. BED fører tit til overvægt, det er ikke et diagnostisk kriterium, men mange med overspisningproblematikker ender med at blive overvægtige.

Uspecifikke spiseforstyrrelser: her placeres de spiseforstyrrelser, der ikke opfylder de klassiske kriterier for spiseforstyrrelser.

Forstyrret spisning er ikke en psykisk diagnose, men mere en betegnelse for dem, der har et blik på mad, der begynder at ligne en spiseforstyrrelse. Det kan være en ekstrem optagelse af, hvordan din krop ser ud og en sammenkobling mellem kroppens udseende og selvværdet. Ekstrem optagethed af kropsvægt, mad og træning i sådan en grad, at det har negativ indflydelse på resten af din levevis.

Hvor grænsen går mellem en spiseforstyrrelse og forstyrret spisning kan være svært at sige, da det handler om mad, træning og krop som næsten alle mennesker har et forhold til. Der er en stor gråzone, hvor både atleter og almindelige mennesker befinder sig i, da mange går op i sport og mad samt ønsker at optimere og forbedre sig.

Det betyder at grænsen mellem sygt og normalt kan være svær at fastsætte, men når det begynder at gå ud over din livskvalitet, præstationsevne, trivsel, daglige funktionsniveau i forhold til skole eller arbejde, så er det et problem du skal tage seriøst.

Hvor udbredt er spiseforstyrrelser i elitesport?

En undersøgelse fra Norge viser, at på landsholdsniveau så havde 20% af kvinderne og 8% af mændene i eliteidræt en spiseforstyrrelse [6]. 7% af kvinderne havde bulimi, mens 3% af mændene havde bulimi. 3% af kvinderne og 1% af mændene havde anoreksi og den 10% af kvinderne og 4% af mændene havde en atypisk spiseforstyrrelse.

DIF viste i 2020, at 22% af eliteudøvere ønsker hjælp til deres forhold til mad og vægt og 29% mener ikke at elitesportsudøvere får nok hjælp med spiseforstyrrelser [3]. 60% mener, at presset fra eliteidræt kan udløse spiseforstyrrelser. Det er de opgjorte tal, men da spiseforstyrrelser stadig er et tabubelagt emne, må man formode at det reelle tal kan være højere.

Undersøgelsen fra DIF er baseret på et spørgeskema, hvor der var en svarprocent på 40%. Det vil sige at der er 60%, som undersøgelsen har rakt ud til, som ikke har svaret. De udeblivende svar kan både skyldes, at atleterne ikke har haft nogle problemer og derfor ikke har fundet undersøgelsen relevant, men det kan også være atleter, som har problemer og netop af den grund ikke turde at være med i undersøgelsen.

Undersøgelsen blev ligeledes lavet på subeliten; altså den gruppe atleter, som var på vej mod toppen, for at se om den gruppe af sportsfolk måske havde en større risiko for spiseforstyrrelsessymptomer, træningsafhængighed, depressive symptomer og energimangel end eliten.

Undersøgelsen viste, at det faktisk var omkring 30% fra subeliten, der rapporterede om spiseforstyrrelsessymptomer. Det kunne altså tyde på, at dem, der er på vej mod toppen, har en større risiko for spiseforstyrrelser. Rapporten har som sådan ikke undersøgt, hvorfor det hænger sådan sammen, men den har sammenlignet subeliten vs. top-eliten, kvinder vs. mænd, forskellige sportsgrene og forskellige symptomer.

Hver tredje subeliteatlet rapporterer om symptomer på spiseforstyrrelser.

Elitesport er ekstremt og hvis alle dem, du konkurrerer med lever, træner og spiser på ekstreme måder, så vil det være svært - hvis ikke umuligt - ikke at blive trukket i den retning i jagten på den bedste performance.

Kvinder er mere ramt af spiseforstyrrelser

Det er ikke så overraskende at kvinder har større risiko for udvikling af spiseforstyrrelser end mænd [7]. Det kan sagtens være at der er flere mænd, der har udfordringer i samme type, men Mia erkender at spørgeskemaet, som rapporten er baseret på, måske appellerer mere til kvinder med spørgsmål som:

“Føler du at dine lår er for store?”, "Synes du at din mave buler for meget ud?”. Det er måske nogle spørgsmål, som mange mænd ikke kan relatere til. Dermed ikke sagt at der ikke er en kønsforskel i forekomsten af spiseforstyrrelser: kvinder er mere udsat. Mændene er derimod mere udsat for fx ludomani.

Lav energitilgængelighed

Lav energitilgængelighed er et fysisk syndrom, der kan opstå hvis der er for stor forskel mellem energiindtag og energiforbrug. Omkring halvdelen af kvinderne hos både elite og subeliten har symptomer på lav energitilgængelighed. Hos mændene ligger det på omkring 18% hos eliten og 13% hos subeliten. Kvinderne har igen flere symptomer på at mangle energi end mændene har.

