Simon Roost Kirkegaard er kandidat i fysioterapi med speciale i kroniske smerter og ejer Smertevidenskab.dk.
Simon Roost Kirkegaard er kandidat i fysioterapi med speciale i kroniske smerter og ejer Smertevidenskab.dk.

Jeg er uddannet fysioterapeut fra Københavns Professionshøjskole i 2009 og kandidat (MSc.) i fysioterapi på Syddansk Universitet (SDU).

Mit mål er at dele min lidenskab for smertevidenskab og gøre de nyeste videnskabelige fund tilgængelige for kolleger, klienter og andre interesserede. Jeg har været under uddannelse hos professor Lorimer Moseley i Australien (hos Body in Mind) og var en del af Talent Track-teamet på Syddansk Universitet med fokus på at forberedelse af et ph.d.-kandidatur.

Jeg har tidligere siddet i bestyrelsen i den internationale organisation af fysioterapeuter verdenen over Critical Physiotherapy Network (CPN), som arbejder med at skabe forandringer i fysioterapien som fag til gavn for patienterne.

Jeg er fascineret af kroppen og den næsten uforståelige evne til at bevæge sig og tilpasse sig det, den bliver udsat for. Denne fascination udforsker jeg dagligt, når jeg arbejder med mine klienter som fysioterapeut og personlig træner.

Specialist i smerter

Siden jeg blev færdiguddannet fysioterapeut i 2009, har min største interesse været smerte. Hvad er smerte, hvordan forstår vi den og ikke mindst hvordan behandler vi den? Jeg husker tydeligt følelsen af utilstrækkelighed, da jeg ikke kunne hjælpe en af mine første patienter, som havde kroniske smerter i ryggen.

Med min specialisering ved jeg nu, at alle kan hjælpes og få det bedre - og det mærker mine klienter.

Jeg er medstifter af Smertevidenskab.dk, hvor du som patient eller behandler kan finde gratis opdateret information omkring smerte. Derudover tilbydes der regelmæssigt kurser til fagfolk, der vil forbedre sin behandling ved at øge sin forståelse for smerte, formidling og kommunikation.

Senest i 2015 har jeg fået min egen klinik som hedder Smerteterapeuten og er beliggende på Fyn.

Fysioterapi med den enkelte i fokus

Jeg starter alle mine behandlinger med at høre din historie. Altså din historie om hvordan du er kommet til der, hvor du er i dag. Dette indblik er nødvendigt for at kunne hjælpe dig på den bedst mulige måde. Herefter lægger vi i fællesskab en plan for den proces, der skal få dig derhen, hvor du gerne vil.

En proces, der ofte indeholder vidensdeling, manuel behandling og fysisk aktivitet med udgangspunkt i dit individuelle niveau.