5 grunde til at kvinder bør stille op i styrkeløft Begynder

I modsætning til fitnesskæderne er dansk styrkeløft en foreningssport der, med enkelte undtagelser, har egne træningsfaciliteter. Det betyder at du typisk betaler et godt stykke under halvdelen af et medlemskab i en fitnesskæde, samtidig med at du får adgang til langt bedre (styrke)træningsudstyr.
Jeg har tidligere taget fat i en lang række myter om kvinder og styrketræning og vist hvorfor styrketræning er den hurtigste vej til at bygge din drømmekrop. Men hvorfor stoppe der?
Ved at tage skridtet videre og op på platformen kan du sætte turbo på ikke bare dit fysiske, men også dit mentale træningsudbytte.
Inden du løber ud for at finde en klub, så lad mig lige give dig 5 gode grunde til at jeg synes det er en rigtig god idé for kvinder at dyrke styrkeløft på konkurrenceplan.
1. Fysisk udvikling - med turbocharger
Styrkeløftere træner af lyst og passion. Du vil ikke se en voldsom fremgang i medlemmer i januar måned og du vil heller ikke se folk, der i bund og grund ikke gider at være der.
Den typiske styrkeløfter træner målrettet mod at forbedre sin trekamp (squat, bænkpres og dødløft) og er seriøs omkring det. Styrkeløft er ikke en sport du bliver god til på få dage og uger, men på måneder, år og årtier. Det kræver altså en helt anden dedikation og tålmodighed hos de udøvende end i de kommercielle centre.
Mennesker påvirkes kraftigt af deres omgivelser og det kan du udnytte ved at blive en del af en kultur, hvor der er fokus på dedikation og hårdt arbejde over lang tid. Ingen hurtige løsninger og sultediæter, men hårdt og fornuftigt arbejde, vedholdenhed og tålmodighed.
Sidst, men absolut ikke mindst, er styrkeløft en sport, hvor træning af underkroppen fylder ekstremt meget. For de fleste står squat og dødløft for 70-80% af deres total, hvilket også betyder at deres træning fokuserer på de to løft. To løft, der er de absolut bedste til at styrke de områder de fleste kvinder gerne vil træne og tone - lår og baller.
Styrkeløft er den direkte vej til en fast og fyldig røv. Sir Mix-A-Lot
Selvom styrkeløft ikke har en poseringsrunde, er der alligevel god grund til at der også følger en fornuftig kost med. Ikke millimeterpræcist afvejet og afmålt som i fitnesskonkurrencer, men basal sund og solid kost, der gør dig i stand til at træne hårdt og tungt uden at rykke alt for mange vægtklasser op for hurtigt.
Kvinder kan på samme måde som mænd spise sig gradvist op og hurtigt opleve en stor styrkefremgang - simpelthen fordi det relativt set tager samme tid for kvinder at bygge styrke og muskelmasse [1-2]. Faktisk tyder noget på at styrkeøgningen hos kvinder måske endda går lidt hurtigere. Dog sker udviklingen typisk fra en lavere absolut muskelmasse og styrke.
I sidste ende er det muskler, ikke fedt, der flytter vægt - det giver et naturligt incitament til at spise fornuftigt.
2. Fokus på præstation i stedet for udseende
Ved at fokusere på hvad kroppen kan præstere og ikke hvordan den ser ud, bliver din målsætning pludselig meget mere håndgribelig. Du har ikke længere brug for avancerede måleapparater, men kan bare kigge på tallet, der står på de skiver, du løfter. Fremgang er nem at følge og mål bliver nemme at sætte.
Med faste klare mål (i modsætning til ”se godt ud i bikini” eller ”passe min brudekjole”) bliver det nemmere at holde klart fokus i træningen. Du vil stort set altid kunne spørge dig selv om en aktivitet bringer dig tættere på eller længere fra dit mål.
Fokus på hvad du kan og ikke hvordan du ser ud, vil også give dig større personlig tilfredsstillelse. Første gang du squatter 100 kg kan jeg garantere dig for at du glemmer alt om en skæv næse, et par jeans der strammer lidt rigeligt eller en dårlig hårdag.
Ved at fokusere på præstationsmål vil du opleve en langt højere grad af tilfredshed med din krop end hvis du fokuserer på udseendet.
Hvad endnu bedre er, er at du aldrig bliver færdig. Der kan altid komme lidt mere vægt på stangen og den kan altid løftes lidt pænere og lidt mere overbevisende. I styrkeløft arbejder du på at mestre tre primære bevægelser og det gør det nemt for dig at følge din udvikling.
3. Styrketræning med fællesskab
Der er en helt anden kultur ude i foreningerne end i de kommercielle kæder. Hvor vildt det end lyder, så taler folk faktisk sammen!!
Ikke bare det, men både til stævner og i hverdagen er der støtte og vejledning at hente hos resten af klubben. Du vil blive en del af et sammenhold, hvor alle går aktivt op i at alle bliver stærkere. Det betyder at folk vil holde dig op på om du kommer til træning og at de vil støtte dig i din udvikling.
Det er helt almindeligt at de mere erfarne løftere hjælper nyere løftere i gang - både med programmer, vejledning op til stævner og hvad der ellers skulle være. Der vil altid være mere erfarne og teknisk dygtigere løftere du kan trække på, ligesom du vil have meget nemmere ved at finde en træningsmakker, der rent faktisk kommer, når I har aftalt at mødes.
Når du så først kommer ud til stævner, vil du opdage at dansk styrkeløft på mange måder er en stor familie. Alle hygger sig med hinanden og selv de blodigste konkurrenter ønsker kun det bedste for deres modstandere. Det er slet ikke usædvanligt at de første til at lykønske folk med godkendte løft er deres største konkurrenter.
Det betyder ikke at der ikke er konkurrence, men i styrkeløft konkurrerer du først og fremmest mod dig selv. Er du stærk nok og løfter du op til dit potentiale, så har du gjort hvad du kan. Selvom det er fedt at vinde, er det sjovest at vinde fordi du selv har været god og ikke fordi de andre har haft en dårlig dag.
4. Du bliver ikke en mand!
Jeg har tidligere skrevet om hvorfor du som pige ikke skal være bange for at komme til at ligne en mand i min artikel om kvinder og styrketræning. For at slå pointen fast med syvtommer søm, har jeg valgt at bruge nogle billeder af kvindelige styrkeløftere til denne artikel. Så kan du jo selv vurdere om de ligner mænd.
Nogle vil også mene at det er maskulint konstant at stræbe efter at løfte tungere vægte og at sportens natur er maskulin. Jeg træner til daglig med nogle af de bedste norske kvinder og de er bestemt ikke mindre kvinder end andre fordi de er gode til en sport. Tværtimod.
Styrkeløft handler ikke om store muskler, men i høj grad om det tekniske og mentale aspekt - og om neurale tilpasninger. Du kan sagtens være meget stærk uden at ligne en bulldog med makeup. Faktisk vil træning centreret omkring at blive stærkere typisk ikke medføre ligeså stor muskelvækst som bodybuilding-inspireret træning.
Det er desuden værd at tænke over hvem, der oftest er utilfreds med kvinders kroppe - ingen af mine venner har nogensinde sagt at deres kæreste var ”lidt for trænet” eller "har for faste baller". Det sker simpelthen ikke.
Uden at det skal blive alt for dameblad-selvhjælpsagtigt, så tror jeg på at kvinder, der sætter mål efter eget ønske, er gladere.
5. Det er fedt at konkurrere
Copenhagen Marathon sætter, ligesom mange andre motionsløb, hvert år deltagerrekord. Det er fordi flere og flere mennesker finder ud af, at det er virkelig godt for træningsmotivationen at have noget konkret at træne op mod. Det hjælper med at komme af sted på de regnvåde vinterdage at have et større mål end bare at brænde weekendens overskydende kalorier af.
Styrkeløft har af samme årsag haft kæmpe fremgang de seneste år. I modsætning til de mere almindelige fitnessmål folk har, der stort set alle er indenfor udholdenhedssport, tilføjer styrkeløft selvfølgelig et muskelopbyggende element, men også et helt særligt mentalt aspekt.
I udholdenhedssport er du i gang i lang tid af gangen og selvom hvert enkelt skridt på en måde er en test, har du altid muligheden for at rette op på eventuelle fejl hen ad vejen. I styrkeløft har du tre løft i hver disciplin og vil du have et godt resultat, skal du helst have mindst syv ud af ni godkendt.
Det betyder at du træner din evne til at præstere under pres og at levere en god præstation, når alle kigger på dig. Det vil bygge en dybt forankret tro på dig selv som du også kan overføre til andre aspekter af livet.
I forhold til for eksempel maraton har styrkeløft også anden en gigantisk fordel. I stedet for at se træt og udmattet ud på dine billeder på Facebook, kommer du til at være koncentreret, men også triumferende.
Og så er det bare så meget federe at kunne smide et billede på Facebook, hvor du står med en tung vægt i hænderne, end et hvor du er ude at jogge en tur med en masse andre. Den glæde og forløsning du mærker når du får godkendt sidste løft i en stor total skal bare opleves.
Hvad siger kvinderne selv?
Jeg har spurgt et to af de danske styrkeløfterkvinder fra landsholdet hvad de synes om sporten.
Kathrine siger:
En vigtig grund er i hvert fald, at det giver et meget sundere forhold til mad og til ens egen krop (selvfølgelig ikke for alle, men helt sikkert for mig, og jeg er ikke den eneste) og generelt er det jo bare fedt at være stærk og det er nok uanset, om man er mand eller kvinde (jeg kan godt lide at være en af dem, som bliver spurgt om hjælp, når der skal flyttes ting her på jobbet).
For mig var det med at ville være stærk samt nå nogle kropslige mål nok motivation til at begynde, og det sociale aspekt en stor grund til, at jeg blev hooked med det samme - og så er det fedt at udfordre sig selv hver eneste dag. Kathrine
Sara siger:
Frygten for at blive stor er der altid i starten for kvinder, men med tiden bliver det jo fedt at være markeret, og det er fedt at folk kan se man træner. Det er jo et udtryk for sundhed, som alle nok stræber efter i hverdagen, så for mig sender det et signal til omverdenen om at jeg holder mig sund og går op i at passe på min krop.
For mig handler det dog primært om at blive den bedste og stærkeste - det kan de fleste konkurrencemindede nok nikke genkendende til.
Det absolut fedeste ved SL er dog uden tvivl sammenholdet, livsstilen, måden at møde nye mennesker på, og interessen for hinanden! Sara
Konklusion
Som Katrine og Sara også er inde på er der et helt unikt sammenhold i styrkeløft. Du vil blive modtaget med åbne arme fra første dag både som mand og kvinde, men der er ingen tvivl om at kvinder får en lidt varmere velkomst ude i klubberne.
Fordi der ikke er så mange kvinder, er der helt naturligt fokus på at få de nye til at blive - både fra kvindelige og mandlige klubkammerater.
Du vil i langt de fleste klubber kunne træne med en uges tid eller mere for at prøve det af, men vær forberedt på at du bliver hooket, hvis du først går ind af døren i en styrkeløftklub.
Du finder en liste over de danske klubber her, men du kan også skrive til mig i kommentarfeltet - så hjælper jeg dig med at finde en klub tæt på dig.
Jeg håber vi ses på platformen snart - husk at komme hen og hilse på hvis du ser mig.
Referencer
[1] O'Hagan, F. T., Sale, D. G., MacDougall, J. D., & Garner, S. H. (1995). Response to resistance training in young women and men. International Journal of Sports Medicine, 16(05), 314-321.
[2] Gentil, P., Steele, J., Pereira, M. C., Castanheira, R. P., Paoli, A., & Bottaro, M. (2016). Comparison of upper body strength gains between men and women after 10 weeks of resistance training. PeerJ, 4, e1627.
Kommentarer
Tilføj kommentarHej Jacob,
Det lyder ret spændende... Ved du om der findes nogen klubber i Nordsjælland? Det ser ikke umiddelbart sådan ud på Dansk Styrkeløft Forbunds hjemmeside.
Og i det hele taget tak for en fantastisk fin og inspirerende side og podcast!
Mange hilsner,
Anette
Hej Anette
Der er mig bekendt ingen klubber i Nordsjælland, den fulde oversigt over klubber kan du finde her: https://styrke.dk/?page=klu...
Mange tak for de søde ord 😊
Jeg er da blevet lidt interesseret i at høre mere om styrkeløftklubber, da jeg er blevet bidt af tunge løft i fitnesscenteret. Jeg kan se at der er en klub i Kjellerup, men hjemmesiden er vist ikke særlig aktiv. Alternativt er der så Bjerringbro ifølge listen. Jeg er fra Silkeborg, så er det de eneste to i mit nærområde? :) Mvh. Ditte
Hvis jeg lige åbnede øjnene første gang, kunne jeg jo se at der rent faktisk er en her i byen, haha! ;)
Haha, det vigtigste er trods alt at du har fundet en klub, du kan besøge! Har du fået kontaktet klubben og aftalt første møde?
Nej, desværre. Klubben i Silkeborg blev åbenbart nedlagt d. 1.4.15. Jeg har kontaktet formanden fra klubben i Kjellerup, men da jeg præsenterede mig, blev forbindelsen afbrudt og da jeg umiddelbart efter ringede op igen, var der ingen der tog telefonen og der blev heller ikke ringet tilbage. Det får mig desværre til at se på det som lidt 'uprofessionelt' og da det jo er et skridt ind i en ny verden, vil man gerne føle sig bare lidt velkommen :)
Åh, hvor ærgerligt. Forstår godt din frustration. Jeg tror bare du skal være lidt stædig og ringe igen. Folk har travlt og laver mange forskellige ting, så mon ikke de nok skal finde tid til dig, hvis du viser interesse. Er der sket noget siden du skrev sidst?
God skrevet Jacob!
Enig med enig på. PUNKTUM. Og så har styrkeløft ingen udløbsdato i forhold til hvornår man kan starte - jeg er selv 46-årig nybegynder ;)
God pointe, Charlotte. I Danmark har vi endda verdens ældste styrkeløfter i Svend Steensgaard, som er over 90 år og for nyligt dødløftede 130 kg: https://www.youtube.com/wat...
Sejt!
Tilføj kommentar