Noget af det man spørger ind til, når man skal måle energitilgængelighed, er: "Hvor god er din søvnkvalitet?", "har du skader?", "hvordan fungerer dit fordøjelsessystem?", "hvordan er dit generelle energiniveau?", "hvordan er din sexlyst?" og "hvordan er din menstruationscyklus?". Det gør man for at vurdere, hvor meget kroppen er påvirket af manglende energi over længere perioder.

Lav energitilgængelighed ses ofte sammen med en spiseforstyrrelse, da syndromet er kendetegnet ved underspisning og overtræning.

Det er omkring 7% af atleterne, der har symptomer på træningsafhængighed. Det tal er faktisk ganske lig forekomsten hos motionister.

Rapporten er ikke kun baseret på spørgeskemaer - der er også foretaget interview med atleterne, for at få en større kvalitativ forståelse for de symptomer, de oplever. Mia fortæller, at når man sidder i en interviewsituation og snakker med unge atleter, så påvirker det hende, når atleterne beretter om ekstrem kalorietælling, underspisning og overtræning.

Motivationen for at have en ekstrem tilgang til kost og træning er enten: at komme ned i vægt for at kunne præstere bedre i sin sport eller opnå en atletiske krop, som den specifikke atlet har drømt om. Udover den restriktive spisning, så var der også atleter, der udviste tegn på kompenserende adfærd og overspisningstendenser, da det er svært at blive ved med at undertrykke sin sult.

Overspisningen kan både lede til en stor skyld- og skamfølelser og til kompenserende adfærd i form af overtræning, opkast eller brug af afføringsmiddel for at komme ned i vægt og fedtprocent.

Derudover har mange af atleterne udtrykt en skam omkring deres krop og en frygt for at andre skal forholde sig til deres krop. Tanker omkring hvordan de skal se ud, hvad de skal spise til næste måltid, hvad de vejer og hvordan næste træning skal se ud, er tanker der fylder meget i løbet af dagen og kan lede til koncentrationsbesvær.

Atleterne gør alt dette i deres stræben efter at blive bedre - for at vinde. Men ofte er der ikke nogle omkring dem, der kender til den mere ekstreme tilgangs bagside - og derfor heller ikke nogen, der kan hjælpe dem. For andre omkring atleterne kan det være svært at gennemskue om atleten er ekstremt dedikeret til sin sport og ønsker at optimere på alle parametre, eller om atleten er ude på et sidespor, som i sidste ende kan have negativ indflydelse på deres præstation og mentale sundhed.

Skal man bare at spise mere?

Ofte bliver der knyttet en diætist til atleter, der udviser tegn på spiseforstyrrelser. Men det handler sjældent om at atleten “bare” skal spise mere. De atleter, der har fået den form for hjælp, ytrede i rapporten, at det var fint nok at de kom op i vægt, men deres tanker omkring mad, krop og træning var der stadig. Så hjælpen til den psykiske dimension af spiseforstyrrelsen, havde atleterne savnet.

At have mere fokus på det fysiske frem for det psykiske, er måske et generelt problem i mange eliteidrætsmiljøer. Det bør ikke være enten-eller, men atleter er også hele mennesker, så det mentale bør i allerhøjeste grad vægtes højt. At tilgodese atletens samlede sundhed og atleten i sin helhed, vil formentlig betale sig på den lange bane og holde flere atleter i deres sport i længere tid.

Rapporten viste også, at kommentarer fra atleternes omverden kunne forværre deres symptomer og trigge dem. Det kunne både være kommentarer fra trænere, konkurrenter, fra træningsmakkere eller fra forældre, der gik på atleternes vægt og kroppens udseende.

Hvad skyldes de høje tal?

Man kan nemt komme til at stille spørgsmålet: Hvis skyld er det at så mange eliteatleter kæmper med spiseforstyrrelser eller forstyrret spisning? Er det kulturens skyld? Er det modebladenes skyld? Er det sociale mediers skyld? Men Mia pointerer, at vi bør bevæge os væk fra skyldsplaceringen, for det er ikke så enkelt, at man kan placere skylden på ét sæt skuldre.

Spiseforstyrrelser og forstyrret spisning er et problem i mange miljøer - også uden for elitesport. Der er nogle miljøer, hvor problemet er mere udbredt og hvor risikoen for udvikling af spiseforstyrrelser eller forstyrret spisning er større, fordi det lægger sig så tæt op af dét, eliteidræt handler om.

Når det så er sagt, så vil det give mening at kigge nærmere på træningskulturer og træningsmiljøer, for de kan både være opbyggende, men også nedbrydende på grænsen til pres mod spiseforstyrret adfærd som man så det i svømmeverden med offentlige vejninger og udskamninger.

Trænere betyder meget for atleterne - og især for de helt unge atleter, der kan finde deres livsmentor i deres træner, så trænerne har et kæmpe ansvar. I interviewene var der på den ene side atleter, der gav udtryk for at deres træner havde hjulpet dem, da de fik en spiseforstyrrelse. Trænerne havde spurgt ind til det, de havde støttet atleterne og var en ressource i spiseforstyrrelsesforløbet.

Men på den anden side var der også atleter, der fortalte, hvordan trænerne havde kommenteret på, hvor meget mad atleterne tog på tallerkenen, offentlig vejninger og kommentarer på atletens krop. At blive vejet foran andre er for mange en sårbar ting og kan nemt give atleten, og alle andre, en følelse af at være forkerte. Det kan nemt skabe en intern konkurrence blandt holdkammerater, som både kan trigge et ekstremt forhold til kost og træning, men også skabe en ufrugtbar holdånd.

Det viser, at trænerne både kan have en beskyttende faktor, men de kan også omvendt være en, der helt uvidende, er med til at udløse eller vedligeholde spiseforstyrrelser. Det er selvfølgelig to ekstremer, der bliver ridset op. Der findes mange trænere et sted midt i mellem.

Udover trænerne, så spiller atletens familie og det generelle træningsmiljø også en stor rolle og kan også både fungere som en støtte eller som en vedligeholdende faktor.

Selvom spiseforstyrrelser eller forstyrret spisning er mest udbredt i individuelle, udholdenhedssportsgrene (som løb, cykling, triathlon mv), hvor vægten betyder meget for ens performance, men det forekommer også i holdsport og i andre sportsgrene, hvor det ikke nødvendigvis er den tyndeste atlet, der vinder.

Mia har mødt en del fodboldspillere i sin praksis, som har haft det svært med mad, krop og træning. Noget af det der kan være på spil for en fodboldspiller er, at fodboldspillere skal være udholdende, eksplosive, stærke, hurtige og hele tiden konkurrere om pladsen på holdet. Så du er omkring dine holdkammerater hele tiden, som du både spiller med og også konkurrerer mod. Som løber eller cykelrytter kan du godt træne på egen hånd langt størstedelen af tiden.

I stedet for at bruge energi på at finde ud af, hvis skyld det er og hvem der er hårdest ramt, så giver det mere mening at finde på løsninger og begynde at ændre kulturen. Om det er 10%, 20% eller 30% af atleterne, der er påvirket af spiseforstyrrelser, så er interventionerne og indsatserne de samme.

Løsningen på spiseforstyrrelser?

Interventionerne og indsatserne mod spiseforstyrrelser i eliteidræt kunne være:

• Vi skal klæde trænerne på til at kunne se symptomerne.
• Vi skal skabe nogle sunde miljøer med fokus på det hele menneske.
• Vi skal finde en sund og afslappet måde at snakke om mad, krop og træning på.
• Der skal være screeninger og helbredstjek, hvor det er muligt.
• Der skal arbejdes på at nedbryde tabuet omkring spiseforstyrrelser, så vi får en åben dialog omkring problemerne.
• Vi skal have skabt nogle støtteforanstaltninger, så klubberne ved hvor de skal henvende sig.

Norge er længere fremme end Danmark i forhold til at undersøge spiseforstyrrelser i sportens verden. De begyndte faktisk allerede i 1990’erne, hvor Danmark først kom i gang i 2020. Derfor giver det mening at vende blikket lidt ud af og finde inspiration hos andre lande.

Norge er begyndt at indføre en BMI-grænse for de forskellige sportsgrene, for at sikre at deres atleter ikke kommer ned i en unødvendig lav vægt. Norge har blandt andet indført rød, gul og grøn kategorier [8]:

• Grøn: det er en atlet, der er i trivsel og der er ingen bekymringer.
• Gul: der er nogle tegn på forstyrret spisning og der er nogle bekymringer omkring atletens sundhed.
• Rød: manglende menstruation, udtalt spiseforstyrrelse og nedsat præstationsevne. Hvis atleten bliver klassificeret som rød, så bliver atleten fritaget fra konkurrencer.

Norges eksempel viser, at man ikke skal være så bange for at snakke om spiseforstyrrelserne i elitemiljøet. Vi bliver nødt til at tale om det. At tale om det kan fungere som en aflastning og en støtte for atleter, der går rundt og kæmper spiseforstyrrelser alene.

På samme måde kan fritagelse fra konkurrencer give atleten rum til at få det bedre - det skal ikke ses som en straf. Tværtimod. Det er en hjælp. Guleroden for at blive rask og komme ud af sin spiseforstyrrelse er netop at komme tilbage, endnu stærkere fysisk og mentalt, til sin sportsgren.

Lyt til episode 59 om spiseforstyrrelser i elitesport

Du kan høre episode 59 i Apple Podcasts her.
Du kan høre episode 59 på Spotify her.
Du kan downloade episode 59 fra Libsyn her.

Se oversigten over alle episoder af podcasten her.

Du kan også streame episoden direkte her: