#70 “Det hele hænger sammen - og derfor er alt vigtigt” - om specifik smertebehandling Let øvet

Smertebehandling er komplekst, mange behandlingsformer har en effekt og ingen behandlingsformer ser ud til at være overlegne. Alligevel er der mange - til tider modstridende - forklaringer. Og mange af dem ved vi i dag i er forkerte, forældede og potentielt skadelige.

I episoden snakker vi blandt andet om:

• Den udbredte misforståelse om at fordi “det hele hænger sammen" i kroppen, så er alt vigtigt i behandlingen af smerter.
• Er behandlingen mod længerevarende smerter så specifik, som vi ofte tror som behandlere - eller er der noget mere på spil?
• Hvordan kan vi undgå at give patienter negative forventninger og fremme en helhedsorienteret tilgang til smertebehandling?
• Anatomisk muliggøren og hypotetiske diagnoser - hvordan forestillede, overdrevne, usandsynlige og ubeviste forhold påstås at eksistere mellem anatomiske strukturer.
• Hvorfor både patienter og behandlere ofte foretrækker en klar diagnose - når uvished føles for ubehageligt.
• Hvad kan manuel behandling? Og hvad kan manuel behandling ikke? Hvad med osteopati?
• Hvordan fysioterapeuter, kiropraktorer og osteopater historisk set har udviklet sig ud fra forskellige syn på kroppen og videnskabelige grene.
• Hvor vigtigt er det at være specifik i sin behandling? Og kan man overhovedet være specifik i behandlingen af smerter?
• Kan terapeuter manipulere organer og tarme, sætte led på plads, påvirke fascier specifikt - og hvad er evidensen bag disse påstande?
• Hvordan har Aarhus Osteopati som klinik ændret opfattelse af smertebehandling over tid? Fra fejlstillinger, forkerte træk, forkerte bevægelser, dårlig holdning, stabiliserende muskler, korrekt løfteteknik, holde ryggen i ro, ikke sove på maven, sætte led på plads og låse dem op, skævt bækken og hofte, benlængdeforskel og skæv ryg, manipulation af organer, fascier og kraniet.

Jens Gram er professionsbachelor i fysioterapi og uddannet osteopat samt diplomuddannet i kvinders sundhed. Tidligere har han arbejdet som personlig træner. Han er medarbejder af Aarhus Osteopati (AAO), som er den største danske kæde af osteopater med over 100 behandlere fordelt på 18 klinikker over hele landet. Aarhus Osteopati blev stiftet af Ívar Dagsson i 2014.

Osteopati stammer fra slutningen af 1800-tallet, hvor den amerikanske læge Andrew Taylor Still i 1874 skabte de fundamentale tanker for osteopati - selvom mange elementer ser anderledes ud i dag. Osteopati stammer fra de græske ord ostéon for knogle og páthos for smerte eller lidelse.

I osteopatien bruges en række forskellige manuelle teknikker fx manipulation, muscle energy techniques (MET), mobilisering og kraniosakralterapi (KTS). Grundtanken i osteopatien har længe været at se kroppen som en helhed, at struktur og funktion hænger sammen, kroppen har medfødte selvhelbredende mekanismer, som forstærkes hvis man mekanisk korrigerer kroppen. Dele af osteopatien kan - ligesom fysioterapi og kiropraktik - anses for at være alternativ behandling, mens andre dele har god videnskabelig opbakning.

Mange smertepatienter har en forventning om at få konkrete svar på hvorfor de har ondt, når de kommer til en behandler. Mange tror også at det er afgørende med en
specifik diagnose for deres smerter, hvilket ikke harmonerer godt med den videnskabelige konsensus. Smerten føles specifik i en grad, hvor mange patienter kan pege på den, men det mest specifikke er oftest placeringen - ikke årsagen.

Hvorfor er det overhovedet vigtigt hvorfor en behandling virker?

Mange vil sandsynligvis tænke at det vigtigste er, at behandlingen virker - og det er selvfølgelig en pointe, som de fleste kan relatere til. Men hvis vi som behandlere ikke forstår hvorfor behandlingen har en effekt, så kan vi ikke optimere effekten eller undgå potentielle negative effekter ved behandlingen.

Samtidig kan vi med bedre viden droppe de behandlingstiltag, som vi i dag ved enten ikke virker, ikke virker i samme grad, som man tidligere troede eller af andre årsager, end man troede. På den måde kan vi bruge tid, energi og penge bedst muligt.

Vi ved eksempelvis i dag, at der i alle vestlige lande både bruges alt for meget medicin mod smerter, men også scanninger og operationer for kroniske smerter.

Der er mange forskellige behandlingsformer som har en kortsigtet positiv effekt på smerter og det ser ikke ud til, at der er én bestemt behandlingsform, som virker meget bedre end alle de andre. Men der er behandlingstilgange og forklaringer, som vi i dag ved er både forkerte, forældede og potentielt skadelige for patienterne.

Hele vidensfeltet af smertebehandling har været i stor udvikling i de sidste årtier, hvor det biomedicinske paradigme er blevet erstattet af en mere helhedsorienteret tilgang ofte eksemplificeret ved den biopsykosociale model. Cognitive functional therapy er et eksempel på en helhedsorienteret tilgang til smertebehandling baseret på de seneste årtiers smerteforskning.

Men selvom vi ved mere end nogensinde før, er der fortsat mange ting vi ikke ved - og mange klassiske myter som lever i bedste velgående.

Når Jens ser tilbage som sin uddannelse som fysioterapeut og senere osteopat, kan han i dag se, at meget indhold var forældet. Derfor er det vigtigt at vi som sundhedsprofessionelle kigger indad med målet om at blive bedre til at hjælpe vores patienter og ikke blot kigge på effekten af en behandling og tænke "fedt", men også overveje hvorfor har det nogle gange effekt - og andre gange ikke.

Hvad kan vi gøre bedre for at øge effekten og hvad kan vi optimere på, når vi zoomer ud og ser smertebehandlingen i et helikopterperspektiv? Det prøver han i dag at gøre, når han underviser på osteopatstudiet og sparrer med de andre osteopater i Aarhus Osteopati.

De ovenstående refleksioner - og pointerne i denne artikel og podcast - gælder i øvrigt for alle de sundhedsprofessionelle professioner herunder fysioterapeuter, kiropraktorer, osteopater, læger, sygeplejerske mv.

De klassiske biomekaniske forklaringer

De traditionelle biomekaniske forklaringer på smerter er forældede - men samtidig er de oftest de mest almindelige og udbredte specifikke forklaringer, som de fleste mennesker får fortalt er årsagen til, at de har ondt. Eksempler kunne være dårlig kropsholdning, forkert ergonomi, specifikke manipulationer af ryggen for at sætte et led på plads, benlængdeforskel, svag core, pronerede ankler, skævt bækken, skæv hofte osv.

Disse negative forklaringer kan for nogle patienter forværre deres situation, da de bliver bange for at forværre smerterne eller blive skadet og derfor bevæger sig mindre eller med stor forsigtighed og stivhed. De kan med andre ord blive hyperårvågne omkring deres smertefulde kropsdel - og det forstærker problemet.

Jens beskriver det tidligere paradigme: "Man har jo haft den her tilgang til smerte, at der er noget inflammation, noget vævskade, der påvirker nociceptorerne (beskyttelsessensorer), og jo større den vævskade, jo mere inflammation, der er, jo mere smerte. Og der ved vi jo, at det er meget mere komplekst, fordi det er jo faktisk hjernens fortolkning af problemet."

Smerte anses i dag som en subjektiv oplevelse, der er påvirket af en kompleks række af ubevidste individuelle fortolkninger, som din hjerne laver, baseret på tidligere erfaringer, overbevisninger, kontekst, genetik og eksempelvis interaktioner med sundhedspersonale mv.

Derfor er det essentielt at behandlere giver fagligt realistiske forklaringer på hvorfor en kropsdel gør ondt og hvad man kan gøre ved smerterne. Det er vigtigt at overveje om forklaringen er tryghedsskabende eller om den kan gøre en mere ængstlig.

Måden du forstår et problem på, er afgørende, fordi det definerer løsningen. Hvad tror du der er galt? Det bliver dét, du vil forsøge at fixe. Hvis din smerteforståelse ikke er korrekt eller hvis løsningen er urealistisk fx "rette" et skævt bækken, hofte, benlængdeforskel osv., så vil du blive skuffet over behandlingen.

Andre klassiske eksempler kunne være patienter, som har ondt i skulderen - de har historisk set næsten altid fået øvelser for deres rotator cuff. Hvis du har ondt i ryggen, så vil du med stor sandsynlighed have fået core-øvelser. Og det er ikke fordi, at der er noget galt i disse øvelser, men forskning viser, at det virker ikke bedre end at træne hele kroppen og at det specifikke fokus kan give et negativt billede af den smertefulde kropsdel.

I stedet for at kun fokusere på de mekaniske aspekter, anbefaler Jens at se på hjernen som en vagt. Jeg plejer at bruge metaforen om en overbeskyttende forælder, men princippet er det samme. Hjernen, nervesystemet og immunforsvaret vurderer hele tiden hvad der sker indeni og rundt om vores krop:

Er det farligt? Skal jeg passe på? Vagten - og mor - kan påvirke vores adfærd på mange måder, herunder med smerte. Det er en beskyttelsesmekanisme, som får os til at gøre noget andet. Det kan også være at det trykker, trækker, stikker, niver, prikker, brænder, summer, føles stivt eller på en anden måde gør os opmærksom på at vi bør ændre adfærd for at passe på os selv.

Jens fortæller en lille historie som eksempel: "Hvis du går i noget højt græs i bare ben og græsset rører dit ben, så sender det et input op til hjernen. Din hjerne registrerer græsset uden at lægger mærke til det - det samme gør dine øjne og andre sanser. Samtidig er processen allerede i gang om hjernen kan genkende græsset, har jeg været i denne situation før, er det farligt?

Hvis du har gået i græs som barn og aldrig har oplevet problemer med det, så registrerer du sandsynligvis ikke engang græsset. Du registrerer ikke, at det rører dit ben, ligesom du ikke registrerer, at du har sko eller sokker på. Men hvis du bliver bidt af en slange i græsset eller træder på et glasskår, så vil du med al sandsynlighed registrere det med det samme - og igen de første gange du træder på græs efterfølgende. Også selvom der ikke er en slange eller glasskår.

Denne historie minder meget om Lorimer Moseleys historie fra hans TedTalk kaldet "Why things hurt". Det kan du med fordel se - en underholdende måde at lære om smerter på.

I relation til smerter i hverdagen kunne hjernens bevidste og ubevidste analyse lyde: "Når jeg får mere ondt, hvis jeg laver en bevægelse, er det så fordi, jeg har skadet noget i min ryg endnu mere? Bør jeg passe mere på min ryg ved at ikke bevæge den?".

Denne bekymring kan forstærkes af behandlerens forklaring, uddyber Jens: "Så snart du forklarer smerterne ud fra der lyder sygt, skævt, svagt, du kalder det et smertesyndrom osv., så er det kun noget, du som behandler kan fikse".

Det kan gøre patienten bange, give en større opblusning/flare-up, skabe afhængighed af behandleren og påvirke din selvforståelse. Omvendt kan forklaringer styrke patientens egen mestring ved at fokusere på at genoprette bevægelse, reducere stivhed og fremme de muligheder patienten har til aktivt gøre noget for at få det bedre.

Jens fortsætter: "Hvis du forklarer smerterne med at noget er lidt stift, spændt, uvant eller nedsat bevægelse, så lægger det mere op til, at patienten kan bevæge området mere for at løsne op". Du kan med andre ord selv gøre noget, det er positivt at bruge kroppen og bevæge sig - også når det gør ondt.

Overbevisninger styrer din adfærd - ingen har lyst til at gøre noget med deres krop som de tror er farligt for den. Jacob Beermann

Manuel behandling er ikke specifik

Mange har en forestilling om at manuel behandling har en høj strukturel specificitet - forklaringerne er typisk ekstremt specifikke, men forskningen peger generelt på at det ikke er tilfældet.

Sundhedsprofessionelle som fysioterapeuter, kiropraktorer og osteopater er trænet på deres uddannelse i at finde restriktionen - det led som er begrænset - gennem palpation og berøring med hænderne. Derefter manipuleres ledet, naturligvis i den rigtige side, på det rigtige punkt og med den rette kraft, hvorefter smerten bør være reduceret.

Sandheden er dog, at studier viser, at patienten kan komme ind med lændesmerter og manipulationen kan foretages i den øvre del af ryggen dvs. slet ikke hvor smerten opleves - og alligevel vil denne uspecifikke manipulation give dig samme bedring i smerter og funktion som hvis man havde gjort det "mere specifikt" i lænden [1].

Det strider med, hvad de fleste tror omkring specificiteten af manuel behandling, eftersom man i en forældret tankegang om at ondt i lænden skyldes en låsning eller skævhed, som specifikt skal sættes på plads, låses op, rettes eller gøres lige.

Den positive effekt af ​​(uspecifikke) manipulationer består sandsynligvis nærmere af en blanding af faktorer som øget bevægelighed, modulering af nervesystemet (trusselsniveuet sænkes), ubekendte placebo-effekter og kontektuelle effekter relateret til behandlingen som relationen til behandleren, at blive lyttet til, berøring, tryghed og håb.

Den øgede bevægelighed og afspændte muskulatur som manipulationer (også kendt som knæk) kan medføre, har en potentielt positiv smertelindrende effekt, men det er ikke fordi det sætter noget på plads, at noget var skævt eller låst.

Effekten af manuel behandling er oftest kun kortvarig og bør derfor ikke stå alene.

Spørgsmålet er dog om man overhovedet kan være specifik i manuel behandling mod smerter? Resultatet kommer med al sandsynlighed i højere grad fra en blanding af mange faktorer som påvirker nervesystemet, der sender færre beskyttende signaler, hvilket fører til en mere afslappet og beroliget følelse, mere bevægelse, stressniveauet falder og kroppen får bedre vilkår til at genfinde homeostasen (balancen).

Derudover viser flere studier, at ikke kun trykket i den manuelle behandling påvirker resultatet, men også konteksten fx studier med ændret lugt (behagelig vs. ubehagelig), lyd (flydende vs. knirkende) eller virtual reality (smidig vs. stiv). Det dine andre sanser fortæller hjernen, påvirker hvordan kroppen og bevægelse føles.

Man kan ikke sætte ryggen på plads, ændre kropslige strukturer og asymmetrier med hænderne. Jens Gram

Afspiller man en lyd fx som en knirkende dør når maskinen trykker ned i forsøgspersonerne ryg eller de laver en rotation med ryggen, hvor godt føles det så at bevæge sin ryg? Det føles ikke særlig godt.

Hvis patienter med ondt i ryggen har virtual reality-briller på og man beder dem om at lave en rotation med ryggen, hvor de drejer sig så meget mod den ene side som de kan, men i den ene af grupperne, så får man det til at se ud som om at de drejer meget længere i virtual reality... tror du så, at det påvirker hvor smidige de føler sig og hvor ondt bevægelsen gør? Ja, selvfølgelig.

Hele dit sanseapparat, din hjerne, dit nervesystem osv. arbejder konstant og lynhurtigt. Det påvirker og styrer alt hvad du oplever gennem en så kompleks "ligning" med så mange faktorer at vi endnu ikke forstår den til fulde.

Derfor bliver det alt for forsimplet blot at fokusere på én fejlstilling i én struktur som årsag til længerevarende smerter. Derudover kan man som behandler ikke ændre kroppens fysiske strukturer med hænderne - fordi strukturerne gudskelov er så robuste.

Hvis du har en benlængdeforskel, så er den både normalt og medfødt for langt de fleste medmindre du fx har fået ny hofte eller været med i et trafikuheld. Og den skal være over 2 cm samt akut opstået for i forskningen overhovedet at have en stærk association med smerter.

Du kan gennem manuel behandling påvirke musklernes spænding og følelsen af stivhed. Du kan påvirke mobiliteten akut, men du bør ifølge Jens ikke have stort fokus på symmetri som mål for behandlingen - slet ikke i det budskab, du fortæller patienten. Fokus bør være på bevægelse og de funktioner, som patienten ønsker at genskabe.

Hvad med organer, tarme, fascier og andre strukturer, som nogle behandlere påstår at kunne manipulere, sætte led på plads eller påvirke specifikt? Dem kan vi ikke påvirke specifikt ifølge Jens - men følelsen i området kan påvirkes.

Behandlerens ord bliver til patientens følelser og tanker

Jens fortæller om en patient, han hjalp, for at illustrere den skadelige virkning af alt for specifikke, urealistiske og frygtfremkaldende forklaringer. Eksemplet viser hvordan nocebo-effekten, her i forbindelse med graviditet, kan føre til længerevarende fysisk inaktivitet, overbeskyttelse og frygt for bevægelse.

Klienten kommer ind hos Jens 1 år efter hendes graviditet og ankommer i kørestol. Da hun var i 10. uge af graviditeten smerter fra iskias og fik besked fra en behandler om at hun havde bækkenløsning, at hun skulle lægge sig hjem på sofaen og at hun ikke måtte bevæge sig, da det var farligt.

Graviditeten er i forvejen en sårbar periode, da man vil gøre alt for at passe på det lille voksende liv inde i maven og graviditen er samtidig omgærdet af virkeligt mange sejlivede myter. Bækkenløsning som begreb giver de fleste et uhensigtsmæssigt og ubehageligt billede af et bækken, der er ved at falde fra hinanden eller ved at løsne sig.

Det ender med, at hver gang hun rejser sig, får hun ondt og det er vel ikke så underligt, når hele hendes "smertesystem" er i fuld alarmberedskab. Hun bliver derfor fuldstændig fysisk inaktiv i resten af graviditeten, falder i træningsniveau, funktion og styrke til et for hende utroligt lavpunkt, hvor hun 1 år efter sidder i kørestol fordi hun nu har fået besked om at hun har kronisk bækkenløsning (hvilket ikke findes)

Jens får forklaret hende, hvad der egentlig sker i bækkenet under graviditeten, hvordan hun har fået nogle fagligt forkerte, men skræmmende ting at vide og hvordan det kan have påvirket hendes krops reaktion. Til næste behandlingssession hos Jens kommer hun gående uden kørestol. Og derfra fulgte selvfølgelig et intenst genoptræningsforløb for at genvinde det tabte.

For at kunne opnå en ændring som denne, er det afgørende at der er en stærk terapeutisk alliance mellem patient og behandler. Kan du lide mig som menneske? Som behandler? Stoler du på mig? Føler du dig tryg? Har vi en alliance? Kan vi være ærlige?

Derudover er tiden med patienten en af de faktorer, som i høj grad påvirker resultatet af behandling mod smerter. Jo længere tid du har med patienten, jo større chance er der for et positivt resultat af behandlingen, når du har fået en blanding af relationel omsorg fra en professionel, der kan udelukke at der er noget farligt i vejen og at I sammen skal finde en holdbar løsning.

Hør vores podcast om de 8 karaktertræk som kendetegner en dygtig behandler.

Manuel behandling er ikke fy-fy

Manuel behandling kan være et værdifuldt værktøj inden for behandling af smerter i en holistisk behandlingsplan, men det bør ikke være en selvstændig løsning. Manuel terapi bør kombineres med fx motion, livsstilsinterventioner og uddannelse.

Manuel behandling kan være smertelindrende, især på kort sigt, og det kan være værd at tage med i et behandlingsforløb. Manual behandling bør som udgangspunkt ikke stå alene, men kan godt være en del af et forløb, hvor berøringen kan gøre patienten mere tryg og måske invitere til mere bevægelse i træning eller hverdag, når smerten reduceres.

Det samme kan i store træk også siges om træning - det er ikke en magisk pille mod smerter og når det har en smertelindrende effekt, så er det som udgangspunkt heller ikke af de specifikke årsager som man tidligere troede fx øget styrke, forbedret mobilitet, øget kondition, forbedret koordination osv.

Manuel behandling kan reducere smerterne, øge mobilitet og funktion, men det kan sjældent stå alene og har sjældent en langsigtet effekt. Effekten er sandsynligvis i højere grad udtryk for neurofysiologiske virkninger, kontekstuelle effekter og placebo end strukturelle ændringer.

Det brændende ønske om klare svar og diagnoser

De fleste mennesker vil gerne have et klart svar på hvorfor det gør ondt, en specifik diagnose samt medfølgende forklaringer til hvad de skal gøre for at få det bedre. Det giver god mening. Problemet er, at ved længerevarende smerter er der sjældent én god forklaring på smerterne - og meget sjældent en brugbar diagnose som gør en positiv forskel for behandlingen og genoptræningen.

Det kan måske lyde negativt, men det er det faktisk ikke, da en specifik diagnose ikke er nødvendig for effektiv behandling af kroniske eller uspecifikke smertetilstande. Men det kræver at både behandlere og patienter omfavner kompleksiteten af kroniske smerter og accepterer en vis usikkerhed i smertehåndteringen fordi der ikke findes én bedste copingstrategi​ mod stædige smerter.

I en klassisk ekspertrolle vil behandleren gerne vise den specifikke årsag til smerterne, men hvis man skal tilgå smertebehandlingen ydmygt, så vil det ved længerevarende smerter sandsynligvis kun være muligt i omkring 5-10% af tilfældene.

Desto mere akut og nyligt en skade er opstået, desto bedre kan vi komme med specifikke forklaringer, men jo længere du har haft ondt, jo sværere vil det være at finde en specifik forklaring - også hvis du bliver scannet.

Det er et potentielt problem, når patienter ofte forventer en meget specifik forklaring. Behandlere vil selvfølgelig gerne tilfredsstille patienterne og forskning viser at tilfredshed blandt patienter ikke nødvendigvis handler om, hvorvidt de får det bedre - det kan også blot handle om hvor meget behandling de har fået - desto mere behandling, desto højere tilfredshed.

Måske tænker du: hvis jeg ikke forstår, hvorfor jeg har ondt, hvordan skal jeg så få det bedre? Betyder det så, at jeg skal have ondt for evigt? Der peger videnskaben i dag på at du faktisk ikke behøver en specifik forklaring for at kunne behandle de smerter, du har og for at kunne få det bedre.

En diagnose ændrer sjældent på hvordan behandling mod længerevarende smerter ser ud.

Til gengæld kan du øve dig i at være med uvisheden - både som patient og behandler.

En evidensbaseret behandlingstilgang i tråd med de kliniske guidelines [2] bør i dag indeholde elementer som at være patientcentreret, screening for røde flag, inklusion af psykosociale faktorer, patientuddannelse, livsstilsfokusere tiltag omkring kost [10], stress [9], søvn [11] mv. som i Danmark ofte opsummeres i KRAM-faktorerne.

Jeg kan godt lide det dobbelte KRAM af Peter Thybo, da det både adresserer de fysiske og psykiske komponenter og på den måde er mere helhedsorienterede. Jens kan godt lide metaforen om en konto med indtæger og udgifter - hvordan er din balance? Træner, sover og spiser du for meget? Træner, sover og spiser du for lidt?

Kroppen har brug for de rette vilkår, hvis den skal være selvhelende i den grad vores fantastiske levende biologisk organisme af en krop kan være.

Fysioterapi, kiropraktik og osteopati

I et studie fra 2022 undersøgte man hvordan den historiske udvikling af faglig identitet og potentielle faglige fokuspunkter inden for fysioterapi, kiropraktik og osteopati kan udløse nocebo-effekter i behandling [6].

Hver af de tre discipliner vurderes kritisk og der identificeres styrker og potentielle svagheder i deres tilgange til smertebehandling. Alle tre grupper bør arbejde terapeutisk og smertebehandling bør ikke se så forskellig ud med grundlæggende elementer som en god relation til patienten, stor tillid, grundig undersøgelse, bevægelse og patientundervisning som bærende elementer.

Fysioterapeuter har historisk set været for opmærksomme på kropsholdning både statisk og i løft, core-styrke, at ønske at opnå forandringer i vævet igennem behandlingen og et for stort brug af tiltag med lav værdi i modstrid med kliniske guidelines fx ultralyd, elektroterapi, laser, strøm osv. De store positive elementer er fokus på træning og fysisk aktivitet, mens behandlingsmaskiner til passiv behandling og overspecifikke små øvelser trækker ned.

Kiropraktorer har historisk set har haft et for stort fokus på og forbrug af billeddiagnostik (scanninger), langstrakte forløb med 1-3 ugentlige sessioner i halve eller hele år og en frygtskabende fortælling om, at hvis du ikke kommer til løbende tjek - ligesom en bil - så vil du af klare biomekaniske grunde opleve smerter. Forklaringsmodellerne for behandling har historisk haft stort fokus på at noget er asymmetrisk, skævt, sidder forkert, er låst, skal sættes på plads osv. - og udover at det er forkert, så kan det skabe afhængighed af behandleren.

Osteopater har historisk set har for stort fokus på at forsøge at ændre strukturelle elementer, som ikke kan ændres med hænderne med fx kraniosakral terapi, et stort fokus på somatiske dysfunktioner og et for stort fokus på kroppens egen evne til at selv hele som fx har ført til skepsis overfor vacciner og kemoterapi. Historisk set har osteopatien haft en kombination af kiropraktikkens og fysioterapiens problemer med passiv og manuel behandling med for specifikke forklaringer og en anatomisk mulighedsgøren, der har gjort hypoteser til misforståede sandheder.

For nyligt fortalte en osteopat på TikTok meget indlevende hvordan leveren har hukommelse fra negative erfaringer tidligere i livet, galdeblæren bærer på bekymringer i livet, mens problemer med milten og bugspytkirtlen stammer fra ikke-accepterede dødsfald blandt venner og familie. Ifølge Jens er disse forklaringer udtryk for rester af tiltro til den traditionelle østlige og kinesiske medicin, som i høj grad tilhører alternativ behandling og ikke den moderne osteopati.

Desto mere specifik en forklaring og påstand er, desto lettere kan den undersøges og testes. Hvis man tager 1.000 personer, som er meget bekymrede, fungerer deres galdeblære så anderledes end 1.000 personer, der ikke er bekymrede?

I "kampen" mellem de forskellige sundhedsprofessioner og behandlere opstår nogle gange misforståelse. I disse år er der en form for falsk dikotomi, hvor nogle mener at man skal vælge om man er hands-off eller hands-on - altså om man udøver berøring og manuel behandling eller ej. Men det behøver man naturligvis ikke have et konsekvent valg omkring - det kan og bør tilpasses den enkelte patients behov og præferencer.

Alt er vigtigt, men alt er ikke lige vigtigt

Selvom alt i kroppen hænger sammen og påvirker hinanden, så er er alt ikke lige vigtigt. Og bare fordi man kan lave en hypotese om hvordan to ting hænger sammen, betyder det ikke at det bliver sandt. Du bliver som behandler nødt til at prioritere - hvor vil du starte, hvornår er forklaringerne, vi laver anatomisk, noget vi forestiller os? Hvornår er de overdrevne? Hvornår er de usandsynlige? Hvornår er de ubeviste, hvis vi ser på det med forskningsøjne?

Og selvfølgelig også omvendt. Hvornår er de meget realistiske? Hvornår er de meget forskningsdrevne? Hvornår hjælper de patienten til at finde en god løsning?

I skiftet fra et strukturelt specifik fokus til en helhedsorienteret og patientcentreret behandling, må du acceptere at det at få en meget specifik forklaring, som er fagligt forkert, eller gør dig bange, ikke er en fordel. Specifik er hverken det samme som sand eller god. Jeg vil opfordre til at fastholde en faglig ydmyghed og realisme - og øv dig i at rumme uvished - uanset om du er patient eller behandler.

Vær meget opmærksom på, hvad forklaringer på smerter gør ved dig eller dine patienter - uanset hvor de kommer fra. Gør det dig mere tryg? Gør det dig mindre tryg? Gør de, at du bevæger dig mindre eller mere? Og hvad gør forklaringerne generelt ved din adfærd?

Som behandler vil jeg opfordre dig til at overveje spørgsmål som:

• Hvad er fagligt realistisk at sige?
• Hvad er hjælpsomt for patienten at høre?
• Hvordan kan vi optimere patientens prognose?
• Hvilken forståelse tager patienten med sig?
• Hvordan påvirker det patientens adfærd?
• Hvordan kan jeg forsøge at reducere frygt og skabe tryghed på trods af smerter?
• Er det etisk forsvarligt at give patienten forklaringer, jeg ikke er sikker på er sande?
• Hvordan kan jeg give patienten en multifaktoriel forståelse af deres smerter som de kan handle på?

Lyt til episode 70 med Jens fra Aarhus Osteopati

Du kan høre episode 70 i Apple Podcasts her.
Du kan høre episode 70 på Spotify her.
Du kan downloade episode 70 fra Libsyn her.

Se oversigten over alle episoder af podcasten her.

Du kan også streame episoden direkte her: